My own little paradise

[Adrasteia de Amarante]

Majestætisk sad Adrasteia i sin smukke polstede stol på det ene podie. Til tider gik der lange minutter, hvor hun lignede en troværdig statue, som hun helt glemte at rykke på sig. Hendes høje alder og hendes lange fravær gjorde nemlig, at hun havde glemt, at de levende godt kunne lide at røre på sig altid. Hvorfor forstod hun ikke længere. Selv kunne hun holde sig stille som et lig for timer, hvis det kom dertil, hvor hun ikke gjorde andet end at lytte til sine egne tanker. Nyx, hendes sorte ravn sad trygt på stolens ryg. Blidt puffede den til hende med sit hoved, hvilket fik hende til at blinke med øjnene. Det var den første reaktion fra hende i hele ti minutter. Hånden løftede hun op, så hun kunne stryge den over fjerene. En handling, som hun havde vænnet sig til at gøre blidt. Hun havde nemlig lært, at ravnen blev skræmt, når hun brugte sin sædvanlige vampyrfart. ”Så så, min kære..” Hendes stemme var kold, som døden for længst havde fæstnet sig i hende. Hånden sank hun igen, så hun i stedet kunne beskue sit værk. Sanguis Bar. Stedet var som taget ud fra hendes hoved. Tørst og seksualitet. Det var, hvad hun i dette århundrede ønskede at beskæftige sig med. Hænderne lod hun hvile på armlænene. Ekstravagant så hun ud som altid. Det blonde hår der var smuk flettet om hendes hoved. Det mørke pudder om hendes øjne, der fik hendes i forvejen mørke øjne til at se det mere intense ud. Hendes kjoles høje krave der var lavet af Nyx’ tabte fjer. Kjolens smalle, men lange v-udskæring fortil, der viste perfekt bleg hud. De to metalkløer, som hun havde på hver pegefinger. Ja, hun skilte sig i særdeleshed ud. Derfor fik hun også en del nysgerrige, skræmte og lystne blikke i sin retning.

[Marius Amalani Darcy]

Rygterne om det nye sted, var ligeledes også nået til Marius, og derfor ville han nu gerne undersøge det. Selvom han i øjeblikket, befandt sig i en temmelig hård periode, så havde han endnu ikke opgivet at finde Cassie. At tingene så ikke helt ville, som han gerne ville, var jo så bare en ting, som han måtte lære at leve med. Forsøge med det. Good boys finnish last.. Det var uden tvivl også ved at gå op for ham efterhånden.
Dørene ind til den nye bar, slog han denne gang op. Efterhånden havde han befærdet sig godt rundt i Dvasias, så han havde efterhånden gjort sig kendt med rigtig mange steder, og derimod også rigtig mange forskellige mennesker. Dette gjorde sig gældende på godt og på ondt. Det var jo bare en del af det liv, som nu skulle leves.
På trods af den bidende vinterkulde, som var udenfor, så var det slet ikke noget, som tog fat om Marius på noget tidspunkt. For hans vedkommende, var det jo en fordel at være det døde væsen, som han var. Han stod i et øjeblik i døren og betragtede de nye omgivelser. Et spændende sted.. Endda nærmest med noget, som mindede ham om en trone for enden af rummet, hvor en kvinde havde valgt at tage plads. Et kort smil passerede hans læber. Endnu var der mange af de procianske træk i ham, og det havde han ikke tænkt sig, at lægge skjul på. Han forsøgte jo stadig at undgå det menneskelige blod for alt i verden. Kutten slog han ned, hvilket afslørede det mørke hår, og de bølgende lokker, den blege hud, og det rødlige skær i hans øjne - en vampyr. Endda stadig en forholdsvis ny af slagsen, som nu havde valgt at gøre sin entre her på stedet.

[Adrasteia de Amarante]

Ny var baren endnu, og derfor havde den naturligvis ikke nået det højdepunkt endnu, som Adrasteia ønskede for stedet. Det var hun dog fortrøstningsfuld omkring endnu.. Desuden.. Tiden der var gået indtil videre havde alligevel kun følt som et blink med øjet for hende. Når man havde den alder, som hun havde, virkede den form for tid ganske ubetydelig. Hun så frem for sig. Ikke rørte hendes hoved på sig. Det var kun hendes mørke øjne der tavst gled fra side til side. Det var nok til hende for, at hun kunne se, hvad der foregik på Sanquis Bar. Lige pt var det endnu primært vampyrer der besøgte stedet her. Det var dog også, hvad hun havde forventet, da baren lå i midten af vampyrernes by. Disse virkede dog tilfredse med omstændighederne. Der var nogle som selvfølgelig hang ud i baren, og der var dem der svingede med hofterne ude på dansegulvet. Det var kun en lille håndfuld levende der var her i nat.. De fleste af dem var desværre dog bloddyr, der allerede havde sig en herre eller herskerinde. Hendes øjne gled mod døren der gik op for en ny kunde. Selv fandt hun det kun rimeligt, at hun var opmærksom på alle dem der trådte ind på hendes domæne. Tavst studsede hun ham. En vampyr. Det havde hun allerede vidst, inden han var kommet ind af døren. Et hjerteslag kunne hun nemlig høre på flere kilometers afstand. At vampyren her var en der endnu ikke havde accepteret sit lod i livet, kunne hun ikke se endnu. Dyreblod blev dog ikke solgt her. Det var en skændsel. Hendes blik gled bort fra ham, så hun i stedet kunne betragte masserne igen. En flot vampyr, men hvilken vampyr var heller ikke tiltalende? Intet sagde hun, og intet gjorde hun for at interagere med sine kunder. For nu lignede hun blot en statue. Der var ej heller noget mindeværdigt, der havde krævet hendes opmærksomhed endnu.

[Marius Amalani Darcy]

Vampyr havde Marius nu været over en længere årrække, og ikke havde han lært at acceptere dette lod. Faktisk var det noget af det, som han foragtede mest ved at være det væsen, som han nu måtte være. Ikke ønskede han at nære på menneskeligt blod, hvor han faktisk kæmpede for at bibeholde bare lidt af den samvittighed, som han engang var blevet født med i tidernes morgen. Nu hvor mørket var blevet hans hjem, efter han var blevet fordrevet fra hus og hjem i Procias, måtte han forsøge at gøre det, efter bedste formåen, og nemt var det ikke altid. Faktisk var det sværere, end hvad det så ud.
For nu, tog han det ganske afslappet. Nysgerrigheden havde alligevel drevet ham til Corventos kerne, hvor han denne gang havde tænkt sig, at undersøge stedet. Det var forholdsvis nyt, hvilket var tydeligt, for så mange væsner var der heller ikke samlet på stedet her. Kort vendte han blikket mod kvinden, som tårnede på tronen midt i rummet, inden han trådte ind i stedet for. Undersøgende lod han blikket fare omkring, hvor han gjorde, hvad han selv kunne, for at bide de bankende hjerter i sig. Det vækkede jo trods alt en dyrisk sult, som han for alt i verden, slet ikke ønskede, skulle frem i dagens lys. Han foragtede den del af at være det væsen, som han nu var. Svagt knyttede han næverne. Kappen blafrede efter ham, idet at han selv bevidst søgte til baren, hvor han satte sig. Denne gang med ryggen mod kvinden på stolen for enden af lokalet. Var det underligt, at det gav ham en fornemmelse af at være overvåget? "Blod." sagde Marius kort for hovedet. Han kunne snildt betale sig fra det. Der blev præsenteret en række forskellige i udvalget for ham. Noget som bestemt ikke faldt i Marius' smag. Han nægtede jo stadig at nære sig på det menneskelige!

[Adrasteia de Amarante]

Overvåget var alt og alle i denne bar. Adrasteia ønskede nemlig at gøre en dyd ud af, at stedet var efter hendes hoved. Selv havde hun i et århundred savnet smagen af den søde friske blod og kroppens lyster. Det var derfor det, som hun ønskede at få ud af stedet her. Sit blonde hår havde hun opsat, og derfor kunne hun med lethed høre, hvad der blev sagt i hver en krog af baren. Hun kunne derfor også høre den nyankommendes ønske, som han blot sagde blod. En ganske bred betegnelse. Blod var nemlig ikke var blod! Der var forskel på blod fra race til race, ligesom der også var forsket på, om man fik blodet på flaske eller direkte fra kilden. Ud fra blikket han sendte sortimentet, gik hun ud fra, at han ikke var kyndig inden for blodverdenen. Burde hun hjælpe ham? Hvis det var hans første gang med menneskeligt blod, kunne han ligeså godt få en god oplevelse. Derfor skulle det selvfølgelig være blod fra et lysvæsen. Siden han ikke var kyndig i det, skulle han dog holde sig fra de stærke sager, såsom engle- og nymfeblod. Det var det bedste, men som noget var det bedste, havde det derfor også en større effekt. ”Gå med skovelver- eller magikerblodet, yndling..” Hendes stemme var ikke andet end en hvisken. Dog ville den nyankommende vampyr kunne høre hende, grundet sin forhøjede hørelse. Om han kunne gå så vidt, som til at lokalisere, at stemmen var hendes, kom an på hans alder. Dog var der ikke meget der gav udtryk for, at det var hende der havde talt. Hun lignede nemlig endnu en komplet statue. Det eneste der fokuserede var hendes blik, der hvilede på ham.

[Marius Amalani Darcy]

Ny med menneskeblod, var Marius på alle måder, som han frem til nu, havde holdt sig på fuldstændig afstand til det, og det havde han tænkt sig at gøre i den forstand, at det var ham muligt. At han så derimod ikke kunne få det blod, som han plejede at modtage, når han endelig var ude, irriterede ham dog meget! Efterhånden, som mørket havde taget mere og mere fat i ham, var han jo uden tvivl lokket og fristet, men af den grund, så havde han også nægtet at lade dem komme ham så nær, at de ville give ham det.
Stemmen som lød bag ham, fangede derfor hurtigt hans interesse. Han drejede hovedet. Skovelver og magiker? Det var jo væsner af det land, som han stadig betegnede som sit eget. Det var og blev hans hjemland. "Og hvis jeg ikke lyster at drikke af det blod?" spurgte han denne gang, velvidende om, at det meget hurtigt, kunne gøre ham upopulær ved rigtig mange, og særligt her i Dvasias, hvor han i forvejen var en outsider. I det store og hele, var det ikke noget, som egentlig gjorde ham det mindste. Det var den mand han var, og han levede med det. Han stirrede denne gang ned mod sine hænder. Bartenderen stod nærmest og ventede. "Der bliver ikke serveret dyr her," fortalte han denne gang. Ord som uden tvivl gjorde Marius utilfreds, for det skulle da bare mangle, at man tog hensyn til dem alle sammen, og her følte han bestemt ikke, at der blev taget hensyn til ham. Dog forblev han tavs. Bevidst valgte han ikke at kommentere på det. Måske at han så skulle søge til skoven og jage i stedet? Han ville ikke nære på det menneskelige.

[Adrasteia de Amarante]

Kort måtte en trækning falde over Adrasteias læber, som den nyankommende vampyr kiggede bag sig. Han kiggede ikke på hende, og derfor tvivlede hun på, at han havde været i stand til at lokalisere, at det var hendes stemme. En vampyr der ikke lystede at drikke blod var ikke en vampyr. Det var sådan de levede. De var et storslået rovdyr, og det skulle hver og en af dem omfavne! Han forekom hende dog helt som en uskyldig hundehvalp. Et sødt ydre der endnu ikke vidste, hvordan man stod på benene. ”Ingen vampyr kan leve uden blod,” rettede hun ham hviskende. At bede en vampyr om at leve af dyreblod, var som at bede en havfrue om at leve på land. Begge racer kunne leve der for en stund, men det var ikke deres kår. Derfor vidste hun også, at denne vampyr aldrig havde følt sig egentligt mæt og egentligt levende. Der var intet som at drikke af et menneske for en vampyr. Tavst sad hun, imens bartenderen sagde, at de ikke servede dyr her, og som den mandlige vampyr rynkede på næsen af det. ”Spiser ulven græs? Spiser hesten dyrevildt? Bed om flasken med skovelverblod.. Det vil smage, som intet andet du har smagt,” guidede hun ham. Selv drikkede hun ganske vidst ikke af flaske, da hun kun ønskede den rene kilde, men for denne mand kunne det være en ide. Der var ingen grund til at vifte med slikket foran hovedet på ham, når der var et mildere alternativ. Hvis han aldrig før havde næret direkte fra et menneske, ville det højst sandsynligt gå galt, og ikke gad hun se en ustyrlig vampyr i sin bar. Nysgerrigt betragtede hun ham, som hun ønskede at se, om han fulgte hendes råd og bad om flasken. Det ville uden tvivl gøre ham godt. Gøre ham stærkere.

[Marius Amalani Darcy]

At Marius allerede nu skulle være stemplet af denne kvinde, kunne han næsten gætte sig frem til. Det ændrede dog slet ikke på det faktum, at han ville lave om på noget ved sig, kun fordi at hun ønskede at han skulle. Han var sin egen herre, og det var slet ikke noget, som nogen skulle have lov til at tage fra ham. Ganske vidst på trods af, at hans barnebarn var den, som havde bidt ham, og gjort ham til det væsen som han nu var, hvilket kun havde været for at redde hans liv. Det var jo ikke ting, som kom ud af ingenting, kunne man sige. Hans blik hvilede stadig ned i bordet. De ville have ham til det, og ikke var det noget, som faldt i hans gode bog på noget tidspunkt. Faktisk var det noget, som direkte måtte irritere ham lige nu. I forvejen var han ikke ligefrem en mand med den største tålmodighed længere. Han rystede denne gang på hovedet. For alt i verden, forsøgte han at holde fast i det, som engang gjorde ham menneskelig. Han ønskede nemlig heller ikke, at miste sig selv helt undervejs. Den tanke fandt han faktisk skræmmende. "Der findes alternativer til indtagelsen, som ikke nødvendigvis er menneskelig," kommenterede han denne gang, som han bestemt heller ikke var bange for at sige de ting højt længere.
Marius drejede sig denne gang på stolen, for at vende sig mod denne kvinde. At hun så absolut ønskede, at han skulle indtage skovelver, var bestemt ikke en tanke, som faldt i hans gode smag. Han ønskede ikke at nære sig på det levende, også selvom.. det var så fristende. Gud hvor var det fristende at gøre det lige nu! Han blev stædigt siddende, som han slet ikke ønskede, at der var nogen her, som skulle give sig til at bestemme over ham. Det var i hvert fald slet ikke noget, som skulle have lov til at forekomme. "Jeg lyster ikke menneskeligt blod," fastholdt han denne gang.

[Adrasteia de Amarante]

Som et tvært barn forekom den nye vampyr Adrasteia, hvilket i sig selv var morsomt, da han havde en voksen mands ydre. Mest af alt mindede han hende om et barn, der ikke havde fået lov til at spise sin slikkepind, og som nu sad og surmulede i hjørnet. Ynkeligt var det dog også.. Hendes mørke blik hvilede frem på ham. Også som han langt om længe så i hendes retning. Skulle hun bruge sin tid på at forsøge at guide ham det mere? Guderne måtte vide, at han trængte til det. Hun havde mødt mange som ham før.. Folk der stadig holdt ved det menneskelige, skønt deres krop prøvede at fortælle dem andet. Denne mand var nemlig ikke menneskelig længere. Han var død. En vampyr. Et af nattens frygtede væsner. Endda det mest frygtede væsen. Den ene feminine hånd hævede hun en anelse fra armlænet. En indbydende bevægelse lavede hun med hånden, som hun inviterede ham til at sidde ved hende. Skråt over for hendes egen smukke og store stol, stod der nemlig en mindre en. Denne var dog også langt behageligere at sidde i, end de barstole der var at finde nede på det normale gulv. Hendes hånd fandt tilbage til armlænet. Selv forventede hun, at han kom og satte sig. Det var nemlig ikke en invitation, som man bare så bort fra. Det ville være mere end uhøfligt, og det ville hun ikke glemme. Nyx skræppede let oppe fra hendes stoleryg. Ikke påvirkede de døde dens tilstedeværelse. Den havde nemlig været en del af Adrasteias side længe. Til en start havde ravnen fulgt hende, fordi hun havde slået mange ihjel, og fordi kødet havde været gratis og let tjent. Nu fulgte den hende i stedet for fornøjelsens skyld.

[Marius Amalani Darcy]

Hvem end denne kvinde måtte være, vidste Marius ikke, og skulle han være ærlig, var han på kanten til at sige, at han var ganske.. ligeglad. Han ønskede jo egentlig bare at få sig noget næring, så han havde energien til at fortsætte, da denne heller ikke kom af hvad som helst. Han ønskede bare ikke at nære sig på det levende, når han selv følte.. eller rettere, at han forsøgte at forblive en del af det, hvilket han nu heller ikke havde været igennem en del år. Naturligvis var det en tanke, som han måtte finde trist, men der var bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved den lige nu. Svagt bed han tænderne sammen, som hun bød ham til at komme tættere på. Skulle han tage imod? Han havde en fornemmelse af, at det ville være frygtelig dumt af ham, at sige nej til dette.
Denne gang valgte Marius at rejse sig, hvor han også måtte ignorere bartenderen, som stod på den anden side, inden han roligt bevægede sig over gulvet. Nogen af de tilstedeværende vampyrer vendte sig mod dem. Uanset hvem denne kvinde var, så var det slet ikke noget som egentlig faldt i hans interesse, men en sjov fornemmelse af, at hun skulle være vigtig og betydningsfuld, var dog en, som han pludselig måtte få. Han vendte blikket mod hende, for en kort stund, inden han denne gang, valgte at tage pladsen i stolen lige ved. Han gik ud fra, at det var det, som havde hvilet i den ellers fine gestus, som hun havde gjort mod ham. Afventende blev han denne gang siddende. Normalt var det nemlig ikke ham, som gik tom for ord. Det havde bare forholdt sig således, siden han var blevet en del af mørket. For alt i verden, forsøgte han jo, at undgå at omfavne den, selvom han måske bare burde.

[Adrasteia de Amarante]

Som vampyren valgte at nærme sig Adrasteia, lod hun sin hånd hvile imod armlænet igen. Ikke, at hun havde troet, at han ville have ignoreret den tilbudte audiens. Folk kiggede nysgerrigt i deres retning, men ikke gengældte hun deres blikke. Også selvom det vel var bemærkningsværdigt i og med, at han var den første - i nat - som hun kaldte til sig. Hele hovedet valgte hun at vove i mandens retning, som han satte sig på den tilbudte stol. "Kæreste yndling, din menneskelighed stoppede, idet du blev en af os. Et rovdyr i natten. Du er ikke længere en af dem," fortalte hun ham. Hendes stemme var kold og dog indbydende. Kulden kunne hun ikke ændre på. Den lå for dybt i hende efter, at hun havde været død i årtusinder. Nyx skræppede lidt igen, inden den tog nogle hop ned af ryg- og armlænet, så også ravnen kunne se nærmere på den nyankomne. "Indtil nu har du formået at leve af dyreblod, men jeg kan fortælle dig, at det ikke vil vare ved," sagde hun vidende, som hun vidste, hvad hun talte om. Det gjorde hun også. Hun havde set det mange gange før, og det endte også altid på den samme måde. "Fortæl mig, yndling.. Efter du blev vampyr, har du nogensinde følt dig helt mæt? Helt levende?" Svaret var nej. Dyreblod var en kost, som en vampyr kunne leve på, men det var i bund og grund ikke deres faste føde. Det var det menneskelige. "Drik dit første menneskelige blod her.. På min bar. Her er vilkårene ordentlige, og du vil derfor intet behøve at frygte. Jeg kan endda betale din første flaske." Gavmild og hjælpsom følte hun sig helt. Derfor forventede hun også, at følte sig taknemmelig over det og tog imod. Det var et generøst tilbud. Hun om nogen måtte også vide, hvordan det var at være vampyr, kontra ham der tydeligvis ikke havde været det længe, og som tydeligvis ikke havde set så meget endnu.

[Marius Amalani Darcy]

Marius valgte at tage pladsen på stolen overfor denne kvinde. En ukendt kvinde, men hvad havde han egentlig regnet med, samt forventet? Hans blik faldt denne gang direkte til hendes skikkelse. Nej, selvfølgelig havde hun allerede nu, fundet ud af, at han ikke var kommet til denne verden som vampyr. Frem til nu, havde han levet på dyreblod, også selvom han hadede smagen.. og faktisk selv i sin tid i Procias, havde han fundet ud af, at hans krop dårligt kunne tåle dyreblod, men han agtet at indtage det alligevel. Uanset hvor lidt mæt, det egentlig måtte gøre ham. "Det anede mig, at du havde fundet ud af det." Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse igen. Hans næver lukkede sig omkring armlænet. Slev det dyr ved hendes side, som skrappede efter ham, gjorde det heller ikke ligefrem bedre.
Svagt lod han blikket falde. Til hendes opremsing, var der ikke andre alternativer, end at svare 'nej'. Han havde ikke været mæt siden han havde været menneskelig, men det ændrede ikke på, at han klamrede sig fast til det. Det var det eneste, som han kunne, også fordi at han stadig den dag i dag, drømte om at komme tilbage til Procias igen engang. "Det lyder for mig, som du taler af erfaring," sagde han denne gang. Hans blik faldt denne gang til hendes ansigt, som hun denne gang tilbød, at betale for den første flaske. Var det nu klogt af ham at tage imod det? "De er en gavmild kvinde, men dog ukendt for mig." Dum var han ikke at tage imod.. men selv han vidste ikke, om det var klogt at lade være, når hun endelig valgte at tilbyde ham det her.

[Adrasteia de Amarante]

Synd at sige var det, at det var svært at gennemskue, at denne mand ikke var født vampyr. Derudover var det til at gennemskue, at han ikke havde været vampyr ligeså længe, som det Adrasteia selv havde været. Hvor længe hun selv havde været det, anede hun ikke længere. Irrelevant var det dog også. ”Forsøgte du da at skjule det?” spurgte hun direkte, som et tydeligt tegn på, at han havde gjort et elendigt stykke arbejde, hvis det var sagen. Hendes mørke blik hvilede på ham. Aldrig havde hun været så dum, som at nægte sig selv menneskeblod. Dog havde hun set adskillige andre dumme vampyrer – som ham – der stivnakket holdt fast i deres gamle dyder. Tåbeligt var det, da man ikke kunne fornægte døden. ”Du er ikke den første jeg møder,” svarede hun ligeud. Både som et tegn på, at han ikke var speciel, og som et tegn på, at hun havde ret. Blikket fjernede hun fra ham, som han kaldte hende gavmild. Hendes mørke øjne fandt i stedet fæstne ved bartenderen, som manden tidligere havde været i kontakt med. Ikke kaldte hun bartenderen til sig, og ikke rejste hun sig, som hun derimod blot talte med ham, som hun havde talt til den mandlige vampyr. ”En flaske skovelverblod,” bestilte hun, inden hun igen henvendte sig til manden ved sin side. ”Jeg gør blot, hvad din skaber fejlede i at gøre..” Hendes stemme var fortsat kold. Denne her gang var det dog med god grund, da hun fandt det dybt uprofessionelt af hans skaber, at han og hun ikke havde taget ham under sin vinge, som enhver skaber ellers burde gøre. De mørke øjne vendte sig mod ham igen. Lang tid gik der ikke før, at bartenderen elegant trådte op til dem. Blodet var pænt serveret i et vinglas, hvor det var blevet opvarmet til kropstemperatur hen over et ildsted. Bartenderen stillede bevidst glasset ved manden, inden han søgte tilbage til bardisken.

[Marius Amalani Darcy]

Situationen omkring Marius, var mærkværdig i mange henseender. Selv var det jo hans barnebarn som havde omdøbt ham, for at redde hans liv. Hvor meget liv, der så havde været reddet, kunne man jo så derimod spørge sig selv om. Det var i hvert fald ikke ting, som kom af ingenting, kunne man jo sige. Tanken var helt igennem tragisk på mange måder, og den irriterede ham samtidig også.
Marius forholdt sig fuldkommen rolig overfor denne kvinde. Stadig var navn, status, ja.. faktisk alt omkring hende, var ukendt for ham, og det kunne i hvert fald godt mærkes. Han kneb øjnene svagt sammen. "Det anede mig.." sagde han denne gang. Ikke fordi at han decideret skammede sig over, at være det væsen som han var, hvor det derimod var de gamle vaner, traditioner og tankegange, som han forsøgte at bibeholde, selvom det heller ikke var noget, som kom af ingenting. Det blev sværere og sværere for hver dag som gik.
Igen blev skovelverblodet bestilt, selvom det slet ikke var på Marius' eget ønske. Derimod var det en tanke, som rent faktisk måtte irritere ham lidt. Han ønskede det ikke. Han forsøgte jo stadig, at klamre sig til tanken om det gode, og det blev bare sværere og sværere i takt med tiden, som nu måtte gå. Hvor frustrerende var det ikke lige? "Min skaber har ikke fejlet," fastholdt han dog. Her var det med en vis form for stædig undertone. Han ville nemlig ikke høre tale om at Marcianus skulle have gjort noget forkert! Til enhver tid, ville han jo tage sit barnebarn i forsvar.

[Adrasteia de Amarante]

Upåvirket så Adrasteia ud af mandens få ord.. eller hun så frygtindgydende ud, som hun altid gjorde. Hånden hævede hun, så hun blidt kunne stryge Nyx henover fjererne. Bløde var de helt imod hendes hårde fingre. Ravnen lignede dog ikke en der var påvirket af, at dens berøre føltes som sten. Intet røb hendes mine, som han værnede om sin skaber. En selvfølge var dette som oftes, da de fleste vampyrer havde et nært forhold til den vampyr der havde omdøbt dem. Selv kunne hun for eksempel heller aldrig drømme om at gå Neferet imod. Den kvinde der i tidernes morgen havde omdøbt hende. "At du er tro mod din skaber er, hvad man kan forvente. Ikke desto mindre har din skaber brudt vores kodeks," sagde hun sigende. Hvor meget denne vampyr vidste om deres races kodeks, vidste hun ikke. Til sin skam regnede hun ikke med det store i og med, at hans skaber havde ladt ham rende inden, at han overhovedet havde accepteret sit nyt lod i livet. "En skaber må først efterlade den omdøbte vampyr, når den nye vampyr er egnet. At du endnu ikke har lært at drikke menneskeblod viser mig blot, at du er alt andet end egnet." Det var ikke en kritik rettet imod ham, men nærmere en kritik rettet imod hans skaber. Hun lavede et håndtegn til det glas, som han havde fået serveret. "Drik hellere inden, at blodet bliver koldt igen. Det smager langt bedre, når det er ved kropstemperatur.. Se på det som, at et menneske heller ikke ville bryde sig om at spise muggent mad," endte hun med at forklare ham, da hun havde besluttet sig for, at hun hellere måtte hjælpe han yderligere på vej.