Bring me to life

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste ikke helt, hvad han skulle sige til denne kvinde. Hun var ham.. mærkværdig. Han kunne bare ikke finde ud af, om det var på godt eller ondt, at han skulle kalde hende det. Nu hvor han i forvejen vidste, at det var en kvinde Irina havde gjort, hvad hun kunne, for at vogte om, så måtte det også være en kvinde af betydning. Og derfor også en kvinde, som han vidste, at han kunne lægge en vis form for lid til. Det var bare sværere, end hvad han først lige havde egnet med. Han stolede nemlig ikke på hende.
Tingene blev ikke gjort normalt her, og derfor vidste Kimeya ikke hvad han skulle sige. Hjertet skulle være og forblive i kroppen. Det andet var forkert! Han rynkede kort på næsen, mens han med største forsigtighed. Eller bare den forsigtighed, som han kunne lægge i det, forsøgte at lappe sin mor pænt sammen. Det var bestemt ikke nemt med hans store hænder og så lille en nål. Desuden var hans moder noget af det mest forfængelige, som man overhovedet kunne komme over, og derfor vidste han, hvor vigtigt det var, at det blev gjort ordentligt. Hvor han dog hadede, at det skulle være på den måde! "Jeg sværger.. hvis det ikke bliver gjort ordentligt.." Han gjorde sig færdig, inden han trak sig. Nu med blod på hænderne. Endda hans moders. Det havde altid været en titel og en stilling som han ikke kunne fratage hende, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne fra tid til anden. Afventende blev han denne gang stående, og ventede på, at hans moder ville vågne. Hvis denne kvinde, da overhovedet havde styr på, hvad hun egentlig foretog sig.

[Ianessa Minerva Neferia]

Ianessa kunne ikke være mere ligeglad med om Kimeya stolede på hende eller ej, lige i denne situation havde han ikke noget andet valg. Andre alkymister som var dygtige nok til dette var om muligt mere utilregnelige end hun selv var, og skønt hun ikke skyldte ham noget, skyldte hun hans moder alt. "Jeg tager mig ikke af dine tåbelige trusler Kimeya," svarede hun blot. De levende lys blussede op i nærmest stikflammer, men på trods af det var der iskoldt i lokalet. En underlig ro lagde sig trods hendes høje messen, som om man næsten kunne høre hvordan livet vendte tilbage. Hun koncentrerede sig inderligt. Hvis det slog fejl ville hun være tvunget til at tage livet fra den arme kvinde igen, for at byde hende et liv uden kontrol, var nærmest umenneskeligt.
Langsomt sank hendes ben sammen under hende, men hun holdt sig alligevel delvist oprejs med hjertet i sine hænder. Lysene blev blæst ud, alt blev komplet mørkt for et øjeblik, men kun sekunder senere vendte ilden tilbage til dem én efter en. Det var i samme øjeblik hun mærkede hjertet slå første slag i sine hænder. Det føltes godt.. magtfuldt at holde det i sine hænder. "Det er sket," konstaterede hun dæmpet. Hjertet slog endnu et slag, kæmpede for at finde den samme rytme som det engang havde haft, selvom det var stift. Hun slog øjnene op, de var helt matte ligesom de dødes. Med hjertet stadig i sine hænder vendte hun sig mod Irinas lig på bordet og holdt hendes hjerte ind til sin mave. Blodet løb ned over hendes fingre og landede på gulvet i en pytte under hende. Det ville aldrig stoppe med at føles fantastisk, at mærke livet på det mest følsomme.

[Irina Lucille Marvalo]

Kold og bleg lå hun på et koldt stenbord, smuk som døden havde efterladt hende, med sine krøllede mørke lokker hængende ud over kanten hvor det kun lige berørte gulvet under. Under øjenlågene skjulte sig de ravnsorte øjne, køligere end natten selv, skjult under en mælkehvid hinde.
I døden havde hun ikke været savnet, hendes familie havde ej sørget og hun havde set dem leve videre, set dem skuffe hende nøjagtigt som hun havde vidst at de ville. Hverken hendes søn eller mand var i stand til at tage voksne beslutninger, ingen af dem var stærke nok til at lede dette folk, det var ynkeligt at stå model til, for ikke at tale om at Lionelle ej heller havde holdt sit løfte til hende. Før hun vidste af det ville hun selv have mulighederne. Hendes sjæl drev langsomt mellem tomme gange, svævede let hen over jorden, gennemsigtig og urørlig. Pludselig følte hun noget, for første gang i måneder, følte hun længsel. Uden at have nogen kontrol blev hun revet tilbage, tilbage gennem vægge og gulve for at havne i tårnet, men her var hun usynlig. Det hele gik så hurtigt. Sjælen blev revet ned i hendes krop, hun kunne intet gøre for at stå imod...
Sekunder efter spærrede hun øjnene op. Den mælkehvide hinde forhindrede hende i at se, men hun kunne føle hjertet slå, uden at vide at det ikke var i hendes bryst. Hendes hud var stadig bleg og kølig, som hun lå der i sin brudekjole, den smukkeste kjole hun nogensinde havde ejet. Desperat gispede hun efter vejret, det sved og brændte hele vejen ned i brystet, men livet var i hende, hun kunne mærke det.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya stolede på frygtelig få, men lige hvad det her angik, måtte han jo bare erkende, at han havde brug for sin moder, og at han havde brug for hende i den forstand, at han endnu ikke kunne lægge hende i graven. Her måtte han jo så ty til andre end Nathaniel, hvilket i forvejen var grænseoverskridende. Den mand havde ikke gjort andet end at skuffe ham dybt efterfølgende, og det var slet ikke noget, som han nogensinde ville finde sig i! Han havde ødelagt hans familie, så nu måtte han vel lægge liden til en anden?
Vinden tog til for alvor, og det blev koldt. Det blev faktisk temmelig koldt, hvor selv Kimeya måtte skutte sig lidt. Han lagde armene over kors, hvor han alligevel valgte at blive lidt på afstand af det hele. Det var en anden måde at gøre det på, end hvad han var vant til at se, og det gjorde ham faktisk urolig. Vidste den kvinde overhovedet hvad hun havde gang i? "Fokuser..!" sagde han denne gang.

Da hans moder synes at vågne, var han hurtigt henne ved hende. Med en hånd mod hendes skulder og nakke, førte han hende op i en siddende stilling, hvor han stillede sig bag. Han åndede denne gang lettet ud, selvom hans mine endnu forblev fast og intens. Han vidste, at han skulle opretholde den intense og faste maske, uanset hvor hårdt det end kunne være. "Træk vejret, moder," bad han denne gang med en mere fast og kortfattet stemme end tidligere. Alkymisten var han allerede nu fuldstændig ligeglad med. Igen var det hans moder som fangede hans opmærksomhed.. Bryllupskjolen, hvilket havde været Lionells ønske. Af grunde, som han heller ikke rigtigt forstod.

[Ianessa Minerva Neferia]

Ianessa åndede ud i et langt åndedrag og så ned på det blodige hjerte der nu bankede stødt i hendes hænder. Irinas desperation efter luft overdøvede stormen udenfor, det var frygtelig tilfredsstillende. Hun vendte ryggen til dem begge og fandt et lille skrin liggende på hendes bord. Det var lavet i glitrende sølv. I den lagde hun det bankende hjerte godt til rette og lukkede og låste kisten af vejen, før hun vendte sig mod de to. "Godmorgen kære Irina," hilste hun og foldede hænderne foran sig. Herfra kunne Kimeya vel tage over?
"Sørg for at hun får varme og væske. Jeg skal stå for at gemme kisten af vejen, jo færre der ved hvor den kan findes, des bedre," konstaterede hun. Irina ville være for forskrækket til at tage stilling til noget som helst. Alligevel trådte hun forsigtigt hen til bordet og lagde en kærlig hånd på hendes skulder. "Du er i sikkerhed min kære. Din søn vil tage sig af dig," lovede hun og så på Kimeya med et skarpt blik der sagde at han lige kunne vove noget andet.
Hendes arbejde her var gjort. Hun trak hånden til sig igen, træt og alligevel fyldt af en følelse af styrke. Det var hendes tid til at rydde op og derefter finde noget hvile. Så snart Irina var på benene igen, så vidste hun udmærket at der igen ville blive stillet krav til hende.

//Out

[Irina Lucille Marvalo]

Irina følte for at skrige, men ikke én lyd kom. Hun trak vejret dybt ned i maven og forsøgte at ignorere den nærmest ulidelige smerte det førte med sig. Hvad skete der med hende? Hendes fingre blev varme, hun kunne mærke den sitre og prikke, hvilket næsten også var smertefuldt. Der faldt mere ro på hendes vejrtrækning, hun kunne høre Kimeyas velkendte stemme. Havde han en finger med i dette? Hvilken skæbnen underkastede han hende nu?
Uden at svare skubbede hun deres hænder bort. Deres omsorg var kvalmende! Hun forsøgte at få ord over læberne, men der kom intet brugbart, ikke ud over stakåndede åndedrag. Armene bredte hun ud fra kroppen i et forsøg på at skubbe ham væk. Det var hende som tog sig af ham, ikke omvendt.
De lange, sorte lokker faldt smukt ned over hendes skuldre i stedet for at ligge og køre hen over det beskidte gulv. "Hv-hvad h-har d-du gj-g-gjort?" fremstammede hun en kende vred. Døden havde været alt andet ennd fredelig, og hun havde hadet at se hvordan de alle havde klaret sig absolut elendigt, men smerten lod hende i den tro at livet snart ikke ville være meget bedre. Hun tvang sig op på benene, selvom disse skælvede under hende i en sådan grad at de troede med at knække helt sammen under, kun hendes stædighed holdt hende oppe. Hvor var hun? Den matte hinde lå stadig hen over hendes sorte øjne som et slør der gjorde det hele uklart. Hun genkendte duften.. eller nok nærmere stanken der altid fandtes heroppe, men hun så intet, hvilket hun under andre omstændigheder havde påpeget, men for nu valgte at tie med, for ikke at lade sin panik vise for tydeligt overfor Kimeya.

[Kimeya Marvalo]

Det bankende hjerte som Ianessa lagde i kisten, var hurtigt noget som fangede Kimeyas opmærksomhed. Lige hvad det skulle bruges til, havde han endnu ikke fået helt styr på. Han synes det var forvirrende, og alt for anderledes. Det bankede udenfor kroppen? Han rystede kort på hovedet, inden han så mod sin moder i stedet for. Selvom hun forsøgte at slå ham væk, blev han stædigt stående. Det var muligt, at det her ikke ligefrem var en handling sket og gjort med hendes vilje, men for fanden.. Han havde brug for hende, uanset hvor meget han hadede sig selv, for at skulle indrømme det. Han hadede det virkelig mere end noget andet! "Hold op," beordrede han denne gang. Han selv havde lidt efter hendes død. Det var vel bare på den hårde måde, gået op for ham, hvor meget hun egentlig gjorde? Hans fader var blevet til en drukkenbolt af den værste skuffe, og det var virkelig irriterende! Der var jo ingen hjælp at hente nogen steder. Ganske vidst havde han Blair ved sin side, men det var begrænset hvad de kunne gøre, og særligt nu hvor Sephiran var begyndt at røre på sig igen.
Han havde brug for hende.. Uanset hvor irriterende det end var, at skulle indrømme det, så var det bare en omstændighed, som måtte være. Han havde vækket hende? Hvad troede hun ærlig talt, at han havde gjort. Lige nu, skulle hun bare trække vejret, så han kunne få hende med nedenunder igen. Her var iskoldt heroppe! "Hvad tror du, at jeg har gjort?" spurgte han denne gang. Han stirrede kortfattet på hende. "Jeg hader at indrømme det.. Men jeg har brug for din hjælp," sagde han denne gang. Det kunne hun vel godt forstå? Og hun vidste det jo.. Han havde altid haft brug for hende.

[Irina Lucille Marvalo]

Irina kendte til Ianessas metoder, hun vidste at hun var oplært blandt de bedste, men hun spekulerede ikke et øjeblik over at hendes hjerte slog uden for hendes krop. Varmen var at finde i hende, og hun var tvunget til at trække vejret, hvilket fik hende til at føle sig levende, det og smerten selvfølgelig. Hun svang sine ben ud over stenbordets ujævne kant og sad et øjeblik og genvandt fatningen. Hendes vejrtrækning var en kende overfladisk og hurtig, men den var der, der var en ren tilvænningssag. "S-selvfølgelig," svarede hun lidt tørt. Hendes stemme var hæs, rusten efter alt den tid hvor den ikke var blevet brugt. Irina vidste udemærket at Kimeya havde brug for hende, det havde de allesammen. Selv Lionell var blevet en ubrugelig drukkenbolt, ikke at han ikke altid havde været lidt for glad for alkohol, men nu hæmmede det ham i en sådan grad at det bare var ynkeligt.
"Tåbe," kommenterede hun en kende vrissen. Så kendte man hende da igen. Aldrig havde hun været en mild kvinde og det ville hun nok heller aldrig blive. Denne gang var hun blevet vækket med de følelser som hun på magisk vis havde kastet fra sig. "F-Få mi-mig i s-s-se-seng," bad hun og rejste sig inden han fik mulighed for at forhindre hende i processen. Der var jo iskoldt heroppe og hun frøs, man kunne se hvordan hårene stod lige op i luften på hendes arme og der var ikke meget varme at finde i kjolen. Hvad var det overhovedet hun havde på? Hun så ned af sig selv, og genkendte den. Det kunne kun være Lionell, men hvorfor? For at forgive at være en sørgende enkemand? Han kunne rende hende, han havde aldrig bekymret sig om hende alligevel.

[Kimeya Marvalo]

For nu, havde Kimeya allerede glemt alt om Ianessa. Det var gået som det skulle - tilsyneladende, og for ham, var det også det vigtigste lige nu. Hans moder var vågnet op, og derfor var der også mulighed for at gøre noget ved de situationer, som de nu stod i. Han kunne ikke klare sig uden hende, og gud hvor han dog hadede at skulle indrømme det, men det var efterhånden bare en ærlig sag, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved alligevel. "Fortæl mig noget, som jeg ikke ved," sagde han denne gang, efterfulgt af himlen med øjnene.
Kimeya stod klar til at gribe hende, hvis hendes ben nu skulle give efter under hende. Det var Lionell som i forvejen havde tvunget hende over i brudekjolen. Hvorfor havde han ikke fundet ud af, og hand fader havde heller ikke været særlig snaksagelig, siden de egentlig skulle have lagt Irina til hvile. Man kunne jo kun i dag, glæde sig over, at det ikke var sket alligevel. Hun var for vigtig og alt for værdifuld.
Kimeya bed tænderne svagt sammen. Sådan som hun kostede rundt med ham, var slet ikke noget som faldt i hans gode bog.. Men hvis der var nogen, som han havde respekt for, så var det hende. "Meget vel. Kom her.." Hvad end om hun ville det eller ikke, så gik han svagt ned i knæ, for at lade hånden glide bag hendes ryg og under hendes knæ, hvor han hævede hende i sine stærke arme. En svag mand, var han jo på ingen måder. "Vi skal have varmen i dig.." Han søgte mod dørene, for at komme ud. Her var virkelig også iskoldt heroppe! Hans gang ned af trapperne, fik dem nærmere varmen på de faste etager. Her søgte han direkte mod hende og Lionelles soveværelse. Det blev jo ikke brugt uanset.

[Irina Lucille Marvalo]

Nok kunne ingen af dem se det, men de havde alvorligt brug for hende. Familiens økonomi var gået betragteligt ned siden hendes død, bordellet var mere eller mindre gået i sig selv, Cressida var efterladt til sig selv, og Kimeya rendte rundt som en forvirret kylling uden hoved, det var skuffende. Der var ingen tvivl om hvor vred hun var på dem allesammen, hvilket hun havde tænkt sig at fortælle dem når hendes krop havde vænnet sig til endnu en ny forvandling.
Hun rakte ud efter bordet for ikke at falde. Hendes ben rystede så frygteligt under hende, det var skamfuldt for hende ikke engang at være i stand til at stå på egne ben. Hendes bryst og maverregion gjorde desuden ondt. Var såret der stadig? Det føltes sådan. Da Kimeya kom hen gav hun ikke meget modstand. I det samme han tog hende op i sine arme, faldt hun slapt hen. Nok var hun hans mor, men han var blevet både en høj og bred mand og kunne løfte hende let, nærmest lettere end Lionell nogensinde havde kunnet.
Hendes hoved faldt slapt ind til hans bryst, hun var nærmest væk i drømmeverden før de kom ud af døren. "L-lås," fremstammede hun bag lukkede øjne. Ianessa var en hemmelighed, Lionell skulle ikke få mulighed for at kunne udnytte hendes viden og kunnen, hvilket var hele grunden til at hun havde holdt hende som en hemmelighed i så mange år. De nåede ikke hele vejen ned af trappen før hendes åndedrag var blevet tungere og mere dvælende. Irina var igen faldet i søvn, men hun var ikke død, det var ikke en evig hvile, desuden var der langt varmere og langt mere behageligt i hendes seng, der desværre ikke længere duftede af Lionell.

//Out