efter en uge i sengen

[Matthæus Lusifax Dominik]

Matt sad på en stup i pakken og læste en bog . han haved kroen lukke han havede ikke krafterne til at køre den allene. Han havde likke syg i en ugestid med hjerter og var ikke helt oven på igen. Hans hjerte drillede stadigvæk lidt men nu havede han enlig krafter tilnat forlade sengen. Så han nyder at side ude. Men han var trat og havede ikke magen krafter. Mat lagde bogen lidt fra sig. Rejste sig op og lage sig ned på græsset han lukkede øjnede og nød den han nød den kølige aften vind . den var ikke varm eller kold men lun det var ved at være forår og natures lyde var dejlig afslappe nde at ligge til.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Vinteren stod på hæld, og det var ved at være temmelig koldt i vejret. Cedric var ude på en af sine længere vandringer, også fordi at .... ja, hvad skulle han ellers foretage sig? Han havde jo ikke noget fast tag over hovedet, også selvom han vidste, at han kunne vende sig mod Appolyon i Dvasias, men et var bare ikke noget, som han havde fået sig til at gøre endnu. Han havde sin søster at tage sig af, og hun var ked af det, grundet en anden mand lige nu. Det hele var vel egentlig bare et kæmpe kaos?
Cedric havde brug for at klarere hovedet lidt for en gangs skyld, og det var også den eneste grund til, at han i øjeblikket, havde søgt til Manjarno. Det var ved at være uendelige tider siden, han sidst havde været her, og det var nok også derfor at han havde taget turen. Verdenen var anderledes fra, hvad gang selv kunne huske og mindes at den engang havde været. Det var underligt egentlig. Han søgte roligt ned af stien med rolige skridt, afmålt og afslappet. Han var bestemt ikke ude på at gøre noget ved nogen som helst. Ikke hvis det var noget, som han kunne undgå at gøre i hvert fald.

[Matthæus Lusifax Dominik]

Matt høre nogen næmer sig. Han åber øjnende og ratter sig op at side, men det kommer til at gå lidt for hurtig han svimler og hans hjerte begynder at slå noget hårdt han tager sig til brystet og tage en dyp indåningen inden han bruger træstuppe til hjælp for at komme op og stå. " kom så dig gamle skrov" siger han til sig selv han er ung af udsenden men han føler sig gamel. Især nå han lige har ligget isengen og ens kraffter er meget svækket. Han ser en mand komme gånde imod hqm " god dag den harre" siger han venligt og smiler han holder stadigvæk på brystet ved hjertet. Ikke at han var bange på igen måde hqn havede blodt små smerter .
" de også og nyde foråret er på vej kan jeg se" han sætte sig ned på stuppenndet var hårdt at stå lige nu.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric havde været heldig til nu, ikke at skulle give sig til noget sygdom. Nu var det også noget, som havde præget og påvirket ham så meget i hans barndom, hvor han havde været rigtig meget syg. Nu var han bare glad for, at det ikke var noget, som påvirkede ham mere.
De tanker blev dog brudt, som en anden mand satte sig op i græsset. Her drejede Cedric hovedet i retningen af hans skikkelse. Hvem han var, vidste han ikke. Umiddelbart kunne han ikke mærke eller fornemme noget magisk ved denne mand. Med andre ord, ville han ikke være nogen trussel mod ham. "Godaften den herre," hilste han denne gang. Hvad andet skulle han da sige? Han rettede sig automatisk en smule op. Han skulle vise sig som en sand mand. Det var det, som han var opdraget til.
"Vinteren er over os, så der er endnu lang tid til vi atter vil se nogen spor af forår. Men det er sandt. Minsandten en smuk årstid," sagde han denne gang. Det var ved at være koldt i vejret og træerne smed deres blade. Det i sig selv, var smukt på sin egen ganske særlige måde. Hvad andet var der at sige om det?

[Matthæus Lusifax Dominik]

Mæt smillede venligt og gik imod manden og rkye hånden frem imod ham. " mit navn er Matthæus" sagde han venligt han prøvede at enurager den smerte i brystet" det mig en are at møde dem" sagde hn venligt. Mat var bare en venlig varm sjæl også nå han ikke stod i kroen. Alle.der eksistere og lavede har var velkommende. Matthæus var en god mand en god bar herre og en person som bare ville gøre plads til alle . mat kiggede venligt på den framede . framedemå keg spøger hvem det er jeg har ejeren t stå forand and?" spurte han høffelig, og så manden venligt i øjende.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Denne mand så ikke særlig godt ud. Var det overhovedet trygt for ham, at rende rundt på et sted som det her? Cedric betragtede ham meget indgående, selvom han dog ikke gik tættere på. Han havde nemlig brændt sig før, hvilket var noget, som han meget gerne ville undgå at gøre igen, hvis han da kunne komme til det. Han nikkede blot mod ham. "En ære, Matthæus," sagde han denne gang. Sjovt.. Det var næsten navnet på den gamle konge af Dvasias, selvom han tydeligt kunne se, at det slet ikke var denne mand.
De mørke øjne forblev intenst hvilende på ham. "Du ser ikke godt ud," sagde han denne gang. Ikke fordi at han var bekymret eller noget, for det var slet ikke meningen med noget af dette. Han lod hovedet tilte på sned. "Mit navn er Cedric.. En enlig vandrer i disse lande," svarede han denne gang. Ikke så han nogen grund til at lyve. Han vandrede jo egentlig bare vidt omkring nu om dage.

[Matthæus Lusifax Dominik]

Matt smillede og leede lidt til det han sagde med at han ikkr så godt ud. " det ikke noget de skal bekømmer dem om.jeg skal nok klare mig" sagde han rolligt. Han så på ham" de ser selv lidt træt og kold ud. Hvis de har lyst kan jeg tagen sem med han på kroen så de kan få noget varme mad og drikke" forsloh han venligt. " jeg ved sen ef dlulkle men så det godt.jst møhg6

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric lod hovedet søge en kende på sned. Manden så virkelig ikke godt ud.. så hvorfor var han herude i det hele taget? Det var jo slet ikke godt for ham, som han så ud da! "Jeg bekymrer mig ikke.. Det var mig blot en ærlig konstatering," sagde han denne gang. Han kendte jo trods alt ikke manden, og derfor var han også nødt til at være forsigtig, også for sin egen skyld, hvilket han skam uden tvivl også havde tænkt sig at være.
At komme indenfor, ville skam heller ikke gøre Cedric noget. Så kunne han droppe sin søgning, om ikke andet, så bare for en stund. Et kort træk måtte vise sig i den ene mundvig. Han endte dog med at nikke. Igen, så kunne han ikke se eller fornemme noget ondt ved denne mand. "Du har en nøgle formoder jeg?" spurgte han denne gang. Det i sig selv, var jo helt perfekt. Så blev det da godt nok heller ikke ligefrem bedre. Ikke at han var manden som skulle brokke sig. Tvært imod. "Vis vej," opfordrede ham. Landene her, var ikke, som da han havde været her sidst, så det at lade andre vise ham det, ville faktisk kun gøre ham godt.

[Matthæus Lusifax Dominik]

Mat grinde lidt af hans konstatering" tja jeg har lært at leve med jeg ikke altid se særlige godt ud" sagde ham med et venligt men træt smil " jamen så lad os komme afsted. Det kunne jo være at hvis du opføre dig pændt.keh vil lade dig. Hville en nat på en af værelserne på kroens raning de linder en der har brug for et sted og sove i ro og fred " han gik og så venligt på ham " jeg har ellers lukket kroen i nogen dage jeg er allene og det et hårdt arbejde og når jeg har mine dårlige udsens dage kan jeg ikke bestjæne kro kun vis de halv dårlige udsens dage" sagde han og lo træt " så kan forsiker dem der ro og de nok den eneste jeg lige kan tage mig af " han smillede venligt til ham " de linder en mand der har meget i tænkerne som kro.bestyre høre man maget så jvis du på et tidspungt få brug for nogen øre ligger jeg gærne ørene til dem " sagde hen venligt

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Denne mand var højest mærkværdig, selv i Cedrics øjne. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det. Han var dog venlig, hvilket i forvejen var en sjældenhed at møde på disse kanter. Nuvel.. En gang skulle jo trods alt også være den første, kunne man sige. "Jeg behøver i det tilfælde, ikke at gøre det på kroens regning.. Men jeg vil ikke takke nej til et godt tilbud," sagde han dog. Han havde jo fået de økonomiske finanser af sin moder, så det at betale sig fra det, kunne han sagtens. Han brød sig bare ikke om at være for tæt på for mange på en gang.
Derfor søgte Cedric nu med denne mand alligevel. Han var nysgerrig på, hvad han var for en, og hvad han kunne give ham. Han lød til at være en mand, som i hvert fald, var meget glad for at snakke, så et sted, gjorde det ham nu heller ikke rigtigt noget. "Har du ikke nogen ansatte til at hjælpe med betjeningen af kroen for dig?" spurgte han denne gang. Det havde de fleste steder vel i dag? Ikke at han ville blande sig.. Han undrede sig bare over det.
Manden var skræmmende venlig, men derimod faldt det i Cedrics gode smag. "Det er ikke nogen hemmelighed.. Jeg tænker meget.. Og har meget at tænke over.. Så tak," sagde han denne gang. Han sendte manden et kort smil. Det her var virkelig underligt, men dog på den gode måde.

[Matthæus Lusifax Dominik]

Will smilede til ham " nej ikke endnu jeg søger jeg må indrømme at det et hårdt job allene, men jeg nyder det også når beg frisk som du nok har fundt ud af så jeg en snark salige og selvskablig mand. Jeg nyder når folk kommer ind på kroen ikke blodt for at tjene penge på dem , men for at få sig en god snark og histoier det er det der holder mig igang" sagde han og smillede træt men man kunne høre i hans stemme han nød at arbejde på kro.
" men jo søger hjælp til lidt af vært kunne godt tænke mig folk bag kro disken og noget under holdning . jeg eger Desvære ikke kroen men ville gerne det virklig en stor del af mit liv." sagde han ." det også findt at tænke men pas på du ikke få ondt i hovdet" sagde han mere som en joke.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Det måtte Cedric give denne mand. Han var i den grad snaksaglig! Ikke fordi at det var noget som gjorde noget, men til tider, kunne det vel også meget hurtigt blive for meget? "Jeg begriber ikke, at du tilsyneladende finder tiden til det, med alt det, som må være at lave på en kro." Var det underligt, at det gjorde Cedric en smule skeptisk? Lige nu, ville han egentlig bare gerne ind i varmen, så han kunne hvile lidt, inden han skulle videre. Han havde jo trods alt også sin ting, som han skulle tage sig af, og særligt på grund af hans søster, som var så kraftigt påvirket af alt det her. Det var jo heller ikke småting, kunne man sige.
Et kort smil passerede Cedrics læber. Han håbede bare, at de snart var fremme lige nu. Han kunne virkelig godt bruge, bare at komme ned at ligge lidt. "Du ejer den ikke?" spurgte han denne gang. Var han bare krofatter der? Det måtte da være irriterende, at være så tæt på toppen, men bare ikke kunne nå derop? Det ville han i hvert fald stærkt gå ud fra, at det var! "Er vi snart fremme?" spurgte han denne gang. Han ville virkelig gerne bare ned at sidde. Bare lige for et øjeblik.

[Matthæus Lusifax Dominik]

der gik og lige freme å en lille kro " nej jeg eger den ikke, men jeg føler næmest jeg gør det er jo også mit hjem ser du" sage han træt 3 ja du er heldig den er lige framme der" han pegede på den lille kro " det er noget man er nød til at give sig tid til, det er en hård offring, men nå man har levet et liv som hjemløs da man var lille, så ved man vor vigtig det er kæmpe, for overlevelse, det er jo det vi alle gør hele tiden nogen tænker bare ikke på det på den måde, men vi alle kæmper for vores engen eller vores kæres overleveses skyld. nogen gang har men ikke tid til at tænke på hvad men har tid til og vad men ikke årker og årker , nogen gang må man bide i det sure æble og kæmpe for det, for at overlever. jeg har arbejdet det mesdte af min leve tid. det var jeg nød til " han fortalt ikek om sin søster bevist det var for en stor sorg i ham et så der aldig helede et marigt der aldig stoppede. hendes død krop som var usyglet svag og syg af at leve på gade det var et billede der plagede ham for livs tid. og skyld følsen at han ikke kunne hvade gjort mere pågrund af hans hjerte

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Nu havde Cedric været vant til et liv, hvor man ikke skulle være bange for, at man ikke længere havde tag over hovedet. Han nedstammede jo fra en rig familie. "Jeg må indrømme, at det er så langt fra min virkelighed, som det kan komme," fortalte han denne gang. Han var en Marvalo... Også selvom han hadede at skulle bære det navn. Der var ikke rigtigt nogen stolthed i det mere.
Denne mand var uden tvivl en mærkværdig en af slagsen. Det gjorde Cedric nysgerrig. Det var ikke ofte, at man mødte nogen af den tankegang og den intelligens et eller andet sted. "Pas på med hvad du siger og giver udtryk for.. Mange ville hugge hovedet af dig for det." Det var et hårdt sted at slå sig ned, hvilket de nok udmærket godt vidste begge to. Cedric fulgte derfra kun med tilbage til kroen. Det ville uanset blive rigtig godt, at kunne komme ned at sidde lidt. Det var i hvert fald noget, som han havde brug for efterhånden. At handle på vegne af sine nære og kære, kendte han nu kun alt for godt til. Det gjorde han også selv. "Jeg kan fornemme, at du har en kær i dit liv?" spurgte han. Selv havde han sin søster.. De havde haft et meget anspændt forhold før, men nu..? Ja, før i tiden, kunne de ikke undvære hinanden.. nu vidste han snart ikke. Der var dog ikke det, som han ikke ville gøre for hende.

[Matthæus Lusifax Dominik]

mat lyttede til det han sagde de vat nådet hen til kroen og han låste op og holte døren for ham. han smillede lidt over hans kommetra med at hugge hovedet af ham" tja folk har haft kunne valgt at gøre det op til feler gange. men efter de har tænkt tingen igennem har de set min pointe" ser på ham " og vis den da kom vor folk ville gøre det, vil jeg stille mig op uden kamp, jeg frygter ikke døden, jeg vil gerne leve, men vi alle skal har fra på den eller anden måde, det er bare sådan det er " sagde han roligt. han havde en utrolig afslappende holdning til dette. da han nævnte det med en kær " rettelse jeg havde men det magen år siden nu , min søster gik bort " det gjort ondt på ham at tænke på