I hate you..

[Samuel Acheron]

Det var gået op for Samuel, at han ikke længere ville finde sig i noget. Han havde føjet folk hele sit liv, fordi han ikke havde troet på sine egne evner, men på det seneste var det gået op for ham, at han jo havde mulighederne, så han måtte bare gribe dem. Sephiran skulle træne ham, så han kunne stå ved sin brors side i opgøret mod Kimeya. Den mand skulle virkelig ned med nakken og fortjente at dø en grusom død. Ligeså alle hans nærmeste håndlangere, som på Kimeyas befaling havde tortureret ham. Han rullede med øjnene og fnøs bare af hendes ord. Han kunne virkelig ikke bruge den attitude til noget fra hende og det måtte hun da også selv indse. Det lød ikke ligefrem som det glædelige gensyn, da hun sagde, at hun havde tænkt meget på ham. Det kunne ikke ligefrem være gode tanker sådan som hun opførte sig, så han blev jo nødt til at få hende til at holde kæft. Han valgte ikke at svare, da han ville lade beviserne for torturen tale for sig selv. For han havde ikke haft alle disse ar og mærker, da hun havde taget lederposten. Det var kommet efter Kimeya havde tromlet hende ned for 2. gang og han havde været holdt i en celle i Mørkets Cirkel i... ja, hvem vidste hvor længe? "En warlock... To warlock. Nogle af Kimeyas hjernedøde håndlangere," endte han. Måske var de hjernedøde, men de var ondskabsfulde og uden fortrydelse. Hendes hånd mod hans ryg føltes virkelig rar, men selv han hadede den viden om, hvad der stod på hans ryg. Det var pinligt og ydmygende! Han vendte sig stille rundt igen og kiggede indgående på hende. Han tog stille hendes hånd, som før havde været mod hans ryg. Han kyssede derpå hendes hånd blidt. "Hvis du ikke kan tro på mine ord, så har vi ikke mere at gøre sammen," endte han dæmpet og slap igen hendes hånd. Det gjorde ondt på ham, at hun havde så lidt tiltro til ham! Han trådte et skridt tilbage og tog igen sin bluse på.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var en kvinde, der var indebrændt med meget had og meget vrede, uden at hun egentlig vidste, hvad hun skulle gøre ved det. Det var hårdt for hende. Oprigtigt, så var det virkelig hårdt, og det var trættende og udmattende også for hende ,at gå rundt og have det på den måde, men hun kunne for fanden da ikke gøre noget ved det, og det var en tanke som gjorde hende vred!
At stirre på de mange ar og mærker, som han havde fået pådraget sig, var en tanke som kun gjorde hende yderligere vred. Under normale omstændigheder ville hun have været fuldstændig ligeglad, og lade det her være hans egen sag, for det var jo hans skyld, at det var sket under de omstændigheder.. Men hvad.. Det kunne hun bare ikke, uanset hvor meget hun forsøgte sig med det. Hånden strøg over hendes navn på hans ryg, hvor hun stirrede på det, frem til han vendte sig om igen. Hun ville hævne det.. hvis hun kunne. Lige nu, kunne hun bare intet stille op, hvilket kun gjorde hende mere frustreret, end hvad hun måtte være i forvejen. At han tog omkring hendes hånd, sagde hun intet til.. Kysset derimod.. Dem havde de delt så få af, kun fordi at hun ikke havde ladet ham. Svagt bed hun sig i læben. Hun kunne jo se, at han havde haft det hårdt, bare ud fra hvordan han havde det.. og hvordan han så ud. Igen vendte hun blikket væk fra ham. Hvad skulle hun da sige? Det var faktisk ved at være temmelig svært nu! Hånden trak hun til sig igen, hvor hun så mod ham, da han tog om sin bluse igen. "..." Hun opgav. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige.

[Samuel Acheron]

Det kunne godt være, at det var svært for Malisha. Men Samuel var færdig med at blive ført rundt i manegen som en anden cirkushest. Han havde støttet hende og fulgt hende på hendes færd mod lederposten, men hvad havde det overhovedet ført dem til? Ikke andet end svig, smerte og et endnu større tilbageslag end førhen. Hun havde igen mistet sin magi, han havde lagt i koma og Ravennah var død. Mon Malisha overhovedet vidste det? Mon det overhovedet betød noget for hende? Han vidste det faktisk ikke og det gjorde ham faktisk vred at tænke på. Ravennah havde betydet meget for ham, eftersom det jo biologisk set havde været hans søster, men han havde opfostret hende som sin datter. Og hun var død. Det havde han dog først husket noget tid efter han var vågnet af sin koma. Han havde virkelig mange ting at hævne for. Både sig selv og for Ravennah.
At hun ikke engang havde noget at sige gjorde ondt på ham. Han følte sig virkelig ubetydelig for hende og det kunne han slet ikke have. "Og du har ikke engang noget at sige..." Det var ikke rigtigt et spørgsmål, nærmere en konstatering. Han sukkede opgivende og vendte om. Der var vel ikke mere her?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det gjorde faktisk Malisha ked af det, at vide, at han havde været igennem det her, for hun vidste heller ikke, hvordan hun skulle håndtere det. I forvejen var det uvant for hende, at nogen i det hele taget havde den form for betydning for hende, for det havde han jo.. Hvorfor skulle hun ellers reagere så voldsomt, som hun gjorde? Hvor Ravennah var i alt det her, vidste hun ikke.. Hun havde aldrig været særlig god til børn, selvom hun selv for Samuels skyld, havde forsøgt. Hun bed tænderne kraftigt sammen, hvor hun vendte blikket bort igen.
"Hvad vil du have, at jeg skal sige, Samuel?" spurgte hun denne gang med en kortfattet stemme. Hun var i forvejen ikke god til følelser, og det vidste han jo også godt. Det havde hun jo altid fortalt ham, og de var vel også det, som han vidste?
Tårerne meldte sig i hendes øjne, hvilket bestemt heller ikke var typisk hende at gøre! Hun vendte sig mod ham igen. Var det virkelig, hvad han ønskede at opnå? Hun var jo selv efterladt til at dø.. Glemt af alle, og ladt til at dø.. Hun havde jo også selv set herrens ud, da Nick endelig havde fundet hende, og det havde været et rent tilfælde, at han havde gjort det. "Jeg er ked af det.. Er det virkelig, hvad du vil høre?" fortsatte hun denne gang. Det gjorde hende vred, og det gjorde hende frustreret. Tårerne trykkede og klemte.. Men hun ville ikke.. Hun ville ikke fremstå som svag! Selvom det var, hvad hun var lige nu.

[Samuel Acheron]

Samuel så mod hende. At hun var blevet efterladt i Mørkets Cirkel syntes han da virkede bedre, end hvis Kimeya havde taget hende med sig og gjort endnu mere ved hende. Faktisk var det glædeligt hun i Kimeyas øjne var tilpas ubetydelig, så han havde efterladt hende i stikken. Hvem der så havde fundet og reddet hende, det vidste han ikke. Sephiran? Eller en anden? Det ville han vel tidsnok finde ud af.
"Jeg er faktisk ligeglad med hvad du siger, bare du siger et eller andet... Prøver et eller andet!" endte han frustreret. Han gad ikke, at han skulle fremtvinge det hele og blive ved med at presse hende. For hvis hun ikke gad kæmpe for det, så vidste han snart ikke om han gad mere heller. Dette var ikke en envejs-ting; hun måtte lære at ofre sig for andres skyld. Han slog ud med armene og søgte hen mod døren. Han kunne finde selskab, der var mindre svært at være i end det som Malisha var netop nu. Hun gjorde det virkelig ikke nemt. Ved hendes næste ord, så stoppede han op og vendte blikket tilbage mod hende. Han drejede så også rundt, så hun stod med fronten vendt mod hende igen.
"Ked af hvad? At du aldrig har ladet mig komme nær dig? Aldrig har værdiget mig en reel status ved din side? At alt har handlet om dig skønt det har reddet din røv, at du har fået skænket Acheron navnet via mig? Eller... er du ked af, at du ikke fik ret? At du tog fejl af, at jeg ikke forlod dig? Eller er du ked af, at jeg faktisk bekymrer mig om dig, men at du pisser på alt hvad jeg føler og ønsker for dig, som er godt?!" En flod af ord væltede ud af ham nu, for det var skide frustrerende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Et sted gjorde det også Malisha virkelig ked af det, at hun ikke kunne leve op til de forventninger, som han nu måtte have til hende. Hvad fanden skulle hun da gøre? Hun kunne ikke rigtigt finde ud af det! Igen vendte hun blikket bort. Det med følelser og reaktioner, var hun ikke god til. Det som hun derimod forstod sig på, var vrede. Det var dog en følelse, som hun uden tvivl var meget godt kendt med i forvejen!
At han så bare valgte at gå, var en tanke som kun gjorde hende endnu mere ked af det. Det var jo ikke fordi at hun ønskede at miste ham.. Og hun hadede sig selv, for at gøre sig den tanke, for det lignede hende bestemt ikke, at have det på den måde. Hun havde også sine ting at slås med, og hun vidste det jo godt.. Men det at blive konfronteret med det på den måde, det havde hun det virkelig ikke godt med! "Jeg er ked af, at du skulle udsættes for det her! Okay?!" Igen vendte hun sig mod ham. Han havde betydning for hende, og det havde han haft længe, og hun hadede virkelig sig selv for det. En tåre banede sig vejen ned af hendes kind, da hun atter så mod ham. Det havde jo aldrig været hendes hensigt. Hun havde mistet sin magi, og han havde været underlagt grov tortur. "Og.. ked af, at du har fået den betydning for mig." At have nogen så nær, var hun ikke god til. Det gav hende svage punkter, og punkter, som kunne rammes. Var det overhovedet underligt, at hun ikke kunne lide det?

[Samuel Acheron]

Samuel så mod hende, nu hvor han endnu engang havde vent fronten mod hende. Han stod dog nærmere ved døren nu og længere væk fra hende. Hvis hun ikke ville have ham, så kunne hun virkelig også være fri, for han var træt af kun at hive i tovet den ene vej. Nu måtte det også være hendes tur til at kæmpe igen for det hun gerne ville og hvis det ikke var ham, ja så slap han tovet for alvor. Han så mod hende. Han var ikke direkte vred, han var bare utrolig frustreret over det hele. Ligeså ked og såret over, at hun åbenbart tænkte så lidt om ham. Dette føltes som et slags endeligt opgør i deres forhold, hvilket dog skræmte ham, for hun havde en virkelig stor betydning for ham, skønt deres forhold nok var noget mærkeligt i forhold til normalen. Men de gange hun havde åbnet sig op for ham, havde de jo haft det skønt sammen. Men hun var oftest en lukket musling, der meget sjældent åbnede op så man kunne nå perlen, som var hendes indre. Den rigtige Malisha, der hvilede i sig selv og hverken var bange for noget eller beskyttede sine følelser. "Okay, det var da en start," endte han sigende. Nu satte hun da ord på, hvad hun var ked af. At en tåre gled ned over hendes kind kommenterede han ikke, selvom det dog kun i dette øjeblik beviste, at hun var den knækkede og han stod som den stærke. Han var en mand og skulle ikke stå og tude over en tøs, der ikke engang kunne kæmpe for ham. Hun var ked af den betydning han havde for hende? Hvad betød det så? At hun ikke ville have ham? Eller at han betød for meget til, at hun ville lade ham gå? "Og hvilken betydning er det?"

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde aldrig været særlig god til tanker og følelser, og det ville hun nok heller aldrig blive. Det var bare den last, som de måtte lære at leve med.. Ja, hvis han da overhovedet ville hende nu. Nu havde hun heller aldrig været den nemmeste, at have med at gøre, og det vidste hun jo også godt. Var det derfor, at han allerede var på vej ud af døren igen? At han ikke ønskede, at have noget med hende at gøre mere?
Tåren fra hendes kind, tørrede hun hurtigt væk, selvom han nok allerede havde set det. Det her var måske en start, og det var stadig svært for hende. Hun havde uden tvivl rigtig svært ved dette. Ikke at der var det vildeste at gøre ved det af den grund. Hun havde det faktisk.. svært. Det hele var svært, også fordi at hun slet ikke var vant til at have noget med mænd eller andre at gøre generelt. Altid havde hun været en enspænder, og det blev nu så brutalt ødelagt på den værst tænkelige måde. Han var vigtig for hende.. Han havde en kæmpe betydning for hende, at det kunne gøres til en svaghed.. Og den tanke kunne hun slet ikke lide! "Du er vigtig for mig.. Okay?" Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hvad skulle hun da sige? Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige, og gud hvor hun dog måtte finde denne tanke vildt frustrerende!

[Samuel Acheron]

Samuel så mod hende. Et sted behagede det ham faktisk, at han stod med kortet på hånden i øjeblikket og hun stod og lignede den fortabte mus. Han havde sagt hende imod og presset hende ud over hendes tryghedskant, hvilket glædede ham. Dog kunne det have to konsekvenser: Enten tilgav hun ham for de ting, han i hendes hoved havde gjort. Ellers så havde de ikke mere at komme efter, for han var færdig med at kæmpe forgæves.
Han slog armene over kors og blev stående med afstanden til hende. Hun måtte jo komme til ham, hvis hun ville. Han vædede let læberne og så på hende med et køligt udtryk. "Okay," svarede han hende blot. Det sagde ham stadigvæk ikke så meget. Selvom han sagtens kunne se hvad det betød, fordi han kendte hende ret godt, så ville han ikke gøre det nemt for hende. Han ville høre hende sige det og bevise det.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte næsten for at slå ham lige nu, og det lagde hun så sandelig heller ikke skjul på. Det her, var noget som uden tvivl gjorde hende vred. Hun vendte blikket bort fra ham denne gang. Hun fandt slet ikke noget behag ved dette, og hun vidste ikke hvad hun skulle sige, eller hvad hun skulle gøre. Det var virkelig irriterende efterhånden. Svagt bed hun tænderne sammen, hvor hun igen vendte blikket væk fra ham.
Denne gang var det tydeligt, at han forventede noget af hende, hvor hun tydeligt måtte finde det svært, for.. hvad var det egentlig han ønskede af hende? Hun så mod ham igen. Hun forstod det ikke rigtigt, og hun måtte finde den tanke ekstremt frustrerende faktisk. Hun kunne bestemt ikke lide det. "Hvad forventer du af mig, Samuel?" spurgte hun denne gang. Det var faktisk frustrerende for hende at tænke på, for hun var slet ikke god til den her slags. Hun rystede svagt på hovedet, hvor hun denne gang lod armene søge omkring sin egen krop. Det var virkelig ubehageligt det her. "Hvad er det du vil? Hvis du ikke gider mere, så fint!" Hun kastede næsten opgivende med armene. Det var vel bare meningen, at hun forsøgte at lade som ingenting.. forsøge at bide det i sig, selvom sandheden jo var, at hun var panisk på indsiden. Hun kunne slet ikke lide, at have det på den her måde. Tvært imod!

[Samuel Acheron]

Samuel så mod Malisha. Han forventede, at hun gad prøve. Og hvis hun ikke kunne sige det med ord, så måtte hun jo tage handling fremfor bare at stå passiv til. Han gad virkelig ikke trække det tunge læs længere, når hun ikke rigtig gav noget igen. Armene hold han over kors, som han bare holdt sit blik intenst på hende, uanset om hun kiggede væk eller kiggede direkte på ham. Netop nu stod han med magten og han ville ikke lyve, hvis han blev spurgt, om han nød det. For det gjorde han. Det var ikke hans blik, der søgte bort eller ham, der lignede en, der ønskede at stikke halen mellem benene.
Hvis hun troede, det ville være nemt at vinde ham over igen, når hun havde startet ud med at skubbe ham bort uden reel grund eller gyldig viden om hvad han havde lavet, så tog hun fejl. Han mødte hendes blik. "Jeg forventer, at du vil gøre en indsats. Hvis du ikke kan forklare det med ord, så prøv dog og vis det på din egen måde," endte han med en fast tone. Hvis han ikke gad mere? Nu skulle hun ikke lægge det over på hende, for det fandt han sig bestemt ikke i! "Du skal ikke lægge det her over på mig, Malisha!"

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha forstod ikke, hvad det var Samuel pludselig krævede eller forventede af hende! Nu hvor hun havde været vant til, at være den som kostede rundt og omkring med folk, så var det rent faktisk svært for hende, at finde ud af denne her situation, hvilket samtidig også var noget, som faktisk frustrerede hende mere end hvad godt var. Hun havde i forvejen aldrig været god til de sociale sammenhænge, og det var faktisk utrolig svært for hende lige nu. Hun følte for at græde, og hun kunne i forvejen ikke finde ud af, om det var en eftervirkning, fordi at hun var ked af det, eller om det rent faktisk var fordi at hun var så vred.. Måske en blanding. Hun kunne faktisk slet ikke finde ud af det lige nu!
Igen vendte hun blikket væk. At smide alt sådan noget fra sig, var bare nemmest for hende.. Det var uden tvivl nemmest, når det var på den måde, men for fanden.. Han gjorde det jo heller ikke ligefrem nemt for hende lige nu! Igen vendte hun blikket kraftigt mod ham. "Jeg prøver! Okay!" Denne gang trådte hun så tæt på ham, at deres kroppe næsten måtte mødes i stedet for. Hendes hjerte hamrede mod hendes krop. Kunne han for pokker ikke se, hvad det her gjorde ved hende? Hvad det rent faktisk tvang hende til på sigt? Hun kunne ikke finde ud af det her! Hun hævede blikket og de blanke øjne direkte op mod ham. Hvor frustrerende var det her ikke lige?!

[Samuel Acheron]

Samuel testede Malisha og det måtte hun også gerne vide, at han gjorde, for det agtede han ikke at lægge skjul på. Hun skulle ikke længere tro, at hun kunne bestemme det hele, for han var i den grad blevet klogere efter at have ligget i koma. Et suk passerede hans læber. Det her var ligeså frustrerende for ham, som det var for hende. Men hvis de skulle finde ud af det her, så skulle de starte nu, for han var færdig med at gå og vente på, at hun blev klar. At hun kom hen til ham glædede ham dog i det indre, selvom han ikke udtrykte det udadtil. Hans arme lod han dog folde sig ud, så hans arme hang slapt ned langs hans krop. "Du prøver ikke hårdt nok," endte han med en lavmælt og tirrende tone. Måske vreden kunne udløse noget godt, for indtil videre virkede det da nogenlunde. Han lagde en arm omkring hendes smalle liv og trak hendes krop helt ind mod sin så de stod bryst mod bryst. Hans lysende øjne så indgående i hendes. "Fra nu af, lytter du til mig... Du er min kone og bærer mit navn. Er det forstået?" endte han. Dette var ikke engang en spøg, han mente det i ramme alvor!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvad pokker forventede han lige af hende?! Malisha kunne ikke finde ud af det, og det vakte hende kun en større frustration, end hvad hun havde følt hidtil. Hun stoppede først op, da hun stod helt foran ham, hvor hun stirrede på ham med en yderst fast mine. Hun forsøgte ikke hårdt nok? Det kunne ikke være rigtigt! Hvad pokker forventede han, at hun gjorde?! Hun vendte blikket væk. "Jeg prøver ikke hårdt nok.. Så fortæl mig, hvad du vil have mig til!" endte hun denne gang. Det gjorde hende rent faktisk ked af det, at det hele skulle foregå på denne her måde, for hun kunne ikke finde ud af det, og han var på ingen måder nogen særlig stor hjælp for hende!
Hans ord, kom uden tvivl bag på hende.. Skulle hun nu lytte til hvad han sagde? Hun vendte sig denne gang mod ham endnu en gang. Ville han tage pladsen over hende? Fremstå som bossen? Hun kneb øjnene sammen. Det havde, og ville nok altid være hendes plads. Sådan havde det jo altid været! "Så du vil sparke til mig nu? Tvinge mig ned under dig?" spurgte hun denne gang. Et sted.. tændte det hende. Det var de færreste, som tog magten over hende på den måde, så et sted kunne hun jo samtidig godt lide det.. Og hun elskede ham jo.. Det var det, som gjorde det svært for hende på sigt. "Fint.." endte hun denne gang. Hvad skulle hun sige? Hun kunne jo intet gøre alligevel!

[Samuel Acheron]

Hvis Malisha havde følt sig så svigtet og efterladt, så fortalte det jo kun Samuel, at han faktisk havde stor betydning for hende. Det betød også, at hun var klar til, at han kunne skubbe hårdere til hende end nogensinde før. Han ville blive ved med at puste til ilden, til hun blussede op og så kunne han jo altid slukke den igen. Det skulle være en kontrolleret ild, men han ville se mere fra hende og presse hende så langt som han overhovedet kunne. Han så indgående på hende. Hvad han ville have? Ja, han ville jo ikke levere det hele på et sølvfad for hende, men lidt kunne han da måske hjælpe hende på vej. "Jeg vil have at du skal bevise, jeg betyder noget for dig. For kun hvis lysten driver dig til det, betyder jeg nok," endte han sigende. Nok var hun frustreret, men andet ville vel også være underligt.
Kampen om at være nummer 1 stod uden tvivl nu. Og han ville vinde. Nok var det måske unfair, når hun ikke havde sin magi, men det var jo ikke den slags styrke det handlede om. Det var mere mentaliteten og den retmæssige plads, som de begge måtte indfinde sig med. "Sparke dig? Det vil jeg nu ikke ligefrem kalde det, men kald det hvad du vil," endte han. Tvinge hende? Ja, det kunne han jo blive nødt til, hvis hun ikke gad give efter. Hun endte dog med at indvillige, hvilket tilfredsstillede ham. "Godt," endte han. Han holdt hende stadigvæk fast i sit greb, så de stod helt tæt. Han løftede sin anden hånd og strøg hendes kind, som han bagefter tvang deres læber sammen i et kys.