You are mine..!

[Marius Amalani Darcy]

Lily Rose Summers

---

Knæk..! Satans.. Marius farede igennem skoven i Dvasias. Efterhånden havde han vænnet sig til det, at skulle lade det indre bæst slippe fri, men det var stadig svært. Siden han havde mistet Cassie, og ellers havde været 'fanget' i Corvento, havde han valgt at give mere og mere efter for den vampyr, som han var af sind og sjæl. Hvorvidt om sjælen overhovedet var til stede, var jo omstændigheder, som man jo så måtte diskutere.
Tænderne var blottet. Igennem den sidste time nu, havde han faret efter lyden af et bankende hjerte, og han vidste, at det var her omkring. Efterhånden var han ved at have nogenlunde styr på det med at jage, og være det væsen som han var, for nu havde han også brugt så lang tid, på at underkurre det, og forsøge at være det væsen, som han hele tiden havde været. Det var vel bare gået op for ham, at han ikke ville komme tilbage til Procias og sit gamle liv igen, uanset hvor meget han end ønskede at det skulle være sådan?

De rødlige øjne stirrede frem for sig. Han mærkede hvordan tænderne måtte løbe i vand, og det var endda uanset hvad han gjorde ved det. Han prustede svagt, inden han stoppede op igen, og lyttede. Sanserne var jo skærpet, og nu hvor han for alvor var begyndt at lade sig selv leve det liv, var det bare.. nemmere, at åbne op for det. Det var jo faktisk slet ikke så slemt, som han måske først havde antaget, at det ville være. Han drejede hovedet i retningen af lyden hvor han var sikker på, at han kunne høre vedkommende. Lige hvad han jagtede, vidste han ikke.. men noget var derude, og han var sulten!

[Lily Rose Summers]

Endnu engang var Lily alene. Hun havde ladet Nathaniel undersøge hende gennem længere tid og det virkede da til, at han havde fundet ud af nogle af de ting der lå bag hendes forvandling. Det var jo ikke normalt for en magiker at kunne forvandle sig til et dyr, men med den drik som Mattheus havde skænket hende dengang, så var det nu muligt, fordi det påvirkede hendes gener og magi. Da han havde fået det han skulle bruge, så havde hun fået fri af tjeneste. Så endnu engang efterladt med ingenting. Strejfede egentligt bare omkring på må og få, men det var heller ikke så svært i hendes lille katteskikkelse. Faktisk var hun ganske tilpas som omstrejfende ocelot, men hun dagdrømte af og til om at have et sikkert sted.

Til aften havde hun egentligt fundet sig selv ganske roligt, indtil en vampyr pludseligt var kommet på sporet af ham. Af instinkt, så havde hun selvfølgelig sat på flugt inden han havde set hende, for han havde lignet en, der skulle på jagt. Og nu var hun så blevet byttet. Det hujede hende ikke ligefrem, for hun var virkelig ikke klar til at dø! Hun styrtede gennem skoven og følte, at hun havde fordelen ved at være lille og adræt, da hun så kunne springe gennem eventuelle væltede træer og stammer... Men, det fandt hun så ud af, at vampyren også kunne. Faktisk var han virkelig hurtig. Hun skiftede retning og håbede på at ryste vampyren af. Hendes hjerte pumpede dog derudaf, så han kunne sikkert høre hende hele tiden.

[Marius Amalani Darcy]

Sulten var det eneste, der styrede Marius i øjeblikket. Den evige tørst efter noget at drikke.. noget at nære sig på, og den kom jo heller ikke ud af ingenting, kunne man sige. Han brummede svagt.. Dyret var uden tvivl meget fremme i ham i øjeblikket, hvilket på ingen måder lignede ham, men for pokker.. Han kunne ikke gøre for det! Det var heller ikke fordi at han var dette væsen, uden at ville være det. Faktisk havde han foragtet det igennem så mange år, uden at han egentlig kunne gøre det store ved det, hvilket selvfølgelig var en tanke, som gjorde ham ked af det. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det lige nu.
Han stormede igennem skoven. Kappen blafrede fast efter ham. Det var vinter, og for mange betød det, at det var koldt.. Derfor bankede manges hjerter også det hurtigere. Et sted var det en lyd som selv Marius nød at høre, selvom han vidste, at han slet ikke burde. Den vampyr, var virkelig bare drevet frem i ham, som aldrig nogensinde før.

Fast løb Marius igennem skoven. Efterhånden var han ved at være kendt i området her, og det at lade vedkommende slippe, kom slet ikke på tale. Han blottede tænderne denne gang. Hans hud skinnede næsten i skæret af den blege måne, som hvilede højt oppe over dem, og ikke var det fordi at han havde noget imod det. Han elskede det jo for pokker! Han brummede denne gang, inden han gjorde et kraftigt spring over en bunke grene som lå i vejen for ham. På den anden side, stoppede han op. Han rettede sig op, mens han lyttede. "Jeg ved at du er her.." Det var alt hvad han sagde. Hans stemme var dog rolig og blid. Et sted var den gamle Marius jo stadig en del af ham.

[Lily Rose Summers]

Lily vidste, at hun bedst ville slippe fra dette, hvis hun forvandlede sig. Desuden var hun ikke bleg for at stå nøgen foran nogle, da hun aldrig havde været blufærdig. Hun havde haft mange mænd i sit liv og havde ikke været specielt dydig. Desuden var hun ikke en, der var god til at slå sig ned og det havde hun jo kun fået bevist op til flere gange nu, at det bare ikke var noget, der lå i hendes kort. Hun var dømt til et liv som omstrejfer.

Hastigt fløj hun over skovbunden på sine små poter. Hun kunne høre hvor vampyren var, hvilket var praktisk i denne skikkelse. Det ville hun miste hvis hun forvandlede sig, da hun ikke havde de samme skærpede sanser som menneske jo. Hendes hjerte hamrede. Det var koldt efterhånden, men i denne skikkelse havde hun det også godt lunt. Hun ville nok aldrig have overlevet på gaden hvis hun ikke havde fået ocelot-skikkelsen. Hun fandt en træstamme, der var nedlagt, som hun hurtigt søgte skjul i, da der var et hul ind i stammen. Her satte hun sig i håb om, at han ikke ville kunne gennemskue hvor hun præcist gemte sig, selvom han kunne høre hendes hjerterytme.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste, at den lille skikkelse måtte være i nærheden. Så kraftigt og så voldsomt som hjertet måtte hamre og banke, kunne det kun forholde sig på den måde. Han kneb øjnene let sammen, inden han fortsatte over skovbunden. Han kunne ikke høre hende løbe mere.. Hvor mon hun så havde gemt sig?
Langsomt søgte han frem. Han kunne høre, at hun var der. Den hjertebanken, kunne hun da på ingen måder skjule for ham. Han sænkede hovedet en anelse, hvor han bare stod og lyttede. Hun ville ikke kunne gemme sig for ham.. Det stod han fuldkommen fast på. Det ville hun slet ikke kunne! Hånden lagde han roligt mod et træ, som han lod de nu skarpe negle rive sig op af i stedet for. Hovedet lod han søge på sned. Hun var der.. Han kunne høre det.. Et lille væsen. Han smilede svagt for sig selv. Hvad var det helt præcist, der skete med ham? Var han.. ved at blive ond og kold? Han trådte op på det træ, som hun måtte gemme sig i, som han langsomt balancerede henover. "Du kan ikke gemme dig for mig.." Han var sulten.. Han var virkelig ved at blive sulten nu!

[Lily Rose Summers]

Lily måtte tage sig sammen. Som magiker burde hun kunne slå ham, så hun skulle bare slappe af, så hun kunne forvandle sig. Hun nåede dog ikke til det før hun hørte en kratten på den stamme hvori hun havde søgt sit skjul. Hun var hurtig, men vampyren var mindst ligeså hurtig, hvis ikke hurtigere endnu. Hun fnøs. Jo, hun kunne faktisk sagtens gemme sig for ham, men han kunne blive her længere end hun nok kunne. Og han ville kun blive mere og mere sulten, hvilket ikke ville gavne hende. Hun hørte også, at han nu direkte gik ovenpå stammen. Hun fulgte hans skridt og da han var modsatte ende af hvad hun selv var, så skød hun ud af stammen i højeste fart hun kunne og hastede videre over skovbunden.
På vejen forvandlede hun sig i luften og endte elegant på benene i sin menneskelige og dog nøgne skikkelse. Hun vendte sig denne gang rundt i håbet om, hun ville have en chance for at forsvare sig. Fast formede hun så en magisk kugle i sin hånd...

[Marius Amalani Darcy]

Umiddelbart gik Marius jo ud fra, at det var et dyr han var på jagt efter, da der ikke var noget som stemte overens med, at det skulle være et menneske. Mennesker holdt han sig helst fra i den forstand, at det var ham muligt, selvom han udmærket godt vidste, at det overhovedet ikke var noget, som faldt i smag ved Ingrid og Valerio, som begge var vampyrer med alt hvad det indebar! Det var han dog ligeglad med. Det her var stadig en stor ting, som han skulle vænne sig til, og det var jo først nu, at det var begyndt at komme.. Og det kom mere og mere for hver dag, som nu måtte gå, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
For nu, så legede han vel. Han vidste jo udmærket godt, at hun var der, og det var også lidt det, som han reagerede på i øjeblikket. Han sprang ned af træet, hvor han kunne høre ende spæne i den modsatte retning. Nu skulle det nok vise sig, at blive interessant!
Tænderne blottede Marius, idet at han stormede direkte efter. Det kunne godt være, at hun var hurtig, men han var det samme! Det var først, da dyret... forvandlede sig, at han stoppede op igen! Han kurrede henover skovens bund, idet han stoppede. Den magiske kugle i hendes hånd, kunne han se.. Magisk. Fedt! Lige hvad han havde brug for lige nu! "Magiker.." vrissede han denne gang. Han trak sig et skridt. Mennesker ville han jo undgå at nære sig på til hver en pris! Så langt, om ikke andet.

[Lily Rose Summers]

At vampyren stoppede op, da Lily fik sig forvandlet til menneske glædede hende faktisk. Hun havde egentligt forventet, at han ville være sprunget på hende, men det så ikke sådan ud. Hvorfor ikke? Var han ikke vampyr? Pludselig gav det hele overhovedet ikke mening for hende, hvilket faktisk forvirrede hende en del. Selv stod hun jo fuldkommen nøgen, men var faktisk fuldkommen ligeglad. Hun lod hovedet søge på sned. "En vampyr, der trækker i land? Hvor sødt," endte hun hånligt. Hvis man var et mørkt væsen, så skulle man da stå ved det. Ligeså vel som hun altid ville stå ved at være magiker og holde lyset tæt ved sig uanset hvordan hun blev behandlet. Kuglen lod hun forsvinde igen, da han trak sig væk, for han truede hende jo ikke lige nu. Hun vædede let sine læber og satte hænderne i siderne. Hun kunne ikke se ham ligeså godt nu, men hun kunne da ane hans silhouet her i mørket. Bare ikke nær så godt som i katteskikkelsen. "Du blev vist snydt af mit lille væsen, jeg skjuler mig i," endte hun morende. Det var jo en god bekræftigelse, at det virkede.

[Marius Amalani Darcy]

Marius bed tænderne sammen. Det var jo slet ikke hans mening at jage noget, der mindede om et menneskeligt væsen! Endnu var han blevet konfronteret med noget, som han bare ikke kunne lide - og det var det vampyriske i at være så afhængig af blod. Han ville ikke nære på menneskelige væsner. Hans blik faldt omgående til hendes skikkelse denne gang.
Han brummede irriteret. Hun kendte ham ikke eller de problematikker, som han egentlig kæmpede med dagligt, fordi at han dagligt skulle konfronteres med dem, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. "Jeg vil ikke.." Normalt var han jo ikke nogen ukendt mand, men siden han var blevet til det væsen, som han var, var det som om, at det bare blev glemt igen så hurtigt, som man nu overhovedet kunne komme til det. Han rystede denne gang på hovedet af sig selv, inden han atter så mod hende. Nøgen og det hele.. Han så væk igen. I ren respekt for hende. Han var jo gammel adelig.. Det var bare noget som han ikke kunne ryste af sig, bare sådan uden videre. "Jeg... jeg beklager.." Sulten var der jo.. og den var ulidelig! Og den var virkelig voldsom lige nu.

[Lily Rose Summers]

Lily så mod vampyren, der nu stod og lignede en, der kunne falde over sine egne fødder fordi hun havde forvandlet sig. Han så utroligt sulten ud, men dog var der stadigvæk noget, der holdt ham tilbage. Hvad pokker kunne det være? Og hvordan? Pludselig fandt hun det irriterende, at hun havde flygtet i sådan en hastig fart for så... ikke at få lov til at forsvare sig. Hun kneb øjnene sammen og så indgående mod ham. Han brummede? Okay, meget dyrisk var han, men han gav alligevel ikke sig selv lov. Det var egentligt en sjov tanke. Gad vide hvilket liv han måtte komme fra, der kunne skylde dette? Med vinteren, så blev det også tydeligt koldt for hende at stå her i ingenting, så hun endte med at forvandle sig igen. Hun håbede dog inderligt det ikke fik ham til at springe på hende med det samme. #Du vil... ikke?# endte hun direkte spørgende. Han ville høre hende, eftersom hun kunne overføre det magisk til ham. Hun sprang op i et træ nær sig, så hun endte på en gren et rimeligt niveau oppe, så hun ikke sad og skulle stirre op på ham. Nærmere sad hun faktisk i hans højde og kunne se på ham. Hendes øjne var i hvert fald tydeligere nu og selvlysende her i mørket. #Hvad beklager du for?# spurgte hun videre.

[Marius Amalani Darcy]

Det her var overhovedet ikke noget, som skulle have lov til at forekomme i det hele taget. Han havde søgt efter hende, i håbet om, at det kun havde været et dyr i lidelse, som han kunne ende så hurtigt, og samtidig få den næring, som han selv ønskede. Var det overhovedet underligt? Han ønskede slet ikke at nære på noget, der mindede om et levende væsen, hvis det var noget, som han ellers kunne undgå i den anden ende.
Derfor vendte Marius blikket bort. Han kunne jo trods alt heller ikke fryse længere, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes lige nu. Øjnene lukkede han denne gang, kun i et kort øjeblik, for at samle sig om tingene i stedet for. "Jeg nærer ikke på menneskelige væsner.." sagde han denne gang. Hvad andet skulle han da sige? Det her var overhovedet ikke noget, som burde forekomme. Det ødelagde jo bare fuldstændig det hele for ham lige nu!
I takt med at hun forvandlede sig igen, og søgte op i et træ, vendte Marius blikket mod hende igen. Han kunne høre hendes hjerte banke.. Han kunne se den lille skikkelse, og hans tænder løb i vand. Det her var bare på ingen måder noget som gavnede ham i det hele taget. Han rystede denne gang på hovedet, hvor han også denne gang, trak sig et skridt yderligere væk fra hende. "Du burde gå.." sagde han denne gang. Han ønskede jo trods alt heller ikke, at forvolde hende noget ondt.

[Lily Rose Summers]

Dette var i sandhed den mærkeligste vampyr Lily nogensinde havde mødt. Nu havde hun efterhånden strejfet en del omkring i Dvasias og hun var stødt på en vampyr en gang eller to før. Tænk at hun som et væsen af lyset skulle ende i mørket og ikke rigtigt føle for at tage hjem. Procias var ikke hendes hjem længere og ville nok aldrig blive det, for hun følte sig faktisk bedre tilpas i Dvasias. Mattheus havde virkelig ødelagt hende og alt var jo kommet tilbage til hende. Hun lod hovedet søge på sned. Han nærede sig ikke på menneskelige væsner? Det lød godt nok underligt i hendes ører. #Du er en underlig vampyr,# endte hun sigende. Havde han virkelig stadigvæk sin samvittighed? Det lød næsten for godt til at være sandt. De vampyrer hun havde mødt - og flygtet fra - havde ikke tøvet med at ville slå hende ihjel for at nære sig på hende. Hun blev siddende på grenen og så mod ham. Han.. bakkede nu? Dette morede hun sig faktisk betragteligt over. Aftenen var gået fra at være en kamp om hendes liv til at grine over en vampyr. I sandheden følte hun sig på toppen. #Hvordan kan du stadig have din samvittighed?# spurgte hun nysgerrigt.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde sine ting, som han nægtede at gå på kompromis med, og dette var og blev nu bare et af dem. Faktisk kunne han slet ikke lide tanken om, at skulle være tvunget til at nære sig på noget menneskeligt. Noget som han engang selv havde været, og som han ellers gjord,e hvad han kunne, for at klamre sig til. Selvom sulten var så voldsom lige nu, at den næsten føles dræbende, så valgte han at bakke ud i stedet for. Det her var virkelig ubehageligt. "Det siger man," sagde han blot. Han var jo ikke en vampyr som alle andre, og han gjorde en kæmpe gestus ud af, at komme godt fra det. Det var bare ikke altid, at det gik, som han gerne ville det, hvilket rent faktisk var en tanke, som måtte irritere ham en del. Uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det.
Igen vendte han blikket mod hende, som hun sad på grenen. Den samvittighed.. de tanker. Alt det ,var noget, som han virkelig klamrede sig til. Det var svært.. og det blev kun mere og mere besværligt, sådan som de andre lagde pres på ham, og det blev kun mere og mere fristende, at give efter. Han bed tænderne svagt sammen. "Fordi.. Jeg engang selv var levende, og forsøger at huske hvordan det var." Hvorfor skulle han ødelægge det? Hvorfor skulle han tage det fra de andre, fordi at han selv skulle leve af det, når der var andre alternativer og andre måder at gøre tingene på? Det var i hvert fald sådan, at han så på det. Hans blik forblev hvilende på hende. Han var virkelig, virkelig fristet!

[Lily Rose Summers]

At vampyren foran Lily havde sine standarder fandt hun højst usædvanligt. Normalvis stoppede de kun op, fordi hun faktisk havde formået at flygte fra dem eller slå fra sig med sin magi, hvilket havde fået dem til at opgive hende som byttet for natten. Hun var aldrig blevet bidt af en vampyr - heldigvis for det. Meget andet havde hun oplevet og en vampyrs bid var ikke ligefrem på ønskelisten. Okay, så han var da klar over, at han var underlig. Men hvis han boede med vampyrerne, så var det fascinerende, at han kunne holde ved!
#Men du er jo vampyr nu,# endte hun påpegende. Ja, hun fandt det mærkeligt at holde fast i fortiden, da man ikke kom nogle vegne af det. Det havde hun da fundet ud af på den hårde måde og derfor strejfede hun nu rundt alene. At fæstne sig til andre, det havde hun lagt bag sig, for det første ikke til noget godt for hende. Hun brændte bare nallerne og endda flere gange. #Bare fordi du giver efter for den du er nu, betyder det vel ikke, at du mister din fortid? Den vil jo altid være med dig. Men måske det kunne være godt at give slip,# fortsatte hun. Okay. Nu snakkede hun vist mest om sig selv, men fint var det da at lægge det hele over på ham.

[Marius Amalani Darcy]

At holde ved, var netop en kæmpe udfordring, som Marius til tider, havde svært ved at overkomme, men han kunne bare ikke gøre noget ved det. Hans barnebarn, var det eneste, som han havde tilbage, efter han havde mistet det hele.. Den familie som han havde haft.. Det var forfærdeligt. Han var blevet slået ned igen og igen, og nu stod han jo så her. "Det vedjeg godt," sagde han denne gang. Han vidste jo godt, at han var vampyr! Men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at han i forvejen var ked af, at han var det væsen, som han var. Han var i hvert fald ikke nogen stolt mand af slagsen.
Marius dirrede og sitrede. Det her var faktisk vildt ubehageligt. Hans tænder løb i vand, og sulten var i øjeblikket meget ekstrem, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han lukkede øjnene kun for et kort øjeblik. Han var i princippet ligeglad med, hvad hun var vant til. Det ændrede slet ikke på det faktum, at han ikke ønskede at bide hende og nære sig på hende. Han gjorde ikke den slags på menneskelige væsner. Det havde han lovet sig selv. Også mest for sin egen skyld. Han ønskede nemlig ikke at have den slags liv på samvittigheden. "Jeg er den mand jeg er, og det har jeg ikke lyst til at ændre.. Ikke for nogen." Han rystede let på hovedet, inden han trak sig endnu et skridt. Han kunne endnu høre hendes hjertebanken, og den vækkede det kun yderligere ham. Han ville ikke være den vampyr. Det nægtede han simpelthen nogensinde at blive!