Ianessa Minerva Neferia

[Ianessa Minerva Neferia]

Ianessa | Minerva | Neferia

Fulde navn: Ianessa Minerva Neferia
Alder: Omkring 130.000 år gammel, ligner dog en kvinde i sine 30’er.
Race: Alkymist
Job: Personlig rådgiver for Marvalo-Familien
Status: Ugift
Loyalitet: Marvalo-familien I særdeleshed Irina Marvalo.

Våben: Fysiske våben er ikke noget Ianessa som sådan gør brug af. Hun har en lille kniv som hun bruger i rituelle henseender. I direkte kamp, her og nu, har hun ganske lidt værn til at beskytte sig, det farlige ved hende ligger i hendes magi og måden hun kan aflæse og kontrollere sjæle. Hendes kløgt og magiske styrke rækker meget langt, og derudover ejer hun talens magt og er en dygtig manipulatør.

Personlighed: Ianessas personlighed er en indviklet størrelse eftersom hendes sjæl er samlet af mange sjæle. Visse af fortidens værdier hænger stadig ved, men den personlighed hun dengang havde, eksisterer ikke længere. Umiddelbart er hun blidere end en typisk dvasianer, og er præget af en indre ro, man skal dog ikke tage fejl, pludselig vender hun og bliver rasende, jaloux, forblændet af vrede og had, som kan være svær for hende at kontrollere. Allerbedst beskrevet er hun utilregnelig men virker meget tillidsfuld. Hendes loyalitet ligger meget dybt ved Irina og Marvalo-slægten, nogle vil mene hun er en slave af dem, men hun har aldrig følt sig så fri.

Hendes nysgerrighed er stor, hun begærer viden og magt, evnen til at kunne gøre mere, og hun finder sin styrke i alt den energi hun har samlet i sig, aldrig vil hun afstå fra en udfordring. Trods den gamle alder, bærer hun stadig sin uskyld da hun er lidt af en enspænder og ikke lader nogle komme hende tæt ind på livet. En del af dette bunder i hendes loyalitet for Irina, der gentagende gange har lært hende at en mand vil fordærve hendes sind og gøre hende ulykkelig. Den livserfaring hun har stammer meget fra minder fra de mange sjæle som er en del af hende, hun er derfor den perfekte rådgiver, og har desuden ordet i sin magt. Årene har desuden gjort hende frygtelig ærlig, det filter hun engang havde med rigtigt og forkert er blevet hvisket bort.

Fortid:

En lun sommermorgen kom Ianessa til verden under åbne himmelstrøg. I dag ville man sige at hun blev født i Procias, lysets land, men dengang hun kom til verden var den ikke skilt af landegrænser. Begge hendes forældre var alkymister og havde slået sig ned et sted ude på landet, hvor de ikke blev generet af nogle. Hendes far var en meget klog mand, der var ikke den sjælemagi han ikke kunne udføre og han var lykkelig over endelig at have en at give det videre til.

Da Ianessa stadig var en lille pige kom landegrænserne til, og lys og mørke blev skilt. Procianerne brød sig ikke om hendes fars eksperimenter med sjælemagi, men han fortsatte ufortrødent. Den daværende greves hustru døde på mystisk vis og alle i landsbyen mente at skylden lå på hendes far, hvis magi de alle frygtede. Han blev dømt til døden mens hun stadig var ganske ung. Hendes mor troede at hun skånede hende for synet af hendes elskede far der forsvandt i et flammehav da han blev brændt på bålet, men hun så alt i øjenkrogen.

Tabet af hendes far gjorde moderen dybt ulykkelig. Hun stoppede med at praktiserer enhver form for alkymi og forbød sin datter nogensinde at gøre det samme. Ianessa turde ikke andet end at aflyde sin mor, desværre ramte flere tragedier endnu. Sorgen tog, ikke så mange år senere, hendes mors liv og den unge kvinde hun var blevet måtte gravlægge sin sidste forælder og leve selv. Det procianske samfund så hende som en ond troldkvinde der ville skade dem alle, hun levede der men i ensomhed. Den samme ensomhed drev hun bort med magiske bøger hendes far havde skrevet, eksperimenterede med sjælemagien til hun hver aften faldt til jorden af udmattelse. Sjælene – de afdøde blev mere end eksperimenter, hen af vejen udviklede hun et sært forhold til flere af dem, skabte en familie af de døde, der alle fandt en trøst i hendes levende væsen. Hvad hun ikke vidste var at hun med dette blotlagde sin egen sjæl, svækkede den, gjorde den gennemtrængelig for disse.

På en ensom færd, væk fra disse plagsommelige sjæle, stødte hun i de procianske skove på en ung mand, hårdt såret, blødende og klynkende på jorden. Hun forsøgte med alt sin ihærdighed at hjælpe ham, men han forblødte i hendes arme, efterlod hans blod på hendes hænder. De adelige der kom forbi og så dette tog hende med til slottet, hvor hun uden at blive hørt på, eller lyttet til, blev erklæret samme dødsdom som den de havde kastet over hendes far. Blot dagen efter da solen stod op, bandt de hende til en pæl midt i slotsgården og læste hendes synder højt for befolkningen, før de tændte op med en brændende fakkel. Ilden tog hurtigt fat, smygede sig om hendes krop og bragte ulidelige smerte. I natten skreg hun sin smerte ud, og hendes råb blev hørt af de mange sjæle der havde været hendes familie, og da hendes egen sjæl var på sit svageste samlede alle disse deres energi i hende, og tog form i sit indre. Resterne af hendes levende legeme, blev smidt bort i troen om at hun var død, men hun var i live, lige knap. Mens hun lå og kæmpede for sit liv, dukkede en kvinde op, hun så kun skyggen af hendes kjole og hørte hendes stemme, før alt sortnede.

Uger efter vågnede hun i et stort palæ, på et værelse hvor sengetøjet var spundet af guld. Den samme kvinde havde fået en anden alkymist til at tage hånd om hende. En del af hendes hud var helet, men noget af den kom sig aldrig. Den kvinde der havde reddet hende, Irina Marvalo, tog vel hånd om hende, lod hende have et værelse på et palæ hun ellers havde haft for sig selv. Af taknemmelighed svor Ianessa sin troskab til denne kvinde, som lovede hende at hun ville opnå et stort talent. Irina forlod i ny og næ palæet, men hun havde sørget for at en dygtig alkymist, Ophelia Diamaqima, var omkring til at lære hende op. Undervejs i sin oplæring opdagede hun hvad der var sket, hvordan hun havde overlevet at blive brændt levende, og at disse sjæledele stadig var en del af hende, og formentlig altid ville være det. Ophelia lærte hende at finde en styrke i dette, at acceptere at være en splittet person, før hun selv drog videre. Ianessa var en voksen kvinde nu, og hun havde givet hele sit liv, sin loyalitet til Marvalo der til gengæld gav hende alle muligheder, alle remedier og en frihed og samhørighed hun aldrig havde haft, en følelse af at være en del af noget større, og der har hun været siden.

Styrker:

- Magisk styrke bundet sammen af de mange sjæle.
- Evnen til at lære nyt på kort tid, og begæret efter det.
- Frygtelig overlevelsesdygtig herunder en tilpasningsevne uden lige.
- Gennemskuer let levende som døde sjæle.
- Skærpet opmærksomhed i sine omgivelser, sjældent går noget hende forbi trods isolation.



Svagheder:

- Ensomhed
- Ild
- Hendes udseende da hun er perfektionistisk
- Den kamp hun hver dag kæmper for kontrol over sig selv og alle sine dele
- Skiftende personlighed
- Frygt for hvad mænd kan gøre ved hende
- Forblændet loyalitet til Irina.

Kendetegn: Hendes krop og ansigt ærer tydelige spor efter flammehavet der tog hende. Derudover går hun altid med en særlig kæde som halsen, som på magisk vis holder sjælene i hende bundet.

Tilholdssted: Imandra

Andet? Nej


Signatur: Katie McGrath

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Godkendt!