My gift to you

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne ikke være andet end tilfreds med, hvad han havde stået ansigt til ansigt med i en stund som denne. Han smilede tydeligt tilfredst for sig selv, idet han vendte sig mod hende. Primitivt var det måske, men det havde sin helt egen charme, og det var også der, at det faldt i umådelig god jord hos ham. Ikke at han kunne skjule det, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig. "Arbejdsmæssigt bestemmer jeg selv, hvem jeg ønsker, skal indtage den plads ved min side.. Og i og med, at du nu er en kvinde, som står mig så nær, er det forventet, at denne også deltager ved møder og arrangementer." Endnu var der frygtelig meget for hende at lære, og særligt omkring det liv, som de nu skulle leve. Hun var en del af det nu, og mere end bare som en elev. Han havde det faktisk ganske fint med det, hvis han selv skulle sige det. Han var i hvert fald ikke bange for, at sige det højt eller noget lignende.
Theodore søgte hendes berøring og hendes kontakt, selvom det kun var for ganske kort tid af gangen, også mest for sin egen skyld. Han kunne stadig ikke rigtigt finde ud af det, og det var jo ikke alle ting, som bare kom af sig selv, og særligt ikke, hvad angik det her. Det her sted, ville nu være synd og skam, ikke at bruge til mere end bare de fine fællesskaber og arrangementer og særligt fordi, at det var noget, som i forvejen forekom så sjældent. Særligt i huset her. "Lad os spise her i aften," sagde han denne gang. Det dertil, ville rent faktisk glæde ham. Han så atter mod hende, og så mod det smukke bord. Nu forstod han da, hvorfor det havde taget hende så frygtelig lang tid.

[Jarniqa Dynithril]

Et vidst pres og ansvar måtte Jarniqa føle på sine skuldrer, som Theodore ønskede at inddrage hende i sit arbejde. Jovist at før havde ført hende frem som ambassadør for Manjarno, men stadig var dette noget andet. Dette var hans arbejde. Det andet var hun derimod blevet født til. Underligt var det et sted, at det var denne verden hun syntes at omkranse. Det var nemlig ikke denne verden, som hun i udgangspunktet havde ønsket at deltage i. ”Du værdiger mig stor tillid ved at inddrage mig i dit arbejde. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for ikke at skuffe dig,” sagde hun direkte. Selv ønskede hun at gøre ham stolt, men hun var også en elev der studerede under ham. Besynderligt var deres forhold nok, men hun nød det. Hun nød den kropslige nydelse, som han skænkede hende, ligeså vel som hun priste den lærdom, som han gav hende. I hendes øjne var det derfor kun en sag, som hun kunne vinde på, skønt mange andre garanteret ville mene, at hun led af nogle faderkomplekser. At han ønskede at spise om bordet her til aften, forsøgte hun ikke at tale ham ud af. Selv ønskede hun blot, at rummet blev til gavn. Hun ønskede at se sine møbler brugt, da det ellers ville have været et tidspilde, og det havde det været for krævende til at være! ”Så spiser vi her I aften.. Dig og mig,” sagde hun med et lille smil på læben. Om han egentligt mente, at Sasha og tvillingerne ligeså skulle sætte sig til bords med dem, vidste hun ikke. Underligt var det nu også, at de lige pludselig var der. Intet kunne hun dog sige til det, da det var Theodores familie. Ej heller ville hun sige noget til det, fordi de var blevet drevet væk fra deres bopæl i Imandra. Noget hun ligeså kendte til.

[Theodore Jarvis Acheron]

Selv på trods af hvad der var slet hans familie i Imandra, var det ikke en sag Theodore havde valgt at blande sig i. I princippet kunne man sige, at han var fuldkommen ligeglad. Den eneste grund til at døren var blevet åbnet for Sasha og tvillingerne, var fordi at det var familie, og han vidste at han bar forpligtet på den ene eller den anden måde. Kort forblev smilet alligevel på hans læber. Det var en tillid at vise hende, men hvilken mand ville han være, hvis han ikke havde en udkåren at vise frem til arrangementerne? Det var trods alt hvad han også havde gjort med Clemency tilbage i deres tid. En tid som nu også måtte være forbi. "Du har ikke skuffet mig længe. Desuden med en sal som denne at vise frem, har jeg en kvinde ved min side, som fortjener samme behandling og respekt," fastholdt han denne gang. Så selvfølgelig ønskede han at hun skulle tage pladsen ved hans side. Ikke at der skulle være nogen tvivl der.
Salen skulle bruges og nu hvor hun samtidig også selv opfordrede til privatbrug - hende og ham, passede det ham mere end fint. Desuden var han ikke meget for børn og havde aldrig været det. "Det bliver så vores plan i aften," sagde han denne gang, kun med et bekræftende nik. Storslået tilfreds var han derfor også i den forbindelse. Desuden ønskede han at have noget eget og noget særligt sammen med hende, som han ikke også delte med mange andre. Også for at give dem noget særligt. Noget som han kun ville have med hende. "Jeg vil gerne vise det frem... Og dig. Med et større arrangement." tilføjede han pludseligt efter et kun handle kort øjeblik. Hænderne foldede han denne gang over ryggen, hvilket gav ham en langt mere tydelig og autoritær holdning, end hvad han havde i forvejen.

[Jarniqa Dynithril]

Glad var Jarniqa for at høre, at det var længe siden, at hun sidst havde skuffet ham. Selv ville hun nu også mene, at hun gjorde det godt. Hun var nemlig arbejdsom i det, som hun lavede. Hun både helligede sig til sine opgaver, og pressede sig selv til det bedst mulige resultat. At han endvidere ønskede at belønne hende på denne måde, havde hun intet imod. Særligt fordi, at hun vidste, at der var betydning i det. Den slags belønninger og ord havde han trods alt ikke skænket hende for år tilbage. ”I så fald vil det være mig en ære” sagde hun høfligt, som det hele pludselig syntes at være blevet det mere formelt mellem dem. Sådan var det dog bare med Theodore.. Det var måske også fordi, at han ikke var fuldt ud menneskelig, og fordi han var en mand, der var vant til at agere professionelt? At han dernæst sagde, at han gerne ville fremvise hende, fik hende til at blinke let med øjnene. Et større arrangement, hvor hun var midtpunktet? Skræmmende var den tanke! Jovist hun havde prøvet at fungere som ambassadør, hvor hun mødte en del, men aldrig havde hun mødt adskillige til en hel fest! Hvem ville også komme? Ville det have en positiv indvirkning? Ville hun have det som et dyr i en zoologisk have? ”Hvad ville ideen være i et sådant arrangement? Og ville det ikke være … kunstigt?” endte hun med at spørge. Et sted også forbi, at det virkede mere komfortabelt at krybe sig ud af hans forespørgsel. Hun var desuden slet ikke så elegant som sin moder og fader. Hun kunne lide at gå omkring i naturen, klatre i træer, sidde med tingene i sine egne hænder.. Hun kunne ikke lide at nikke, tale pænt og bære det stiveste pus.

[Theodore Jarvis Acheron]

Stolt og tilfreds med alt dette, var Theodore uden tvivl. Tanker og følelser var endnu ikke en del af ham som person, men det kom, og det blev mere og mere naturligt for ham, at tænke hvad han gjorde. At han jo endnu ikke helt kunne finde ud af hvad det var, var jo så bare en anden side af sagen. Hovedet lod han denne gang søge på sned. Selvfølgelig skulle salen her bruges nu hvor den var det, og særligt, så smukt som den endnu fremstod. "Godt," sagde han denne gang, hvorefter han vendte sig mod hende.
Hvorfor ikke vise hende frem som den kvinde af betydning for ham, som job havde? Ikke skulle der være nogen tvivl om det som hun fik ham til og det var ligeledes vigtigt for ham at understrege for hende. "Falsk? Nej.. Nej, det vil det ikke," afviste han blankt denne gang. Han ville i hvert fald ikke høre tale om det. "Jeg kan sende bud til slottet. Opfordre dem til at komme her. Istandsætte et møde hvor vi kunne debattere sagen i Imandra," fortsatte han. I hans øjne lød det da til at være en rigtig god ide. Han kunne i hvert fald godt lide tanken om det. Her vendte han sig atter mod hende. Var det da en tanke, som hun havde noget imod? Det var jo et liv sammen med ham, hvilket han jo i forvejen følte at hun ville, og han kunne lide den tanke. Oprigtigt. "Og jeg ønsker at de skal se dig," tilføjede han denne gang. Det var vel heller ikke mærkeligt af ham at tænke det, var det? Igen stillede han sig hen ved hende. Hånden og de slanke fingre lukkede han blidt omkring hendes ene skulder. Som den nye og det friske pust i hans liv, ville han gerne vise hende frem.

[Jarniqa Dynithril]

Selv havde Jarniqa svært ved at regne ud, hvordan det ikke ville virke falskt, hvis hun pludselig skulle fremvises for nogle fremmede, der garanteret også var højt på strå. Det var jo ikke … normalt eller ægte. I hvert fald ikke i hendes optik. At Theodore så rettede det til, at det i stedet ville blive et debatmøde omkring Imandra, kunne hun lettere forholde sig til. Det gjorde nemlig, at hun ikke ville blive udstillet, men at der rent faktisk var en dybere grund til arrangementet. Hvad hun skulle mene om, at han ville sende bud til slottet, var en helt anden sag. Gudskelov var der ikke længere tale om Jaqia. Den kvinde havde mistet sin magt. Silia havde hun aldrig mødt, men hun havde mødt hendes eksmand Gabriel, som hun havde haft et uheldigt møde med. Nathaniel hade hun fået til at vække sin moder for de døde. Ham havde hun et fint forhold til, men ville han mon finde hende dum og irriterende, når hun havde fået ham til at gøre noget stort, så hun derefter kunne vende sin moder ryggen? At han ønskede, at de så hende, var hun dog en smule rørt over. Det betød trods alt, at han var stolt af hende. Bekymret var hendes smaragdgrønne øjne dog stadig. Også selvom han blidt lagde hænderne mod hendes skuldrer. ”Vil det virkelig være en ide at lade mig deltage i en sådan forsamling? De ved, at jeg tidligere har gået imod deres land. De ved, at jeg er datter af en anden regent, og ved, at det er et ansvar jeg er løbet fra. Dronningens eksmand kender jeg, men ej gik mødet godt, så måske har han talt dårligt om mig til hende? Kongen er den mand der vækkede min moder, men hvis han ved, at jeg ikke længere priser den handling, vil han så finde mig uansvarlig? Jeg tilhører desuden ikke dette land.. og jeg er ingen warlock, så jeg kan næppe være målgruppen for debatten,” endte hun med at sige.

[Theodore Jarvis Acheron]

Dette var måske ikke normalt eller ægte, men det ændrede på ingen måder på, at Theodore gerne ville have lov til at vise hende frem på den måde, som han nu følte, at det var fortjent. Intet var de for hinanden endnu, men for ham, gjorde det ikke nogen forskel. Clemency var ude.. Han husede kun familie,fordi at det et sted var forventet af ham, og fordi at det rent faktisk var hans barnebarns egen hustru, som stod overfor ham i øjeblikket. Dette sted skulle bruges, og derfor ville han da gerne arrangere et møde af en slags, hvortil han kunne indkalde dem alle. Sagerne skulle debateres, og han ville gerne have lov til at vise hende frem. Så kunne han gøre begge dele på samme tid. At det så skulle komme så meget bag på hende, var ikke just hvad han havde forventet. De fleste, ville da blive stolte over, at de ville få den slags betydning for en mand som ham. I det henseende, vidste han nemlig, at han var det værdig for mange.
Theodore lod hovedet søge på sned, hvor han stadig blev stående bag hende, og med hånden let trykket omkring hendes skulder. Han ville jo gerne passe på hende, i den forstand, at det nu var ham muligt, og derfor var det også hendes personlige interesser, som var en stærk del af det. "Jeg er ligeglad med hvad tanker de andre gør sig om dig, Jarniqa.. Det er i mit hus du befinder dig, og ikke deres." fortalte han denne gang meget mere direkte. "Gabriel er en forandret mand.. Ligesom jeg. Godt gik det ikke sidst, men selv det kan ændre sig. Desuden, er det en debat, som snart skal vendes alligevel," fortalte han denne gang. Warlockerne havde forladt Dvasias. Det var da en kæmpe problematik at håndtere.

[Jarniqa Dynithril]

Velvilligt søgte Jarniqa dybere ind i hans favn, som hun lænede sig en smule tilbage ind mod hans overkrop. Hun kunne lide den tryghed, som hans nærvær indgød hende. Tryg følte hun sig her hos ham. Hun vidste, at han intet ondt ville gøre hende, og hun vidste, at han var stærk, og at han både kunne forsvare hende og sig selv. Selv håbede hun blot ikke, at han en dag ville smide hende for porten, ligesom Lucifer havde. Hvordan den mand havde det, anede hun ikke. Var han endnu fange i Maerimydra? Var han død? Var han en fri mand igen? Øjnene lukkede hun kort i for at skylle minderne og tankerne bort. Al det med Lucifer var blot en ond drøm. Hans hænder valgte hun at gribe om, så hun i stedet kunne føre dem længere ned, så han kom til at holde om hende. ”Inviter dem.. Lad os afholde det møde,” endte hun endelig med at sige. Det ville måske også være gavnligt for hende selv, at hun blev presset ud i et eller andet? Særligt nu hvor hun var færdig med sit eget projekt. Nu skulle hun jo finde noget nyt at gå op i. Hendes tanker drev stille videre. ”Overvejede du aldrig at tage med dem? De andre warlocks? Jeg ved, at du modtog en indbydelse fra dem..,” lød det stille fra hende. Selv huskede hun det. En dag, hvor breve pludselig dukkede op for diverse warlocks. Ikke hende. Kun warlocks. Han havde fået et. Clemency havde fået et. Sågar nogen af tjenerne havde fået dem. Dog kun dem der var fuldblodswarlocks. Intet havde hun sagt, da den store udvandring havde stået på. Hun havde blot følt lettelsen i sig, som Theodore ikke havde reageret på brevet, men blot blevet hjemme, da mange andre havde valgt at gå.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var tilfreds med sin tilværelse her i Dvasias, og havde derfor ikke det nogen grund til at søge med over grænsen til Imandra. Særligt ikke nu hvor Jarniqa var blevet det mere en del af hans liv, end hvad hun havde været tidligere. Nu var hun jo ikke længere bare hans elev, men derimod også elsker.. Og nok også noget mere, for han kunne stadig ikke helt finde ud af. For nu lod han den tanke ligge. Et kort smil passerede hans læber, idet hun tog om hans hænder og førte dem om hendes skikkelse. Han trykkede hende blidt ind mod sig selv i stedet for. Han kunne jo lide at have hende tæt på sig på den her måde. "Godt. Jeg sender slottet en besked," sagde han denne gang med en ganske bestemt stemme.
Nej.. Det var aldrig faldet han ind at søge til Imandra. Dels fordi at det var imod hans egen slægt og familie, og dels fordi at han havde det godt her, og selv var kommet så langt. Og nu var hun her. "Nej.. Jeg ville blive her. Mit grundlag for eksistens er her." endte han denne gang. Hånden strøg han let over hendes side og tær ved brystet i stedet for. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Et stille kys placerede han i stedet mod hendes kind og tinding. "Og du er her. Jeg har ingen grund til at forlade stedet her," endte han denne gang. Et svagt smil passerede denne gang hans læber, inden han atter trykkede hende ind mod sig. Et sted fordi han var ved at blive afhængig af hende og den nærhed som hun var i stand til at give ham. Det føles rigtig godt at mærke hende og vide at hun satte alt det i ham. Det var så rart.

[Jarniqa Dynithril]

Det blide tryk af Jarniqas egen krop ind mod hans, opfyldte hende med velvære. Det var rart at føle sig ønsket igen, og det fik Theodore hende i sandhed til at føle. Han var måske ikke typen der kom med smukke kærlighedserklæringer, men ud fra hans fysiske berøringer kunne hun regne ud, at hun var ønsket. Og i særdeleshed også fordi, at han havde smidt Clemency ud i forhold til hende. At han ønskede, at hun deltog i en debat med kongeparret, fik hende uden tvivl til at tænke. Også i forhold til hende og Theodore. Gad vide, hvordan kongeparret ville se dem? Egentligt også, hvordan folk ville se dem generelt.. Ville de mon blive set på, som var de et par? Eller ville de blive set på, som var hun hans forretningsstuderende? ”Hvornår regner du med, at de vil komme?” Det var vel også bedst, hvis hun inden da tænkte over, hvad hun egentligt mente om sagen de skulle diskutere? Og hvad hun mente de kunne gøre? Hun tog en rolig indånding, inden hun måtte mærke sin egen puls stige, som hans hånd strøg hendes krop og kom hendes bryst ganske nær. Alt imens lod hun sit hoved søge en anelse på sned, som han kyssede hendes kind og tinding. Smilet trak hun en anelse på. ”Og jeg er her, fordi du er her,” istemte hun roligt. ”Det lød dog til, at “det nye styre” havde en plan for warlockerne,” sagde hun til den del, at hans liv var opbygget her. Ja, hun havde vel tillusket sig et brev, hvor hun hurtigt havde læst det igennem. Derfor havde hun vidst, hvad der havde foregået. Hvad Theodore op til havde tænkt, havde hun ikke vidst, men da han havde vist, at han ikke havde ageret på det, var hun blevet rolig igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var ikke god til ord. Handling derimod, var nemmere for ham, for det kunne han da finde ud af, uden at det skulle virke helt ved siden af. Han holdt hende tæt ind mod sig. Det var vigtigt for ham, at hun havde det godt. Selvom han i den forstand, godt vidste, at han var svær at have med at gøre, gjorde han det af den grund, og han ville gerne være sammen med hende. Det var vel ikke underligt? "De vil komme, når de finder tiden til et møde. Det er vigtigt, at de alle kommer," sagde Theodore denne gang. Det var ganske vist ham, som skulle arrangere mødet, men det var lederne af landet her, som ville komme med tidspunktet. Der var jo ikke nogen grund til at afholde et møde med en dato eller et tidspunkt, som de slet ikke kunne møde op på.
Det var vigtigt for Theodore, at Jarniqa ville være en del af det. Han ønskede at vie hende frem, gøre hende til en del af det, som han lavede, og vise hende, hvad han var en del af, for det var særligt sådan, at han havde det med tingene. Han plantede et kys mod hendes tinding og kind, og med et kort smil på læberne. Her valgte han atter at slippe hende, selvom han holdt sig stående tæt ved hende. "Korrekt," sagde han denne gang. Hun var her.. Endnu en grund til at han skulle blive. Han havde jo trods alt forkastet sin forhenværende hustru for hendes skyld. Han nikkede denne gang. "Jeg blander mig ikke i den affære. Af hvad jeg ved, havde Kimeya udestående med Diamaqima'erne, og valgte at trække warlockerne med sig mod øst.. Udkonkurrerede min søn på posten som konge," sagde han denne gang. Bar han nag.. nej.. Sephiran kunne passe sig selv, og et sted, ville det intet gøre ham, hvis han faldt bort.. Det ville blive den konkurrent mindre indenfor familien.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa nikkede svagt med hovedet. Kongefamilien måtte selvfølgelig have travlt. Selv huskede hun det fra dengang, hvor hun havde været siddende ambassadør. Alle dem, som havde kommet til hende.. Spurgt hende til råds.. Spurgt hende om midler.. I dag kunne hun knap nok tro, at nogen nogensinde havde spurgt hende til råds. Hende med det så indviklede liv. Af hvad hun havde hørt og læst, slægtede hun sin moder på det plan. Ikke at det var en beroligende tanke. Hendes moder skulle eftersigende havde været noget af en ulykkesfugl, og det ønskede hun selvfølgelig ikke selv at være. Hun ønskede ikke at leve et liv i problemer. Hun ønskede at være lykkelig. ”Jeg skal nok være klar, når de kommer,” endte hun med at sige. Hun så kort ned af sig selv. Ned af sin kjole. Efter at hun i vinters havde set, hvordan Theodore lavede hansker, havde hun ikke ladt ham købe en kjole til hende. I stedet havde hun selv skabt sit tøj med magi. Burde hun prøve på en ny en til kongehusets visit? Det var i hvert fald et fint tidsfordriv. Som han valgte at slippe hende, valgte hun at vende sig om, så hun i stedet kunne se på ham. ”Din familie.. Jeg lærer nok aldrig at forstå mig på den,” endte hun med at sige med et skævt smil. Hun forstod sig på Theodore, men ikke hans mening om hans egen familie, og hans andre familiemedlemmer. Underlig var den. Dog kunne hun sige, at hun end ikke forstod sig på sin egen familie.. Var det i virkeligheden bare hende der havde et mærkeligt familiebillede af, hvordan familier burde være? Armene lagde hun blidt om halsen på ham. ”Hvad ønsker du, at vi laver op til aftensmaden? Eller ønsker du bare, at vi spiser tidligt?” spurgte hun ham roligt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vidste at det var forvirrende, men ikke ændrede det på det faktum, at han ville elske at hun var en del af dette, som hun nu også var blevet en fast del af ham. Noget som han rent faktisk ønskede at vise frem på den måde, som han nu gjorde det bedst, og det var dette. Han kunne ikke lade være med det, og særligt nu. Var hans liv virkelig blevet bedre? Han elskede det. Det var en følelse som han da uden tvivl godt kunne mærke den dag i dag. "Glimrende," endte han denne gang.
At hun vendte sig mod ham, gjorde ham intet. Han vidste at hans familie var meget unik det, som var typisk, og selvfølgelig kunne det også godt mærkes. Selv når han stod der med Jarniqa, som selv havde haft et meget atypisk liv. Hovedet søgte let på sned, som hun denne gang lagde armene om hans nakke. Hænderne placerede han denne gang langs hendes sider. "Den er meget... Hvad kalder man det.. Unormal og atypisk? Sådan er det ved Acheron," endte han denne gang. De mørke øjne søgte direkte til hendes. Selv på trods af denne ellers meget fine overraskelse, måtte han da sande, at det vel var lidt for tidligt at sætte sig til bords nu? Desuden måtte han jo sande at set var tiden sammen med hende, som han vægtede højest når det endelig kom til alt. Dybt trak han vejret på ny. "Jeg er ikke sulten," begyndte han denne gang. Hvad skulle de så give sig til? Det var lidt det, som genstod at finde ud af nu. Her lænede han sig frem, kun for at plante et kys mod hendes læber. En handling, som kun var blevet ham så skræmmende naturlig, efter at Jarniqa var blevet eb del af hans liv. "Er du?" spurgte han denne gang. Han forsøgte ikke at være for egoistisk omkring hende.

[Jarniqa Dynithril]

Speciel var Acheron familien på mange måder, og alligevel forekom Theodore hende så ligetil. Jarniqa følte i hvert fald, at hun kendte ham. Tanken om det, måtte også bringe et lille smil frem på hendes lyserøde mund. Mange havde i sin tid advaret hende imod ham, men ikke følte hun, at advarslerne var ham berettiget. ”Unormal og atypisk.. De ord klinger godt til din familie.. og dog vil jeg sige, at jeg har luret dig,” sagde hun med smilet på læben. Hun forstod ham ganske vidst ikke, når det omhandlede de andre Acheroner, men ellers ville hun vove og sige, at hun forstod ham. Godt gik det om end mellem dem. Det lette kys han skænkede hende, besvarede hun uden tøven. Hun nød deres små øjeblikke sammen, ligeså vel som hun nød de store. Om hun var sulten? Egentligt ikke.. Et sted kunne man næsten også sige, at spørgsmålet var relativt. Engang havde hun kendt til virkelig sult. Sult når det var sparsomt med føden. Den sult kendte hun ikke længere, som hun nu kunne få mad, hvornår end hun ønskede det. Hun kunne endda bare bede en om at anskaffe og tilberede maden. ”Ikke endnu,” svarede hun roligt igen. Der kunne sagtens gå et par timer før de sidste sig til bords. Hvad der i så fald skulle ske indtil da, måtte han eller hun finde ud af. Om han blot ønskede at vende tilbage til sit arbejde, kunne hun ej heller sige. Hun havde trods alt blot haft til hensigt at vise ham rummet her.

[Theodore Jarvis Acheron]

Familien havde nu altid været meget atypisk, så det alene, var heller ikke noget, som kunne komme bag på nogen. Det gjorde det i hvert fald ikke på Theodore. Det var bare sådan, at det skulle være, og sådan at det altid havde været. Hans egen familie, havde jo været lige sådan dengang, så det kom heller ikke ligefrem bag på nogen. Her stod han nu.. med hende i sine arme, og med hendes arme om hans nakke. Var det overhovedet underligt, at det var en følelse, som han oprigtigt godt kunne lide? Særligt nu, hvor han følte den på denne her måde? "Du har luret mig? Hvad skal det sige?" spurgte han denne gang. Nu hvor han vidste, at han overfor hende, godt kunne stille de spørgsmål, uden at hun himlede med øjnene af ham.. Han forstod sig bare ikke på særlig meget af det, og om han ville komme til det? Det var stadig ikke til at sige. Han kunne jo naturligvis kun håbe på det.
Hånden strøg let over Jarniqas ene side, hvor han betragtede sig af hendes smukke ansigt. Nej.. ingen af dem var sultne, og så kunne han ikke se nogen grund til at skulle give sig hen til et måltid, når han ikke var fristet til dette. "Vi må lave noget andet," sagde han denne gang. Men lige hvad? Nu hvor hun alligevel havde afbrudt ham i hans arbejde, var det heller ikke ligefrem det, som han var mest fristet til at søge tilbage til det. Han ville være sammen med hende. "Hvad ønsker du at foretage dig? Sammen med mig?" spurgte han denne gang. Han ville jo gerne gøre de ting sammen med hende. Arbejdet var slet ikke så fristende, som det engang havde været.