All the pretty flowers.

[Acacia De Lochèr Dex]

Kieran Pamariaz Acheron x Acacia De Lochèr Dex

---

Efteråret var ved at gå på hæld og dog så var denne dag alligevel noget for sig. Det var som om solen lige havde fat en gang og gjorde dagen meget varmere. Det var dejligt. Selv var det en dag hvor Acacia kunne søge ud uden problemer. Selvom solens stråler var højt på himlen så påvirkede de hende ikke det mindste. Sandt at sige så havde hun været heldig at arve det fra sin far og det var hun ham taknemmelig for. Med rolige skridt gik hun hen over engen som lå nær hendes hjem. Malania havde hun ladet blive hjemme for hun var ikke alt for langt væk hjemmefra. Et vindpust kom og stjal en tot af hendes hår og blæste det ind foran hendes ansigt. En letter latter brød hendes læber før hun førte den tilbage om bag øret. I dag var en bedre dag. Hun var faktisk glad.
Hun søgte et lille stykke længere væk fra huset og helt ud i det fri. Man kunne se så langt øjet rakte herude. Smilet hvilede på hendes læber som hun lod sig synke i knæ ved nogle planter. Disse var grunden til at hun kom her. Løvfryd var en plante som kun blomstrede i slutningen af efteråret og hun brugte den i hendes medicin så det var vigtigt for hende at komme ud og plukke den. Hun lagde sig til rette på knæene og lænede sig ind over planten. Man skulle være meget forsigtig med den for at den ikke gik i stykker for så var den ubrugelig. Stille begyndte hun at nynne for sig selv. Et eller andet skulle jo underholde hende på denne ensomme dag.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Selv på trods af den kolde tid, som de alle sammen var ramt af, så var det ikke noget, som ændrede noget for Kierans skyld. Det var rart med den kølige vind i nakken i takt med, at han måtte søge ned mod den store eng. Normalt var han et væsen, som tog fuld afstand til vold, men jo mere han blev hyldet ind i det som han nu var blevet en del af, des mere fristet blev han også til det. Dagligt var det en kamp om at bevare kontrollen. Han vidste, at Bella var i færd med at forgifte landets konge, og efter hans moder var kommet retur, var der rigtig mange ting, som pludselig også skulle falde på plads. Og det var heller ikke noget, som kom ud af ingenting, trods alt.
Her rev han svagt i tøjlerne. Han var ikke længere alene herude, og det kunne også godt fornemmes. Det havde til tider sin fordel, at han bar med sig de magiske evner, for det gav ham altså en fordel, som han også kunne benytte sig af i en situation som denne. Han tog denne gang ved, og svang benet udover sadlen og stillede sig ved siden af. "Intet at være bange for," sagde han denne gang. Han klappede hesten på siden af halsen. Han forsøgte selv at bevare roen. Det var han nødt til. Med det folk, som han skulle lede, og mod det mål, som nu var sat sammen med Visenya, var han virkelig nødt til det.

[Acacia De Lochèr Dex]

Vejret var dejlig forfriskende og det var virkelig noget som Acacia kunne mærke. Det var også derfor hun havde valgt at søge ud på denne aften. Der var stadig ting der skulle ordnes inden vinter og den lille landsby hun boede ved kom til hend emed de syge og svage. Hun var nød til at være forberedt for en hver pris. Derfor sad hun også lydigt på knæene og plukkede de små delikate planter. Hun nynnede let for sig selv og var egentlig lidt i sin egen verden. Det var egentlig længe siden hun havde støt ind i sin far. Hun vidste ikke hvordan hun skulle finde ham igen så det måtte blive når vinteren var kommet og hun ikke længere havde så tralvt.
At hun ikke længere var alene på engen bemærkede hun hurtigt. De skærpede sanser kom hende til gode på sådan et tidspunkt. Blikket lettede hun fra jorden og satte sig lidt tilbage sådan så hun ikke var lænet ind over planten. De grønne øjne gled let hen over engen for nogle lange græsstrå bøjede let i vinden. Den slog hende kort igen og håret blæste ind foran hendes ansigt. Som før fjernede hun det og førte det om bag øret igen. Der gik ikke længe før hendes blik faldt på en mand og en hest. Ubesværet kom hun på benene og lod kurven med urterne blive på jorden. Hænderne foldede hun foran sig og sendte den fremmede et blidt smil. "Vær hilset" kaldte hun med en blid stemme. Man kunne jo ligeså godt være venlig. Hun ønskede virkelig ikke at gøre nogen noget heller ikke selvom hun havde brug for blodet for at overleve. Spiden i hende gjorde det svære at blod var en næring som hun ikke kunne undgå, dog valgte hun allerede da hun var lille at drikke dyreblod så derfra var hun ikke frygtet i landsbyen. Det var en behagelig tanke.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Efterhånden kunne man heller ikke vide, hvad man stod overfor, før man rent faktisk gjorde det. Kieran forsøgte virkelig at holde sig på den rette sti, og med det liv, som han havde haft, var det heller ikke underligt, at det var således, at han ønskede tingene. Han kæmpede for alles rettigheder. De renracede, synes han var fuldkommen dybt godnat! Og derfor gjorde han, hvad han gjorde. Det var jo heller ikke noget, som kom af ingenting.
Hesten stod fuldkommen rolig. Af hvad Kieran havde lært, så var det, at man kunne læse dyrene, for at lære at læse mennesker og de menneskelige væsner for den sags skyld. Så lang tid, at det væsen var rolig, så var han, og det havde han det egentlig ganske fint med. Med tøjlerne i sin hånd, søgte han roligt tættere på. Han var ikke bange, og han følte heller ikke, at han havde nogen grund til at skulle tro det. At hun ligeledes måtte spotte ham, var ikke noget, som han sagde noget til. Det fik ham derimod bare til at stoppe op igen. Han nikkede denne gang mod hende i stedet for. "Du behøver ikke være så formel," forsikrede han hende denne gang. Umiddelbart bar han jo intet af titel eller lignende, som gav hende en grund til at skulle være det, og det var lidt det, som han ønskede at understrege. "Men goddag," hilste han denne gang mere folkeligt. Det andet, var i hans øjne, fuldstændig unødvendigt.

[Acacia De Lochèr Dex]

Rolig havde Acacia nu en gang altid været omkring fremmede. Selvom Malania gang på gang måtte bede hende om at være mere påpasselig så kunne hun ikke lade være. Hun nød at møde nye mennesker og være omkring folk. Det var også derfor hun holdt sig der hvor hun gjorde. Selvom det ikke var underligt at møde onde mennesker på egnen så ville hun alligevel give denne fremmede en chance før hun dømte ham. Magien ebbede ud af ham så hun var ikke i tvivl om at han var Warlock eller Magiker på en eller anden måde. Hun kunne indentificere sig med magien men det var nok mere fordi hun havde begge i sig.
Han kom hende nærmere og hun kunne ikke andet end at sende ham et sødt smil. Acacia havde alle dage været rolig og mild over for alle medmindre de angreb eller andet. Det var den Procianske mentalitet som hun havde arvet fra sin mor. At hun ikke behøvede være så formel fik hende til at fnise kort. "Om forladelse. Det var ikke mente formelt men bare sådan jeg snakker" sagde hun morende og lod hovedet falde let på sned. Hendes løse hår dansede let i vinden. Umiddelbart så kunne hun ikke fornemme at den fremmede ønskede hende ondt så hun var ikke det mindste på vagt. Det var vel en af hendes svagheder. Hun lod ofte sine parader falde og det kunne bringe hende i problemer. "Jeg mindes ikke at have set dig her på egnen før? Er du blot på gennemrejse?" spurgte hun nysgerrigt og satte sig ned på hug og greb sin kurv. Hun havde ikke nær nok urter her i men det kunne godt vente lidt. Blikket gled tilbage på den fremmede uden at smilet falmede det mindste.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ikke ønskede Kieran at blive tiltalt eller betragtet som noget højerestående, for det var han på ingen måde, og derfor ønskede han egentlig bare, at hun tiltalte ham, som man ville have gjort det med enhver anden. Det var i hvert fald sådan, at han havde det med tingene. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han var folkelig.. Det var et mål for ham, og det var det, som han så brændende forsøgte med, men det var heller ikke altid lige nemt, kunne man sige.
Her slap han tøjlerne, og lod derfor hesten begynde at græsse ved hans side. Så lang tid, at den var rolig, så kunne han heller ikke se nogen grund til at skulle være noget andet selv. "Alt forladt," endte han denne gang, også fordi at det jo var ord, som han mente. Et kort smil passerede denne gang hans læber, inden han vendte sig mod hesten i stedet for. Den stod bare der.. var fuldkommen ligeglad med alt og alle omkring dem, hvilket faktisk var noget, som forundrede ham en hel del.
Ikke var han på gennemrejse.. Han boede trods alt her i landet, selvom det ikke var ofte, at han var ude og fremme på den måde, som han var nu. Han trak svagt på smilebåndet. "Jeg holder skam til i landet her.. Men det er en af de sjældne gange, at jeg er her," fortalte han oprigtigt denne gang. De isblå øjne skinnede nærmest, som lyset ramte dem. "Mit navn er Kieran," præsenterede han sig denne gang. Hvorfor ikke gøre det bare lidt mere personligt?

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia var selv meget folkelig. Hun elskede at møde nye og spændende mennesker og denne kategori faldt han inde under. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun kørte en hånd igennem det lange hår. De smaragdgrønne øjne glimtede i solens skær og de udstrålede en varme som ingen anden. Alt det der med høflighed og hof og alt sådan noget var hun slet ikke til. Hun var jo bare Acacia og andre folk var bare dem. Hvorfor holde alt i denne verden så formelt? En gang i mellem så glemte de højrøvede at kigge sig omkring og se skønheden i folket. Hans undskyldning slog hun blot hen. Det var intet men blot den måde hun var på.
At hans hest var helt rolig forundrede hende ikke. Hun havde en god tilgang til dyr og det samme have Malania. De var ofte i skoven og selvom de en gang i mellem jagede så var det som regel de ældre og svage dyr de tog. Dog fik de oftest deres mad fra byen. Det var bbetaling for at de altid kunne komme og få medicin hos hende og hun ønskede ikke at skuffe dem. For øjeblikket var hun ved at lære en kvinde på i urternes kunst men dog var det svært for den unge pige at lære det hele på en gang. Det ville tage tid. "Du burde komme her nogle oftere. Natymia er flottest hen af sensommeren og efteråret" sagde hun med et blidt smil. Hendes blik gled kort ned på urterne i kurven igen. Hun førte den frie hånd ned og samlede en af dem op. Hun kiggede lidt på den og lod den så flyve væk i vinden. Roden var beskadiget, den kunne ikke bruges. "Mit navn er Acacia. Rart at møde dig, Kieran" præsenterede hun sig ligeså og vendte blikket tilbage imod hans retning.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Det var en af de meget sjældne aftener for Kieran i øjeblikket. Det var i forvejen sjældent, at han i det hele taget søgte ud på den her måde, som han lige havde gjort i aften, så hun havde i bund og grund, fanget ham på en rigtig god dag. Det var i hvert fald en af dagene, som holdt til sjældenheder. Svagt trak han på smilebåndet, også selvom han stadig holdt en vis form af afstand til hende. Det var også mest for sin egen skyld, selvom han ikke var typen, som trak våben først. Det var et mål for ham. Det var den rolle, som han helt igennem nægtet at indtage, hvis han kunne undgå det.
For nu, var der dog intet, der indikerede, at det skulle blive en nødvendighed for ham. Det var også omstændigheder, som egentlig passede ham mere end fint, hvis han selv skulle sige det. Svagt trak han derfor på smilebåndet denne gang. "Det har jeg ladet mig fortælle af flere. Måske jeg burde gøre det en anden god gang." Han lod hovedet søge på sned denne gang. Ikke fordi at han var typen af en mand, som skjulte sig, for det havde han slet ikke nogen grund til, og det var han derfor heller ikke ude på i øjeblikket. Han lod denne gang armene søge en smule over kors. "Glæden er skam helt på min side," endte han denne gang. Ganske vidst skulle man være påpasselig, men nu var der virkelig intet, der indikerede, at denne kvinde, ønskede at gøre ham noget. "Så, hvad bringer dig herud?" fortsatte han. Han var jo lidt nysgerrig. En kvinde alene, synes man stort set aldrig længere.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia søgte aldrig kamp hvis hun kunne blive fri for det, dog skulle man ikke tage fejl. Hun kunne med lethed slå fra sig. HUn var god til at kæmpe, både med våben, magi og nærkamp. Hun havde jo levet længe nok til at skulle lave noget når hun kedet sig. Hånden kørte hun en gang igennem håret igen. Smilet blev plantet på hendes læber. Han var egentlig en nydelig mand men dog var det ikke de tanker hun gjorde sig i på denne aften. Hun havde andre ting der var vigtigere og dette var vidst heller ikke det bedste sted at samle mænd op hvis hun selv skulle sige det.
Han holdt stadig en hvis afstand til hende selvom det ikke gjorde hende noget. Hun var ikke farlig men det kunne han jo selvfølgelig ikke vide. Hun strakte sig en gang og nikkede. "Det burde du virkelig. Natymia er virkelig smukt på den årstid selvom det nu altid er smukt" sagde hun mildt og kiggede rundt en gang på sine omgivelser. Et kort blik sendte hun i retning af sin hytte. Hun var på ingen måde i tvivl om at Malania holdt øje, selvom han måske ikke kunne se dem så lugtede hun og fornemmede. Det var næsten som at have en barnepige. Ved hans spørgsmål vendte hun opmærksomheden tilbage mod hans skikkelse. "Åh, jeg er ude for at samle Løvfryd. Det er en plante som kun blomstre på denne tid om året og den bruges meget i medicin" forklarede hun roligt. Det kunne være irriterende og dyrt hvis man løb tør i løbet af året derfor var det så vigtigt at samle den nu. "Hvad med dig? Hvad bringer dig hertil?" spurgte hun nysgerrigt.

[Kieran Pamariaz Acheron]

At en drage skulle iagttage dem på en afstand, var nok det sidste Kieran regnede med, og derfor slappede han vel af trods omstændighederne? Han vidste, at han skulle være påpasselig med fremmede omkring sig, og særligt, når han var et godt stykke fra ruinerne, hvor han jo egentlig havde sin trygge havn. Det var lidt sådan, at han måtte se på det i øjeblikket. Et kort træk fandt dog vejen til hans mundvig. Der var ikke noget at være bange for. Det var det, som han igen og igen måtte sige til sig selv denne gang. Han nikkede afmålt i hendes retning. Måske at han burde søge lidt væk fra ruinerne, og mere end hvad han i forvejen gjorde? "Det vil jeg i så fald, tage til overvejelse," sagde han denne gang. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Han ville jo gerne, men det var vel bare at finde tiden i hans ellers så hårdtpressede skema, som ikke bare var noget, som man gjorde? Det var nok mest der, at den måtte ligge i denne her situation.
Var hun ekspert indenfor urter og medicin? Det fandt Kieran faktisk meget fascinerende. Han betragtede hende, inden han lod blikket falde til kurven. Det var evner, som han faktisk måtte erkende, at han.. manglede. Kyndige hænder, der kunne heale de syge. Dem havde de desværre mange af i lejren. "Ved du hvordan den skal bruges i form af medicin?" spurgte han denne gang. Det vækkede jo straks hans interesse og nysgerrighed, som.. ingenting faktisk! Han rystede let på hovedet denne gang. "Jeg ønskede at se noget nyt, end de gamle vante omgivelser, som jeg nu i forvejen er vant til," sagde han denne gang. Han tog fat om tøjlerne denne gang, inden han søgte tættere på. Denne kvinde havde uden tvivl hans fuldendte opmærksomhed.

[Acacia De Lochèr Dex]

Melania var aldrig langt væk. Selv vidste Acacia dog godt at hun blev liggende indtil der var fare på færde og Kieran virkede ikke ligefrem til at ville hende ondt. Hun var efterhånden blevet okay til at kende mennesker og han virkede til at være en af de bedre af slagsen hvilket hun absolut godt kunne lide. Det var ikke ofte at hun mødte folk der virkede oprigtige uden egentlig at have sagt meget. Ved hans ord nikkede hun anerkendende. Hun kunne kun anbefale ham at besøge Natymia noget mere. Hun elskede det her sted, det havde jo trods alt været hendes hjem igennem hele hendes liv. Altid havde hun elsket omgivelserne her. Man følte sig fri og det var også langt nok væk fra byen men dog var der stadig mennesker. Det var bare den helt rigtige blanding af det hele i følge hende.
Hans nysgerrighed bemærkede hun med det samme. Hun så til med mild forundring som han kom hende nærmere. Hun følte sig hverken påpasselig eller skræmt af at han kom hende nærmere. Hun nikkede igen og lod hovedet søge let på sned. "Jeg lærte det af min mor fra jeg var helt lille. Hun brugte meget af sin ungdom på at lærer og forbedre natur medicin. Det er langt fra lige så effektivt som hvis man er en engel men det hjælper skam. Jeg overtog hvor hun slap inden hun blev syg og faldt bort" forklarede hun roligt. Hendes mors død gik hende stadig på men var dog blevet lettere for hende at håndtere. Hun kiggede ned i kurven igen og tog en fin urt op og viste ham den. "Løvfryd er fantastisk mod mere almindelige sygdomme, dem som ofte rammer i vinteren. Derfor blomstre den nu for at forberede os på kulden der kommer. Man skal dog være meget varsom med den. Går den i stykker mens man samler den kan den enten ikke bruges og ellers så uleder den gift i stedet for healende egenskaber. Den er dyr hvis man skal købe den" forklarede hun før hun lagde den ned i kurven igen.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Denne kvinde formåede i sandhed, at vække Kierans storslåede opmærksomhed, og det var derfor, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Natymia skulle han nok opsøge det mere, hvis der viste sig at være noget, som han rent faktisk kunne bruge, så var det uden tvivl også det værd i hans øjne, at undersøge lidt nærmere. At hun havde mistet en mor, var en følelse, som han kendte kun alt for godt, også selvom hans egen havde valgt at dukke op igen efterfølgende.. Hvor det jo havde vist sig, at hun aldrig havde været død. "Det er jeg ked af at høre," sagde han oprigtigt denne gang. At miste sine forældre, var altid trist.. det var slet ikke noget, som han ønskede for nogen, og desværre, så skete det bare oftere og oftere.
Kieran trådte denne gang tættere på hende, da hun tog den lille plante op af kurven. Ikke at han selv havde regnet med, at han skulle benytte sig af den, for han havde nok med alt det, som han lavede ved siden af. Han rystede på hovedet. "Jeg er nu mere bange for, at det er en kunst så ædel, at det ikke er noget, som jeg skal lege med," sagde han denne gang. Han tog dog hatten af for dem, som turde. "Du fremstiller det som noget så enkelt og simpelt.. Det er det næppe," konstaterede han denne gang. Nok også mere for sin egen skyld. Han turde ikke. Han ville da bare ende med at slå folk ihjel med den gift, som tilsyneladende også lå i noget så simpelt, som nogle grønne blade.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia's mor ville nok aldrig nogensinde kunne vende tilbage, ikke som hun var før. Båndet mellem Angelea og Malania var blevet brudt hvilket betød at hun måtte blive i graven. Det var i hvert fald det som Acacia havde forstået ved det hele. Det var en trist tanke men hendes mor havde været syg længe og ingen urter havde kunnet heale hende. Selv havde de ikke haft råd til en healer så i stedet var Malania blevet givet videre til Acacia sådan så hun ikke længere var alene. Det var i det mindste noget. Hendes mors død påvirkede hende stadig men der var ikke noget hun kunne gøre ved det og derfor havde hun også valgt at leve med det selvom det var hårdt at være alene. "Tak. Hun var syg. Der er ting end ikke urter kan helbrede" sagde hun roligt. En trist ting men dog ikke noget som der kunne gøre meget ved. Sådan var livet bare en gang.
Hun lod ham komme tættere sådan så han kunne se planten bedre. Ved hans ord kunne hun ikke lade være med at grine en smule. Planten endte tilbage i kurven og hun satte den forsigtigt ned på jorden igen. Forsigtigt rakte hun hånden frem mod hesten som han jo havde hevet med sig, hun lod den snuse til hende før hun begyndte at stryge den over næseryggen og mulen. "Alt er enkelt og simpelt når man har prøvet det nok gange og er komfortabelt med det. Jeg har arbejdet med urterne i mange år" forklarede hun med et let smil. De grønne øjne gled fra hans skikkelse og til hesten. Forundret lod hun hovedet søgte let på sned. De fleste heste kunne tydeligt lugte hendes drage på hende og var derfor nervøse når hun var tæt på dem men ikke denne her. Den stod der bare. Det var sært men egentlig meget rart.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Det var helt tragiske forhold denne unge kvinde var ramt af. I forhold til så mange andre.. At skulle gravlægge sine forældre i en tidlig alder, var trist. Selv havde han været for lille dengang, til overhovedet at forstå, at den slags kunne forekomme, men det var gået op for ham i takt med, at han var blevet ældre. At hans moder jo så ikke havde været død alligevel, var jo så omstændigheder, som han skulle finde ud af.. Og det var rent faktisk svært. "Til tider er tingene vel bare ment til at ske, kunne jeg forestille mig. Det gør dem dog ikke mindre tragisk af den grund," sagde han denne gang. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han levede med de omstændigheder, og han tog vel heller ikke helt fejl, når han sagde, at hun så ud til at gøre det samme?
Hesten snusede til hende, inden hun lov til at klappe ham. Han var ikke frygtelig stor, og han var pjusket. Endnu et tegn til at Kieran ikke kom af særlig fine kår. Man kunne ikke kalde et liv i ruinerne for særlig fint, sammen lignet med et liv på Neutranium for den sags skyld. Det var sådan at han så på det. "Jeg finder det nu ganske fascinerende," begyndte han denne gang. Det var evner som han sagtens kunne se sig nyttig ved ham og hans folk. Det var et folk.. en gruppe individer, som ikke hørte til nogen andre steder. Han gav dem et mål og en mening. Og det var han stolt af. "Kunne du overveje at gøre brug af de evner et sted, hvor de ville være ønsket?" Bare lige for at lufte tanken lidt for hende.

[Acacia De Lochèr Dex]

Det var vel altid tragisk at gravlægge en som man holdt af men dog havde hendes mor haft et godt og langt liv. Selvom hun havde været alene siden brudet med Acacia's far så havde hun haft det godt. Acacia fulgte i hendes fodspor og hjalp folkene i den lille landsby hvilket var et arbejde som hun fandt utrolig givende. Hun fik ikke penge og blev ikke berømt på det men hun gjorde en god gerning og det var vel det vigtigste af det hele. "Sandt. Nogle ting står ikke til at ændre. Det er tragisk men dog en del af livet som vi ikke kan komme ud over. Ligegyldigt hvor dygtige healere vi bliver kan vi ikke snyde døden i sidste ende" sagde hun tænkende og sendte ham et opmuntrende smil. Der var ingen grund til at tænke for meget over det.
Hun klappede hasten over snuden og mulen. Hun elskede virkelig dyr voldsomt meget og var altid blid ved dem. Dog fandt hun det underligt at hesten ikke reagerede på lugten af drage. Det var tydeligt at han ikke kom fra noget fornemt, hun var jo i samme båd. Selvom hendes familienavne måske sagde anderledes så havde hun altid levet et meget beskedent liv sammen med sin mor. "At bruge urter er noget alle kan lærer. De er på ingen måder ligeså advanceret som alkymien men det kan bruges hvis man nu ikke har en alkymist ved hånden" sagde hun smilende. Blikket faldt tilbage på den pjuskede hest. Den var nu ret søg. Hans spørgsmål fik dog hurtigt hendes blik tilbage til hans skikkelse. Et sted hvor hun kunne gøre brug af sine evner? Jamen det gjorde hun jo allerede? Hovedet søgte let på sned som hun betragede ham. "Hvad har du i tankerne?" endte hun dog med at spørge. Hun kunne ligeså godt høre om hans forslag før hun bare sagde nej.