Inevitable Change Of Mind

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var på ingen måder tryg ved dette, og det var kun fordi at hun intet vidste om manden ved hende.. under hende? Hun vidste ikke rigtigt. Han tilbød sig bare, som havde de kendt hinanden i evigheder, hvilket på ingen måder, var tilfældet.
Armene slog Leonore forsigtigt om hans nakke. "De kender ham.." konkluderede hun denne gang. Selv var hun kendt med ham af navn, og intet andet, og det alene var næsten for meget for hende. Den mand havde ødelagt så meget i hendes familie i forvejen.
Leonore sænkede hovedet, hvor hun tydeligt spændte i lårene, da han tog om disse, for at rejse sig. Nej.. hun ville nok ikke selv, kunne komme i skjul, uanset hvor meget hun ville ønske, at hun kunne. Hun ville ikke sidde ude under et uvejr og en storm, hvis hun ellers kunne blive fri.
"Jeg.. jeg har mine grunde," begyndte hun denne gang. Hun vidste jo, at hun skulle passe på sig selv, og det gjorde hun ikke ,ved at vrænge sjælen for ham. Overhovedet ikke. Hun rystede på hovedet. "Han har været nok efter mig og min familie.. særligt dem." Hun så frem for sig. Han virkede.. nu god nok et eller andet sted, selvom denne venlighed på ingen måder, var noget som hun havde forventet, at finde på denne side af den mørke grænse.

[Deleted]

Grunde... ja, dem havde han også selv en hel del af og langt de fleste af dem lå dybt i hans underbevidsthed. Tab af familie var ikke en sorg han kunne dele med hende, trist nok. Hvis man skulle pege fingre af en svær lidelse der fulgte ham i disse tider var det i den grad ensomhed. For mange år havde lagt sig bag ham og end ikke hans mandskab var i stand til at underholde ham. Det havde givet ham tid til at tænke - tænke over det raseri og vanvid der havde flået i ham for at indhente alt han havde mistet i den tid hvor han havde ligget i koma.
"Marvalo og jeg har stået i strid med hinanden gennem mange generationer." Svarede han en anelse kort for hovedet og rømmede sig let ved tanken.
Det var rent faktisk helt underligt at have en samtale med et fremmed individ, især med tanke på at det var længe siden efterhånden, for... ja, Yuuki holdt sig altid for sig selv i den fjerneste ende af mansionet.
"De skal end ikke frygte for at den mand stiller op på mit dørtrin. Hverken ham eller jeg har interesse i at blive allierede." Tilføjede han sagte da det lød til at hun virkelig ikke var glad for den mand - det var han heller ikke selv, men det var langt fra frygten der plagede ham i den retning.
Ganske forsigtigt gled hans blik ud til siden, mod den skulder hendes hovede hang over og endte noget tænksom i udtrykket. Han havde nemt bemærket sig af hvor kold hun egentlig var, men havde af en eller anden grund svært ved at påpege det overfor hende.
Brisen var så småt begyndt at komme med små vindstød og der var stadig langt igen. Dog var han sikker på at de godt kunne nå hjem før stormen ville slå til - trods tanken om at bruge magi for at komme tilbage i en fart pludselig synes at være mere tiltalende.
Han rettede blikket fremad igen og tog en dyb indånding inden han åbnede munden igen.
"Hendes... lår er ret kolde..." mumlede han meget lavt og uopmærksomt for sig selv og overvejede igen muligheden for at tage turen hjem ved hjælp af sine mørke kræfter.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Grunde havde de måske begge to, men med alt det som Kimeya havde gjort mod hende og hendes familie, var slet ikke noget, som hun kunne have med at gøre. Alene taget i betragtning, så var det ikke noget som hun kunne have. Det gjorde hende ked af det og trist, at nogen gjorde den slags ved hende og hendes familie, for det burde jo overhovedet ikke forekomme!
"Jeg tror ikke på, at den mand har andre interesser end sine egne.." Nu kom hun selv af en adelig familie, og det kunne selvfølgelig godt mærkes. Det gjorde selvfølgelig ondt, når det ikke var noget som kunne redde hende, som hun tidligere havde været så vant til. Men hvad var der at gøre ved det nu?
At sidde på ryggen af en fremmed mand, havde Leonore svært ved. Det var så unaturligt for hende, som noget overhovedet komme til, og det kunne i hvert fald godt mærkes nu. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det. Hun var kold, og derfor var det også rart at komme op fra jorden, så hun slap for at skulle gå. Det havde i forvejen været en lang tur fra Imandra.
Den lave mumlen hørte hun ikke rigtigt. Det blæste op nu. Havde der virkelig været en storm på vej? Det var ikke ting, som hun havde set komme, og særligt ikke på denne her måde. Svagt bed hun sig i læben.
"Det blæser op nu," sagde hun denne gang. Det var en tanke, som hun slet ikke kunne lide, og særligt sådan, som det var lige i øjeblikket. Hun trykkede sig forsigtigt ind mod hans ryg. Det værnede lidt, og han var varm. Det var nok også først nu, at det gik op for hende, hvor kold hun egentlig havde været.
"Er vi snart fremme?" Selv forsøgte hun at holde sig tæt ind mod ham, men samtidig også undgå at komme så tæt på, at hun ville kvæle. Han bar hende jo. En fremmed mand, havde hende på ryggen! Det var stadig underligt.

[Deleted]

Han havde intet at sige til hendes udtalelser om Kimeya - manden var ham selv en frygtelig pine. Dog havde han nydt at ruinere mange ting for Marvalo, udnytte og manipulere med alt omkring sig for at vælte den mand af pinden. Dog ville den næste kamp ikke være mellem dem personligt.
Rei stoppede op ret brat da hun spurgte ham om hvor lang tid der ville gå før de var fremme. Det var tydeligt at hun frøs og det havde han ikke helt taget højde for da han havde samlet hende op, selvom tanken var kommet efterfølgende.
Han sukkede endnu engang og lukkede øjnene for at fokusere. Vinden omkring dem stod pludselig helt stille. Vinden undveg dem, som den undveg en hård mur.
Da han endnu engang åbnede sine øjne var de helt mørkelagt og en sort røg sivede ud under hans såler og snoede sig op omkring dem begge, uden at komme i berøring med dem. Da mørket havde lagt sig over dem ændrede temperaturen sig gevaldigt, næsten som var de trådt ind i et hus - hvilket de rent faktisk var. Røgen forsvandt ganske langsomt og igennem dem kunne man skimte det der mest af alt mindede om en lang og meget bred entre, med en trappe ude i hver side der førte ovenpå, hvor der i midten af dem begge var en trappe der førte ned i kælderen. Gemt væk bag lukkede døre.
Magien trak sig og Rei vendte tilbage til sig selv igen og kiggede først rundt. Det mørke tæppebelagte gulv, de vinrøde vægge og antikke træmøbler og lysekroner - jovist, de stod i entreen til hans mansion.
"ja..." meddelte han hende og knælede ganske let for at give hende plads til at stige ned fra hans ryg igen.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Nu hvor Leonore ikke var i bevægelse, så kunne hun godt for alvor mærke, at hun var ved at være godt kold. Var hun virkelig blevet så kold alligevel? Svagt bed hun sig denne gang i læben. Hun sad jo for pokker på nakken af en fremmed mand, som hun ikke engang kendte navnet på, men hun valgte nu alligevel at vise en tillid til ham. Efterhånden måtte hun jo også sige, at hun var.. desperat efter det.
Røgen som lagde sig om dem, fik hende næsten til at knytte sig mere ind til ham, for ikke ønskede hun at gøre noget ved dette. Slet ikke faktisk. ".. Hvad er det?" spurgte hun denne gang. Hun klemte øjnene sammen, og holdt nærmest op med at trække vejret.

At de pludselig stod midt i et hus, var det første, som egentlig slog hende. Her så hun sig om. Boede han her?.. Havde han på magisk vis bragt hende til hans hjem? Forsigtigt gjorde hun tegn til at kravle ned af ham igen, hvor hun så sig omkring i stedet for. Han boede flot.. Et stort hjem, var det jo uden tvivl.
"... Hvor er jeg?" spurgte hun denne gang, inden hun atter vendte blikket mod hans skikkelse igen. Hun vidste det jo ikke, og det var med til at forvirre hende det yderligere. Hun ville jo gerne vide, hvor hun var henne i den store verden.

[Deleted]

Efter hun var kravlet ned af ham rejste ham sig igen og rettede ganske let på sin vest. Stående med ryggen til ringede hendes dirrende spørgsmål for hans øre og han skød blikket over skulderen mod hende ganske naturligt, men med en vis alvor gemt under det ellers venlige ydre.
"Salore Mansion, dette hjem huser slægtninge af Salore familien. Hvor vidt kender De til Marvalo´s fjender og allierede?" spurgte han tilbage og drejede sig ganske let i overkroppen for at tage hende i blik.
"Mit gæt er at end ikke De er bekendt med historien mellem Salore og Marvalo, om end... baseret på fortiden vil min slægt aldrig finde fred med Marvalo, men nok om det, lad os gemme historierne til senere. De ser ud til at De godt kunne trænge til at vinde energien tilbage før De overvejer at gøre Dem tanker om andet." endte han bestemt og knipsede en enkelt gang med fingrene.
Fra spisestuen på højre side af entreen kom en ung mand rendende - en hjemløs knægt, en warlock, som Rei havde taget ind under knægtens bøn om hjælp... der var ved at sulte ihjel i gyderne.
"Arhan, se til at et bad står klar i Den Blå Orkide hurtigst muligt og at middags forberedelserne går i gang med det samme." Befalede Rei til knægten der stod næsten helt nervøst og modtog ordren. Rei havde aldrig gjort knægten fortræd, det lå til knægten fordi han altid var bange for at han ikke gjorde tingene godt nok for Rei. Arhan havde lyst hår og var lettere spinkel, men nydeligt påklædt i tjenestestabens uniform.
"Javel Sir!" lød det fra Arhan før han hurtigt forsvandt ud i køkkenet.
Rei vendte sin opmærksomhed mod sin gæst igen med et let træk i mundvigen. "Kom." bad han roligt og rakte hende en hånd for at give hende valget for at støtte sig til ham, så han kunne føre hende op til værelset.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore havde ikke nogen anelse om, hvor hun var henne, og derfor vækkede det en naturlig interesse og nysgerrighed i hende, som hun bare ikke kunne gøre noget ved. Salore Mansion? Hun havde ganske vidst hørt om det, men det var ikke noget, som hun var gået mere i dybden med, end hvad hun havde i forvejen.
"Jeg.. må indrømme, at den fejde, aldrig har interesseret mig," begyndte hun denne gang, da hun endnu en gang så mod ham. Han levede godt og flot her, og var Kimeyas fjende? Kunne hun i det tilfælde, forvente, at manden pludselig en dag, ville stå på hans dør? Og rent faktisk finde hende?
Nu gik Leonore heller ikke med tanken om at hun skulle blive her.. Det var jo aldrig til at sige, hvordan og hvorledes, og det kunne uden tvivl godt mærkes.
"Min familie tog al afstand til Dvasias og det, da.." Hun tav, da en ung knægt lystede Reis ordre, og kom dem i møde. Den Blå Orkide? Hvad var det nu for noget? Og hvorfor lystrede den unge mand ham på den måde? Og med den taknemmelighed? Det var hun heller ikke vant til at se.
"... Hvad skal det sige..?" spurgte hun denne gang. Endnu var han jo ukendt af navn for hende, og det var aldrig noget, som hun rigtigt havde oplevet tidligere.
"Jeg er endnu ikke kendt med dit navn," sagde hun denne gang. Armene lagde hun tæt op ved sit eget bryst. Var det overhovedet underligt, at det her var med til at gøre hende temmelig.. utryg?

[Deleted]

Egentlig var det ikke fordi at Rei var ude på at løbe om hjørner med hende eller snyde hende for oplysninger. Det havde heller ikke været nogen form for introduktion mellem dem - af hensyn til måden de var stødt ind i hinanden på ude i skoven. Hendes tilstand havde siddet som første prioritet af ganske harmløse grunde og det havde derfor ikke givet Rei nogen god timing for at introducere sig selv.
Hendes manglende interesse overfor hans historie var der intet ondt i - for ham betød det nemlig ikke alverdens om folk kendte til den eller ej. Det der til gengæld havde betydning for ham var om dem der kom ind i hans hjem ønskede at føje flere flammer til den fejde der lå mellem ham og Kimeya.
Derfor nikkede han bare ganske afklaret til hendes svar og sendte hende endnu et let smil.

Mens han hade konverseret med Arhan havde han godt hørt hendes forvirring og selv da han havde vendt sig og rakt hende hånden følte han sig end ikke afslået ved hendes tilbageholdenhed. Han trak dog hånden til sig, sænkede sit blik og sukkede eftertænksomt.
"Den Blå Orkide er navnet på et af værelserne her. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men min tjenestestab har tildelt samtlige gæsteværelser et navn for at gøre det nemmere for deres arbejde..." han rømmede sig med en knyttet næve op for munden og bemærkede godt hvor utrolig tåbeligt det egentlig var. Han havde nemlig gang på gang forsøgt at få den vane pillet ned af panelet, men tjenestestaben havde efterhånden trukket den så langt, at de havde lavet kort over værelsernes placering og sat navneskilte på de forskellige døre.
Alene tanken om at få det ryddet af vejen var håbløs. Det var så uskyldigt at det slet ikke passede ind - med mindre man kun bemærkede det udskyldige og tildels unge ansigt, som Rei var født med.
"Min navn er Rei, Rei Salore." Tilføjede han efter en kort tænkepause og kiggede op på hende igen.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Ondt gjorde det at stå på sine ben. Det var også først nu, at det for alvor gik op for Leonore, hvor kold hun egentlig var. Det havde virkelig været koldt udenfor. Det var jo næsten helt uhyggeligt, at det var sådan! Svagt bed hun tænderne sammen denne gang.
Den manglende interesse bestod egentlig mere i mangel på overskud til at sætte sig ind i det. Hun havde i forvejen mere end rigeligt at slås med, og det kunne uden tvivl godt mærkes nu. Hun sukkede svagt. Alt det her.. Det var jo en kæmpe omvæltning. Det var tilsyneladende bare ikke meningen, at hendes familie nogensinde skulle finde nogen former for fred.

Var tjenestestaben nødt til at give værelserne navne? Det forundrede faktisk Leonore en del. "Stedet må i sandhed være stort, siden det er en nødvendighed.." sagde hun denne gang.
Rei Salore.. Navnet sagde hende ikke umiddelbart noget, men mon ikke, det var noget, som ville komme før eller siden? Et kort smil passerede denne gang hendes læber.
"I så fald, må jeg jo takke dig for, at bringe mig hertil, Rei Salore.." Hun bukkede en smule med hovedet. Det var mere et tegn i taknemmelighed, end det var noget andet. Hun turde jo slet ikke tænke på, i hvilken forfatning hun ville have været i, når stormen for alvor ville ramme landet.
Her trådte Leonore denne gang tættere på ham. En god mand.. Tænk at selv den slags, var noget, som skulle findes i landet her. Ikke at det var noget som gjorde hende noget, for hun kunne lide det. Hun valgte jo også derfor, at vise ham den tillid. "VIrkelig. Jeg er glad for det.." sagde hun denne gang. En taknemmelighed ,som hun sjældent gav udtryk for. 

[Deleted]

Rei havde en meget sær måde at behandle fremmede på. Des mere nytte de var for ham, des mere syg kunne han blive af tanken om hvordan de kunne udnyttes på bedste vis. Denne kvinde ejede intet han endnu kunne drage nytte af og derved var hendes del i warlockens ædle race med til at bløde ham en smule mere op. Mange ting kunne man sige om ham, men han vendte som regel aldrig det blinde øje til en der var af samme stand som ham, uanset hvor uren deres raceblanding så end var - der skilte han sig fra Marvalo.
"De benytter sig af chancen for at løfte stemningen her på deres egen måde, som regel inden for retfærdighedens grænser. Det kan til tider være en noget støjende hverdag at have en flok tjenestefolk der holder fat i de glædelige humane aspekter... men det letter som regel på ensomheden." svarede han og tog hende i blik da et smil og et nænsomt buk med hovedet fulgtes ad med en taknemlig udtalelse.
Han stod blot og betragtede hende, som hun trådte nærmere, hvori han igen blev mindet om hendes smerte i benene.
Han rakte denne gang ud efter hende, med en arm der faldt om livet på hende, mens den anden tog ved om hendes overarm.
"De kan takke mig senere, om de vil. Hvis De vil gøre mig den tjeneste at samle kræfter før De tænker på at gøre eller sige mere." hans blik veg fra hende i denne position, med retning mod gulvet. Han var vitterligt ikke på hjemmebane med sådan noget her og kunne derfor ikke helt finde ud af hvad ben han selv skulle stå på... slet ikke når to stuepiger stod ved foden af trappen og ventede på at de begge ville befinde sig op på det henviste værelse.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Umiddelbart var Leonore ikke bange for denne mand, men hun var derimod meget påpasselig, for det vidste hun, var en nødvendighed. Det andet her ville ikke gavne hende, og det var lidt det, som hun også samtidig var bange for. Svagt bed hun sig i læben denne gang. Hun ville jo gerne finde ud af alt det her, og det var heller ikke noget, som kom af ingenting, kunne man sige.
"Så skulle det i så fald også bare mangle. Det er jo vigtigt, at de dertil også kan lide det arbejde, som udføres." Ved glæde i arbejdet, udførte man vel også et bedre arbejde? Det var sådan, at hun havde det i hvert fald.
At han tog om hende, vidste Leonore ikke, om var en god eller en dårlig ting. Det kunne i hvert fald godt mærkes. Hun vendte sig mod ham. Hun havde ondt i sine fødder.. Det skar nærmest helt op i hendes ben, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det, og det alene, var samtidig med til at gøre hende.. frustreret. Det var ubehageligt, at det var på den måde faktisk.
"Det gør jeg gerne.. Er der mulighed for at få et bad..?" spurgte hun denne gang. Hun havde ganske vidst kun den kjole, som hun havde på nu, men hvad.. Bare hun kunne få varmen, så var hun jo allerede skræmmende godt på vej.
Hånden lagde Leonore forsigtigt over hans, mest for at komme lidt ud af hans favn igen. At have ham så tæt på, fandt hun lidt ubehageligt. Det var lidt for tæt på af en fremmed mand for hende. 

[Deleted]

Rei pressede hende bevidst en smule for ikke at stå fanget for øjnene af de to stuepiger. Det plagede ham nu ikke at de stod og glanede på ham, helt afventende. Det var på grund af hans gæst at det i og for sig ikke passede ind i hans planer at hun ikke ville bevæge sig videre.
"De har det med at gøre som de vil." konstaterede han med et skævt træk på mundvigen.
Følelsen af at stå så tæt på hende, var ham end ikke til gene. Det var mere hvad han skulle sige i den forbindelse. Han var jo ikke vant til at håndtere kvinder - ud over Yuuki, men hun var ej hellere mere end et redskab for hans planer.
Hendes villighed var klar i hendes udtale, men han fornemmede alligevel en stærk modvilje i hendes handlinger, især da hun lagde an til at ville løsne hans greb om hende.
"Det er allerede ved at blive gjort klar til Dem." sukkede han ganske nænsomt og kiggede på hende mens han overvejede om hans næste træk nu også var en god ide. Smilet over tanken bredte sig da han dulgte hendes vink om at skabe afstand. Ganske let trådte han om bag hende, som ville han blot vente på at hun selv fandt vej over til trappen. Dog ville hun end ikke være i stand til at tage det første skridt på egen hånd, før han med den ene arm om hendes og den anden under hendes knæ løftede hende op og straks satte kurs mod trapperne.
"Et bad, rene klæder, et varmt måltid og en varm seng at sove i er alt sammen en del af dit ophold her. Hvis jeg havde haft andre planer i tankerne var De uden tvivl blevet slæbt i kælderen." sjovt så direkte han kunne være i sit sprogbrug, men det var sandheden. Han havde indtil nu været van til at snige sig om hjørner med alle og derved vinde det han søgte, men efter at have boet med Yuuki i så mange år, så havde hendes ærlige tendenser alligevel smittet ham.
Op ad trappen det gik, med de to stuepiger lige i hælene. Døren til værelset der lå nede af gangen stod på klem og lyden af aktivitet blev afsløret da pigerne skubbede døre for Rei op, så de kunne træde ind.
En himmelseng af mørk mahogni, var pyntet med hvide lagner, mørkeblåt sengetæppe og matchende sengegardiner. Alle møbler i værelset var skåret og designet til sengen. Det mørke stengulv var belagt med et par store aflange gulvtæpper. Skrivebord, kommode, klædeskab, lamper og sengeborde var alt sammen en del af standarden for gæsteværelserne her i hans hjem.
Roligt trådte han over til sengekanten hvor han med et knæ sat af i madrassen kunne sætte hende pænt fra sig.

[Leonore Salvorique De Lochér]

At skulle stå tæt på en anden mand, og sågar en af slagsen, som hun kun var kendt med af navn, kunne bestemt ikke komme bag på nogen, var chokerende for Leonore. Til nu, måtte hun jo bare sande, at hun var skuffet over de omstændigheder, som nu havde fanget dem begge. Hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede og bankede mod hendes bryst. Det var et sted.. ubehageligt, og behageligt på samme tid.
"Tillader du dig, at de gør den slags?" spurgte hun denne gang direkte. Nu var hun selv kommet af sted, hvor tjenestaben havde faste opgaver, og deres frihed var begrænset, men det var deres job at opvarte, og ikke give udtryk for holdninger og meninger.
Leonore nåede ikke rigtigt at opfatte noget, før han havde taget skridtet om bag hende. At hun så pludselig mærkede hvordan at jorden forsvandt under hendes fødder, og hun denne gang, blev hævet i hans arme. Hans ord, gjorde hende rolig, og vækkede alligevel en vis form for nysgerrighed for hende. Okay, hvad var det han havde af planer for hende?
"Er det nu, jeg skal være bekymret?" lød det ganske roligt fra hende, hvor smilet nu heller ikke var til at tage fejl af på noget tidspunkt. Faktisk måtte hun jo indrømme, at det var rart, at der var nogen, som rent faktisk ville tage sig af hende, for det var hun heller ikke ligefrem vant til, kunne man sige.
Tjenestepigerne søgte direkte efter dem, op til det værelse, som tilsyneladende var blevet gjort klar til hende. Det var stadig helt underligt at alt det, var blevet gjort klar bag hendes ryg. Hun sendte ham denne gang et taknemmeligt smil. Her gled hun ned på sengekanten, og slap grebet om hans nakke. Her så hun sig om. Et vidunderligt værelse. Det var et, som hun virkelig godt kunne lide. "Hvad er dine planer for mig?" spurgte hun denne gang direkte. Var hun tryg? Eller skulle hun rent faktisk være bekymret og bange for sine egne vegne?

[Deleted]

Rei havde levet mange år efterhånden, hvor størstedelen af hans liv havde været nedfrosset i en stor kiste. Hvor sentimental skulle man regne ham for at være hvis man pludselig fandt ud af at den kiste var placeret bag lås og slå i hans kælder?
Han nikkede bestemt til hendes spørgsmål.
"Ja, det er deres privilegiet." svarede han direkte og rettede sig op i ryggen efter at have sat hende fra sig.
Bekymret behøvede hun som sådan ikke at være, så der rystede han blot ganske let på hovede med et let smil.
"Nej, Deres bekymring er unødvendig. Det er sjældent jeg selv bringer gæster med hjem på den her måde." forklarede han mens hans samlede begge hænder omme på ryggen.
Tjenestepigerne hastede frem og tilbage bag Rei for at sørge for at alt nu var som det skulle være. En af dem kom sågar ind med et par kjoler til klædeskabet, tilhørende sko og andet tilbehør. Det skulle være sådan at hun kunne tage af sted igen uden at mangle noget på sin vej. En hvid lang natkjole med tilhørende langærmet kåbe af silke blev lagt på hendes seng.
Rei havde altid været forfængelig og det gik som regel også ud over dem der opholdt sig i hans hjem. Trods han stadig stod iført sit udflugts dress, så var det stadig af en kvalitet, som mange ville anse for at være pæn påklædning. Han var langt fra royal af status, men han nød at have ydre af kvalitet.
Han bemærkede sig godt af hendes smil. Roligt sank han ned på knæ og tog blidt fat om hendes fod for at fjerne det klæde han tidligere havde bundet omkring.
"Mine planer er at se Dem gå herfra med oprejst pande. De er ikke bundet af deres ophold her længere end De selv ønsker det." svarede han og rejste sit hoved for at se hende i øjnene. Klædet smed han let til side inden han rejste sig igen og vendte sig mod en af pigerne. De fik klar besked på at tage sig god tid med at for hende gjort i stand og klædt på til middagen. Dertil vendte han sig om mod hende en sidste gang -
"Jeg vil trække mig så De kan komme i bad. Der vil blive sendt bud efter Dem så snart maden står klar." sagde han og forsvandt ud af døråbningen hvor han søgte ned mod sit eget værelse.

[Leonore Salvorique De Lochér]

At blive opvartet på den måde, var overhovedet ikke, hvad Leonore havde regnet med. Overhovedet ikke faktisk. Et sted var det noget, som faktisk kun formåede at gøre hende.. glad. Var det ikke sådan at en kvinde skulle behandles?
"De har været alt for god ved mig, Rei Salore," sagde hun denne gang, hvor hun blev siddende med benene udover sengekanten. Dog uden at fødderne skulle ramme jorden. Ømme var de, efter den alt for lange vandring uden beskyttelse, og derfor gjorde det jo stadig ondt for hende at gå.
At han derimod planlagde at fylde et klædeskab for hende og det hele, havde dog overhovedet ikke været en nødvendighed. Dog måtte hun jo sande, at det var.. underligt. Hun kendte ham jo kun af navn, og den venlighed, som han til nu, havde udvist for hende og det var også lidt det, som han jo bed sig fast i, når tingene var på den måde, som de nu måtte være.
"Jeg takker af hele mit hjerte, for alt dette. Det har slet ikke været dig en gerning, som du burde gøre, men har gjort." Klædet lod hun ham fjerne fra foden igen. Underligt føles det helt at få det af, men det var vel også godt, siden hun skulle i bad? Og få varmen ordentligt? Hun glædede sig faktisk til det, hvis hun skulle være helt ærlig. Hun nikkede mod ham, som han forlod værelset, og lod hende alene.
Leonore rejste sig denne gang varsomt fra sengen, og søgte mod det tilhørende badeværelse, så hun kunne blive vasket og bare føle sig lidt som sig selv. Karret trådte hun op i. Varmt og godt. Ligesom hun kunne lide det.
Et suk af lettelse.. Det første i uendelige tider, brød hendes læber, idet hun sank tilbage, og bare.. nød det for nogle minutter, inden hun begyndte at vaske sig. Varmen fik hun for alvor nu! Uden tvivl stod hun i en kæmpe taknemmelighedsgæld til Salore nu. Særligt ovenpå alt dette.