Bring me to life

[Ianessa Minerva Neferia]

Kimeya Marvalo

________________________________

En sjælden vinterstorm hærgede Imandra i disse dage med sne og is i massevis. Ianessa stod i det vestlige tårn og stirrede ud på de store fnug der føj forbi hendes vindue af mosaik lignende glas. De færreste vidste at hun var her, Irina havde altid sat en dyd i at holde hende skjult for sin omverden, sin mand særligt, derfor var hun placeret i et forladt tårnværelse i det højeste af dem alle, så højt at hun næsten følte hun svajede her i stormen. Tårnværelset var ikke stort, det meste af den var inrettet med et stenbord og hyler med eliksirer og bøger, men i hjørnet stod trods alt en lille seng hvorpå hun levede, mens tjenestestaben hver dag bragte hende drikke og føde efter behov. Med alt sit held, så havde hun levet livet godt. Klædt i en slidt, mørk kjole stod hun foran vinduet og så ud i mørket, lyttede til den kraftige vind der lød næsten øredøvende heroppe. Resterne fra hendes aftensmad stod på stenbordet, ved siden af lå en bog opslået og et lille stearinlys oplyste ordene som hun havde spenderet sin tid på i aften. 
Ensomheden heroppe var meget af tiden slående, men Ianessa have vænnet sig til den, hun havde sågar lært at nyde den, heroppe var der ingen som dømte hende på hendes udseende, på halve hendes ansigt der var brændt væk. Der var stadig en skam over hende, en skam hun skjulte ved at gemme sig bag en mørk hætte selv heroppe hvor hun var alene og det ikke kunne ses. Hendes mørke krøller kunne svagt anes derinde bagved og det samme kunne hendes blik. Siden Irinas død - et være tab som det var, havde hendes opgaver været få og ensomheden kun større, et sted frygtede hun at det ville koste hende livet eller tvinge hende til at søge andre græsmarker, og det ønskede hun som det sidste. 

[Kimeya Marvalo]

Det var på tide, at slå en ændring ind i Imandra, og det var desværre ikke en opgave, som Kimeya kunne gøre på egen hånd. Sandt at sige, så havde han brug for sin moder, og han tog næppe fejl, om han var den eneste, som havde brug for det. Sephiran var smuttet med kronen, og dertil vidste han også godt, at det kun var et spørgsmål om tid, inden der ville ske et eller andet. Derfor havde han også brug for at opruste Imandra og slottet her, så godt som muligt. Problemet var jo bare, at den mand kendte alle veje ind!
I stedet for at bryde sit hoved med de tanker, så valgte han denne gang at fokusere på de ting, som han ønskede at få gjort, men som han bare ikke kunne gøre på egen hånd. Nu hvor han havde hørt tjenestefolket snakke, så vidste han også, at hans moders lille hemmelighed, var skjult af vejen, og nu hvor han havde fundet ud af hvor, var han begyndt den lange opstigning af trapperne, for at komme op til tårnet.
Her blev han stående ude foran døren for et kort øjeblik, inden han med hånden og magien, som flød i hans årer, fik låsen op. Nøglen havde han ikke, og ikke ville han bede tjenestefolket om det. Dette skulle forblive en sag mellem hende og ham, og det var det, som han agtet at stå fast på. Navnet var ham ukendt.. ellers havde han glemt det. Det var også fuldstændig ligemeget. Han skubbede døren op, hvorefter han denne gang tvang sig vejen ind i lokalet. Mørkt og dystert.. halvkoldt, i forhold til resten af slottet. Det var også en isende vinter, som hærgede udenfor! "Jeg har brug for din hjælp," sagde han direkte. I forvejen var det ord, som han yderst sjældent sagde til nogen som helst.

[Ianessa Minerva Neferia]

Der var meget få der kendte hendes eksistens og sådan havde det været i utallige år, til genæld så vidste Ianessa alt om Marvalo-slægten og dets enkelte medlemmer, for hende var det familie også selvom de ikke kendte hende, og selvom hun blev holdt i mere eller mindre hemmelighed heroppe i en tårn. Der lød et stort brag udefra. For et kort øjeblik lukkede hun øjnene til lyden igen synede hen, men udsigten havde ikke ændret sig da hun igen åbnede dem og så ud af vinduet på det samme snevejr. Igennem susende vindkast, hørte hun de tunge skridt taktvist op af trappen, skridt der ikke lød som den lette, unge tjenestepige der for tiden bragte hende måltiderne og sikrede sig at hun havde alt nødvendigt.
De tunge skridt stoppede. Ianessa lod fingerspidserne glide hen over vindueskarmen men uden at rokke yderligere på sig. Den gamle dør knirkede da den gik op. "Purple]"Kimeya Marvalo.." hun kendte hans stemme trods han ikke anede hvem hun var. Langsomt vendte hun sig rundt, men slog ikke hætten ned, han skulle ikke se hendes deforme ansigt. "Og hvad skulle jeg dog kunne hjælpe dig med?" spurgte hun tørt og trådte hen mod sit stenbord hvor bogen lå opslået. Hætten var stor nok til også at skjule hendes blik, og hun var en meget hemmelighedsfuld kvinde. Den halvtomme tallerken fra aftensmaden skubbede hun til side og trak i stedet det lille levende lys tættere på sin bog, og lod øjnene glide over de nedfældede ord mens hun ventede på at han fremsagde sin bøn.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde kun hørt om hans moders alkymist ved et rent tilfælde, og nu havde han tænkt sig, at undersøge sagen nærmere på egen hånd. Han kneb øjnene svagt sammen, inden han denne gang trådte ind. "Du kender mig," sagde han denne gang. Nej, et sted burde han slet ikke være overrasket. Desuden var han vant til at blive genkendt - bogstavelig talt alle steder. Andet ville i hvert fald overraske ham.
Nu stod han så overfor en kvinde gemt bag hætte og kutte, hvilket gjorde ham langt mere påpasselig. Dog måtte han erkende, at hans moder havde gjort det godt, med at skjule hende. Han havde nemlig aldrig haft en følelse af, at nogen skulle være til stede, eller at hans moder skulle skjule en alkymist på stedet. Han lod armene søge over kors, hvor han alligevel valgte at holde sin afstand til hende. "Min moder har skjult dig godt," tilføjede han denne gang. Vidste hans fader overhovedet, at der var nogen heroppe? Han måtte erkende, at han havde sine tvivl om det.
Svagt kneb Kimeya øjnene sammen, inden han vendte blikket den anden vej og mod bordet foran hende. Hvorfor gemme sig bag hætte og kutte? I forvejen måtte han jo sige, at han var elendig til at spørge om hjælp. Her var det bare ved at blive en nødvendighed. Det kom ikke af sig selv. "Min moder gik bort, da vi indtog stedet her.. Jeg har brug for din hjælp, til at bringe hende tilbage til livet," sagde han direkte. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at pakke tingene ind. Han ville vide om hun kunne hjælpe ham eller ej.

[Ianessa Minerva Neferia]

Et sted bag hætten led hendes læber op i et næsten morende smil der afslørede perlerækker af snehvide tænder. "Jeg har set dig krybe og kravle Kimeya, nok har du ikke set mig, men jeg har set dig," svarede hun og bladrede lidt i bogen som om han var uinteressant i forhold til. På mange punkter havde hun sågar hjulpet Irina til at acceptere sin skæbne, acceptere at hun havde været nødt til at tage sig af de to drenge trods de ikke var hendes kød og blod, og mange gange havde hun givet hende råd med på vejen trods hun vidste meget lidt om opdragelse. Det glæder mig at høre dig tiltale hende som din mor, det er en respekt du sjældent gav," hun stoppede sin bladren og løftede hovedet men stadig uden at afsløre sit ansigt. Irina havde aldrig skjult hende men beskyttet hende, særligt mod sin egen mand. "At skjule mig var aldrig hendes hensigt, hun beskyttede mig," irettesatte hun og lod tungespidsen fugte sine læber.
Det kom hende ikke som nogen overraskelse at han ønskede sin moders tilstedeværelse. Kvindens ånd, hendes sjæl levede stadigvæk på stedet her, Ianessa følte den ofte. "Jeg vil behøve hendes lig," informerede hun som svar. For hende var det ikke nødvendigt med betænksningstid, hun var Irina evigt loyal, og hun ville aldrig afvise at bringe hende tilbage til en verden som hun var blevet revet fra alt for hurtigt, en verden som stadig havde brug for hendes væsen og hendes kløgt. "Det og et par dråber af dit blod," tilføjede hun og gjorde en bladrende bevægelse med hånden, hvor bogen af sig selv slog op på den korrekte side.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya fandt denne kvinde højest mærkværdig, og det var han heller ikke bange for at indrømme, når det nu endelig var. Han lagde armene over kors. Denne kvinde havde med andre ord, været omkring ,siden han havde været ganske lille, og det alene, vidste han ikke helt hvad han skulle sige til. "Du har været omkring i mange år, kan jeg hermed konstatere," endte han denne gang. Det var jo slet ikke creepy, at nogen havde holdt øje med ham, uden at han havde haft nogen fornemmelse af det. Og ærligt? Det havde han heller ikke haft, selv i sit voksne liv.
At hun så overhovedet ikke kiggede på ham, irriterede ham. Nu var han jo i forvejen vant til opmærksomheden, når han endelig gjorde krav på den. Det forekom nu også sjældent. Særligt efter at han havde fået Blair, som havde givet ham den, uden at tøve det mindste. "Hun har altid været min moder, og den som jeg ønsker at skænke den titel. Så jeg ved ikke hvad du taler om," afveg han denne gang. Han havde måske været hård ved Irina, men for pokker.. Det var i den grad også gået den anden vej!

Endelig fik han hendes fulde opmærksomhed. Det skulle da ærlig talt også bare mangle lige nu! Liget kunne snildt skaffes. Det lå i tryg forvaring i slottets kældrer, hvor han havde sikret sig, at ingen ville kunne komme til hende. Han havde brug for hende i det her.. Han havde brug for hendes guide, og det var for alvor gået op for ham, da hun var gledet bort. "Fortæl mig, hvad du skal bruge, og jeg skaffer det," sagde han denne gang. Blod.. enkelt, og liget kunne han hurtigt bringe til hende, hvis det skulle være det. Lige hvad det her angik, var han fuldkommen ligeglad med hans far. Desuden tvivlede han stærkt på, at manden overhovedet vidste, hvad han ville. Han havde taget Irinas død, skræmmende tungt, i forhold til, hvad man først havde regnet med.

[Ianessa Minerva Neferia]

Skyggene havde været hendes hjem i mange år, hun havde set alt trods ingen vidste det, måske hun endda kendte ham bedre end hans egen mor gjorde ved blot at observerer, selv da han ikke havde haft meget med sin øvrig familie at gøre. Hun nikkede. "Siden du kom fra lyset til mørket," svarede hun som om at han havde stillet hende et spørgsmål. Irina havde gjort meget for at beskytte hende, og selv efter hendes død havde hun været hende loyal og holdt lav profil selvom hun en sjælden gang i mellem søgte ud for at finde ingredienser, men altid skjult bag en kappe.
"Nok har hun altid været din moder, men du har gjort alt for at se bort fra det, og underkaste hende. Det var ikke nemt for mig at få hende til at tage dig til sig, men da det først skete groede hun både en svaghed og moderlige følelser for dig, Kimeya. Når hun kommer tilbage til livet, fortjener hun som minimum din respekt for de kampe hun har kæmpet alene for at gøre dit liv værdigt," hun slog op på den rette side og skubbede så bogen lidt væk, før hun så op på ham, skjult under det tunge stof.
Isanessa havde ikke lagt øjne på Irina siden før hendes død, hvor liget var anede hun ej heller, men hvis han ønskede at hun skulle vække hende, så fandt han hende. "Find hendes lig, bring det til mig, så vækker jeg din moder til live. Det eneste jeg kræver er diskretion. Din moder satte en dyd i at sikre min sikkerhed, der er en grund til at jeg lever i dette tårn," pointerede hun. Han skulle nødig rende ned og sladre til sin far som det første eller andre warlocks der ville udnytte hendes talenter.

[Kimeya Marvalo]

Det var creepy, at hun havde været sådan over ham, og kunne holde øje med ham, hvor han selv havde været fuldstændig uvidende om at der havde været andre, end medlemmer af familien. "Hvilken dejlig nyhed at få," sagde han denne gang med en stemme dryppende af sarkasme. Det var ikke nogen hemmelighed, at han i forvejen var en presset mand, og at han i den forbindelse, havde brug for sin mor. Hun var fantastisk dygtig, og han hadede, at skulle give hende den. Han havde ikke været så respektfuld, som han måske burde have været, men selv han havde været igennem en mere trodsig alder, end hvad han nok ville have været normalt. "Føler du, at jeg skylder hende noget, for alt det, som hun også har gjort ved mig?" spurgte han denne gang. Han kunne give sin moder muligheden for at få sit liv igen. Det havde oprigtigt heller ikke været meningen, at hun skulle miste livet den aften.

Kimeya skulle nok bringe hende livet hvis det var det. "Det får jeg gjort med det samme," sagde han denne gang. Magien var stærk i ham, og særligt nu hvor han havde det liv, som han havde. Et kort træk fandt vejen til den ene mundvig. Han hævede hænderne.. Magien, som flød i hans årer, lagde sig om hans moders kolde og døde skikkelse i kælderen, inden hun pludselig bare dukkede op på et iskoldt stenbord midt på gulvet i det store tårn. "Mere diskret, kan du ikke få det. Ingen ved hun er her.. og ingen ved, at du er her.. Gør hvad der er nødvendigt, og tag hvad du kræver af mig. Bare væk hende," afsluttede han denne gang. Han vendte blikket direkte mod hende. Hans fader skulle hun ikke frygte i det her tilfælde. Kimeya havde nemlig intet med den mand at gøre længere.

[Ianessa Minerva Neferia]

Irina havde ikke været omkring altid, og om han ville tro det eller ej, så holdt kvinden af ham som sin søn, samtidig med at hun foragtede ham fordi han var et symbol på alt det hun ikke havde været i stand til at give sin mand. Ianessa kendte til alle deres interne problemer, som stod hun i midten af dem, det var sjovt hvor stor magt hun kunne få over dem men hendes loyalitet kom altid i vejen. "Tag dig ikke af mig, jeg er blot en skygge," sagde hun ydmygt. Hun havde set lidt af hvert, men når hun ikke selv var i stand til at leve et liv, så måtte hun leve det gennem andres, ikke fordi hun var fanget her, men fordi hun frygtede for ydmygelsen ved at gå ud.
"I mine øjne skylder du hende alt, ligesom jeg selv gør," svarede hun ærligt. Hun lagde en hånd bag om lysene og pustede nogle af dem ud, så rummet blev mere dunkelt. Det var egentlig uden effekt men Isanessa foretrak at arbejde i en intim atmosfære. I mellemtiden fandt hun en stor træskål frem med brændte ydersider. Hun nåede ikke at sætte skålen ned før det blege, smukke lig lå på bordet, så velbevaret med hendes sorte lokker frit hængende og den smukkeste kjole hun nogensinde havde set hende i. På en lille plads ved siden af, satte hun skålen før hun vendte sig mod Irina, og lod en hånd løbe ned over hendes blege kind. "Stadig smukkere end månen selv. Lad os få liv i de øjen min kære," sagde hun kærligt. Hun slap hende igen og tog fat om sin kutte for endelig at fører den ned og afsløre sit arrede ansigt. Hendes blik gled ned idet hun vinkede Kimeya tættere på. Inden han fik mulighed for at komme for tæt på, vendte hun sig rundt og fandt et par ting fra sine hylde som hun rev ned i favnen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at han med største sandsynlighed, ville komme til at fortryde det her. Men hvad pokker kunne han da gøre ved det? Han havde brug for sin mor, og det som hun kunne give ham, og særligt med det arbejde, som hvilede foran dem. Der var meget, som skulle gøres, og hans fader, var på ingen måder nogen hjælp. Af nogen slags! "Du har ikke været andet," sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Han fulgte hende denne gang meget nøje med blikket. Det var bestemt heller ikke fordi, at han følte, at han skyldte sin moder noget, for det gjorde han ikke. Hun havde gjort meget af hans liv til et sandt helvede, og så måtte han indrømme, at han var fuldkommen ligeglad med, hvad hendes grund var til netop dette. "Jeg skylder hende intet.." fastholdt han denne gang. Ikke var der nogen, som skulle komme her og fortælle ham noget andet! For det ønskede han på ingen måde.
Kimeya vendte blikket mod det døde lig på bordet. Hun var smukt klædt. Det var da en respekt, som han i sin tid, havde valgt at give hende. Det havde været et valg, taget af en grund. Han ville hende jo kun det bedste.. Også for hans del. Han kunne jo desværre bruge hende. Han kunne ikke undvære hende ,og det var faktisk utrolig.. irriterende! Han stillede sig denne gang ved siden af. Hun lignede en, der bare lå og sov. Magien holdt hende nemlig smuk. For hun var en smuk kvinde. Han rystede kort på hovedet. Han trak vejret dybt. "Hvad skal du bruge?" spurgte han denne gang, inden han så mod Ieanessa igen. Han ville for alt i verden bare gerne have det her overstået.. Og så måtte han samtidig se frem til, hvordan hans fader ville reagere, hvis hans moder stod foran ham igen.

[Ianessa Minerva Neferia]

Ianessa havde ikke behov for en mand som Kimeya til at fortælle hende hvor meget hun var værd, han mente måske bare at hun var en simpel skygge, men takket være hende var han ikke død, hun havde reddet hans liv så mange gange som barn, hans mor med og hans søster, hun havde sågar forsøgt at redde hans daværende hustru uden hans viden om det, men det havde været en umulig sag. "Meget mere end du tror," bemærkede hun og gav sig til at hælde ingredienserne i skålen, deriblandt en kvist af rosmarin, en fjer fra en fønix, og en blålig askelignende substans, før hun rakte ud efter en lille dog yderst smuk kniv og rakte den til Kimeya. "Et par dråber af dit blod, ned i skålen tak," bad hun og vendte sig mod det smukke lig. "Husk at hun vågner fri, hun vil ikke være slavebundet til du og din far, behandel hende med den respekt hun fortjener, ellers vil det være meningsløst for dig at vække hende til live," hun havde fundet en større kniv og skar den smukke kjole op, så hun i stedet kunne placere knvens spids mod hendes brystkasse, og skar denne op. Det krævede stor styrke af hende at komme igennem ribbenene så hun kunne komme ind til hjertet. Hendes hænder var blodige da brystkassen endelig var helt åben.
"Når hun vågner må du holde hende," informerede hun. Efter mange år så havde hun fundet nye metoder, mere sikre metoder både for hende og for den afdøde til at vække dem til live igen, metoder som ikke var kendt for nogen anden end hende. Hun gravede ned i brystet på hende uden at fortrække en mine og skar hendes rosa hjerte frit fra resten af kroppen, og holdt det i begge sine hænder. "Smukt," mumlede hun og løftede det over i skålen. "Jeg skal bruge kniven," hun rakte en stædig, blodig hånd frem mod ham.

[Kimeya Marvalo]

I Kimeyas øjne, havde denne kvinde jo ikke været andet end en simpel skygge. Hvorfra skulle han da være kendt med hende, eller hvad pokker hun nu havde regnet med. Han havde jo aldrig set hende. Hun havde i den grad formået at holde sig i skyggerne, for han havde ellers været meget opmærksom, dengang han havde været lille. "I min tid, kan jeg ikke kalde dig for andet end en skygge. En skygge, som jeg ikke har set omkring," sagde han denne gang. Kniven som hun dog rakte mod ham, tog han imod. Ikke at han ville tøve med at gøre det. Lidt blod og lidt smerte, havde han aldrig været bange for, og ikke var det noget, som skulle have lov til at komme til at ske.
"Meget vel," sagde han denne gang. Kimeya stillede sig ved skålen, inden han lod kniven skære en mindre flænge i hans håndflade. Dråberne dryppede direkte ned i skålen, inden han lagde kniven fra sig igen, og tog hånden til sig. Flængen, var ikke noget, som han i sig selv, tog sig af. Det skulle nok lukke. "Døden har skilt dem. Det ved jeg godt. Jeg håber, at hun nærer den respekt for familien, som hun så længe har været en del af.." Han vidste det jo godt. I princippet kunne Irina pakke sine ting og bare smutte, men han havde en sjov tendens til at tro, at det ikke var således, at det ville komme til at ske.
Kimeya nikkede denne gang. Han skulle nok holde hende. Det som Ianessa foretog sig, fik ham svagt til at vrænge ansigt. Brystet som nærmest blev flået op, og tøjet med. ".. Hvad laver du?" spurgte han denne gang med en mere hård stemme. Mange gange, havde han overværet at vække de døde til live, men aldrig var det foregået på denne her måde før!

[Ianessa Minerva Neferia]

Der var ingen forventninger mellem dem, ikke når det kom til fortiden, hun ville for altid se med i skyggerne, vinde mere magt uden intentioner om at udnytte den. Nu hvor Irina ville vende tilbage, så ville hendes liv vinde en smule værdighed igen. "Og til det bedste. Du skal ikke tage af mig for fremtiden, jeg opretholder blot mine løfter," hun lagde hjertet pænt i skålen, så velholdt som det var dog blevet rosa af den manglende blodforsyning. "Vi ved begge at hun ikke vil vende ryggen til, ikke med det samme vel og mærke. Din far, den fordrukne tåbe vil fordrive hende," dette sagde hun selvsikkert, selv uden at have stået ansigt til ansigt med manden. Han ville aldrig acceptere at hans tidligere hustru var fri af ham, og hun betvivlede om Irina ville have det på samme måde.
"Jeg skal bruge hendes hjerte i ceremonien. Vær venlig at sy hende imens," bad hun og skubbede nål og tråd til ham, men uden at slippe den slog hun blikket op under sine øjenbryn og så på ham med et alvorligt blik. "Gør dig umage. Irina vil hade at du skamferer hende," advarede hun før hun endelig slap og i stedet tog fat om kniven. Dets skarpe blad strøg hun over sin håndflade og lod sit eget blod dryppe ned, hvilket gav en lille sky af røg fra sig. Herefter sænkede hun hænderne i skålen og blandede ingredienserne grundigt. Hendes øjne gled i, hun begyndte at mumle uforstående ord. Små lyn slog fra hendes hænder og ned i skålen, lysene blev pustet ud. Ianessa tog en dyb indånding og fortsatte sin messen. Der ville ikke gå lang tid, hun kunne mørke magien i sine hænder, hun kunne mærke livet og fornemme sjælene der lod sig tiltrække.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste oprigtigt ikke, hvordan han skulle have det med denne kvinde. Et sted fandt han ubehag ved dette, selvom han ikke lod det vises i hans ansigt. Hans moders hjerte blev drevet fra hendes bryst og ned i en skål. Var det ikke meningen, at det skulle blive i brystet, netop for at vække dem? "Jeg ved ikke, hvad du har gang i, men det der, er ikke normalt." Altid skulle hjertet forblive i kroppen! Sådan havde det i hvert fald været i hans tid, og ikke havde han tænkt sig, at lave det om!
At hun blot.. skubbede nål og tråd hen til ham, forundrede ham lidt. Hun ville sætte en mand med ru hænder til at sy? Han vendte blikket trodsigt mod hende igen. Ville hans fader fordrive hende? Han måtte erkende, at han havde sine tvivl om det. Den mand var jo ikke andet end en gammel drukkenbolt i dag. Og ærligt? Så kunne han ikke være mere ligeglad med den mand, end hvad han var nu. "Jeg tvivler på, at han overhovedet opdager, at hun er der, så plørefuld han er i de her dage." Han rystede kort på hovedet. Den mand drak da for fanden da hele familieformuen op! Han tog nålen og tråden og rev det ud af hænderne på hende. "Du får lov til at tage konsekvenserne af det her," advarede han denne gang. At sætte ham til den slags.. Så måtte hun for pokker da også vide, at han ikke var ligeglad med hende, selvom han havde forsøgt at agere efter det igennem så mange år. Han fik trådet nålen med stor besvær.. For fanden da.. Kunne hun da ikke sætte en kvinde til det her? "... Og hjertet? Skal det ikke på plads?" spurgte han. Han havde stadig ikke forstået meningen ved at fjerne det! Dog gav han sig til at sy. Han forsøgte rent faktisk at gøre sig umage.

[Ianessa Minerva Neferia]

Ianessa så op på ham med et udtryksløst blik, der i den grad opfordrede ham til ikke at stille spørgsmål ved hendes metoder. Nok var hun villig til at hjælpe ham, villig til at gøre en stor del for Irina, men hun ville bestemt ikke give slip på sig selv for det, og på denne her måde skånede hun alle. "Jeg gør ikke tingene 'normalt'," pointerede hun skarpt. Irina havde altid stolet på hende, så måske han burde begynde at gøre det samme?
Hans trodsige blik ignorerede hun og så køligt ned i skålen hvor hjertet lå, meget imponerende og meget smukt. "Det er måske sandt. Personligt har jeg altid ment at din mor var alt for god til den mand, desværre mener hun ikke det samme," hun sukkede og tøvede et øjeblik mens hun bare stirrede ned på sine ingredienser. Hun ville vække en god kvinde tilbage til et helvede, og hun ville nok elske hende for det. Visse ting skulle man bare aldrig forstå. "Det tvivler jeg på," hun så ikke engang på ham. Han havde store, ru og klodsede hænder, men hun kunne ikke både blæse og have mel i munden, og det vigstige var jo resultatet i sidste ende.
"Hjertet? Nej. Jeg skaber en magisk forbindelse således at hjertet vil så uden for hendes krop og sørge for livet i hende. Det er både mere sikkert og mere succesfuldt end den gamle metode, der blot bringer sjælen tilbage i en død krop. Halvdelen af dem falder om inden for ganske kort tid, fordi deres krop ganske simpelt ikke har overlevet selvom sjælen har," forklarede hun lagde begge hænder om hjertet. Hun lukkede øjnene og genoptog sin uforståeligt messe. Generelt brød hun sig ikke om at blive afbrudt i sit arbejde. Der blev underligt koldt herinde, som om at stormen rakte ind forbi de fire vægge og fik hendes hår til at rejse sig, men hun fortsatte stødt.