so much time so much change

[Mourin Delera Kukour]

Salvatore ’Kenara’ Salizmira

Hvor mange årtusinde havde det været siden Mourin sidst havde sat ben på det store fastland ? tusinde år ? flere hundrede tusinde måske.
Dette var en af de ting som Mourin ikke selv havde styr på, forvirret og uden viden om den forandrede verden de nu levede i gik han rundt blandt nye mennesker racer han huskede og racer han muligvis havde glemt.
Lang tid var gået og det kunne ses på ham, tøjet virkede langt mere antikt og anderledes en hvad det så ud til alle andre brugte, dog var dette ikke noget Mourin selv tænkte meget over, dog sørgede han for ikke og give for mange tegn til sin magiske oprindelse, han var ikke helt sikker på hvordan det ville blive optaget, meget havde han hørt fra manden Dermacus om hvordan ting havde ændret sig og ikke alle så de forskellige racer på lige god fod så lidt forsigtig måtte man jo være.
dog var Mourin utrolig nysgerrig og ville vide meget, så meget han kunne komme til, der var trods alt en grænse for hvad der kunne læres fra bøger og andet han havde læst sig til samt alt bogværk han havde på sig var den gamle magibog han selv havde skabt for lang tid siden, og sådan en var ikke ligefrem hvad han kunne bruge her.
Det var dog en sjov oplevelse for Mourin da han for få dage siden havde sat fod i forskellige biblioteker og der var der blevet opdaget forskellige magiske bøger og andet i hans navn, en ting som selv for ham var af forundring tænk at folk havde gemt den slags efter al den tid.
Og nu stod han så forvirret blandt markedet og de mange mennesker og tænkte over hvordan han skulle tage den derfra, alene i en verden han intet kendte til.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I forvejen var det ikke ofte, at Salvatore tog turen til Procias, for han havde virkelig intet at lave der. Dog var markedet et af slagsen, som han nu altid havde været betaget og fascineret af, og dette var på ingen måder noget undtag. Alt taget i betragtning, så var det bare en ting, som man måtte tage med: Ønskede man de bedste varer, måtte man jo opsøge de bedste markeder, hvilket også var det, som han gjorde i dag.
Endnu en gang tilbage i Procias. Det var ved at være lang tid siden, at han havde sat sine fødder her. Han var iklædt de varme klæder, i og med at vinteren hvilede tungt over dem denne gang. Det var bare meget lidt, som han kunne gøre ved det. Om han kunne, ville han sikre sig, at det kun var sommer, sol og varme på stedet her.

At han skulle befinde sig på samme sted, som en gammel berømthed, var ikke noget som Salvatore tænkte over. Nu var det i forvejen sjældent, at han var på egnen her, men nu var han her.. og han havde uden tvivl også tænkt sig at udnytte det. Nu hvor han kunne mærke det, og vidste, at der var en anden oldgammel magisk kraft i hans nærhed, valgte han denne gang at stoppe op. Han så sig om. Der var selv på trods af det kolde vejr, en underlig varm og god stemning på markedet her, og det var virkelig rart. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det.
For nu blev Salvatore stående, til han ville få vedkommende lokaliseret. Alt hvad han kunne se, var kvinder, mænd og børn over det hele. Passere hinanden på skift. Det var egentlig fascinerende.

[Mourin Delera Kukour]

Det var tydeligt hvis man kikkede lidt efter at Mourin ikke ligefrem var en der blandede sig godt med folket, han stak ret godt ud blandt alle andre, et sørgeligt forsøg på at virke som alle andre, Han havde ikke rigtig nogen anelese om hvad han lavede, hvordan han skulle være foran alle disse nye ansigter, hvordan han skulle snakke eller hvordan han skulle få fat i folk, stadig lå frygten for hans egne evner og folkets syn på andre racer, frygten for hvad de ville sige  eller gøre.
Han gik lidt rundt som han kikkede og var tydeligt forvirret over hvad han skulle gøre, penge havde han rigeligt med sig af, penge fra da han stadig bevægede sig blandt andre mennesker, og for en som ham der ikke havde været steder som dette i mange mange år var der stadig rigeligt i pungen at gøre godt med.
Når han nu kikkede godt efter i markedet og varene der kunne findes her var det tydeligt at ting havde ændret sig, det så meget livligt ud mere moderne på en eller anden måde, han kunne godt lide det men vidste ikke rigtig hvordan han skulle bære sig ad med det, en ting han dog var glad for var at hans skjul fra de menneskelige øjne for snart 150.000 år havde gjort folk ikke længere huskede ham på udseende, det var muligt for ham at bevæge sig rundt blandt andre uden de forfærdelige øjne han havde været van til skulle ligges på ham.
Han var aldrig rigtig set for at være en ond skabning men med en forbandelse som hans var det umuligt at undgå folk der ikke brød sig om det, Mourin havde dog ikke lagt mærke til en rettere vigtig person var nær ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Folk kiggede på Mourin i takt med at de passerede ham. Han skilte sig ud tøjmæssigt og opførelsesmsæssigt i forhold til, hvad der var normalt i hans situation, og det var også det, som Salvatore reagerede på. Hvem end denne mand var, som han havde fået øje på, ikke så pokkers langt fra ham, vidste han ikke. Nu var det i forvejen sjældent, at han lagde vejen forbi Procias. Siden han havde fået frataget sin titel og alt det, som han havde kæmpet for i så forbandet mange år, havde han valgt at forlade landet og vende det ryggen. I dag stod han som konge af Manjarno, hvor han selv agtet at tage ud, uden at skulle have en horde af vagter med sig. Desuden var han en mand, som sagtens ville være i stand til at kunne passe på sig selv, og det var sådan, at han også havde det med dette her.
Manden holdt han dog et skarpt øje med. Hvem han var, vidste han ikke, men alligevel formåede det at prikke til en nysgerrighed, som ikke havde været prikket til længe. Derfor valgte han denne gang at bevæge sig tættere på, hvor han bevægede sig frem med en tydelig nysgerrighed.
Salvatore valgte bevidst at holde sig en smule bag denne mand, da han var kommet tæt nok på, til at kunne betragte ham ordentligt. Ingen tvivl om, at han ikke var typisk at finde på markedet her. "Du er ny her, ikke sandt?" I stedet for at stå og stirre, valgte Salvatore at gå i dialog. Det var sådan, at man i hans øjne, fik mest ud af det.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin snurrede hurtigt rundt som han hørte en stemme bag sig og kikkede mod manden der stod foran ham, i en kort periode kikkede  på det nye ansigt inden han fik sig selv til og svare, "mere eller mindre, for at være helt rigtigt er der gået en god mængde tid siden jeg sidst besøgte dette sted, meget har ændret sig" forklarede han med en rolig tom og stille stemme, det var tydeligt Mourin stadig ikke rigtig var god til det med samtaler og andre mennesker men et forsøg gav han det da.
Han blev dog hurtigt nysgerrig over det nye ansigt foran ham og det var nu klart han ville lære mere, hvem var han ? hvad var han ?
Mourin havde altid haft en stærk evne til og mærke folks magiske potentiale, tilbage i hans tid var han ofte blevet kaldt efter fra andre lande og byer, til og dømme hvor vidt folk havde potentiale og for at finde kraften i dem som var ment til og styre elementernes kraft.
Han kikkede stadig roligt på manden inden der blev talt igen, "det er vel ikke muligt at spørge til hvem de er ? et ekstra navn ville gøre godt i min hukommelse af folk jeg er stødt på siden jeg kom her"
lød det nu næsten formelt fra ham, Mourin talte nu næsten med en gammel og uddateret måde at tale på, en ting de fleste nok ville ligge mærke til.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Manden r var en ukendt en af slagsen, og selvfølgelig var det noget, som selv han var i stand til at mærke. Ikke at han kunne gøre noget som helst ved det lige nu. Han fik øjenkontakt med manden foran ham, hvor han denne gang bare stirrede ind i hans blik. Hvem end han var, var han slet ikke et sekund i tvivl om, at manden måtte være udefrakommende, også selvom han nok var en af de lidt mere åbne mennesker, som man nu kunne møde på sin vej. Han havde ikke en grund til andet, og særligt ikke med de rødder og den fortid, som han nu havde og var kendt for i landet her. "Således har det set ud længe, må jeg indrømme. I det tilfælde, må du have været borte for utrolig lang tid," sagde han denne gang. Sådan havde det i hvert fald set ud mesteparten af hans egen tid her i landet, og han havde jo trods alt også selv været vidt omkring, kunne man jo sige.
Jo mere manden sagde, jo mere måtte Salvatore trække på smilebåndet. Det var nu sjældent, at han oplevede, at han ikke var kendt af udseende. Men her måtte han jo bare leve med det. "Det er ikke ofte, at jeg får det spørgsmål," sagde han denne gang. Han lod hovedet søge en kende på sned denne gang. "Mit navn er Salvatore Salizmira," præsenterede han sig. Han bukkede let med hovedet, også mere ment som en respektabel hilsen.

[Mourin Delera Kukour]

"tid ? ja det må det have været, ærligt talt er min fornemmelse for tid en smule sløret på det sidste"
han fortsatte med og kikke på manden mens blikket roligt hvilede på alle de andre ting der var og se og lytte til.
Stort var der blevet siden han selv levede her og liv var blevet stort men mon ikke det var sådan med al civilisation, giv den tid og den vil udvide sig, "hmm salvatore ikke just et navn jeg mindes at have hørt, ikke ligefrem noget jeg regnede fra starten af alligevel" forklarede han igen inden blikket igen faldt kraftigt på manden, "dog nu hvor jeg mindes det ville det være rart og hvide hvad magiske forbindelser der er at finde her ? jeg kan mærke stærke magier fra forskellige punker i landet, måske en af dem tilhøre dig ? du virker ikke som et almindeligt menneske"
lød det formelt og fjernt fra ham.
Magi havde altid interesseret Mourin og en hver chance for at lære mere var en velkommen ting i hans hoved, han havde været væk så længe at intet huskes, var der ting fra hans tid der havde overlevet tidens gang og som stadig kunne findes ? ting han kunne mindes om, en klar ting han håbede dette nye ansigt kunne hjælpe med og forklare.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"I sandhed, må du have været væk i rigtig lang tid," lød det denne gang roligt. Salvatore var nu en mand, som tog det ganske roligt, også fordi at han ikke havde en grund til at skulle gøre noget andet. Denne mand anså han slet ikke som farlig eller faretruende på nogen måde, og derfor så han ikke nogen grund til at tage det på andet vis.
At han skulle være fuldkommen ukendt for denne mand, var noget nyt. Han stod jo for pokker som konge af Manjarno, så det at være ny og fremmed på den måde, var noget, som han faktisk havde svært ved. "Denne situation er ny for mig." sagde han denne gang. Hvad skulle han ellers sige? Han var en konge.. Han var en gammel leder her i landet. Han var jo ikke en ukendt mand, og det havde han ikke været i rigtig mange år. Han rystede let på hovedet. "Må jeg spørge om, hvor du kommer fra?" spurgte han denne gang, og med et stille smil på læben. Nysgerrig som han end var, så kunne han jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han havde muligheden for det. "Procias er ikke, hvad det engang har været. Magikerne er spredt for vilde vinde.. Jeg har selv i sin tid, kaldt mig for lederen af vores enestående race," fortalte han denne gang. Hvad andet skulle han sige? Han stod jo for pokker overfor en ældre udgave af den kendte magiske race.

[Mourin Delera Kukour]

"Tid ? ja det må det være, i alt ærlighed så har jeg ikke været i disse lande længe og har her med ikke megen fornemmelse for den tid der går" sagde han roligt og kikkede fortsat, ikke van til ikke og blive genkendt sagde han ? ja det var ikke ligefrem en ting han selv tænkte meget på men anderledes måtte det vel være, "hmm jeg forstår det må være en kende underligt at se folk der end ikke kender deres ansigt ej deres navn" sagde han roligt som før, han tænkte lidt inden det blev udsagt at han enda havde været konge af dette land, konge ? det var en ting han huskede men dog nok for en mange år siden,
"en konge ? interessant jeg beklager at dette ikke er en ting jeg kan sige at have vidst noget om, hvis min hukommelse fortæller mig ret kan det muligvis være en magisk mand også havde denne titel sidst jeg husker at have været her, lang tid siden er det bestemt, hmm en ung en var han den gang og tiden så godt nok anderledes ud en nu " forklarede han roligt, "den dreng talte altid om at han nok skulle blive en konge en dag og mindes at have hørt om det inden jeg tog på min rejse, måske du har hørt om det ?" forklarede han nu, han talte selvfølgelig om den mand der kunne ses om en af de tidligste konger i landet navnet var dog forsvundet fra hans hukommelse gennem tiden.
Mourin var klart en besynderlig person men der var ikke meget han kunne gøre efter så lang tid væk fra alle andre.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Manden havde ikke været her i landet i frygtelig lang tid, og selvfølgelig kunne selv dette, ses og mærkes, for ikke at glemme.. opleves. Ikke fordi at det var noget, som han sagde det vilde til, for det kunne han slet ikke se nogen grund til. Han sendte manden et let smil. "Jeg er nu vant til at blive genkendt, hvorend jeg går," sagde han blot. Et sted fandt han det underligt, men også rart, ikke at blive genkendt over det hele, selvom det nu heller ikke var noget, som han kunne sige så meget til, når det endelig skulle være.
Armene lod Salvatore falde over kors. Denne mand var underlig i hans verden. Ikke fordi at det var noget, som han havde noget særligt imod, for det havde han ikke. Det var bare en yderst mærkværdig tanke, at det var dette, som skulle ske. Det som han dog kunne fortælle, var.. yderst genkendeligt! Hele sit liv, havde han vidst, at han skulle blive til noget.. Det havde han fået at vide, siden han havde været ganske lille. "Det forekommer mig bekendt," sagde han denne gang. Han havde været leder af magikerne, og nu stod han som konge af Manjarno. Var det underligt, at dette var en tanke, som han virkelig godt kunne lide? Stolt var han også af det, som han havde opnået frem til nu. "I mine unge dage, lod jeg en mand vide, at jeg ville blive konge og leder en dag.." Et kort smil passerede hans læber. Kunne det i sandhed være denne mand, han havde delt den hemmelighed med?

[Mourin Delera Kukour]

Mourin kikkede med fornyet interesse i manden, var han som ham selv gammel ? en der havde klaret tidens gang ? muligvis dog var Mourins tilfælde nok en smule anderledes.
En mand var han som ikke længere kunne dø af normale midler en krop fanget i sin egen tid låst til altid og leve i den alder som der nu var, en eftereffekt var dette af den magi der for så mange aldre siden var brugt for at holde hans magi i tjek.
Mourin selv huskede ikke meget fra sin fortid eller den hvor han stadig kunne findes i disse lande dog var det rart og se en som havde haft den status for deres folk en her kan nu kunne snakke med og lære lidt om de ting der havde ændret sig som tiden var gået, 
"jeg ser " sagde han kort som han kikkede dybt på manden, "der er ingen tvivl om chancen for at vi en gang kan have snakket, jeg har mødt mange mennesker gennem min tid for mange til og huske dem alle, og kan vel ærligt sige jeg har set et par stykker der senere ville rejse til magten, jeg har holdt øje med dem, set dem vokse og tage fat i deres drømme" som han sagde dette hev han en bog frem fra hvad der måtte virke som ren luft.
En gammel en af slagsen var det, og for dem som havde set hans værker før og dem der kendte til de mange bøger der kunne findes rundt omkring var denne formentlig et velkendt udseende,
bogen blev roligt åbnet som han kikkede i den og begyndte og mumle nogle ord, han kikkede igen op mod manden som en skygge, en illusion ville nogle sige dukkede op et billed af en ung dreng med kraftige drømme, et tydeligt billed af manden foran Mourins ungdom, en af de mange ting Mourin var i stand til var en af dem at dykke ind i hans egne minder og dem af andre, "så lang tid siden disse minder er fra " sagde han med et svagt smil.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Begge havde de en lang alder bag sig, og det var tydeligt. Salvatore kunne i hvert fald ikke prale af, at være blandt de yngre her i landet. Ikke fordi at det egentlig gjorde ham noget, for han elskede den erfaring og de muligheder, som det havde givet ham bagefter. Det var jo heller ikke ting, som kom af sig selv, kunne man sige.
"Vi har begge lidt og levet under tidens tand, min kære ven," sagde han denne gang. Hvorvidt om det skulle være denne mand, som han selv tilbage i sin tid, skulle have fortalt sine mange drømme til, skulle han ikke kunne sige. Det var efterhånden ved at være så mange år siden, at han slet ikke kunne huske den slags, og det var nok også det, som han handlede og reagerede på lige nu. "Jeg har ligeledes mødt mange væsner på min vej.. Nogen ønskede at forvolde skade, hvor andre har ønsket det modsatte. Begge har vi lidt, af hvad jeg kan forstå." I dag, havde han det godt, men det havde holdt hårdt, ovenpå det liv, som han havde haft. Det havde krævet blod, sved og tårer, at komme dertil.
Bogen som dukkede op, fangede hurtigt hans interesse. Hvad var det? Den mumlen..? Han vidste ikke helt, om han skulle stoppe ham ,fra at gøre det på åben gade, for selv de andre, var begyndt at kigge. Men okay.. Salvatore var konge af Manjarno, så det var måske ikke så underligt igen, var det? "Kan jeg byde på noget at drikke? Så vi kan snakke mere privat?" spurgte han denne gang. Selv han ønskede helst at undgå de alt for mange blikke, som i øjeblikket blev kastet i deres retning.

[Mourin Delera Kukour]

"det har du ret i" sagde Mourin roligt som han kikkede på ham, tid var der bestemt gået en del af og selvom Mourin ikke lagde mærke til den slags kunne han tydeligt mærke dens virkning på alt rundt om ham.
Gammel var Mourin, ældre en de fleste væsender i denne verden kun få kunne ramme hans alder, så det var derfor ret spændene for ham at se en som Manden her, en person ikke meget ældre en et ungt barn sidst han så ham, hvor lang tid måtte det have været ?

det var ikke ligefrem fordi han havde haft meget med ham at gøre, tilbage i sin tid havde Mourin haft en god del af folk at tale med, mennesker han havde mødt på sine rejser dog ikke mange der stadig kunne siges at være i live.
Mourin nikkede forstående som han begyndte at tale om problemet med andre væsner onde væsner som kun ville det dårligt for andre,
dem havde han selvfølgelig også mødt en god del af gennem tiden, det havde dog aldrig rigtig rørt ham meget, måske fordi hans magi var så stærk ? eller måske de var bange for den forbandelse mange magiske væsner kunne mærke i ham, det betød egentlig ikke meget for ham alligevel,
Da salvatore begyndte og tale om at finde et nyt sted at snakke kunne Mourin egentlig godt forstå ham, når han nu tænkte lidt var det vist ikke det bedste sted og tale, "jeg vil så tage imod deres tilbud" sagde han roligt og gjorde tegn til han var klar til og følge efter ham,
"jeg har vist ikke heller ikke givet mit navn ndnu, navnet er Mourin måske du har hørt det ?" sagde han roligt med hovedet lidt til siden, nu hvor han havde set sine bøger forskellige steder kunne det jo være nogen vidste hvem han var ? dog holdte han sig stadig til og tale lidt lavt skulle der være nogen der havde hørt om ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Tidens tand, havde uden tvivl haft deres tag i dem begge, og det var ikke fordi at det var noget som egentlig gjorde Salvatore det mindste. Han selv havde fået en kæmpe erfaring ud af det, og det var det, som han for nu, bare måtte holde fast i - også mest for sin egen skyld. "Det er ikke skidt, at det ikke er godt for noget andet," sagde han denne gang. Selvom han nok gik under betegnelsen, af en ældre herre, så var det ikke altid til at se.. Foruden hvis man virkelig lærte ham at kende.
At manden takkede ja til hans tilbud, glædede ham dog. Han havde ikke nogen skumle bagtanker eller noget lignende ved dette, for det var der slet ikke nogen grund til. Han nikkede mod ham, inden han gjorde en gestus til at følge med ned igennem den travle gade. Ganske vidst boede Salvatore ikke i landet her længere, men af den grund, var han da heldigvis kendt med det, og vidste hvor de forskellige ting måtte ligge. "Det glæder mig.. Jeg kender et godt sted, hvor vi kan slå os ned,"fortalte han denne gang.
Salvatore begyndte denne gang bare at gå. Hans skridt var rolige og afmålte, også mest for sin egen skyld. Han ønskede ikke den konstante opmærksomhed, som han havde en sjov tendens il at pådrage sig, når det her skete. Hans navn var heller ikke ligefrem ukendt for ham, selvom det nu heller ikke var et navn som han havde hørt i frygtelig mange år. Han trak vejret dybt. "Dit navn er mig på ingen måder ukendt," sagde han blot. Han foldede hænderne over ryggen. Længere nede af gaden, drejede han mod en af de mindre sidegader. Et af de mere ukendte steder. Men det var hvad Salvatore bedst kunne lide - at være lidt afskærmet. "Navnet Salvatore? Siger det dig noget?" spurgte han denne gang roligt, idet han slog en dør op til en gammel og ussellignende kro. Indvendig var den dog hyggelig og indbydende med rigeligt af plads.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin fulgte roligt efter manden som de gik gennem byen, han kikkede mod ham da der blev spurgt til mandens navn, "hmm min hukommelse er desværre ikke som den har været så jeg må erkende at det ikke siger mig meget, jeg har mødt mange mennesker gennem mit liv og kan desværre ikke huske dem alle" han kikkede frem igen, dog lød det navn da som noget han havde hørt engang da han var yngre, hvor lang tid siden havde dette lige været ?
Tid var ikke noget som Mourin lagde speciel meget mærke til, tiden gik som den nu gjorde og han fulgte vel egentlig bare med den,
de nåede nu hen til hvad der måtte ligne et nedslidt og ikke speciel kønt sted dog måtte han blive lidt overrasket som han så det inderste, 
det var et fint sted men hvor havde det været længe siden han sidst havde sat fod i bygninger som disse.
Mourin var født i den tidlige alder af hans race, af civilisation i sig selv og ting havde bestemt ændret sig gennem alle de mange år, han havde selvfølgelig set  hvordan folk og deres opfindelser havde ændret alt så han huskede da også hvad han så nu men det var da altid en overraskelse for ham efter alle de år i naturen,
han gik nu bare roligt rundt og kikkede mens han ventede på tegn fra Salvatore til hvad de skulle.