nyt og framede

[Elena Marina Elton]

Elena udnytter sin tur på fastlandet ved at se rundt få så mangen oplevelser som muligt. Selvom hun ved at hendes job er at beskyte øen. Så Demaicus kan blive mere tryk. Hun har ikke slået ham ud over men vad tænkte hun på hun havde lagt totalt meget op og kysset en gift mand? Forhåblig kunne hun komme på beder tanker her ud på det framlede fast land. Hun havde på nuværende tidspunk ikke oplevet noget farligt. Alt det hun havde set og oplevet havede været smukt spændende og hyggeligt. Hvorfor havde Demarcus så meget imod fastlandet og vorfor mente han det var farligt. Her virket fredligt. Hun gik der i sine enge tanker og under sig. Hun stoppede op og plukkede en smuk blomst hun tog den op i hendes hår der mente hun den ville pynte godt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason kom vidt omkring i denne tid, og det var vel også tydeligt nu? Det var ved at være rigtig mange år siden, han havde været forbi Imandra. Faktisk vidste han ikke rigtigt hvad han lavede der, men det var vel noget, som han tidsnok ville finde ud af?
Foran ham, var den store dæmning. Et stort stykke arbejde foretaget af den gamle borgergruppe af Imandra, hvilket var sket før Warlockerne havde overtaget stedet. Ikke fordi at det var noget, som skulle have lov til at afskrække ham, for det gjorde det ikke. Jason var ikke ligefrem en mand, som frygtede noget. Jo.. men det var ikke, at der skulle ske ham noget, kontra så mange andre, som det kunne være gået udover i stedet for. Det var der, at hovedforskellen ligeledes også måtte være.
Det var ved at blive koldt i vejret, også på denne front. Langsomt drejede han blikket. Han følte og kunne fornemme nogen tæt på, også selvom det ikke virkede til at være en warlock. De ville nok have haft en helt anden måde, at træde frem på, og særligt nu, hvor de var så godt igang med at jage samtlige væsner ud. Ikke at det var noget, som faldt i hans gode smag, men for pokker.. Hvad kunne han da gøre ved det? Han slap vejret roligt, men dybt, hvor han rettede sig op. Selv i mørke kunne han jo se ganske fint. Hvem mon der var ved at komme tæt på nu?

[Elena Marina Elton]

Elena syndes at høre noget hun stoppede op." hej er der nogen her ude?" spurte hun, hun var enlig ikke bange. Hun så rundt hendes sorte hår blæste op i vinden. Hendes grå lyste op.hun kunne ikke helt finde ud af vor lyden kom fra men hun hviste hun havede hørt en lyd. Hun stod og ventede på om der måtte komme et svar ellers skulle hun nok få det på en ellande måde. " jeg gør ikke noget det behøver de ikke at frygte jeg vil selv mene jeg er en venlig lille en" det er lidt svært at sige sjæl hun er jo en levende død havede hun overhovdet en sjæl? Hun syndes ikke det var helt nemt at vide selv måtte hun arlige indrømme men noget måtte hun havdevfør føle kunne hun.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var ikke typen, som var bange for noget, for ærligt..? Skulle han det? Han var en vampyr. Ganske vidst ikke renracet, som så mange andre ville have ønsket, at han var, men han klarede sig på trods af det. Han hørte hendes stemme. En fremmede stemme. Han blev dog stående, hvor han denne gang stod, uden at skulle røre så meget som en eneste muskel. Ikke fordi at han frygtede for sit liv eller noget lignende. Det havde han vel ikke nogen grund til at gøre, havde han? Han lod hovedet søge på sned. "Jeg frygter ikke for dig.." afsluttede han dog denne gang.
Jason valgte at gå tættere på stemmen. Nysgerrig på hvem der mon måtte bære denne stemme. Den lød yndig.. Og nu var han jo en mand, som altid havde været rigtig glad for det kvindelige køn, og dette var på ingen måder noget undtag. Hans mine forblev intetsigende.. men uden at vise tegn til at ville hende noget ondt. Han var ikke nogen voldelig mand, og havde aldrig været det, selv på trods af, hvad han selv havde oplevet igennem sin tid. Småting var det jo ikke just.

[Elena Marina Elton]

Elena se denne person kommer næmer og ser en mad trade frem i hendes synsvinkel. Hun så på ham og smillede hendes grå øjne havede et varmt blik" hej " sagde hun nu vor hun kunne se ham. Hun tog en hånd op og nullede en hår lok af hendes sorte hår " mit navn er Elena Marina Elton. Og vis jeg må spørger vem de er?" hun så venligt på ham det har spæneden for hendecat møde nye folk, hun havede ikke mødt så mage. Efter hens genfødslen fra asken. Hun så intrraseret på ham " jeg ikke så kendt på disse enge kunne de være så venlige at måske fortælle mig lidt om dette sted?" spurte hun varmt og ærligt. Hun så ham i øjne og smillede stadigvæk. Hun næmede ham sig ham uden at trade for lang ind på hans personlige space.det var bare ret og hære tætter på for og prøve at køre en samtale.

[Jason Elvana Nimanhra]

Hvem end denne kvinde var, var hun ny og fremmed, og det var tydeligt. Ikke en, som man typisk ville se på egnen. Faktisk var det sjældent, at man så nogen i det hele taget, kun fordi at det efterhånden var blevet et warlock-område, og derfor kunne vise sig, at være farlig for alle andre, at færdes i, hvis man ikke passede på. Han nikkede afmålt mod denne kvinde. "Goddag," hilste han denne gang, inden han atter vendte blikket bort, og mod de omkringliggende områder. Hvad lavede han egentlig her?
At være ukendt og fremmed, var ikke noget som var sket for Jason i frygtelig mange år. Man kunne bestemt ikke sige, at han var en ukendt mand, selvom hans navne, måske ikke just var de mest kendte her på egnen. Hans blik faldt tilbage mod kvinden. "I så fald, vil jeg byde Dem velkommen til landet, Imandra.. Et land faldende i støv og ødelæggelse." Han bukkede denne gang let for hende, inden han atter rejste sig op. Han var en stolt mand, og det havde han alle dage været.
"Mit navn er Jason Nimanhra." Hvorvidt om det var et navn, som sagde hende noget, vidste han ikke. Her på fastlandet, var det i hvert fald et meget kendt navn. Og dertil ville han jo også finde ud af, om hun var herfra.. eller om hun var udefra. Det gjorde ham straks mere nygerrig.

[Elena Marina Elton]

Elena så på ham og blev lidt flov over over hans gæstusn og nejede pænt tilbage. " forfalede og ødlaget det da frygteligt!" sagde hun " hvad der sket og vad med de folk og familie der har bodet her?" hun kunne mærke en knude i maven medlindenhed med alle de stakeler der muligvis havede bledet her en gang. Hun så rundt " men her da enlig kønt stedet her ha sin hel egen charme." sagde hun og så på ham igen " er de en af dem der har lidt under dette forfald?" spurte hun venligt og roligt. Hun var ikke bange hun var jo heler ikke så nem atcslippe af med kunne man jo sige. Hun havedevsine fordele ved at være levende død

[Jason Elvana Nimanhra]

Siden warlockerne havde taget over landet her, var det forfalden og ødelagt. Det var synd og skam, men hvad var der at gøre ved det? Det var desværre meget lidt. Kimeya var en hård mand, og nu hvor hele hans familie og samtlige warlocker havde lagt turen hertil, så var det et land i forfald. Alle andre, som ikke bar det blod i krop og sind, blev drevet bort på det mest groteske grundlag - i hvert fald i Jasons øjne. "Du er slet ikke fra egnen, er du?" spurgte han denne gang. Hende som nejede så fint og det hele. Det var underligt. Det var på ingen måder en behandling som Jason var vant til, og særligt ikke efter, han selv var blevet drevet bort fra det land, som havde været hans hjem igennem frygtelig mange år.
"Det er egentlig ganske enkelt.. Er man ikke magisk, bliver man drevet bort.. Ønsker man ikke at forlade det, bliver man slået ihjel," fortalte han, som var det den mest oplagte ting at snakke om. Men nu spurgte hun, og så skulle hun da naturligvis have sine svar. Hendes måde at håndtere situationen på, var nok den, som Jason reagerede mest på. Meget atypisk et væsen, som holdt til her. "Jeg er blot en enlig mand på gennemrejse.." Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Vi er mange som lider af forfald på må og få. Dem er jeg iblandt," fortalte han dog.

[Elena Marina Elton]

Elena smilede lidt på.den måde han spurte hende på om hun bar fra engen " det har de hel ret i jeg ikke er, eller ret og sagt det tro jeg vætfald ikke min fortid stå mig erligtalt ikke særlig klar" sagde hun venligt. Og lyttede på hvad han fortalte mens hun så på ham " det gør mig ondt det ikke en retfærdig grund til at slå folk i hjel eller jage dem bort, magisk eller ikke. Magisk vi alle kan gøre gavn i et fællesskab netop fordi vi er forskelige, hvorfor åbner folk ikke bare øjne og indser det" sagde hun medfølende uden af ynke. Set gjore hende vred og. Fusteret vordan nogen kunne være så selviske og modbydelige det var svært for hende at forstå. Hen mærkede en uforklarlig vrede vokse i hende en vred hun ikke kunne huske. Hun erindres megwt lidt fra hendes fortid

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var et sted ligeglad med alt det, som var sket her i landet, da det intet havde haft med ham at gøre, selvom udviklingen naturligvis var trist. Meget kunne man sige, men fastlandet, var faktisk et utrolig farligt sted for dem at være. Her slog man folk ihjel og det var som regel af yderst egoistiske årsager, at det i det hele taget forekom. "Det er således at det hele fungerer her," forklarede han direkte. Ganske vidst var han ikke fra egnen her, men et sted længere væk. Han havde nemlig hørt til i Procias over en længere årrække, hvor han selv havde kæmpet med de mange fordomme, som nu var blandt befolkningen, og de var virkelig, virkelig tydelige. Og med årene ,var de jo faktisk også kun blevet værre.
"Hvor er du fra? Siden du ej er herfra?" Hendes uvidenhed, måtte samtidig også sige ham, at hun slet ikke var fra fastlandet, og det var vel uden at tage fejl? Det var sjældent, at man mødte nogen fra fastlandet, som slet ikke vidste, hvordan det hele rent faktisk hang sammen.

[Elena Marina Elton]

Elena så på ham " lige i dette liv kommer jeg fra øen af men vor jeg rigtig kom fra ved jeg ikke" svarede hun og så på ham hun lod sit hovede søge lidt på skrå så hendes lange sorte hår med krøller faldt med.hendes hovede på skrå.
" hvordan kunne det være i ikke gjore noget for at stoppe warlockerne?, hvorfor kæmpede i ikke imod dem på en måde. Hvad holdte jer tilbage?. Det var jo også jeres hjem og i havde jo lige så meget ret til af være her som dem" sagde hun og så på ham .
Igen fik hun en inder følse af at hun altid havede kæmpet llige meget hvad. Hun viste ikke om dette var sandt ellet blodt en følese.

[Jason Elvana Nimanhra]

Øen.. Var hun fra Tayevania? I det tilfælde, hvad lavede hun så i det hele taget her? Dette var uden tvivl noget, som vækkede Jasons tydelige interesse og nysgerrighed. En kvinde udefra.. En som virkelig kom udefra, og som ikke havde nogen anelse om, hvad noget af alt det her, rent faktisk betød. Det var da uden tvivl noget, som han måtte finde ganske fascinerende. "Tayevania..? Ikke sandt?" Hovedet lod han denne gang kort søge på sned, hvor et smil passerede hans læber.
Svagt rystede Jason på hovedet. "Jeg er ikke herfra, men et land længere væk," fortalte han. Procias havde jo været hans hjem i flere år.. For pokker.. han havde været en vampyr, som trods smerten, var gået i kirken hver eneste søndag! Han havde oprigtigt kæmpet for folks respekt og anerkendelse, selvom den bare aldrig var kommet. Var det underligt, at det var en ting, som vakte frustrationer? "Warlockerne er et farligt folkefærd.. Jeg vil blot informere dig om det.. Og bede dig være forsigtig. De udviser ingen nåde overfor ikke-magiske væsner her omkring," fortalte han videre. For mange andre, var det mere tragisk, end det var for Jason selv.

[Elena Marina Elton]

elena nikkede og lyttede" jeg kan ikke forstå tingen er sådan jeg har en fornæmmelese af at jeg i min fortid er fra Marvilas tid jeg se ham som den der var den eneste enget til tronen" sagde han " og vadsko vis de uening så må de selv eller få andre til at jagte mig men vil stå med den mening til min død igen. " sagde hun og så på ham "Marvila var warlock og ville styre landet på en måde vor alle væsner var velkommen og sådan burde være en konge være" sagde hun fast på sin mening.
Hun så ham i øjnede han virkede som en rar mand ind til hvide men hun er også vagsom men det skjulde hun godt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Hvem end denne kvinde var, var hun højest mærkværdig. Og Jason havde mødt frygtelig mange igennem sin tid! Han blev dog stående. Og pludselig snakkede hun om Marvila? Det var ej et navn, som han havde hørt på nogens læber i uendelig lang tid. "Det sker sjældent, at nogen snakker om denne mand," sagde han denne gang. Han havde jo været død i frygtelig mange år. Og længe inden mange af dem, som var her, overhovedet var kommet til verden, og var blevet født.
"Jeg kan ikke sige mig enig, som jeg ikke kan sige mig uenig. Jeg har kun læst om hans regeringstid i historiebøgerne." Jason var nemlig blandt de heldige, som rent faktisk kunne læse, og det var han selvfølgelig frygtelig glad for.
Jason trådte tættere på, hvor han denne gang begyndte at søge omkring denne kvinde. Han undersøgte hende nøje. Hun måtte være fra Tayevania. Det var det eneste, som reelt set måtte give mening i den her stund. Han kunne i hvert fald ikke lade være nu. Han var jo trods alt også vampyr. Det lå lidt i hans natur at gøre det her. "Hvem er du?" spurgte han denne gang. Han var ikke interesseret i navn, men derimod i hvem hun var, og hvad slags kvinde hun var. Hun var nemlig ikke noget, som han havde mødt før.

[Elena Marina Elton]

Elena fuldte ham med øjene da han begyndt og gå rundt om hende hun viste ikke helt hvad hun syndes om Dette. Ikke at det skramte hende det gjore det ikke hun fand det bare spøjs " jeg er ivær fald ikke en kust genstand man cirklen rund om for at få alle detaljer med. Jeg et levende væsen eller noget i den dur." sagde hun ikke surt eller fornæmet men rolligt.
Hun følgede ha. Stadigevæk" hvem jeg er ja ser du det har jeg også spurt mig selv om mangen gange men jeg kan inke huske vem jeg var. Så jeg vel den jeg er som jeg stå her" svarede hun ham.