Im sorry, mom!

[Anastacia Sophie Holden]

Kieran Pamariaz Acheron x Anastacia Sophie Holden

---

Det var koldt og egentlig en skummel aften. Anastacia kunne virkelig ikke lide at være udendørs på nogen som helst måde og da slet ikke på denne tid men lige i dag var hun tvunget. Hendes mor holdt et fast greb om hendes håndled og slæbte hende med sig. "Mor? Hvor skal vi hen?" spurgte den skræmte pige sin mor men fik intet svar. Den unge mor rev bare pigen med sig. Vreden ulmede ud af hende og Anastacia tog ikke på noget tidspunkt fejl. Hendes mor var vred på hende men hvorfor? Hun forstod det virkelig ikke. Pludselig var hun bare blevet revet ud af sengen og blevet ført med sig til dette mørke sted. Hun havde ingen ide om hvor hun var henne.

Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder af ren og skær frygt. Hun forstod virkelig ikke noget af det her. De nåede til et stykke natur nær ruinerne og her stoppede de op. Der var ikke en lyd i miles omkreds. Anastacia kiggede op mod sin mor som stadig holdt fast i hende. Hendes mors øjne henlå i mørke hvilket fik Anastacia til at trække sig længere tilbage dog uden held. "Mor?" spurgte hun igen og blev tydeligt mere og mere fortvivlet. "Du er ikke mit barn!" Den kolde stemmme fra kvinden var ikke til at tage fejl af. Overhovedet ikke. "Du er en vandskabning, du er en skændsel. Du er ikke værdig!" Anastacia nåede ikke at høre mere før hun var blevet slynget igennem luften mod det nærmeste træ. Hun ramte det med et ordenligt bump og faldt til jorden med det samme. Omgående begyndte hun at græde og hulke. "Undskyld mor. Undskyld!" græd hun men ej formildede det kvinden foran hende. Anastacia kæmpede sig op på knæene og vendte blikket mod sin mor som kun kom hende nærmere. Vreden boblede fra kvinden og ved hvert et skridt hun tog satte hun ild til skoven. "DU ER IKKE MIT BARN! DU ER IKKE RACE REN!" hvæsede hun og hoppede lige i kødet på sin datter. Den lille pige med holdt på af træet hun før var blevet kastet ind i. Hendes mor placerede begge hænder mod den lille piges hals og begyndte at trygge til. Ilden bredte sig omkring dem og selvom den ikke brændte Anastacia så kunne hun stadig føle smerten. "Mor stop! Mor jeg beder dig. Mor det gør ondt. Det brænder. Av! Stop!" græd hun gentagende men dog blev det svære og svære for hende eftersom hun ikke kunne få luft. Tårene som trillede ned over hendes men nåede at udtørre allerede inden de nåede hendes næsetip. Hun kunne mærke hvordan verdenen begyndte at snurre for hendes blik og det hele så ud til at blive mørkere. "Du er ikke min datter, din satans varyl .... Tilbage til helvede med dig" hvislede hendes mor som de sidste ord til hendes døende barn.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Selv på trods af de tidlige aftentimer, var oprørernes lejr stadig delt op i grupper. I aften var Kieran med på holdet, som skulle ud og holde øje. Der var kommet mere og mere aktivitet tæt på de gamle ruiner, hvilket i forvejen gjorde ham urolig. I forvejen var der rigtig meget igang, og det gjorde det også mere vigtigt, at der blev sikret grænserne ind mod lejren, som lå i centrum, af den gamle by.. Den gamle hovedstad. Det var ikke just noget, som bragte en fornemmelse af tryghed, foruden når grupperne søgte ud, for at sikre sig, at der ikke skete noget omkring dem.
Kieran stod som beskytter for mænd, kvinder og børn, som ikke havde noget andet sted at være, og det var en opgave, som han havde tænkt sig, at bære på sine skuldre, frem til den dag han ville gå i graven. Han accepterede intet andet.

Det var her at de mange lyde dukkede op. Det var ikke alene Kieran der reagerede på det, men ligeledes også de andre, som han var sammen med. Han kneb øjnene svagt sammen. "Fortsæt.. Jeg undersøger det område her," sagde han denne gang.
Buen var Kierans foretrukkende våben, såvel som andre fysiske. Hans egne magiske evner havde han aldrig fået trænet som han burde, i og med, at han var blevet tvunget fra de trygge omgivelser i Procias i en alder af blot 4 år.
Med rolige skridt søgte han videre..Ikke raceren? Satans varyl? Hvad var det lige der foregik?! Han satte tempoet op denne gang. En pil lagde han på buestrengen. Det som dog faldt ham i blik, var næsten som en mavepumpe. En.. kvinde over et barn? Mor og datter..? Omgående spændte han buen denne gang. "Jeg giver dig en eneste mulighed for at slippe hende.." Hans stemme var iskold og nærmest dræbende. Gjorde hun dette barn ondt? "NU!" udbrød han fast. Han trådte stadig tættere på. Bange var han ikke. En lyst til at dræbe.. Aldrig havde den været så tydelig, som den var nu!

[Anastacia Sophie Holden]

Anastacia forstod det ikke. Hvorfor var hendes mor på denne måde? Hun havde godt nok aldrig rigtig været om hende men alligevel. Det var ikke sådan her hun plejede at være. Den måde som hun angreb Anastacia på lige nu gjorde hende bange. Hun vidste virkelig ikke hvad der var op og ned på virkeligheden. "Mor, det gør ondt. Det gør ondt!" græd hun og prøvede at komme fri men det hjalp intet. Hun kunne på ingen måder kæmpe mod hendes mor. Tårerne trillede og fordampede i varmen. Ilden slikkede sig op af den lille piges krop og selvom den ikke gjorde skade på hende fysisk i form af sår så var den stadig forbandet smerteful. Anastacia begyndte at skrige af smerte fordi det gjorde så ondt!
Efter noget tid kunne hendes mor ikke holde skrigeriet ud. Hun fjernede den ene hånd fra Anastacia's hals og gik ned i knæ og samlede en sten op fra jorden. Denne handling fik Anastacia til at glide op og ned af træet hvilket resulterede i rifter og sår på ryggen. Ilden havde for længst fjernet hendes klæder og brændt dem op. "Hold mund! Kan du ikke bare holde mund og dø!" skreg hendes mor før hun hævede sten og gjorde klar til at slå den lige i hovedet på den lille pige. Anastacia's græd blev mere hysterisk men også mere stille eftersom manglen på luft begyndt at melde sig. Hendes mor svag stenen uden tøven stoppede dog op ved lyden af en mandestemme. Stene faldt til jorden og hun endte med at slippe Anastacia som faldt livløs ned på jorden. Kvinden vendte sig langsomt mod lyden af stemmen. Buen var spændt mod hende men hun var ligeglad. Smilet blev på hendes læber. Selv havde hun følt varmen forlade den lille pige inden hun havde sluppet hende. Dog ændrede hendes glæde sig til rent og skær had da hun hørte Anastacia begynde at hoste bag ved sig. "Kan du ikke bare dø!" Skreg hun og med et knips med sin finger begyndte flammerne at slikke sig op omkring det lille barn igen der begyndt at hyle i smerte på ny. Anastacia's mor gav ikke den fremmede mere opmærksomhed. Ligenu ønskede hun kun at se den skænsel dø for sine fødder.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Som var det en ren gyser, der udspillede sig for Kierans øjne, var han selv fuldkommen chokeret over, at nogen kunne behandle børn på den måde. Hans krop dirrede og sitrede af en vrede, som han ikke havde været i nærheden af, nogensinde at føle før. Bare tanken om at nogen kunne.. Han forstod sig slet ikke på det! Den lille pige var uskyldig! Alle små børn var uskyldige!
Skulle Kieran virkelig til at bryde alle hans principper? For at redde en lille pige? Han var bestemt ikke meget for det.. Kvinden slog ud efter den lille pige med en sten, hvilket slog hende ud. Måske også bare til det bedste? Han måtte få hende tilset i lejren. Allerede her, var han nemlig fastbesluttet på, at han ikke ville lade hende være med denne psykopat af en kvinde! "Lad hende gå.." vrissede han sammenbidt. Han var måske ikke en elver, men det lange liv, som han nu havde levet på gaden, gjorde alligevel noget ved ham. Han ville ikke vende ryggen til, og lade det her ske!
Flammerne slikkede sig om den lille krop, som brød ud i sine smertende skrig. Her så Kieran rødt for alvor. Aldrig i hans liv, havde han været så vred, som det han var lige nu. Uden egentlig at føre en tanke, trak han det sidste op i buen, som han holdt fuldstændig stille, og lod pilen føre afsted. Den skar direkte igennem luften, og mod denne kvinde - mere målsat mod hendes brystkasse. Det var bestemt ikke en normalitet at han slog ihjel, men her så han ikke noget andet valg i forhold til den lille pige, som led under det her!

[Anastacia Sophie Holden]

Smerte og frygt var de to eneste ting som var i Anastacia's tanker. Hun vidste virkelig ikke hvad hun havde gjort for at få hendes mor til at reagere på denne måde. Det var svært for hende at finde ud af. Hun havde jo bare leget på sit værelse og vist hendes mor at hun kunne flytte ting så let som ingen ting. Hun havde ikke gjort andet men det havde virkelig fået hendes mor op i det røde felt. Anastacia græd og græd som blev hun pisket. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre for at gøre det godt igen. Hendes mor måtte ikke være vred på hende, hun ville ikke have det. Hun kunne ikke lide det.
Hun lå på jorden og begyndte stille at hoste. Hun var ikke helt væk selvom hendes mor havde troet det. De blå øjne gled over på den fremmede mand som tydeligt så ud til at være vred på hendes mor. Hvad var det der forgik? Hun forstod slet ingenting. Manden råbte noget til hendes mor som hun ikke forstod. Hele verdenen sejlede stadig. Dog blev forvirringen erstattet af smerte. Hun begyndte at skrige igen og vride sig. Ilden slikkede sig op af hendes blottede krop og det gjorde forbandet ondt. Tårerne trillede ned over hendes kinder. "Mor vil du ikke godt stoppe?" græd hun fortvivlet. Smerten var virkelig ulidelig. Dog måtte ilden tage meget pludseligt af for så at forsvinde helt. Anastacia løftede hovedet og kiggede op på sin mor. Der sad noget stikkende ud af hendes bryst. Kvinden kiggede ned på Anastacia med øjne der var fulde af had og afsky før de vendte om i baghovedet på hende og hendes mor faldt død for hendes fødder. "Mor!" kaldte hun fortvivlet. Det var utrolig så loyal børn kunne være overfor deres forældre. Anastacia prøvede at kravle over til hende men hun faldt bare sammen på jorden igen. Smerten i hendes krop var ulidelig. Hun havde det virkelig skidt.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran vidste, at han efterhånden, ville blive tvunget derud, hvor han ville være nødsaget til at bryde alle sine principper, uden at han egentlig kunne gøre ved det. Hvis det handlede om en lille piges overlevelse, så var han da nødt til det! Ikke kunne det falde ham ind, at lade hende miste livet, fordi at hendes mor var fuldkommen vanvittig! Han havde advaret kvinden.. Ikke bare en gang, men hele to, og det synes bare ikke, at det havde nogen effekt. Kunne man virkelig være så blind af had, at man ville gøre et barn fortræd? Han forstod slet ikke, hvordan man kunne tænke sådan!
Pilen fløj igennem luften, og satte sig direkte i kvindens brystkasse. Det tog hende ikke mange sekunder, før hun faldt sammen i græsset, og lod flammerne forlade den lille pige igen. Med andre ord, vidste Kiaren også godt, at hun var død. Det passede ham i dette henseende faktisk mere end fint! Han sænkede huen, inden han denne gang slap den i græsset. Her søgte han tættere på hende. Hun måtte være chokeret. Det arme pigebarn måtte jo være panisk skræmt over alt dette. Han viklede kappen af sine skuldre, som han søgte hen mod den lille pige. Her knælede han ved siden af hende, hvor han lagde den om hendes lille skikkelse. "Det er ovre nu," endte han denne gang, hvor han forsigtigt løftede den lille pige op i sine armene. At nogen kunne gøre sådan noget ved børn, forstod han slet ikke. Det var en tanke, som kun gjorde ham vred!

[Anastacia Sophie Holden]

Anastacia var virkelig fortvivlet og forvirret. Hvad pokker skete der lige for hendes blik? Ikke nok med at hendes mor havde angrebet hende og ønsket hende død så var der også kommet den fremmede og han havde gjort noget ved hende. Anastacia sad med en følelse af forvirring. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle føle. Som smerten fortog sig en smule og ilden forsvandt steg hendes forvirring kun. Hendes mor lå foran hende helt livløs. HUn kunne ikke fornemme ilden fra hendes dæmoniske sjæl længere. Den fremmede havde taget hende liv.
Som han kom tættere på hende begyndte hun at blive mere panisk. Hun vidste ikke om han ville gøre det samme ved hende. Det var hende virkelig en underlig følelse. Tårerne trillede ned over hendes kinder i stride strømme som de blå øjne kiggede skræmt på den fremmede. Hun prøvede at trække sig da han kom hende nær men hun havde ikke kræfter til det og hendes krop gjorde bare så forbandet ondt. Kappen puttede hun sig ind i for det var et sted hvor hun kunne gemme sig. De blå øjne tittede frem over kanten af den. At han tog om hende og løftede hende op i sine arme fik hende til at hulke i smerte igen. Nerve enderne i hendes hud var svitsede og ved den mindste berøring kunne hun gå helt i chok af bare smerterne. "Hvad gjorde du ved mig mor?" fik hun dog til sidt over sine læber. Hun var stadig sin mor loyal selvom kvindemennesket havde prøvet at slå hende ihjel.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran vidste godt, at det ville blive en smertefuld ting, at skulle bringe den lille pige til lejren. Men lidt at have imellem hans berøring af den nu forbrændte hud, så var det her nok også bare en nødvendighed. Alle hans principper, var blevet brudt og ødelagt, og han hadede sig selv for det. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det i den anden ende. Han rystede denne gang på hovedet. Tænk at nogen kunne være så loyale overfor deres mor, når det var det her, de gjorde mod deres børn. Han forstod sig overhovedet ikke på det! - Som i overhovedet ikke.
"Det skal du ikke tænke på nu.. Vi skal have dig væk herfra." For nu, valgte han at lade buen ligge. Han kunne jo altid skaffe sig en ny. Her lod han også hendes moder ligge, for han ville helst ikke have mere med den kvinde at gøre.. Tænk, at man kunne gøre den slags mod børn! Det forstod han sig overhovedet ikke på!
"Du er i sikkerhed nu," endte han denne gang. Han holdt hende i så løst et greb, som han overhovedet kunne, mens han søgte tilbage mod de andre, som havde flokket sig ikke langt fra dem. Den lille pige holdt han ind mod sig, da han nåede dem. "Få den kvinde ført væk. Der skal ikke være noget tegn på, at vi er her," beordrede han denne gang. Han var vred, som han aldrig havde været det før. De andre kiggede på ham og så ned på den lille pige. To søgte den vej, som Kiaren var kommet fra, for at fjerne moderens lig.

[Anastacia Sophie Holden]

Anastacia's nerver far godt forbrændte. Det var tydeligt at det gjorde ondt på den lille pige ved den mindste berøring. Hun vidste ikke hvad der skete omkring hende. Hendes krop var i helt og aldeles chok. De blå øjne kiggede skræmt op på manden som havde taget hende i armene. Hun kunne ikke se sin mor herfra hvilket også gjorde hende ked af det. Hvad var der sket med hendes mor. Hun huskede det blik hendes mor havde givet hende inden hun var faldet om. Det gjorde hende om muligt mere ked af det. Instinktivt puttede hun sig lidt ind mod den fremmede og selvom det gjorde ondt så gav det hende alligevel en tryghed. Det var noget som hun manglede rigtig meget og altid havde manglet.
Hans ord fik hende til at kigge lidt skræmt op på ham. "Er hun ... væk?" spurgte hun stille. Det med død og aldrig at vende tilbage var hende et fremmed koncept men dog så forstod hun godt hvis nogen var væk. Et sted forventede hun bare at hendes mor ville komme tilbage. Hun havde jo før været væk men altid dukket op igen.
Hans forsikring om at hun var i sikkerhed gjorde hende lidt mere rolig. Det kunne hun ikke benægte. Hun lyttede til hans ordre. Hun forstod ikke hvad han mente med det. Stille lukkede hun øjnene. Hun følte sig træt og udmattet. "Hvem er du?" spurgte hun endelig efter lidt tid. Han var hende jo stadig en fremmed.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran vidste, at den lille pige havde ondt, men hun ville have været død, hvis han ikke havde handlet og reageret hurtigt, og det var også lidt det, som han reagerede på lige i øjeblikket. Bare synet af det, som han havde set, var forfærdelig.. Det var helt igennem grotesk, hvad andre kunne finde på at gøre et lille barn noget, forstod han slet ikke! De var så uskyldige som noget kunne blive.
Blikket vendte han denne gang ned mod den lille pige. Hun var fremmed for ham.. Ukendt, men dog vidste han, at der ikke ville være noget at frygte fra hendes side af. "Din mor er væk," sagde han denne gang. Ikke havde han tænkt sig, at lade nogen leve, som gjorde det her ved børn, og særligt, hvis det var noget, som han så først. Han rystede denne gang på hovedet. Det var forfærdeligt.
De to mænd søgte ind mellem træerne, for at gøre noget ved liget, og tage hans bue med sig. Der skulle ikke være nogen tegn efter dem. "En mand som bringer dig i sikkerhed.." Han gjorde tegn til de andre, at de skulle følge med, idet han selv søgte direkte tilbage mod lejren. De skulle have skænket den lille pige en tiltrængt lægehjælp, og det var heller ikke noget, som kunne gå hurtigt nok.
Naturområderne forlod de, til fordel for de gamle bygninger og ruiner, som selv synes at være så tæt på at falde fra hinanden. Jo tættere på lejren de kom, jo flere stemmer kunne også høres.