I'm all alone... eh.. what?

[Lionell Marvalo]

Irina Lucille Marvalo

---

Det hele var gået helt som man kunne forvente det. Eller.. næsten om ikke andet. Kimeya havde netop indtaget pladsen som konge af Imandra, og havde indledt en hel søgen, for at finde resten af Acheron-familien, da disse ikke havde været på slottet under angrebet.
Mens dette gik for sig, var der ikke megen glæde, at spore i den gamle familie. Lionell selv, havde svært ved at acceptere, at Irina ikke længere var blandt dem. Han havde været ved hende til det sidste, og han fortrød det ikke et eneste sekund. At flasken så derfra havde været hans bedsteven - og nok eneste, var jo så en anden sag. En sag, som han nu bare var nødt til at acceptere i den forstand, at det var ham muligt.

Flammerne i pejsen gnistret og dansede lystigt på denne ekstremt sene sommeraften. Solen var dog for længst væk, og det var kulsort udenfor. Ikke at det var noget, som gjorde ham det mindste. Det rørte ham ikke. Soveværelset stod nærmest som forladt - foruden, at Irina ikke lå i sengen, som i sig selv var blevet redt op med nyt sengetøj. End ikke lysten til at være blandt andre kvinder havde som sådan været ved ham. Han havde forsøgt en gang eller to, men når der ikke var nogen som reagerede på hjemmefronten, så var det jo heller ikke det samme. Han hadede det jo!
Kort rystede han på hovedet. Ikke græd han.. Han havde nok sin egen ganske særlige måde at reagere på, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han hævede igen flasken op til munden.. Kun for at finde ud af, at den allerede var tom. "Forbandede.." mumlede han for sig selv, inden han sænkede armen nedover armlænet, og gav slip. Den faldt til gulvet med et 'dunk'.

[Irina Lucille Marvalo]

I alt hemmelighed, havde Irina betragtet sin familie fra skyggerne. Det var bevidst hun havde holdt sig der, kun for at se hvordan de klarede sig uden hende, for de alle havde altid påstået at hendes rolle i dette ikke var vigtig. Nu havde hun set med egne øjne at det ikke forholdt sig sådan. Det hele faldt langsomt fra hinanden, de havde allerede glemt lykken ved deres succes efter at have indtaget Imandra og det gjorde hende både vred og skuffet. De skyldte hende alle mere end det!
I hjørnet af stuen, i skyggen stod hun og betragtede ryglænet i stolen hvor Lionell sad. Aldrig om hun ville indrømme det, men selv i døden var hun i stand til at føle en vis form for længsel til en mand som hun ellers havde gjort sig umage med at hade. Af udseende lignede hun sig selv, ud over at hun var så bleg at hun nærmest var gennemsigtig og hun svævede et par centimeter over jorden.

De flasken rullede ned på gulvet svævede hun lydløst ud fra sit skjul og stoppede op bag hans stol hvor han ikke var i stand til at se hende. Fint klædt i det tøj hun var gået bort i og med et hul gennem maven der ikke længere var blodigt eftersom hun var død, og hun bemærkede sig heller ikke af det. "Det lod til at dit lager slap op kære. Det var på tide," sagde hun tonløst. Naturligvis skulle hun hakke på ham, det var hendes job som hans hustru.. eller tidligere hustru den titel var faldet fra med døden, dog kunne man stadig ane ringen på hendes blege, døde finger. "Betyder det at du endelig mander dig op?" spurgte hun videre, uden at bryde sig om hvor stort et chock det måtte være for ham.

[Lionell Marvalo]

Døden havde nu skilt dem for alvor. Det som de begge to havde truet hinanden med, men aldrig gjort noget alvor ud af. Nu havde naturen valgt at gribe ind i stedet for. Lionell var nok mere påvirket af det, end hvad han nok lige havde troet, at han ville være, men for fanden.. Hvad skulle han da gøre ved det nu? Hans lager af alkohol, var tømt stort set. Det var skræmmende hvor meget, han havde fået indtaget igennem den sidste tid.
Irina var ikke omkring. Det var lidt den tanke som han efterhånden havde accepteret, uanset hvor hårdt det end måtte være for ham. Han rystede kort på hovedet. Stemmen som dog lød, fik det til at gyse. Nakkehårene rejste sig. Han kunne næsten sværge, at han.. Nej.. Det kunne ikke være hende.

Lionell valgte denne gang at rejse sig. "Nej..." Han tav igen og rystede på hovedet. Det var jo fuldkommen latterligt det her. Det kunne ikke være rigtigt, at han hørt hendes stemme, og det kunne da slet ikke passe! Han så sig om.. Nej.. flasken var tom. Skulle han hente en ny, og tage pladsen i den lænestol, som efterhånden, var ved at blive det, som han brugte sin tid på. Kimeya forsøgte jo at klare tingene på egen hånd. Bevidst valgte han ikke at kigge bag sig - hvor lyden af hendes stemme var kommet fra, da han et sted.. var bange for, hvilket syn, der ville møde ham? Hun var jo død.. Han havde været med til at gravlægge hende. Hun burde slet ikke være der! "Og nu begynder jeg også at høre dig.. Selv i døden, kan du ikke undvære mig.." Han rystede på hovedet igen. Havde han fået så meget at drikke?

[Irina Lucille Marvalo]

Så mange gange havde Lionell truet med at tage hendes liv, men han havde aldrig faktisk taget hånd om truslen og faktisk gjort det. I stedet var hun gledet væk for en tilfældig soldats hånd, som om det ikke var ydmygende nok i sig selv, dog var hun også gledet ved i sin mands arme, en død som de fleste kvinder kun kunne drømme om. Der var nu også en vis fredsommelighed over det, måtte hun indrømme, ikke at skulle tage stilling til og holde enden oppe på hele familien, som alligevel langsomt men sikkert faldt fra hinanden. Lionell gjorde heller ikke meget for sagen, han sad og drak deres formue op, mens de havde et helt land at opbygge og et samfund af strukturere. Det var pinligt at se på!
Hendes mørke øjne var ligeså strenge og følelsesforladte som de altid havde været. "Åh jo. Hvis du troede at du ville blive fri for mig så let, så er du dummere end du ser ud," svarede hun lidt kortfattet. Han turde ikke vende sig om at se på hende.. var det underligt at den tanke frydede hende lidt?

Endelig svævede hun op foran hans stod så hun stod mellem ham og pejsen, hvis flammer kastede et lys gennem hendes lidt gennemsigtige skikkelse. Den vakte hende ingen varme desværre. "Jeg kan ikke undvære dig? Hele familien falder tilsyneladende fra hinandens mens du sidder her og vælter i egen selvmedlidenhed og alkohol," man kunne høre på hende at hun var utilfreds, måske ligefrem skuffet. På hendes dødsleje havde han skænket hende løfter, men til nu så hun ingen af dem overholdt. De var bundet til hinanden gennem den ring hun stadig havde på fingeren og han ville ikke slippe af med hende.

[Lionell Marvalo]

Det havde været hårdere for Lionell at undvære hende, end hvad han lige havde regnet med. En ting, var at han havde lullet hende ind i døden i hans arme - hvilket i forvejen havde været noget af det mest mærkelige, som han nogensinde havde været ude for. Han trak vejret dybt. Han kunne høre hende. Nej.. det kunne ikke være rigtigt, at hun var der. Han rystede kort på hovedet, hvor smilet slet ikke var til at tage fejl af. "Og selvfølgelig skal du plage mig, selv i døden," sagde han denne gang. Han strøg hænderne over sine kinder. De kogte nærmest. Det var effekten af alkohol. Og ja, han havde måske drukket en del.. Rigtig meget i forhold til, hvad han gjorde normalt.

Irina svævede op foran ham, hvor han denne gang stod ansigt til ansigt med hende. Det var.. underligt. Virkelig, virkelig underligt. Han så direkte igennem hende. Hun var der, og så alligevel ikke. En tanke, som rent faktisk generede ham, og endda også forbandet meget, hvis han skulle være helt ærlig. "Kimeya ser ud til at klare det ganske udmærket. Han har klaret sit liv frem til nu." Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, inden han så væk. Det var underligt det her.. Han vidste ikke hvordan han skulle handle og reagere for det her, og det kunne han uden tvivl godt mærke, og særligt, som det var lige nu. "Forsvind." vrissede han denne gang, inden han vendte blikket bort fra hende. Det var.. hårdt nok, at se på hende i det hele taget.

[Irina Lucille Marvalo]

Hvor meget han nok end ville ønske det, så var det ikke indbildning. Hvile havde hun ikke fundet, hvilket heller ikke kunne overraske nogle, hun havde forladt denne her verden med et hav af ufuldendte projekter, desuden havde hun også forladt sin familie, en familie som hun nu havde opdaget, ikke kunne stå på egne ben. Havde det ikke været for hendes humørforladte væsen, så ville hans kommentar have fået hende til at smile, desværre gav døden ikke meget anledning til præcis det. "Jeg har viet mit liv til at plage dig, Lionell, end ikke døden stopper mig," sagde hun og samlede hænderne foran sig. Han ville ikke kunne røre hende, ligesom hun intet kunne røre ud over sig selv vel og mærke. Hendes blik var mørkt og overraskende myndigt, som skulle de til at diskutere politik. De fleste andre ægtefæller ville i stedet have udnyttet den sparsomme tid til at udfri lidt af deres længsel.

Hendes slanke, mørke øjenbryn skød i vejret. "Klare den ganske udmærket? Den mand foretager nogle elendige valg her i livet, Lionell, det er nu dit ansvar at holde ham på den rette sti og hjælpe ham med at bygge det her sted op. Du er et sølle væsen, men din magi er stærk, så udnyt i stedet for at sidde her og drikke dig ihjel," skældte hun. Det var virkelig på tide at han tog sig sammen, ikke tale om at han skulle tilslutte sig hende i døden. Han kunne ikke engang se på hende nu? "Tving mig," opfordrede hun køligt. Nu var han i en position hvor han ikke kunne holde hende ude, og kors hvor hun dog nød det, også selvom det gjorde en kende ondt at han ikke ville have hende der.

[Lionell Marvalo]

Hvis det ikke var fordi at Lionell var så stangbakardi, som han var i øjeblikket, havde han nok reageret på en lidt anden måde, end hvad han havde gjort hidtil. Dog måtte han jo sande, at han faktisk slet ikke ønskede, at se hende på den måde. Her kunne han for pokker ikke røre ved hende. Og hvis hun kun var ude på at plage ham med hendes endeløse tilværelse, så kunne hun lige så godt stoppe! "Min evige forbandelse.." Denne gang vendte han sig mod hende.. Kun for at se direkte ind i et spøgelse. Han kunne høre hende, og han kunne se hendes gennemsigtige skikkelse. Det var bestemt ikke sådan her, at han havde forventet, at det skulle være. Var det underligt, at det gjorde ham.. ked af det? For det gjorde det.

Kimeya var en voksen mand, som burde tage sine egne valg. Nu havde han heller aldrig været den mest værende omkring Kimeya og hans opdragelse, hvor det derimod altid havde været Irinas bord. Og nu var hun der jo trods alt heller ikke. Var det underligt, at han havde svært ved at finde ud af det hele? "Den knægt gør sig sine egne erfaringer, hvilket også er fint!" Hans blik hvilede stift på hende. Det kunne ikke passe, at hun var der.. Hun burde slet ikke være der, og det var også lidt det, som han bed sig fast i, i den anden ende. Han rystede på hovedet.
"Du er død, Irina.. Smut tilbage i graven, hvor du kommer fra..!" vrissede han denne gang med en mere sammenbidt stemme, end hvad han tidligere havde gjort brug af. Det gjorde ondt.. Og det som gjorde ondt, skubbede man fra sig. Han var intet undtag. Hans blik faldt til flasken igen.. Så fristende, bare at hente en ny at sove på.

[Irina Lucille Marvalo]

Ironisk som karma altid vendte tilbage og bed en hårdt i enden. Her havde han gået og truet med at tage hendes liv hvis ikke hun makkede ret, og nu kunne han ikke længere give hende ordre, nej hun havde tænkt sig at bruge sine plagerier, som en gyldig undskyldning til at være omkring ham, kun så han ikke ville bemærke den grundlæggende årsag, nemlig at hun rent faktisk længtes efter sin egen mand, den samme mand som hun havde hadet mere eller mindre siden før de lod dem vie.
"Jeg havde aldrig troet det ville være så... morsom at hjemsøge nogen," sagde hun lidt tænksom mens et lidt drømmende smil langsomt tog form på hendes læber, og blev kynisk da hun igen vendte lidt tilbage til de omkringliggende omgivelser. Der var mange ting hun ikke havde færdiggjort, mange bekymringer som lå hende på sinde og forhindrede hende i at finde den evige hvile, som ellers skulle være så befriende.

Opdragelsen af hans sønner havde altid hvilet på hende. Det var endnu en af de ting som Irina aldrig havde været i stand til at tilgive ham for, og end ikke nu kunne han tage ansvar for hvad han selv havde sat til verden. Hun himlede med øjnene. "Fint? Siden hvor lidt har sat så lille ære i vores navn Lionell? Siden hvornår er Marvalo blevet så lidt værd at du er villig til at lade det falde i hænderne på varylske horeunger, magthungrende warlocks født uden et eneste leder-gen og en grund der ikke består i andet end henfadende ruiner?" spurgte hun direkte vredt. Nej hun havde ikke knoklet i så mange år så han kunne ødelægge det hele! Som svar på hans ord, svævede hun direkte igennem hans skikkelse og stolen han var placeret i, og følte kort et lille sus i maven. "Jeg følger ikke længere dine ordre Lionell," sagde hun med udpræget foragt.

[Lionell Marvalo]

Karmaen havde ramt Lionell som en hammer mod ansigtet, og han hadede det. Under normale omstændigheder, havde han faktisk regnet med, at det ikke ville være så slemt.. Men at se hende døende der i sengen, og se hende glide bort, mens han lå der med hende, havde faktisk været hårdere end antaget. Død havde han set et hav af gange. Det var jo nærmest gået hen og blevet naturligt og en del af hans hverdag. Men når det kom til hans hustru? Nej.. så havde det været noget ganske andet. "Så find en anden.." Han var endnu stangbakardi.. Derfor havde han ikke reageret mere voldsomt, end hvad han gjorde nu, og et sted, var det også omstændigheder, som han havde det mere end fint med, hvis han endelig skulle sige det.

Kimeya var en voksen mand, og burde tage hånd om sit eget liv, i stedet for dette. Selvom det ikke lige var så nemt, som han havde forventet. At tage sig af børnene, havde været Irinas bord. Ikke bare med drengene, men også med Cressida. Monstro at det var ved at være på høje tid, at tage lidt hånd om hende? Det havde han jo lovet. Det kunne vente til i morgen.
Det var en isende fornemmelse, som skød igennem Lionell, da Irina bare svævede lige igennem ham. Hun var der, og så alligevel ikke. Hvilket uden tvivl var en voldsomt frustrerende tanke! Han rejste sig denne gang, så voldsomt, at han næsten var ved at falde. "Du har aldrig fulgt mine ordre, Irina!" endte han denne gang med en fast tone. "Kimeya er en voksen mand. Han har Blair nu. Hvad fanden er dit problem?! Han vendte sig mod hende denne gang. Smerten måtte han bide i sig. Den som hans alkohol endnu ikke havde taget fra ham, om ikke andet. Han vaklede en smule, og rystede på hovedet. "Forsvind."

[Irina Lucille Marvalo]

Længe havde han ønsket hende død, det var lidt en fryd at det nu var sket og han faldt fra hinanden dag for dag, hun var væk. Det ville have været naivt af hende at tro han ville være lettet eller glad for at se hende, så den tro havde hun ikke taget på sine skuldre, trods et lille ønske i hende alligevel blev mast til støv. "Hvem ville være bedre end manden der gjorde mit liv til et helvede i så mange år?" spurgte hun glat og trommede et par fingerspidser hen over sin hage med et lidt tænksom blik. Hovedårsagen til at hun var her, var at hun længtes efter ham, og havde ønsket at se om han et eller andet sted gjorde det samme, men der var intet tegn på det ikke i hendes øjne i hvert fald.

Irina kneb sine mørke øjne sammen og stirrede længe efter ham. Hans temperament var eksplosivt, det havde det altid været, forskellen var bare at denne her gang kunne han ikke lægge finger på hende. "Fordi jeg i mange tilfælde ved bedre. Du ønskede dig en underdanig kvinde Lionell, det er nu du har chancen for at finde hende," pointerede hun lidt triumferende. Nej det sidste hun ønskede var at han fandt en anden kvinde der kunne tage hendes plads og være det for ham som han reelt ville have "Du er mit problem! Se dig! Du kan end ikke stå på dine egne ben og rygter går at du skulle være en af tidens største warlocks. Hvorhenne?! Hvor er den store warlock jeg blev viet til?! Hvor er den warlock jeg har kæmpet for at bevarer?! Du skylder mig det Lionell, du skylder mig den stolthed og den ære!" råbte hun vredt og svævede igen tæt på ham, men denne gang trods alt ikke igennem. Nej hun nægtede at forsvinde før han tog sig sammen og tog ansvaret!

[Lionell Marvalo]

Lionell savnede sin hustru.. Det gjorde han, og det var et savn og en længsel, som han ikke helt kunne finde ud af. Det var faktisk ganske frustrerende, at det foregik på den måde. Hans blik faldt denne gang til hendes skikkelse.. gennemsigtig. Hun var der ikke.. Og så alligevel. Det var underligt! "Et helvede.. Jeg gjorde dit liv til et helvede?" spurgte han denne gang. Et sted, var det en tanke, som gjorde ham vred at tænke på. Det havde været lige så meget omvendt! "Så du er her kun for at plage mig? Selv i døden? Så du er stadig ikke træt af, at kigge på mig?" Tanken frydede ham lidt. Hvorfor skulle hun ellers have taget turen forbi her?

Det ville være så nemt, at søge ud og finde en ny, og han vidste, at han bare kunne gøre det, men det ændrede bare ikke på det faktum, at han.. ikke havde lyst til det. "Det er netop ,hvad jeg har tænkt mig at gøre," vrissede han denne gang med en mere sammenbidt stemme end tidligere.
At hun så skulle begynde at råbe af ham, var ikke nogen nyhed, men denne gang reagerede han nok mere voldsomt, end hvad han ville have gjort ellers. På magisk vis, fik han bragt flasken med sprut op i sin hånd, hvor han lukkede sine stærke fingre om den. Han vendte blikket vredt mod hende. Dette fandt han sig ikke i! "Forsvind af mit åsyn, Irina.. Du er død... Du burde slet ikke være her," advarede han denne gang. Han hævede armen, hvor han smed flasken direkte igennem hende, og ind i den brændende pejs. Han havde fået nok!

[Irina Lucille Marvalo]

Deres forhold var kompliceret selvom de i mange andres øjne var enkelt. De hadede hinanden som de fleste andre med arrangerede ægteskaber, de lærte dog at leve med hinanden, acceptere hinanden på et eller andet plan, så langt var de aldrig kommet i processen. Irina kneb blikket sammen. Hun kunne stadig slå ihjel alene med det blik. Hun lagde armene over brystet og nikkede ufortrødent. "Det er lige præcis hvad du gjorde Lionell. Tro mig døden er paradis ved siden af!" vrissede hun. Det var ikke sandt, hun hadede at være død, hadede intet at kunne føle, ikke at kunne røre eller vise sig for hvem som helst.
"Jeg har været træt af at glo på dit fulde fjæs i årtusinder skat, desværre er det åbenbart min tragiske skæbne," svarede hun og himlede med øjnene. Igen var det er slag at han ikke bare kunne indrømme at han manglede hende, eller nok nærmere at det var en bekræftelse på at han ikke gjorde, når hun faktisk følte en form for længsel efter ham.

Bevidst holdt hun hovedet hævet og sit intense blik på hans skikkelse, men uden egentlig at se på ham. Der var kun tomhed malet i dem, om ikke andet til det for et kort øjeblik føltes som om at luften blev taget ud af hende og lyden af glas der splintredes gav en klirrende lyd. Hun så op på ham. "Men det er jeg og uanset hvor meget du ønsker dig anderledes, så vil jeg være her indtil du mander dig op og tager ansvar for familien," pointerede hun. Meget vel hvis han virkelig ville have fred for hende. Uden så meget som yderligere ord svævede hun direkte gennem stuens væg og ind på de øvrige værelser. Så skulle han da blive fri!

//Out

[Lionell Marvalo]

Livet havde været et helvede for dem begge to, og nu sad de så her. Eller.. han sad der. Hun var fanget et sted, hvor han ikke kunne røre ved hende.. han kunne ikke gøre noget med hende, og det var faktisk en tanke, som rent faktisk generede ham frygtelig meget! "Hvad fanden laver du så her?" vrissede han denne gang med en fast tone. Normalt var han en langt mere rolig mand, end hvad han viste i øjeblikket, og det var noget, som hun kun havde sig selv at takke for. Hvis der var nogen, som vækkede det i ham, så var det da godt nok hende! Det generede ham virkelig!
Han var fuld ja.. Og nok mere, end hvad han normalt var. Han brugte dagene på at drikke, men af grunde, som hun slet ikke skulle vide. Det var hans lille hemmelighed. Han trak vejret dybt. "Ja, hvilken grusom skæbne, ikke sandt?" endte han denne gang, som han igen vendte blikket mod hende. Han kunne slet ikke håndtere, at han kunne stirre direkte igennem hende. Det var forkert. Hun burde være der, hvis hun endelig skulle være der.

I afmagt, smed Lionell flasken fra sig. At hun tog tegnet, glædede ham. Hun.. lystrede rent faktisk. Han rystede på hovedet. "Og bliv væk.." Ord, som han havde fortrudt allerede i det øjeblik, at han havde sagt dem, men nu havde han.. Han ønskede jo ikke at se hende på den måde. Hun forsvandt igennem væggen, hvor han søgte ud af døren. En sidste flaske, og så gik han i seng.. Hans måde at håndtere det på, var måske forkert, men det var den måde han havde.

//Out