It's so cold..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Einar Calder Vali

---

Det var ved at være koldt. Jacqueline vandrede langs de gamle småbyer, som lå ude i provinsen i Dvasias. Siden hun var blevet jaget væk fra Imandra, havde hun ikke særlig mange steder, at kunne være.. Faktisk havde hun ikke nogen steder at være. Athena var væk, og Evan var borte.. Hele Dvasias vidste, at den mand var gået bort, af grunde, som stadig var ukendte. Et sted gjorde det hende trist.. Den grundvold, som hun havde haft, var rystet så voldsomt, og et sted irriterede det hende virkelig.
Jacqueline var ved at være træt. Rigtig træt endda, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Hun hævede blikket. Hendes race, kunne i mange henseender være hende en hjælp, men når hun blev kørt derud, hvor hun knapt kunne spise eller sove, så blev det altså svært, selv for hende.
Bag hende, kunne man se hendes skridt. De var langsomme og rolige, selv på trods af den iskolde blæst, som blæste indover landet og særligt her i det åbne, hvor hun bevægede sig lige nu. Der var ikke mange ude. Der var ikke nogen stemmer at høre. De var vel alle sammen krøbet ind under dynen og lagt sig til? Hun fnøs svagt og førte skuldrene op under ørene. Det var sjældent det forekom for hendes race, men denne gang frøs hun rent faktisk, og det var vildt ubehageligt! Hun rystede svagt, idet hun stoppede op. I et af vinduerne, kunne hun ane et lys. Et brændende stearinlys. Hvor hun dog ville ønske, at hun kunne komme ind, og bare væk fra det her forfærdelige vejr. Desværre kunne hun bare ikke.. Uanset hvor meget hun ville ønske, at hun kunne, så kunne hun bare ikke. Hun havde ikke nogen steder at søge hen.. Og det var virkelig, virkelig koldt lige nu.

[Einar Calder Vali]

Fremmed land. Det var, hvad dette var. Einar havde aldrig sat sin fod her. Til gengæld, så fandt han det passende, at her var koldt og sne, for det passede ham betragteligt. Sneen føltes hjemlig for ham og han nød det for at skulle være ærlig. Hvor han havde lagt til? På en strandbanke et sted, hvor han havde set sit snit til at ligge til uden at skulle ind til en større havn. Båden han ankom i var ikke noget særligt og mange ville nok finde det utroligt, at han var kommet så langt i sådan en skude. Men det var nu lykkes ham, som så mange gange før. Aldrig var han dog nået så langt her før og hvilket land han var i, det måtte han vel tidsnok finde ud af? For mange år siden havde han været i et land, hvor der havde været mere varmt og frodigt. Og her havde han lært en del om sproget, så faktisk kunne han kommunikere ret godt med disse fastlændere. I nord havde de deres eget sprog i stammen, hvilket han dog også havde det bedst med.
Han trak sin kappe tættere om sig. Den havde en stor pelskrave, der holdt ham dejlig varm. Faktisk holdt det meste af tøjet ham ret varm, skønt han dog ikke havde nemt ved at fryse heller. Som isdæmon, så var sne og is faktisk helt fint for ham. Han var dog ikke kommet alene hertil. Han havde et par mænd med sig, men én holdt øje ved båden og de alle havde valgt at gå hver sin vej og mødes tilbage ved båden engang i morgen.
Let dukkede han frem bag et træ, hvor han lige havde ladet vandet og han fik bundet sine bukser igen. Herude i provinserne var han ikke bange for at færdes. Dog vidste han ikke hvilke racer han kunne forvente at møde her, så lidt påpasselig var han da. Sine våben havde han også med. Knive og sit sværd. En lille økse. Alt sammen hængende i hans bælte rundt om hans liv. Han var en stærk mand. Frisuren var den samme som han nærmest altid havde haft. Kronragede sider og så en manke på toppen, der løb i en lang fletning fra baghovedet og ned langs hans nakke. Han fik øje på en kvinde, der stod og så mod et hus. Hun så ret... hjemløs ud. Her blev han så stående.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Stearinlyset tog Jacqueline sig et øjeblik, og bare kiggede på. Hun vidste, at det her var komplet latterligt, og hun vidste det godt. Hun havde bare ikke nogen steder at søge hen, siden Imandra var blevet et lukket land. Et sted generede det hende, for hun havde været vant til et liv i luksus, og nu? Nu havde hun bare mistet det hele, og det var hun virkelig, virkelig ked af. Ikke bare ked af.. Hun hadede det!
Utilfredst rynkede hun denne gang på næsen, inden hun tvang blikket den anden vej. At hun i øjeblikket, blev betragtet af en anden mand, var slet ikke en tanke som slog hende på noget tidspunkt. Hvem pokker skulle være ude på den her tid?
Jacqueline skuttede sig en anelse denne gang. Det var ikke fordi at hun frøs.. Og så alligevel. Hun var træt, og så mixede dæmonerne i hende på en irriterende måde. Hun kunne det ene øjeblik få det varmt, og det andet, kunne hun begynde at fryse helt vildt. Svagt bed hun tænderne sammen, inden hun denne gang vendte blikket den anden vej. Er fik hun øje på en anden skikkelse, som helt klart var fremmed og ny for hende.
Længe blev hun stående og bare kiggede på ham. Hvem pokker var han? Han var bestemt ikke en af udseende, som man typisk kiggede på. Hun vendte blikket væk. Han var.. stor og skræmmende på sin egen måde, og hun havde uden tvivl også svært ved det her. Særligt sådan som hun havde det lige nu. Her begyndte hun bare at gå igen. Det var vel tydeligt, at hun frøs? Og så alligevel ikke.. Det var en blanding i hendes dæmon, som hun bare ikke kunne have lige nu. Det var et kæmpe kaos!

[Einar Calder Vali]

Einar lod hovedet søge en smule på sned. Denne unge kvinde så ret forpint ud og hun virkede rastløs. Havde hun virkelig intet bedre formål end at stå og længes efter et sølle stearinlys? Der måtte da være mere til livet end det. Selv slog han sig aldrig tilfreds med hvad han havde eller stod i, det havde han aldrig gjort og i dag var han jo høvding. Ligeså havde han samlet folket i Norden ved at ægte en formskifter, hvem han jo i sandhed kunne sige, at han elskede.
Han holdt øje med hende, selv mens hun slet ikke opdagede at hun blev kigget på. Endelig fandt hun dog ud af det og hun stod selv som forstenet og kiggede mod ham, som han også bare stod og kiggede på hende. Hun frøs? Det forstod han sig slet ikke på, for han kunne slet ikke blive kold i og med han var ren isdæmon. Hovedet lod han søge på sned.
Han endte med at trække sin pelsede kappe af sig, som han gik en smule imod hende. Han rakte den frem mod hende uden et ord. Hun skulle da bestemt ikke stå der og fryse, ikke hvis han kunne gøre noget ved det. Selvom han var kriger, så var han også fair og gik meget op i retfærdighed.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline frøs, og så alligevel ikke. Det var første gang, at hun oplevede det på den her måde. Det var en blanding af hendes dæmoner som gjorde det, og det var jo et massivt kaos i forvejen, når det kom sådan ud af kontrol. Og nu hvor hun var fordrevet fra hus og hjem, og den trygge grundvold, som hun havde haft frem til nu, var rystet så voldsomt under hende, var det svært at gøre noget ved det.
Her blev hun stående og gloede efter denne mand. Han havde et.. skræmmende udseende, hvilket hun alligevel ikke lod sig skræmme af. Hun havde været i nærheden af så mange forskellige igennem den sidste tid, at der skulle meget til, for at skræmme hende i det hele taget. Armene lod hun denne gang søge over kors i et forsøg på at holde bare en smule varme i den ellers meget tynde kappe, som hun måtte gå i. Der var i hvert fald ikke noget varme i den, i den her kulde, for den var virkelig intens i den her tid. Hun lukkede øjnene let denne gang, inden hun så bort, og skulle til at søge videre.
Hun stoppede dog hurtigt igen, som manden søgte mod hende og.. tog kappen af? Hun vendte blikket mod ham igen, da han rakte den mod hende. Uden at sige et ord? Skulle hun tage den? Hun ville gerne. Virkelig gerne faktisk! Efter at have overvejet den, for bare et lille øjeblik, tog hun imod den. Den var tung, da den blev kastet om hendes skuldre. "Hvorfor..?" spurgte hun denne gang. Det var bestemt heller ikke fordi at han skulle tro, at hun ikke kunne tage vare på sig selv. Det kunne hun sagtens.. Når hun bare havde sin grundvold på plads, og den var brutalt revet væk under hende.

[Einar Calder Vali]

Einar havde aldrig frygtet noget i sit liv. Han havde været i kamp mange gange, hvilket ar på hans krop og ansigt bevidnede om. En lang krigerisk historie havde han bag sig og den skulle man bestemt ikke tage fejl af. Det var nemlig ikke alle, der var lige glade for, at en fremmed mand gik i land. Især ikke, når de ikke vidste hvor han var fra, for ikke mange kendte til det iskolde Nord. Med en dyb vejrtrækning, så nærmede han sig hende og rakte hende kappen. Selv sagde han ikke et ord endnu, da han ikke var sikker på at folket her overhovedet snakkede det samme sprog som de gjorde i det lysere land, Procias, som han havde sat fod på for mange år siden.
Som hun tog kappen, så bakkede han et skridt tilbage igen, men han holdt sit blik på hende fortsat. Hvorfor? Okay, hun talte da en tunge som han faktisk forstod.
"Du så så længselsfuldt på det lille lys i vinduet, at jeg måtte gå ud fra du frøs," svarede han hende i hendes eget sprog. Han lod armene søge let over kors. Nu kunne man tydeligt se hvilket våben han bar med sig, men hvis man ingen grund gav ham til at benytte dem, så gjorde han det heller ikke. Han fugtede let sine læber. Selv frøs han ikke, men hans kone kunne godt fryse, da hun jo var formskifter og ikke isdæmon som ham selv.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

At en mand havde stået og kigget på hende, havde hun ikke rigtigt oplevet siden Sorin. At den mand så selv havde valgt at vende hende ryggen - som alle andre, gjorde hende kun vred. Aldrig mere, skulle hun have noget med nogen at gøre. Hun var færdig med den slags!
At han så derimod gav hende sin varme kappe, forundrede hende. Venlighed var ikke ligefrem det, som det her land var kendt for at udvise, men nu havde han jo gjort det. Og hun ville ikke takke nej. Hun frøs.. Og så samtidig ikke. Det var virkelig ikke til at finde ud af, og hun kunne slet ikke have det på den måde. Hvem end han var, vidste hun ikke, men han virkede fremmede.. på en eller anden måde. "Jeg er dæmon.. Jeg burde ikke fryse.. Og det gør jeg heller ikke," afveg hun denne gang. Et sted gjorde hun jo, og hun vidste det jo godt. Desuden havde hun nu rent rundt så meget selv, at hun vel næsten havde glemt, hvad det ville sige, at være i selskab af en anden? Hun sænkede blikket. Hun længtes efter at komme ind, men siden hun ikke havde noget, der mindede om en guldmønt på sig, var de fleste steder lukket for hende - af en eller anden mærkværdig grund.
"Men tak," afsluttede hun denne gang. Hun så hans våben.. Han var i sig selv en stor mand. Ikke at det skræmte hende. Sorin havde været af samme bygning og samme støbning. Det var sjovt nok altid den slags mænd hun lod sig tiltrække af. De store og stærke, som kunne beskytte hende. Selvom det sjovt nok gik galt hver eneste gang.

[Einar Calder Vali]

Einar lod hovedet søge let på sned. Hun så ud til at være i vildrede, hvis man kunne sige det sådan. Det var som om hendes krop reagerede på kulden, men alligevel så lignede hun en, der var ved at koge over af hede. Han kunne virkelig ikke finde ud af hvorfor det forholdt sig sådan med hende, men det interesserede ham i stor grad. Han nød at lære nyt og vide lidt om en masse, så han kunne lære det fra sig til sine børn. Han så indgående på hende. Han var ikke bange for at kigge, for hvorfor skulle han? Han havde klaret sig igennem livet, trods han havde haft mange barske ture og var oplært til at være en kriger. Men han kunne sagtens være ligeså blid som et lam, som han kunne være voldsom. "Du fryser," pointerede han som det første. Hun kunne ikke lyve for ham, for han kunne jo se, at hun frøs. Hendes krop skælvede. Lidt ligesom hans kone kunne fryse, eftersom hun ikke var isdæmon som han selv var.
Han nikkede blot i hendes retning, da hun sagde tak og slog armene over kors. Derved ville han også bruge længere tid på at gribe til sine våben, hvilket forhåbentligt ville berolige hende lidt, for han kunne godt se hvordan hun stod og gloede mod hans bælte af diverse sværd, dolke og økser. "Men hvorfor burde du ikke fryse?" spurgte han hende så nysgerrigt. Så måtte hun jo forklare ham hvorfor.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

I forhold til den mand, som Jacqueline i øjeblikket stod overfor, var hun lille og spinkel. det ville være dumt af hende, at lægge sig ud med sådan en. Uanset hvordan man vendte og drejede det, havde hun det ikke særlig godt. Sorin havde efterladt hende, hvilket nu alligevel slet ikke kom hende, som nogen overraskelse.. Hendes hjem var taget fra hende i Imandra, og nu rendt hun rundt her. Det var en ting, som hun virkelig måtte hade! "Det kaldes træthed," afviste hun blankt denne gang. Hun kunne ikke fryse.. Det var slet ikke naturligt for en isdæmon at fryse, og det var jo trods alt hvad hun var! Hun betegnede sig selv som en renracet af slagsen i hvert fald.
Jacqueline bed tænderne en smule sammen, inden hun denne gang sænkede hovedet en smule igen. Hvor var denne situation irriterende at stå i. Dog var det rart.. Rart, at der rent faktisk var nogen, som havde fået øje på hende. Hun havde jo altid været vant til opmærksomhed i den ene eller den anden grad. "Jeg er en isdæmon.. Jeg burde ikke.. og jeg gør det ikke." endte hun denne gang. Hvorfor spurgte han så meget? Hun forstod det ikke rigtigt. Denne gang vendte hun sig mere i retningen af hans skikkelse, hvor hun blev stående og kiggede på ham. Han var underlig.. Anderledes end så mange andre hun havde mødt. "Interesserer det dig?" spurgte hun så denne gang. Hun lukkede hans jakke mere om hende. Det føles faktisk rart.. Selvom hun ikke ville indrømme det.