Close to the open water

[Soraya Salvorique]

Alvaro Reminiqa Darklighter x En kro ved en mindre havn i Peula x Sen aften

---

Soraya havde fra et hjørne på en kro holdt øje med en flok pirater hele aftenen. Som det sidste halve år, som det vel måtte være efterhånden, så gemte hun sin identitet. Hun ville ikke knyttes sammen med Kimeya, så hun kaldte sig ikke længere ved Marvalo, skønt hun faktisk bar navnet gennem ægteskab. Men det var vel glemt og dødt for Kimeya? En mand, som hun ikke havde set siden han havde sagt ja og de havde tilbragt en fantastisk nat sammen. Før han havde lovet at tage hjem for at komme ud af problemerne. I stedet var han endt som en magtgal mand, der var komplet hjernevasket af sin familie og havde overtaget hele Imandra. Hun var derfor gået undercover og skjulte sig mest muligt. Men forlade landet kunne hun dog ikke helt, så hun havde holdt til i Peula, der lå væk fra det hele.
Hele aftenen havde piraterne optaget et hjørne af kroen, hvor hun sad i modsatte side. Hun havde en hætte trukket op over sit hoved, så man ikke rigtigt kunne gennemskue hende. Hun hørte folk snakke om, at de rekrutterede. Men som kvinde hørte hun vel ikke rigtigt til på havet? Hun måtte være en mand. Hun søgte ud til toilettet, hvor hun gik ind i et bås og låste døren. Her om-arrangerede hun sit tøj. Hun hev noget af sin lange skjorte af, som hun bandt foran sine bryster, så de blev presset flade ind mod hendes krop, så de ikke var så fremtrædende. Hun tog sin kappe af, som hun skar kortere, så den blev mere frakkelignende og gik til hendes haser. Bunden brugte hun til at binde om hendes hoved som et klæde, hvor alt hendes hår kom op under, så hun ligeså vel kunne have kort hår under klædet. Jo, det kunne vel godt gå. Hun pjuskede op i hendes øjenbryn og kom så ud fra badeværelset.
Med en kølig maske, så søgte hun direkte hen mod bordet. "Hvem af jer er kaptajnen?" endte hun noget gebrokkent og gjorde alt for at få sin stemme til at lyde dybere og mørkere. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst. "Nu har jeg hørt folk snakke om rekruttering hele aftenen," fortsatte hun og satte hænderne i siderne. Ej.. det var sgu lidt tøset. Hun skiftede stilling og slog armene over kors i stedet.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Peula.. Imandra. Et sted, som Alvaro havde stiftet bekendskab med et hav af gange, og særligt igennem de sidste mange år. Han havde været en del af havet, som havet havde været en del af ham. Og hvad han dog ikke ville gøre for en god flaske rom, når han endelig var i land.
Her førte han sig frem, som ejede han det hele. Det var med besætning og det hele. Eller.. det lille som var tilbage efter en temmelig slem storm langt ude på havet, som havde kostet ham en del af besætningen. Nu skulle der frisk og nyt blod til, og hvor bedre fandt han det, end at søge til sin hjemstavn i Imandra? Rommen stod på bordet.. Folk snakkede lystigt. Alvaro derimod, havde fokus på helt andre ting. Hvis det ikke var flasken foran ham, så var det udsigten til at udfylde besætningen, så han atter kunne søge ud på havet igen for alvor. Det kriblede nærmest i hans fingre efter at få lov til det.

I takt med, at en skikkelse søgte hen til deres bord. De mørke og gennemborende øjne stod i strid med det næsten kække smil på hans læber. Han var typisk pirat-klædt med løs skjorte, og det, som mest af alt, lignede en frakke i en form for læder. Man havde jo været vidt omkring. En smule beskidt ,og med hår, som stod lidt ud til alle sider. Han var fuld.. Men dog stadig meget relevant. Endelig skete der noget interessant her omkring! Det havde virkelig været en kedelig aften, måtte han indrømme. "Og hvem er du, som vover at spørge?" spurgte han denne gang. Alvaro valgte at rejse sig. Hænderne placerede han i bordet foran sig. Han lod sig ikke underkurre af nogen. Han var chefen her, og derfor skulle folk ikke komme og kræve alverdens. Han var den som krævede, og det krævede uden tvivl meget, at blive en del af hans besætning.

[Soraya Salvorique]

Om den bedste løsning var at flygte fra det hele? Sikkert ikke. Men ønskede Soraya at gøre det alligevel? Ja. Hun følte kun hun var en skygge af sig selv. Faktisk følte hun slet ikke, at hun vidste hvem hun var. Derfor så var der en lille rebel i hende, der søgte efter eventyr. Hun havde brug for at ryste Kimeya af sig, eftersom hun jo ikke var god nok til ham. Hun var jo ikke 100% warlock. Desuden havde han jo sin ekskone ved sin side, af hvad hun vidste, hvilket kun gjorde det hele værre. Det smertede hende på måder hun ikke troede var muligt og hun ønskede bare at slippe af med de følelser hurtigst muligt!
Rommen spottede hun, da hun kom hen til besætningen. Ikke det største mandskab hun havde set. Nogle typer så værre ud end andre, men dog så kunne det være hendes billet væk herfra. Hun kunne vel altid slippe væk fra dem, ikke? Uanset hvad kunne livet på havet umuligt være hårdere end hendes opvækst. Smerte mærkede hun ikke, da hun omdannede det til energi. Det var også sådan hun fik bugt med sorgen over Kimeyas dumme valg.
Kaptajnen, der rejste sig, så lettere beruset ud. Dog ikke værre end at han stadig kunne tænke forholdsvist klart. "Sor...ell," endte hun, stadigvæk med stemmen som hun gjorde dybere. Lidt klodset præsentation, da hun havde været ved at sige Soraya. Hun måtte nok hellere sige det igen. "Sorell Salvorique," gentog hun mere beslutsomt.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

I forvejen var det sjældent, at Alvaro befandt sig på land. Han var her kun fordi at han skulle finde yderligere besætning, og fordi at de rent faktisk manglede, og det var det som irriterede ham. Stormen ude på havet, havde desværre taget en lang række af gode mænd, og de hang jo desværre ikke på træerne. Fik de overhovedet noget ud af at være her? Det var den umiddelbare tanke, som slog ham denne gang, og han måtte jo sande, at det irriterede ham noget så frygteligt lige nu.
Den person som nu stod foran ham, ønskede at blive en del af besætningen? Det var bare ikke noget, som man blev, bare sådan uden videre. Hænderne placerede han denne gang på bordet, inden han denne gang betragtede sig af vedkommende. Mand eller kvinde? Han var nok for fuld til overhovedet at definere noget som helst. Umiddelbart var der ikke noget som indikerede kvinde.. Bare en meget fimset mand. Han trak kort på smilebåndet. "Sorell Salvorique... Den store og populære familie, ikke sandt?" Han gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig denne gang, inden han selv tungt gled ned på stolen igen. Denne gang med et mindre bump. "Og hvad får dig til at tro, at The Cursed Baron overhovedet kan bruge en som dig?" spurgte han direkte. Han var spinkel af bygning. Den mand, som han var overfor i øjeblikket, vidste han jo ikke, om han overhovedet kunne bruge til noget.
En stor fadøl blev skubbet mod Sorell denne gang. Det var nok også lidt deres måde at teste hende på. "Hvad ved sådan en sølle mand om havet?" De andre grinte. Lige hvad det her angik, var Alvaro slet ikke nem at håndtere.

[Soraya Salvorique]

Okay, Soraya havde nok overhovedet ikke gennemtænkt situationen. Hun havde kastet sig ud i det i håbet om, at hun kunne få lov til at komme ombord på et piratskib, så hun kunne flygte fra virkeligheden på land. Godt nok havde hun kastet op og haft den værste tur til Tayevania, da hun første gang var blevet sendt med et skib. Men turen hjem fra Tayevania havde hun klaret fint og der havde hun taget den friske luft og havfuglenes skrappen til sig, fordi det havde betydet frihed. Frihed på havet var der noget over, som hun faktisk savnede et sted og nu kunne hun jo forhåbentligt få lov til at opdage det igen!
Armene holdt hun over kors og prøvede at virke som en mand. Eller i hvert fald som en ung knægt, for mere kunne hun nok ikke gå for. Det var jo ikke ligefrem fordi hun groede skæg eller lignende. "Det er det sikkert. Jeg er ikke opvokset med mine biologiske forældre," svarede hun i sin dybe tone. Det var jo faktisk sandheden. Heldigvis for hende, så kunne hun som mental dæmon jo bare påvirke folk omkring hende til at tro, at hun faktisk var en mand. Så hvis hendes skuespil glippede, så kunne hun hurtigt få dem overbevist igen. Men kaptajnen var en sag for sig selv. For han var også mentaldæmon, det kunne hun mærke med det samme. Hun satte sig. "Jeg er hårdtarbejdende og tager gerne min andel af arbejdsfordelingen, så det hele kan fungere. Smerte driver mig og jeg piber ikke over noget," svarede hun selvsikkert. Igen, jo faktisk sandheden.
Øllen skævede hun til. Tja, det kunne vel ikke skade. Hun greb om kruset og tog en ordentlig slurk, som hun sank med største tilfredshed. "Jeg længes efter at komme ud på det åbne have. Kun én gang har jeg rejst over havet, men større frihed findes ikke." Okay. Blev det for filosofisk?

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Som mentaldæmon, vidste Alvaro nemlig godt, at han havde sine klare fordele, som han kunne gøre brug af i den forbindelse. Han lod armene roligt falde over kors, idet at han var placeret tilbage på bagen på stolen igen. Gulvet gyngede irriterende meget, når han stod op, og derfor var det bare mest behageligt, at han sad ned. At denne unge mand - som han jo gik ud fra, var en mand, kom af den samme familie, som den forhenværende kaptajn på The Cursed Baron, var en tanke, som han måtte finde morende. Salvorique, var og blev en stor slægt, kunne man jo sige. Et kort, men næsten flabet smil passerede hans læber. "Æblet falder ikke langt fra stammen," pointerede han denne gang. De andre begyndte at grine. Det var et temmelig ubehageligt slæng, denne unge mand, pludselig havde valgt at stille sig i.
Alvaro var krævende i forbindelse med hvem han ville have ind som besætning, og denne mand overfor ham, var temmelig spinkel af bygning. Og han havde alligevel været ude på havet en enkelt gang? "Der er vel grund til, at det kun har vist sig, at være en enkelt gang? Så hvad har du gjort ombord på et skib? Skurret gulve? Så spinkel som du er, kan du ikke gøre nogen tunge løft.. Kan du overhovedet løfte noget?" spurgte han videre.
De andre grinte igen, og gav ham et klap på skulderen. Dette fik kun Alvaro til at smile tilfredst for sig selv. Han klarede da det her ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. "Du kan tydeligvis drikke.. En spinkel knægt, som drikker, men ikke kan løfte, kan jeg ikke bruge ombord på The Cursed Baron," afveg han denne gang.
    

[Soraya Salvorique]

Soraya var fuldstændig upåvirket af piraternes grin og blikke. Hun vidste jo godt hun var malplaceret og lignede en slap fyr, men hun var faktisk ret stærk, skønt det måske ikke så sådan ud i hendes klæder. Hun så mod kaptajnen, som var tydeligt beruset, hvilket jo faktisk gav hende en fordel lige nu. For så var han nemmere og overtale, da han så ikke kunne se ligeså nemt igennem hende som han nok normalt kunne. I det mindste kunne hendes mentale dæmon neutralisere hans, så de var på lige fod med hinanden på det punkt. Salvorique var nok en stor slægt, men hun kendte intet til den. Hun spillede dog bare med på den for nu og trak bare på skuldrene. Måske var det et ubehageligt slæng, men det kunne virkelig ikke være værre end det hun allerede havde været igennem.
Hun holdt sit blik mod kaptajnen. "Mange ordentlige skibe er der ej tilbage og jeg nægter at være på et skib fuld af idioter," svarede hun sagte. Med det sagde hun underordnet, at hun mente, at The Cursed Baron var et ordentligt skib og piraterne ej var idioter. Hun så indgående mod ham. Hun kunne ikke løfte? Hun kunne løfte ham med en arm hvis det skulle være, med hjælp af lidt magi måske. "Jeg kan løfte snart hvad som helst," endte hun udfordrende. Hun tog en slurk øl mere, før hun skubbede sig op at stå. Hun greb ud efter manden ved siden af sig og i ét hurtigt tag, så svang hun ham over sin skulder som en mø i nød. Hun så mod kaptajnen. "Ellers noget?"

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro var måske fuld, men helt tabt bag en vogn, var han bestemt heller ikke, og det var heller ikke noget, som han ønskede at blive betegnet som. Kun det bedste, skulle vise sig, at blive godt nok for ham. Om denne unge mand, overhovedet var i stand til at løfte noget som helst, måtte han dog erkende, at han havde sine stærke tvivl om. Han kneb øjnene svagt sammen. Hun nægtede et skib fuld af idioter? "Og derfor forventer du, at jeg vi have dem over på min skude?" spurgte han denne gang direkte. Hans mænd omkring ham, brød denne gang ud i latter. "Den var god," medstemte den ene.
Denne unge mand var jo spinkel som bare pokker! Kunne han overhovedet løfte et håndvåben? Han måtte erkende, at han var tilbøjelig til at have sine tvivl hvad det angik, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes.
Sådan som hun tog hånd om hans sidemand, forundrede ham dog. Måkse at hun ikke havde musklerne. Men resten, det havde hun da uden tvivl. Han gled denne gang tilbage igen. Måske han rent faktisk havde undervurderet hende en smule? Han kunne jo altid se, hvad hun duede til, og gik det ikke, kunne hun få lov til at gå planken i stedet for. De gamle traditioner, skulle jo trods alt også hæves lidt! Han så mod manden på sin anden side, som kort trak på skuldrene i stedet for. "Hvor meget er du kendt med livet på havet?" spurgte han denne gang meget mere direkte, end hvad han havde gjort brug af tidlgiere.

[Soraya Salvorique]

Soraya brød sig normalvis ikke om fulde mennesker, men lige nu syntes det til hendes fordel, da det så måske var lidt nemmere at charmere sig ind på dem. Eller, overbevise dem om, at hun duede til noget. Hun fnøs af hans ord og mandskabet der brød ud i grin, men hendes maske indbød kun til at hun var fuldstændig upåvirket. Måske det ikke var smart at rode sig ud i et arbejde som pirat, men lige nu virkede det som den optimale løsning for at slippe væk fra dette sted! "Jeg forventer, at gå ombord på et skib med ambitioner og ikke et skib fuld af idioter," rettede hun sine ord, så hun denne gang indirekte sagde, at hun synes de var tåbelige. Men det kunne også tolkes til, at hun mente de havde ambitionerne. Men ordene lagde nok mest op til det sidste.
Ja, nok var hun spinkel, men det var rene muskler det hele, eftersom hun var opvokset gennem Kimeyas hårde træning.
Hun satte manden ned igen, der faldt over i sin sidemakker, fordi han tydeligt også var beruset. Hun gled derefter ned på den plads hun havde fået mellem dem og tog fat i ølkruset, som hun tog en slurk mere af. Hun var bestemt undervurderet, men det ville de vel tidsnok finde ud af. "Jeg ved man må tage sin tørn og arbejde sammen, for ellers kommer skuden ingen steder," startede hun. Hun var dog usikker på, om han fiskede efter noget specielt svar.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro var krævende, og særligt af hans besætning. Nu havde han jo været så uheldig, at miste flere besætningsmedlemmer igennem den sidste storm, og selv skuden havde taget skade. Han kunne ikke bruge en, som ikke kunne finde ud af, at tage hånd om tingene, og handle på egen vilje - ud fra hans ønsker selvfølgelig. Denne unge mand var flabet. Det var noget som han kunne lide - og fandt dybt irriterende på samme tid. Men hvad fanden. Det var noget af det, som han søgte efter! "I det tilfælde, vil jeg sige, at jeg kan byde dig velkommen," sagde han denne gang. Det var dog bare ikke nødvendigvis fordi at han havde tænkt sig, at byde ham velkommen endnu om ikke andet.
Alvaro var stangstiv, selvom han stadig var meget relevant. Det var bare et lås på hans mentaldæmon, som nok ellers ivlle have kommet ham meget godt til gode i en situation som denne. han lod den unge mand tage pladsen ved bordet i stedet for. Nu var det jo kun gået hen og blevet umådelig interessant, kunne man sige. Han hævede sin egen flaske mod ham i en skål denne gang. "Fortæl mig hvad du han tilbyde ombord på min stolte skude, ey," opfordrede han denne gang. Noget kunne han da sagtens huske, at spørge ham om, og denne gang var det jo bare en nødvendighed at finde ud af, hvad den unge mand egentlig kunne give ham. De andre snakkede højlydt om dem, selvom det ikke var noget som han tog sig af. Sorell havde hans fulde opmærksomhed.

[Soraya Salvorique]

Soraya fandt kaptajnen en smule irriterende, selvom hun dog også beundrede ham et sted. Han var fuld, men noget i ham holdt ham stabil, hvilket hun formodede ville være mentaldæmonen. Hun så indgående på ham med sine mørke øjne. De var faktisk frygteligt nemme at narre og mon ikke hun kunne opretholde at ligne en mand? Måske hun burde få fat i noget mere tøj inden hun gik ombord, eftersom hun vel måtte ligne en rigtig pirat på en måde? Hun lod blot hans første ord passere i luften. Hun hørte dem, men forstod også, at hun ikke var budt direkte velkommen. Endnu vel at mærke.
Hun nåede kun lige at sætte kruset, før kaptajnen, hvis navn var hende ukendt, hævede sin flaske. Hun nikkede og løftede ølkruset igen, som hun tog en tår mere. Der skulle i hvert fald et par fadøl til før hun begyndte at mærke noget. Hvad hun kunne tilbyde? Næsten hvad det skulle være, kunne man sige. Men hvad skulle hun udbyde? Hvad var hendes speciale? Hvad kunne hun ombord på et skib? "Jeg er en alt-mulig-mand. Jeg kan lidt af hvert. Og som nævnt, så bliver jeg ikke slået ud så nemt, da smerte er min ven," svarede hun ham.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro var nu nysgerrig på, hvad denne mand, vil kunne udrette på denne måde, og selvfølgelig var det noget, som selv glædede ham noget så frygteligt. Det var ikke ofte, at det forekom, at nogen i det hele taget, formåede at fange hans nysgerrighed, som han nu havde formået at gøre. Hovedet lod han derfor søge en kende på sned, hvor det flabede smil passerede hans læber. "Så hvis jeg beder dig skrubbe mit dæk, på alle fire, så ville du gøre det?" spurgte han denne gang. Som øverste autoritet på The Cursed Baron, var det nemlig også vigtigt for ham, at den besætning, som han bød ombord på hans stolthed, var nogen, som ville rette sig ind efter ham, og sådan, som han ville ave tingene.
Alvaro fulgte hende meget nøje med blikket. Han måtte jo sande, at denne sag, var noget.. interessant. Sjældent forekom det nemlig, at nogen formåede at fange hans interesse og opmærksomhed på denne her måde, men det var derimod noget, som han rigtig godt kunne lide. Ikke at det var noget, som skulle sige så lidt igen. Igen, så var han jo en krævende mand. "Men i det tilfælde, så vil jeg se hvad du dur til." tilføjede han denne gang. De andre nikkede sig istemmende. Det var nu altid hårdt, at være den nye.. men ikke desto mindre, agtede Alvaro nemlig at se, hvad denne mand kunne gøre og hvad han kunne udrette. Tydeligt havde de jo allerede undervurderet hans styrker.

[Soraya Salvorique]

At Soraya havde kaptajnens fulde opmærksomhed kunne hun godt fornemme. Mandskabet omkring ham sad og hviskede for dem selv, hvilket dog ikke berørte hende det mindste. Hun havde som sådan ingen respekt for mænd, da den eneste mand, der havde opdraget hende, nu havde vendt hende ryggen. Men hvis hun ville væk fra fastlandet, blev hun vel nødt til at underlægge sig? Hun slap ølkruset og slog armene over kors, som hun lænede sig tilbage. Ville hun det? Ja, det kunne hun vel også blive nødt til. "Selvfølgelig. Endda også med din tandbørste, hvis det skulle være," svarede hun igen med den flabede undertone i sin stemme. Selvfølgelig var hans skib vigtigt for ham. Hun kunne dog forestille sig, at der måtte være én eller to tilbage på skibet, da de vel ikke havde ladet det være ubemandet?
At hun var interessant for ham, kunne hun læse i hans ansigt. Som han sagde hans ord, så nikkede hun blot og tog fat om sin øl igen. "Du vil ikke fortryde det," endte hun selvsikkert. Men måske hun ville? Hun sendte ham en skål og tog en tår mere. Dette skulle nok blive yderst spændende...

//Out.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Naturligvis ønskede Alvaro at se, hvad hun duede til. Det var vel heller ikke underligt, var det? Han betragtede hende denne gang med en yderst sigende og meget stilfærdig mine. Han lod hovedet søge på sned denne gang. Hvem var denne unge mand, som alligevel formåede at bringe sig frem med sådan en selvsikkerhed? Det var jo trods alt lige hvad han havde brug for! "Du kan få lov til at gøre det med din egen.. og bruge den efterfølgende," sagde han denne gang. Selvom han nu havde fine tænder, så ville han helst gerne undgå at skylle efter med skidt og snavs, som havde siddet under hans støvler, i og med, at dækket var skrubbet! Han satte sig denne gang mere afslappet tilbage, end hvad han havde gjort brug af tidligere.
Han bød vel denne unge mand velkommen ombord? Han nikkede denne gang mod ham og med et ganske tilfredst smil. Var han utilfreds, når de først kom ud, kunne han lade manden gå planken i stedet for, hvilket faktisk ville passe ham ganske fortrinligt. Der var nemlig ikke nogen, som skulle tage fusen på ham. Det var på ingen måder noget, som han ville tillade på noget tidspunkt! "Det får vi se," afsluttede han denne gang, inden han tog endnu en god slurk af sit flydende guld. Det skulle nok vise sig, at blive umådelig interessant.

//Out