I am Sorry.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at Carilsle ville gøre alt for at komme hjem men det var bare ikke så simpelt som det lød. Hun ville ønske hun bare kunne benåde ham men med reglerne som var sat på plads nu så kunne hun ikke selvom hun ville. Hun skulle følge landets love mere end nogen anden. Hun sukkede svagt. Dog så ville hun have ham hjem igen men det var også bare farligt. Hun vidste at hvis han kom hjem så ville han blive udsat, også selvom han holdt sig skjult.
Hånden mod hendes kind gjorde hende dog mere rolig. Han havde en underlig måde at håndtere hende på og hun kunne ikke andet end at nyde det. En ilter kvinde havde hun altid været men dog så tog han hende på en ny måde som hun kunne formilde hende. Blikket søgte hans og hun betragtede hans øjne. Hun kunne næsten blive helt væk i dem. Han lød ikke helt tilfreds med hendes forslag men hun kunne ikke tage ham med nu. Ikke nok med at det var dagslys men hun kunne ikke bære ham. Han nikkede dog for at vise sin accept af hendes tilbud hvilket lettede hende en del. Hun lod hovedet falde let mod hans hånd som han strøg hendes kind. Hun nød det.
”Jeg kender et sted hvor du kan holde dig skjult for en stund. Det er oppe i bjergene men den kølige luft er dig jo heldigvis ikke en stor påvirkning” lød det roligt fra hende. Hun vidste at det her ville blive farligt for dem begge men dog så var det noget som hun agtede at gøre.

[Deleted]

Carlisle ønskede virkelig at komme hjem, og det var lige før, at han var villig til at gøre det for enhver pris. Han lod hånden stryge over hendes kind denne gang. Hun var nemlig en kvinde, som han holdt forbandet meget af. Han var ligeglad med hvor han ville blive placeret, bare han kunne komme hjem og være på det sted, hvor han oprigtigt følte, var hans hjem, selvom han vidste, at han var ønsket til død og helvede, af mere end en, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det nu.
Hovedet sænkede Carlisle en anelse. Bjergene, var slet ikke noget som generede ham, og det ville det nok heller ikke komme til, hvis han selv skulle sige det. "Kulde generer mig slet ikke." sagde han denne gang. Han hævede blikket mod hende igen. Hun ville hjælpe ham ind, selv på trods af, at hun havde valgt at forvise ham. Han forstod ikke hvorfor, men derimod var han glad for den mulighed. Det var der ikke nogen tvivl om. Han trak kort på smilebåndet. "Hvilket jeg er frygtelig glad for. Tak, Angel," sagde han denne gang. Kunne han komme hjem, ville det jo være helt igennem fantastisk. Ikke at der var nogen tvivl om det. Langt fra! Hvad han dog ikke ville gøre, for at kunne komme hjem igen. Hjem til det sted, som han oprigtigt følte, var hans hjem.

[Angelique Amalani Darcy]

Hånden mod hendes kind gjorde hende helt varm inden i. Dette var virkelig noget hun nød også selvom omstændighederne måske ikke var de bedste. Hun vidste at det han bad hende om var noget som kunne koste dem begge så forfærdelig dyrt og dog så havde hun aldrig tænkt nej men mere hvordan kan det lade sig gøre. Sådan havde hun altid været, især hvis tingene var forbudte eller hendes far havde sagt nej til hende. Hun vidste at det var en forkert holdning at have til tingene men hun kunne bare ikke lade være.
Hun lukkede øjnene i og nød bare hans nærvær. Hun søgte en smule mere ind mod hans favn og puttede sig ind mod ham. Kysset som han havde skænket hende snurrede sig så dejligt på hendes læber. Et sted var det hende næsten som en drøm. Aldrig før havde hun siddet med lysten om at give sig hen til en mand på den måde som var sket her ved søen og dog så fik Carlisle hende til at give efter uden tøven. Det var både dejligt og skræmmende, dog mest det første. Ved hans ord åbnede hun øjnene igen. Kulden ville ikke påvirke ham, det vidste hun godt men alligevel. Det var jo stadig oppe på det ene af de Procianske bjerge, et af dem hvor de før havde holdt fanget på. Der ville blive ensomt for ham og Angel ville ikke kunne besøge ham ofte. En gang i mellem ville hun kunne snige sig afsted om natten men det var bare svært. Dog ville hun gøre sit bedste, også for at han ikke skulle være helt alene. "Jeg kommer tilbage i morgen aften når månen er stået op. Jeg forlader ikke slottet før solen er gået ned, det er der det er lettest at komme ud uden for mange øjne på mig og Chili. Vent på mig her, jeg lover at jeg kommet efter dig" sagde hun stille og sendte ham et stille smil. Hun ville virkelig elske at have ham hjemme igen.

[Deleted]

Carlisle ville virkelig give sin højre arm, for at komme hjem igen, og det var ting og handlinger, som han stod fuldkommen fast på. Ikke skulle man tage fejl af det. Han havde lært af den store og massive fejl, som han havde gjort i Procias, og derfor var det vel heller ikke utænkeligt, at han kunne få det hele til at fungere igen? Det var og blev i hvert fald et mål for ham.
At han så skulle sidde der med Angel på de her måde.. Kysse med hende, og holde om hende, var bestemt ikke meningen med noget af dette, og det var lidt det, som han også stod fast ved, i den anden ende. Et kort smil passerede denne gang hans læber, inden han lagde hovedet mere ind mod hende, end hvad han havde gjort tidligere.
I morgen.. Han ville sidde her og vente på hende, og det var et løfte, som han kun måtte give hende. Han nikkede denne gang. Selvom det var lang tid for ham at gå og vente på noget, som han vidste, ville blive en farlig færd, for ikke at glemme, at det ville blive rigtig, rigtig ensomt for ham.. Så var det svært. Endda også rigtig svært. "Jeg lover dig, at jeg vil vente lige her," sagde han denne gang. Han lagde hånden mod hendes kind igen, hvor han trykkede hende ind mod sig. Hun var en vigtig kvinde for ham, og en som han ligeledes ønskede at passe på. "Jeg ved at det er farligt og risikabelt for dig.. Jeg gør hvad der er nødvendigt.. er hvor det er mig nødvendigt.." forsikrede han hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at Carlisle ville gøre alt for at komme hjem igen. Han hørte til i Procias og det var der som hun ville have ham. Selv havde hun sine egne grunde til at ville have ham hjem. Hun var nok en smule selvisk men hun kunne ikke lade være. Tydeligt kunne hun mærke at han havde en virkning på hende. Sammen med ham følte hun sig gladere på en helt anden måde end hun havde gjort det før.
Smilet hvilede på hendes læber. Hun havde virkelig ikke forventet at deres møde ville ende på denne måde men hun havde ikke noget imod det. Hun ville bare gerne sidde her. Det var første gang i lang tid at hun følte sig helt igennem tilfreds også selvom hun var såret. Som han trykkede hende ind til sig puttede hun sig en smule mere og lod et kort kys falde mod hans kæbe. Hun kunne virkelig godt lide det her.
Hun vidste at det var lang tid at vente men dog så var det nødvendigt. Hun kunne ikke bare tage ud igen denne aften. I morgen ville være bedre. hun ville også have tid til at ordne enkelte ting. Hun brød sig ikke om at det skulle gøres hemmeligt men hun vidste at det var nødvendigt. "Jeg ved at det er farligt men jeg ønsker dig tilbage i Procias og jeg er villig til at hjælpe dig. Jeg håber virkelig at du kan forblive sikker. Jeg ønsker ikke at sætte dig i fare på nogen måde" sagde hun stille og løfte den ene hånd og strøg hans kind en smule. Hun ville ikke miste ham, ikke fordi de var uforsigtige.[/bloxkquote]

[Deleted]

Carlisle ville gerne hjem, og af hvad han kunne fornemme, så var han også ønsket på hjemmefronten. Det var også lidt det, som han reagerede på denne gang. Han lukkede øjnene kun for et øjeblik, inden han slap et tungt suk. Han ville vente til i morgen, også selvom det virkelig var lang tid for ham at skulle rende rundt og vente. Grotesk som det end var, handlede det bare om at gøre det ud af det, som det nu var ham overhovedet muligt. "Når man bare skal rende rundt og vente, så er det virkelig lang tid," sagde han denne gang. Nu vidste han heller ikke, hvad det ville sige, at komme tilbage til Procias, eller hvor han overhovedet skulle skjule sig henne. Det eneste, som han vidste, var at han skulle leve i skjul.
Kysset mod hans kæbe, føles rart.. Selvom han vidste, at dette nu kun var noget, som han kunne nyde af midlertidigt, var det meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Han strøg hånden over hendes kind. "Lad mig nu ikke vente for længe," bad han denne gang, som han roligt betragtede sig af hendes smukke øjne. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Hun var en virkelig smuk kvinde. Og hvor var han vidste, at der var en snert af en mulighed, for at få lov til at se mere til hende.. Så ville han bestemt heller ikke tøve med at tage den.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel ønskede ham hjem og hun kunne tydeligt mærke at han også gerne ville hjem. Det var en tanke som hun godt kunne lide. Selvom han havde dummet sig så var han stadig Procias tro og villig til at komme tilbage og gøre noget for dte. Hun vidste at det ville blive svært i starten men noget måtte hun da kunne gøre. Det ville tage noget tid men i det mindste var han da hjemme, så ville hun måske kunne se ham en gang i mellem selvom det ville blive svært. At det var lang tid for ham vidste hun godt men i det mindste kunne han da se en ende på det hele. Hun nikkede stille og kørte en hånd igennem det blonde hår. "Jeg ved godt at det er lang tid men det er det tidligste jeg kan gøre" lød det en smule undskyldende fra hende. Hvis det havde været muligt havde hun taget ham med sig nu men det var det bare ikke. Han kunne ikke sidde fast på Chili og hun kunne på inden måde holde ham.
Hun skænkede hans kæbe et lille kys. Tanken om at skænke ham flere var en som hun virkelig godt kunne lide. Hun vidste dog at det ville blive svært. Han var ikke velkommen i Procias selvom han på den anden side altid var velkommen hos hende. Det var en underlig tanke hvor meget han egentlig var hadet af folket selvom han havde været i landet så længe og med den stilling som han havde haft. Det var virkelig sært men dog ikke noget som hun kunne gøre meget ved. Det eneste hun kunne prøve var at arbejde med folket for at de blev bedre. Et lille smil sendte hun ham dog ved hans ord. "Jeg har ikke tænkt mig at lade dig vente længere end højest nødvendigt" pointerede hun blidt og løftede den ene hånd og strøg ham blidt over den ene kind. Hun ville virkelig ønske at hun kunne tage ham med til slottet.

[Deleted]

Carlisle ville elske at komme hjem, og han ville elske at være mere omkring hende. Man kunne snildt sige, at han i hvert fald havde lært af den situation, som han til nu, havde været fanget i. Ikke at det var noget, som han havde noget imod som sådan.. Han havde altid været hadet, og det var uanset hvor meget han havde kæmpet for Procias' velbefindende og velvære. Det var det samme med Marius.. Hans fader.. De var alle uskyldig dømt for noget, som andre havde gjort, og som egentlig ikke havde noget med dem at gøre. "Selvom det kun er et døgn.. så er det stadig lang tid," sagde han denne gang. Hovedet lod han søge på sned, som han atter vendte blikket mod hendes skikkelse.
Så smuk en kvinde.. Han ville virkelig gerne se mere til hende, og vide, at det som han gjorde, var ret. Det var herunder også vigtigt for ham, at hun også kom godt ud af det med resten af Procias. Og dertil, var han ligeglad med, hvor han skulle holdes, for han vidste allerede nu, at det nok næppe var til offentlig skue.. Uanset hvor meget man ville ønske det eller ikke, så gjorde det ikke nogen forskel. Han sænkede blikket en anelse. "Uanset hvor jeg skal holde mig skjult, så gør jeg det.." tilføjede han denne gang. Hovedet lod han glide mod hendes hånd. Han havde savnet det.. Han havde savnet hende noget så frygteligt, og nu endnu mere, hvor han sad der sammen med hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne ikke gøre det hurtigere selvom hun virkelig gerne ville. Der var virkelig intet hun hellere ville end at få hendes far og ham tilbage i landet samt alle de andre der var blevet uretfærdigt behandlet. Hun ville sådan ønske at de alle kunne komme hjem nu men lige nu var dette bare ikke en mulighed. Dog kunne hun snige ham ind men et døgn ville stadig være ham lang tid at vente. Hun håbede ikke at det ville være for slemt for ham. Hun nikkede stille ved hans ord og bed sig kort i læben. "Jeg ved det men det er svært for mig at snige mig ud. Især med Chili. Han er så stor at han næsten har et skilt på hvor der står: Se mig! Se mig" lød det undskyldende fra hende og hun sendte ham et lille smil.
Angel ville virkelig ikke have noget imod at kunne se mere til Carlisle. Det havde hun allerede ønsket da han var på slottet men dog havde det været svært for hende at vise ham det. Hun havde været nervøs for at han måske ville have trukket sig fra hende og det var ikke en ting som hun havde haft lyst til at prøve. Nu sad de der og selvom hun var øm så var hun alligevel glad for at have set ham her. "Bjergene er der hvor der førhen er blevet holdt fanger. Jeg ved der ikke kommer nogen deroppe og vi har ingen fanger deroppe længere. Det er ideelt indtil vi finder på en mere permanent løsning" sagde hun tænkende. Hans hoved søgte hendes hånd og hun blev ved med at kærtegne hans kind. Hun kunne virkelig godt lide det her. Et sted så ønskede hun næsten at det hele gik i stå sådan så hun bare kunne nyde dette øjeblik men nej. Tiden blev ved med at gå og det var ved at blive sent. Hun sukkede en gang og vendte blikket mod Chili. De var nød til at tage hjem over. "Jeg ville ønske jeg kunne blive her længere, Carlisle, men jeg er nød til at søge tilbage. Det er allerede senere end hvad jeg plejer at være hjemme og hvis jeg kender dem ret så er de allerede blevet bekymret" pointerede hun stille. Hun havde virkelig ikke lyst til at skulle forlade ham men dog så var det nødvendigt med mindre hun ville sætte slottet over ende for at finde hende.

[Deleted]

Carlisle ville virkelig gerne hjem. Det var nok det, som han havde mest lyst til lige nu. Og være sammen med hende naturligvis, og det var også det, som godt kunne mærkes lige nu. Et kort smil passerede denne gang hans læber, som han lagde hovedet mod hendes hånd. Selvom han havde været omkring Aya, var selv hun jo taget over grænsen, så han var alene.. Hans fader havde nok etableret sig, men hvad med Marius? Der var så mange, som var blevet behandlet på mest uretfærdige vis, og det var jo bare sådan, at det måtte være i den anden ende. "Han er stor, det er sandt. Men.. jeg venter," sagde han denne gang. Han var ikke meget for det, og det var så det, som han nu gjorde det.
At skulle blive huset i bjergene, var bestemt ikke en tanke, som huede Carlisle, for han var jo ikke en anden forbryder eller kriminel, som skulle holdes som fange der. Han bed sig svagt i læben. Han nikkede denne gang. Der var ikke noget at gøre, og der kunne han også være selv, uden at skulle være i nærheden af så mange andre. Måske det bare var for det bedste? "Jeg skal skjules som en anden kriminel," endte han denne gang. Han vidste, at han havde dummet sig med Tatiana.. Han vidste, at han havde dummet sig, men alligevel! Han sukkede svagt og sænkede blikket igen. Hun skulle videre. Han var ikke meget for at lade hende gå, men vidste derimod godt, at det var en nødvendighed. "Det.. det forstår jeg godt.." Her slap han grebet en smule om hende, også mest for sin egen skyld. Han var bare ikke meget for det. Han elskede at sidde der med hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at Carlisle bare gerne ville hjem og hun ønskede at have ham hjem. Hun ville så gerne kunne tage ham med nu men det kunne ikke lade sig gøre. Det var fustrerende at det hele skulle fungere på den måde man hun kunne ikke gøre andet end at arbejde imod det langsomt. Svagt bed hun sig i læben. Chili var virkelig for stor til bare at flyve til Manjarno og tilbage igen. Især hvis Carlisle skulle holde sig skjult. Der var bare ikke andet at gøre. "Jeg ved godt at det er lang tid. Tak fordi du venter" endte hun blidt og strøg hans kind. Dette var virkelig det bedste som var sket for hende i noget tid.
Hovedet som han lænede mod hendes hånd viste hende blot at han nød det og det var dejligt. Smilet kom kort frem på hendes læber selvom det falmede en smule ved hans ord. Blikket gled ned mod hendes skød. Hun husede ham ikke der fordi han var kriminel eller fordi han skulle straffes. Hun lukkede øjnene kort før hun vendte blikket mod ham igen. "Det er et skjul, ja. Du er der ikke fordi du er kriminel men fordi det er det sted der udgør den mindste risiko for dig. Hvis du var anset af mig som kriminel så var det ikke der jeg ville føre dig til. Hav højere tanker om mig, Carlisle" bad hun stille og sukkede svagt. Han trak sig som han slap hende en smule og hendes blik gled kort mod Chili. Hun måtte se at komme afsted selvom det virkelig ikke var det her hun ville. Jeg ville ønske at jeg kunne blive her sammen med dig. Jeg mangler dig, Carlisle." Hun sagde ikke mere før hun lænede sig ind mod hans skikkelse igen og lod deres læber mødes i et kys før hun måtte trække sig igen. Hun tvang sig selv på benene selvom det tydeligt var svært for hende og så humpede hun hen til Chili. Hun strøg den store drage over skulderen og han hjalp hende op på sin ryg. Blikket vendte hun mod Carlisle med et lille smil. "Vi ses imorgen aften. Vent på mig" lød hendes ord før Chili endte med at rejse sig og spredte sine store vinger. Han satte af fra jorden og fløj hende mod Procias igen.

//OUT

[Deleted]

Carlisle var ked af det, og derfor ønskede han jo bare at finde sin plads. Hans plads var i Procias, og derfor ville han gerne hjem igen. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. "Jeg er bare hvor du vil have mig. Jeg vil bare gerne hjem," sagde han denne gang. Alene det, var vel heller ikke så underligt, var det? Det gjorde ham et sted trist, at vide, at hun ikke kunne tage ham med denne gang, men han havde derimod også forståelsen for det.
Før eller siden ville Carlisle komme hjem. Det var den tanke, som han kunne trøste sig med, og det var skam også det, som han havde tænkt sig. Han følte sig jo nærmest som en kriminel, og sådan som folk i forvejen kiggede efter ham, var ikke just en tanke, som gjorde det bedre for ham. Faktisk var det noget, som gjorde ham.. ked af det. Han var jo slet ikke god til den slags, og særligt, når det var på denne her måde.
Hun skulle videre.. han vidste det jo godt, men hvad kunne han da gøre ved det? Han rystede kort på hovedet denne gang, inden han så mod hende. Læberne kom i kontakt med hendes.. Et kys, som han mere end glædeligt besvarede. Nærmest med længsel. "Jeg har brug for dig, Angel.." hviskede han denne gang, inden han trak sig. Han vidste, at hun skulle hjem. Hun kunne ikke blive her.. Det var ikke sikkert for en dronning. Med denne tanke in mente, så han til, som hun steg op på dragen og søgte op mod nattehimlen. Han sukkede let.. Ladt tilbage.. Han vendte om, og søgte direkte tilbage ind mellem træerne. Han skulle frem til i morgen, finde et sted at være jo.

//Out