You are mine..!

[Lily Rose Summers]

Det var underligt for Lily at møde en vampyr, der stadigvæk holdt på gamle principper. Normalvis var det bæster hun mødte og det brød hun sig bestemt ikke om, mest fordi de ville tvinge hende ind til sig, så de kunne bide hende, uden at hun kunne gøre modstand. Heldigvis var de ikke glade for lys eller ild, så de var også nemme at skræmme bort. Underligt væsner. Men ligeså underlig fandt hun det, at hun nu stod overfor en vampyr, der nægtede. Denne mand ville ikke, fordi han stadigvæk bar på sin samvittighed. Eller i hvert fald ideen om sin samvittighed. Selv kunne hun jo se, at han var sulten. Selv det, at han nærmest gik i forsvar fik hende til at le. Nej, hun sagde jo heller ikke, at han skulle ændre sig for nogen. Men for sin egen skyld derimod, hvilket hun selv kunne have godt af at huske på. Men hun var stadig præget af Mattheus' behandling af hende og katteskikkelsen var efterhånden hendes foretrukne skjul og form, da det var meget nemmere at kunne gemme sig fremfor alt andet.
#Måske du skulle gøre det for din egen skyld,# endte hun. Hun hoppede denne gang ned af grenen og endte med at stå i sin menneskeskikkelse på jorden foran ham igen. Nu havde hun fået varmen lidt, så hun kunne da vise sig lidt for ham igen. Hun havde et sted lyst til, at han skulle bide hende. Fordi.. han var anderledes end alle andre vampyrer og det gjorde hende nysgerrig. "Vil du virkelig afvise mig som måltid, blot fordi du synes det rammer din samvittighed?"

[Marius Amalani Darcy]

At nære den brændende lyst til at sætte tænderne i det menneskelige, forsøgte Marius for alt i verden, at bide i sig, selvom det virkelig ikke var nemt. Det her, var slet ikke noget, som skulle forekomme, og det burde slet ikke forekomme! Han lukkede øjnene let, idet han vendte blikket den anden ven, mest for at sikre sig, at han ikke blev yderligere fristet, end hvad han måtte være i forvejen. Han forsøgte om ikke andet, og det var virkelig ikke nemt. Han bed tænderne kraftigt sammen. "Jeg har det fint med det liv, som jeg har," sagde han denne gang. En kvinde skulle slet ikke komme her, og fortælle ham, hvad han skulle, og hvad han ikke skulle. I forvejen, havde han været så uheldig med udviklingen i sit liv. Han havde altid været den, som blev ladt tilbage.. Og efterhånden, var det blevet rigtig hårdt for ham, at fortsætte med at smile, for det var ikke noget, som kom ud af ingenting. Desværre.
At hun sprang ned og forvandlede sig for øjnene af ham igen, tvang Marius til virkelig at skulle koncentrere sig. Ikke var det nogen hemmelighed, at han var en ensom mand, og det var uden tvivl noget, som særligt gjorde sig mærkbart lige nu. "Jeg har ikke lyst til at miste den samvittighed, som jeg blev født med. Så... jeg vil ikke." Han vendte blikket direkte mod hendes blik denne gang. Han forsøgte om ikke andet, også selvom han virkelig var fristet til at sætte tænderne i hende. Han ville bare ikke.. Ikke hvis han kunne undgå det.