Long Time No See

[Alexander Raphael Vladimir]

Det var længe siden. Mere tid end Alexander lige selv havde styr på. Han havde ikke sat sin fod i Dvasias ret ofte igennem de sidste år. Han var dog så småt begyndt at komme tilbage hertil. Mest i vintertiden så det var snart ved at være tid til at vælge om han ville det. De sidste par år havde han dog enten holdt sig i sin hytte i Imandra eller blot rejst rundt. Skulle han mon tage tilbage til dæmonbyen og bo til vinter i år? Han var stadig ikke helt sikker. Det sted især var et sted med minder der gjorde ondt. Men han var da på vej til at komme videre. Var han ikke?

Han var dog lige nu ved udkanten af søen og så ud over det blanke vand som så småt var ved at kaste et rødligt skær fra sig, da solen var på vej ned. Ikke at Alexander ikke kunne klare sollys. Han var jo ikke vampyr. Han havde bare altid følt sig bedre tilpas i kulden og mørket. Det kom nok af at være is dæmon.  Og så at han nok ikke var en så varmhjertet person. Hvem vidste hvad der kunne være årsagen?
Han sad i græsset ganske roligt og lod fingrene fra højre hånd glide igennem pelsen på ulven der lå ved hans side. Den lå og lignede den sov. De mørke pels var ikke helt sort, men meget tæt på. Dens hoved lå på de store forpoter og der kom kun svage lyde fra den i ny og næ. Var det sovelyde eller lyde af behag over at blive nusset? Selv Alexander var ikke helt sikker og det var hans ulv. Han sad i en simpel sort bluse med lande ærmer og mørke bukser. Han så nu frem til det blev vinter. Noget hvid farve ville virkelig gøre landskabet betagende smukt.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus gik rundt om søen, han var her når han trænkte til en pause fra alt og alle. Han var ikke i hans besdte humør idag, han gik og drak af en whisky han selvfølig selv havde brykket.

Mens han gik der og drak så han en person. " skøndt og lige når man trode men var halt alene" sagde han små irtateret. Han viste ikke selv hvorfor han var i dårlig humør. Eller ji lidt men det havde med hans balinge at gøre. Det kunne af og til skabe et stort rod i hans hovedet
Når han gik om den sort med noget var en af de dage han bar besdt allene på

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander bemærkede først ikke at han ikke var alene længere. Hans tanker var mere fokuseret på alle de minder der sværmede om ham på dette sted. I dette land. Han havde savnet det og på samme tid slet ikke. Hvorfor var hans liv vendt så meget op og ned på grund af en person?! En person han ikke havde set siden det uheldige sammensted langt væk herfra. Hvor man han var nu? Nej..Nej ikke tænke på det. Ikke tænke på ham. Han havde brugt så meget tid og energi på at komme videre og han ville ikke synke tilbage i det. Det var derfor han så småt var kommet tilbage. Fordi at hans smerte åbenbart selv havde flyttet sig ud af Dvasias. Han sukkede og rejste sig op og overvejede om han skulle tage en dukkert? Prøve at køle sig selv lidt ned.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus blev mere irratert han troede at denne anden mand. Og det pissede ham mere af. Han gik helt hen til ham Ø" hvad helvet laver de her de irratere mig de sidder der og stier" han sme sin tomme flaske fra sig, ja ok han havde fået for meget og drik men fuck det han var skide ligeglad nu. Lige nu genert denne mand ham bare . eller det var jo enlige ikke helt sådan det hang sammen. Petrus var fuld og i dårlig t humør og det povikede den modsætning hans væsen var. Det var ikke nemt for ham at kontrollere sig især slet ikke som påvirket.

[Alexander Raphael Vladimir]

Den frembrusende adfærd der vel var lidt truende når han sådan smed med flasker omkring dem og råbte og talte grimt med bandeord og det hele. Men Alexander sad bare fortsat roligt og lod sig ikke sådan skræmme. "For det første ejer De ikke søen og området. For det andet så bilder jeg mig blot ind at kigge. Det skader ingen. De derimod bilder Dem ind både at larme og smide med affald og næsten true folk." Han lagde sit hoved på skrå. Om manden altid var sådan her eller om det var det tydelige alkohol der var årsagen vidste han ikke og fandt han måske aldrig ud af. Medmindre han oplevede manden ædru altså. Han slog et let kast med sit hoved ud mod søens vand. "En dukkert kan måske hjælpe på humøret?" Koldt vand kunne måske gøre ham mere klar i hovedet. Alexander ville helst snakke mere behageligt. Og hvis manden ikke ville snakke så måtte han jo gå videre? Alexander havde ikke nogen steder for nu han gad være i alle fald. Han ville nyde det meste af sin nat her.