Post by Salvatore ’Kenara’ Salizmira on May 26, 2016 9:45:59 GMT 1
Mourin var slet ikke nogen ukendt mand, hvor det derimod måtte skuffe Salvatore lidt, at han var gået i glemmebogen. Men hvad kunne man forvente af det, som egentlig var en gammel mand, og som havde sine ting at kæmpe med i den forstand? Salvatore havde fundet sin stand i livet, og uden tvivl måtte han jo sande, at han virkelig var glad for det. Det var i hvert fald ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Med tiden glemmer man ting.. Selv dem som engang har været af stor betydning, om man ikke kæmper for at huske det.. Jeg husker dig i hvert fald," fortalte han denne gang. Hans skuffelse, forsøgte han såvidt muligt, at holde i det skjulte, også mest for sin egen skyld. Det ville i hvert fald slet ikke gavne ham, at gøre det så tydeligt, som han havde lyst til.
Stedet her så måske meget sølle ud udefra, men det var noget helt andet, når man først kom ind. Det var også derfor, at det primært kun måtte være de stedskendte, som vidste og kendte til det her. Salvatore smilede tilfredst. I sig selv, var det ved at være rigtig lang tid siden, at han selv havde været forbi her. "Tag endelig plads," opfordrede han denne gang. Det var jo bare på sin plads at byde manden ordentlig velkommen her til lands, også selvom han faktisk selv ikke boede der mere.
Stedet her så måske meget sølle ud udefra, men det var noget helt andet, når man først kom ind. Det var også derfor, at det primært kun måtte være de stedskendte, som vidste og kendte til det her. Salvatore smilede tilfredst. I sig selv, var det ved at være rigtig lang tid siden, at han selv havde været forbi her. "Tag endelig plads," opfordrede han denne gang. Det var jo bare på sin plads at byde manden ordentlig velkommen her til lands, også selvom han faktisk selv ikke boede der mere.
