Inevitable Change Of Mind

[Deleted]

@reimelini x Leonore Salvorique De Lochér

---

Under sin lange vandren stod himlen nu malet i flammer og stod i stærk kontrast med de sidste grønne blade i den mærke skov.
Søens blanke stille vand havde fanget hans opmærksomhed i længere tid end hvad han først havde regnet med og nu vadet han blot målløst rundt mellem træerne.
Hans lokker var både blevet kortere og mørkerøde, de førhen hvide skjorter var skiftet ud med grå hør skjorter og en ankel lang sort vest med tilhørende mørke bukser og støvler.
Det var længe siden han havde haft et tilbagefald, som havde sat hans fokus så meget af sporet, at han knap kunne holde fast i sine gøremål.
Det havde taget ham lang tid at vende tilbage til hvad der engang havde været - ikke at han var sentimental bundet af hvad han havde været igennem tidligere, men det havde i hvert fald rykket i hans principper.
Han knælede og fangede et vildfaren blad - gult og rødligt i farverne.
Det blev spundet mellem to fingre så det dansede om sig selv, frem og tilbage...
Helt fascineret af dette lænede han sig tilbage mod en nærliggende stamme og vendte blikket op mod himlen.
Ikke skyggen af tanker viste sig i hans ansigt - trods hans indre kunne sammenlignes med en ustyrlig storm.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var hoppet af båden, da den var ankommet til Dvasias. Tanken om at skulle tilbage til Tayevania igen, var en tanke, som jog en kæmpe skræk i hende, som hun bare ikke ønskede at opleve igen. Et liv som intet andet end en slave, når hun kom fra de kår, som hun gjorde? Det kunne hun ikke!
Selvom hendes liv i øjeblikket, heller ikke var meget at råbe hurra for, så var det bare meget begrænset, hvad hun kunne gøre ved det. Selv her i efteråret, var det ved at blive koldt. Finnegans frakke havde hun taget med sig.. Bare i panikkens øjeblik. Hun var endnu på nøgne fødder, og de var efterhånden ved at være meget ømme.
Hendes familie, var så godt som ødelagt.
På ømme fødder, søgte Leonore denne gang igennem skoven. Det gjorde ondt, for hvert et skridt hun tog, men hun vidste jo også godt, at hun ikke bare kunne stå stille. Der ville intet ske ved det. Hun snøftede.. Hun var efterhånden ved at være godt forkølet oveni.
Frakken låste hun denne gang om sin krop i stedet for. Hun havde ikke nogen anelse om hvor hun var henne.. Andet ned at hun ikke længere var i Imandra. Et land, som hun slet ikke kunne tillade sig at befinde sig i, og særligt, som det var lige nu. Hun var selv ved at blive træt nu. Meget træt endda. Det var lange vandreture, som hun var ude på nu.
Midt på stien, stoppede hun denne gang op. Det raslede i træerne, og der var ikke en sjæl at se nogen steder. Gad vide hvor hun var henne? Hun bed sig svagt i læben. Det var skummelt. Et uhyggeligt sted.

[Deleted]

Stilheden i skoven var et af de mest omtalte kendetegn. For de væsner med en fin hørelse ville nok være i stand til at høre uro på flere kilometers afstand... men for Rei var det noget helt andet - magisk energi.
Blandt dem han delte magiske fundamenter med var han blevet enormt ihærdig til at genkende signaturen på magikere.
Stien gennem skoven lå end ikke mere end blot et par meter fra det træ han stod lænet om ad - fortrængt i sine egne tanker.
Med blikket hvilende på det stadigt dansende blad mellem to fingre, så var det næsten lige før at han ved en fejl ikke registrerede tilstedeværelsen af et andet individ.
Uden at røre yderligere på sig stoppede bladet sin dans i hans greb og blikket søgte let til siden kun for at øge opmærksomheden på det han havde svært ved at fornemme.
Kviste og knækkede grene flød omkring på skovens bund og kun stien var let nedtrådt og fri af buskads - en relativ bred sti var det da.
Vinden hvislede i trækronerne med en varsel om oprør over nattens løb - det der kun kunne fortælle Rei at det var på tide at vende snuden hjemad.
Uden videre overvejelse skubbede han sig væk fra træet og trådte skridt for skridt roligt ind på stien. Hænderne samlede han omme på lænden da han kastede et sidste blik tilbage på træet og fik bladet i mellem sine fingre til at danse igen - til trods for at han end ikke kunne se det... bare følelsen alene var nok.
Dog undrede det ham lidt, for hvor befandt det fremmede individ sig mon henne? Var det lige i nærheden eller var det bare hans ustyrlige rod i det indre der spillede ham et pus?

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore havde ikke nogen anelse om, hvor hun var henne, og selvfølgelig var det noget, som gjorde hende bange og urolig. Det var ikke noget, som hun kunne gøre det største ved lige nu. Svagt bed hun sig i læben. Hun var efterhånden ved at blive træt og kold.
Frakken låste Leonore denne gang mere omkring sin krop. Hun var kold, og hun havde virkelig bare brug for at finde et sted at sove, men af en eller anden sjov grund, følte hun slet ikke, at det her var stedet, hvor hun kunne ligge sig ned og sove her. Det kunne hun ikke.
Leonore stoppede denne gang op, for et kort øjeblik. Hvorfor gjorde det hende urolig, at der var så stille, som der var lige nu? Hun hulkede svagt. Hun var urolig og hun var bange. Hun kendte jo intet til dette sted eller noget lignende, og det kunne hun i hvert fald godt mærke nu.
Svagt rystede hun på hovedet. Det gjorde ikke nogen froskel for hendes vedkommende lige nu. Hendes liv, var i forvejen et kæmpe helvede, som hun bare ikke kunne gøre noget ved nu! Og gud hvor var det dog frustrerende, at det skulle være sådan! Blikket hævede hun med det samme mod en trætop, da en ugle forlod sin plads. Hun gispede svagt. Det var utrygt det her. Hun endte med at sætte sig på hug ved et træ, som hun satte sig op mod. Hun opgav.. hun vidste ikke hvor hun skulle søge hen lige nu.

[Deleted]

Fanget i sit eget tomme, larmende tankespind trak han sin opmærksomhed fra træet og begyndte med rolige skridt at søge langs med stien - indtil han igen sansede den magiske signatur igen.
Han var vag i sin beslutsomhed om at fortsætte sin færd da hans tankespind blev ryddet af vejen for at kunne lokalisere denne fremmede tilstedeværelse.
Med hænderne hvilende omme på ryggen nærmede han sig skridt for skridt, uden at have den mindste frygt for hvad han ville møde.
Træet han nærmede sig afslørede synet af et par nøgne fødder, som han stod i en vinkel hvor den fremmedes skikkelse stadig var mest af alt skjult af stammen.
Dersom han trådte til siden for at afsløre den fremmedes identitet blev en række af visne kviste knust under hans fødder, end ikke noget der gjorde ham det mindste.
Skikkelsen der fangede hans blik gav ham et spørgende udtryk i ansigtet - hvad i al verden ville en barfodet kvinde så langt ude i skoven på denne tid af døgnet?
Han lagde end ikke an til at ville gøre noget ved hendes situation, i stedet blev han igen fanget af sit eget tankespind - hendes sølle udstråling mindede ham jo næsten om... nej, alle væsner var individuelle individer der ikke ejede et gram af ensartede personligheder.
Blikket hvilede på hende, afventende næsten, selvom han nok kunne forstille sig at hun ikke sad herude fordi hun ønskede det.
Det lignede ham ikke at tænke på andre og deres behov, men Eriz havde i den grad spoleret hans hårde, kolde tendenser...
"Hvad laver en kvinde så langt fra byen... barfodet..." Spurgte han, nok mest en tanke for sig selv der kom ud højlydt, men end ikke i en bebrejdende tone.. den var mere vag og undrende.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Ja, hvad lavede Leonore egentlig herude? Hun måtte jo erkende, at hun ikke rigtigt vidste det. Hun havde jo bare.. vandret. Så snart hun havde haft mulighed for at komme af skibet, så havde hun gjort det. Hun ville ikke tilbage til Tayevania. Ikke igen!
At hun denne gang skulle vise sig, ikke at være alene. Hun drejede hovedet, hvor hun hørte en stemme. Det fik det til at løbe hende langt ned af ryggen. Hun følte jo ikke ligefrem, at hun kunne stole på nogen. Hun trak benene op under sig. Burde hun svare, eller skulle hun bare lade som ingenting? Det var det som hun var mest fristet til, men det var derimod ting, som hun kun havde meget dårlig erfaring med.
Igen vendte Leonore blikket mod denne mand. For hende, var han ukendt. Det var stort set alt på disse kanter, og hun måtte jo sande, at hun i forvejen, slet ikke brød sig om det her sted.
Blikket søgte kort mod hendes bare fødder. De nød at slappe af nu.. De havde uden tvivl også brug for det, efter den lange tur. Hun lukkede øjnene svagt. "Mine fødder har brug for en pause.." Hendes stemme var lav. Hun vidste faktisk ikke rigtigt om det var til ham, hun måtte snakke. Hun vidste heller ikke om han snakkede til hende.
Forsigtigt vendte hun igen blikket mod hans skikkelse. Hvem var han? En som hun burde vide hvem var? En kendt eller en forbipasserende, som tilfældigvis var kommet forbi hendes vej? "Jeg ønsker intet.. Blot passer," tilføjede hun denne gang. Hendes hånd ømmede om hendes højre fod. Hun var virkelig øm. Det havde været en skræmmende lang tur.

[Deleted]

Han sukkede lavmælt da hans blik vendte tilbage mod hendes fødder. Han var på ingen måder forpligtiget til at tage hånd om hendes situation, men med alt hvad han havde at slås med i sit sind, så var hendes problemer intet mindre end en kærkommen afledning.
Hænderne trak han frem for sig i og med at han gik på huk foran hende.
"Herude? Det trækker op til storm..." Konstaterede han sagte og rakte banalt ud efter hendes ankel med den ene hånd og dykkede ned i sin lomme med bladet for at efterlade det der og i stedet fange sit lommetørklæde.
Hurtigt og smidigt fik han lommetørklædet bundet om hendes fod, hvorefter han rent faktisk søgte hendes blik. Normalt var han ellers ligeglad med folks reaktion på hans handlinger, men det var efterhånden begyndt gå op for ham at hans måde at gøre tingene på havde mere at sige end han selv regnede med.
De mørke øjne tog endnu engang hendes ansigt i betragtning uden at dømme hende det mindste for den sørgelige tilstand hun var forfaldet til.
"Jeg går ikke ud fra at De er svag, siden De er nået hele vejen hertil på egen hånd." Mest af alt var det gætterier fra hans side af, samtidig med at det ikke var til at tage fejl af at hun havde været langt undervejs før hun var endt op her.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Mandens pludselige tilstedeværelse, gjorde Leonore urolig, og hun kunne bestemt ikke finde ud af, om det var en god eller en skidt ting. Hun bed tænderne svagt sammen, som han pludselig bare fiskede et klæde op af lommen, og bandt hendes fod ind. Her trak hun den til sig.. Hun kiggede på ham, uden egentlig at vide, hvad hun skulle sige. Tak? Hun vidste det ikke. Hun kendte jo ikke til grunden af hvorfor.
"G-gør det..?" spurgte hun denne gang. Det var ikke noget som hun havde lært. Det var faktisk slet ikke noget som hun havde en skid forstand på, og det gjorde hende kun mere urolig, end hvad godt var i den anden ende.
Leonore rystede på hovedet. Det her var slet ikke til at finde ud af. Hun vidste ikke om det her var en god eller om det var en skidt ting. "N-nej, jeg.. jeg gik fra havnen, eller.. skibet lagde til der, og jeg gik af og.." Hun rystede denne gang på hovedet. Det her var jo overhovedet ikke til at finde ud af, og faktisk gjorde det hende kun mere urolig, end hvad hun var i forvejen.
I forhold til hendes tvilling, var Leonore nok ikke meget at prale af.. Det var sådan at hun havde det. ".. Hvor er jeg?" spurgte hun denne gang. Hun vidste jo ikke rigtigt noget om noget udenfor Imandras grænser.. Og derfor var det her grusomt nok for hende, osm det var.

[Deleted]

En mindre brummen slap ham da hun trak foden til sig igen, end ikke meget for hans nærvær, selvom det slet ikke rørte ham det mindste.
"Mhmm..." Nikkede han medgivende, selvom han ikke var nogen vejrprofet så kunne han godt genkende de simple tegn i vind og vejr - med et skud fra hoften selvfølgelig.
Hun var klart afvisende overfor ham og det huede ham rent faktisk slet ikke. Det var tvært i mod et rent irritationsmoment.
"De er ikke på vej til Imandra?" Spurgte han klart og tydeligt. Ikke at det var nogen hemmelighed at Marvalo havde taget warlock racen med sig under armen til Imandra for at starte sit helt eget regime, så hvis denne kvinde sad her i et flugtforsøg fra Imandra, Marvalo eller af anden grund ikke hørte til nogen steder, så var hun rent faktisk ikke nogen trussel for ham af nogen art.
I et sådant tilfælde ville hun allerede der have tjent sig til at modtage en håndsrækning fra ham, men det var jo selvfølgelig hendes eget valg.
Han havde i forvejen nok at slås med, selvom at hans interesse i at sørge for at Warlocks ikke led af underkastelse eller mangel på samme.
"De befinder Dem lige nu i Dvasias - ret tæt på grænsen til Imandra" Svarede han med et mildt træk på skulderen, som han fortsat blot studerede hendes fine ansigtstræk.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Umiddelbart var det svært for Leonore at finde ud af, hvad hun skulle sige her. Hun havde vandret i lang tid nu, og sikkert også i cirkler, for hun kendte jo intet af det. Et sted vakte det kun en tydelig følelse af uro, som hun ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle gøre ved. Svagt bed hun sig i læben.
Leonore rystede denne gang på hovedet. Hun ville ikke umiddelbart sige, at hun var på vej til Imandra. "N-nej, jeg.. jeg kommer derfra.. Jeg kan ikke komme hjem." Hun sænkede hovedet. Var det underligt, hvis det var en tanke, som rent faktisk gjorde ondt på hende? Hun vidste, at hendes fader kunne blive grundet hans race, men hende selv, søster og moder, ville være tvunget til at søge bort.
De mørke øjne søgte den mandlige skikkelse. Hvem var han? Og hvorfor ydede han hende den hjælp? At hun var i Dvasias, vidste hun.. Det havde nemlig været første stop på Finnegans vej, og derfor var hun hoppet af hurtigst muligt i frygten for, selv at skulle ende med at komme tilbage på Tayevania, hvilket hun slet ikke ønskede! Og at sidde ude i regnvejr og storm.. det var bestemt heller ikke noget, som stod højt på hendes ønskeliste.
"Jeg ved ikke hvor jeg skal tage hen.." Denne gang blev ordene udtalt langt mere hjælpeløst, end hvad de hvad de havde været gjort hidtil, men ærligt.. hun var jo skrøbelig af sind. Hun ønskede bare at finde et sted hvor hun kunne være ladt i fred.

[Deleted]

Der var ikke et eneste levende væsen der ville være i stand til at komme med en forklaring på hvorfor at Rei agerede som han gjorde. Han var selv bare i et type humør hvor han blot lod tingene gå sin gang, samtidig med at en del af ham lå inde med en iver og hang til at indfange hende for at give hende en rygrad, som ville være en warlock værdig.
Hendes flugt fra sit hjemland fortalte ham alt hvad han havde brug for at høre. Sukket var lydhørt og lettere irriterende da han kiggede hende ind i øjnene trods hun nok ville undvige dem.
"Marvalo... " sukkede han bittert igen og rejste sig fuldt op.
"Kan De gå?" spurgte han med den mest overbærende tone han kunne fremstille. Han var normalt ikke et bløddyr af nogen art og derfor var han selv begyndt at mærke hvor unormalt det egentlig var for ham at udstrække en hjælpende hånd til en fremmed.
Dog gjorde han det.... hånden blev vendt med fladen opad, som en invitation til hende.
"De kan søge ly for stormen i mit mansion." tilføjede han sagte og kunne godt mærke på sig selv at det var svært ikke bare at give efter og bare efterlade hende.
Han var jo i første omgang heller ikke en der gik tilbage på sit ord, ikke med mindre at en bedre handel stod for døren - hvilket han jo godt kunne se at der ikke var... for det kunne vel ikke tænke sig at det blev brug som en undskyldning for noget helt andet der lå gemt i ham - kunne det? Generthed, utålmodighed - disse var ikke normalt en blanding af følelser Rei var vant til!

[Leonore Salvorique De Lochér]

Kimeya havde revet alt fra Leonore og hendes familie, og nu igen for alvor. Manden havde rystet familiens grundvold mere end en gang, og selvfølgelig var det noget, som også godt kunne mærkes. Hun så sig forvirret omkring. Det lød i hvert fald til, at denne mand kendte ham?
".. Du kender ham, gør De ikke?" Svagt bed hun sig i læben. Hun vidste jo ikke rigtigt hvordan hun skulle tackle den nyhed, men hvad.. det var jo ikke fordi at hun kunne gøre særlig meget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, og så var det jo bare sådan at tingene måtte være i den anden ende.
Hånden som han rakte mod hende, forundrede hende lidt. Med det liv og den behandling, som hun havde fået den sidste tid, vidste hun ikke om det var nogen god idé.
"D-det.. det tror jeg.. Det gør bare ondt." Hun tog om hans hånd, for at lade ham hjælpe hende op på benene igen. Efter den pause som hendes ben nu havde fået, kunne hun uden tvivl godt mærke, at det her gjorde ondt. Hun bed smerten i sig for nu. Den var jo intet i sammenligning af, hvad hun havde oplevet frem til nu.
Han ville huse hende i sit store mansion? Leonore vidste ikke om det var en god eller en skidt ting, selvom hun slet ikke ville have noget imod det. Svagt bed hun sig i læben igen. "Det.. det er umådelig venligt af Dem." sagde hun høfligt og respektfuldt, hvor hun hverken tog imod eller afslog. Faktisk måtte hun sande, at hun.. havde svært ved at finde ud af, hvad der var klogt af hende at gøre her.

[Deleted]

Han nikkede bestemt til hendes spørgende konstatering om hans kendskab til Kimeya.
"Bestemt..." medgav han og rynkede svagt på næsen af det. Hans fortid bar ene og alene præg af det forhold der lå imellem Salore og Mavalo, men det var ikke noget han ville komme ind på nu. Det skulle hun med tiden nok finde ud af.
Da hun tog hans hånd låste han grebet om hendes hånd og hev hende op på benene, men gav ikke videre slip på hende.
Hendes klare udmelding fik ham til at kaste et blik op gennem træerne for at orientere sig om vejret, inden han kiggede på hende igen. Blikket strøg over hendes påklædning inden han slap hendes hånd, vendte ryggen til og knælede derefter hvor han med arme gav antegn til at hun skulle klatre op på ryggen af ham.
"Hop op... dine ben når ikke at bære dig til byen før stormen rammer." Rei var godt klar over at hans handlinger ikke bar den mindste tryghed med sig, hans vage måde at snakke på var nok mere kommanderende end så meget andet og hans handlinger bar kun præg af desperation og utålmodighed.
Han var ikke noget velgørenheds menneske, dog værdsatte han ikke måden hvorpå Marvalo ville drive halvblods racer på porten. Han havde selv gennemgået det besvær med at hive de mørke kræfter frem i både Yuuki og hendes søn Demian... og det var i aller højeste grad muligt for en med magt og nok erfaring. Han havde godt nok tvunget Yuuki igennem det, men det var efter at han fik hende til at indse hvor lidt hun var i stand til at overkomme på egen hånd.
I sandhed et hårdt stykke arbejde gennem det sidste årti - noget så frygteligt fantastisk resultat han også havde opnået med det.
Rei var ikke tilhænger af Marvalos principper, men han satte da selv en stolthed i at holde racen ren - ment i det omfang at dem af halvt blod satte en ære i den ædle side af dem selv. For slet ikke at nævne styrken der oftest lå i en blandings race...

[Leonore Salvorique De Lochér]

Manden var sågar kendt med Kimeya. Var det så en mand, som hun reelt set, kunne stole på? Straks var det noget, som gjorde Leonore en smule usikker. Nok også mere, end det, som hun havde været frem til nu.
"Han er en grusom mand.." hviskede hun denne gang, idet hun alligevel lod ham hjælpe hende op på benene igen. Bare at stå, gjorde ondt. Det var egentlig skræmmende, hvor ømme fødder hun egentlig havde, ovenpå det her.
Først da han slap hende, trak hun hånden til sig. I forvejen, var hun ikke meget for, at skulle søge til hans mansion, da hun ikke kendte ham, og frygten for, at manden måske stod i ledtog med en mand som Kimeya, var en som hun frygtede. Hun var overanalyserende.. Det havde nok altid været hendes problem? At hende og hendes familie, havde været så meget igennem, at det var meget lidt, som man i det hele taget kunne gøre nu? Og at hun derfor var så påpasselig, at hun ikke lod alt og alle, komme i nærheden af hende?
Manden gik op hug overfor hende, hvilket forundrede hende dybt. Blot kunne hun mindes, at hendes fader havde gjort det overfor hende under leg, dengang hun havde været ganske lille. Hvilket jo alligevel, var ved at være en del år siden nu.
"O-okay.." Overtalt med tanken om, at en storm var kommende, og ikke var noget, som hun ønskede at være fanget i. Hendes skridt var humpende mod hans skikkelse, hvor hun denne gang forsigtigt lod armene søge over hans skuldre, for at holde sig fast. Her hægtede hun sig på. Det var underligt. Hun kendte jo ikke engang mandens navn eller intentioner. Faktisk vidste hun intet om ham.

[Deleted]

Tillid var ikke det første som Rei lagde vægt på. Han delte efterhånden sjældent informationer med sine undersåtter - de der endnu var tilbage. Størstedelen af bemandingen i hans mansion var ene og alene marionetter af mørke kræfter - mest af alt uskyldige sjæle der var faldet for hans hånd før i tiden under hans vanvid.
De første mange år efter tiden med Eriz havde klart ødelagt et eller andet indeni ham - noget han endnu var ved at rette op på.
"Marvalo er desperat på mange områder -" svarede han sagte og var i bund og grund ikke plaget af hvordan hun så ham. Hendes fortolkning af hvordan han var sagde ham intet. Alt der betød noget var at hun sad ynkeligt midt ude i skoven på trods af at hun havde del i den ædle race hans familie havde hersket over i sin tid.
Det huede ham slet ikke at se selv blandingsracer falde så lavt når de havde meget mere at være stolt af - han kunne mildt sagt slet ikke tolerere det!
Da hun hægtede sig om halsen på ham tøvede han ikke med at tage ved om hendes lår for at undgå at hun skulle glide af ryggen på ham. Han rejste sig uden besvær og bevægede sig i første omgang ud fra buskadset og ud på stien igen.
"Det er mig dog noget forunderligt... hvorfor en kvinde - tilmed en warlock har valgt at søge på flugt." lagde han ud inden han begyndte at gå i en rask fart mod byen.
"Dine personlige ærinder kommer ikke mig ved, men Marvalo er opsat på at skabe et race rent samfund for warlocks - så var det derfor De stak af?" Siden hvornår var Rei begyndt at have interesse i andres gøremål? Kedsomhed? Viden? Nydelse og tilfredshed over at vide at selv Marvalo ikke var i stand til at holde sammen på dem der delte de mørke kræfter?