I am Sorry.

[Deleted]

Carlisle ville elske at kunne komme hjem, hvor han vidste, at han hørte til.. Hvor han kunne mærke, at han hørte til, men han vidste også, at de handlinger, som han havde forårsaget, netop også gjorde, at det nok bare ikke kom til at ske. Han havde kun sig selv at takke for det, og derfor var det ikke for ham, at hun skulle gøre det, men alle dem, som uskyldigt, var drevet over grænsen. Han var vel lys af hjerte? Han var ikke en mand præget af egoisme som hans kære fader. Der havde han uden tvivl mesteparten fra sin mor. Smilet passerede denne gang hans læber. "Det kommer nok meget an på situation," sagde han denne gang. Det var primært positivt. Det var jo en god egenskab, at man kunne slå fra sig og sige fra, når det var nødvendigt. Særligt for en i hendes position som dronning.
"Jeg er selv skyld i, at være på denne side af muren, så det er ikke for min. Der er derimod så mange andre som har lidt skæbnen, uden at der har været nogen grund til dette," fortalte han denne gang. Han rystede let på hovedet, inden han knælede ved siden af hende. Han kunne jo et sted godt lide at være sammen med hende, selvom han vidste, at det var forkert, og at han kun havde sig selv at takke for det.. Han gjorde det heller ikke bedre, ved at sidde hende så nær, som han gjorde nu.

Øjnene lukkede Carlisle, da hun lagde hånden mod hans kind. Hun var så varm.. Han savnede virkelig at kunne mærke det på fast og daglig basis. Han lod blikket falde en smule. "Hvilket vi begge godt ved, at jeg ikke kan, uden at det vil koste dyrere, end hvad det gør mig i forvejen.. Det kan jeg ikke.." Han rystede denne gang på hovedet. Han ville så gerne hjem igen. Der var ikke det, som han ikke ville gøre, for at komme hjem igen.

[Angelique Amalani Darcy]

Det her var virkelig svært. Både for ham men også for hende. Hun kunne virkelig ikke lide at han ikke var i Procias længere. Det var virkelig hans hjem og det ville det altid være. Jo, det var hans egen skyld at han var forvist men han havde jo ikke en gang været velkommen før. Det var virkelig trist at det Procianske folk havde det sådan men hvad kunne hun gøre andet end at arbejde med folk og prøve at få det bedste ud af det hele. Hun kunne ikke andet end at smile en smule. Han havde jo ret. "Måske du har ret" sagde hun med et lille grin.
Hun rystede på hovedet og lod det søge let på sned som han kom hende nærmere. "Det er også for din skyld. Det er for jer alle. Måske også lidt for mig selv. Jeg ønsker min far hjem så vel som jeg ønsker dig hjem igen" forklarede hun roligt. Der var ikke så meget andet hun kunne gøre anden end at ønske, håbe og ville det med hele sit hjerte.

Hånden mod hans kind kunne hun virkelig godt lide. Det var rart at kunne skænke ham de kærtegn endnu en gang. Hun havde savnet ham og savnet det. Hun kunne virkelig godt lide at være i hans nærhed og endnu mere nu hvor hun så ham igen. Hun fandt ud af hvor meget hun virkelig havde savnet ham. "Jeg ved godt at det ikke kan men derfor kan man stadig godt ønske håbe og drømme. Jeg mangler dig Carlisle. Virkelig meget" pointerede hun stille og strøg hans kind.

[Deleted]

At Angel skulle mangle ham så meget, havde Carlisle svært ved at forholde sig til. I forvejen kunne man sige, at han var vant til at tingene i Procias var imod ham. Aldrig havde han decideret følt, at han havde været ønsket. Og nu sad han så her. Det var uden tvivl underligt for ham, men derimod var det også en tanke, som han et sted godt kunne lide. Et tungt suk brød denne gang hans læber. Hendes stædighed, var han ikke et sekund i tvivl om, nok skulle bringe hende langt. Han vidste det, og han kunne fornemme det. Selvfølgelig var han glad for, at det her også var for hans skyld, selvom han jo var blevet forvist for de handlinger, som han havde foretaget sig. "Der er som sagt mange andre, som har bedre gavn af det end mig. De er drevet fra hus og hjem, uden at have gjort noget forkert. Som min egen fader.. Og din," sagde han denne gang. Selvfølgelig var det noget, som gjorde ham trist.. Men hvad kunne han da gøre ved det?
Hånden mod hans kind, var virkelig rar. Han havde ikke modtaget et eneste kærtegn siden Aya, og det var jo selv ved at være et stykke tid siden nu. Der var bare ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det. Desværre. Han lukkede øjnene et øjeblik, hvor han tog sig i at nyde det. "Jeg blev forvist for en handling, husker du..? Kan jeg virkelig komme hjem igen?" De mørke øjne, tvang han endnu en gang op, hvor han så mod hende igen. Han ville uden tvivl elske det.. Men var det overhovedet en mulighed for ham, med den dom, som han var blevet pålagt?

[Angelique Amalani Darcy]

Angel manglede ham og det var hun ikke bange for at indrømme. Hun havde holdt af ham og gjorde det stadig rigtig meget. Et sted så ville hun ønske at hun kunne skrue tiden tilbage og ændre på et eller andet. De unge kvinde som havde siddet i kælderen havde Angel ikke vidst ret meget om. hendes dom var blevet udmålt af det forrige regent par og hun havde ikke vidst hvad hun skulle stille op lige til at starte med. Måske hvis hun havde kigget på sagen noget hurtigere så ville intet af dette være sket. Hun følte sig også skyldig et sted. Hun kunne have gjort mere for at ændre det. Hun vidste det godt men hun havde ikke været hurtig eller smart nok og nu sad de her i denne her situation. Det var irriterende og det gjorde hende trist. Det kunne hun ikke benægte. Hun lyttede til hans ord og bed sig kort i læben. "Jeg ved det og dem har jeg i tankerne såvel som dig. Mit hjerte er stort nok til at rumme hele befolkningen om den så er på den Procianske side af muren eller på denne. Jeg skal nok gøre mit bedste for at i alle kan vende hjem" lød det med en tydelig beslutsom stemme. Hun var en kriger, en der ville kæmpe for det hele. Det var da tydeligt at se efterhånden.
Hun strøg hans kind blidt. Forsigtigt rykkede hun en smule tættere på ham og lod den anden hånd falde til hans anden kind sådan så hun kunne kærtegne den også. De blå øjne hvilede på hans ansigt. Hans ord var sande. Det var en handling som havde forvist ham men dog ikke den handling som han troede. Hun sendte ham et stille smil. "Befrielsen af fangen kunne straffes anderledes. Det som forviste dig var blodet. Der er forbud mod at drikke menneskeblod i Procias. Det er et forbud som jeg agter at holde men dog som kan reguleres. De regler som jeg er ved at indføre vil gøre det muligt at du kan komme hjem igen. Det handler bare om at jeg får folket på min side. Hav tiltro til mig. Det skal nok lykkes" sagde hun stille men dog med et smil. Hun havde tiltro til sig selv. Det var helt sikkert.

[Deleted]

Carlisle savnede og manglede det liv, som han havde haft i Procias, hvilket han nu heller ikke var bange for at indrømme. Nu hvor det var sagt, så ar det jo bare sådan, at omstændighederne måtte ligge for hans vedkommende. Svagt bed han sig i læben. Han havde det skidt, og han havde det dårligt, men hvad kunne han da gøre ved det nu? Han gik jo lidt ud fra, at dommen var kommet for at blive, og særligt fordi, at han vidste, at han denne gang havde dummet sig, som aldrig nogensinde før. Han trak svagt på smilebåndet. Hun var nu kær. Det var noget af det, som han særligt godt kunne lide ved hende. "Jeg har altid beundret, hvor meget du kan rumme i dit hjerte, Angel," sagde han denne gang. For ham, var det jo heller ikke just småting, men derimod store ting, så det alene, sagde jo heller ikke så lidt. Det var uden tvivl noget, som han havde en meget stor respekt for, ved hende og hendes væsen.

Begge hænder mod hans kinder, fik ham til at sitre. Det føles virkelig fantastisk! Han sukkede dæmpet. Det lød jo alt sammen fantastisk, sådan som hun fremstillede tingene, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lod blikket falde. En straf var vel en straf? "Din fader tåler ikke dyreblod. Hvad med ham? Jeg ved godt det lyder rigtig fint, Angel.. Men det er noget som tager en tid, som jeg ikke ved, om jeg har." Hans blik faldt til hendes skikkelse igen. Han ville virkelig gerne. For pokker, hun var jo en fantastisk kvinde, og en som han gerne ville tilbringe tiden sammen med. "Jeg vil virkelig gerne hjem igen," endte han denne gang mere dæmpet, da han hævede sine hænder, for at tage omkring hendes. Han vidste derimod godt, at han ikke bare kunne, uanset hvor meget han ville.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne ikke benægte at slottet føltes mere tomt nu hvor Carlisle ikke længere var der. Hans tilstedeværelse havde givet hende sjæl en ro som hun ikke længere kunne få på slottet. Det var irriterende og også en af grundende til at hun måtte få ham hjem igen. Hun havde brug for ham der. Hvordan det hele forholdt sig mellem dem kunne hun ikke finde ud af lige nu og det betød heller ikke noget. For nu var det eneste der betød noget den kamp som hun stod overfor i form af det Procianske folk og deres snæversynethed. Hun sendte ham et lille smil ved hans ord. Hun kunne vel rumme meget hvis hun gerne ville det? Det kunne alle vel. "Jeg kan rumme hvad der er vigtigt" sagde hun blot og lod hovedet søge let på sned.

Hænderne hvilede mod hans kinder og hun strøg dem begge let. Han var kold under hendes varme berøring men det var ikke noget som påvirkede hende. Hun ønskede blot at give ham dem nu hvor hun havde ham her ved sig. Hans ord gjorde ondt. Han vidste ikke om han havde tid nok? Det var slet ikke en tanke som hun kunne lide overhovedet! Hun bed sig kort i læben som han lagde sine hænder mod hendes. Forsigtigt lænede hun sig frem og lod sin pande hvile mod hans. "Jeg har tænkt på det. Jeg ved hvad jeg skal gøre. Carlisle, du må ikke give op. Jeg kan håbe for os begge, tro for begge og se lyset for os begge men ej kan jeg forhindre dig i at give op. Det er en kamp du selv må tage. Jeg beder dig. Du må ikke tabe den" hviskede hun stille og vendte blikket mod hans ansigt. Han måtte virkelig ikke give op. Det ville hun slet ikke have på nogen som helst måde.

[Deleted]

Det var forfærdeligt at være i Manjarno. Carlisle ønskede mere at være i skjul i Procias, end hvad han ønskede at rende rundt i Manjarno, uden noget at tage sig til, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Det var en tanke, som faktisk gjorde ham trist, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det lige nu. Han bed tænderne svagt sammen. Så godt et hjerte som hun havde, vidste han jo godt, at der var mange ting, som skulle tages hånd om. Han kunne i hvert fald forestille sig, at det kun blev værre og værre i takt med tiden, som gik, og flere fandt ud af, hvad hun egentlig var ude på.
Jo mere han sad der, jo værre blev det. Han savnede hende. Han manglede hende, også selvom de aldrig havde været noget fast, så vidste han ikke hvor længe han kunne holde det her ud. Her i Manjarno, var han jo også udsat, og det blev bare værre og værre med tiden nu. "Jeg lever hellere i skjul i Procias, end at sidde her," sagde han denne gang. Han stirrede denne gang ned mod hendes hænder, selv da deres pander måtte mødes. Han lukkede øjnene ganske let. Det kunne i hvert fald godt mærkes. Han lukkede øjnene let. Hun var så varm at sidde så tæt på, og derfor kunne han heller ikke undgå at bide sig fast i det. Det var næsten det mest fantastiske af det hele. Han bed tænderne sammen.. Denne gang fristet til at kysse hende. Hvilket han slet ikke burde gøre!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne ikke forstille sig hvordan han måtte have det her i landet. Hun vidste ikke hvad han gik og lavede men det måtte være meget lidt. Hans troskab til Procias var nok kendt af mange og det gjorde det sikkert kun svære for ham. Hun kunne slet ikke lide det! Et sted så ønskede hun bare at hun kunne tage ham med sig men for nu var det ikke muligt. Ikke nok med at det ville være farligt så ville han heller ikke blive accepteret i landet. Det kunne næsten bringe tårer til hendes øjne at det hele skulle være så kompliceret men hun måtte holde sig stærk. For nu var der kun hende og Keischa til at kæmpe men som dronning stod Angel langt mere udsat. Dog ville hun ikke opgive sin kamp. Hun var ikke bange for hvad der var hende i vente.
Hun lod deres pander mødes og kom derved tættere på ham end hun havde været det længe. Hun havde savnet det her mere end noget andet. Følelsen af ham så tæt på hende var en som hun virkelig havde manglet. Selv havde hun aldrig været en pige som havde søgt efter et andet individ at leve sammen med, Chili havde altid været nok for hende. Dog kunne hun ikke benægte at siden Carlisle havde fået fæstet sig ind i hendes liv så kunne hun ikke glemme ham igen. Det var forfærdeligt og dog dejligt. Hans ord fik hendes blik til at møde hans. Den ene hånd lod hun sig frigive fra hans greb og lod den blidt glide fordi hans kind og om i hans hår. "Jeg ved ikke hvor vi kunne skjule dig. Hvis der skete noget ... Jeg ville ikke kunne tilgive migselv" sagde hun stille. Lysten til bare lige at komme det lille stykke tættere på brændte sig næsten i hende og dog så turde hun ikke. Hvad hvis hun misforstod de signaler han sendte hende? Det ville hun slet ikke tænke på. Hun kunne dog ikke dy sig fra at læne sig en smule mere og lod kort deres næser mødes. Hun ville virkelig gerne mere men hun turde bare ikke, eller gjorde hun? Hun var så usikker.

[Deleted]

Carlisle ville hjem.. og jo længere tid han sad der sammen med hende, jo mere blev han overbevist om, at det var det, som han ønskede. Han endte denne gang med at sidde og kigge hende ind i øjnene. Normalt havde han været en mand meget hen af hans faders person.. En som vidste hvordan han skulle få tøserne til at handle, som han gerne ville det.. Og nu? Nu var sagen en helt anden, og det kunne han jo heller ikke ligefrem gøre for. Han sænkede hovedet en anelse, hvor han sikrede sig, at hans pande forblev tæt ved hendes. Han havde brug for det. Det at vide, at der var noget, at holde fast ved, for det var virkelig ikke nemt.
Øjnene lukkede han denne gang, kun for et øjeblik. Hun fornægtede end ikke, at hun gerne ville have ham på den anden side af grænsen? Han bed tænderne let sammen. "Hjælp mig over grænsen, og jeg sørger for resten selv." Velvidende om, at hun nok var den sidste, som han burde bede den slags om, så kunne han heller ikke lade være, og særligt ikke, nu hvor han stod her. Han åbnede øjnene denne gang. Ligeglad med hvem der burde se dem, høre dem, eller overhovedet opfatte, hvad der i det hele taget foregik. Han lænede sig denne gang frem, hvor han samtidig lod hovedet søge en smule på sned, for bedre at komme til. Han lod læberne møde hendes. Nu kunne han simpelthen ikke lade være længere!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste ikke hvad hun skulle stille op. På den ene side ville hun virkelig gøre alt for at tage Carlisle med sig lige nu sådan så hun ikke skulle undvære ham længere for hun savnede ham forfærdeligt men på den anden side så var hun også voldsomt bange for at der skulle ske ham noget. Hun ville jo ikke have at han skulle komme noget til. Det var svært for hende. Blikket hvilede på hans skikkelse. Hun havde ikke lyst til at slippe ham igen.
Hun betragede ham som han lukkede øjnene. Han tænkte og hun vidste hvad han havde i tankerne. Hun kunne ikke lide det. Et sted så bad hun ham inderligt inderst inde om ikke at bede hende om hvad hun tænkte han ville. Men han gjorde det alligevel. Han ville have hjælp til at komme over på den anden side? Hun kunne virkelig ikke lide det. Hvordan skulle hun bære sig ad med det? Hun kunne slet ikke lide det. "Hvad hvis du bliver opdaget? Hvad hvis der sker dig noget?" spurgte hun tydeligt bekymret. Hun var bange for at miste ham. Det kunne kun være tydeligt. Hvad der skete herefter havde hun så ikke set komme. Hun havde måske håbet på det og så alligevel ikke. Det var overvældende på så mange punkterne. Hans læber mod hendes fik det til at sitre i hele hendes krop. Hun lod sin læne en smule mere ind mod ham og gengældte kysset uden tøven. Ikke nok med at hun havde haft lyst til det her så havde hun også haft brug for det. Hun havde brug for at vise at hun holdt mere af ham end som så og at han havde det på samme måde var kun mere end fantastisk.

[Deleted]

Carlisle vidste at det var dumt, men det var lige før, at han hellere ville leve i skjul, end at gøre det andet, som han gjorde nu. Han sukkede dæmpet. Han vidste at det var dumt, og hvor dyrt det ville koste ham, og hende ikke mindst, hvis hun rent faktisk indvilget i at føre ham over muren. Det var nok bare dumt af hende, hvilket de udmærket godt vidste begge to, men han ville så gerne. Han ville virkelig, virkelig gerne, så det var bestemt heller ikke noget, som der skulle herske nogen tvivl om. Han bed tænderne svagt sammen. "Det er næsten bedre det, end at rende rundt her.. Jeg indrømmer det.. Jeg sidder hellere i den procianske fangekælder," endte han denne gang. I den forbindelse var han da i det mindste hjemme og omkring dem, som han alligevel holdt af. Om det jo så var gengældt eller ej, skulle han ikke kunne sige endnu.
Kysset skænkede han hende. Han kunne ikke lade være. For ham, var det faktisk en vigtig ting. Han havde savnet hende, og han havde uden tvivl også manglet hende, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Øjnene lukkede han, hvor han denne gang lagde armene mere om hende, end hvad han havde gjort tidligere. Chili havde han nærmest glemt i en stund som denne. Han kunne i hvert fald ikke tænke på det! Det eneste, som han havde i hovedet lige nu, var hende. Intet andet. Kysset intensiverede han næsten forsigtigt. Han kunne slet ikke få nok af hende nu! Ikke nu hvor han endelig gav efter, for den brændende lyst, som han havde siddet med så længe.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne virkelig ikke lide tanken. Det gjorde ondt på hende at tænke på at der kunne ske ham noget. Hun havde savnet ham og nu var han endelig her. Hun ville ikke miste ham igen. Svagt sukkede hun en gang. Hvad pokker skulle hun gøre. Det ville koste dem begge dyrt hvis de blev taget og dog så havde hun lyst. Bare det at vide at han kom tættere på hende gjorde en helt klar forskel for hende. Hvad skulle hun gøre? Hun tænkte så det knagede mens hun betragede ham. Hvorfor kunne han gemme sig hvor ingen ville finde ham? Hun fik en ide men hun brød sig virkelig ikke om det. Kort bed hun sig i læben mens hun gennemtænkte det hele. Frygten for at han skulle komme noget til sad virkelig dybt i hende. Jeg har en ide men ... Jeg er bare så ..." hun tav en gang og sukkede igen før hun kørte en hånd igennem det blonde hår. Hun kunne virkelig ikke lide det. "Jeg er så bange for at der skal ske dig noget" indrømmede hun stille.
Kysset som han havde tildelt hende kom bag på hende og dog så tog hun glædeligt imod det. Selv var det en lyst som hun havde siddet med længe men ej havde hun turde handle på det. Hun havde aldrig været en pige der havde været interesseret i mænd, hun havde altid troet at hvis hun bare havde Chili havde hun ikke behøvet andre. Efter Carlisle var dukket op havde dette ændret sig. Hun havde siddet med et lyst til ham som hun ikke rigtig havde kunnet forklare. Hun havde haft lyst til at se ham ofte og tilbringe tiden sammen med ham. Som hans arme gled om hendes skikkelse lagde hun sig let ind i hans favn. Som han intensiverede kysset fulgte hun med og lod selv sin ene arm glide om hans skikkelse. Hun ville det her og det var hun ikke bleg for at vise. Hjertet i hendes bryst hamrede på livet løs. Hun kunne virkelig godt lide det her.

[Deleted]

Carlisle ville hjem, og koste hvad det koste ville. Det var det som han også stod ved i øjeblikket, også mest for sin egen skyld. Om han så skulle sidde hjemme og bare glo i en fængselscelle, så var det næsten bedre, end at rende rundt her uden mål og mening. Han lod denne gang ord glide i tankerne, i det at han gav sig fuldstændig hen til det kys, som han skænkede hende, også fordi at det var en lyst, som nu var vokset til højder, som han slet ikke kunne se bort fra mere. Nej, dette var noget, som han virkelig ønskede skulle ske, og derfor kunne han heller ikke lade være!
Øjnene gled derfor i, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig i stedet for. Hovedet var faldt på sned, for at intensivere kysset. Han var slet ikke ude på at gøre hende ked af det, eller sætte hende i en situation, som hun ikke kunne komme ud af igen. Det var bare ikke nogen hemmelighed at han holdt forbandet meget af hende. Og nok mere, end hvad han lige havde formået at give udtryk for? Det var svært andet i hvert fald. Et kort smil passerede hans læber, inden han denne gang brød kysset forsigtigt. Hånden lagde han tæt ved hendes kind, som han strøg ganske blidt. En så varm og kær ung kvinde. Det kunne jo heller ikke ligefrem blive bedre. Han kunne høre hvordan hendes hjerte hamrede og bankede. "Jeg gør nærmest hvad som helst," endte han denne gang. Han var nærmest desperat. Procias var og blev hans hjem, og det var uanset hvor uvelkommen han nu måtte være.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde det virkelig svært med hele situationen. Ikke nok med at hun ikke kunne lade være med at give efter for hans ønske fordi hun i bund og grund ønskede det sammen med kysset som han valgte at skænke hende slog virkelig benene væk under hende. De lyster som hun selv havde siddet med begyndte foralvor at blusse op og derfor gav hun sig også hen til hans kærtegn. Hun havde vel også haft brug for det et sted med alt andet som forgik. Hun puttede sig ind til ham og gengældte blot det kys som havde været tiltrængt af dem begge. Blidt nussede hun ham i håret som de fortsatte. Hun ønskede virkelig kun at skænke ham disse kærtegn.
Som han gled hende øjne og stille i og hun hengav sig bare til nydelsen. Hun vidste at han ikke ønskede at sætte hende i nogen dum situation men at han ønske om at komme hjem var så store at han ikke kunne lade være. Det var nok også derfor hun valgte at give efter. Hans kærlighed og loyalitet overfor Procias var større end noget andet og det var en ting hun var stolt af men på den anden side også virkelig ked af at ingen andre kunne se. Han var så god og mild som dagen var lang. Hvor var det uretfærdigt at han var blevet lukket ude. Kysset blev brudt og erstattet med smil på deres begges læber. Det var tydeligt at de begge havde nydt det. Angel kunne ikke benægte at hun ønskede mere og dog så var der andre ting lige nu som var vigtigere at snakke om. "Jeg kan ikke tage dig med, ikke i dag i hvert fald. Du kan ikke sidde fast på Chili og jeg har ikke styrken til at holde dig. Imorgen, jeg vil komme tilbage i morgen aften, i ly af mørket med en Saddel på Chili. Så kan vi fragte dig over" endte hun stille. Hun vidste at det var virkelig dumt det her men hun kunne virkelig ikke lade være. Hun ville bare så gerne have ham hjem igen.

[Deleted]

Der var snart ikke det, som Carlisle ikke ville gøre, for at komme hjem igen. Procias var og ville for altid være hans hjem, men af den grund, så ville han jo hellere end gerne hjem! Nu hvor hun stod i en situation som denne, så kunne hun heller ikke undgå det. Han vidste, at det som han derimod også gjorde nu, bestemt ikke var nogen som var meningen, men nu skete alligevel.
Hånden strøg han denne gang over hendes kind, som han strøg ganske let. Hvor var hun dog en fantastisk kvinde. En som han uden tvivl holdt forbandet nær til hjerte. Han trak sig en anelse, kun for at se i hendes øjne i stedet for. "I morgen..?" spurgte han denne gang. Det var stadig lang tid for ham at vente.. Han var ved at gå til nu! Han nikkede denne gang, efter et kort øjeblik, hvor han bare havde siddet og stirret hende i de smukke øjne. Han strøg hendes kind fortsat. Han kunne nemlig ikke lade være. Ikke nu hvor han havde muligheden for at sidde dermed hende. Det føles virkelig fantastisk.
"Om jeg så skal leve et liv i skjul, så gør jeg det. Det er bedre end at sidde her og lave ingenting," sagde han denne gang. Det var nok det, som generede ham mest. Det kunne han heller ikke just skjule for nogen. Han ville bare gerne hjem. Han ville bare gerne have sit liv igen, som han havde mistet, velvidende om, at det havde været hans egen skyld.