My gift to you

[Jarniqa Dynithril]

Afslappet holdt Jarniqa sine arme om hans nakke. Ikke strøg hun ham blidt, som hun blot holdt dem der. Roligt hvilede hendes blik på ham. At han ikke vidste, hvad hun mente, overraskede hende ikke længere. Hun var vant til, at hun skulle forklare sig. Også når det gjaldt de helt simple ting. ”Jeg forstår mig på dig. Jeg ved, hvilken mand du er,” fortalte hun ham roligt. Det burde han være i stand til at forstå. Selv vidste hun også, at han højst sandsynligt ikke kunne sige det samme om hende. Han kunne nærmere sige, at han vidste, hvad han af små ting kunne gøre for at gøre hende glad, og det vidste han kun fordi, at hun smilede eller lignende, når han gjorde noget bestemt. Hvad der dybere lå i hende, vidste han ikke. Armene trak hun langsomt til sig, som han spurgte, hvad hun ville lave med ham. Hendes smaragdgrønne øjne gled mod de store vinduer. Åbne var de grundet varmen udenfor. Derfor kunne man også se, at skønt det var blevet senere på dagen, stod solen stadig højt på himlen. ”Vi burde være udenfor.. Nyde de sidste sommertimer, mens vi stadig har dem. Mærke solen mod vores ansigter,” sagde hun. Desuden følte hun også, at Theodore i den grad trængte til at blive luftet mere, end hvad han hidtil havde blevet. Clemency havde nemlig blot ladt ham gøre, hvad han ville, hvilket ville sige, at han bare havde arbejdet. Det ønskede Jarniqa ikke for ham, eller for ham og hende selv. Hun ønskede at lave ting med ham, og hun ønskede, at han kom væk fra sit skrivebord og ud. Nogen gange havde hun også blot bedt ham om at gå en tur med hende, hvilket han også havde fundet underligt, da han ikke havde set ideen i at gå for bare at gå, og så gå tilbage igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var måske ikke så svær at håndtere og læse igen, som han jo egentlig havde forventet, og særligt på den måde. Hovedet lod han søge på sned. Hun forstod den slags og hun forstod ham. Det var jo egentlig også det vigtigste for ham lige nu. Alt taget i betragtning så var han heldig. Han var umådelig heldig sammen med hende. "Okay.. På den måde," endte han denne gang. Det handlede jo om deres velbefindende lige nu.
Selv da Jarniqa slap ham, gjorde han ikke det samme. Hans arme forblev om hendes skikkelse. Skulle de udenfor? Han havde aldrig været udenfor og derfor vidste han ikke hvad han skulle foretage sig eller ikke. "Du vil have mig med ud? Hvad skal vi lave udenfor?" endte han denne gang. Hvad skulle han da sige? Han havde aldrig været typen af dreng der legede ned andre eller udendørs generelt, og derfor forstod han ikke hvad hun ville? Han ville gerne være omkring hende og han ville gerne tilbringe den tid sammen med hende. Hans mørke øjne faldt atter til hendes skikkelse. Smuk var hun uden tvivl og i den forbindelse, følte han sig vel umådelig heldig alt taget i betragtning? Havde hun mon nogle gode forslag til hvad de kunne lave i stedet for? Han kunne næsten håbe på det. "Hvis du fik frit valg.. Hvad ville du ønske at lave?" spurgte han denne gang med en tydelig nysgerrig stemme. Oprigtigt vækkede hun jo alle de ting i ham, og han måtte jo sande, at han nød det. For hver dag det gik, blev det en mere naturlig del af ham. Han hævede den ene hånd, som han lod stryge over hendes kind denne gang. "Som vi kunne lave sammen," tilføjede han dog denne gang.

[Jarniqa Dynithril]

”På den måde,” medgav Jarniqa roligt. Hun kendte ham. Hun vidste, hvad han stod for, hvad han var lært med, og hvilke udfordringer han stod overfor. Spændende var det alt sammen. På nogen områder var han utroligt vis, og på andre områder var han som et barn der skulle læres op. I sig selv var det også et job for hende. At lære ham at være til på en mere personlig måde. Der var nemlig ingen tvivl om, at han var god arbejdsmæssig. Svagt trak hun på smilet, som han spurgte hende om, hvad de skulle lave udenfor. ”Gå en tur i haven for eksempel? Nyde det grønne.. Nyde varmen,” foreslog hun. Da han så spurgte hende om, hvad hun ville lave, hvis hun frit kunne vælge fra alle hylder, lagde hendes ansigt sig i tænkende folder. Hvad som helst.. Hendes tanker faldt hurtigt tilbage til Paggeija. Bjergkredsen med de vilde blomster og de mange træer. Hun tænkte på at klatre i træerne. Hejse sig selv op ved hjælp af armkræfterne. Springe videre fra træ til træ ved hjælp af sin elviske snilde. Klatre helt op til kronen og bryde bladende, så solens stråler kunne ramme en. Hjemveerne og længslen stak i hende. Hun mærkede hans blide kærtegn over kinden, hvor hans ord dernæst bragte hende tilbage til virkeligheden. Lave sammen.. At klatre i træer var udelukket så. Hun smilede svagt. ”Haven vil være en god løsning i dag,” endte hun med at sige. Nej, det var ikke, hvad hun drømte om at lave, men det var, hvad der var mulighed for. Til dels svært var det dog, da hun endnu var ung og eventyrlysten. Der var han … ældre, og mere stabil i sin levemåde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Endnu var der rigtig mange ting, som henlå ukendt for Theodore, og særligt omkring det, at skulle leve et liv. Det var derfor, at han ønskede at gøre noget ved dette, også mest for sin egen skyld. Alt taget i betragtning, så var det nemlig vigtigt for ham, at hun havde det godt. Med de omstændigheder, som hun nemlig selv var kommet fra, var der endnu rigtig mange ting, som skulle læres, og man skulle leve med - som det også var for ham. Mange af de ting, som hun havde brugt sit liv på, var end ikke noget, som han kunne gøre det samme ved.
Theodore ønskede jo at være sammen med hende. Når de var selv og når de var sammen, lærte han faktisk utrolig meget af hende. Det var jo faktisk der, at hans læring og hans udbytte reelt set, var størst. Hovedet lod han denne gang søge på sned, som smilet heller ikke var til at tage fejl af. Selv det, var gået hen og blevet så naturlig en del af ham nu. Igen på grund af hende. "Du vil i haven.. Så går vi i haven," lød det denne gang fra ham, hvor han nikkede fast, men bekræftende i retningen af hendes skikkelse i stedet for. Han ville jo gerne se hende, og om muligt, så i hendes naturlige miljøer, hvilket han vidste, slet ikke var at bo på et stort mansion, som hun gjorde nu. Han nikkede dog blot bekræftende mod hende denne gang, hvor smilet nu heller ikke var til at tage fejl af. For ham, var dette nemlig også forbandet vigtigt.. En del af hans læring om tanker og følelser.
Theodore trak hånden til sig igen. "Skal vi?" foreslog han denne gang. Et kort smil gled over hans læber. For hans vedkommende, var der ikke noget bedre, end at tilbringe den tid sammen med hende.

[Jarniqa Dynithril]

Haven var bestemt ikke Jarniqa førstevalg, når det kom til, hvad hun allerhelst ville.., men det var, hvad der var muligt at gøre med ham. Det var derfor uden tvivl et af de tidspunkter, hvor hun kunne mærke aldersforskellen på dem. På det punkt var hun endnu ung, eventyrlysten og udforskende, hvor han derimod var tilbagelænet og afslappet. Heldigvis var der dog mere mellem dem end det. Hun nikkede let med hovedet. ”Lad os komme ud,” sagde hun med et lille smil. Ud af salen gik hun herfra, så hun kunne søge ud mod forhallen og videre ud i haven. Synd at sige var det, at der var meget i haven, men det kunne hun jo lave om på. Meget let endda. Kedelig var den nemlig lige nu, som den var helt ren og bar. Det eneste der var, var en kortklippet grøn græsplæne. Ingen tilfældige træer eller farverige vilde blomster der var her og der. Intet. Døren i forhallen nåede hun, hvor hun søgte direkte ud nogen kappe. Ej heller behøvede hun det, som de lune solstråler straks ramte hendes kind. Kort lukkede hun øjnene i. Det var i sandhed en fryd at være udendørs. Det var herude hun hørte til. I al slags vejr. De lukkede mure havde aldrig været hende, som de var Theodore. Smilet trak hun på, alt imens hun vendte sig om, så hun gik baglæns, så hun kunne se på Theodore. ”Jeg begriber ikke, at du kan færdes inde så længe af gangen. Det her ville jeg aldrig kunne undvære,” lød det fra hende i en varm tone. Det havde nu altid glædet hende at komme udendørs. Hvilken elver nød ikke også at mærke vinden i håret?

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne et sted godt fornemme, at Jarniqa valgte at nøjes.. Hendes blik havde nemlig forandret sig, og han vidste ikke om det var godt eller om det var skidt. Den slags ting, havde han ikke helt fundet ud af endnu, og selvfølgelig var det ikke noget, som han bare spurgte om. Var det underligt eller forkert, at han ønskede at være sammen med hende? Han håbede bestemt ikke, at det var det indtryk, som hun ville have af ham herfra. "Jeg går med," meddelte han denne gang, hvor et smil heller ikke var til at skjule. Han nød det jo. Han nød at se hende nærmest så ivrig efter at komme ud, selvom hun forsøgte at agere så fattet og rolig, som det nu var hende muligt at gøre. Han lod blikket falde til hendes skikkelse, da de forlod salen og søgte mod de store porte. Undervejs kom tjenestestaben med frakker, hvor Theodore smed sin over armen. Fin skulle man jo trods alt være, når man endelig søgte udendørs, og det var sådan, at han havde det med tingene faktisk.
Theodore trådte udenfor sammen med hende, da de store døre blev åbnet. Han selv vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv i den store have, og oprigtigt? Det havde han aldrig rigtigt forstået. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Hun forstod det ikke? Han rystede kort på hovedet. "Min slags har aldrig gjort sig i den slags, må jeg indrømme. Vi har haft.. mange andre ting. Hvad kalder i det.. leg? Det gør en Acheron ikke." sagde han denne gang. Selv i sin tid, havde han stået ved siden af sin fader på stien, mens børn på hans alder havde kravlet i træerne og leget fangeleg. Vinden var behagelig, hvilket han måtte give hende. Det var faktisk utrolig rart.

[Jarniqa Dynithril]

Hvor Theodore gik som en nydelig herre med rank holdning, og med frakken over armen, gik Jarniqa med et glimt i øjet, kjolen svagt blafrende, og friskt baglæns. De var uden tvivl et umage par. Ikke just et, som man havde ventet at se. At Theodore aldrig var blevet opdraget til at lege og more sig, vidste hun udmærket godt. Den første gang, at han nogensinde havde leget, havde været da hun havde tvunget ham ud i sneen, hvor de havde leget sneboldskamp, lavet sneengle og snemænd. Spøjst var det uden tvivl at være med en der var så uvidende omkring, hvad der egentligt var normalt. Alligevel klarede de det dog. ”Vi behøver heller ikke at lege.. Vi kan bare gå herude og nyde solen og naturen,” endte hun roligt med at sige. Man behøvede ikke altid at lave noget, når man var udenfor. Man kunne også sagtens bare slappe af. Gå en tur, fremfor at plukke blomsterbuketter, -kranse, fangeleg, klatre i træer. Hun tog en indånding, som hun nød den friske luft og den varme vind. Det var alt sammen fantastisk! Det var lige hende.. Bortset fra, at hun savnede den lidt mere vilde natur, eller det interessante byliv, hvor hun kunne studere folk. Hendes smaragdgrønne blik gled ned til hans fødder. Her betragtede hun, hvordan han gik, og hvordan hans såler trådte græsset ned. Sanseligt forsøgte hun at forene sig med naturen. Føle mekanismerne i det liv, som omgav dem. For hvert et skridt Theodore tog, tog en blomst pladsen. En smuk vild blomst med en klar farve, hvor blomsten efter var en helt andet, og blomsten efter den en helt tredje. Der var derfor ikke systematik i de blomster der begyndte at dukke op. De var alle vilde, smukke og tilfældige. De var ej heller plantet i et pænt aflukket område, men derimod plantet efter, hvor Theodore havde gået.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore lærte rigtig meget af, at være omkring Jarniqa, hvilket han selvfølgelig var glad for. En glæde i tavshed, da han stadig ikke helt vidste, hvordan og hvorledes, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes. Hans gang var rolig, og den var målrettet. Han kunne slet ikke slappe af, som han jo egentlig burde gøre det.. Men hvad fanden. Sådan var det jo bare, og det var noget ,som han nu snildt kunne leve med. Hans blik faldt denne gang til hendes skikkelse. Den smukke og yndige kvinde, som gik ved hans side. Han nød det jo. Og uden tvivl også mere, end hvad han burde.
Hænderne foldede han over ryggen, inden de små blomster fangede hans interesse ud af øjenkrogen. Han drejede derfor hovedet i retningen af det, inden han denne gang stoppede op. "Du er i balance," pointerede han denne gang. Så langt så godt. Det var også en helt anden kvinde, som han stod sammen med nu, end det havde været tilbage i starten, og selvfølgelig kunne det da godt mærkes på hende.. og stemningen, som de begge var ringet om. Han vendte sig denne gang mod hende. Nu havde hun været så meget i hans omgivelser.. Han ville jo også gerne se hende i sine. "Hvad plejer du at lave, når du er ude?" spurgte han denne gang. Det var jo trods alt noget, som gjorde ham mindre nysgerrig. Han ville jo også gerne lære hende bere at kende.

[Jarniqa Dynithril]

Hun var i balance? Det var hun måske.. Jarniqa betragtede de mange blomster der dukkede op omkring Theodore. I hendes øjne gavnede de i den grad haven. Trist havde den set ud kun med græs, men nu hvor der også var tilføjet vilde blomster til den, så den pludselig frisk og livlig ud. Langt bedre var det! De pæne velholdte haver, forstod hun ikke meget ved. Hvad hun derimod forstod sig på, var den vilde natur. Som han spurgte ind til, hvad hun plejede at give sig til, når hun var udenfor, vendte hun sig om, så hun i stedet kunne gå ved siden af ham. Hvad hun lavede udenfor var garanteret ikke, hvad han kunne finde på at lave. ”Dengang jeg boede i Paggeija, brugte jeg tiden på at klatre i træerne, løbe området rundt og gå på jagt med min bue og pil,” fortalte hun ham ærligt. ”Når jeg en sjælden gang imellem søgte ind til byerne, kunne jeg lide at opsnuse atmosfæren og betragte, hvordan folk begik sig.” Hele sandheden var det ikke, men noget af den var det da. Igen undlod hun at fortælle ham om, at hun havde været tyv, og faktisk en god en af slagsen. At han ville blive glad for den oplysning, tvivlede hun ganske enkelt på, men igen.. Han forstod sig heller ikke på at mangle noget. Allerede dengang han var blevet født, havde han været en mand af penge. Han havde startet med at have dem, hvor hun og Damien havde startet med ingenting. At Damien ikke længere behøvede penge, fordi han nu var en drage, efterlod hende kun med et tomrum.

[Theodore Jarvis Acheron]

Vigtigt var det nemlig for Theodore, at Jarniqa havde det godt, og det var sådan at han havde det. Han ville jo gerne se hende i sine naturlige omgivelser. Han kunne nemlig godt huske, hvordan hun havde været, da hun i udgangspunktet var kommet her. De smukke blomster bag ham, mistede nu hurtigt hans interesse igen, som han denne gang vendte sig mod hendes skikkelse igen. Her lod han hovedet søge en kende på sned igen. Skulle de måske? "Kravle i træerne.. Til hvilket formål?" spurgte han denne gang. Han forstod det ikke rigtigt, og han havde aldrig rigtigt haft forståelsen for det.. Mon hun ville kunne give ham den? Man kunne jo næsten et sted håbe på det.
Theodore førte hænderne ned langs sin egen krop denne gang. En spontan idé, som pludselig meldte sin ankomst i hans tanker og sind. "Jeg vil gerne se, hvor du kommer fra," sagde han denne gang, efter et ganske kort øjebliks betænkningstid. Nu havde de været så meget omkring ham og hans liv, og for at vise hende den storslåede interesse, så ønskede han at vise hende, at han gjorde sig de samme tanker i retur. Han ville gerne vise hende, at han gerne ville hende. Et kort smil passerede hans læber. "Og hvad du har lavet der," tilføjede han denne gang.

[Jarniqa Dynithril]

Skævt smilede Jarniqa, som han ikke kunne se formålet i at klatre i træer. Selvfølgelig kunne han ikke det. Det eneste formål, som han kunne se i det var nok, hvis man skulle hente noget i grenene.. og der ville han sikkert bare benytte sig af magien alligevel. ”Fordi det gør en glad. Det er udfordrende at bruge sine hænder og fødder korrekt for at klatre op i et træ.. Fordi det er rart at slænge sig på en gren, slappe af og spejde efter, hvad der foregår på jorden.. Fordi det er sjovt at klatre så højt, at man bryder de allerhøjeste blade, og der intet andet er end blå himmel over en,” oplyste hun ham, som hun gav ham tre eksempler på, hvad man kunne lave og hvorfor. Hun strøg hånden over håret. ”..Men det er vidst bare mig der har det sådan.. Min værge gjorde det aldrig.. Lucifer gjorde det aldrig.. Jeg tror det er en elvisk ting. Jeg har nemlig kun set andre mørkelvere gøre det.” Tanken om, at Theodore skulle klatre i træer var egentligt også spøjs. At se den pæne mand hejse sig selv op.. Det var et absurd billede i hovedet. At han så sagde, at han ønskede at se hendes tidligere hjem, gjorde hende lettere anstrengt i hele kropsholdningen. Nej… Nej. Det var det eneste, som hun kunne tænke. Jovist hun i drømmende kunne bære sig hjem igen, men hvordan skulle hun kunne vende hjem? Hvad hvis Damien var der? Dragen Damien? Hvad hvis det hele endnu så forfaldent ud og gjorde hende sorgmodig? Hvad hvis sorgfulde tanker bare sprang frem i hendes sind? Hvad hvis hun ikke ønskede sig væk igen? ”Nej,” sagde hun kort og kontant. Hun forsøgte end ikke at uddybe det, som hun derimod blot lukkede emnet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore måtte jo erkende, at han ikke havde nogen anelse om, hvad det indebar at lege, more sig, kravle i træerne og storme efter hinanden i en fangeleg. Uden følelserne, tankerne og de mange sociale sammenhænge, forstod han derfor heller ikke. "Jeg må se det en dag," sagde han blot. Måske at det ville give ham mere mening at se det, end bare at få det forklaret? Desuden var det jo en del af hende, og det alene, gav ham en grund til at skulle se det i praksis. Han lod hovedet søge på sned igen denne gang. Det var fascinerende. Han nød nu at se hende smile, være i balance, og være den kvinde, som han mindes og huskede at se, da han i udgangspunktet, havde valgt at tage hende i hus.
Elvisk ting eller ikke, så var det en del af ende. Han nikkede denne gang mod hende. "Men dog stadig en del af dig. Du må vise mig det," sagde han denne gang. For ham, var det nemlig med til at gøre en mindre verden til forskel, og det var det, som han egentlig kunne forholde sig til. At hun så derimod ikke ønskede, at vise ham, hvor hun kom fra, forundrede ham dog. Hvorfor nu ikke det? Det var overhovedet ikke noget, som gav mening for ham. Han lod hovedet søge mod den anden side. "... Hvorfor ikke?" spurgte han denne gang. Det forstod han faktisk heller ikke. Svagt kneb han øjnene sammen. At sige nej til ham, havde han faktisk aldrig været for.

[Jarniqa Dynithril]

Hvis Theodore oprigtigt ønskede at lære at klatre i træer, skulle Jarniqa nok sørge for, at han lærte det! Selv kunne hun ikke forestille ham gøre det, men ikke kunne hun finde på at holde ham tilbage i den forstand. Slet ikke når det var noget, som hun kunne lide at gøre, for tænk hvis han rent faktisk kunne lide det, og at de så kunne gøre det sammen. Det var en chance, som hun var villig til at tage. ”Hvis du har tid i morgen, kan vi tage af sted der. Vi skal dog ud af Marvalo City, da vi skal finde et sted med mere end et træ.. Det er i hvert fald sjovest, hvis der er lidt natur,” foreslog hun. Som han ønskede at få det afprøvet og set, ville hun ikke holde ham tilbage. Kun når det gjaldt Paggeija.. For sårbart var det for hende, og derfor ønskede hun ikke at tage dertil. Jovist hun var blevet hærdet hos mørkelverne, og jovist hun var faldet til ro hos Theodore, men stadig var Paggeija hendes hjemby, og yndlingssted på jorden. Desværre var det også bare blevet hende så stor en torn i øjet, at hun ikke følte, at hun kunne vende tilbage dertil igen.. ”Jeg vil ikke tale om det,” svarede hun ham kortfattet. Paggeija var hendes hjemby. Det var der, at Damien havde opfostret hende. Det var den by der var blevet hærget, og som de havde måttet flygte fra, da dødsenglene havde kommet. Det var der hun havde passet Lucifer, da han havde været forbrændt. Der var ganske enkelt for mange minder der.. Som minderne plagede hendes sind, stoppede blomsterne også med at gro omkring dem.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore forstod det ganske enkelt ikke, og derfor ønskede han at se hende gøre det. Se den glæde, som ville melde sig i hendes øjne, og se hende smile og være glad, for det var det, som han bedst kunne lide. Det var et sted, så frygtelig givende, at se hende på den måde.. Selvom der nu ikke var meget af det, at se i øjeblikket, men sådan var det jo bare. Han rystede kort på hovedet denne gang. "Jeg vil gerne se det, uanset hvor det så skal blive. Du viser bare vej," sagde han denne gang. Et kort smil passerede denne gang hans læber, også selvom det falmede igen. Ikke måtte han se hvor hun kom fra, og ikke ønskede hun at snakke om det? Hvad var det helt præcist det handlede om?
"... Okay," sagde han blot. Det var ikke ting, som egentlig behagede ham, for han ville jo bare gerne have lov til at se hvor hun kom fra, for at lære mere om hende, og lære hende det bedre at kende, da det vel også var så personlig en ting? Han stirrede denne gang på hende med en mere forundret mine, end hvad han tidligere havde gjort brug af. "Skal vi gå ind igen?" Han var på ingen måder særlig tilfreds med omstændighederne, men for pokker.. hvad kunne han da gøre ved det? Han vidste det ikke, og det var en tanke, som rent faktisk måtte irritere ham en smule. Han begyndte at gå.

[Jarniqa Dynithril]

”Vi tager af sted i morgen i så fald. Jeg skal nok gennemtænke, hvorhen vi kan tage til,” endte Jarniqa tilfredst med at sige. Det skulle nok vise sig at være interessant! Theodore Acheron klatre i et træ. Hvem skulle nogensinde have set det komme? Han havde uden tvivl ændret sig i den tid, som de havde kendt hinanden.. og til det bedre. Engang havde hans verden udelukket været sort og hvid, men nu ønskede han pludselig at prøve ting. At han også ønskede at se hendes hjem, kunne hun desværre bare ikke indvilge i. Paggeija var hende et sårbart område, så hvorfor også udsætte sig for det? Heldigvis syntes han dog også at acceptere hendes yderst kortfattede svar. Intet godt ville alligevel være kommet ud af det.. Det ville blot have endt ud i et skænderi, og det ville have ødelagt den kommende middag. ”Det kan vi godt,” svarede hun. Hvis han fandt det kedeligt at være udenfor, eller hvis det var fordi, at han var blevet sulten nu, kunne de sagtens søge inden døre igen. Selv havde hun dog nydt den friske luft, mens hun havde været ude i den. At Theodore endnu var det anderledes, måtte hun blot acceptere. I en rund bue gik hun, så de ikke blot vendte om på hælen, som kursen nu blev sat mod huset igen. Det betød derfor også, at de på vej mod hoveddøren måtte passere nogen af de mange blomster, som hun havde nået at plante på vejen. Endnu var hun af den mening, at de uden tvivl måtte opfriske hele området!

// Out