A night to remember.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Denne kvinde var da yderst fornuftig, men igen.. hvis man var en Diamaqima, var det vel næsten at forvente? Nu havde han set op til den mand over en meget lang årrække, så han vidste det jo godt. Hvad ville man ikke gøre, for at kunne opnå et stadie med den mand? Nu vidste han jo heller ikke, hvad Nathaniel gik rundt og lavede. Faktisk vidste han ikke rigtigt, hvad nogen i det hele taget gik rundt og lavede, da han som regel bare gik og passede sig selv i stedet for. Han smilede svagt for sig selv. Så sandt som det var sagt. "I perioder kunne det være art, men igen.. uden et liv hvor man lærer eller gør sig erfaringer, er et kedeligt liv," fortalte han denne gang.
Amaya Diamaqima.. Det var stadig underligt for ham at tænke på, at han sad i selskab med en Diamaqima, som forholdsvis måtte være ukendt. Silia og Jophiel var bestemt ikke ukendte individer, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han trak let på smilebåndet. Han havde altid nydt at være sammen med Silia og Jophiel. I den korte tid, som det nu havde varet, kunne man sige. Hans fader havde været med til at ødelægge det - som han i øjeblikket også ødelagde så meget andet. "Gode væsner med et godt hjerte," fortalte han denne gang.
Cedric førte sin fadøl op til læberne, hvor han denne gang fik den tømt i stedet for. Han satte det tomme glas foran sig igen. "En skam.. Jophiel er stadig i Procias, formoder jeg.." sagde han denne gang. Han havde aldrig sat sin fod der, men havde hørt en masse. Denne gang løsnede han kappen lidt. Den fadøl gjorde jo også sit. Han fik i hvert fald varmen.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya prøvede inderligt at være et fornuftigt individ selvom det kunne være svært en gang i mellem. Ikke nok med at det var forventet af en Diamaqima at være det så var det også noget hun godt kunne lide. Det gav hende et vist overblik selvom hun en gang i mellem placerede sig i nogle pressede situationer. Dog så ønskede hun ikke at ændre på det. Hun var som hun var hvilket en gang i mellem kunne gå hendes far på. Smilet meldte sig en gang mere på hendes læber ved tanken. Ja, hende havde han vist heller ikke været helt heldig med. Ved Cedric's ord nikkede hun blot. "Det kunne det men også bare så forfærdelig kedeligt. Det at lærer nye ting, opleve nyt og finde ud af hvordan man kommer igennem en udfordring er noget af det som gør livet værd at leve i mit hoved" forklarede hun blot. Hun havde altid haft det sådan. Det var også derfor hun var så ivrig efter at prøve alting selv. Hun kunne ikke bare lærer af hendes fars fejl og mangler. Hun var nød til at mærke det på egen krop ellers havde hun jo intet lært af det.
Hans ord omkring Jophiel og Silia fik hende til at lytte interesseret. Hun kendte dem på ingen måde og havde aldrig nogensinde mødt Jophiel. Det var en skam men på den måde som Silia havde taget afstand fra hende så vidste hun slet ikke hvordan Jophiel ville tage hendes eksistens. "Jeg tror dig gerne. Aldrig har jeg mødt min bror og jeg har kun mødt min søster en enkelt gang. De ønsker ikke at have noget med mig at gøre" forklarede hun ærligt. Hvorfor lyve? Det lod til at han kendte til familien og til hendes far. Der var ingen grund til at spille lille lykkelig familie når han helt sikkert godt vidste at Nathaniel var som han nu en gang var.
At han fik varmen af øllen kunne hun tydeligt se. Det var næsten sødt. Aldrig havde hun fået varmen af alkohol hvilket var en ting som hun gerne ville prøve en dag. Jagten på at få en krop som var levende var noget som de fleste vampyrer ønskede dog var det meget få af dem der havde samme muligheder som hende. Hun kunne eksperimentere og det gjorde hun også hyppigt. Især på sig selv. Hans ord var mere en konstatering end et spørgsmål. Hun nikkede roligt. "Så vidt jeg ved så er han i Procias, ja" sagde hun roligt.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Det kom slet ikke bagpå Cedric, at Diamaqima var en familie fyldt med forventninger, såvel som hemmeligheder. Det var i hvert fald gået ham forbi, at Nathaniel skulle have yderligere en datter, end den yndige af slagsen, som havde sat sig på tronen i Dvasias. Han sendte hende et let smil. Han var nok lidt mere medgørlig, når han vidst,e at det var et familienavn, som han kunne stole på. Det var i hvert fald, hvad han gik ud fra, da han heller aldrig havde haft en grund til at skulle tro på noget andet, kunne man sige. "Til tider kedeligt ja.. Til tider, kunne det være praktisk, ikke at skulle tænke på den konstante modgang, som man til tider, møder lidt for ofte," sagde han denne gang. Som barn havde han jo været dødssyg. Ikke været i stand til at føle smerte af nogen slags, og det havde jo vist sig, at være farligt. I dag var han frisk.. han kunne mærke, og han kunne leve et ganske normalt liv. Modstand kom jo trods alt også i mange henseender.
Cedric sænkede hovedet en anelse. Til tider savnede han det familiebånd, som han engang havde haft til familien. Det var bare så ødelagt nu, at det ikke var til at gøre noget ved det. At det skulle vise sig at være en fordømmende familie, havde han faktisk svært ved at forestille sig. Overfor ham, og af hvad han kunne huske, havde de altid været gode ved ham og hans familie. "Hvordan kan det være?" spurgte han denne gang forundret. Oprigtigt formåede dette jo at vække hans nysgerrighed. "Tilbage i min tid, var Silia og Jophiel begge varme og åbne individer.. De var børn sidst jeg så dem," sagde han denne gang. Mere opdragende børn, skulle man da godt nok lede længe efter.

[Amaya Melini Diamaqima]

Diamaqima havde altid været en familie som var fyldt med forventninger, ikke blot til deres børn men også fra andres side. Hvis man bar dette navn så var man dømt på forhånd. Om det var til storhed eller til fordømmelse det var ikke til at vide endnu. Det var kun tiden der kunne vise det. En gang i mellem var det irriterende men på den anden side så havde hun jo muligheden for bare at tage sin mors navn, på den måde så ville hun ikke blive genkendt og forventningerne være mindre men det nægtede hun! Hun var stolt af sin slægt og stolt over at bære Diamaqima navnet og så måtte hun tage det søde med det sure. Hun kunne ikke lade være med at fnise en smule. "Sandt men modstand er en del af livet. Vi må alle lære at leve med det ligegyldigt hvor svært det er. Selv håbløshed og fortvivlelse kan overkommes hvis man har viljen til det" sagde hun rolig. Selv havde hun vel ikke haft mange kvaler som lille. Hun havde mistet sin mor men ellers havde der vel ikke være noget? Ikke noget hun havde bidt sig voldsomt mærke i.
Amaya studerede ham. Som sagt så kunne man lærer meget af at kigge på folk. Hun anede at hans forhold til sin familie måske ikke var det bedste. Det var virkelig en skam. Hovedet søgte let på sned som han begyndte at snakke. Han spørgsmål fik hende til at klø sig kort i håret. Selv mente hun ikke at hendes far havde handlet uret men dog så virkede det sådan på Silia og ikke mindst Jophiel. "I deres øjne er jeg en horeunge tror jeg. I hvert fald i Silia's. Liya, deres mor, døde og min far endte med at finde sammen med min mor. De blev aldrig gift men fik alligevel mig. Silia var vred på Nathaniel fordi han fandt sammen med min mor og Jophiel var vred og Liya's død. Det er ikke deres skyld. Jeg tror bare at tiden ikke har været gode ved dem og de gav efter for deres sorg. Selvom det ikke er mig de er sure på så er det mig der går ud over i sidste ende" pointerede hun tænkende. Hun bebrejdede ikke sine søskende meget men dog alligevel lidt. Hun ville sådan ønske at hun kunne få lov til at få et forhold til dem. De var jo familie.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Med de lænker som Cedric havde været i, så var det bare meget lidt, som man havde kunne gøre. En modstand så stor, at den rent faktisk havde endt hans liv. Han havde været så heldig, at få en chance til, og denne havde han bestemt heller ikke tænkt sig, at lade gå sig forbi, dersom det var noget som han kunne undgå. Han smilede svagt for sig selv. Det var de erfaringer, som han havde gjort sig igennem livet, og det var nogen, som han da uden tvivl også havde lært frygtelig meget af i den anden ende. "Vi gør nok alle sammen vores egne erfaringer.. Jeg har mødt megen modstand i mit tidlige liv.. Som jeg håber, at mange andre, vil undgå," sagde han denne gang. Han var født syg.. De havde bare været alt for lang tid om at opdage det, og det var det, som han selv var ked af. Han havde misset meget, og han led så under det i dag.
At det var så voldsomt et billede at Jophiel og Silia skulle have af hende, havde Cedric ærlig talt, svært ved at forestille sig. Han stirrede derfor bare på hende. Snakkede de om de samme individer, eller var det et andet søskendepar med det samme navn? Det var næsten det, som han gik ud fra denne gang. "Jeg synes godt nok, at det er en hård dom, du er blevet tildelt.. Det er slet ikke de mennesker jeg kender.." Oprigtigt, var det noget, som han havde meget svært ved at forestille sig. "Men trist, hvis det hele har taget den drejning.. Nu har jeg ikke set dem, siden de var små," tilføjede han denne gang. Meget var vel også sket for dem?

[Amaya Melini Diamaqima]

[blocckquote]Det at være født syg var ikke noget som man kunne komme uden om eller ændre let. Det var en trist ting når det gik ud over børn men der var ikke meget man kunne gøre. Hun ville ønske at hun kunne rede alle små børn men det kunne hun ikke. Nogle ting var bare uden for hendes magt. Roligt nikkede hun. Han lød som om han havde været igennem meget hvorimod man kunne sige at hendes barndom havde været mere blid og rolig. Hun bed sig kort i læben. "Det er rigtigt. Det er også lettere at lære hvis man gør sig sine egne erfaringer. Jeg håber at dit liv er blevet lettere med årene" påpegede hun blidt. Hun ønskede det bedste for ham også selvom hun lige havde mødt ham. Det var underligt men det var bare den mentalitet som hun havde.
Jophiel og Silia var ikke til skyld her. Det var hendes far som var synderen men det hele endte bare nede på hende. Hun kørte en hånd igennem de lange lokker og sendte ham et undskyldende smil. "Forstå mig ret. Silia og Jophiel er ikke sure på mig. Begge er de sure på vores far, Nathaniel. De mente ikke at han valgte rigtigt da han var sammen med min mor. Da jeg blev født var det bare endnu en testament til at det ikke havde været rigtig for ham at være sammen med hende. De er ikke sure på mig og hader mig ikke direkte. Jeg er sikker på at jeg nok skal kunne få et godt forhold med Silia, Jophiel tror jeg desværre aldrig vil blive en fan" påpegede hun tænkende. Hun lænede sig lidt tilbage i stolen og sendte ham et smil. "Familie er det vigtigste i verdenen. Jeg ville gøre alt for dem begge, også selvom de måske ikke tænker lige så højt om mig. De har kun skulle forholde sig til mig i få år, jeg er ikke så gammel så de har ikke vænnet sig til det endnu er mit bud" forklarede hun. Hun tog sine søskende i forsvar for det ville hun altid gøre også selvom de ikke havde et særlig tæt forhold lige nu.[/blockquote]

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric havde levet under kår, som han ikke havde været herre over, og det var selvfølgelig noget, som kun havde gjort ham ufattelig trist, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det. Nu efter han havde fået en chance til, at det hele havde lysnet for ham.. Sjovt nok, efter at han havde valgt at kappe det bånd, som han havde til den del af familien, for det var jo heller ikke noget, som kom af sig selv, kunne man sige. Han nikkede denne gang, og med et svagt træk på den ene mundvig. "Det er blevet bedre i takt med, at jeg selv er blevet det ældre," fortalte han denne gang. Det var jo bare en ærlig sag, uanset hvor meget man nu ellers ville ønske, at man kunne gøre noget ved det. Han lod hovedet søge mod den anden side denne gang.
Det var muligt, at man ikke kunne give Silia og Jophiel skylden, men det ændrede bestemt ikke på, at det slet ikke var nødvendigt, at behandle nogen på den måde, som de nu havde valgt at gøre det. Han lagde afslappet begge sine hænder på bordet foran dem denne gang. "Du har aldrig bedt om at være afkom af de forældre, som du er, som jeg heller aldrig har bedt om det. Derfor burde de stadig behandle dig på andet vis, end at vende ryggen til." Meget var tilsyneladende lavet om i hans fravær. Han havde svært ved at forstå det. Nathaniel og Liya havde jo altid været sammen, og derfor havde han svært ved at forestille sig, at det skulle forholde sig anderledes. Han rystede kort på hovedet. "Tilgiv mig.. Men det som du beretter om, er ikke den familie, som jeg er kendt med," sagde han denne gang. Havde det virkelig forandret sig så meget?

[Amaya Melini Diamaqima]

Ayama vidste ikke hvilke kår som Cedric havde levet under før hen eller hvad han levede under nu. Alle led vel under deres familie arv på den ene eller den anden måde desværre. Der var ikke så meget man kunne gøre ved det i enden. Det kunne være voldsomt fustrerende når det var noget som man ikke var herre over men dog bare sådan livet var. At han selv var blevet bedre med årene var dog en dejlig ting. Det var på ingen måder sjovt at være fanget. "Det var da dejligt. Alle døjer vi med laster og kvaler men det er først når vi overkommer dem eller lære at leve med dem at vi i sandhed bliver stærkere" sagde hun ærligt.
Silia og Jophiel var to mennesker som Amaya aldrig havde haft noget med at gøre rigtigt. Jophiel og hendes far snakkede ikke sammen og Silia og hendes far ... Ja hvor stod de egentlig nu? Tanken gled på Gabriel som stadig var forgiftet hjemme på slottet. Hun pustede en gang og kørte hånden tænkende igennem håret. Den mand var virkelig skyld i meget. "Sandt. Men det kan være svært ikke at se mig som en del af kaoset i familien når min mor var skyld i så meget. Jeg bebrejder dem ikke og kommer aldrig til det. Familien er vigtigst og det skal jeg nok få dem til at indse. Mit mål er at få dem til at ændre holdning omkring mig. Så har jeg da i det mindste noget at kæmpe for" sagde hun optimistisk. Der skulle virkelig meget til for at slå Amaya ned og dette ville virkelig ikke blive en ting. Hun skulle nok få vist Jophiel og Silia hvor meget hun kunne betyde for familien også selvom hun ikke var af samme mor.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Kårene i sig selv, havde ikke fejlet noget. Men de psykiske og fysiske kår omkring ham og hans person, havde været forfærdelige. Ikke havde han kunne rende rundt og lege som et hvert andet barn, hvor han derimod havde måtte holdes lidt i baggrunden. I tilfælde af, at han var kommet til skade, og han jo ikke kunne mærke det, havde det ikke været til at finde ud af, hvor slemt det egentlig havde været, kunne man sige. Det var forfærdeligt.. men nu hvor han havde sit normale liv, var det ikke noget, som han jo egentlig gik rundt og tænkte over mere. "Du har helt ret," sagde han denne gang. Døden havde løsrevet ham fra hans balast i livet, og det var.. rart. Nu havde han fået en chance mere, og denne havde han så sandelig heller ikke tænkt sig at spilde!
At det egentlig var sådan, at være en del af Diamaqima-familien, havde Cedric faktisk svært ved at forestille sig, og særligt, når det forløb sig på denne her måde. Han rystede denne gang på hovedet. Det havde jo overhovedet ikke været meningen, at det skulle være sådan. Han bed tænderne svagt sammen. Altid havde det været en familie af mange hemmeligheder, men det her, var ikke just af slagsen, som han havde regnet med, hvis han skulle være helt ærlig. "Det lyder som du er oppe mod nogle hårde odds, Amaya," endte han denne gang. Han satte sig en smule tilbage på stolen igen. Var det virkelig sådan at det hang sammen? "Nu ved jeg ikke hvordan den verden hænger sammen endnu.. Jeg synes stadig det er svært at finde ud af.. Tilgiv mig.. Hvem er din moder..?" spurgte han denne gang. Det alene, havde han jo ikke fået svar på endnu.