All the pretty flowers.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Døden ville vinde i sidste ende, og det ville den gøre over dem alle sammen. Det var vel egentlig bare et spørgsmål om hvornår? Ikke fordi at Kieran frygtede for den, men der var bare visse ting, som han slet ikke ønskede skulle ske, og særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne undgå i den anden ende. Han smilede let til hende. Tag hver en dag med et smil. Hvad andet kunne man gøre? "Døden vinder over os alle i sidste ende," sagde han blot. Hvad andet var der at gøre ved det? Desuden var det et meget.. trist emne at snakke om, og særligt fordi at hun var fremmed for ham. Det var vel ikke typisk det, som man snakkede med fremmede om?
Hesten stod fuldkommen stille trods duften af drage. Der var jo heller ikke noget at se omkring dem, så måse, at det havde noget med det at gøre. Nu var det heller ikke fordi at Kieran havde noget behov for at gøre noget vildt og voldsomt, hvis han kunne undgå det. "Jeg tror nu, at det er dumt af mig, at forsøge mig. Jeg ender bare med at koste liv, hurtigere og mere, end hvad jeg vil kunne redde dem," sagde han denne gang. Det var overhovedet ikke der hans interesse lå som sådan. Han ville gerne.. men der var så mange andre ting, som han hellere ønskede at koncentrere sig om.
Ikke afviste hun ham, hvilket var noget, som selv han måtte anse som en stor glæde. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Jeg leder et folk et stykke herfra.. og en healer ville vi altid kunne bruge," fortalte han denne gang. Bare for at fiske lidt mere.. Hvad mon hun ville sige?

[Acacia De Lochèr Dex]

Det var et ret så trist emne egentlig at stå og snakke om. Selv var Acacia kommet over det selvom hun stadig ikke havde det godt med det hele. Det var bare svært for hende at vænne sig til at hendes mor ikke længere var der til at råbe af hende og være der for hende når hun havde brug for det. Det var nok det hun savnede allermest. Hun sukkede stille og sendte ham så er smil. "Du har ret men nok om det. Det er ikke tiden til at være triste. At smile er alligevel den bedste medicin" sagde hun muntert. Der var ingen grund til at sidde og være trist over noget som var hændt og som der ikke kunne ændres på. Så hellere smile og være glade.
Malania og hende var næsten altid sammen så hesten burde kunne lugte det store rovdyr men alligevel var den rolig. Måske den fornemmede den gode sjæl som lå i hende? Hun kunne ikke rigtig tro andet. Hun kunne ikke lade være ved at grine ved hans kommentar omkring hans egne evner inden for urternes kunst. "Måske. Måske ikke. Det er lige så let for mænd at lærer dette som det er for kvinder" sagde hun leende og kørte en hånd igennem de brune lokker.
Han pirrede hendes nysgerrighed en smule. Det ville hun på ingen måde benægte. Hovedet søgte let på sned mens hun lyttede til hans ord. Han var leder af et folk som boede et stykke herfra? Hvilket folk? "Har i mange syge? Jeg ville ikke have noget imod at tage et kig på dem. Om ikke andet kan jeg fortælle dig hvem der har brug for en rigtig healer og hvem der ikke har. Hvem leder du?" spurgte hun ham roligt om. Hvis han ville have at hun skulle komme forbi så måtte han også fortælle hvad han egentlig lavede.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Døden var en af de mest naturlige dele ved livet, og den sidste handling, som ingen ville kunne komme udenom. Selv havde Kieran intet imod det, og ikke var han bange for det. Han vidste jo godt, at der var stor sandsynlighed for, at hans arbejde og det ansvar, som han havde påtaget sig, ville ende med at koste ham livet, længe før alle andre, men hvad kunne han da gøre ved det? At smile og være glad.. Til tider kunne det bare være svært, men det handlede jo om, at få det bedste ud af det, mens man havde muligheden. "Det er nok heller ikke, hvad man ønsker at bringe til bordet, når man møder nye folk," sagde han denne gang. Det lignede ham helle ikke.. men nu hvor de gik den kolde tid i møde, og der i forvejen ikke var meget at varme sig på - særligt blandt det folk, som han ledte, så handlede det om at gøre, hvad man nu kunne, for at få det bedste ud af det.
Kieran ønskede oprigtigt at tage hende med. Hvis hun kunne udrette mirakler med den urte, ville hun kunne gøre sig meget stor nytte for ham, og så mange andre. Hvis det da vel og mærke, var noget, som hun havde lyst til at gøre. "Jeg leder et folk, som ikke har nogen andre steder at søge hen, eller er forfulgt af racehad eller lignende.. Jeg giver dem et sted at være, selvom midlerne er meget begrænset," forklarede han denne gang, uden at skulle sige alt for meget, for det ønskede han heller ikke. Han ville jo ikke udstille dem, hvis hun nu ikke ønskede at yde ham den form for hjælp, som han ellers søgte.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia kæmpede for at holde hovedet højt og have det godt. Det var svært for hun var ret alene. Selvom landsbyens folk var der for hende som de havde været der for hendes mor så var det bare ikke det samme. Hun havde nok været et underligt barn for i stedet for at forsvinde ud i verdenen så var hun blevet og havde lært af sin mor. Hun var ikke bare fløjet fra reden ved den første mulighed, altså i hvert fald ikke uden at komme tilbage igen. Hun sendte ham et opmuntrende smil og nikkede. "Sandt. Det er ikke ligefrem det bedste emne til at bryde isen vil jeg ikke mene" sagde hun med et hjertvarmt smil. Hun gjorde virkelig alt for at holde hovedet oppe selvom det kunne være svært.
Acacia lyttede roligt. Hans ord fik ham til at fremstå som et godt menneske hvilket hun allerede havde klacificeret ham som. Hun kunne ikke andet end at smile en smule og føre en tot af det løse hår om bag det ene øre. "Det er en ædel sag. Racehad er en forfærdelig ting. Selv passer jeg ikke ind nogen steder da jeg er en blanding. Det har været svært men lige nu er jeg accepteret hvor jeg er. Jeg vil gerne hjælpe dig men dog ved jeg endnu ikke om jeg kan lade denne by være for sig selv. I mange år har min mor og jeg fungerede som dennes medicinmænd. Jeg er ved at oplære en ny" forklarede hun roligt. Hun vidste at hun også var nød til at fortælle om Malania hvis hun altså skulle med Kieran nogen steder. De hørte ligesom sammen.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Nu hørte det til sjældenhederne, at Kieran i det hele taget lod sig socialisere på denne her måde, kun fordi at det var.. farligt for en mand som ham. Men nu var der intet, der indikerede, at der var nogen fare på færde, og derfor kunne han heller ikke se nogen grund til ikke at skulle mænge sig lidt, nu hvor det i forvejen var noget som skete så frygtelig sjældent, som det nu gjorde. Han nikkede mod hende endnu en gang. "I det tilfælde, så beklager jeg," sagde han denne gang. Det var jo ikke fordi at han ville blive husket som noget skidt. Tvært imod, ønskede han jo, at blive husket som noget godt. Det var nok heller ikke ligefrem underligt, kunne man da sige.
Det var en stor ting, som Kieran kæmpede for, og det var heller ikke noget, som kom ud af ingenting, kunne man sige. Han lod hovedet søge en smule på sned denne gang. Han ønskede nemlig det bedste for dem, som ikke havde noget sted at være. De skulle nemlig have fornemmelse af, at de også havde et sted at være, og det var lidt det, som han var ude på med alt dette. "Jeg er selv et offer for racehad, og det er ikke noget som jeg ønsker, at nogen skal udsættes for. Jeg giver dem et hjem, hvis de ønsker det, og kan tilbyde dem følelsen af en familie.. Grundet vores omstændigheder, så er det bare.. hårdt," sagde han denne gang i manglen på et bedre udtryk. Mange var efter dem.. forsøgte at finde dem. Ham særligt, fordi at han stod bag så meget af det, uden at han egentlig havde noget imod det. "... Jeg forstår.." afsluttede han dog. Ikke at det var noget som faldt helt i hans gode bog.