In my sorrow.

[Deleted]

Nathanael Caverly Wolfhart x @keysha

---

Dagen var kommet og gået som den nu en gang altid gjorde det. Mørket havde endnu en gang sænket sig over Imandra og endnu en gang måtte lydene fra natten begynde at melde sig. Mørket var Keysha mere end vant til. Stadig kunne hun ingenting se når hun rendte rundt så det var virkelig svært for hende. Selv hendes savner som ulv synes at være sløret på det sidste. Hun var fortvivlet og forvirret. Hvor pokker var Izaiah? Han havde søgt ud en dag og så ikke kommet hjem igen. Hun havde ventet og ventet derhjemme i en rum tid efterhånd og til sidst kunne hun ikke vente mere. Hun havde grebet det vigtigste, enkelte stykker tøj og noget mad og så havde hun ellers taget ud for at finde ham. Hun havde ikke været heldig indtil nu.
Hun havde gået længe efterhånden og hun anede ikke hvor hun var. Skovens bund knasede let under hendes vægt som hun trådte hen over visne blade. Vinteren ville snart være over dem. Dette ville blive den første vinter længe hvor hun var alene. Ringen som Izaiah havde givet hende sad ikke længere på hendes finger men hang i en kæde om halsen. Hun vidste ikke hvorfor han ikke længere var hos hende. Mange tanker gik igennem hendes hoved men de værste var at han havde indset hvor lidt behjælpelig hun var med sit handikap og at han var smuttet. Selvom hun vidste at det ikke var sandt så var det svært for hende at ryste det af sig. Stille endte hun med at smide sig på rumpen med ryggen op af et træ. Hun sukkede stille og lænede sig op af det. Øjnene lukkede hun let i, ikke at det gjorde en forskel for hende. Stille lyttede hun til lyden af skoven. Hun vidste ikke hvor hun var havnet henne eller om hun overhovedet stadig var i Manjarno.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Endnu en nat, hvor Nathanael kunne høre ulvenes hyl i det fjerne. Havde de mistet yderligere medlemmer i kampen mod de mange warlocks, som stadig søgte mere og mere ind i skovene, for at få dem ud? En tanke, som gjorde ham vred, og det var en tanke, som gjorde ham hidsig, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Fanget i en tilværelse som en blodsuger, grundet den race, som han nu var blevet til en del af. En tanke, som uden tvivl måtte irritere ham helt af helvede til!
Grenen som han sad på, var tyk.. Bladene var ved at falde af træerne, og vinteren var meget snart på vej over dem. Ikke at det generede Nathanel det mindste, for det gav ham en oplagt mulighed, for at se mere, end hvad han havde gjort hidtil, og det var det, som han kunne lide. Nætterne og mørket, varede længe i forhold til solen og lysets timer.

Langsomt drejede Nathanael hovedet, da han hørte lyden af skridt. Ikke skridt, som han typisk hørte, og det gjorde ham også en smule nysgerrig. Hovedet lod han søge på sned. En warlock kunne det ikke være.. Han sniffede lidt.. Tog han meget fejl, hvis han sagde varulv? Her rejste han sig op på grenen, som han i forvejen havde en meget god balance på. Han bøjede let i benene, inden han sprang ned. Han landede næsten lydløst lige ved stammen. Han rettede sig op igen og drejede hovedet. Han kunne lige skimte en skikkelse i mørket. Gad vide hvem det var?

[Deleted]

Keysha var alene, helt og aldeles alene igen. Det var ikke en tanke som hun brød sig det mindste om. Izaiah var væk, hun havde indset det også selvom det var hårdt. Det var ikke første gang hun var alene og det ville nok heller ikke blive den sidste. Det var langt fra alle som kunne håndtere det faktum at hun var blind. Der var ikke meget hun kunne men dog var det heller ikke mange ting hun fik lov til at prøve. Hun havde jo så gerne ville og hun var god til mange ting. Hun sukkede svagt og lod blot hovedet læne op af stammen. Hvad skulle hun dog gøre af sig selv? Hun havde ikke mere mad tilbage og hun kunne mærke hvordan sulten begyndte at melde sig i hendes mave. Det ville ikke vare længe før hun var nød til at søge lidt ihærdigt mod en by.
At hun ikke var alene i mørket var ikke noget hun bemærkede. Lyden fra skoven overdøvede alt andet for hende og ikke nok med det, så sad hun også fanget i sin egen lille verden. Tankerne gled ofte tilbage på Izaiah. Aldrig havde hun troet at hun ville holde så meget af et andet individ og nu var han bare væk. Hun sænkede hovedet igen og åbnede øjnene. At hun var blind ville være tydeligt at se hvis man kiggede hende i øjnene som var helt mælkehvide. Kort blev hendes tanker afbrudt af lyden af ulve i det fjerne. Måske hun skulle prøve at finde sig et kobbel? Måske det ville være bedre. Dog, hvem ville have hende? En flok var kun så stærk som deres svageste led og det var hende. Manden som var i hendes nærhed bemærkede hun ikke, heller ikke selvom han hoppede ned fra træet. Stille endte hun med at komme på benene igen, hun børstede sit tøj selvom hun ikke kunne se hvor det var beskidt og så kiggede hun ellers i retning af ulve lydene. Hvad var det værste der kunne ske hvis hun opsøgte dem? At de slog hende ihjel? Det ville ikke være det værste lige nu.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael forholdt sig fuldkommen stille denne gang, mens han fulgte denne kvinde med blikket. Hun var varulv. Alt i hende indikerede nemlig dette, selvom det slet ikke skræmte ham væk eller noget lignende. Som en gammel leder af det kobbel, som befandt sig her i skovene, så havde han stadig et form for forhold til dem og til stedet her. Det var nok også derfor, at han ikke havde valgt at tage turen herfra.
Lyden af ulvenes hyl her på egnen, var efterhånden ved at være en hverdag. Det gjorde ondt på ham, og vækkede en form for fryd på samme tid. Et sted, var det en tanke som generede ham. Jo længere tid der gik, jo mere vampyrisk måtte han også blive, og det irriterede ham helt vildt! Han lod hovedet søge mere på sned, i takt med at kvinden kom tættere på. Så hun ha ikke engang? Han nød det.. Han nød jo alligevel, at han kunne have den kontrol over mørket, og sig selv. Hovedet sænkede han denne gang.
"Du er ikke herfra.." I takt med, at hun var kommet tættere på, kunne han for alvor dufte hende, og der var intet der indikerede, at hun var af det kobbel, som han engang havde været leder af. Rhaenys havde ligeledes også lukket andre ind, men denne duft, havde han ikke duftet før. Var hun fra Dvasias og havde søgt denne vej? I det tilfælde, så var hun da også langt væk fra tryghed. Der var nemlig ikke nogen tryghed, at finde her i Imandra længere.

[Deleted]

Keysha kunne ikke se manden som var i hendes nærhed og derfor reagerede hun heller ikke. Blind som hun var og det faktum at han ikke afgav nogen som helst former for lyd gjorde at hun ikke opfangede det. Hendes lugtesans var blevet bedre men i denne skov hvor der var så mange nye dufte der kunne hun virkelig ikke kende forskel på hvad der var en person foran hende og hvad der var rester fra folk der var kommet forbi. Hun forholdt sig nogenlunde roligt mens hun blot gik igennem bladene. Hun var nød til snart at finde en by men spørgsmålet var om hun kunne finde nogen som ville give hende et arbejde for mad? Hun tvivlede. Det var virkelig ikke mange der kunne se nogen form for potentiale i hende.
Hun sukkede svagt og stoppede op ikke langt fra den fremmede. En hånd gled let igennem det lange blonde hår som hun drejede blikket rundt. Lyden af ulvene reagerede hun på instinktivt og kiggede i den retning. De var hendes bedste bud på et nyt hjem men hun vidste endnu ikke om hun turde opsøge dem. Det var skræmmende for hun huskede alt for godt hvad der var hændt hende sidste gang hun havde støt ind i og blevet en del af et kobbel. Lyden af en mandestemme måtte dog gøre hende forskrækket. Hun hoppede en gang tilbage men virkede dog ikke aggressiv på nogen som helst måde. Hun skuttede sig en smule under kappen og lod blikket falde i retning af lyden. Hvorfor pokker havde hun ikke opfanget at der var nogen før nu? "Det er jeg ikke. Hvem er du?" spurgte hun stille. Han havde jo ret og hun havde ikke tænkt sig at lyve. Hun var på ingen måder herfra, eller ... Hun vidste i realiteten ikke en gang hvor her var. Hun var helt igennem faret vild.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Denne kvinde virkede meget sølle i forhold til, hvad der var normalt for Nathanael at opfange, og det var også lidt det, som han reagerede på lige nu. Han betragtede hver en bevægelse som hun foretog sig. Desuden var hun alene. Det var på ingen måder typisk varulv, og der vidste han jo godt, hvad han snakkede om! Han sænkede hovedet en anelse, dog uden at slippe hende med blikket, for det var der slet ikke nogen grund til, kunne man sige. Her afslørede han sin position, ved at lade ordene bryde den stilhed, som til nu, kun var blevet afbrudt af de skridt, som hun havde foretaget sig i stedet for.
For sin egen skyld, blev Nathanael stående på sin plads. Nu vidste han jo godt, at han på nuværende tidspunkt, ikke kunne stole på nogen varulv, og derfor valgte han også at undgå at komme for tæt på, så lang tid, at han nu kunne gøre det. Mest for sin egen skyld også. "De fleste søger bort herfra, fremfor at opsøge det," begyndte han denne gang. Armene søgte over kors, hvor han lod hovedet søge en smule på sned. Dette var uden tvivl med til at gøre ham rigtig nysgerrig. Han kunne i hvert fald ikke undgå det. Og hvem han var? En mand, som burde være død, men som ikke var det.. Det var irriterende. "Det er underordnet," tilføjede han denne gang. Han burde være død.. Det var faktisk også sådan, at han foretrak at folk skulle vide og kende om ham, så lang tid, at han ikke kunne løse den problematik, som han var fanget i.

[Deleted]

Keysha var jo i og for sig et sølle væsen. Hendes handicap gjorde det virkelig svært for hende at være sammen med andre mennesker og især når dte kom til at være en del af en folk. Hun krævede næsten en konstant beskyttelse og inden havde lyst til at give hende den. Igen så var flokken kun så stærk som sin svageste og det ville altid være hende. Ligegyldigt hvor meget hun trænede eller hvor god hun var til at kæmpe så ville hun aldrig være svag. Det var en forbandet tanke men dog en som hun var nød til at leve med. Hun sukkede svagt og pillede let ved sit hår. Hun havde det svært lige nu. Hun var virkelig splittet. En by ville ikke tage imod hende fordi hun var en varulv og et kobbel ville ikke tage imod hende fordi hun var blind. Hun hørte ingen steder hjemme.
Stilheden blev brudt og det fik Keysha til at søge et par skridt væk fra den fremmede. Hun ønskede virkelig ikke at der skulle ske noget som helst. Hvem pokker var han og ikke nok med det men hvor pokker var hun henne? Det lød ikke som om hun var kommet til det rette sted på nogen som helst måde efter hans ord at dømme. Hun rynkede brynene en smule og lyttede blot. Øjnene lukkede hun i selvom det ikke gjorde nogen forskel og så lyttede hun blot til hans ord. Det var en ting ved ham der slog hende. Hun kunne ikke høre nogen vejrtrækning. Var han en vampyr? Det var i hvert fald de eneste væsner som hun kendte til der ikke trak vejret. At han ikke ønskede at fortælle hvem han var gjorde hende blot irriteret. Hun lod armene glide over kors og vendte ryggen til ham. "Hmpf. Så er det også underordnet hvorfor jeg er her" sagde hun blot og lod blikket falde til jorden. Hun vidste ikke hvorfor hun var trodsig. Hun burde ikke være det for hun var klart den som stod svagest lige nu og hun anede ikke hvad den fremmede kunne finde på at gøre ved hende. Hvis han var vampyr så kunne hun måske være hans næste måltid? Hun vidste det ikke og for at være ærlig så var hun ikke bange for ham lige nu.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Det var ikke her de fleste søgte til, hvor de derimod søgte væk i stedet for. Det var farligt, det som de lavede, og selvfølgelig var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Ikke var der mange i skoven i forvejen, for det var i bund og grund et ganske farligt sted at være, og særligt, når man ikke vidste, hvad der var her. Armene lod han denne gang søge over kors. Kunne hun overhovedet se noget? Pludselig var han begyndt at tvivle på det.
Denne gang tog Nathanael et skridt tættere på hende. Han studerede hende meget nøje. "De færreste søger til Imandra, af deres egen frie vilje," fortalte han denne gang. Han blev endnu stående med en vis afstand til hende, kun fordi at han ikke ønskede at komme på tværs af en varulv, og særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne undgå i den forstand, at det nu var ham muligt. "Her er farligt nu om dage," tilføjede han denne gang. Et sted også fordi at han ikke ønskede, at hun skule komme noget til. Som en gammel leder af et kobbel af stolte varulve, ville han jo ikke have, at det var en race, som skulle komme noget til, og særligt så lang tid, at han kunne undgå at det kom til at ske. Han holdt dog endnu et skarpt øje med hende, også mest for sin egen skyld. "Så derfor er jeg nysgerrig.. På hvad en enlig varulv laver herude.. Du er ikke en del af koblet.." tilføjede han denne gang. De gik aldrig alene, og særligt ikke nu. Det var i sandhed livsfarlige omstændigheder, som de alle sammen var omringet af, og et sted, var det vel også bare et spørgsmål om tid, inden warlockerne fik hvad de gerne ville have? Det var i hvert fald det, som han var bange for. 

[Deleted]

Mørket var en del af Keysha's tilværelse og havde været det i næsten hele hendes liv. Hun var ikke født blind men blevet det som lille selvom det ikke gjorde noget. Hendes liv havde altid været mørket og hendes sind hentastet i fortvivlelse, eller det var indtil hun havde mødt Izaiah. Han havde vist hende lyset og selvom hun ikke havde kunnet se noget og nu hvor han var væk så var hun kastet tilbage i det mørke hul. Det var forfærdeligt.
Lyden af hans skridt som bragte ham nærmede fik hende til at vende sig mod ham igen. Hun kunne intet se men blikket hvilede stift på han skikkelse alligevel. Der var ingen tvivl om at hun vidste lige præcis hvor han var henne også selvom hun måske ikke vidste hvad han lavede. Hun lyttede til hans ord og lod hovedet søge let på sned. Hun var endt i Imandra? Det var godt nok langt væk fra hvor hun havde været vant til at være henne. Han vidste at hun var varulv og eftersom hun ikke hørte en vejrtrækning fra ham så var hun efterhånden sikker på at han var en vampyr. "Jeg går hvor det passer mig. Jeg kom her for at opsøge det kobbel som jeg ved er her" sagde hun selvom det var løgn. Hun havde jo egentlig bare vandret rundt på må og få. Hun sukkede stille. Han vidste at hun ikke tilhørte det kobbel som de kunne høre i baggrunden. Der var vel ingen grund til at spille mere? Hun bed sig kort i læben og lod blikket falde til jorden før hun lod det glide til hans skikkelse igen. "Hvis du ikke allerede havde gættet det så er jeg blind. Jeg har ingen ide om hvor jeg er henne, hvordan jeg er havnet her eller hvorfor jeg egentlig er her. Jeg ved du er en vampyr og du ved at jeg er alene. Er du ude på at slå mig ihjel? Jeg ved at vampyrer og varulve foragter hinanden og dog så føler jeg intet ondt mod dig" pointerede hun stille. Der var ikke rigtig meget andet at gøre. Hvis han ønskede at slå hende ihjel så ville han kunne tage hende uden problemer. Det vidste hun kun alt for godt.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael ønskede ikke, at der skulle ske noget med nogen varulve. I og med, at han var den gamle leder af koblet, som holdt til her i skoven, så ønskede han et sted også at beskytte dem. Han kunne i hvert fald ikke undgå det, sådan, som det var her. Han lod hovedet søge en smule på sned. Hun kunne intet se? "Du er ikke herfra, og at søge et kobbel alene i denne tid, er farligt," sagde han denne gang. Hans kontroverser med Rhaenys gjorde også, at han vidste hvordan han skulle håndter dette. Rhaenys styrede nemlig koblet, som han havde gjort dengang, og et sted, var det en tanke, som han måtte finde morende på en eller anden underlig måde.

At hun så alligevel måtte krybe til korset, var vel et sted forventet. Var hun virkelig blind? Det var første gang, at han havde stødt på sådan en. "Du er blind.. og kan intet se.. Du er virkelig langvejs fra tryghed." Denne gang vovede han sig tættere på. Der var nemlig intet ved hende, som indikerede, at hun ønskede at gøre ham noget ondt, og det var egentlig en tanke, som han havde det ganske fint med, hvis han endelig skulle sige det.
Armene lod han falde ned langs hans krop. Hun vandrede bare? Hun var vandret direkte ind i løvens hule, ved at søge til Imandra. Her var nemlig farligt. "En vampyr er jeg ganske vidst, men ikke ønsker jeg at yde nogen varulv den smerte," sagde han denne gang. Fra hans side, havde hun nemlig heller ikke noget, at være bange for.

[Deleted]

Keysha havde været blind næsten så længe hun kunne huske. Hun kunne kun huske en ting fra før og det var hvordan de røde roser så ud på børnehjemmet. Ud over det var det bare mørkt for hende. Hun havde vendet sig til det og var ikke påvirket af hendes handikap i hverdagen. Dog kunne hun ikke benægte at det havde været meget på hendes tanker her efter at hun var blevet alene. Hun lyttede til hans ord og lod blikket falde til jorden. "Det har altid været farligt for mig at være i nærheden af kobler. en gang i mellem er det bare en chance som man må tage" sagde hun stille. Hun kendte ikke til koblet i Imandra og anede ikke en gang hvem der var leder for racen nu eller hvem der havde været det før. Hun havde jo altid bare været sig selv.

Hun var krøbet til korset for hvad skulle hun ellers gøre? Manden foran hende kunne så let som ingenting gøre hende ondt hvis han ville så hun kunne ligeså godt lade være med at kæmpe med ham. Hun bed sig stille i læben og nikkede ved hans ord. "Min tryghed er blevet taget fra mig. Jeg er alene. Her er lige så godt som et hvert andet sted" sagde hun stille. Hun kunne høre hvordan han kom hende nærmere men dog blev hun stående. Hvis han ønskede hende ondt ville hun i det mindste ikke give ham nydelsen af hendes frygt. De hvide øjne søgte hans skikkelse og hvilede på hans brystkasse. Hun var ikke den højeste pige i verdenen og hun fornemmede hurtigt ved følelsen af den fremmede og ved lyden af hans skridt at han var højere end hende. Hun hævede hovedet men om det var for meget eller for lidt vidste hun ikke. Dog lod det ikke til at han decideret ville hende noget ondt. Han ord, den måde han formulerede det på. Hovedet søgte let på sned som stod hun og betragede ham. "Du er tidligere varulv" konstaterede hun endeligt. Hun kunne næsten høre det på den måde han snakkede på. Det var egentlig underligt.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Man kunne jo lige så godt krybe til korset, for hun ville ikke få noget ud af andet. Nathanael havde ikke tænkt sig, at bringe denne kvinde længere ind i Imandra, for det var et farligt sted, og fordi at hun var det væsen som hun var, følte han en irriterende trang til at passe på hende, og det lignede ham slet ikke. Han rystede svagt på hovedet. Han vidste godt, at det slet ikke var tanker, som han burde gøre sig, men nu gjorde han det alligevel. Hans blik faldt atter mod hendes skikkelse. Hendes tryghed var allerede revet fra hende? Selv skulle man være fuldstændig dum, hvis man ikke forstod, hvad det var hun hentydede til. "Hvorfor løbe en vis risiko, som kan ende med at koste dig livet?" spurgte han denne gang. I sig selv, var det ikke rigtigt noget, som Nathanael forstod sig på.. Og dog? Han gjorde det jo selv ved at være tæt på koblet, for de ville jo ende med at tage hans liv, og det var det som rent faktisk irriterede ham allermest.
Selv kunne Nathanael ikke rigtigt benægte, at han var en gammel varulv.. Hvorfor skulle han da ellers lade hende gå på den måde, som han nu gjorde? Han bed tænderne svagt sammen. Han hadede det.. Men ja.. det var jo bare en omstændighed, som han ikke kunne se bort fra. ".. Det benægter jeg ikke,"sagde han denne gang, efter en længere pause. At vampyrerne havde formået at få ham ned med nakken, var heller ikke ligefrem hans mest stolte øjeblik. Han havde jo været leder af det kobbel, som var i skovene her. Han kneb øjnene svagt sammen. "Fortid.." sagde han denne gang. Kunne han vende tilbage, så gjorde han det.. Den mulighed havde han desværre bare ikke rigtigt.

[Deleted]

Keysha havde ingen ide om at hun allerede var endt i Imandra. Hun havde jo bare gået lidt på må og få. Det havde været lange nætter og kolde dage. Nogle gange vågnede hun om morgenen og huskede ingen ting hvilket kun betød at det havde været fuldmåne aftenen forinden. Derfor endte hun ofte steder som disse hvor hun ikke anede hvor hun var eller hvorfor hun var der. Det kunne være virkelig fustrerende, især fordi hun jo det sidste lange stikke tid havde været vant til at vågne op i sit hjem sammen med Izaiah. Hun sukkede stille ved hans spørgsmål. Hånden gled endnu en gang igennem hendes hår. Hvordan skulle hun forklare det? "Du sagde det selv. Jeg er en varulv men ikke en del af et kobel. Jeg har aldrig været en del af et stort kobel. Jeg fandt en mand, en leder som jeg kunne følge der gjorde at jeg ikke længere var alene og at jeg kunne bruges til noget. Nu er jeg endnu en gang alene. Hvis jeg ikke tager den chance og opsøger nogen så kunne jeg ligeså godt tage mit eget liv. Jeg ønsker ikke ensomheden og stilheden mere. Jeg vil have et hjem ... Om det så skal koste mig livet" forklarede hun stille. Hun ønskede virkelig ikke at være alene længere.
Han var altså blevet forvandlet? Selv vidste Keysha godt at hun skulle hade og foragte vampyrer men hun gjorde det ikke. Selv dem som havde forklaret hende at hadet lå dybt i sjælen så følte hun intet og havde aldrig gjort det. Hun var vokset op på børnehjem og havde haft mange vampyriske venner. Måske det mere var fordi hun havde vænnet sig til hadet at hun ikke længere bed mærke i det men hun følte det i hvert fald ikke. Hun nikkede ved hans ord og begyndte stille at sno en tot om hendes ene finger. "Savner du det?" spurgte hun stille. Hun regnede godt med at hun kendte svaret men dog kunne hun ikke lade være med at spørge alligevel. Selv havde hun tænkt tanken om at blive bidt af en vampyr og komme væk fra månens magt men dog så vidste hun også at det ikke ville blive helt let selvom hun gjorde det.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Denne kvinde, hvis navn endnu måtte være ham ukendt, var godt nok kommet på afveje denne gang. Ikke fordi at det var noget som Nathanael nævnte tydeligt, selvom det nok var tydeligt i hans ord alligevel. Han betragtede hende med en meget sigende mine. Han pressede hende vel ikke? Han ville bare gerne informere hende om hvilken risiko det her måtte være ved, og det var også det, som han bed sig fast i denne gang. Han rystede på hovedet af sig selv. Ensomhed.. Han kendte den. Han selv var jo præget af det samme.. Omringet af ulve, som engang havde været hans familie, men som han nu ikke kunne opsøge mere. Det var en tanke, som kun vakte en kæmpe frustration. "Jeg beder dig blot om at tænke den igennem. Godt og grundigt," sagde han denne gang. Hvorvidt om Rhaenys ville tage imod hende, vidste han ikke.. Nu vidste han at de i forvejen var svage og sårbare grundet warlockerne. En tanke, som virkelig generede ham, og som han overhovedet ikke kunne have lige nu.
At hele samtalen var vendt, havde nu ikke ligefrem været hans mening. Uanset hvad, var der nok meget lidt, som man kunne gøre ved det, og det var i forvejen en tanke som generede ham. Han savnede den familie.. Den post og det liv, som han dengang havde haft, men som så brutalt var blevet revet fra ham. ".. Jeg går ud fra, at du selv kan tænke dig frem til det svar," sagde han denne gang. Han var faktisk ikke meget for at snakke om det. I forvejen var Rhaenys jo en, som afviste ham fuldstændig på grund af hans race.. Og han kunne jo ikke engang gøre for det!

[Deleted]

Keysha hørte hans ord men hun lyttede vel et sted ikke. Hun vidste ikke hvorfor hun var endt her men det måtte da være for en grund? Hun var vel ikke bare dukket op for ingenting? Hun sukkede stille ved lyden af hans formaninger. Det var som om han slet ikke forstod selvom hun godt vidste at han gjorde. En ensom vampyr på disse kanter ønskede vel selv et døden? Var der overhovedet noget i denne verden som var værre end ensomhed? Det synes hun i hvert fald ikke. "Hvad har jeg at miste? Det var ikke meningen at jeg ville søge et kobel men hvad kan jeg tabe på det? Hvis jeg bliver accepteret har jeg en familie og hvis de slår mig ihjel befrier de mig fra ensomheden og fra tabet over min flokleder" forklarede hun bare stille. Der var ikke rigtig andet i det. Hun ønskede virkelig bare at kunne være sammen med nogle mennesker igen. Det kunne da vel ikke være så underligt. Hun led her helt alene.
Hun var ikke i tvivl om at han savnede sin flok. Hun havde næsten ondt af ham for hans tilværelse. Dog kunne hun ikke forstå at han ikke bare var blevet forvandlet tilbage af sit kobel. Var det unormalt? Hvorfor tog de ikke deres egne tilbage? Det var hende virkelig en underlig tanke og hun kunne ikke lide tanken. Han var efterladt fordi han var blevet tvunget til en tilværelse han ikke selv havde valgt? Det var en skræmmende tanke. Måske hun bare skulle holde sig langt væk fra andre varulve? "Jeg er ikke i tvivl om at du savner det. Undskyld spørgsmålet" mumlede hun stille. Det var ikke meningen at hun ville stille så dumme spørgsmål men det var bare faldet hende meget ligefor. Hun havde meget ondt af ham.