I hate you..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Samuel Acheron

---

Det var ved at være en sen aften og sneen dalede ned forbi vinduerne. Indenfor selv i Acheron Landssted, var det koldt. Theodore var blevet placeret i kælderen, og Malisha passede mere eller mindre sig selv, bag en lukket dør til et værelse, som hun havde fået tildelt. Hvad andet skulle hun da foretage sig? Hun synes faktisk at det var svært, og siden hun ikke var i stand til at gøre noget som helst magisk, var Landsstedet nærmest blevet som et fængsel for hende, for hun kunne jo for pokker ikke stille noget som helst op!
Et svagt suk brød hendes læber. I øjeblikket, sad hun med et stearinlys foran sig i en af de brede vindueskarme, og stirrede ud. Hun var indebrændt, og hun var vred. Et sted ville hun næsten have ønsket, at den bitre kulde udenfor, havde taget hendes liv i stedet for dette, for det ville have været meget bedre.. Så slap hun for alle de tanker og følelser, som Samuel for eksempel havde sat i hende, før.. alt det her kaos.

De mørke, men tomme øjne faldt til stearinlyset, som stod mellem hendes nøgne fødder. Faktisk frøs hun, men det at flytte sig, var hun slet ikke interesseret i. Hun blev væk fra Nick, Sasha og tvillingerne.. Sephiran ikke mindst, da hun ikke ønskede, at have noget med nogen af dem at gøre, for det ville ikke gavne hende.. Og hun var egoistisk. Selvom hun uden tvivl satte pris på glæden ved at komme i bad og få rent tøj, og have en seng at sove i.. Så var det bare ikke længere nok for hende, og den tanke var frustrerende. Ingen tvivl om det. Hun hadede ham, som hun hadede så meget lige nu.

[Samuel Acheron]

Som det første sted Samuel søgte til, da han var blevet sat fri af Belle, så tog han sit barndomshjem. Mest af alt håbede han på, at han ville have mødt sin mor, men det viste sig, at hun slet ikke var der. Til gengæld stødte han ind i sin bror, hvilket havde været en noget anspændt affære til at starte med, da de aldrig var kommet særlig godt ud af det med hinanden. Men dog, havde Samuel endt med at lægge sin loyalitet i sin storebror, da de nu begge havde et fælles hævngerrigt mål: Kimeya. Den mand skulle virkelig bøde! At Theodore var i kælderen, det havde Samuel det dog fint med, for hans far havde han heller aldrig kommet godt ud af det med. Ja, han havde nok været ret beskyttet igennem hele sin barndom under sin mors vinger. Da hans samtale med Sephiran sakkede mod enden, blev han tilbudt at blive her. Dog fik han også en anden information: Malisha var her. Det lettede ham utroligt, at hun var her og i live. Ligeså, at hun var ovenpå og ikke i kælderen. Han takkede af for i aften og søgte straks ovenpå. Han havde fået at vide, at Malisha var på hans barndomsværelse, så det passede jo meget godt.
Han nåede døren, som han let bankede på. Han var helt spændt på at se hende. Mest af alt, hvordan hun ville reagere. Malisha var en speciel kvinde, som så mange ting på sin egen måde. "Mal?" endte han forsigtigt og åbnede døren. Han trådte ind.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte vel et sted at hun var heldig, ikke at ende i kælderen under Landsstedet, for hun var jo ikke en aktiv del af familien, og hun havde jo heller ikke været interesseret i det. Det havde hun ikke været, siden hun var endt som en del af det. Samuel havde dengang reddet hendes liv, ved at indgå i et forhold og ægteskab med hende.. Men her.. Det var stadig underligt for hende, at være en del af det på den her måde. Særligt fordi at hun følte sig svigtet i og med ,at han havde forladt hende.
Han havde forladt hende.. Ligesom alle andre, som havde været en del af hendes liv. Var det overhovedet underligt, at hun havde svært ved at lukke nogen ind? At Samuel rent faktisk skulle vise sig, at være her i huset, var en tanke, som hun slet ikke var klar over. Det var det sidste, som hun tænkte på, for hun vidste jo også, at den mand havde et noget anspændt forhold til Sephiran. Stemmen på den anden side af døren, kendte hun dog.. Denne fik hende til at rejse hovedet. Han trådte ind.. Var det virkelig ham? Et sted var det en følelse af lettelse, og et sted, så meldte vreden sig uden tvivl også. Hvor vovede han at træde op foran hende på den her måde, og bare.. nærmest lade som ingenting?! "Forsvind.." Var det eneste, som hun sagde denne gang. Aldrig i hendes liv, havde hun været så ked af det, som efter hun havde mistet ham. Den første mand siden Konstantin, der i sandhed havde formået at krybe under huden på hende.

[Samuel Acheron]

Samuel var spændt på hvad Malisha ville sige til at se ham igen. Sidst de havde set hinanden, havde været på deres højdepunkt, hvor han havde støttet hende i at blive leder. Det var også gået for en tid, indtil Kimeya igen var kommet på banen og havde overrumplet dem. I kampen om lederposten var han jo så blevet sat ud af kamp og var blevet dumpet i Manjarno til sin død. Det var jo faktisk et held, at han overhovedet stod her i dag! Men Malisha havde vel fordrejet det, der i virkeligheden var sket, til at virke som en konspiration imod hende eller noget i den stil. Det plejede hun at gøre, men derfor måtte han jo bare bevise hende modsat.
"Du er på mit værelse," pointerede han sigende. Han følte sig som en forandret mand. Han havde en anden gnist i forhold til at føle hævn overfor Kimeya. Føle behovet for at hævne sin kone, få hendes magi igen. Og nu kunne han jo gøre det side om side med hans storebror. Han lukkede døren efter sig og for forsikring, så låste han den med sin magi, så hun ikke kunne stikke af. Hun blev nødt til at blive her, til hun troede på hans forklaring. Fjendtligheden som hun lagde for dagen sagde ham dog kun, at det glædelige gensyn kun var fra hans side, så derfor holdt han sin afstand for nu. "Det glæder mig du er i sikkerhed... Her," endte han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle reagere på dette, udelukkende fordi, at hun nu havde vænnet sig til tanken om, at han slet ikke ønskede hende. Hvorfor skulle han ellers bare forsvinde på den måde, og lade hende være selv? Et sted var hun glad for at se ham, men synet af ham, vækkede samtidig den vrede, som hun følte i krop og sind. Hun vendte blikket bort. Var det hans værelse, som hun var blevet placeret på?
"Jeg kan da sagtens gå igen," sagde hun denne gang tvært. Hun stirrede ned i stearinlyset, som stod mellem hendes nøgne fødder. Efterhånden, var hun ved at være temmelig kold, ved at sidde op af, men hun gjorde det alligevel. Det var lidt som om at kulden formåede at holde lidt på hende, og holde hende rolig, hvilket et sted også var ganske rart faktisk. Øjnene lukkede hun let. Det glædede ham? Det var så sandelig ikke hans fortjeneste, at hun sad der! "Ja, det er jo ikke ligefrem din skyld, at jeg sidder her.." Var det overhovedet underligt, at hun var ked af det? Han havde været væk.. lige fra den ene dag til den anden, og nu sad hun der, og kunne ikke gøre en skid, andet end at sidde indendøre, for det ville koste hende livet, at søge ud. Det var jo ikke ligefrem fordi at hun havde noget, der mindede om noget godt liv! Hun var faktisk ked af det! Og det var ene og alene hans skyld!

[Samuel Acheron]

Samuel kunne mærke vreden fra Malisha, så derfor blev han også nødt til at træde varsomt. Han kendte hende ret godt - mere end hun nok selv ville stå ved, men det betød også bare, at han vidste hvordan han måtte spille sine kort. Dog gad han heller ikke, at hun skulle være en sur mokke, så hvis hun ikke tøede op så skulle han da nok ændre sin strategi. Han var færdig med at være nummer 2 når det galt styrke og hvor frembrusende man var. Han ville være bedre og stå mere op. Træne sin magi, hvilket Sephiran faktisk havde indvilliget i, hvilket stadig forbavsede ham. Han frygtede det dog også en smule, for han havde sagt, at det ville være uden at stille spørgsmålstegn til Sephiran til gengæld fremover. "Det var jo ikke det jeg mente, vel," svarede han hende igen. Hans blik faldt mod hendes fødder. Hvorfor havde hun intet på dem? Siden hun var her, måtte hun da blive plejet? Men måske var hun bare for stædig til at tage imod som normalt. Han slog blikket ned i gulvet ved hendes ord. Nej, det var han da udmærket klar over, men han havde ligesom ikke haft chancen. "Havde jeg haft muligheden, så ville jeg da med glæde have haft den ære," endte han og så tilbage på hende. Han trådte hen mod hende, men holdt stadigvæk en afstand.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvor var det egentlig frustrerende at savne og hade en mand, så meget som Malisha gjorde. Det havde hun jo heller ikke ligefrem gjort siden tiden med Konstantin, og det var uden tvivl ved at være rigtig lang tid siden! Derfor tog hun sig selv i nærmest bare at stirre på ham med en form af vrede, for dette var slet ikke noget som hun fandt sig i! Han havde jo for pokker efterladt hende, og det var slet ikke noget, som hun nogensinde ville komme til at tilgive ham for! I takt med, at han atter kom tættere på, vendte hun blikket væk. Uden tvivl en kraftig afvisning fra hendes side af, for hun fandt sig bestemt ikke i dette.
Øjnene lukkede hun let. At tage imod hjælp, var noget som hun nægtet. Det her var pinlig nok en situation for hende, at befinde sig i. Igen vendte hun blikket mod ham. "Hvad ved jeg.." Hun sendte ham en yderst dræbende mine, for det her, var noget som alene gjorde hende direkte vred at tænke på! Han havde jo for pokker bare efterladt hende på den mest grusomme måde, som hun overhovedet kunne forestille sig! Hun rykkede fødderne lidt væk fra stearinlyset, vendte sig og hoppet ned på gulvet foran ham i stedet for. "Du forlod mig, Samuel.. Du efterlod mig..!" endte hun denne gang med en mere fast tone. Det gjorde hende virkelig ked af, at tænke på, at han havde forladt hende, når de var kommet hinanden så frygtelig nær!

[Samuel Acheron]

Samuel så mod Malisha. Hun havde været den første han havde tænkt på, da han var vågnet op af sin koma og nu ville hun nærmest ikke engang tage imod ham. Det var pokkers frustrerende, men han håbede bare, at han kunne løse det hurtigt. Hun havde tydeligvis noget i klemme med ham, men han havde vel ikke gjort noget galt? Han så direkte mod hende, som hun sad i den brede vindueskarm og kiggede ud, dernæst ned på lyset. Hun ville ikke engang kigge på ham? Han slog armene over kors og så indgående mod hende med sine lysende øjne, der til forveksling kunne se direkte lilla ud i skæret, skønt de normalvis var en meget lys blågrøn. En god blanding af hans fars og mors øjne. "Ja, du ved tydeligvis intet," svarede han hende igen. Hun havde sikkert en eller sindssyg idé om det hele, for det plejede hun at have, så det handlede bare om at få det væk hurtigst muligt. Han rullede med øjnene, da hun sprang ned på gulvet foran ham. Forlod hende? Hvornår fanden havde han nogensinde forladt hende?! "Jeg stod ved din side til det sidste, Malisha... Jeg ved virkelig ikke hvor du får sådan en sindssyg idé fra!" svarede han hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha stirrede direkte vredt på Samuel denne gang. Bare det, at han kunne finde på at tale til hende på den måde, var en tanke, som gjorde hende direkte vred, for hun følte bestemt ikke, at det var noget, som hun havde fortjent! Hendes øjne slog gnistre. Hun kunne intet.. Hun havde mistet sin magi, og hun kunne slet ikke overskue at skulle leve et liv uden igen! Han havde været væk så længe! Set til at Kimeya havde fanget hende og smidt hende i en kælder.. forladt hende der, og hun havde rendt rundt med sin nevø siden! "Det er vel ikke første gang, du gør dig de tanker om mig, er det?" spurgte hun denne gang med en vred stemme, for det gjorde hende oprigtig ked af det, at tænke på. Nej, hun var måske ikke den skarpeste kniv i skuffen, men hun var slet ikke dum!
At han stod og himlede med øjnene af hende, gjorde hende virkelig ked af det. Hun stirrede dog denne gang direkte på ham. "Du ved slet ikke hvad jeg har været igennem, Samuel Acheron.. Du forlod mig!" endte hun denne gang. Sagens sande omfang, magtede hun slet ikke at tænke på, for hun havde jo for pokker mistet alt. Virkelig.. alt! Hun knyttede næverne. At leve et liv uden magi, gjorde hende ked af det.. Det knuste hende. Hun havde udrettet så meget med det, og det var taget fra hende!

[Samuel Acheron]

Malisha havde virkelig ikke sine fakta i orden og det irriterede Samuel dybt, at hun ikke havde større forhåbninger eller tiltro til ham, end at han skulle have ladt hende i stikken. Han havde kæmpet til det sidste og var blevet dumpet i Manjarno til sin død. Faktisk var det et held, at han overhovedet stod her foran hende nu, men så langt tænkte hun ikke. Hun var skide egoistisk som altid. "Endnu engang skal alt handle om dig, ikke sandt? Som det altid har gjort," endte han irritabelt. Hvis hun talte i den tone til ham, så skulle han da glædeligt gengæld, for han var virkelig færdig med at finde sig i hvad som helst. Ligeså var han virkelig færdig med altid kun at være nummer to, for han havde med sin magiske kunnen ikke stået en chance mod Kimeya eller hans dygtigste mænd, ligeså vel som han lige nu ikke ville stå en chance mod hans storebror, om det skulle gå så galt. Så vidt var de dog aldrig nået.
Han så indgående på hende. Han vidste ikke, hvad hun havde været igennem? Han forlod hende? "Løgn!" startede han direkte. "Du ved da heller ikke hvad jeg har været igennem, Malisha... Jeg forlod dig ikke og du er rablende skør for overhovedet at tænke så lidt om mig!"

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde altid været forbandet egoistisk. Det var sådan, at hun havde holdt sig oppe, og havde holdt sig kørende. At det jo så nu, skulle gå fuldstændig galt, var jo så bare noget, som man måtte tage med. Hun havde alligevel lukket Samuel ind, og det hele var fucket op. Hvad pokker kunne hun nu gøre ved det? Ikke en skid! Hun var virkelig vred på ham, over at alt det her var endt med at ske, og hun kunne jo for pokker bare ikke gøre noget ved det nu. "Siden hvornår er du begyndt at snakke sådan til mig?" spurgte hun denne gang med en kortfattet stemme. Var han virkelig begyndt at stå op for sig selv? Det var slet ikke noget, som man kunne sige, at hun havde været forberedt på!
"Hvad fanden skal jeg så tænke? Jeg var efterladt til at dø i Den Mørke Cirkel!" endte hun denne gang. At Nick var kommet forbi, havde reddet hendes liv ved et tilfælde. Hun havde jo set herrens ud, da han havde fundet hende. Ingen mad eller vand eller noget i temmelig lang tid faktisk! Det var en tanke som gjorde hende ked af det.. Hun havde virkelig åbnet op for ham, og troet, at han ville være den for hende.. Den som skulle tage vare på hende, og faktisk få sig til at føle som en kvinde.. Hvor havde hun taget fejl! Hun knyttede næverne og spændte i kroppen. "Jeg mistede min magi.. min værdighed.. og du.. du vendte ryggen til mig.." Hun var så vred lige nu, at hun nærmest følte for at tude. Hendes øjne endte blanke.. Mere i vrede og frustration, samt sorg end noget andet.. en forfærdelig mix!

[Samuel Acheron]

At Malisha bemærkede, at Samuel ikke bare føjede hende længere, var noget som han nu tog som et kompliment. Faktisk var det lidt sjovt, at hun skulle kommentere på det, men det beviste kun, at han i sandhed følte sig fornyet. Et år i koma havde gjort sit og det var jo først for en uge siden, at han faktisk havde fået samlet alle trådene igen, da det hele havde været ret op og ned med hukommelsen. Dog havde hun været den første i hans tanker, selvom alt andet ikke havde været at huske fra dag 1. "Siden det gik op for mig, jeg ikke længere vil være nummer 2," endte han roligt. Det var jo sandheden, så han kunne jo ligeså godt lægge kortene på bordet med det samme. Samuel så indgående på hende. Ja, at hun var blevet efterladt der, havde han jo ikke vist. Han havde troet, at Kimeya havde taget hende med som trofæ, men det var jo kun heldigt for hende, at han ikke havde. Han slog opgivende ud med armene. "Jeg vendte dig ikke ryggen for pokker... Hvor vover du at tænke så lidt om mig? Jeg troede virkelig jeg havde en større betydning for dig end det!" endte han modsvarende. Selv mærkede han vreden pulsere i sine årer, for det gjorde da pokkers ondt, at hun havde den opfatning om ham.
"Jeg blev efterladt til at dø i Manjarno efter måneders tortur, efter Kimeya fejede dig af lederposten... Men du havde for travlt med at være så skide egoistisk som du altid er, så du har end ikke opfattet, at jeg har lidt for din skyld. De forgiftede mig med mørk magi, der ville have dræbt mig, hvis det ikke var for mit held, at jeg blev dumpet i Manjarno for så at blive fundet af en urtekyndig, der lagde mig i koma så jeg ikke døde," råbte han direkte af hende, virkelig træt af, at alt skulle handle om hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Selvfølgelig bed Malisha sig da fast i, at han ikke lod sig koste rundt længere, for det havde han jo gjort før, og nu...? Nu var det en anden mand, som hun stod overfor. Hun måtte et sted også indrømme, at hun rent faktisk havde svært ved det.. Hvad var det lige, der var sket med ham i hendes fravær? Eller.. rettere, mens han havde vendt hende ryggen! "Virkelig? Og hvilken kvinde har givet dig den idé?" spurgte hun denne gang. Når hun var såret, gjorde hun jo det her, og det vidste han jo udmærket godt. Det var i hvert fald slet ikke noget, som burde komme bag på ham i det hele taget!
Svagt himlede Malisha med øjnene. Hun havde følt sig svigtet! Hun havde følt, at han havde vendt hende ryggen, og det var jo for pokker ikke noget, som hun kunne gøre for! Det her, var ting og omstændigheder, som hun havde det virkelig dårligt med. "Lige over!" endte hun denne gang.
Hans ord chokerede hende faktisk en smule. Koma? Han havde været væk i evigheder! Han havde ladt hende alene! Denne gang forblev hun tavs. En urtekyndig? Eller bare en latterlig undskyldning for at komme tilbage i varmen igen? Sådan legede de ikke! Sådan legede hun ikke i hvert fald! "... Godt for dig så," vrissede hun denne gang en anelse mere sammenbidt, inden hun atter vendt blikket bort. Hun hadede sit liv.. Hun havde jo ingen muligheder! Hun var nu fanget her!

[Samuel Acheron]

Samuel rullede med øjnene. Han vidste ikke engang helt selv hvor det kom fra. Han vidste bare, at da han var vågnet op af sin koma og begyndte at huske mere og mere om hvor lidt han reelt set havde stået en chance overfor Kimeya og hans mænd, der havde han besluttet sig for, at han skulle blive stærkere. Ligeså havde han følt, at han ikke længere skulle finde sig i hvad som helst. Det gjalt også Malisha, for han var færdig med, at hun skulle tro hun var nummer 1 alene. Lige nu var hun jo i hvert fald ikke, eftersom Sephiran havde sagt, at hun manglede sin magi endnu engang. "Ingen kvinde har givet mig den idé, Malisha, det er selvrealisering," svarede han hende fast. Ja, hun var såret, men det var da virkelig uden grund. Frustrationen over, at hun skulle være så afvisende her var virkelig stor, for han havde lyst til at ruske i hende eller stikke hende en flad, så hun kunne holde kæft og forstå, at det ikke var som hun troede i hendes lille knold. "Du var den første jeg tænkte på, da jeg vågnede af mit koma, Malisha!" råbte han direkte af hende. Han vidste ikke hvordan han skulle få hende til at forstå. At hun ikke troede på ham forstærkede kun hans frustration. Hvor vovede hun? Han trak sin t-shirt af i frustrationen og kylede den nærmest i gulvet. Hele hans brystkasse og arme var fyldt med ar, nogle tydligere end andre alt efter hvor dybt det pågældende sår havde været. "Jeg tog imod den værste tortur jeg nogensinde har oplevet og kom igennem hver dag, fordi du var det eneste, jeg kunne tænke på," endte han mere lavmælt. Han orkede ikke at råbe af hende, for intet førte jo til noget godt. Han tog en dyb vejrtrækning og drejede stille siden til hende, hvor hele hans ryg var præget af samme tur som hans brystkasse. Over skulderbladene stod der en række bogstaver i oldskrift. "De har skrevet Malisha's l*derdreng over min ryg," endte han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Med en mand, som ikke kunne stå op for sig selv, måtte Malisha jo indtage den plads, og det var også, hvad hun havde gjort denne gang. Var det overhovedet underligt, at hun tog tingene på den måde, som hun nu gjorde? Hun stirrede på ham og med en vred mine. Så lang tid, at hun havde gået rundt med det her.. Det var uden tvivl noget, som hun bare lukkede ud denne gang. "Jamen i så fald, må jeg jo ønske dig tillykke," sagde hun denne gang med en tydelig spydig stemme. Hun kunne i hvert fald ikke lade være.
Var det overhovedet meningen, at hun skulle have ondt af ham? For det havde hun da godt nok ikke, og det ville hun nok heller ikke få! "Du ved heller ikke hvor meget jeg har tænkt på dig, igennem den seneste tid..!" endte hun med en fast tone. Hun elskede ham.. Og det frustrerede hende virkelig, at hun gjorde sig de tanker, som hun gjorde, for det lignede hende da godt nok heller ikke! Hun vendte blikket bort, da han smed tøjet.. Han havde jo altid været en flot mand, men de mange mærker og ar, som han havde.. over det hele, gjorde hende faktisk ked af det. Her vendte hun sig igen mod ham. Han havde tænkt så meget på hende? Som han stillede sig med ryggen til hende, hvor hun stillede sig bag ham. Hånden hævede hun, hvor hun strøg den over hans ar og mærker.. over sit eget navn. "Hvem gjorde det her ved dig?" spurgte hun denne gang. Et sted med en tydelig vrede i stemmen. Det gjorde hende helt og særdeles vred, at se ham på den måde!