So confused...

[Samuel Acheron]

Erica Magdalen Sashae x En grotte i bjergsiden

---

En enorm smerte skød igennem hans krop, som han mærkede den mørke magi langsomt fæstne sig i ham. Han dukkede op i en sky med en anden warlock, der kylede ham på jorden og forlod ham alene. Han kæmpede sig op på benene. Hans øjne glippede mellem at være lyse til at blive kulsorte, når et jag af smerte jog gennem ham. Han var usandsynligt svimmel og vidste ikke hvilken magi han var blevet påvirket med. Han havde jo bare prøvet at forsvare Malisha, da Kimeya var kommet for at tage magten. Derefter huskede han ikke meget... Kun små klip af de mange sessioner af tortur med en eller anden sindssyg warlock, der var under Kimeya. Mand eller kvinde huskede han ikke. Men nu hvor warlockerne skulle forlade Dvasias for at indtage Imandra, så blev han dumpet i den modsatte retning. Hvor han præcist var vidste han dog ikke. Endnu et jag skød igennem ham og han knækkede sammen hvor han stod, hvor et par fødder var det sidste han huskede, før han gik fuldstændig kold...
Et år var gået siden hændelsen, hvor han var gået ud som et lys. De sidste mange måneder havde han lagt i koma i en grotte ude af stand til at komme til sig selv, da det ville slå ham ihjel om han vågnede på grund af magien, der var blevet inficeret i ham. Med et nærmere sæt, så slog han øjnene op og stirrede direkte op i loftet. Han var yderst forvirret. Hvor var han? Hvor var Malisha? Hvor længe var der gået siden hændelsen? Hans krop føltes komplet mørkbanket og han lå under et meget tungt tæppe, hvilket dog faktisk føltes beroligende. Han orkede faktisk heller ikke at røre på sig sådan rigtigt. Men hvem havde lagt ham her? For det var jo ikke her warlocksne kunne have smidt ham...

[Erica Magdalen Sashae]

For et år siden havde Belle fundet en warlock på klippen i Paggeija. Hun havde holdt lidt til i Benden og havde været ude for at samle urter, da to warlocks dukkede op, hvor den ene så efterlod den anden. Manden var i en enorm smerte, hvilket hun tydeligt havde mærket og hun havde besluttet sig for at hjælpe ham, for ellers overlevede han ikke. Så i et helt år, havde hun brugt det meste af sin tid på at passe og pleje ham. Give ham næring og medicin samt sørge for at hans magi helede den mørke magi, som han var blevet inficeret med tilbage før hun havde fundet ham. Hvad der var sket anede hun ikke, men hun vidste bare, at han var i god bedring og var tæt på at vågne. For hans krop var begyndt at gibbe, så det var bare et spørgsmål om tid før han kom til sig selv. Og hun glædede sig faktisk til det. Netop nu var hun ved at koge en bryg sammen over et bål i grotten, hvor hun kunne holde øje med ham.
Hun trak sit sjal omkring sig. Hun bar en enkelt kjole med et bælte om maven, hvori hun havde de vigtigste urter på sig i tilfælde af, at han skulle gå i krampe eller få feber eller lignende. Et par slidte støvler bar hun til. Hendes hår var langt og var flettet i den ene side for at holde det lidt bort fra ansigtet. Dette havde været hendes skikkelse de sidste mange år, skønt ingen vidste hvordan hun så ud i sin neutrale form, da den udviklede sig med tiden som hun udviklede sig personligt. En nøkke ved at være formskifter. Hun havde ikke et dyr at forvandle sig til, men mestrede efterligning af andre.
At de gibbede i ham lagde hun mærke til med det samme og hun rejste sig hurtigt. Hun søgte hen mod ham og så hurtigt, at han endelig var vågnet helt. "Hej... Du skal ikke være bange, jeg kan nok svare på en del af dine spørgsmål, hvis du lader mig," startede hun ud.

[Samuel Acheron]

Det hele var virkelig forvirrende lige nu. Han anede ikke hvor længe han havde været her, han huskede bare, at han var kollapset et eller andet sted, efter flere uger eller måske endda måneders tortur. Det var også sløret i hans sind, da det hele flød lidt sammen lige nu. Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst, som han bare lå her. Og igen, hvor længe mon han havde været her? Hans øjne søgte rundt og han drejede blikket, da han hørte skridt ud af sin øjenkrog. En kvinde? Hvem var hun og hvorfor var hun her? Havde hun holdt øje med ham og lagt ham her? Han snuste let. Her duftede egentligt... friskt af urter og det var også beroligende faktisk. Han sukkede dybt.
Let sank han en klump. "Hej..." lød det hæst fra ham. Han rømmede sig fast, da han følte sig helt udtørret. Han måtte have lagt her længe, hvilket var en skræmmende tanke. Han vædede sine læber og så mod hende. Hun så lidt speciel ud, men han kommenterede det dog ikke. "Hvem er du? Hvor er jeg? Hvor længe har jeg været her? Hvorfor har du bragt mig her?" Alle spørgsmålene flød bare ud med det samme, selvom det var i en rusten tone. Hun måtte da hjertens gerne oplyse ham!

[Erica Magdalen Sashae]

Belle så mod warlocken. Hvad han hed, det vidste hun jo end ikke, men på den måde stod de jo lige. Hun havde hjulpet ham og han havde.. måske lidt ufrivilligt.. taget imod hjælpen. Han havde ikke haft noget valg, eftersom det havde stået mellem liv eller død, da magien havde dræbt ham indefra. Hun trak en lille taburet hen ved siden af sengen og gled ned at sidde ved hans side, så hun ikke virkede så stor og truende, for det var hun ikke, slet ikke. Hun var en rolig og tålmodig kvinde, der havde styr på sine ting og hvilede i sig selv. Og formskifteren afspejlede hvem hun var ret godt.
"Jeg er healer og mit navn er Bellezza, men du er velkommen til bare at sige 'Belle', det er sådan jeg bedst er kendt," startede hun med at forklare. Hun trak taburetten helt hen til ham, så hun kunne sidde ved ham. Hånden lagde hun uden at spørge mod hans pande for at mærke mod feber, men han virkede faktisk umiddelbart klar i hovedet. Godt tegn heldigvis. Hun pakkede ham en smule ud af det tunge tæppe, så han kunne få armene fri. Hun tog fat om et glas ved sin side som blev fyldt med vand og hun rakte det til ham. Hun støttede ham dog, hvis han havde brug for det. "Der er vel efterhånden gået er år. Og jeg bragte dig hertil for at du kunne overleve. Magien ville have slået dig ihjel, hvad end det så var," afsluttede hun.

[Samuel Acheron]

Samuel så mod kvinden. Hun så... en smule speciel ud. Hendes hår var flettet stramt i den ene side og ellers hang det lettere vildt omkring hendes skuldre. Hendes øjne, var dog nok det, der fik hende til at se lidt uhyggelig ud, hvilket gjorde ham utilpas. De var jo direkte... gennemsigtige og så lidt reptil agtige ud. Han vædede let sine læber og afventede svar på hvem hun var, selvom hun ikke virkede til at have problemer med bare at sætte sig. En healer? Havde hun passet ham? Hvorfor? Og hvor længe? Der var stadigvæk mange spørgsmål, men han måtte vel være tålmodig. "Okay... Belle," svarede han hende. En speciel kvinde han sad overfor, det var der vist ingen tvivl om. "Jeg hedder Samuel," endte hun. Han spændte lidt, da hun halvt pakkede ham ud og begyndte at mærke på ham. Men der var ikke noget. Han tog imod vandet, da hun rakte ham det og lod hende også støtte hans hoved lidt, da han slet ikke havde kræfter til at sætte sig særlig meget op. Han sank vandet tilfredst og lagde sig så helt ned igen. "Ét år? Et helt år?" udbrød han som det første. Det var da virkelig længe! Det hele var også en smule sløret i hans tanker. Men kom dog faktisk rimelig hurtigt tilbage som han bare lå her. "Et tak... vil jeg gerne sige dig i det tilfælde," endte han ærligt. Hun havde jo reddet hans liv. Forsigtigt prøvede han at rykke lidt på sig.

[Erica Magdalen Sashae]

At Samuel dømte Belle på sit udseende ville ikke berøre hende det mindste. Han ville hurtigt finde ud af, at hun var virkelig professionel og kunne sit kram. Ellers ville han jo ikke være vågnet op, så ville han have været død. Hjernedød i hvert fald, måske ikke engang hans krop, der ville være død. Hun så indgående mod ham. I det mindste tog han imod hendes hjælp, hvilket kun gjorde det nemmere for dem begge. "Hej Samuel," svarede hun ham med en rolig stemme. Hun tog vandet igen og satte på bordet ved siden af den seng han lå på. Hun greb ned i sit bælte og tog 3 blade op, som hun knuste i en lille skål, der også stod på bordet. Hun mumlede nogle magiske ord, der fik bladene til at blive til en tynd væske, som hun fortyndede med vandet. "Dette er noget smertestillende og beroligende. Jeg vil foreslå dig at hvile og så hjælper jeg dig op at stå, når du vågner igen," fortalte hun ham. Hun rakte ham igen glasset og hjalp ham igen om han tog imod. Han så alligevel mørbanket ud og kom nok ikke rigtigt op i dag. "Jeg skal hurtigt få dig på benene igen, så du kan komme hjem til dine kære," endte hun.

[Samuel Acheron]

Samuel så mod Belle. Det hele svimlede stadigvæk lidt for hans blik og hver gang hun begyndte at se sløret ud, så blinkede han et par gange med øjnene for at fokusere igen. Hun virkede til at vide hvad hun lavede, så derfor kæmpede han heller ikke imod som sådan. Hun havde jo faktisk reddet hans liv og for det følte han, at han faktisk stod i gæld til hende på en eller anden måde. "Jeg står i gæld til dig, Belle," endte han til hende. Hvad hun ville sige til det, det vidste han ikke, men hun kunne indløse det når som helst i fremtiden, når hun allermest fik brug for det. Han tog en dyb vejrtrækning og holdt øje med hvad hun lavede med urterne, selvom han ikke anede hvad det var hun gjorde. Noget beroligende? Og smertestillende? Det lød nu egentligt meget godt, for han følte sig stadigvæk virkelig svag. Han nikkede bare og tog imod glasset, som han bundede. "Tak," endte han igen. Han vædede sine læber og lagde sig til rette, som han formåede at trække dynen op over sig selv. Han gik hurtigt ud som et lys, eftersom han havde kæmpet en del med at holde sig vågen i forvejen.

//Out.

[Erica Magdalen Sashae]

At Samuel var svimmel undrede ikke Belle. Han var lige vågnet op af et års koma, hvor hans hjerne og magi havde arbejdet på højtryk i samarbejde med hendes urter og eliksirer for at redde ham fra en smertefuld død. Hun tog en dyb vejrtrækning. "Mange tak, Samuel," endte hun. Det var da rart at vide, at hvis det virkelig brændte på, så kunne hun opsøge ham og få hjælp. Hun lod ham sluge vandet, hvilket hurtigt lod ham falde i en dyb og rolig søvn, hvilket nok var godt for ham. Et smil passerede hendes læber og hun rejste sig og søgte tilbage til sit bålsted, hvor hendes sammenkogning var tæt på at være færdig. Hun burde nok ud og samle nogle urter, for hun skulle bruge en speciel blomst, der kun vågnede når månen lyste på den.
Den kommende uge ville gå med at genoptræne Samuel, så han kunne finde hjem til sine kære igen eller komme videre i sit liv. Men hun ville først lade ham gå, når hun var sikker på, at han ville kunne klare sig.

//Out.