Silence is the most powerful scream

[Lucy Hart]

Lestat De Lochèr Maloya Junior

Vejret var langt bedre i Imandra, end det var i Dvasias. Solen skinnede og selv inde i skoven kunne Lucy mærke de varme stråler mod den grå-hvide pels, i modsætningen til Dvasias' skov, hvor kulden overtrumfede alt. Det var tydeligt for hende at mærke, at hvis hun havde været i sin kvindelige skikkelse, så ville sveden løbe ned af hendes pande. Det var første gang hun havde forladt Dvasias og det var første gang hun havde vandret så langt uden hvil. Normaltvis holdte hun sig inde for en radius af femogtyve kilometer fra hulen, men ikke denne dag. Hun havde i længere tid planlagt, at hun skulle tættere på varulvekoblet. Det kobbel som hendes mor var blevet udstødt fra for atten år siden, da hun var højgravid med Lucy. Ikke at Lucy ville i kontakt med nogle fra koblet, hun ville bare betragte dem på afstand. Overveje sit næste træk, for engang at få hævn over udstødelsen af moderen. Noget der senere hen havde kostet moderen livet og efterladt en sekstenårig alene. Det var nu to år siden, men tiden havde ikke fået tæmmet hadet hun gik rundt med. Tværtimod.

Tørsten var begyndt at trænge sig på, hvilket fik Lucys kæber til at glide fra hinanden og med tungen ude af munden trak hun vejret i små, hårde stød. Hun var stadig ikke sikker på, hvor langt der var til hun nåede sit mål, men at give op var ikke en mulighed for hende. Hun ville finde dem. Selvom hun gik frem, så forsigtig som hun kunne for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, så kluntede hun sig stadigvæk afsted. At liste og snige sig ind på noget, det var aldrig det hun havde været bedst til, hvilket til tider bed hende i røven, men der var ikke rigtig noget at gøre ved det. 

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Selv på trods af den kolde tid, kunne solen stadig varme en smule. Det var rart. Ingen tvivl om det. Selv Junior var ude på vandring i skoven. Han var i skikkelsen som den store ulv. Pelsen var blank, og han var stærk. Han var en flot og stærk mand, selvom han stadig ikke havde formået at slå de øvrige varulve i koblet i de mange prøvelser, hvor det hele kom ud på styrke. Han havde jo også bare været en spinkel en, da han først var ankommet der.
At vandre i skikkelsen som ulv, gav Junior en følelse af tryghed. Selv i den her tid, skulle man være påpasselig. Warlocks var overalt omkring dem, og det var en evig krig mellem dem og ulvene lige for tiden. Han selv ønskede slet ikke at havne i krig eller strid med dem.

Ørene stod på stilk i andlendingen, kun fordi at han havde svært ved at finde nogen former for ro lige nu. Han brummede svagt, inden han stoppede op, og hævede blikket. Svagt sniffede han i luften. Der var en anden derude. Han drejede hovedet. Ikke at han kunne se nogen endnu. Han rystede kort på hovedet. Måske, at det bare havde været en, som havde passeret i stedet for?
Halen gik fra den ene til den anden side i takt til hans skridt. De lysende øjne hvilede foran ham. Han var årvågen og på vagt. Særligt fordi at han var alene, og han vidste, at det kunne være farligt, at bevæge sig rundt udenfor. Han stoppede op igen.. Han var sikker på, at han kunne lugte det.. Der var nogen derude!

[Lucy Hart]

Duften af skoven i hendes ulveskikkelse, gav den unge kvinde en anelse mere energi, som hun forsatte i sin søgen efter koblet. Hun havde en idé om hvor de måske var, men afstanden var hun ikke så sikker på. Rygterne om varulvekoblet blev delt imellem træerne, og det var ikke specielt svært at snuse sig frem til uvishederne, når man befandt sig mit i Dvasias. Lucy havde efterhånden fundet ud af hvor man skulle gå hen, hvis man søgte svar. 
En lyd fik hende til at stoppe op et kort øjeblik, mens hun lyttede intenst og håbet spirede langsomt op i hende. Var det koblet? Havde hun endelig fundet det kobbel, som i sin tid havde udstødt hendes mor? Da lyden ikke gentog sig prustede hun kort og lod den ene pote skrabe let i den hårde jord. Skuffende! 

Hun bevægede sig igen videre og sprang let over et væltet træ, hvorefter hun plantede sine poter kluntet i jorden. Var der noget Lucy ikke var i sin ulveskikkelse, så var det elegant. Hendes næsten kulsorte øjne fik øje på noget længere fremme, hvilket endnu engang fik hende til at stoppe op, mens hun varsomt holdte sit blik fastlåst på den fremmede varulv. Hun vidste det var en varulv, da advarselssirenerne straks begyndte at køre. Hun kunne fornemme det. Lysten til at slå sig mentalt i hovedet kom frem i Lucy. Hvordan kunne hun ikke have opfanget færten af den fremmede? Hun havde været alt for optaget af sine egne tanker, så hun havde slet ikke bemærket noget som helst. Hurtigt rejste hun sine børster og en svag knurren forlod de blottede tænder. En advarsel. 

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At færdes alene i skovene her, kunne hurtigt vise sig, at blive en farlig affære. Junior gjorde det alligevel. Han havde altid været lidt sin egne herre på den front, og dette var i hvert fald ikke noget undtag. Han holdt sig denne gang stille, mens han lyttede. Jo.. der var noget derude. En der sprang.. det kunne i hvert fald høres mod skovbunden. Og med andre ord, kunne det heller ikke rigtigt være en warlock.
De var ikke frygtelig langt væk fra koblet, men nok til, at det endnu ville tage folk lang tid, at finde frem. Det var et sted godt skjult inde i skoven. Desværre måtte man jo bare sande, at warlockerne kom tættere og tættere på. Han brød sig i hvert fald ikke om det!

Junior sænkede hovedet, da han fik øje på en anden dyrisk skikkelse. De næsten lysende øjne faldt til hendes skikkelse. Ikke fordi at han var faretruende på nogen måde, selv på trods af sin størrelse og sit køn. Han brummede svagt.. Ikke advarende eller noget lignende. For alt, hvad han vidste, stod han overfor en af koblet.
At hun rejste børster, knurrede og blottede tænder af ham, indikerede så straks noget helt andet for ham! En udefra? Svagt rejste han sine egne børster og skød skuldre. Dette var deres område, og det var deres skov. Han fandt sig ikke i dette! Han knurrede svagt i retur, inden han tog et skridt frem. Han skulle vise sig som den dominante her. Det var hans kobbels område, og derfor var det også dem, som bestemte!

[Lucy Hart]

At han knurrede tilbage fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Lucy. Det havde overhovedet ikke været en del af planen at lade en fra koblet se hende. Faktisk ødelagde det alt for hende. Så kunne han rende pibende tilbage til sin leder, og fortælle at han havde set en, hvilket hun ikke kunne tillade.
Da han tog et skridt frem, blev hendes advarende knurren endnu højere. Han skræmte hende, men ikke nok til at hun ville stikke halen mellem benene. Det bekymrede hende dog lidt at ulven var så stor i forhold til hende. Højst sandsynligt ældre og mere erfaren end hende.

Det dyriske tog kort over fornuften og hun trådte et skridt frem mod ham. Hun forsatte den advarende og efterhånden vrede knurren, mens de helt sorte øjne varsomt betragtede hver en bevægelse som han gjorde. Hun havde aldrig stået overfor en anden varulv, og det dyriske i hende fik kroppen til at sitre og lysten til at springe frem og låse sine kæber om struben på ham kom frem i hende. Det eneste der holdte hende fra det, var det sorte håb om at vinde. Han så langt stærkere ud end hende og han havde sikkert prøvet at kæmpe mod et fra sit kobbel mange gange - hun havde aldrig prøvet det mod en anden varulv.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Som en mand og et handyr af deres slags, var han hende fysisk overlegen. Dog var Junior på ingen måder fjendtlig indstillet, som så mange andre varulve herude, kunne være, og det var nok også lidt det, som han bed sig fast i lige nu. Hans øjne hvilede intenst på hende. Han var klar i tilfælde af, at hun denne gang ville springe direkte på ham. Det var nemlig ikke en mulighed, som han havde tænkt sig at give hende!
Junior trådte tættere på, også mest for at understrege for hende, at han ikke var den som ville bakke ud. Desuden var han begyndt at anse skoven her, som værende hans hjem. Derfor agtet han også at beskytte det, og nu hvor han ikke vidste, hvad hendes intentioner var, så måtte han jo finde ud af det! Og samtidig understrege, at det her var andres område!

Hovedet forblev sænket, hvor børsterne var rejst. Han var langt større end hende, men hvad.. Hvis hun ikke var bange for ham, så gjorde det jo ikke den store forskel! Han frygtede et sted, at hun ville ende med at springe på ham.
Alligevel vovede han at tage det skridt tættere på hende igen, inden han denne gang stoppede op. En svag brummen brød hans store gab denne gang. #Hvem er du?# Ordene ville lyde i hendes hoved. Ikke fjendtlig indstillet på nogen måde, men derimod nysgerrig. Junior var og ville nok for altid være malet af det liv, som han havde levet i lysets land, Procias. Selvom det efterhånden var ved at være rigtig mange år siden nu.

[Lucy Hart]

På et eller andet punkt, så irriterende det hende, at han forsat tog et par skridt imod hende. Kunne han ikke aflæse den advarende knurren, eller var han blot dumdristig? Hun vidste det ikke, men det overraskede hende meget. Lucy blev blot stående, uden at rykke sig en meter. Hun blinkede ikke engang, da hun vidste at man blot skulle være uopmærksom i et milisekund, før det kunne ende galt. 
Stemmen i hendes hoved fik hende til at træde et skridt bagud af ren overraskelse. Det var længe siden hun havde hørt en stemme, som ikke var hendes egen. Det der overraskede hende mest var hans nysgerrighed. Han virkede ikke så fjendtlig længere, hvilket også fik hende til at slappe en smule mere af, mens hun kort overvejede hvad hun skulle fortælle. Det ville jo bestemt ikke være en god idé at fortælle sandheden.

#Er du fra koblet?# I stedet for at svare på hans spørgsmål, gav hun ham blot et nyt, i en anelse mere køligt toneleje. Prøvede at lede ham væk fra tanken om, hvem hun var. Det største problem var nok, at hun ikke engang selv vidste det. 
Lucy lod endelig blikket glide væk fra ham, mens hun spejdede ud til alle sider. Frygten for et bagholdsangreb fik hende til at spidse øre. Denne gang skulle ingen kunne overraske hende. Stadig på vagt lod hun sit blik falde hen på ham igen, mens hun overvejede at stikke ham en løgn. Skulle hun sige at hun også var fra koblet? Så ville han nok ikke løbe tilbage til lederen med oplysninger om hende, som en eller anden tæve, hvis han troede hun var en del af flokken, men på den anden side så var der en mulighed for at han godt vidste at hun ikke var medlem. 

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Denne kvinde var på et område, som slet ikke tilhørte hende. Jo tættere på Junior kom, des mere måtte det jo gå op for ham, at denne kvinde slet ikke var en del af koblet. Ikke at det var noget som gjorde ham noget. Der skete jo mange ting her, og så måtte han jo bare markere for hende, at han slet ikke var ude på at gøre hende noget - medmindre, at han gav hende en grund til at skulle gøre det.
Hovedet holdt han sænket, hvor han iagttog hver en ting, som hun foretog sig. Han var nødt til at passe på sig selv. Det var han simpelthen nødt til her. Og på koblet om ikke andet.. Han var en del af det, og derfor vidste han også, at det var hans opgave deriblandt, at forsøge at passe på det.

#Det er jeg,# svarede Junior denne gang. Han sænkede sig denne gang mere ned, hvor han denne gang, næsten endte med at ligge helt nede på den hårde skovbund. De gyldne øjne hvilede stadig på hendes skikkelse. Han tog ikke chancen. Det var jo ikke til at vide, hvad hun kunne finde på.
Junior lagde sig denne gang ned. Han var ikke ude på at gøre hende ondt. Desuden var det sjældent at en kvinde, gik rundt på egen hånd. #Du er ikke herfra,# konstaterede han denne gang. Ikke fjendtligt på nogen måde, men derimod blot en simpel konstatering.

[Lucy Hart]

Lucy kunne overhovedet ikke se et glimt af fjendtlighed hos ham, hvilket irriterende hende en smule. Det fik hende til at genoverveje sine idéer, der på nuværende tidspunkt virkede ufattelige dumme, for hvordan skulle hun kunne tvinge information ud af ham og derefter dræbe personen, hvis han ikke virkede som fjenden?
Da han bekræftede hendes teori, om at han var en del af koblet, fik hende til at fnyse kort. Selvfølgelig, hun vidste det. Hun vidste samtidig, at hun blev nød til at vide mere om koblet, for at kunne finde det og i fremtiden hævne sig over moderens udstødning. Hun vidste ikke hvad moderen havde gjort for at fortjene det, men det kunne umuligt have været så slemt. #Hvor holder I til henne?#

Da han lagde sig ned, overvejede hun kort om hun også skulle lægge sig ned, men i stedet valgte hun blot at sætte sig. Det var så lang tid siden hun sidst havde været i kontakt med nogle, at hun helt havde glemt hvordan man opførte sig. Hvordan man var venlig. #Nej, det er jeg ikke.# Hun bandede kort indeni, over at det var så åbenlyst. 
#Jeg er fra Dvasias.# forsatte hun og blinkede hurtigt et par gange med øjnene. I forhold til Dvasias' skov, så var dette sted paradise. Selvom det ikke var sommer, så var duften generelt mere frisk. Man blev mere glad af den.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Kvindens duft var fremmed og ukendt for Junior, og det vækkede da en form for nysgerrighed. En følelse, som han ikke havde oplevet i frygtelig lang tid faktisk. Han lod denne gang hovedet søge på sned. Han betragtede hende.. Hver en bevægelse, som hun foretog sig.. Alt hvad hun foretog sig faktisk, for der var intet her, som skulle have lov til at gå ham forbi.
En fremmede, som ønskede noget af koblet? Hvorfor skulle hun ellers spørge sådan ind til det? Han lagde ørene en smule ned. #Hvad ønsker du af koblet?# spurgte han denne gang.
Klørene rev en smule over jorden, selvom han blev liggende fuldkommen stille, også mest for sin egen skyld. Han havde nemlig ikke nogen intentioner om at søge nogen steder hen, så lang tid, at hun stod der. Hun var jo en trussel mod ham og mod koblet!

Junior blev dog stædigt liggende. Det var ikke en tilfredsstillelse, som han var det mindste interesseret i at give hende. Han var ikke den, som ville springe på hende først. Han var ikke aggressiv, medmindre, at han virkelig havde en grund til at skulle gøre det.
Hun var dvasianer.. Et sted og et folk, som han engang selv havde været en del af. #I det tilfælde, er du meget langt hjemmefra.# Han kneb øjnene svagt sammen. Han bar et ansvar for koblet og for Rhaenys. #Og jeg spørger igen: Hvad ønsker du af koblet?# spurgte han denne gang. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at vise hende vej!

[Lucy Hart]

Lucy lod kort sin tunge løbe hen over de kridhvide tænder og hvis hun havde været i sin menneskelige skikkelse, så ville hun nok have trukket på skulderen og rullet med øjnene. #Jeg er ret sikker på, at det ikke kommer dig ved.# Hun lagde hovedet let på skrå og trak vejret med tunge stød. Ordet 'hvalp' lagde på hendes tungespids, men hun valgte ikke at spytte det ud mod ham, da det nok ikke ville gavne nogle af dem. En ting var i hvert fald sikkert - hun havde absolut ikke i sinde at fortælle ham noget som helst. Ikke endnu i hvert fald, for han skulle nok finde ud af det før eller siden. Når hun var igang med at tage hævnen.
Hun rejste sig igen og den grå-hvide, pjusket hale kørte fra side til side i en simpelt rytme. Kunne han for pokker ikke bare gå sin vej, eller lede hende den rigtige vej. Var de seriøst så paranoide, at de ikke turde lade en fremmede, ung kvinde komme i nærheden?

#Det er jeg, ja. Man oplever kun noget, hvis man kommer lidt væk fra de sædvanlige omgivelser, ikke sandt?# Lucy trådte et hurtigt skridt frem mod ham, så der maks var tyve meter imellem dem. Herfra ville hun sagtens kunne springe, hvis det pludselig blev nødvendig for hende at angribe ham og samtidig ville det stadig være muligt for hende at forsvare sig selv.
#Betyder det så meget hvad jeg ønsker af koblet? Du er måske vagtkøter? Ulven der hopper og springer for at beskytte sin leder?# Ved ordet leder forlod en svag knurren hendes hals. Det var dén leder, der i fortiden havde udstødt hendes mor. 

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior holdt ekstra øje med denne kvinde, kun fordi at hun var fremmed for ham, og han ikke tog ikke nogen chancer, hvis det var noget, som han ellers kunne undgå. Han rejste børsterne i nakken som en advarsel, som hun denne gang gik tættere på ham. Han var ganske vidst nysgerrig af sig, men ville ikke.. Han skulle også tænke på koblet, og særligt nu hvor han stod overfor en kvinde som tydeligvis ikke ville fortælle ham, hvad hun ville med koblet.
#Det er en sag, som vedkommer mig, jo,# fastholdt han denne gang. Klørene rev han svagt over jorden under sig, mest for at understrege, at hun under ingen omstændigheder skulle tætteer på ham, end hvad hun i forvejen måtte være.

Han ville beskytte koblet. Det var dem som havde taget ham til sig, og givet ham denne chance, efter det, som han selv havde været udsat for, og det, som han selv havde mistet. De havde taget sig af ham, og nu tog han sig af dem. Han fnøs svagt.. Det som selv lød som en mild brummen i denne skikkelse.
#Jeg er ikke nogen vagtkøter, nej.# Han kneb øjnene sammen, inden han denne gang rejste sig, mest for at virke større, og derfor mere faretruende end hvad han havde været tidligere. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det. #Sager om koblet, er sager om mig.. Fortæl mig, hvad du vil,# sagde han denne gang. Han krævede det af hende!

[Lucy Hart]

Hun stoppede kort op da han rejste børster, hvilket fik en knurren til at forlade hendes læber, hvorefter hun tog et par skridt mere. Hun var ikke bange for ham, hvilket var det hun prøvede at bevise ved at trodse hans advarsel. Måske var det dumt at trodse ham, men hendes teenagersind fortalte hende, at hun skulle blive ved. For et eller andet sted, så havde hun bare en fornemmelse af, at han alligevel ikke turde gøre noget ved det. At han ikke stod ved sin advarsel. 
#Medmindre du er alfaen, så er det ikke en sag for din lange snude.# Pis. Allerede der havde hun sagt for meget, men nysgerrigheden efter at vide, om det var ham eller en anden som var alfa skulle stilles. 

Selvom det var en lidt uheldig situation, så nød hun at se en anden varulv foran sig. Det at vide, at hun ikke var alene om sit lille fuldmåne pels-problem gav hende en optimisme om at hun nok skulle overleve den næste fuldmåne og flere til. Godt nok var hun over hundrede kilometer væk fra dem, men de var der!
#Hvad er du så, om jeg må spørge.# Lucy frydede sig let over, hvor hånligt det kunne lyde, selvom det var i denne skikkelse hun kommunikerede. Dog stak hun langsomt halen mellem benene, da han rejste sig. Han så meget større ud tættere på. #Jeg vil ikke noget med dit idiotiske kobbel.# løj hun og blottede igen sine tænder, som hendes børster rejste sig.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hvem end denne kvinde var, så var hun ude blandt folk, som hun slet ikke burde være i nærheden af. Han rejste børster da hun kom ham for nær. Ikke fordi at det var tæt på koblet som sådan, for det var det ikke. Det ville tage tid at nå dem. De befandt sig nemlig dybt inde i skoven, hvor selv warlockerne end ikke havde formået at komme til endnu, og det var han storslået tilfreds med. Ingen tvivl om det. #Så du søger min alfa..# Det alene, kunne han jo konkludere ud fra hendes ord.
Hvem pokker denne kvinde, var, vidste han ikke. Denne gang rejste han sig helt. Han var nemlig en del større end hende, grundet hans fysiske natur, og han håbede da uden tvivl også, at det ville komme ham lidt til gavn i en situation, som denne her.

Hun var ung. Der var mange ting, som indikerede dette, og særligt, som hun opførte sig. Ikke at han kunne sige så meget til det lige nu. Han skulle bare sætte hende en smule på plads.
Junior havde lært at sætte pris på, hvad han var blevet, og nyde at være det væsen, som han var. Det var ligeledes også noget, som han kunne takke Rhaenys for. Han kneb øjnene en smule sammen. #Det er dig fuldkommen underordnet hvad jeg er,# svarede han med en ganske kortfattet stemme. Sådan som hun tiltalte ham, skulle hun bestemt ikke forvente, at han ville tiltale hende pænt.
Junior var ikke bange for hende. Han tog et skridt tættere på. #Lyv ikke for mig,# advarede han denne gang med blottede tænder.

[Lucy Hart]

To skridt blev til fire og der var ikke specielt langt mellem dem længere. #Hvad er du bange for? At jeg ville skade dig? Eller er det bare fordi, at jeg er ved at være i nærheden?# spurgte hun som provokation, mens hun hentydede til hans rejste børster. Det var så længe siden hun sidst havde været i kontakt med nogle, at hun slet ikke havde en idé, om hvordan hun skulle opføre sig. Det eneste der kørte rundt i hendes hoved var tanken om, at hendes mor nok stadig ville være i live, hvis ikke moderen var blevet udstødt.
#Det erkender jeg.# Hun knurrede let, da han rejste sig helt op. Chancerne for at overleve i slåskamp, hvis det kom dertil, blev formindsket en del, men det tog ikke håbet væk fra hende. Selvfølgelig ville hun kunne vinde over ham. 

Et fnys, der løs som et kort bjæf i denne skikkelse, forlod hendes læber ved hans ord. Selvfølgelig var det hende ikke underordnet hvad han var. Faktisk kunne det gå hen og blive vigtigt. #Vi finder nok ud af det senere.# sagde hun syrligt og lænede sig en smule forover, så hun kunne mærke hvordan kløerne blev gravet ned i den kolde, hårde jord, som var det smør. 
Selvom han gik et skridt tættere på hende, så blev hun blot stående. Hun frygtede ham ikke. Afstanden blev mindre og mindre, og Lucy overvejede kort sine muligheder, for at kunne springe på ham. At hun var fysisk mindre end hende, kunne sagtens blive til hendes fordel. #Hvordan ville du sørge for at jeg ikke lyver?# snerrede hun og bed kort ud efter ham.