A new start?

[Lucas Marcellus Himalaro]

@cronos

---

Det var en smuk efterårsdag. Selv nu hvor sommeren var gået på hæld, var varmen stadig at føle i Procias. Det var en rar følelse, som selv Lucas godt kunne lide. Efterhånden havde han huset Adeline og Claudia for en stund, og han måtte jo erkende, at han var gået hen og blevet rigtig glad for dem begge to. Så glad for dem, at han var fast besluttet på, at der skulle ske ændringer i hans liv.
Med den friske luft under sine vinger, søgte han ned mod Banayad. En gammel by, som lå centralt i Procias. Der var ikke mange indbyggere, og særligt ikke her på bjerget, som selv stod nøgent og højt. Det var trods alt landets højeste punkt.

Iklædt de hvide klæder.. Snehvide og rene, som kun en engel, var i stand til at bære dem, landede han på toppen. De store og hvide vinger, trak han ind til sig. Herfra, kunne han se landsbyen, og de smukke områder omkring. Siden de mørke væsner var drevet ud af landet, var der kommet en helt anden form for ro hertil, og det var noget, som selv Lucas kunne lide. Dog havde han levet så længe, til at vide, at det med største sandsynlighed, kun ville vise sig, at blive en midlertidig lykke. Han sukkede tungt.. Alt det, som skete alle steder. Det var på tide med en ny start. Monstro den også ville komme til de store lande på et tidspunkt? En ting var dog sikkert - det var på tide, at han fandt den.

[Deleted]

Efter at hade gjort sig med sin rank ret ærefuldt men også men sådan en stor titel tog han ret seriøs, efter en hård kamptræning ved slottet tænkte han at han kunne tag til en vis kro han har hørt nogle soldater om, han ville ikke vise sig frem så tog han hans brune kappe over sig mens vingerne var dækket til, hans hvide med lysegrønne spider på sine fjer var nu dækket til så kun vis nogen tog kappen fra ham eller kiggeded under det, ved kappen var der en vis hætte til at dække hans angiskt så den ikke viste sig frem for alle, men han tog dog sin langsword ved sin side og sin stormskjold ved sig, det kunne ses men kun som beskyttelse ikke til at bringe død,

Han lage sin note til dronning vis han skulle blivet kaldt, han drog ud men fløj, han fløj lidt i dægge i skoven og dækket trære så han ikke skulle blevet sæt vis nu en spion eller andet ville søge hans død, Men landen lidt langt fra byen da han gik til kroen, han smilte lidt over denne fred og smil der er i kroen, han gik stille ind og satte sig ved et stol hvor han tog stille nogle copper ud og sagde "En kop med lidt vand tak" Sagde han stille til krofatter og smilte med et venlight smil, i håb om alt kan gå sin gang

[Lucas Marcellus Himalaro]

Så stille som her var, var det jo næsten uhyggeligt. Lucas var nu vant til stilheden. Eller.. det havde han været, før Adeline og Claudia nu var blevet en del af hans liv. Han måtte jo bare indrømme, at han kunne lide tanken om, at skulle have dem omkring. Det var rart ikke at være alene mere Dog måtte han af den grund, også erkende at det var på tide med en omlægning i hans eget liv, og han vidste bare ikke helt, hvor han skulle starte henne. Det var lidt det, som gjorde ham.. en anelse urolig et eller andet sted, og det kunne uden tvivl også godt mærkes nu.
Byen lige ved, betragtede han for en stund, inden han selv tog skridtet, og nærmede sig den. Det var nu også mest for sin egen skyld, at han gjorde dette, men hvad.. Det var jo aldrig til at sige hvordan og hvorledes det hele ville ende.

Lucas havde ikke været på jorden og mænget sig med andre væsner i frygtelig mange år. Hertil havde det været Himmeriget, som havde været hans hjem og sted at opholde sig, hvilket skam godt kunne mærkes i dag. Ikke på den dårlige måde. Tvært imod.
Som Lucas nåede byen, henlå den i fuldkommen stilhed. Det var ikke ofte, at nogen i det hele taget, søgte ud på denne tid af døgnet. Frygten for mørket, natten og de væsner, som kunne bringes med, var stadig til at spore.
Kroen var første mål for i aften. Han havde brug for noget at drikke.. Noget at tænke over tingene på, og det kom jo heller ikke af ingenting. Vingerne havde han synligt fremme. Han var stolt af sit ophav, og havde derfor ikke nogen grund til at skjule dem. Et kort, men varmt og venligt smil passerede hans læber, inden han søgte op og satte sig ved baren. Her var det varmt. Selv udenfor, var det halvkoldt. Selv på denne tid af året.

[Deleted]

efter lidt tid med stilhed og ro tænkte han at han måske ikke var jagted overhovedt men mere om nogen kendte ham i enten hans rank eller hvem er virkelig er, derfor tog han sin hætte ned og kappen ved siden hvor hans vinger baskede lidt for at være fri, hans hvide med lysegrønne spids kunne ses da han kiggede omkring i håb om ingen kendte ham, vis nogen gjord ville han dog håbe at det var en soldat, men efter nogle få seconder pluselig kunne man høre en høj stemme "EY HÆREFØRE!!" han dukkede sig lidt og kiggede tilbage, det var en af hans soldater som var sammen med en lille gruppe af hæren, soldaten smilte og gik til ham da han klappede ham i skuldern "ey hvad laver du her Ved at få en lille en eller en lille dame til dig vaa?? " Cronos rødmede meget over det men sagde med lidt smilte men også stammene stemme "h-hey! i-ik noget af det her, jeg er her bare for at uhm.. se stedet og skerm området du v-ved.." Soldaten grinede og sagde med et højt stemme "Bah her kan du slappe af og ikke være den hård og trofaste af dronning! kom er der nogen der ville snakke med vores megtige hærføre" Cronos sukkede let da han tog sin vand og drikkede sin vand, han hade dog sin våben ved sin side for at være sikker og klar vis der nu kom en og ville angribe fra men Cronos kunne dog ikke lade være med at smile, en tanke at så meget glad i kroen men kan ikke lade sig selv være open for et angreb

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas blandede sig sjældent i noget som helst, for han havde ikke nogen grund til det. Alt taget i betragtning, så holdt han sig faktisk meget for sig selv, hvilket nok var det, som gjorde det værre for ham nu. Han havde svært ved det hele. Hvordan skulle han føre en samtale med andre.
Lyden og titlen af en hærfører, var det første, som egentlig slog ind på Lucas. Han sad fuldkommen stille. Sad han i rum med en hærfører? Det var virkelig en underlig fornemmelse. Ikke just en af slagsen, som man kunne sige, var naturligt for ham. Han drejede blikket. Var han i ledtog med dronningen i den forstand? Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Dronningen er en smuk kvinde," sagde han denne gang. Angel var jo uden tvivl en umådelig smuk kvinde, så det alene, kom heller ikke bag på nogen.
Lucas vendte sig i retningen af manden, som sad ikke langt fra ham. Tænk engang.. Han kunne slet ikke finde ud af det. Her gjorde han tegn til krofatteren om selv at skænke op af vand til ham. Rent skulle det være, da det var det, som han drak og ikke noget andet. Det kunne i hvert fald godt mærkes nu. Han fik det hurtigt serveret. Lucas lukkede sin hånd om glasset. "Lucas Himalaro," præsenterede han sig denne gang. Han hævede glasset mod ham i en venlig form for skål.

[Deleted]

Cronos rødmede lidt over hans soldat var så glad for ham og også så stolt med at råbe så højt om ham, han kiggede let omkring da han pluselig hørte at Dronning var smuk, han kiggede i glasset af vand og sagde still "J-Ja.. meget.. smuk.. AAgh Jeg mener en hærføre søger kun for dronnings beskyttelse og holde landet ret og stolt som hun ønsker det uhm.." sagde hen stille for at holde sin rødme nede men også for at vise at han ikke tænker på sådan noget, han er hærføre ikke elsker,


Han kiggede dog blot med et vendligt smil til den anden engel ved siden af ham, han skålede ham med et smil og sagde "Navnet er Cronos Whitemain Stride, Hærføre for Procias og for dronningen hende selv, det mig en ære at møde dig Lucas," Han klikkede hans glas til hans da han drak det sidte af sin glas med vand og bedte noget mere,

[Lucas Marcellus Himalaro]

Hærføreren måtte være glad for dronningen. Lucas så dog ikke nogen grund til at dømme ham på det. Af hvad han vidste, var dronningen ledig på det marked. For at sige det direkte. Et kort smil passerede hans læber denne gang. "Det er ikke nogen skam at føle," forsikrede han hende denne gang. For pokker.. Han var faldet for en kvinde, som i forvejen havde børn. Det var jo heller ikke typisk. Langt fra faktisk.
Lucas tog denne gang en tår vand. Det var altid rart at møde nogle nye, og nu var englene jo heller ikke ligefrem så udbredt en race, som det engang havde været. Han derimod ønskede at finde dem lyse stolthed, uskyldighed og renlighed frem igen, som de engang havde været præget af.

Manden virkede åben og venlig, hvilket faldt i meget god jord hos Lucas. Han nikkede anerkendende mod ham. "Mig en glæde, Hærfører," sagde han denne gang, inden han atter satte glasset fra sig. Det var nu halvfuld. "Hvad bringer en hærfører af Deres kaliber til et sted som dette?" spurgte han denne gang. Det var meget udkants, af hvad man kunne forvente. Det gjorde Lucas nysgerrig. Var der noget på færde, som man monstro skulle være opmærksom på?