new meating

[Valkyia Thea Thilo]

Valkyia er ude ude og jage. Hun har fanget en fulg og klattert op i et tre for at spise den ivåbet om at være ubemærket. Hun er ikke stoldt over at være det hun nu er. Valkyia er omhyggelig og prøver at spise uden at spille. Hun kigger rundt og holder øje med om der kommer nogen forbi, så hun ikke bliver afsløret. Hun piller et blad af træet og tøre sig om munden, man må jo bruge det man har til rådighed. Det genere vennde ikke. Selvom hun linde en fin og fornæm person er hun ikke så fin i kanten som hun se ud til. Hun begynder at side og nynne lidt. Hun har ikke været i landet her så længe så alt er stadigvæk nyt og spænedene. Hun har heller ikke mødt så magen. Hun nyder stilheden og roen det skøndt.

[Shawn Darcian Torras]

Det var efterhånden længe siden at Shawn på egen fri hånd havde benyttet sig udenfor slottets mure. Den meste af sin fritid havde han på det sidste brugt på sin træning og ellers holde sig selv ved lige og sit udstyr. Mest prøvet at holde sig på god fod med slottet og dets beboere. Han ville ikke være til problemer for nogen der, men ikke alle var helt glade for ham. Eller mere for hvad han var nok. Men det var da blevet bedre.
Det var dog en rar fornemmelse, det at komme ud og strække benene lidt i den friske luft. Og det havde han så sandelig gjort. Han var langt væk hjemmefra vel, men han havde dog trods alt sin hest til at hjælpe sig på vej i fart. Og ja slottet var det tætteste han kom på et hjem nu. Han følte sig hjemme der.

Hesten havde han dog ladet gå og græsse i en lille lysning. Han vidste ikke hvor han red hen, men bare rundt. Han havde ikke behov for noget bestemt mål, men bare ud og se ting han ikke normalt så inde bag slottes mure. Sved og støv var dejligt nok at ligge bag sig og komme ud i det grønne. Eller mere i det rødlige nu hvor efteråret var kommet. Han lod hesten passe sig selv og gik lidt rundt mellem træerne til hans skarpe hørelse fangede en lyd der ikke helt hørte til. En nynnen? Og ikke fra en fugl. Han var ikke alene her i skoven.

[Valkyia Thea Thilo]

Valkyia kunne fornæmme og lukkte en anden en af hendes engen rase virkede det som om. Hun blev nyskarig dette måtte under søges . hun hoppe fra træ til træ ret ellegant til hun så en fyr. Hun hoppede ned lidt fra ham og gik mod ham" Vær hilset " jo helt en anden varmpyr hun lage hovedet på skrå så hends røde hår falt bølgen ned lidt forand. Hun betraktede ham. Hun stå sådan lidt og rømmede sig så og nejede så elegant " lad mig prassentere mig selv Valkyia Thea Thilo" sagde hun så og så på ham. Hun var meget lige fram. Men val var også en kvinde med ben i næsen. Hun stod stadigvæk og betraktede ham

[Shawn Darcian Torras]

Hvem end det var han kunne høre så stoppede det lidt efter, men han kunne fornemme og høre bevægelse ude i træerne. Ikke kun mellem dem. Men faktisk oppe i dem? Han så lidt op som det var en person hoppede ned foran ham. En kvinde. Det røde hår nærmest flammede op omkring hendes ansigt og hun virkede meget ligefrem. Ilter og stikkende som ildens flammer? Meget passende vel.
Hendes nejen og høflige antræden kom en smule bag på ham, da det ikke var til den almindelig form for hilsen til fremmede. Men hun lod ikke til at lade sig skræmme af det. Han lavede et let buk mod hende som et tilsvar til hendes høflige præsentation af sig selv. "Glæder mig at møde Dem. Mit navn er Shawn Darcian Torres." Han rettede sig op fra sit lette buk igen og så roligt mod hende. Han var ikke typen der hilste grimt tilbage. Hun var venlig og høflig så det ville han også være. Det virkede dog interessant, da han samtidig følte hun kunne være en kvinde med temperament og et iltert et af slagsen. 

[Valkyia Thea Thilo]

Val smiler til ham næmmer sig ham " hvad laver en harre som der her ude med gode manere, og som en finere klasse med hest kan jeg renge ud" sagde hun. Gik rank og elegant en runte om ham for at se ham helt. Nydlig mand igen tvil om dette. Hendes intænse grønne øjene lyste op med blikket på ham . bare et nomalt blik. Hun er værken navøs eller mistroisk, hun ved hun sakens ville kunne forsvære sig vis han vil angribe hende. Hun er ikke en forsvarsløs kvinde. Hun vender lidt opmærksom mod heste det flere 100 år siden hun havedet sedet på heste ryk. Hun savenedd det enlig lidt. Hun beyndede det smukke dyr, vente så opmærksomheden tilbage på ham .

[Shawn Darcian Torras]

Han løftede et øjenbryn. Hun kaldte ham finere klasse og med gode manerer. Manererne var nok meget rigtigt ramt. Men han var næppe af finere klasse. Han arbejdede for de fine, men det var vel ikke det samme? Han var jo stadig ikke en af dem. Et skævt lille smil gled over hans læber som han let rystede på hovedet. "Jeg er ikke af finere klasse. Jeg arbejder på slottet og det er nok det fineste jeg kommer." grinede han let. Han så hende dog godt gå rundt om ham og han løftede igen et øjenbryn. Hun gik næsten rundt om ham som var han en kjole eller dyr hun skulle se an fra alle vinkler. Han vidste ikke om det bare var sådan hun altid var. At hendes blik gled mod hesten der gik og græssede efter hendes lille runde om ham fik ham til at smile lidt igen. Som om han var fin bare fordi han havde en hest. Javist den så fin og striglet ud, men det var fordi den stod i de kongelige stalde og blev behandlet sådan. "Men jeg sætter da pris på komplimentet. Hvis det da var et kompliment." Det kunne jo sådan set godt være en fornærmelse, at han var fin i hendes øjne. Han vidste ikke om hun var for eller imod 'de fine'.

[Valkyia Thea Thilo]

Val smillede til ham " på slotet siger de. Håber at de behandlig dem godt." hun så ham i øjne igen " jeg ved vordan nogen adelige behandler deres tjæneste folk det ikke altid sæligt posetivt. " hun sat sig ned på græsset " i min fortid levede jeg føst som adlige og så kongelig, så jeg ved vad jeg taler om selvom mit liv som kongelig var der vor man behandlede ttjænestefolk godt" fortalte hun hun komtil at le af hans kommetar om det var et komblimang. Men et sødt og venligt leende. Et posiktivt ment le." du kan godt se det som et komblimang" selvom hun sad ned kunne man fornæmme hendes grønne øjne strållede af smil i dem

[Shawn Darcian Torras]

Et kort lille nik var lidt alt Shawn gav som svar til at han havde sagt slottet. Ingen større grund til at uddybe det med mange ord jo. Det var jo simpelt nok. Et nik som ja var alt der var brug for her. Han smilede et skævt lille smil. Tja han var vel en slags tjenestefolk? Han arbejdede godt nok direkte for kronprinsen, men stadig var han jo en arbejder. Og ja mange blev ikke behandlet godt. "Det er skam glimrende. Mest resten af slottet som har mange der ikke er helt tryg ved mig." At være vampyr var ikke altid let. Hans hoved gled på skrå mens hun snakkede om sin fortid. Hendes latter var ikke skræmmende eller ubehagelig som nogens kunne være. Den var klar og ikke en der skar i ørene. Han smilede lidt selv og tog det så som et kompliment valgte han for sig selv. Han satte sig ned i græsset overfor hende. "Så De har altså været blandt kongelige? Interessant. Men ikke længere?" 

[Valkyia Thea Thilo]

Val sukke og så lidt ned selvom det var forfartlig magen år siden var hun aldig kommet sig over at hun kom tilmat myrde sin mand ved et uhæl.
Hun sætte sig selv ned og søget blikke lidt ned i jorden. " nej ikke længer der sket et uhæld noget der ikke burde havde været sket, og så gik det galt. " hun så.lidt på.ham " folk skal bare lære at ikke alle af vors raser er blodtøstuge uhyr der vil slå ihjel for et godt ord, der er nogen der har lært at styre sig oh funger o megten ved blodt at kunne få det de har behov for når behovet er der"
Sagde hun . selvom hun selv mente hun var et uhyre mesdt fordi hun aldig havde tilgivet sig selv da hun var blivet forvandlet .

[Shawn Darcian Torras]

Hendes ord var sådan set noget han kunne forholde sig meget enig i. Netop fordi det var meget sådan han selv var og så på sin egen race. Selvom hans hustru og lille pige var blevet myrdet af jægere så var han ikke gået amok i en blodrus og hævnet sig på alt og alle. Men han havde skam ikke glemt det. De eneste han næppe ville føle noget for at slå ihjel var vampyr jægere. De levede jo af at jage vampyrer så chancen for nogen af dem faktisk ikke ville dræbe vampyrer var lille. Han havde dog ikke mødt nogen af dem i længere tid. Flere år efterhånden. Han vidste ikke engang hvor mange der var af dem derude. Ingen vidste vel hvor mange der var af nogen som helst race. Måske diverse race ledere, men ellers nok ikke.
Han lyttede til hendes lille historie og han kunne såmænd atter følge hende. Han havde dog ikke været den der havde gjort det der ikke skulle ske. Han vidste jo ikke at hun var det i sin historie. Han smilede et lille svagt smil. "Jeg ved hvad De mener. I alle fald har jeg også oplevet noget jeg helst så ikke var sket. Det vendte op og ned på hele mit liv og fremtid." han sukkede stille. Det var ikke særlig tit han faktisk talte om sin fortid. Og når han endelig gjorde blev der ikke nævnt ret meget. Dog var det lidt som om det var en smule nemmere med en anden der også havde oplevet noget slemt selvom det nok ikke var det samme overhovedet, men dog alligevel? Han kunne ikke forklare det.

[Valkyia Thea Thilo]

Hun så på ham " de har måske også mistedet nogen der stod dig meget nær?" spurte hun medfølende og lage en hånd på hans arm . hun havde på fornæmelsen de muligvis havde mere tilfælds ind blod samme rase6. Hendes øjne hvillede venligt mod hans højne. Han virkede rar og skidt ud så han bestemt ikke og de virkede til at havde en ok kami sådan som de sad her." lige meget vad det er skal de vide jeg føler med dem, livet er ikke altid en lykke tvært imod" sagde hun med et skævt smil på hendes læber

[Shawn Darcian Torras]

Til hendes spørgsmål kunne han jo ikke gøre meget andet end nikke. Han havde aldrig haft lyst til at tale med folk om det. Meget sjældent og meget lidt når det endelig skete. Men dette var på en måde lidt anderledes alligevel. Dog så ville han ikke bare slynge alle detaljer ud. Det var heller ikke høfligt at kaste alt muligt informationer i hovedet på folk uden grund.

Hendes hånd på hans arm overraskede ham dog lidt. Han var ikke særlig vant til fysisk kontakt længere selv ikke så mild og lille en grad. Den mest fysiske kontakt han fik var i kamp. Enten træning eller for alvor. Han så bare stille i hendes retning og det var jo ikke noget med, at han rev sig løs fra hendes arm. Hun mente det jo kun godt. Han smilede let og var skam glad nok for den trøstende opførsel hun lagde for dagen for at vise sin medfølelse. "Jeg takker. Det er ikke så tit man møder folk der ved hvordan det kan være. Ikke som faktisk vil indrømme det føler jeg. Hvem ved hvor mange derude som usagte går rundt og lider?" Han rystede lidt på hovedet. Han var sådan set nok selv mest i den kategori jo. Men der var mange andre derude af samme type. Det var han sikker på. Og han kunne jo godt indimellem snakke om det. Han så stille op mod himlen og der lyste op i nattens stjerner. Det var en smuk nat. Hans fokus landede dog stille på hende igen. "Kommer De tit herud?" spurgte han roligt. Han kom sjældent rundt ude for tiden, men det var mest på grund af arbejdet. Det var jo ikke sådan for alle.

[Valkyia Thea Thilo]

Val ser på ham hun følser sig tiltrukket af ham nok mesdt af alt fordi han er varmpyr formodet hun . hun lader hendes hånd vile på hans arm " ja du har ret men det heler ikke nemt at Snake om de spøgelser fra fortiden " sagde hun og smilende til ham.
" men nogen gange er det vel også besdt at få løfter ud." hun søgte hans blik og smillede.
" jeg er her og der når jeg har lyst jeg ved ikke hvor tit jeg er de forskellige steder" sagde hun som svar på hans spørgsmål. Hun ville også spørger ham om han tit var her men der var noget der kom føst, som hjn var nyskarie på. Som selv et medlem af oprørs gruppede og fatisk følte sig hjemme der unden nogen frygtede hende var dejligt. Dog ville hun ikke sige hun hørte til der. " hvordan kan det være du har valt at arbejde på slottet af alle steder hvis du ikke føler dig godt tilpas over de ander frygter dig lidt?" .

[Shawn Darcian Torras]

Han mærkede en kort lille bevægelse i sin egen arm, da hun rørte den. Men det var knap mærkbart. Det var stadig ikke noget han var vant til; at folk og især kvinder rørte ham. Og så oveni det så havde han bare ikke forventet det. Det var ikke fordi han ikke brød sig om det, men det havde bare været så mange år siden mens han havde rejst rundt og knap kendt nogen folk. Men den tid var for nu slut. Han havde brug for at være stillestående og det var han så blevet her.
Han nikkede stille til hendes ord om, at hun kom og gik hvor hun lystede. Hun var fri og elskede det kunne han forstå. Det måtte også være rart. Han havde jo selv lige været fri nok til at færdes hvor han ville. Minus den del hvor han faktisk var på jagt. Men ellers. Næsten det samme ikke?

Han så stille på hende men blikket gled lidt ud over træerne ved hendes spørgsmål. "Jaaah..De er ikke så utryg ved mig længere. Og jeg kan finde ud af det arbejde jeg har. Men jeg kan godt lide min arbejdsgiver og lidt efter lidt bliver alle andre mere vant til mig. Det var kun kort i starten at alle undgik mig. Det er meget bedre nu." Han smilede skævt og så på hende igen. "Måske er det sært at bruge tid på, at folk ved man er der. Men jeg kan lide mit nye hjem." Han lagde sit hoved lidt på skrå. Vidste ikke om han faktisk begik en dum fejl og spildte sin tid ved at være på slottet og prøve at få dem til at tilvende sig han var der. Men rejste han så skulle han rejse længere og det ville han ikke længere lige nu. Nu var han endelig faldet til ro.

[Valkyia Thea Thilo]

Val så på ham lage hovedet på skrå havede fornemmet det på men havede ventede lidt med at sige det. hun synedes godt om denne mand ." fortæl mig lidt om din smærte jeg kan se det på dem i deres øjne "
sagde hun sødt hun kendte det jo selv derfor var det nemt for hende at se så nogen ting . hun beydere denne mand hun havede ikke mødt nogen mænd hun kunne ralatere til på denne måde som ham og leden af oprørs kladen. det plagede hende for. efter hun drabt hendes mand og lærte at sture sin blod tøst, så hun mænd som sex og ikke andet hun ønskede ikke at ralatere til dem ellers . men efter hun var kommet her til mødt leden af oprørskropen og ham , havede hun fatisk løst til at ralater rigtig til dem lære dem at kende og det gik hende lidt på.