Piece by piece.. I will kill you..

[Nathaniel Diamaqima]

Amaya Melini Diamaqima

---

Nathaniel befandt sig endnu en gang i de dybe kældre i Castle of Darkness. Ligesom de resterende steder han havde opholdt sig, skulle han have et eliksirkammer, som han kunne låse af, når han ikke var til stede, og låse op, når han skulle bruge det, og det var det, som var hensigten med alt dette.
Dette var en fryd uden lige. Gabriel blev kun mere og mere syg, som tiden måtte gå, og han ville ikke blive bedre. Nathaniel tillod ham nemlig ikke at blive bedre. Han skulle dø af det her, og gerne inden, at nogen andre fandt ud af, hvad det var han havde gang i. Gabriel lå i øjeblikket i sengen og sov.. Han sov mere og mere, og det var jo trods alt også meningen, at det slet ikke var noget, som skulle have lov til at vække ham, når alt det her, var overstået. Det var hans umiddelbare mål ved dette, og det var lidt det, som han stod fast på i den anden ende.

I øjeblikket stod han med en bog foran sig. Denne lå på bordet, og ved siden af den, stod alverdens eliksirer, flasker og alt mulig andet. Der var røg af miksturen, som han havde blandet i, hvad der mest af alt, mindede om en kedel. Han var så dybt koncentreret om sit arbejde, at det også var det eneste, som han denne gang, var opmærksom på. "Du skal der.. og du skal der.." Han byttede omhyggeligt om på visse af flaskerne, inden han denne gang med største forsigtighed, begyndte at blande dem i den lille kedel. Alt skulle ske ordentligt.. Gabriel skulle heller ikke dø alt for hurtigt, og særligt hvis an kunne undgå det.. Det skulle jo stadig se ud som en sygdom havde taget ham.. Og ikke alt mulig andet.

[Amaya Melini Diamaqima]

Aftenen var faldet på og endnu en gang var Amaya søgt til Castle of Darkness. Hun ville endnu en gang se sin far. Hun savnede ham jo. Efter hun havde lukket Elijah ud og derved mistet sit lejetøj så var hun begyndt at kede sig. Hun sukkede kort som hun trådte ind af døren til slottet. Mon hun ville blive taget ved som hun var blevet sidst? Hun var næsten spændt men dog så var hendes tilstedeværelse mere velkommen. En vagt kom hende i møde. Hun bad om at blive ført til sin far og vagten bad hende komme med sig for at finde nogen som vidste hvor Nathaniel var.

Hun havde fået afvide at hendes far var i kælderen og at han ikke ville forstyrres. Hun var dog ligeglad. Hun var ikke i tvivl om at han var i gang med noget spændende dernede og det ville hun ned og have fingrene i. Hun blev ført til kælderen men dog efterlod vagten hende der for sig selv. Han skulle ikke nyde noget af at forstyrre. Med rolige skridt søgte hun ned. Der gik ikke længe før hendes næse fik færten af hendes far. Hendes sanser slog aldrig fejl. Hun søgte hurtigt mod lugten der endte med at blive blandet sammen af noget fælt. Var det noget han var ved at brygge? Hun nåede til værelset hvor hendes far befandt sig og hun stilte sig i døren. Hovedet titlede let på sned som hun betragede manden. Han var meget optaget. Hun rynkede en smule på næsen som hendes blik faldt på kedlen. "Hvad laver du?" lød hendes blide stemme ud i rummet. Hun var tydeligt nysgerrig.

[Nathaniel Diamaqima]

Selvfølgelig ønskede Nathaniel ikke at blive forstyrret, nu hvor han stod i denne situation. Han skulle sikre sig, at der ikke var de tydelige spor efter alkymi, hvad angik hans gøren med Gabriel. Den mand skulle dø.. Han skulle langt væk fra hans datter, som det var ham overhovedet muligt at få ham.
Stemmen som lød, ikke langt fra ham, genkendte han denne gang. Med andre ord, havde hun rent faktisk fået lov til at indtage slottet denne gang? Et kort smil passerede hans læber. Hvad han lavede, vidste han var forbudt, men han var nødt til det. I hans øjne, var det her en nødvendighed. "Det er ikke en sag, som jeg ønsker, at du skal blande dig i, Amaya." Bogen tog han om, kun for at lukke den. Han var nødt til at sikre sig, at hun ikke vidste, hvad han havde gang i. Han forventede nemlig ikke, at hun - i alkymiens øjemed, kunne placere disse mange flasker, flakoner og andet på bordet, til en særlig drik, som var livsfarlig for den, som måtte indtage den. Det var jo det, som han havde gang i nu.
Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han måtte jo forsøge at lade som ingenting. "Hvad laver du her?" spurgte han denne gang, mest også for at lede det lidt på afstand, og væk fra sig. Mest også for sin egen skyld. Det her var bare ikke en sag, som han ønskede sig, at hans yngste datter, skulle blande sig i.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya havde fået lov til at betræde slottet denne gang. De havde ikke holdt hende tilbage denne gang og det var da i det mindste noget. Nu havde hun så valgt at indtræde kælderen i søgen på hendes var som hun havde fundet i gang med at lave alkymi. Blikket gled rundt på omgivelserne som han lukkede bogen. Der var mange ting her så hvad han helt bestemt lavede vidste hun ikke. Dog kunne hun ikke lade være med at tro at det måske var noget som han ikke ville vise for meget frem. han virkede hemmelighedsfuld på en måde, dog uden at hun skulle lægge for meget mærke til det. Hovedet faldt hovedet på den anden led som hun blot studerede ham.
At hun ikke skulle blande sig gjorde hende om muligt kun mere nysgerrig, det burde han da vide. At han så prøvede at aflede hendes opmærksomhed ved at spørge ved hun lavede der virkede ikke. Hun var en ihærdig pige og hans kontor .... lignede nogen havde smidt en bombe herinde. Der forstyrrede hendes blik og gav hende lyst til at pille. "Skal jeg have en grund til at komme og se min far?" spurgte hun roligt som hun valgte at træde ind i værelset. Blikket gled fra hendes far til kedlen bag ham. hun rynkede endnu en gang på næsten og lugtede til det. Det lugtede, måske ikke så meget en lugt som bare det lugtede farligt på en eller anden måde. Hun rynkede brynene og stoppede op med armene over kors. "Hvad er det?" spurgte hun ret så ligeud. Hun var ikke en som lagde fingre imellem.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var i forvejen ikke meget for tanken om at Amaya skulle blande sig. Han vidste, at det som han havde gang i, i forvejen var forkert, men det var derimod ting og omstændigheder, som han måtte leve med. Han kunne bare ikke gøre særlig meget ved det, og særligt, som det var lige nu. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Det handlede om at lade som ingenting, og særligt, som det var lige i øjeblikket. Det var jo ikke ligefrem ting, som kom ud af ingenting.
"Nej.. Naturligvis ikke. Jeg synes bare, jeg bad om ikke at blive forstyrret.." Det her var en vigtig ting, som bare ikke skulle have lov til at blive ødelagt. Og Amayas nysgerrighed vidste han nemlig godt, kunne komme i vejen for det ønske, som han nu skulle have omkring det her. Ikke at det var en tanke, som faldt i hans gode jord, og det var lidt det, som han reagerede på.
Derfor lukkede Nathaniel også bogen. Mest også for sin egen skyld, som det var for hendes. "Det er ikke noget, som jeg ønsker at du skal blande dig i. Jeg eksperimenterer.- Nu hvor jeg atter har muligheden for at gøre det." Tildels sandt, men også tildels en løgn, uden at han kunne gøre særlig meget ved det. "Bare lad den ligge, Amaya. Det er ikke noget særligt," sagde han denne gang. Han ville bare ikke have, at hun skulle snage i det!

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya kendte sin far ret godt og kunne tydeligt mærke at dette var noget som han prøvede at holde hende fra. Dog var den måde han gjorde det på anderledes. Normalt brugte han ordene som "Jeg forbyder dig" men ikke denne gang. Han bad hende blot om at holde sig væk. Det bragte hendes nysgerrighed helt op og ringe på alle tangenterne. Blikket gled over på kedlen som var bag ham. Der var noget i gære og noget som hun slet ikke kunne lide det mindste. Blikket gled tilbage til ham som et lille smil meldte sig på hans læber. Han havde gang i noget han ikke burde. Det var tydeligt at se.
Hun trak på skuldrene ved hans kommentar. "Hvornår har jeg sidst tager højde for det? Vagterne påpegede det for mig men jeg gik ud fra at du ikke ville have noget imod at se din datter taget i betragtning af at det efterhånden er lang tid siden. Tog jeg fejl?" spurgte hun og lod armene glide over kors. Ikke at hun regnede med at han ville sige ja og bede hende om at gå men hun spurgte alligevel. Hvis det nu var sådan han havde det så ville hun nok forføje sig, når hun altså var færdig. Han lukkede bogen hvilket også fangede hendes opmærksomhed. Hun ville meget gerne se hvad der var i den. Det kunne hun ikke benægte selvom hun var ret sikker på at han på ingen måde havde tænkt sig at vise hende den.
Ved hans ord rynkede hun brynene en smule og trådte forbi ham og helt hen til kedlen og tingene bag på bordet. Hun tog et par ingredienser op og kiggede på dem. Hun kendte dem alle men hvad de blandede vidste hun ikke. Hendes Idetiske hukommelse fejlede på det punkt. Hun stod lidt og kiggede på en væske i en lille glasflaske. "Jeg hørte rygter, mens jeg trissede rundt med vagterne ovenpå, at Gabriel er blevet syg. Gabriel er Silia's mand ikke, burde du ikke arbejde på at helbrede ham i stedet for at eksperimentere?" spurgte hun tænkende og var helt fascineret af flasken i hendes hånd.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede på ingen måder, at dette var noget som Amaya skulle vide eller kende til, og det var også det, som han stod fuldkommen fast ved i den anden ende. Nu hvor det var sagt, så var der ikke særlig meget at gøre ved det. Han lod bogen derfor glide i. Hun var ikke gammel nok til at fange den forbindelse i det, som han lavede.. Men dertil vidste han, at hun var kvik, og det var lidt det, som han var bange for. Han var oprigtigt bange for, at hun ville finde ud af den på et eller andet tidspunkt.
Ikke havde Nathaniel noget imod, at skulle se sin datter. Overhovedet ikke. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Jeg har nu intet imod, at skulle se min egen datter. Jeg er glad for at du kigger forbi, men som alle andre, ønsker jeg at mine ønsker bliver respekteret," sagde han denne gang. Det var vigtigt, at han ikke blev forstyrret i dette. Det var vigtige eksperimenter - i hvert fald i forhold til, hvad han ønskede at opnå ved det, og det var det ,som han lidt var påvirket af.
Amaya var så pokkers nysgerrig. Det var meget lidt, som han kunne gøre ved det, og det erkendte han også gerne. Han bed tænderne svagt sammen. "Jeg ved godt, at Gabriel er dårlig. Jeg tilser ham dagligt," forsikrede han denne gang. At lyve for sine egne familiemedlemmer, kunne han ikke. Og det vidste han godt, at han ikke kunne. Der ville intet godt komme ud af det i hvert fald.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya vidste at hendes nysgerrighed på ingen måder var velkommen men dog kunne hun ikke lade være. Hun kendte ikke sammenblandingen af disse ingredienser men hun vidste at de ville stå i den bog som han stod med i hånden. Hun havde lyst til at kigge i den men vidste at det ville blive alt for svært for hende bare at gribe den. Blikket gled til hans skikkelse. Han holdt noget hemmeligt her hvilket kun gjorde at hun ønskede at vide det mere.
Hun sendte ham et lille undskyldende smil og trak på skuldrende. "Dine vagter var for bange til at søge herned og jeg kan ikke bare blive ubestemt. jeg kunne også bare være blevet væk hvis det er så vigtigt det du laver her?" pointerede hun roligt og lod armene glide over kors. De brune øjne hvilede roligt på hendes far. Hun ønskede at respektere hans ønsker men ej så ville hun gå glip af en mulighed for at se ham når hun var i området. Dertil kunne hun ikke blive for længe. Hun var trods alt nød til at søge afsted før solen ville begynde at lyse på den næste dag. "Jeg ønsker ikke at miste det forhold vi har, jeg vil ikke ende med at miste dig som Silia gjorde det. Derfor kommer jeg forbi og derfor presser jeg mig på. Hvis det ikke er iorden så må du hellere sige det, så skal jeg nok tage min afstand." Ingen sure miner eller noget som helst. Det var bare den måde hun så tingene på. Hun var en meget ligefrem pige.
Hun bed hurtigt mærke til hvor anstrengt han egenetlig da snakken faldt på Gabriel. Hun satte roligt flasken fra sig igen og vendte blikket mod hendes far. Der forgik noget og det pirrede hendes nysgerrighed umådeligt! "Hvad gør du for at hjælpe ham? Jeg kender selv en del til den healende del af alkymien, jeg er blevet ret god til at hele sår. Både magiske og fysiske" sagde hun roligt og sendte ham et lille smil. Han ønskede at henlede opmærksomheden på noget andet. Hun ville lade ham, for en stund mens hun tænkte over hvordan hun kunne få af vide hvad hun gerne ville vide.

[Nathaniel Diamaqima]

Amaya var så nysgerrighed, at hun ville ende med at regne den ud, og det var slet ikke noget som Nathaniel ønskede. Heller ikke for sin egen skyld. Det var ikke noget, som ville gavne nogen af dem, og særligt ikke, som det var her. Han ville ikke just sige, at hendes tilstedeværelse var uønsket, for det var den ikke. Det var bare lige her, at den ikke ligefrem var det, som han ønskede at komme for tæt på. "Tag ikke fejl, Amaya.. Du er ikke uønsket af mig personligt, men der er stadig ting og sager, som jeg ikke ønsker, at du skal blande dig i." Det her var jo så en af de ting.. Om hun så ville lytte, var jo så en anden side af sagen.
Med største sandsynlighed, ville dette ende med at koste ham forholdet til Silia. Det var derfor, at han havde valgt den metode, som han nu gjorde brug af, mest i et forsøg på at bevare det. Et sted håbede han vel, at hun var dum i den forstand? At hun ikke ville finde ud af, hvad han egentlig havde gang i?
Det var jo ikke fordi at Nathaniel gjorde noget som helst, for at hjælpe Gabriel. Tvært imod, gjorde han, hvad han kunne, for at gøre det værre. "Jeg forsøger at hjælpe ham i den forstand, at han kan komme igennem dagen, uden for meget træthed. Mange af disse flasker hernede, har være til hjælp på den front." Her løj han dog ikke. Overfor familiemedlemmer, kunne han slet ikke få sig selv til at gøre det. Særligt fordi at han var krop elendig til det.

[Amaya Melini Diamaqima]

En eller anden dag så ville Amaya's nysgerrighed komme til at koste hende noget så grusomt men indtil da så gjorde hun alt hvad hun kunne for at opfange ny viden. Det rev og sled i hende efter at lære nye ting og derfor var hun om muligt mere nysgerrig når hun var omkring sin far. Hun vidste at der stadig var mange ting som hun kunne lære blot ved at observere ham. Hun var ikke uønsket men han ønskede ikke at hun skulle blande sig. Hun kunne ikke lade være med at ytre et lille grin ved hans ord. "Så kan du se hvordan jeg har det når du blander dig i mine eksperimenter som du gør så ofte, kæreste far" sagde hun med en drillende stemme og lod hovedet søge let på sned.
At det egentlig var ham som gjorde dette ved Gabriel var slet ikke en tanke som var faldet Amaya ind på noget tidspunkt. Alt hun vidste var at hendes far holdt noget skjult, at denne bryg som han var ved at lave lugtede farligt og at han burde bruge mere tid sammen med Gabriel i stedet for at være hernede. Blikket gled kort tilbage mod kedlen ved hans ord. De lød ... mærkelige? Som om han ville have det til at lyde som om han gjorde mere end hvad han egentlig gjorde. Hun vendte blikket tilbage mod ham og stirrede et kort øjeblik på ham med et forundret udtryk. "Er det alt du har gjort indtil nu? Du er en af de bedste nulevende alkymister og du har ikke gjorde mere?" spurgte hun tydeligt forundret. Det kom helt bag på hende fordi hun vidste at hendes far var bedre end som så.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var vel ikke underligt, at han ikke ønskede at hun blandede sig, når han nu selv vidste, hvad han havde gang i. Det var sådan at han havde det. Det kunne ødelægge det hele, og det var oprigtigt det sidste, som han ønskede lige i øjeblikket. Hans blik faldt derfor hurtigt til hendes blik igen. Ja, han blandede sig i hendes.. Hun var hans datter, og han ønskede ikke at hun skulle lege med kræfter, som hun slet ikke kunne styre eller kontrollere. Det var sådan at han havde det med de omstændigheder, så det var ene og alene for hendes egen skyld. "Kun fordi du ikke drager nytte af den viden og erfaring, som jeg har gjort mig med de selv samme problematikker.. Der blander jeg mig.. Jeg ved hvad det gør," kommenterede han denne gang. Det var jo heller ikke fordi at han slog foden i ved alt hun foretog sig. Han ønskede bare ikke at hun skulle komme noget til. Hun var jo trods alt også hans datter.
Nathaniel vidste at han var dygtig. Det var derfor at han gjorde brug af sine alkymistiske evner, netop til at gøre dette mod Gabriel! Den mand skulle langt væk fra hans datter. Han havde såret hende og gjort hende ondt, og derfor ønskede han dette gjort. Silia gjorde det ikke. I det tilfælde, måtte han jo hjælpe hende en smule på vej i stedet for.
Forsøgte hun nu at give ham dårlig samvittighed? "Jeg gør hvad jeg finder nødvendigt for Gabriel," sagde han oprigtigt. Med dette, mente han ingenting. Det eneste, som han var ude på, var jo kun at gøre ham mere og mere syg.. til døden ville tage ham. Irriterende var det dog, at manden var så skide vedholdende. Han ville jo ikke.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya kunne kun blive bedre ved at prøve sig frem og øve sig. Hun kunne læse nok så mange bøger, se nok så mange andre eksperimentere men ej ville hun lære meget før hun selv stod med fingrene i det. Det vidste hun godt og derfor var hun ikke bange for at lege med ting og sager som han måske mente at hun skulle holde sig langt væk fra. Hun trak på skuldrene ved hans ord. "Og hvordan har du fået alt den viden? Har du blot siddet på en stol og kigget på andre eksperimentere eller bare læst bøger? Vores fag er praktisk. Vi lærer mest ved at gøre" påpegede hun roligt. For hende var det det samme. Helt og aldeles men på det punkt var hun også meget firkantet.
At det var ham der havde bragt Silia's mand ud i denne her tilstand var stadig ikke en tanke som Amaya kunne tænke. Det var slet ikke sådan nogle ting som hun tænkte om sin far på nogen som helst måde. At han så derimod ikke ville have manden i nærheden af hendes søster var heller ikke tanker hun gjorde sig. Sandt at sige havde hun jo aldrig mødt manden og kun mødt hendes søster en gang. Det var ikke et møde som havde gået fantastisk. Hun håbede dog at det kunne blive bedre næste gang. Hun rystede på hovedet af hans lille oprigtige kommentar. Han var så stærk, tænk at han end ikke kunne gøre mere. "Men gør du nok?" spurgte hun direkte. Hvis det var hende der stod i Silia's situation så ville hun da gerne have at hendes far virkelig gjorde alt hvad han kunne for at hjælpe den som hun elskede og lige nu lød det ikke som om han gjorde ret meget.

[Nathaniel Diamaqima]

Alt i alt, var alkymist en farlig race, at være en del af, men af den grund, var det vigtigt, at man ligeledes også lærte af andres erfaringer, og her ønskede han selvfølgelig at hun lærte af ham, og ikke gjorde de fejl, som han havde gjort igennem hans liv. "Det er et farligt erhverv, vi har taget til os. Derfor ønsker jeg, at du skal gøre brug og nytte af de erfaringer, som jeg har gjort mig, i stedet for at begå de selv samme.. Jeg ønsker som sagt ikke, at noget skal ske med dig." Han var en familiekær mand, som ønskede det bedste for sin egen familie - men derimod også kun den. Det var jo så heller ikke ligefrem der, at man kunne sige, at han så Gabriel. Ikke længere i hvert fald.
Nathaniel kunne sagtens gøre langt mere, end hvad han gjorde, men det ændrede bestemt ikke på, at han ikke var interesseret i det. Det handlede udelukkende om at gøre, hvad der nu var nødvendigt i det omfang, at han havde muligheden for det. Men om han gjorde nok? Det gjorde han langt fra, og dette var meningen. Han var nemlig overhovedet ikke interesseret i, at gøre noget som helst, og det ville han nok heller aldrig komme til, hvis han skulle være helt ærlig. "Jeg gør meget.. og jeg gør, hvad jeg finder, er nødvendigt." sagde han denne gang. At lyve for sin familie kunne han nu alligevel ikke få sig selv til. Men at fordreje sandheden bare en smule. Det kunne han nu godt finde ud af.. Det kunne han jo snildt gøre, uden at skulle skænke hende noget, der mindede om løgne.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya sendte ham et næsten overbærende smil. Det var sødt når han var på denne her måde. Hovedet tiltede let på sned og et lille grin undlap hendes læber før hun rystede let på hovedet. "Jeg ved at det er farligt og jeg ved at du ønsker mig det bedste men dog så burde du kende med noget mere end det her. Jeg kan ikke lære af dine fejl, jeg er ikke dig. Jeg er nød til at se det for mine egne øjne og sådan er det bare. Jeg ved godt at du kun ønsker mig sikker men jeg kan ikke være sikker hele livet" sagde hun med et roligt smil. Hun vidste at hendes far bare gerne ville beskytte hende men dog så virkede det bare ikke på den måde. Hun var nød til at gøre det selv ellers så lærte hun det bare ikke.
Amaya følte virkelig ikke at hendes far gjorde nok. Det lød slemt og hun vidste at hendes far var god. Hvorfor stemte han imod? Hovedet faldt let på sned og hun studerede ham en smule. Hans ord var tomme. Det var at sige noget uden at sige noget. Hun kendte sin far bedre end som så og vidste at der var mere i det end bare hvad der lå på overfladen. Dog vidste hun også at hun ikke ville få mere ud af ham. Hun sukkede en gang og kørte en hånd igennem håret. "Hvis du siger det, far" sagde hun blot. Hun endte med at træde helt hen til ham. Armene gled om hans skikkelse og hun gav ham et kram. "Jeg ønsker ikke at forstyrre dig mere. Jeg smutter igen. Jeg er i byen for en stund endnu. Jeg bor på Kroen på hovedgaden så kom og se mig hvis du får tid, okay?" sagde hun med et smil. Hun ville gerne se ham noget mere. Det var der vidst ingen tvivl om.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forstod, at Amaya havde brug for at lære, men det ændrede jo ikke ligefrem på, at hun ikke kunne lære af de fejl og mangler, som han selv havde begået? Der var jo ingen som sagde, at hun burde kaste sig direkte ud i de forsøg, som han havde lavet, når han havde dokumentation på, at det overhovedet ikke virkede? I hans øjne, hvilede der et kæmpe ansvar på hans skuldre som alkymist, og det var det ansvar, som han ligeledes forsøgte at skænke sin datter, for han ønskede jo også, at hun skulle få det bedste ud af det her. "Selvfølgelig har du brug for at gøre dig dine egne erfaringer.. Men ikke alle de fejl, som jeg har begået, er nogle, som du har brug for at gøre dig," sagde han denne gang. For ham, var det rent faktisk vigtigt, at hun kom godt fra det hele. Ikke at det kunne forundre nogen, at det rent faktisk forholdt sig sådan?

Nathaniel havde en skjult agenda med dette, og det var bestemt ikke en af slagsen, som han ønskede at Amaya skulle være kendt med. Han ville have Gabriel ryddet af vejen, og det alene, var heller ikke noget, som kunne ske hurtigt nok. Han nikkede denne gang mod hende. "Jeg skal nok fange dig på et andet tidspunkt, Amaya. Lige nu, er som sagt, bare et meget dårligt tidspunkt.." Han sendte hende det typiske faderlige smil, hvor hun selv tog videre.
Nathaniel sukkede denne gang lettet. Så kunne det måske være, at han kunne vende tilbage til det arbejde, som skulle laves? Her åbnede han bogen igen op på den rette side. Fjerpennen lagde han igen ved siden af sig. Mens han stod her, snakkede han med sig selv om hvordan og hvorledes det hele skulle gøres og sammensættes for et ønsket og forventet resultat. Først da han var færdig, lukkede han bogen igen, og satte den helt op i hjørnet på øverste hylde. Alle ingredienser pakkede han væk, og visse urter og planter, lagde han i en særlig beholder i en skuffe. Herefter fandt han en ny lille flaske frem. Den daglige ration til Gabriel. Derfra forlod han kælderen.

//Out