In my sorrow.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Ensomheden var de ramt af begge to, og det var hårdt. Nathanael levede selv dagligt omkring et kobbel, som engang havde været hans, men som ikke længere var det. Hvor frustrerende var det ikke lige? Rhaenys nægtede ham at komme tæt på, og at gøre noget ved hans tilstand, kunne han jo ikke ligefrem gøre selv! Han bed tænderne svagt sammen. Et tab af en varulv, var et tab af.. et familiemedlem et eller andet sted, også selvom hun endnu ikke havde været en del af noget kobbel. Måske Rhaenys ville lukke hende ind? Han vidste det faktisk ikke. "Du har ikke andet at foretage dig, end at gamble med dit liv som en indsats?" spurgte han denne gang. Han kneb øjnene svagt sammen. Det forstod han ikke! Han ønskede selv døden.. Det var bedre end det liv, som han havde her og nu, men at ende det..? Det var ikke noget, som han bare kunne.
Og selvfølgelig skulle hun prikke til ham. Det var et sted en tanke, som han måtte finde virkelig, virkelig irriterende! Han vendte blikket bort, selvom han nu vidste, at det ikke var synligt for hende eller noget lignende. Han sukkede svagt, selvom han forsøgte at gøre det så stille og så lydløst, som overhovedet muligt. "Der er ikke noget at gøre ved det nu," sagde han denne gang. Han rystede på hovedet. Koblet skulle helst ikke se ham.. Han ønskede ikke at blive mindet som en blodsuger, men derimod som den leder, han havde været dengang. Armene lagde han over kors. "Så det er alt sammen ligemeget," endte han. Det var slet ikke noget som hun skulle tænke på.

[Deleted]

Ensomhed var en forfærdelig ting. Keysha hadet den virkelig. Hun følte sig helt alene i denne verden nu hvor Izaiah ikke længere var ved hendes side. Det kunne næsten give hende helt tårer i øjnene. Hvad hun ikke ville gøre for at han endnu en gang var ved hendes side men sådan blev det bare ikke. Hun vidste at han var væk, han kom ikke tilbage. Som alle andre havde han forladt hende. Tanken fik hende instinktivt til at føre hånden op til ringen som hang i kæden om hendes hals. Hans spørgsmål fik hende til at sukke en smule højt. "Hvad skal jeg ellers gøre? Sætte mig ned og håbe på at der kommer et kobbel forbi og tager mig ind sådan pludseligt? I det mindste så prøver jeg at gøre noget for at ændre min ensomhed. Hvad gør du?" spurgte hun en smule hårdt. Det var tydeligt at han havde ramt en nerve lige der. Hvad pokker skulle hun ellers stille op? Hun kunne ikke bare sidde på vejen et sted og håbe på det bedste. Hun slap ringen igen og lod armene glide om sig. Hun havde det virkelig ikke godt med det hele.
Hun hørte ham godt sukke og det irriterede hende grænseløst. Hun havde jo sagt undskyld så hvorfor pokker skulle han være sådan? Det var mildest talt irriterende. Hun trådte et par skridt længere væk fra ham. Der var ikke rigtig mere at sige her. Hun kunne stadig høre ulvene og om ikke andet så var det der hun ville søge hen. "Ting bliver først lige meget når man giver op. Du har givet op og med den attitude kommer du aldrig hjem. Undskyld mig meget hvis jeg ikke ønsker at ende i samme båd" sagde hun blot og begyndte så langsomt at gå imod lyden af hyl i det fjerne. Dog bevægede hun sig langsomt for ikke at falde. Det havde hun på ingen måder lyst til lige nu!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Kvinden var stædig. En egenskab som Nathanael godt kunne lide, men det ændrede bare ikke på det faktum, at Imandra var et farligt sted at være, og at det nok ikke var så smart igen af hende, at opsøge koblet, som i forvejen havde så mange ting at slås med. Warlockerne plagede dem særligt i disse tider, og ærligt? Skulle de tage sig af en blind undervejs? "Det vil næppe komme til at ske. Det kobbel som er her i Imandra, er det eneste, som jeg er kendt med, overhovedet skulle eksistere," sagde Nathanael denne gang. Der var ingen der opfordrede folk til at blive en del af noget. Man skulle selv kæmpe for det, og som blind, kunne han nemlig godt forestille sig at det ville blive temmelig hårdt for hende.
Her ramte hun en nerve.. Han havde på ingen måder givet op, og han ville slet ikke høre tale om, at han havde! Han stirrede denne gang direkte i retningen af hende. Dette var en tanke, som rent faktisk formåede at gøre ham.. vred og irriteret. Ikke var det noget, som han fandt sig i! "Jeg har ikke givet op," endte han denne gang. Denne gang trådte han tættere på hende. Han havde nemlig den fordel, at han var meget hurtigere end hende. Her greb han denne gang direkte ud efter hendes arm. "Jeg advarer dig.. varulv.. Skoven her er farlig, for dem som ikke kender den," endte han denne gang. Hun skulle ikke komme og prikke til ham, når han i forvejen kæmpede med sit eget liv!

[Deleted]

Keysha havde altid været en medløber. Hun faldt altid ind under stærke mænd som virkelig kunne lede hende men efter Izaiah så var det ikke længere nok med en. Hun vidste at det var dumt, hun vidste at dette kobbel sikkert ikke ville tage imod hende men hun var nød til at prøve. Hun følte virkelig at hun ikke havde noget at miste selvom denne mand tydeligt så ud til at mene det. Han anede intet om hende så han kunne ikke vide det. "Præcis så hvorfor ikke prøve når man alligevel er her?" pointerede hun sigende. Hun vidste godt at det kunne koste hende livet men for pokker så var hun villig til at tage den chance.
Hun ramte en nerve. Hun kunne høre det med det samme. Som hun gik for at komme tættere på ulvene hørte hun ham før hun kunne mærke hans kolde hånd om hendes arm. Han var vred men det var de vel begge. De mælkehvide øjne rettede hun direkte mod hans ansigt, dog virkede de til at kigge mod hans mund og næse mere end hans øjne. Hun havde fået en fornemmelse af hvor høj han var i forhold til hende. Grebet om hendes arme, hans ord og hans truende adfærd skræmte hende ikke. Hun trådte et skridt tættere på ham tydeligt afor at vise hvor lidt bange hun var for ham. "Alt er farligt for mig, Vampyr. Det er forfanden det der er hele rumlen. Jeg har været blind siden barnsben, jeg ved hvordan det er at kæmpe for mit eget liv. Derfor er jeg villig til at tage en chance for at få det godt igen. Du, derimod. Hvis du savner at være ulv så meget få bliv forvandlet af en. Jeg er iskker på at du nok skulle kunne finde en der vil sætte tænderne i dig" sagde hun spydigt. Keysha vidste godt at hun stod og stampede på hans nerver men hun var ikke bange for ham, ikke det mindste.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Denne kvinde var jo kun irriterende stædig for Nathanael. Det ville blive hendes død før eller siden. Det alene, var han jo allerede overbevist om. Han stirrede på hendes skikkelse. Rhaenys ledte koblet her, og med de problematikker, som warlockerne lagde for dagen, så var der ikke tid til at tage sig af en blind kvinde oveni, og så meget vidste han da. "I det tilfælde, må jeg vel ønske dig al held og lykke," bed han denne gang af hende.
At hun så skulle træde på en nerve undervejs, var heller ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for Nathanaels vedkommende, for det gjorde ham kun vred for alvor, og det var slet ikke en tanke, som han kunne have med at gøre. Vreden var uden tvivl mærkbar, og særligt nu hvor hun virkelig formåede at træde sådan over ham, for det kunne han bestemt ikke lide.
Nathanael lukkede derfor sit faste greb omkring hendes arm. Hun var ikke bange.. Hvilket var noget, som han uden tvivl tog hatten af for. "Prøv du at finde en, som vil sætte tænderne i mig, for at give mig den race tilbage, som jeg engang havde, når de alle ønsker at flænse mig, på baggrund af det væsen, jeg er blevet.." Denne gang skubbede han hende hårdere fra sig. Nej.. Han ville ikke gøre hende ondt. Hun var hans fødte race.. et sted var det noget, som han faktisk ønskede at beskytte og passe på. "Men jeg har advaret dig.. Det bliver din død, at søge længere ind," sagde han denne gang.

[Deleted]

Keysha havde alt for længe kun været passiv. Altid havde hun formået at gemme sig bag andre og ikke selv gøre noget. HUn var en skænsel for varulveracen men ikke længere. Hun ville ikke længere bare se på mens hendes verden brasede sammen omkring hende. Hun ville kæmpe som alle andre. Hans kommentar fik hende til at fnyse en gang af ham. "Tak!" bed hun ham ligeså af og drejede hovedet væk fra hans retning. Hun var ligeglad. Hun kunne virkelig ikke miste noget på det her.
Keysha trådte på hans nerver, hun vidste det men alligevel så stoppede hun ikke. Nok skulle være nok! For længe havde hun blot givet efter for alt og alle. Hun ville ikke mere, hun kunne ikke mere. Han havde fat i hende men stadig så virkede det ikke til at han ønskede at skade hende hvilket hun fandt forunderligt. Det var nok også derfor hun ikke stoppede. Hun vidste ikke om hun ønskede at dø og at det egentlig var derfor hun trådte sådan på hans nerver men hun kunne bare ikke lade være. Hun var træt af at blive trådt på og træt af at blive undervurderet fordi hun var blind. Som han skubbede hende fra sig endte hun på jorden med et hårdt bump. Små dråber af blod begyndte at pible frem fra hendes hænder som hun havde taget fra med. "Du er da ikke for smart. Varulve bliver vilde en gang om måneden. Du kunne altid fange dig en og vente på fuldmånen. Eller du vil måske gerne bides af en bestemt?" lød det spydigt fra hende. Hvis han virkelig ville tilbage til sit kobbel hvorfor pokker gjorde han så ikke mere ved det? Det var lidt det hun tænkte.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Koblet var Nathanaels familie, selvom de ikke ville vide af ham. Det var lidt en grum tanke, men det var nu meget lidt, som han jo egentlig kunne gøre ved den, kunne man jo sige. Han kneb øjnene fast sammen denne gang. Dette var jo kun med til at gøre ham arrig og sur, og uden tvivl også mere, end hvad han måtte være i forvejen. Derfor skubbede han hende fra sig. Ment som en form for advarsel, for dette var slet ikke noget, som han fandt sig i, og ærligt, så var det bestemt heller ikke noget, som han havde nogen intentioner om i den anden ende. Duften af blod, var det næste som spredte sig, og det nåede Nathanaels ømme og følsomme næsebor. Ikke at det gjorde det meget bedre!
De blev vilde en gang om måneden, men at behandle dem på den måde, var ærlig talt også det sidste, som Nathanael havde lyst til. "Jeg er en vampyr.. Hvordan tror du ikke, at en varulv ville reagere under fuldmånen, hvis jeg stak min hånd ind til en varulv i bur? Det kommer overhovedet ikke til at ske.." afveg han denne gang. Armene lagde han denne gang over kors i et forsøg på at holde sig selv lidt i skak. Hvor var hun dog irriterende! Han rystede kort på hovedet denne gang, og vendte blikket den anden vej. Hvor var hun dog.. irriterende! Der var ikke noget ord, som formåede at beskrive hende bedre end det!

[Deleted]

Man kunne vel sige at disse to individer var kommet ret så skævt ind på hinanden. Det var der vidst ingen tvivl om. Keysha sukkede irritabelt som han skubbede hende fra sig og hun endte på jorden. Hvorfor var mænds svar altid vold? Helt ærligt? Man skulle virkelig tro at de ikke kendte bedre. Hun sukkede opgivende på hovedet af ham. De mælkehvide øjne faldt på hendes hænder. Hun kunne ikke se blodet men hun kunne mærke varmen. Han var da ikke for smart.
Hun himlede let med øjnene ved hans ord. Han ville gerne forvandles tilbage men det lød ikke som om at han arbejdede på det. "Det lyder næsten som om at du bare forventer at der er en der falder ned i skødet på dig og bider dig af deres hjertes godhed. Arbejd dog for det i stedet for. Så kommer det nok hurtigere" pointerede hun køligt. Hun synes virkelig ikke at han gjorde meget for at komme ud af denne her situation som han sad i. Det virkede ærlig talt som om han bare følte sig fanget og ikke ønskede at prøve at bryde ud. Det var skuffende for hende at se en mand og ikke mindst en ulv give op på den måde. Selv havde hun alle grunde til at give op men dog så kæmpede hun da videre. Hun satte sig ikke bare ned og peb som en anden hvalp! Hun endte med at komme på benene igen og hun børstede sit tøj igen. "Vil du kaste mere rundt med mig eller kan jeg få lov til at gå nu? Jeg ville jo nødigt have at du skulle miste noget maskulinitet" pointerede hun tørt og vendte øjne af ham.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Denne kvinde var da ikke andet end forbandet irriterende, så det heller ikke var noget, som måtte sige så lidt. Nathanael rystede denne gang på hovedet. Det gjorde ham rent faktisk hidsig, at hun skulle stille spørgsmål ved ham på den måde, for det følte han at hun gjorde, og det kunne han slet ikke håndtere! Han var en gammel leder af koblet her, selvom det efterhånden var.. mange år siden nu, var det ikke? Han havde helt opgivet at tælle. En ting var dog sikkert: Varulvene havde endnu ikke formået at jage ham ud af skoven, og han lagde sig hellere i graven, end at forlade stedet her igen. Han kneb øjnene svagt sammen denne gang. De ville flænse ham, før de ville bide ham af deres gode hjerte. Han kneb øjnene dræbende sammen. "Der findes ikke en sand varulv, der vil bide en vampyr, for at gøre dem til en varulv af deres egen fri vilje," vrissede han denne gang mere sammenbidt, end hvad gjorde normalt.
Det var muligt, at denne kvinde ikke var farlig for ham, som sådan, for det var hun måske ikke. Han rystede denne gang på hovedet. Duften af blod, rev i hans næse, og det vækkede hver en nerve i hans krop og sind. Gud hvor var det egentlig ubehageligt, når det var på denne her måde. Var han ikke maskulin pludselig? Hans øjne begyndte at lyne. Normalt var han langt mere rolig omkring varulve, men hun.. irriterede ham? "Og hvad får dig til at sige det?" Armene lagde han over kors.Hans krop var spændt.. Bare den duft af blod, vækkede vampyren i ham!