My gift to you

[Jarniqa Dynithril]

Theodore Jarvis Acheron

Et helt halvt år havde Jarniqa nu boet på Acheron Landsted, og meget havde hændt i den tid. Da hun havde kommet her, havde sneen faldet, og nu blomstrede det i stedet udenfor med farverige blomster og frodige grønne blade. Clemency og Theodore havde foretaget en skilsmisse, hvilket efterlod landet uden en grevinde. Noget der havde endt med at glæde Jarniqa. Selv havde hun mere eller mindre glemt Lucifer. Hvad der stod stærkest i hende, når hun tænkte på ham var også smerten. Smerten ved pisken der fortalte hende, at et forhold til ham var grimt. Ud over at hun var flyttet ind på Acheron Landsted, havde en lille familie også gjort det. Sasha Acheron og hendes tvillingebørn. Underligt fandt Jarniqa det. Særligt fordi, at hun aldrig før havde været omgivet af børn. Hvad hun nærmere forstod sig på var hendes og Theodores forhold. Det romantiske mellem dem siden dag et havde holdt ved mellem dem. Derudover var der den magiske træning, som han endnu lærte hende i, og som hun nu var blevet en hel del bedre i. Hvis man så på det større billede, var der desuden sket en markant ændring i Marvalo City. Næsten alle warlockerne havde forladt byen og draget til Imandra.. Selv havde hun spekuleret over, om det var en frisk start, som hun kunne have brug for, men som hun havde tænkt det, havde hun også tænkt, at hun ikke var velkommen i Imandra længere. Hun var ikke warlock ligesom Theodore var.
Foran døren til Theodore kontor stod Jarniqa. Skøn måtte hun se ud med det lange ravnsorte hår der hang bølgende, de klare smaragdgrønne øjne, og den hvide sommerkjole, som hun bar. Kjolen i sig selv var næsten også en antydning til, at hun ingen warlock var, som warlockerne og Acheron-familien havde en besynderlig tendens til at klæde sig mørkt. Hun slog let sin knyttede næve imod døren i tre små bank, inden hun åbnede døren op på klem, så hendes hoved kunne titte frem ved døråbningen. Senere hen på eftermiddagen var det, så der var en chance for, at Theodore var ved at lægge arbejdet fra sig. ”Er du ved at være færdig?” spurgte hun ham med et lille smil.

[Theodore Jarvis Acheron]

Underligt var det, at tingene havde taget den drejning, som de nu havde. Sephiran havde ingen set skyggerne af i lang tid.. Kimeya havde rykket det hele til Imandra, som nu var blevet et land domineret udelukkende af warlocks, og selvfølgelig kunne det mærkes. Theodore havde dog ikke tænkt sig, at tage turen med dertil. Dels på grund af Jarniqa, men også fordi at han slet ikke var interesseret i alt det som skete i den forbindelse. Det gav nemlig ikke mening for ham, at flytte hele sit eget imperium dertil, for at underlægge sig en - i hans øjne, en ung warlock, som handlede overilet.
I øjeblikket, sad han på sit kontor med sit arbejde. Det lavede jo trods alt ikke sig selv. Selvom der stadig skete mange ting også i Dvasias, så var det hans arbejde, og nu hans forhold med Jarniqa, som Theodore havde fokus på. Han forsøgte i hvert fald. Der var stadig mange ting, som han ikke forstod, men det kom da mere og mere nu. Følelser, forståelse og at forklare sig ud af det, var stadig svært, men Jarniqa vidste, at han forsøgte, og det var også det vigtigste, og bedste for ham lige nu.
Theodore hævede hovedet, da døren gik op, og Jarniqa trådte ind. Der var ikke det sted, som hun ikke måtte bevæge sig i huset. Her lagde han roligt pennen fra sig. Smilet og det hele.. Det var rart at se. Hun var i hvert fald kommet godt igen efter alt det, som hun havde kæmpet med. "Er jeg ønsket?" spurgte han denne gang. Han gav sig hen til arbejdet, når han endelig sad med det, men når Jarniqa var der.. så brød den koncentration med det samme. Der var ting, som han hellere ville, end at sidde med snuden i de gamle og nye dokumenter på hans skrivebord.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas smaragdgrønne blik faldt på Theodore. Hver dag kunne man finde ham her på kontoret, som han altid kunne begrave sig i arbejde. Dog ville hun påstå, at hun var god til at løsrive ham fra arbejdet, om hun ville. Dette kunne hun dog ikke altid gøre, medmindre hun ville fylde sig selv med dårlig samvittighed, da hun vidste, at han var en vigtig mand for landet. Hun smilede uskyldigt til ham. Nu kunne hun dog godt tillade sig at løsrive ham fra arbejdet. Det var eftermiddag, og hun havde en overraskelse til ham! Hendes hoved søgte på sned, så hendes ravnsorte lokker lagde sig til den ene side. ”Det kommer an på om du kan vente med at se, hvad jeg har arbejdet på i et halvt år nu,” svarede hun legende igen. Hvad hun hentydede til var den store sal, som han havde skænket hende. Et gammelt rum med en masse malerier, og en ærefrygtig tronstol. Det rum havde hun nu færdiggjort efter flere måneders arbejde. Intet havde hun røbet i den tid, som hun havde holdt ved, at han først skulle vide besked den dag, hvor hun var færdig.. og den dag var nu. Godt havde projektet været for hende, som det havde været hendes foretagende for at slippe bort fra de mange dårlige følelser og Maerimydra. Projektet, træningen og intimiteten. En ganske glimrende kur, hvis hun selv skulle sige det. Hvad hun dog nu skulle foretage sig var så spørgsmålet.. I den blå luft forsvandt hun for i stedet at dukke op bag ham. Hun lænede sig en anelse frem, så hendes hoved kunne komme over stolelænet og mod hans ører i stedet. Smilet falmede ikke. ”Har du så tid eller ej?” spurgte hun ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvis der var nogen som formåede at rive Theodores tanker væk fra, hvad han burde tænke på, så kunne han da uden tvivl godt mærke det. Ikke at det var negativt, for det var det på ingen måde. Skulle han være helt ærlig, kunne han godt lide, at have hende omkring. Det var med et helt andet liv i huset, og det var noget af det, som han særligt godt kunne lide. Det gav selv ham en følelse af, at være en del af noget, som han ikke havde været en del af i rigtig lang tid.
Intetsigende forblev hans mine dog, selv da hun trådte ind. Var hun endelig blevet færdig? For nu, havde han holdt sig væk fra den store sal, som han havde skænket hende, kun fordi at han havde været spændt på, hvad hun kunne gøre ved det. "Så du er endelig blevet færdig." sagde han denne gang. Det var også på tide!
Hun forsvandt, kun for at dukke op bag ham i stedet for. Den magi, var hun også ved at have ganske god styr på. Svagt måtte han alligevel trække på smilebåndet, idet han lænede sig en smule tilbage, mest for at komme det tættere på hende. "Du har præget min nysgerrighed igennem et halvt år.. Vis mig det," opfordrede han denne gang, idet at han vendte blikket mod hende. Han rakte sine arme over sit hoved, for at tage omkring hendes hænder, som han førte over sine skuldre. Han kunne godt lide, at være tæt på, og omkring hende. Og nu blev det også mere og mere naturligt for ham, at vise det på den her måde.

[Jarniqa Dynithril]

”Endelig? Gode ting tager bare tid,” rettede Jarniqa ham med et smil, som hun også dukkede op bag ham. Et halvt år var lang tid, ja. Særligt når man var så ung, som det hun var. Dog var det også fordi, at hun havde gjort sig umage, og fordi at selve udførelsen havde været en prøve for hende. Det kunne han dog ikke vide, da han ikke havde en ide om, hvad hun egentligt havde lavet. Noget hun havde moret sig over ganske længe. Hans utålmodighed havde nemlig været ganske underholdende. Det var desuden også et tegn på, at han følte. Hendes arme lod hun ham tage, så hun på sin vis krammede ham bagfra. Til dels akavet var det, da hun stod bag hans stol, men intet havde hun imod det. Hun kunne lide hans måde at udtrykke sig på, skønt den var så anderledes i forhold til, hvad Lucifer havde vist hende. Hun tiskede let med tungen. ”Så utålmodig..” sukkede hun drillende. Blidt kyssede hun ham på hovedet, så hans mørke hår let strøg hen over hendes læber og kildede dem. Lettere var al det uden tvivl blevet efter, at han havde talt med Clemency, og at hun nu var forsvundet. Hun greb ud efter hans ene hånd, imens hun trak sin anden arm til sig. Selv mærkede hun en kilden i maven, som præsentationen faktisk ikke var en lille ting for hende. Det ville han også finde ud af så snart, at hun viste ham salen. ”Kom med så,” opfordrede hun samtidig med, at hun let trak i hans hånd for at signalere, at han skulle stoppe arbejdet for i stedet at komme med hende. Hurtigt slog hendes hjerte. Ville han mon blive glad eller skuffet? Det var i hvert fald hendes helt store spørgsmål.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde holdt sig langt væk fra salen, selvom det havde været præget af en voldsom nysgerrighed i stedet for. Ikke at han havde søgt til lokalet, selvom han havde været fristet til det af den grund. "Et halvt år, er lang tid, at gå og vente," forklarede han denne gang. Han lukkede roligt sine hænder omkring hendes, da han havde ført dem over sig, og omkring hans hals. Det føles uden tvivl rigtig, rigtig godt, at have hende så tæt på.
Lige hvad det her angik, var han ikke nogen tålmodig mand. Det havde heller ikke taget ham lang tid, at få Clemency ud. Hun havde været vred. Meget endda, og det var svært at bare gå og vente, når der var noget, som skete på en anden side af en dør, som var lukket for ham, frem til Jarniqa ville åbne den for hende. For nu, havde han ladet det være, selvom det havde været svært. Det havde oprigtigt været rigtig svært at lade være. Han drejede denne gang blikket mod hende, hvor han tog imod kysset. Han nikkede. Han var mere end klar til at få lov til at se det. "Jeg synes nu også, at jeg har ventet længe nok," sagde han denne gang, inden han roligt rejste sig op, og lod hende denne gang tage om hans hånd, så hun kunne føre ham af sted. Spændt var han uden tvivl på, hvad hun havde lavet. Ikke havde han nogen anelse om, hvad hun faktisk kunne lave med den store sal, men det havde givet hende noget at lave, og noget at tage sig af. Så langt, så godt.

[Jarniqa Dynithril]

Halvt år var lang tid, og dog havde Jarniqa ikke følt, at tiden havde sneglet sig af sted. Beskæftiget havde hun nemlig været dagligt, og derfor havde hun som sådan ikke følt tiden. Hvad hun dog kunne grue for nu var, hvad hun nu skulle beskæftige sig med. Hun havde jo intet arbejde. Projektet i salen havde været hendes arbejde. Dog forsøgte hun ikke at tænke over, hvad hun for fremtiden skulle foretage sig.. Måske, at Theodore også havde en ide om det? ”Men så er det godt, at jeg løfter sløret for dig nu,” fortsatte hun muntert, som han valgte at rejse sig. Spændt var hun på at vise ham salen. Især fordi, at hun selv var af den opfattelse, at han gik i den tro, at hun havde gjort noget andet ved rummet, end det hun egentligt havde gjort. Smilet forblev hvilende på hendes lyserøde læber, som hun førte ham ud af kontoret, og videre ud på gangen. Om hendes ben flagrede den hvide kjoles skørt let, som hun gik ned ad gangen. Synd var det egentligt at bruge en dag som i dag indenfor. Sommeren var snart ovre, og derfor burde man tilbringe hver given lejlighed udenfor. Grundet sit projekt, havde hun dog også gjort det, men en helt anden sag var det for Theodore, der havde en tendens til at lukke sig inde på sit eget kontor. ”..Vent,” sagde hun stille, som de nærmede sig døren til den store sal. Let trak hun i hans hånd, inden hun selv stoppede op. Pulsen følte hun i sig, men var det også underligt at være andet end spændt? ”Du må ikke kigge..” Hans hånd slap hun, som hun i stedet stillede sig om bag ham. Her måtte hun strække sig en anelse, så hun kunne lægge begge sine hænder over hans øjne. Noget der med garanti forvirrede ham, som han sikkert fandt handlingen besynderlig.

[Theodore Jarvis Acheron]

Glæden ved de sociale fællesskaber, forsøgte Theodore nu stadig at finde rundt i, som han ellers gerne ville, og selvfølgelig kunne det også godt mærkes. Ikke at det var noget, som skulle sige så lidt. Jarniqa var ham en hjælp i den forbindelse, og nu hvor Clemency ikke længere var en del af hans liv, så forventede han vel også, at der skete ændringer i den forbindelse? Jarniqa var ung og frisk i forhold til, og i forvejen langt mere åben og modtagelig overfor ham, og de problematikker, som han selv skulle slås med. "Hvilket jeg har ventet alt for lang tid på," sagde han denne gang, hvorefter han rejste sig op, og lod hende tage hans hånd.
Hun var en dejlig kvinde. Der var ikke noget, som kunne beskrive det bedre end som så. Han gik derfor med hende ned i retningen af salen. Derfor vidste han heller ikke hvad der ville møde ham på den anden side af døren. Her stoppede han op. Han skulle vente? Han måtte ikke kigge på det endnu? Dette var uden tvivl noget, som forvirrede ham en hel del. At hun steppede om bag ham, og lagde hænderne over hans øjne, forvirrede ham for alvor. Var det ikke meningen, at han skulle se det? Han blev dog stående fuldkommen stille. "Var meningen ikke, at jeg skulle se det?" spurgte han denne gang. Han blev stående, til hun denne gang førte ham frem, så de kunne komme ind i salen. Han var jo spændt på hvad det var hun havde lavet, og havde brugt så lang tid på, og derfor var det ikke fair, at hun hindrede det, ved at holde ham for øjnene.

[Jarniqa Dynithril]

En overraskelse skulle det hele være for Theodore, og derfor valgte Jarniqa også at holde ham for øjnene, som de nåede salen. At det kun skabte forvirring i ham, forundrede hende på ingen måde. Theodore fik vel den association, at han slet ikke måtte bruge sine øjne til at se lokalet? Det var dog ikke tilfældet, som det var ganske normalt at holde en for øjnene, inden man viste vedkommende en overraskelse. ”Og få det af se, skal du nok,” beroligede hun ham. Da hendes hænder ikke længere var frie, benyttede hun sig af magien til at få dørene til salen op på. Let slog de op, hvilket forsigtigt fik Jarniqa til at guide Theodore frem. Påpasselig med ikke at træde ham i hælen, og ikke at lade ham snuble. Spændingen ulmede i hende, som hun lod dem begge træde et stykke ind, inden hun slap ham. ”Hvad synes du så?” sagde hun med antydning af både spænding og nervøsitet i stemmen. Malerierne på væggene havde hun ikke rørt. Det var en del af Acherons historie, og derfor havde hun fundet det upassende at tage det ned. Hvad hun derimod havde ændret på var gulvpladsen. I salen stod et langbord med fem stole på hver side. For bordenden havde hun valgt at beholde tronestolen. Theodores stol. Til højre for tronestolen stod en anden tronelignende stol. Dog mindre end den for bordenden. Den stod ganske vidst på samme række som dem med fem, men stadig kunne man ane, at stolen tilhørte ”den højre hånd” til den der sad på tronestolen. Et helt normalt bord, og helt normale stole var det dog ikke. Der fandtes faktisk ikke et lignende møblement, som Jarniqa havde sunget møblerne i form. Perfekt bøjet var de derfor og perfekt glatte, hvor alle møbler var med elviske udsmykninger. Ved væggen havde hun sågar lavet et vitrineskab, hvor der stod glas og porcelæn, hvis dem i salen skulle have noget indenbords.

[Theodore Jarvis Acheron]

Spændt var Theodore for, at se hvad der var sket på den anden side af de store døre, som han selv bevidst havde forsøgt at holde sig fra. Han ønskede jo samtidig også at udvise den tillid til Jarniqa, og derved lade hende håndtere dette på egen hånd, da han samtidig også havde opfordret hende til dette. "I så fald, så forstår jeg ikke det her," sagde han denne gang. Nu havde han aldrig været manden der havde været meget for overraskelser, men nu havde han heller aldrig forstået konceptet bag det. Måske at det var noget som han nu lærte?
Som hun førte ham frem, trådte Theodore denne gang frem, selvom det var ganske forsigtigt, for ikke at ende med at falde. Det var jo ikke til at vide, hvad han egentlig havde foran sig. Han anede jo faktisk ikke noget som helst. Derfor trådte han ind, og blev stående, til hun denne gang valgte at fjerne sine hænder fra hans øjne. Det var først her, at han hævede blikket.
Kort missede Theodore med øjnene, inden han rettede sig en smule op igen. Bordet.. yndigt i det smukkeste træ, og det samme med stolene, som dertil også måtte stå der. Havde hun selv stået for alt det her? Uden at sige så meget som et ord, trådte Theodore op til bordene og lod hænderne vandre over det smukke bøjede træ. "Har du lavet det?" spurgte han, hvor han stillede sig ved hans kære stol, og den smukke på den højre side. Her vendte han blikket mod hende igen. Han var uden tvivl imponeret.

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Theodore forstod ikke altid, hvad Jarniqa havde på sinde, men alligevel valgte hun at gøre det, som hun udfordrede og pressede ham. Desuden kunne hun se, at det virkede, som det udviklede ham, og derfor agtede hun ikke at stoppe. Som hun lod hænderne falde ned langs siderne, lod hun ham frit studere rummet. Selv blev hun stille stående med et hjerte der søgte længere og længere op i hendes hals. Hvad tænkte han? Salen havde han jo skænket hende, men ikke havde hun skænket den til sig selv, men derimod til ham. Hun betragtede ham, som han følte på møblementet, inden han gik over til sin stol, som hun end ikke havde rørt. Om han kunne lide det eller ej, kunne hun endnu ikke sige. Derfor fik hun også svagt rødmende kinder af nervøsitet, som han spurgte, om hun havde lavet det. Hun nikkede. ”Hvert et møbel,” sagde hun sandfærdigt, inden hun trådte nærmere. ”En mørkelvisk kvinde lærte mig at synge for naturen, så den opfylder mit behov.” Hun lod let sine fingre glide hen over en af de normale stoles rygge. ”Jeg tog ud i skoven, hvor jeg sang for træerne. Du vil ikke kunne finde nogen udskæringer i træet, da der ingen. Alle stykkerne er hele, men bøjet og formet af min stemme. Selv de fine udsmykninger.. Du vil ikke kunne finde et møbel lignende disse, da de alle er sprunget ud fra mit hoved,” fortalte hun ham. Imponerende fandt hun det, hvis hun selv skulle sige det, men om han var enig, vidste hun ikke. Han var måske bare irriteret over, at hun ikke havde lavet et rum til sig selv. Hvad hun helt præcist havde tænkt, at han skulle bruge salen til, kunne hun sagtens fortælle. Ligeså kunne hun også fortælle, hvordan hun var kommet på ideen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var nok også den forkerte at overraske i mange henseender, og særligt fordi at han ikke rigtigt reagerede ud fra det. Det havde han aldrig gjort. Igen, så var det jo først indenfor den seneste tid, at der var kommet følelser med ind i billedet, og derfor skulle han finde ud af, hvordan han skulle reagere og tackle det hele. Det som han dog mødte med blikket, var smukt. Ikke havde han forestillet sig, at det var noget, som hun havde tænkt sig at lave.
Her stillede han sig ved den stol, som typisk var hans at placere sig ved. Her kunne han nemlig se det hele. Billederne havde sågar fået lov til at hænge. I den forbindelse, regnede han faktisk med at han skulle gøre plads til et billede af hende på et tidspunkt. Særligt, hvis det fortsatte, som det gjorde hidtil. Han nikkede til hendes ord. "Det er flot," sagde han. Hånden lagde han mod bordet. Kunne en mørkelver virkelig formå at bøje naturen på den måde? Det var en ting, som slet ikke var kendt for ham, og derfor var det en tanke, som han fandt meget fascinerende. "Jeg kan lide det.." Han så ned mod det, hvor et kort smil denne gang passerede hans læber. Her vendte han blikket mod hende igen. Smilet vendte han mod hende. "Jeg kan virkelig godt lide det," sagde han denne gang. Han kunne virkelig godt lide det. Det her, havde uden tvivl været en rigtig dejlig overraskelse, selvom reaktionen nok ikke var så tydelig, som den ville have været ved den typiske.

[Jarniqa Dynithril]

Spændt måtte Jarniqa helt føle sig, indtil Theodore endelig prikkede hul på bylten. Han fandt det flot.. Han kunne lide det.. Gudskelov for det! Smilet voksede på hendes læber, idet det måtte gøre hende selvsikker. Han fandt det i så fald ikke grimt eller underligt. Hun smilede tilfredst, alt imens hun måtte føle en iver vokse i sig. En iver efter at fortælle ham, hvad hun havde tiltænkt rummet til, og hvordan hun havde fået ideen. De smaragdgrønne øjne vendte hun mod ham. ”Jeg fik ideen, da du fortalte mig, hvad salen hidtil var blevet brugt til. Jeg tænkte, at jeg ville gøre salen ære, hvis jeg gav den et nyt ydre og til dit brug,” begyndte hun at fortælle ham. ”Jeg tænkte, at du kunne benytte salen til større betydningsfulde møder. Din plads vil være for enden af bordet.. Den stol har jeg ikke ændret på.. Stolen til højre for din vil være til din højre hånd, hvor resten af pladserne vil være til dine gæster.” Med højre hånd havde hun egentligt tænkt grevinden – Clemency – men da hun ikke længere var inde i billedet, måtte han selv bestemme, hvem der i så fald skulle tage pladsen. Hun så over mod vitrineskabet. Dette havde hun også selv lavet.. På nær glasruderne og porcelænet selvfølgelig. ”For at gøre det simpelt for tjenestestablen, valgte jeg at placere servicen i selve rummet, så de kun skal fragte maden og drikken.” Hendes blik søgte tilbage på ham. Skønt han ikke udtrykte meget, vidste hun, at det var der. Det var svagt at ane i hans mimik, men tydeligt at høre i hans ordvalg. Igen sagde han heller intet uden at mene det. Det var det gode ved ham.. I hvert fald størstedelen af tiden. Man behøvede ikke at fundere over, om der ydermere lå noget bag hans ord.

[Theodore Jarvis Acheron]

Tydeligt var det for Theodore, at dette var noget, som Jarniqa havde gjort sig utrolig mange overvejelser om, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes. I den forbindelse, kunne han jo lide det endnu mere. Hvem der end skulle tage pladsen på hans højre side, var han end ikke et sekund i tvivl om, hvem det skulle være. Her blev han stående, selvom han tydeligt kunne se i hendes blik, var noget, som glædede hende. Han lod hovedet søge en kende på sned denne gang, hvor han smil nu heller ikke var til at tage fejl af. Det var oprigtigt noget, som betød meget for ham, og særligt fordi, at der lå så mange tanker bag denne handling. "Naturligvis er det dig, som skal indtage pladsen ved min højre side, Jarniqa," sagde han denne gang direkte. Tænk engang.. Ikke var der skåret eller noget i dette træ. Det var jo uden tvivl et meget imponerende håndværk, og det var noget ,som uden tvivl faldt i umådelig god smag hos ham.
Theodore måtte lade sig betragte af alt det, som skete for øjnene af ham i dette øjeblik. Han stillede sig denne gang bag hende i stedet for, hvor han ganske forsigtigt lod armene glide omkring hendes mave. Her trykkede han hende ind til sig. Det havde været en dejlig overraskelse, selvom han ikke havde været særlig tydelig i hans reaktion, så var han faktisk oprigtigt glad for dette. "Du har gjort det godt," roste han hende denne gang, hvor han plantede et let kys mod hendes kind, inden han atter slap hende. "Jeg er fristet til at gøre dette, til vores nye fælles spisestue," sagde han denne gang. Sjældent forekom det jo, at fester og andre arrangementer blev holdt her, men måske det også gav anledning til dette nu?

[Jarniqa Dynithril]

Tilfreds kunne Jarniqa endelig føle sig med sit arbejde. Hun var færdig, og han var glad for det, som hun havde kreeret. En tak til ham havde det været, som hun følte, at dette var at ære rummet. Desuden havde hun også svært ved at udtænke et enormt rum kun til sig selv. Igen var hun ganske primitiv, hvad al den slags angik. Hun havde selv et lille værelse. Der var en seng og et skab.. Alt, hvad hun egentligt behøvede. Hvis hun behøvede andet, kunne hun frit bevæge sig i de øvrige rum. Hun blinkede lidt med øjnene, som han sagde, at hun skulle tage stolen ved siden af hans. ”Mig? Jeg hjælper dig end ikke med dine pligter.. Der må vel være en anden der ligger dig tættere arbejdsmæssigt?” lød det forbløffet fra hende. Hun havde jo intet med hans arbejde at gøre. Kun hans romantiske liv, og han hendes træningsmæssige del. Som han kom over og stillede sig bag hende, mærkede hun varmen brede i sig. Hun nød at mærke hans favn, og bedre var han uden tvivl blevet til at lukke hende ind. Han kom med flere og flere ønsker om nærhed, og selv tog hun imod. Den enorme aldersforskel rørte hende end ikke længere, som det nu var blevet dem en så naturlig del af hverdagen. Kort søgte hendes øjne i idet han blidt kyssede hendes kind, inden ærgrelsen ramte hende, som han allerede trak sig. At høre hans ros opvejede det dog en anelse.. Igen var det det underlige mellem dem. På den ene side havde de et romantisk forhold, og på den anden side havde de et elev og lærer-forhold. At han endvidere brugte ordet vores nye spisestue, funderede hun en anelse over. Selv følte hun nemlig ikke det var hendes hjem, men derimod Theodore, hvor han blot lod hende bo der. ”Hvis ikke du mener, at rummet egner sig til afholdelse af større møder, kan du bruge det til en spisestue, om du vil.” endte hun med at sige.