I am Sorry.

[Angelique Amalani Darcy]

@carlisle ; Angelique Amalani Darcy

---

Natten var ikke længere så mørk og dyster. Solens lys var så svagt begyndte at titte frem over horisonten. Angel og Chili var ved en lille søn nær den Procianske grænse men dog stadig langt hjemmefrem. Deres tur hjem havde ikke ligefrem været lige så let som turen ud. Angel havde efterladt sin far for at søge hjem og efterlyst Cassie men ak, det kunne ikke være let. I nattens mørke var de blevet angrebet af at par krigeriske dødsengle som både ville have fat i Chili men også hende. Disse to havde ikke vidst hvem hun var men bare det at de vidste hvad hun var havde været nok. Dog havde både Chili og Angel kommet væk fra dem dog ikke helt i god behold. Chili var den som havde det værst og det var ligeså derfor de var stoppet her ved søen. Det gjorde ondt på ham at flyve.

Han lå på jorden og stønnede en smule mens Angel tilså hans sår. Hans vinger var blevet piercet flere steder af pile men det var såret ved hans vingeled som var det værste. Han havde været i kambolage med et svær og det satte sit præg i hans flyvning. #Du burde søge hjemover. Det er for farligt for dig at være her Angel. Jeg skal nok selv finde hjem# lød det prøvende i hendes hoved men hun rystede blot på hovedet og fortsatte sit arbejde. Det var svært for hende at heale Skader men dog kunne hun smertelindre det en del sådan så de kunne komme hjem igen sammen. Dog tog dette på hendes Energi hvilket gjorde at hendes egne skader endnu ikke var blevet healet. Det hvide kjole hun havde på var fyldt med røde pletter fra hende og Chili. Selv havde hun en rift over kinden, en rift på den ene arm og spidsen af en pil siddende i flæsket ved hendes højre hofte men dog gemt inde under kjolen sådan så Chili ikke kunne se den. Den gjorde ondt men dog havde den ikke gjort nogen skade. som sådan.

[Deleted]

Uroen i Manjarno, var Carlisle efterhånden ved at være vant til. Skræmmende som det end var, at man kunne være vant til den slags, men det var jo ligelidt, som man kunne gøre ved det. Han selv var ude i denne tidlige morgenstund, bare for at bevæge sig frit. Aya havde han fået af sted mod Procias, så han gik vel ud fra, at hun var på den side af grænsen nu? Tilbage i sikkerhed, selvom det var væk fra ham.
Respekten for Angels handling havde han, for han vidste at han havde dummet sig, da han havde hjulpet Tatiana fri. Han kunne jo kun skamme sig over det, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det nu.

Tankerne blev dog afbrudt. Lyden af noget brummende og noget stort, var uden tvivl noget, som hurtigt fangede hans interesse og opmærksomhed. Han bed tænderne sammen. Han selv var jo nærmest bare en skygge af den mand, som han engang havde været.
Han nærmede sig søen.. Det var dragen, som han fik øje på, som noget af det første. Han stirrede på dragen. Denne var ham genkendelig. Var det Angel, som var her? Hans tøj var slidt. Kappen havde han givet Aya med, bare for at hun havde noget at have om sig. Han kunne jo uanset ikke fryse, og her om sommeren, så var der slet ikke nogen grund til at rende rundt med den. "... Angel?" endte han denne gang. Ville hun overhovedet snakke med ham? Hun havde jo været så skuffet og så vred på ham, da de havde stået ansigt til ansigt sidst.

[Angelique Amalani Darcy]

Der var uro i landet, en uro som Angel da tydeligt havde bemærket på egen krop. Hun sukkede irritabelt som Chili blev ved med at prøve at få hende hjem over. hun skulle på ingen måde nogen steder uden ham. Kunne han da ikke forstå det? De var samme om det her, sammen som en drage og sin rytter skulle være det og ej ville hun efterlade ham her med de smerte som hun vidste han sad med. "Du kan godt spare dig. Vi tager hjem sammen" mumlede hun irritabelt. Hun lænerede sig mere med hans sår. Det så ikke så slemt ud men dog blev det revet i hver gang han bevægede vingen. Det gjorde ondt på ham og selvom han sikker kunne slide igennem det så ville hun ikke have det!

Der gik ikke længe før Chili opfanget noget i deres nærhed. Han løftede hovedet og kiggede en smule uroligt rundt. De var ikke alene. #Der er nogen derude# lød hans stemme. Hun lukkede kort øjnene. Ikke var Chili i stand til at kæmpe så hun måtte gøre det for dem. Det ene af de sværd som dødsenglene havde brugt imod dem lå ved hendes side og hun greb om skaftet. Som lyden af en stemme lød i hendes øre kom hun på benene med sværdet løftet. Der gik dog ikke mange nano sekunder før hun genkendte både stemmen og lyden af hendes eget navn. De blå øjne faldet på skikkelsen som hun kun svagt kunne ane her i mørket. "Carlisle?" spurgte hun næsten åndeløst som hun endte med at tabe sværdet og tage sig til hoften. Det gjorde ondt for hende at stå men dog blev hun stående oprejst uden den mindste klynken. Kunne det virkelig være Carlisle som stod foran hende lige nu? Det virkede næsten helt uvirkeligt.

[Deleted]

Uroen var Carlisle efterhånden blevet så frygtelig vant til, så var det bare ikke noget, som var som hjemme. Han længtes efter at komme tilbage til Procias igen, selvom han vidste at det bare ikke var muligt for ham, at gøre, bare sådan uden videre. Et sted var det også en tanke, som irriterede ham. Han havde dummet sig kraftigt, og han nu måtte leve med den dyre pris, som det havde kostet ham. Han kunne i hvert fald ikke rigtigt gøre noget ved det nu, hvilket nok også var meget tydeligt. Han rystede denne gang på hovedet. Han var nødt til at slå de tanker ud af hovedet, selvom det endnu var svært.
Nu stod han der foran Chili.. Var han kommet til skade? Han kunne slet ikke drømme om at gøre nogen af dem noget. At hun rejste sig og med et våben i hånden, fik ham til at stoppe op igen. Krigerisk anlagt, havde Carlisle nu aldrig nogensinde været, og det ville han nok aldrig komme til. Han kunne bare ikke gøre særlig meget ved det nu. Svagt bed han tænderne sammen. "I er kommet til skade.. Begge to," bemærkede han denne gang. Var det overhovedet sikkert for ham, at komme tættere på? Uanset.. så tog han chancen denne gang, for han ønskede heller ikke at det skulle ende med at ske. Han bed tænderne svagt sammen. De burde jo heller ikke være her. "Hvad er der sket?" spurgte han denne gang. Oprigtigt, var det jo noget, som gjorde ham meget bekymret.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var led og ked af at hun havde været nød til at få ham til at forlade landet men hvad pokker havde hun ellers kunne gøre? Spærre ham inde i fangehullet? En handling skulle tages og på denne måde havde han i det mindste været fri. Dog ville hun ikke benægte at hun havde savnet ham. Nattens begivenheder havde sat på Angel og Chili i en lidt presset situation og det var også derfor hun reagerede som hun gjorde over at der var en i deres nærhed. Hun var jo nød til at beskytte dem. Dog var Carlisles stemme nok til at berolige hendes frygt overfor angreb. Hun stønnede svagt som hun lod det tunge sværd falde til jorden. Hun ønskede ikke at tænke mod ham eller gøre ham noget.
Hendes blik søgte hans skikkelse som hun tog sig til hoften. Hun kunne mærke det varme blod glide i en let strøm ned over hendes lår fra hoften. Såret var slemt men dog hverken dødeligt eller skadende. Bare ømt og pilehovedet sad stadig derinde. Hans konstatering fik hende til at nikke en gang. "Vi blev angrebet af et par dødsengle da vi fløj nær Natymia" forklarede hun stille. Hun løftede den ene hånd og kørte den igennem det lange blonde hård. Blikket gled tilbage på Chili. Han vidste hvem manden her var og ind til nu følte han sig sikker nok hvilket kun var et plus. Angel vendte derefter blikket tilbage mod Carlisle. Det var godt at høre hans stemme igen selvom hun kunne mærke hvordan hendes hjerte sad helt og aldeles oppe i hendes hals. Var han vred på hende. Hun bed sig stille i læben som han kom tættere på hende. "Jeg har savnet dig." Hendes stemme var intet mere end en svag hvisken. Hun vidste ikke hvordan han havde det med hende efter hvad der var sket men hun kunne ikke lyve for ham. Hun havde virkelig savnet ham.

[Deleted]

Det var helt umuligt for Carlisle at blive vred på Angel. Han vidste, at hun havde taget det valg, som hun havde, fordi at det havde været en nødvendighed. Det var selvfølgelig en tanke, som gjorde ham ked af det, for skulle han nu til at stå og konfrontere hende igen? Det var slet ikke en tanke, som han brød sig om, men det var derimod meget lidt, som han kunne gøre ved det lige nu, hvilket næsten var det værste for hans vedkommende. Han rystede kort på hovedet af sig selv. Det var på tide, at stoppe nu. Han gavnede jo ikke sig selv.
Carlisle trådte tættere på. At det var dødsengle, som havde været efter dem, fik ham til at sukke. Han stoppede op igen ikke langt fra dem. Han kunne høre hende.. Havde hun savnet ham? Hans blik faldt til hendes skikkelse. Han havde jo også savnet hende.. Han havde savnet alt det, som han havde haft i Procias, men som han derimod også vidste, at han selv havde ødelagt.
Carlisle vidste ikke hvad han skulle sige, eller hvad der var klogt at sige. Han selv var jo kun en skygge af den mand, som han engang havde været, hvilket han jo udmærket godt vidste. Han havde jo derimod bare sig selv at takke det for. "Det har været held, at de ikke har gjort yderligere ved jer.. Hvordan klarer Chili det?" spurgte han denne gang. Det var oprigtigt noget, som kun vækkede en bekymring. Han vendte blikket mod dem begge. Han burde jo.. Han vidste det godt. "Det.. det er også godt at se dig, Angel.." sagde han denne gang. Han havde udmærket godt hørt hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde virkelig været led og ked af at hun havde været nød til at forvise ham fra landet. Det havde været en forfærdeligt følelse at sidde med men hun havde ikke haft noget valg. Tårerne havde trillet ned over hendes kinder den dag. Hun havde bare været så ked af det. Svagt stønnende stod hun nu der foran ham. Hendes hofte gjorde ondt selvom hun ikke klagede mere end det. Det ville ikke nytte noget for nogen af dem at hun pev. Hendes ord vidste hun ikke om han hørte. Han reagerede i hverfald ikke og ej vidste hun om det var godt eller skidt.
Hun lukkede stille øjnene og åbnede dem igen som hun hørte ham komme tættere på. Solens lys blev mere og mere hvilket gjorde det lettere for hende at se ham. Han lignede ikke sig selv længere hvilket gjorde hende trist. Svagt rystede hun på hovedet. Nej! Der var ingen grund til at tænke mere over det nu. Han var her og hun kunne i det mindste få en mulighed for at snakke med ham og det var en mulighed som hun agtede at gribe.
Angel nikkede stille. De havde været heldige eller rette sagt så havde Chili været god. Selvom Angel ikke nød at se mennesker lide så vidste hun at disse to engle ikke havde overlevet mødet med dragen. Det havde kostet dem dyrer end det havde kostet Angel og Chili. Hun vendte blikket tilbage mod sin drage ved Carlisles ord. "Han har det fint. Han har et sår ved hans vingeled som giver ham smerter når han flyver men ellers er hans som sådan uskadt" forklarede hun roligt før hun vendte blikket mod Carlisle igen. Hans ord herefter fik hendes hjerte til at hamre i hendes bryst. Så ... Han var ikke vred? Det lettede hende en del! Hun trådte et skridt hen mod ham eller prøvede i hvert fald. Hun nåede dog ikke at tage skridtet ordenligt før hun fik overbalance og begyndte at vælte ned mod jorden. Hendes hofte kunne hun egentlig ikke rigtig støtte på når hun prøvede at gå.

[Deleted]

Carlisle vidste jo godt, at han kun havde sig selv at takke for, hvad det her angik. Ikke at han var meget for det, men det var jo hans egen skyld. Han havde dummet sig, og så var det jo bare oplagt, at det var ham selv, som fik lov til at betale prisen for det.
Chili så ud til at have det godt, trods omstændighederne. Havde de overhovedet nogen anelse om, hvor heldige de havde været i alt det her? Han sukkede let. Han havde jo ikke ønsket noget ondt for nogen, og særligt, når det kom til dette. Heller ikke hende. "I burde slet ikke være på denne side af grænsen - nogen af jer," sagde han denne gang.

Carlisle reagerede hurtigt, da Angel forsøgte at flytte sig, og hendes ben knækkede sammen under hende. Hans hånd faldt omkring hendes liv, idet han faldt på knæ sammen med hende. Han burde slet ikke sidde der med lysets dronning, men hun havde jo også været andet end en dronning for ham i lang tid nu. Han bed tænderne sammen. "Du b-burde søge hjem, Angel.. lade nogen tilse dig," sagde han denne gang. Det var jo livsfarligt for lysets dronning at sidde her! Og det var jo tydeligt, at andre også havde fundet ud af det. Hun var jo trods alt uden beskyttelse af nogen slags!
Hånden hævede han forsigtigt, for at fjerne noget af det lange hår fra hendes ansigt. Hun var jo kommet til skade. En tanke, som han slet ikke kunne lide.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at de ikke burde være på denne her side af grænsen men hun havde haft brug for at se sin far. Så længe Procias ikke var sikker for ham så var hun nød til at komme til denne her side af grænsen. Hun nægtede virkelig at lade noget som helst fjerne hendes forhold til sin far. Hun nægtede det virkelig! Svagt sukkede hun og rodede let med sit hår. Hun så herrens ud og vidste godt at der ville blive et voldsomt påstyr når hun en gang indfandt sig på slottet igen. Det var irriterende men dog så kunne hun vel ikke gøre meget ved det?
Blikket gled til hans skikkelse som han snakkede. Hun vidste at han havde ret og dog så kunne hun bare ikke lade Manjarno være. "Min far er på denne side af grænsen. Han kan ikke tage til Castle of Light for at se mig så jeg må komme til ham. Han var dog længere inde i landet og tættere på Dvasias på denne nat end hvad jeg havde regnet med. Det var derfor vi stødte ind i englene" forklarede hun stille.

Han reagerede hurtigt. Hun mærkede armen om hendes liv der stoppede hende fra at falde helt. Hun faldt ind mod hans skikkelse som var kold som hendes fars, ikke at det gjorde hende noget. Eftersom hun selv havde siddet med en død krop så påvirkede det hende ikke alt for meget længere. Blikket gled op mod hans skikkelse som han gik i knæ med hende og holdt om hende. Hjertet hamrede i hendes bryst. Sidst de havde været så tæt havde hun været rigtig syg. Det var noget hun egentlig godt havde kunnet lide. "Jeg tager ingen steder uden Chili og desuden ..." Hun tav kort og kiggede væk et øjeblik før hendes blik så vendte tilbage til hans ansigt. "... Desuden så er du her og jeg har savnet dig. Jeg er her allerede, det kan umuligt blive værre" pointerede hun stille og lod en hånd falde mod hans brystkasse. Hun ville ikke bare gå nu hvor hun endelig sad sammen med ham igen.
Hånden som han hævede og blidt fjernede håret fra hendes ansigt fik det kort til at sitre i hendes krop. De blå øjne hvilede på hans ansigt. Hun havde virkelig savnet ham, nok mere end hvad hun burde men ej kunne hun gøre for det.

[Deleted]

Det her var på ingen måder en situation, som ville gavne nogen af dem. Det var nemlig ikke nogen hemmelighed, at Carlisle virkelig savnede sit liv i Procias.. Som han jo også havde savnet hende. Det var egentlig forfærdeligt, hvordan man kunne komme til at savne den slags så meget. Angel havde jo alligevel formået at få en stor betydning for ham. En langt større en, end hvad han nok lige havde regnet med.
"I er begge særligt udsatte her.. I burde ikke.." Et sted var han jo selv blandt de mere udsatte grundet hans tilhørsforhold til Procias, men hvad pokker.. Den situation som han i øjeblikket måtte sidde i, havde han jo kun sig selv at takke for. Det var jo ikke ligefrem noget, som han kunne gøre noget ved nu.

Carlisle var hurtig på reflekserne, hvor han denne gang lod hånden tage om hende, så hun ikke endte med at falde for tungt. Han faldt dog direkte sammen sammen med hende, hvor han denne gang bed tænderne sammen. Han burde på ingen måde.. Det her var slet ikke noget, som gavnede ham det mindste. Han bed tænderne fast sammen. Han burde slet ikke sidde der sammen med hende. Det var kun dømt til at gå galt for dem. "Uanset hvad, så tager jeg straffen som blev mig tildelt, Angel.. Jeg har savnet dig.. Det har jeg.. Men du ved, at jeg ikke kan komme med tilbage igen.. Du burde søge dertil.. Sammen med Chili." Også for hans skyld. Det gjorde.. ondt at sidde der sammen med hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste godt at dette ikke gavnede noget som helst men hun kunne ikke bare lade det ligge. Hun vidste ikke hvorfor men hun havde bare brug for at kunne sidde og snakke lidt med ham og vel et sted se at han stadig var i live. Hvis hun kunne så ville hun gøre alt for at få ham tilbage til procias men ej var det så let som det. Der skulle endnu mere til for at folket lærte at se værdien i andre selvom der var begyndt at komme mere fokus på det hele. Angel vidste at det ville tage tid men var det tid som hun havde? Hun vidste det ikke.
Hun nikkede ved hans ord. "Måske er vi udsatte men Chili kan ikke flyve lige nu. Såret gør for ondt og jeg ønsker ikke at se ham torturere sig selv så indtil jeg har fået det healet lidt mere så må vi blive her" sagde hun stille. Hun ville virkelig ønske at det ikke var sådan her. Hun ønskede bare at alt blev som det var det før.

Selvom han havde fået fat i hende så kunne hun mærkede hvordan styrken havde forladt ham. Han levede ikke godt i denne her situation og det var noget som gjorde forbandet ondt for hende af vide. Hun ønskede ikke at nogen skulle lide og han mindst af alle. Hun lukkede stille øjnene og bed sig i læben. Hvad pokker ønskede han af hende. Hans ord, han havde savnet hende? Et sted gjorde det hende utrolig lykkelig men også forfærdelig trist. Hvorfor skulle det hele være så forfærdelig kompliceret? Hun vidste det ikke men det pinede hende utrolig meget. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. "Jeg søger hjem når Chili har det godt nok. Hans sår skal heales lidt mere" sagde hun før hun slap hans skikkelse og tvang sig selv på benene endnu en gang. Det gjorde ondt, det var tydeligt men dog så peb hun ikke det mindste. Hun haltede over mod den store drages vinger hvor hun lod sig falde på knæ og kiggede på såret. Det så allerede bedre ud og så alligevel ikke. Hun lade hånden mod hans sår og gik i gang igen. "Vi er begyndt at arbejde på at få folket til at forstå at der ikke er ondskab i alle som er af mørke racer. Jeg har fået mig en Allieret og Procias er ved at vende. Det tager tid, lang tid men der er dog lys for enden af tunnellen. Når deres holdning bliver bedre kan du få lov til at vende hjem så du har bare af at holde dig i live og hovedet oprejst indtil da. Det er en ordre" lød det fra hende førte hun vendte blikket over mod Carlisle igen. Han måtte ikke give op. Både hen og hendes far skulle have lov til at komme tilbage til Procias. Det skulle hun nok sørge for!

[Deleted]

Carlisle vidste hverken fra eller til lige nu. Han havde det ikke godt herude, men det handlede virkelig om at gøre det, så godt, som han nu kunne, og det var heller ikke ligefrem ting, som kom af ingenting, kunne man sige. Han sukkede dæmpet. De burde slet ikke være her.. Han kunne i hvert fald ikke gøre noget ved det lige nu. Han rystede denne gang på hovedet. "Det ændrer slet ikke på, at I burde være her.. I er særligt udsatte. Særligt jer to," sagde han denne gang. Han var jo oprigtigt bekymret for dem begge to. Det havde jo begge to, været væsner, som han havde haft tæt ind på livet.
At hun fortsatte med at kæmpe fra hvor de havde stoppet, fik ham et sted kun til at smile. Han håbede og bad til at det engang ville virke, også selvom han havde forståelsen for, at han nok aldrig ville kunne komme tilbage til Procias igen. Det var nok lidt det, som han havde været indstillet på for lang tid siden. "Er du sikker..?" spurgte han denne gang.

Carlisle slap hende, da hun tvang sig op på benene og søgte tilbage til Chili, som stadig lå der. Det var jo tydeligt, at han heller ikke havde det særlig godt. Ville vampyrblod hjælpe på sådan et stort væsen? Han vidste det fkaitsk ikke rigtigt, og det alene, var med til at gøre ham mere usikker. Han tvang sig endnu en gang op på benene igen. Han holdt hovedet højt, selvom det var hårdt. "Jeg forventer ikke, at jeg nogensinde kommer tilbage til Procias igen, Angel.. Jeg vælger at tage det som det nu kommer. Jeg kan ikke rigtigt gøre andet." Han bed tænderne kraftigt sammen, og næverne med, inden han atter sænkede hovedet. Han var ked af det, som han havde gjort.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne virkelig ikke lide det men for nu måtte hun holde hovedet højt og bare kæmpe videre. Hun vidste at det var en kamp for intet i denne verden var lige til og let. Hun sukkede stille. Det var hårdt altid at kæmpe og hun følte sig så alene. End ikke dem hun kæmpede for synes at have troen på hende men det betød bare at hun endnu mindre kunne give op. Hun knyttede næverne kort men slap så igen. Det nyttede intet at være vred eller fustreret. Hun måtte bare kæmpe. "Så længe mine nærmeste ikke kan komme på den anden side af muren så er jeg nød til at komme her. Længere er den ikke" sagde hun roligt men dog fast. Det stod ikke til at ændre. Hun ville ikke lade andre bestemme om hun kunne se sin far eller ej!
Et sted kunne hun ikke lade være med at smile ved hans spørgsmål og nikke. "Jeg kæmper for det hver dag og selvom sagen kun rykker sig en milimeter så er det stadig et skridt i den rigtige retning og hele kampen værd" forsikrede hun ham om. Hun ville virkelig kæmpe til det sidste.

Hun kæmpede sig tilbage mod Chili. Hans ord gjorde ondt men dog var det ord hun var vant til. Hendes far sagde det samme. De troede ikke at de ville komme tilbage til Procias? Jamen så måtte hun jo bare bevise for dem at de nok skulle komme hjem igen. Hun sukkede stille og rystede en smile på hovedet af ham. "Hvis du ikke håber, forventer og tror på at du endnu en gang vil komme tilbage til Procias så må jeg gøre det for dig. Jeg må for dig, så vel som min far, holde hovedet højt og vise jer at selvom i ikke er i lyset så har lyset ikke glemt jer. Det er mit lod her i livet" pointerede hun og lukkede øjnene. Hun begyndte at være træt men kæmpede dog videre. Det var noget hun altid ville gøre.

[Deleted]

Det var en meget æreværdig kamp, Angel havde valgt at tage op, men om det var noget, som hun nogensinde ville være i stand til at opnå? Det var nok for tidligt at sige. Carlisle kunne selvfølgelig håbe. Han savnede Procias. Det havde været hans hjem, siden han ikke havde været en særlig gammel dreng, og derfor var det stadig hårdt for ham, ikke at kunne vende hjem længere. "Du har nu altid været en stædig kvinde," sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Ikke at det gjorde ham noget. Det var jo noget af det, som han altid havde været glad for ved hende.
Den daglige kamp.. Et sted frygtede han vel for hende? Og hendes sikkerhed? Rygterne for, hvad der skete med dem, som havde gjort det tidligere, løb jo stadig, og han ville jo heller ikke have, at hun skulle komme til skade. Det var jo det sidste, som han ønskede sig. "Det er en farlig opgave, men uden tvivl en meget godhjertet en, Angel.. For din skyld, håber jeg virkelig, at det virker," sagde han denne gang. Det gjorde ham faktisk trist, at han ikke bare kunne komme hjem. Det var jo ikke bare noget, som man gjorde ud af ingenting.

Carlisle rejste sig, og søgte denne gang tættere på. Han ville jo ikke gøre nogen af dem ondt, og det vidste de vel også godt? Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han knælede ved siden af dem. "Det er hårdt," sagde han denne gang. Aya havde han hjulpet over. Han havde jo aldrig handlet, fordi at han ville give mørket en fordel, men derimod fordi at han havde haft ondt af kvinden som havde siddet i kælderen i alle de år, og nu stod han så her.. Han rystede denne gang på hovedet. "Jeg vil virkelig gerne hjem.. Procias er og forbliver mit hjem, og du ved ikke hvor frustrerende det er at stå her og ikke kunne komme hjem.." Han vidste, at det var hans egen skyld.. men alligevel!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne ikke lade være med at smile en smule ved hans kortfattede kommentar. Hun var stædig og havde alle dage været forfærdelig stædig. Det var der virkelig ingen tvivl om. Selv havde hun lavet mange ulykker da hun var lille på grund af hendes stædighed men som voksen så havde hun fundet andet måder at bruge den på. "Det tager jeg som et kompliment" lød det roligt fra hende som hun sendte ham et lille smil.
Det var en kamp uden lige men hun blev ved med at kæmpe. Jo mere folk rykkede sig desto mere lys kom der frem. Hun skulle bare vise dem at der var mørke så vel som lys i alle. Det afhang ikke så meget af race men hvordan man brugte den race. Det var en farlig opgave men hvis ikke så hvem? "Ikke for min skyld. For din skyld, for min fars skyld, for alle dem der har kaldt Procias deres hjem i evigheder men nu er blevet jagtet ud skyld. Jeg kæmper for jer også selvom i ikke kan eller vil. Jeg er jeres skytsengel" sagde hun stille.

Carlisle kom tættere på. Chili skulede en smule men opgav det så igen. Ikke nok med at han ikke gad beskæftige sig med disse to turtelduer så var han også bare træt. Han havde jo trods alt kæmpet mest mod de to engle der havde jagtet dem. Angel vendte blikket mod hans skikkelse som han satte sig ved hendes side. Selvfølgelig var det hårdt. Hun sukkede stille. Jeg ønsker dig hjemme igen. Jeg vil have dig tilbage på slottet hvor du høre til. Din plads er i Procias. Jeg ville sådan ønske at der havde været en anden mulighed men der var ingen. Jeg ville sådan ønske at du kunne tage med mig hjem. Jeg ..." Hun tav stille. Hånden lod hun falde fra Chili's side og vendte sig en smule mere mod Carlisle. Hun løftede hånden igen og lagde den mod hans kind. Hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det. Der var så mange ting hun gerne ville men dog så ville det ikke gavne dem det mindste. Dette var virkelig hårdt!