A night to remember.

[Amaya Melini Diamaqima]

Cedric Jaceluck Marvalo x Amaya Melini Diamaqima

---

Efteråret havde meldt sin ankomst og med det så kom de længere nætter også. Det var en ting som Amaya virkelig nød godt af. Som andre vampyrer så befandt hun sig ikke ude om dagen, ikke fordi det ville slå hende ihjel med det samme men hun blev så dårlig af solens lys. På denne nat havde hun dog valgt at tage fri. Den seneste tid havde hun arbejdet på en modgift til Gabriel og med det kom at hun hvade været nød til at forgifte sig selv gentagende gange. De havde været ubehageligt men hun mente nu at hun var færdig. Hun håbede inderligt at det ville hjælpe Gabriel, mest af alt for Silia's skyld. At deres far ville gå så langt som at skade den mand som Silia elskede var hende stadig en utænkelig tanke. Hvis han ikke mente at Gabriel var rigtig for Silia så var der andre måder end død. Normalt var Amaya ikke en pige som havde det mindste imod død og lidelse men dette var anderledes. Dette var familie og familien var vigtigst!

Natten var faldet på og som altid var der gang i Rimshia's gader og stræder. Byen var så aktiv om natten hvilket var en af de ting som tiltrak Amaya til den. I denne anledning søgte hun ned mod Den Dansende Flamme. Det var et godt sted hvor hun vidste at hun ville kunne more sig. Mødet med Rei var stadig i hendes erinding selvom hun prøvede at glemme det. Hun tod en dyb indånding selvom dette ikke var hende en nødvendighed. Med rolige skridt trådte hun ind på baren og søgte mod disken. Hun var iført en lang blodrød kjole, den var bar på ryggen og havde stropper der lå let hen over hendes skuldre. Den var slisset helt op til hosten i hendes venstre side. Det lange brune hår bølgede let ned over hendes ryg. De rolige skridt førte hende op til baren hvor hun bestilte et glas med vin som hun fik stukket i hånden. Det var længe siden hun havde fået et glas vin sidst. Hun ville absolut nyde det.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Det var sjældent at Cedric fandt sig på steder som dette, men denne gang, måtte man vel bare sande, at det var en nødvendighed? Han havde brug for at komme ud. Han søgte Lucifer, udelukkende for sin søsters skyld, mere end for noget andet. Selv der, forsøgte han at bide det gamle i sig, som han selv stadig brændt inde med. Det var ikke nemt, men han måtte jo bare forsøge efter bedste formåen.
Den Dansende Flamme, havde han opsøgt et par gange. Han selv var typen, som mere og bedre kunne lide at sidde og lytte. Man fandt ud af overraskende mange ting, når man gjorde det, kontra, når man gjorde så meget andet. Det havde han da i det mindste fundet ud af.

I øjeblikket havde han taget pladsen nede bagerst med en kutte trukket op over hovedet. En fadøl stod foran ham. Han var blevet en voksen mand.. forsøgte at lære af alle hans forældres fejl, selvom det i sig selv, krævede en del. Hans øjne skinnede svagt under hætten i skæret af det blafrende stearinlys, som stod på bordet foran ham. Hånden førte han denne gang frem og lukkede sig om fadøllen. Der var ikke spor af Lucifer nogen steder. En tanke, som rent faktisk også måtte irritere ham. For nu, blev han siddende og lyttede. Sådan havde han nemlig for længst, fundet ud af, at han faktisk fik mest ud af. Ikke så meget som et ord, brød hans læber. For nu, holdt han han sig for sig selv. Der var ikke umiddelbart noget, som faldt i hans interesse.

[Amaya Melini Diamaqima]

Baren var fyldt på denne aften. Selv var det ikke noget som gik Amaya på. Hun var en ung kvinde, af mange anset som værende et barn endnu men stadig stor nok til at hun kunne passe på sig selv. I hvert fald hvis man spurgte hende. Hendes tur til baren havde kun efterladt hende med et fyldt glas men endnu ikke noget selskab. De brune øjne gled rundt efter enten et sted at sidde eller nogen at sidde med. Som udgangspunkt fandt hun ikke nogen af interesse. En kutteklædt skikkelse havde fanget hendes blik kort men ej var det lige nu. Hun ville prøve at se.
Med rolige skridt og glasset i hånden bevægede hun sig ned mellem bordene for at se om hun ikke kunne finde et sted at sidde. Der var ingen. Hun sukkede irriterende og hendes blik faldt endnu en gang på den kutteklædte skikkelse. Skulle hun tage chancen? Hvis ikke så var alternativet at stå op hele aftenen eller sætte sig på skødet af en af de ældre mænd men det var hun ikke særlig interesseret i. Hun lod hovedet søge på sned og gik hen til den hemmelighedsfulde mand og lod den frie hånd falde mod den tomme stoleryg. Hun sendte den hætteklædte et lille smil. "Er der optaget her?" spurgte hun med en blid stemme. Det var den eneste frie plads lige nu og hun ønskede ikke at stå op hele aftenen. Om denne mand var spændende nok til at blive aftenens underholdning vidste hun ikke. Han var en joker men hvor intet vover, intet vinder, som man sagde det.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Der var overraskende mange ude i aften. Var der nogen særlig eller speciel anledning? Det vækkede hurtigt Cedrics nysgerrighed, og det var også det, som han godt kunne mærke. Han var ikke typen som intimiderede med særlig mange, og det havde han aldrig gjort. Med de navne som han bar med sig, så var det måske også bare smart at holde lav profil, også mest for sin egen skyld? Han vendte blikket mod denne kvinde, som endte med at komme ham i møde denne gang.
Umiddelbart var der intet ved hende, som fangede hans interesse. Hovedet lod han denne gang søge en kende på sned. En køn og smuk kvinde. Det måtte han give hende. Og hvorfor ville hun sætte sig ved hans bord? Af alle andre steder, som var? "Jeg tror ikke, det gør nogen forskel om jeg siger ja eller nej?" Han tog en år, inden han satte glasset fra sig igen.
Tavst med hånden gjorde han alligevel tegn til at hun kunne sætte sig ned lige ved ham. Der var jo plads. Han havde været heldig, at komme i tide, nok til at få et bord selv. "Men tag plads," sagde han denne gang. Noget selskab ville måske heller ikke være helt galt? Han havde jo desuden også brug for, at finde sin egen plads.. Nu hvor hele den verden, som han havde kendt den, ikke var, som den engang havde været.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya havde brugt noget tid på at kigge rundt på folkene omkring sig. De få steder hun havde kunnet sætte sig ville have ført til mindre fortrukne situationer iform af mænd der ønskede at græmse på hende i tide og utide hvilket hun ikke ønskede sig. Nej, denne fremmede virkede i det mindste til at holde sig en smule mere for sig selv. Hvem vidste? Måske der var et sandt geni neden under den hætte? Hun var nysgerrig, det var jo noget hun ikke vidste. Hun kunne sikkert finde ud af noget ved at studere ham men det var der ikke ligefrem meget sjov i. Derfor havde hun også taget chancen og gået over til ham.
Hans svar fik hende til at smile en smule mere. Det var ikke den reaktion hun var vant til at få og det var egentlig dejlig forfriskende. "Jeg ønsker et sted at side men hvis det ville ødelægge din aften at jeg tog plads ville jeg ikke bebyrde dig" sagde hun roligt. Glasset hvilede roligt i hendes hånd mens hendes blik hvilede på den fremmede som stadig var gemt under hætten. At han så måtte tilbyde hende en plads alligevel fik hende til at hive stolen ud og sætte sig ned. Glasset satte hun fra sig på bordet og vendte de mørke øjne imod manden hvis ansigt hun kunne se en smule bedre nu hvor hun sad overfor ham. "Jeg takker for gæstfriheden. Må man spørge hvad du laver på et sted som dette?" spurgte hun med et lille smil. Hovedet søgte på sned, dog kun kort før hun løftede glasset og tog en tår af hendes vin. Nysgerrig var hun på denne fremmede som sad foran hende. Hvad mon han var for en?

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Med den familiebaggrund som Cedric nu havde, så var han påpasselig med hvem han mængede sig med, og det var jo et valg gjort bevidst også for sin egen skyld, da han trods alt heller ikke ønskede, at noget skulle ske med ham. Han var i en sårbar position, og særligt med alt det lort, som hans fader havde gang i lige nu. Man kunne i hvert fald ikke just sige, at Marvalo var et ukendt navn i disse tider. Og det var heller ikke et navn, som han var særlig stolt af at bære.
Et kort træk fandt vejen til Cedrics mundvig. Nej... det havde hun jo selvfølgelig ret i. "Hvis det ikke var et selskab, som jeg ønskede, så sad jeg nok ikke her selv," sagde han denne gang. Han satte sig en anelse mere tilbage, som han denne gang alligevel lod hende tage pladsen ved hans side. Det var vel egentlig også her, at han havde muligheden for at vise sig lidt fra sin bedste side, i stedet for det andet? Det var sådan, at han havde det i hvert fald. Hans blik studerede hende.. hver eneste ting og bevægelse, som hun foretog sig, var noget som han tog sig selv i at betragte. Der var intet farligt i hende. I Hvert fald ikke af, hvad han kunne mærke. "Du vil blive overrasket over hvor meget man lærer om folk, bare ved at lytte," fortalte han denne gang. For hans vedkommende, var det her noget, som vækkede en tydelig form for interesse. Han snakkede ikke meget med folk.. Her handlede det udelukkende om at give mindst og modtage mest.

[Amaya Melini Diamaqima]

Hvem denne mand var anede hun virkelig ikke. Marvalo og Jaceluck var to familier som så ud til at være viklet ind i hinanden på kryds og på tværs men så alligevel være i en evig kamp mod hinanden. Det var en konflikt som fascinerede hende men hun vidste også at hun ikke skulle blande sig for meget ind i den. Hun havde læst nogen af hendes fars noter omkring dette, hørt ham fortælle om det og hørt ting fra folk i byen. Hun skulle træde varsomt hvis hun kom i nærheden af dem.
Hun sendte ham et sødt smil ved hans ord og tog plads. Selskab kunne være en fantastisk ting og det var vel også derfor man gik ud på sådan et sted? Det var i hvert fald derfor hun var her. Hun kom kun til Flammen for at hygge sig eller for at samle oplysninger og i aften var helt og aldeles kun for hyggens skyld. Blikket gled kort på hans skikkelse som han snakkede. "Sandt" sagde hun blot. Glasset hævede hun mod sine læber og tog en tår. Vampyrgenet i hende var stærkt, hun var bleg af natur på grund af den døde krop men det gav hende også fordelen ved det tiltrækkende udseende. Hun vidste hvad hun skulle spille på også selvom det ikke var de tanker hun gjorde sig lige nu. Hans kommentar omkring folk fik et lille grin til at undslippe hendes læber. Blikket gled fra glasset og til hans skikkelse igen. "Du ville blive overrasket over hvor bevist jeg er om det. For det meste bruger jeg tiden på at studere og lytte til folk. Men får oftest mere ud af folks kropssprog end hvad der kommer ud af munden på dem, synes du ikke?" Han lod til at vide hvad han talte om hvilket var en sjov ting. Det var ikke ofte at hun mødte folk som bare gerne ville lytte eller betragte folk.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Som det stod lige nu, tog Cedric fuld afstand til sin egen familie, og det var noget, som han alt sammen gjorde af en grund. Det som de var blevet kendt for, var slet ikke det, som han ønskede, og det erkendte han så sandelig også. Det var ikke fordi at han bar de navne med noget, der mindede om stolthed, for det var det på ingen måde. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Man fik skræmmende meget ud af folk, bare ved at iagttage og lytte. Faktisk var det noget af det, som han selv havde lært af Nathaniel dengang han havde været mindre. Dengang han havde været lille, havde alt jo været godt. Som i.. alt.
Cedric fulgte hende meget nøje med blikket, også mest for sin egen skyld. En dog smuk kvinde. At det rent faktisk skulle vise sig, at være Nathaniels yngste datter, var overhovedet ikke en tanke som slog ham det mindste. Det var nok bare en af de mange småting, som var gået ham forbi. Ligesom så meget andet, for den sags skyld. "Jeg ved det. En klog mand sagde engang til mig, at man kunne læse alle, hvis man lærte hvad man skulle kigge efter," fortalte han denne gang. Hun virkede som en af de mere fornuftige, ellers havde hun bare fået for lidt indenbords. "Lær tegnene, og du kan læse hvert et individ," sagde han denne gang. Han tak igen på smilebåndet. Det var rart at have nogen at snakke med. Oprigtig rart faktisk.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya var for ung til at vide voldsomt meget om forholdet mellem de forskellige store familier. Hun vidste at Marvalo og hendes egen havde været tætte men om de stadig var det virkede det ikke som om. Det lod til at hendes far og Kimeya måske kunne være høflige overfor hinanden men det var vidst også så langt den rakte. Det var i hvert fald hendes indtryk af situationen. Smilet blev på hendes læber. Denne fremmede forkom hende noget mere interessant end hvad hun først havde antaget. Manden havde ben i næsten og noget mellem ørene hvilket man skulle have for at være i samme rum som hende. Ikke nok med at hendes far altid havde stoppet viden ind i knolden på hende, ud over det som kom hendes hukommelse hende virkelig til gode i sådanne situationer.
Hans ord var vise hvilket hun godt kunne lide. Mange af de folk som var ude på dette sted var helt igennem idiotiske og vidste ikke hvad der var op og ned på deres egen krop. Det kunne være umådelig kedeligt at være i samme rum med folk som dem men ham her virkede anderledes. Det var noget som hun virkelig synes godt om og som faldt i hendes smag. Hun nikkede rolig og kunne ikke lade være med at smile. "Sjovt, de selv samme ord har jeg hørt fra min far igennem hele min opvækst. Han lærte mig at læse folk og se efter de mindste ting. Jeg husker alt hvad jeg ser hvilket han fandt utrolig nyttig som barn. Jeg var let at lære ting" fortalte hun rolig og tog endnu en slurk af sin vin. Vampyren i hende gjorde at der skulle virkelig meget til før hun blev beruset og endnu mere til før hun blev fuld. Det var vel en af de gode ting ved hendes døde krop. Hun kunne ikke bare blive drukket under bordet og så ført til et værelse. Det var egentlig ret praktisk.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Verdenen var på ingen måder, som Cedric kunne huske den, og derfor var det også en kamp, for at finde sin plads. Det var heller ikke fordi at han ønskede at komme på tværs af nogen, mens han forsøgte, for det var bare ikke noget, som kom ud af ingenting, i denne forstand, kunne man sige. Armene lod han denne gang søge over kors. Ikke afvisende, men derimod mere afslappet. Denne kvinde, var mirakuløs nem at snakke med, i forhold til, hvad der var normalt. Særligt med tanke på, at det var i Dvasias, at de måtte befinde sig.
Et tilfredst smil passerede denne gang hans læber. Hun havde selv hørt det før? "Din fader må være en vis mand," sagde han denne gang. Oplagt, så faldt det ham overhovedet ikke ind, at der skulle være noget andet i det, end det her.. For hvorfor skulle Nathaniel Diamaqima have flere børn end Silia og Jophiel? Og Mattheus ganske vidst, men det var jo ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at manden havde taget ansvar for. Igen tog han om sin fadøl, som han førte til læberne denne gang. "Hvad er dit navn?" spurgte han denne gang. Et sted formåede hun jo alligevel at bringe op i hans nysgerrighed, hvilket i forvejen lå til sjældenhederne, og det var sådan, at han havde det her også. Han tog en tår af fadøllen og satte igen glasset fra sig. Hans blik faldt mod hende, hvor de mørke øjne endnu måtte skinne svagt under kutten. Hun havde hans fulde opmærksomhed.

[Amaya Melini Diamaqima]

Verdenen var et underligt sted og selv kunne Amaya ikke altid finde sin plads her. Hun var datter af en yderst kendt mand hvilket både var på godt og ondt. Ikke nok med at manden som hun kaldte far havde levet i så forfædelig mange år så bar Diamaqima navnet rundt på utrolig meget frygt. Hun kunne egentlig slet ikke lide det men sådan var det en gang. Hun var dog ikke sin far og hun kæmpede tydeligt med at skabe et navn for sig selv som Silia havde gjort det. Hun beundrede sin søster som havde siddet som dronning af lyset. Hun havde virkelig været magtfuld.
Amaya fandt en utrolig glæde ved at snakkke med denne fremmede. Han viste sig at være mere interlligent end resten af forsamlingen til sammen og det var en ting som hun fandt umådelig interessant. Det var ikke ofte at hun mødte individer som hun enerkendte for sine intellektuelle ligemænd men han havde da om ikke andet så mulighed for at komme i betragtning. Et lille grin passerede hendes læber ved hans ord. "Min far er vis men dog også forbandet uintelligent når det kommer til hvordan man skal handle overfor for folk. Ingen er jo perfekte" sagde hun med et ærligt smil. Hendes far var virkelig en kage når det kom til familie forhold og det at omgå sig hans døtre, især Silia. Tankerne gled kort på Gabriel. Amaya burde virkelig se at gøre noget ved det her men lige nu så var Denne fremmede mere interessant. Hun bemærkede at hun dragede hans fulde opmærksomhed hvilket hun godt kunne lide. Hun løftede den ene hånd og førte let håret hen over den ene skulder. "Er det ikek normal høflighed at vise sit ansigt før man spørger en kvinde om hendes navn?" spurgte hun med et lettere drillende smil og lod hovedet søge let på sned. "Mit navn er Amaya Diamaqima. Hvad er dit?" Hun tog stolthed i hendes navn selvom hun godt vidste at det ikek var alle der var lige glade for hendes far og hvad det efternavn bragte med sig. Dog slog det hende ikke i jorden. Hun ville bære det med stolthed.[/bblockquote]

[Cedric Jaceluck Marvalo]

At denne kvinde, skulle sidde med et navn, som var Cedric så kendt, havde han ingen anelse om. Dog af den grund, følte han sig skræmmende rolig omkring hende, som han også følte sig helt vel, hvad det her angik. Det var en tanke, som han uden tvivl godt kunne lide. Det var jo heller ikke ofte, at han i det hele taget, selv lagde op til yderligere samtale med nogen.
Dog var det hvad der faldt ham mest naturligt, i en stund som denne, og det kunne i hvert fald godt mærkes nu. Det var en tanke, som han godt kunne lide. Han smilede let for sig selv, selvom det var svært at se under kutten. "Man kan jo ikke være god til det hele." sagde han denne gang. Svagt trak han på skuldrene. Hvad andet var der at sige? Kunne man det ene, var man knap så godt til det andet. Det var i hvert fald, hvad han havde set i praksis.
Selv måtte Cedric erkende, at han nok havde sine grunde til at holde sig lidt mere i det skjulte, hvad det her angik. "Ikke om man har sine grunde," sagde han denne gang. Nu var han jo heller ikke noget ukendt individ, selvom han nok levede i skyggen af sine forældres navne. Igen - navne, som han på ingen måde, var særlig stolt af at være bære af, men det gjorde han nu og da alligevel, og han kunne heller ikke ligefrem gøre noget ved det. Hendes navn, var dog derimod noget som fangede hans interesse. "Diamaqima..? Nathaniels datter?" spurgte han denne gang. Her hævede han hånden og slog kutten en smule ned. Overrasket over, at det var en Diamaqima han sad overfor. "Jeg er Cedric," præsenterede han sig som. Var det rigtigt? Var der flere af dem?

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya følte sig nu egentlig ret godt tilpas her sammen med denne mand. Det virkede som om han var helt nede på jorden og rolig hvilket var en kvalitet som hun godt kunne lide. Ud over det så havde han hverken taget på hende, prøvet af kysse hende eller opført sig på anden måde dumt så det var helt klar også et plus. Smilet forblev på hendes læber som blikket kort til hendes glas. Det var snart tomt, ikke at det gjorde hende synderligt. Hun tog en tår mere af glasset før hun tildelte ham sin opmærksomhed igen. Hans ord fik hende til at smile og nikke roligt. "Sandt selvom det nu en gang i mellem ville være virkelig rart" lød det blidt fra hende. Det ville da være rart hvis man kunne det hele og ikke var dårlig til noget men dog så vidste hun også at dette var mere ønsketænkning end noget som helst andet. Sådan var livet bare ikke.
At han ikke ønskede at vise sit ansigt opfangede hun hurtigt. Hun overvejede hvad han skjulte og hvilke hemmeligheder som fulgte ham. Et sted var det meget normalet for folk at holde sig en smule på afstand. Normalt var Amaya heller ikke en som gik og gav folk sit efternavn og især ikke nu hvor hendes far sad på magten i Dvasias men dog så følte hun sig rolig nok her med den fremmede til at hun havde introduceret sig. At han så derimod kendte til hendes far var intet under. Hun sendte ham et lille smil. "Det er rigtigt. Jeg er hans yngste datter" lød det fra hende og et sted så kunne hun ikke skjule stoltheden. Hun var glad for at have den far som hun havde. Hun elskede ham og forgudede ham også selvom han virkelig ikke var den skarpeste kniv i skuffen en gang i mellem. At han lod hætten falde en smule sådan så hun kunne se hans ansigt var en dejlig ting. Øjnene gled let hen over hans ansigt. Han var en nydelig ung mand hvilket hun absolut godt kunne lide. "Rart at møde dig, Cedric" sagde hun med et sødt smil. At han var en Marvalo var slet ikke en tanke som slog hende ind eller noget som hun bekymrede sig det mindste om.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric var normalt en meget rolig, og en meget fattet mand, og det var således, at han ønskede at blive mindet. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det. Langsomt vendte han derfor blikket i retningen af hendes skikkelse. Så varm og venlig. Det var på ingen måder det, som man var vant til at se ved en dvasianer, og særligt ikke her i landet, hvilket han nu glædeligt ville indrømme, når det nu endelig var. "Jeg tror det er et mål for alle at opnå," sagde han denne gang. Hovedet lod han søge en smule på sned. Stakkels den, som var god til det hele, og aldrig mødte noget, der mindede om modstand i livet. Ganske vidst kunne man også møde for meget af den, men hvad.. Det var der jo ikke rigtigt noget at gøre noget ved.
At han så skulle sidde overfor Nathaniel Diamaqimas yngste datter, var det tydeligt for Cedric, at der var visse ting, som han havde misset undervejs. Det var han jo ikke ligefrem blevet informeret om! Der havde ikke været nogen, eller noget, der havde indikeret at han skulle have en yngre datter! Han blinkede derfor en smule med øjnene, mens han blot sad og stirrede på hende. Jophiel og Silia, var han jo nærmest vokset op med trods alt. Han rystede kort på hovedet denne gang. "Det er gået mig forbi, at han skulle have en datter mere," sagde han denne gang. Her hævede han hånden og slog kutten ned. Håret var kort, og hans hud bar en tydelig ung glød. Svagt smilede han denne gang for sig selv. "Jeg voksede op med dine ældre søskende," forklarede han denne gang. Det var noget af det, som han kunne huske, og det havde været godt.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya var på ingen måde en typisk Dvasianer. Hendes opdragelse havde vist hende hvordan man skulle opføre sig overfor andre og det havde sat sit præg på hende. Hun var sød og rar overfor fremmede medmindre hun kunne mærke at de ønskede hende ondt. Dog havde hun da også sine lidt mindre gode sider. Som datter af Nathaniel Diamaqima og som alkymist så var det vel intet under at hun elskede at eksperimentere? Det ville nok ikke komme bag på nogen hvis hun gjorde det. Hun lyttede til hans ord og nikkede en smule. Tænkende lod hun den ene finger glide hen over glassets kant. "Mange stræber efter det men dog kan jeg ikke ungå at tro at det må være kedeligt. Hvis du var god til alt så havde du ingen mulighed for at lærer nyt eller forbedre dig og hvad ville meningen med tilværelsen så være?" lød det tænkende fra hende.
At hun var Nathaniels datter gik mange forbi. Endnu havde hun ikke levet i mange år og derfor havde hun ikke etableret et navn for sig selv endnu. En gang i mellem var det irriterende men hun kunne ikke bare forventet at alle kendte hende og ikke hendes far på de få år hun havde kunnet gå på sine ben. Eftersom hun heller ikke deltog i familie fortagnet om at lede Dvasias så lærte folk heller ikke om hende den vej igennem. Nej, hun vidste at der skulle helt andre ting til. Hun lyttede til hans ord. Han var vokset op med Jophiel og Silia fik hende til at smile en smule mere. Det var sjovt at møde en som kendte hende halvsøskende bedre end hun jo selv gjorde det. Blikket gled kort ned på bordet og så tilbage på ham som han slog hætten helt ned. Han var en nydelig mand måtte hun indrømme, hvilket var noget som faldt i hendes smag. "Jeg er heller ikke ret gammel så det er intet under at du aldrig har hørt om mig. Jophiel og Silia er mine halvsøskende så jeg har aldrig haft meget med dem at gøre, desværre" sagde hun ærligt og lod den ene hånd føre op til en tot af hendes lange hår hvorefter hun begyndte at sno den omkring hendes ene finger.