What should I do..?

[Leonore Salvorique De Lochér]

@finnegan

---

Hele Imandra og hele New Dale, var et kæmpe kaos, efter at warlockerne var kommet. Hele familien var blevet spredt, og folk flygtede som myrer i en myretue under et kæmpe forstørrelsesglas. Leonore var blevet væk fra familien. Hendes far og hendes mor.. Ja, sågar hendes søster, selvom det ikke var en kvinde, som hun havde set meget igennem de sidste mange år nu. Hvor hun selv var endt, havde hun faktisk heller ikke rigtig styr på. Ligesom enhver anden, var hun bare taget af sted med hvad hun havde haft på. Det som engang havde været en fin kjole, var næsten sønderrevet, og det som engang havde været et langt og smukt hår, var bestemt heller ikke det længere. Det var slidt, kruset og det var krøllet, samt beskidt.

Leonore var under normale omstændigheder en mere respektiv und kvinde. Hendes fader havde været bærer af en adelig titel, og hendes moder havde haft det samme, og her stod hun nu. Var det i slumkvarteret, hun var endt? Det var i hvert fald ikke langt væk fra havnen.
Hendes unge hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst, mens hun denne gang søgte ned igennem de to store gader, som hun ellers var blevet nogenlunde kendt med. Et par  unge mænd havde hun rendende efter sig, hvilket hun havde haft for en stund nu. "Lad mig være.." var de ord, som igen og igen, rumsterede i hendes sind. Hun ville ikke, og hun ønskede ikke at have noget med nogen at gøre. Armene lagde hun om sig. Selv på trods af sommeren, som var over dem, var det mørkt og dystert, og hun gik og frøs. Hvornår havde hun overhovedet fået lov til at spise sidst?
"Hun er der.." lød en stemme ikke langt bag hende. Dette gjorde hende nærmest panikslagen. De var tættere på hende, end hvad hun lige havde troet! På de nøgne fødder satte hun denne gang i løb. De løb efter.. Af hvad farten måtte give, så havde de i hvert fald fodtøj på, for det tog dem ikke lang tid, at nå op bag hende. Her faldt en arm omkring hendes slanke skikkelse. Et halvvejs skrig brød hendes læber, idet at hun blev tvunget direkte ind i en favn favn. Det stank af sved.. og det var kun kommet utrolig tæt på hendes øre. Det gav hende nærmest kvalme, at mærke dem så tæt på hende, som de var lige nu.
"Slip mig..!" endte hun denne gang med en skingerstemme, mens hun forsøgte at slå fra sig. Den anden tog fat om hendes næver, for at holde hende fast. De grinte. De grinte virkelig af hende. "Slap af.. Så er det hurtigt overstået. Det er ikke hver dag, at man får lov til at lægge en finger på en adelig, vel?" endte han med en næsten sukkersød stemme. Leonore blev nærmest bleg, mens de forsøgte at trække hende med sig væk. Hun sparkede og forsøgte at slå fra sig. "Slip mig..! SLIP MIG!" udbrød hun af sine lungers fulde kraft.

[Deleted]

Imandra var i den grad sunket ned i kaos. Warlockerne var i færd med at placere deres bagdele trygt og godt på magten, imens alle der end skulle være dem underdanige, trissede rundt som rotter i kloakkerne. Skibet Tauros var ankret udenfor den sydlige kyst af Peula. Finnegan havde ikke haft sjælen til at ignorere de mange desperate sjæle, som måtte ønske at komme væk derfra. Og især ikke at ignorere de mange Mennesker som endnu var bosat i dette forfærdelige sted. Finnegan havde ledt en ekskursion af sine mænd til Valvor Pairó, hvor en større del af den menneskelige befolkning af Imandra befandt sig. Og langt de fleste af dem, under kummerlige forhold i den ellers prægtige bys slumkvarterer. Ak ja, intet overnaturligt væsen af rette sind, ville nogensinde tillade et menneske at få magt og indflydelse. Så imens de trivedes i dets florerende handelskvarterer, måtte de blot dødelige mennesker nøjes med svagelige eksistenser i slummen. Så det var selvfølgelig der Finnegan og hans mænd var taget hen, for at søge efter de han havde været i kontakt med. Finnegan var ikke nær så dum at drage ind i en by kastet i kaos, og bare slæbe folk med sig. Nej, han havde været i kontakt med menneskerne deri, igennem nogle måneder. Og nu var tiden kommet, til at han selv skulle komme dertil.

Det var kaos. Mødre slæbte deres grædende børn efter sig igennem gaderne, og vogne blev læsset med værdigenstande fra små butikker og hjem. Alt imens de som ikke var velkommen længere, desperat søgte at skære deres bånd til dette sted, også blev tilbudt skældsord fra de som engang havde været deres naboer. Warlock børn kastede med sten efter den magiker kvinde som indtil for nyligt havde været deres lærerinde... Finnegan kunne ikke andet end at træde ind i byen med en utilfreds mine, og med hånden om skaftet på sit sværd. "Godt så!" Finnegan vendte sig mod de omkring 50 besætningsmedlemmer han havde med sig. "Vi har ikke meget tid. Tag så mange med jer som muligt, og spild ingen tid! Så snart i er klar, tager i passet, og bringer dem til Taurus. Forstået?" I det samme nikkede hans følgesvende og bekræftede ordren. For det var en ordre, uden tvivl. Han havde ikke tid til at agere deres ven eller ligemand. I tilfælde som denne, måtte han være bestemt, så de ikke spildte deres tid.
Finnegan havde sine egne planer. Så imens hans besætning var i færd med at dele sig op i grupper og finde de som skulle ledes ud af byen og landet, var Finnegan sat i løb. Det var ganske simpelt, egentligt. Han skulle have informationer, og for at få sådan noget, skulle man af og til sparke en dør ned. En dør røg næsten af sine hængsler, og Finnegan stormede ind. Det var en faldefærdig bygning, og der lugtede endda af røg. Havde nogen sat ild til stedet? Han havde ikke tid til at bekymre sig om det, og løb op ad et par trapper. Huset tilhørte en familie af handelsmænd, og hvad Finnegan ledte efter, var dokumenter der fortalte om deres fragtruter. Ruter, som også blev brugt af slaveskibe, ej at forglemme.

På hans vej ud af bygningen, skulle han netop til at skifte kurs, inden han så hørte hvad der syntes et klageskrig. Et klageskrig formet af to ord. Iblandt alle de andre stemmer, råb, og skrig denne by nu havde at tilbyde, bemærkede han dog alligevel denne stemme. Det kom ikke langt fra hvor han var. Finnegan rullede dokumenterne sammen og puttede dem sikkert ind i hans åbne frakke, for så derefter at følge lyden. Det varede ikke længe før han spottede skikkelsen af en blond ung kvinde, omringet og omfavnet af to mænd. Finnegan væmmedes ved synet af disse mænd anmasse sig kvinden, og hans bryn rynkedes som han så trak sin slanke sabel. Som han tog nogle ekstra skridt nærmere, slæbtes sablens klinge efter ham. For at få deres opmærksomhed, stoppede han op, lagde vægten mod hans ene hofte, og vred sablen op fra brostenene. Stålet mod de mange ujævne sten, skabte nogle få gnister, som blev slynget imod de to mænd og kvinden derimellem. "Det er da ikke en måde at behandle en dame på, er det?" Lød det så fra ham. De rynkede øjenbryn og det usømmelige udtryk, var forvandlet til et køligt og overlegent blik. Som hvilede mod de to mænd, imens han lod sablens klinge hvile mod hans en skulder. Ordene var mere en udfordring, frem for en lektion i høflighed. Hvis de to ville slås, ville han skam ikke skuffe dem. Hvis ikke, måtte de hellere smutte. For Finnegan havde tydeligvis et problem med deres behandling af den unge kvinde.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore magtede ikke mere, og egentlig, så ønskede hun bare det her overstået så hurtigt som muligt. Det var ikke ligefrem første gang, at folk forgreb sig på hende. I rummet og kernen af alt det kaos, som nu var kommet til Imandra, var der ikke nogen regler og love, som gjaldt længere. Warlockerne havde i særdeleshed formået, at ødelægge den ro og den fred, som endelig havde sænket sig over landet, efter en utrolig lang tid med uro og strid. Nu var det hele startet forfra. Det hele var bare ødelagt!
Tårerne trillede ned af Lenores kind, idet hun desperat forsøgte at få mændene af sig. Hun havde engang været en fin ung kvinde med en titel, som adelig, ligesom resten af hendes familie, men end ikke den, bragte hende nogen tryghed eller sikkerhed længere, hvilket uden tvivl gjorde hende forbandet ked af det. "R-rør mig ikke.." forsøgte hun, idet at den første hånd tog fat om hendes bryst. Hun var ikke den største, men helt lille var hun heller ikke.

Mændene grinte for sig selv. "Åh snuske.. Du kan lige så godt vænne dig til det," hviskede den ene tæt ved hendes øre. Den anden af mændene holdt hende fast, så hun netop ikke var i stand til at slå fra sig. Det var lige før, at hun var fristet til bare at sprede benene, og lade dem tage det.. Bare for at få alt det her overstået!
Det var lyden af en fremmed mand, og de gnistre der fløj, som hurtigt trak hendes opmærksomhed mod ham. Bedende og nærmest tryglende om, at han ville gøre noget, for at redde hende ud af denne frygtelige kattepine. Den ene mand fnøs. Han var høj og ranglet, men var uden tvivl med muskler af den ene eller den anden slags. "Smut med dig, og find din egen. Hende her er vores," afviste han denne gang. Ikke tog de imod hans udfordring. Leonores kinder var våde af tårer. "Lad mig gå.." hviskede hun tryglende denne gang. Manden skænkede hende en lussing, hvilket fik hende til at spænde i hele kroppen. "Du blev ikke talt til," endte han med en fast tone. Her lod han hånden søge ned langs hendes lår. Den anden holdt skarpt øje med den fremmede mand. Han var trods alt med et våben i hånden, hvilket han uden tvivl tog som en trussel.

[Deleted]

Disse to mænd, var de mon Mennesker? Han sansede intet særligt ved dem.. Ikke andet end den bestemt særlige kvalme han fik, ved at betragte dem lægge deres hænder på den unge kvinde! En anelse utilfreds betragtede han manden tage i den unge kvindes bryst. Han kunne bare kaste sig efter dem, svinge med sin sabel, og separere lemmer fra kroppen. Men han havde ikke tid til en ukontrolleret, og potentielt længerevarende nævekamp med to voldtægtsmænd. Men tid eller ej, havde han dog heller ikke tænkt sig at efter lade denne unge kvinde i deres nåde. Hans samvittighed kunne simpelthen ikke tillade det. Og især ikke med det tryglende blik han kort spottede i hendes øjne. "Jeg tror nu jeg vil tage hende.." Erklærede han, endnu selvsikkert. Sablen hvilede endnu mod hans ene skulder, og indtil videre tog han situationen med en hvis form for ro. At handle overilet i en kritisk situation og tid som denne, kunne lede til mange ting. Men hvad han dog ikke havde tænkt sig at tolerere, var hvad han så som det næste...

Hånden den ene mand ledte ned imellem hendes lår, var mere end rigeligt til at provokere en ganske direkte reaktion fra Finnegan. Han spildte skam heller ingen tid. Så stadig med den ene hånd om sablen, rakte han den anden bag hans ryg ved hans lænd. Og fra under den åbne frakkes hale, hev han nu hvad der var en lille armbrøst. Et ganske indviklet design. Mindre end konventionelle armbrøster, og med hvad der lignede et form for magasin i toppen. Som med lethed kunne håndteres, sigtes, og affyret med en enkelt hånd. Hvilket var præcist hvad han gjorde. Uden tøven, og uden at vente yderligere. Egentlig havde han vel håbet at de ville vise blot en brøkdel af pli, og lade pigen være i fred, når han nu spurgte så pænt. Men nej... Så i løbet af hvad der blot var et enkelt sekund, fløj der en armbrøst bolt igennem luften med stor præcision. Lyden af splintrende knogle lød, som den gennemborede kraniet af manden der havde lagt sin hånd på hende, og satte sig fast i siden af hans hoved. I det samme blev det ellers fnisende udtryk af manden slapt og livløst, og han rullede om til siden med øjnene rullet om bag i hovedet.
Endnu stående hvor han var, havde Finnegan nu en sabel i den ene hånd, og en armbrøst i den anden, og vendte nu blikket mod den anden mand. "Nu taler jeg til dig.." Han sænkede hagen lidt, så det overlegne udtryk i stedet blev erstattet af et mere seriøst et af slagsen. "Jeg giver dig to muligheder." ... "Du kan enten omfavne din indre kujonagtige natur, og smutte. Så kan du leve til at voldtage en anden dag." ... "Eller du kan lade din stolthed tale for dig. I hvilket tilfælde; hvor din død vil være langt mere smertefuld, end din vens." Han fæstnede atter engang sin armbrøst bag lænden, inden han så sænkede sablen fra skuldren, for at indtage en mere kampklar position. "Tag dit valg. Inden jeg tager det for dig."

[Leonore Salvorique De Lochér]

"Du kan godt tro om igen! Hun er vores," afviste den spinkle mand, som stod foran Leonore. Hun lukkede øjnene og rystede på hovedet. Før havde hendes blod beskyttet hende, og nu efterlod det hende, som intet andet, end et kæmpe tag-selv-bord, og den tanke kunne hun slet ikke have! "S-stop.." bad hun denne gang, velvidende om, at hun riskerede slag og lignende. De ville være hårde og brutale ved hende uanset hvad, og den tanke, kunne hun slet ikke have med at gøre. Det var virkelig ikke fair. Hun havde jo aldrig bedt om det her, og derfor irriterede det hende mere end ellers!
Mændene ignorerede Finnegans tilstedeværelse, hvor de i stedet for, tog sig 'kærligt' af hende. "Ti' stille, kvinde," vrissede han let. Hans hånd tog om hendes bryst, og den anden mod hendes lår. Han nåede dog ikke at gøre mere, før han sad med bolten i hovedet. Han faldt direkte til jorden og blev denne gang liggende. Død på stedet. Leonore gispede, og den anden mand gav slip omgående i stedet for.

Leonore trak sig hastigt væk fra dem, og fik tøjet tilbage på plads. De lasede klæder, var dog ikke særlig dækkende mere. Manden derimod, vendte sig direkte mod Finnegan i stedet for, og så mod sin makker derefter. "Det kommer du til at fortryde..!" vrissede han denne gang, inden han hurtigt trak sig væk. En kujon måske, men en med livet i behold.
Leonore vendte sig denne gang mod Finnegan. Hun var bange.. Hendes hjerte hamrede stadig for sindssygt mod hendes bryst, og uden tegn til at skulle stoppe igen. Hun snøftede svagt. "Jeg.. Tak. Virkelig, mange tak." Hun trådte tættere på ham. Det var også først her, at hun i det svage lys, var i stand til at se, hvem det egentlig var. Var det virkelig? Nej.. Det kunne det ikke være.
Den smule farve Leonore havde i sine kinder, forsvandt stort set med det samme. Den mand, som hun så, var den forhenværende konge af Procias. Lysets konge? "Åh.. De.. Deres Majestæt.." Hun sænkede hovedet i en form for buk for ham. Tænk engang.. hvad lavede han her? På disse farlige kanter? Leonore gled denne gang i knæ. Han havde i hendes øjne, reddet hendes liv, hvilket hun uden tvivl var ham frygtelig taknemmelig for.

[Deleted]

Dette var et ganske udmærket udfald, situationen taget i betragtning. Egentlig havde Finnegan ingen tvivl haft, om hvorvidt han kunne gøre dem begge et hoved kortere, for god ordens skyld. Men han var ikke kommet til denne by for at svinge med sablen og hakke og hugge enhver ned, som ellers skulle fortjene det. Hvis han var kommet hertil med disse tanker, ville han nok aldrig kunne forlade byen. I det samme den anden mand løb derfra, sukkede Finnegan næsten skuffet, men ikke uden et ganske tilfreds smil. Alt imens han rettede sig op, og stak sablen i dets skede, hængende fra hans bælterem. Han kunne nu egentlig godt have brugt et godt slagsmål, bare for at få rørt lemmerne en smule... Han kunne jo også bare melde sig til en kamp i arenaen tilbage i Tayevania. Det ville ikke være første gang han gjorde sådan noget. Men der var ting der skulle gøres, og sager der skulle ordnes. Han skulle nok få tid til at more sig en smule. Så snart hans job her var overstået.

Finnegan vendte i det samme opmærksomheden mod pigen. Som allerede var godt i gang med at takke ham for hans hjælp. Det var også først nu, at han bemærkede den nærmest sofistikerede tone i hendes sprog og stemme. Det var i hvert fald ikke sådan de snakkede i verdens slumkvarterer, så lidt efter lidt begyndte han hurtigt at antage, at hun måtte være adeligt født. Hvilket til gengæld også ledte ham til at tro, at hun ikke var et menneske. Skeptisk og opmærksom var han da. "Ingen årsag. Jeg takker sjældent nej til et godt slagsmål.." Svarede han hende, fuldstændigt uhøjtideligt, som om han viftede hendes tak til side, som en ubetydelig høflighed. Egentlig behøvede hun heller ikke takke ham. Enhver mand med sans for hvad der var godt og ondt, ville have hjulpet hende. Bare ærgerligt der var så få af den slags mænd tilbage i dette land. Imens han svarede hende, rakte han ind under kragen af sin vest, og fandt en medaljon frem, som han hurtigt betragtede. Der var et lille glimt i smykkets sølvlige stål, og den syntes at sitre blot en lille smule. Hvilket fortalte ham, at denne unge pige, besad magiske evner. Men nok om det! Om ikke andet, var han nu klar over det.
Hurtigt gemte han medaljonen væk bag vesten igen, og tog et enkelt skridt mod hende. I det samme kaldte hun ham... Majestæt? Han rynkede skeptisk brynene, og stod egentlig bare og betragtede hende, som hun først bukkede, og derefter gik ned på knæ foran ham. Som det første, kiggede han lidt rundt. Han håbede da ikke der var nogen som så dette. Og han syntes da egentlig det var en smule akavet. "Du må være adelig?" Der var nu ingen tvivl om det. Dette var ikke første gang, nogen havde talt til ham, som om han var en konge, eller lignende. Og kaldet ham nogle underlige navne. "Jeg forstår ikke hvorfor i kalder mig den slags. Jeg er bare en Kaptajn." Tilføjede han, igen, ganske uhøjtideligt, inden han så gik hen til hende. Han vrikkede med fingrene af sin hånd, som tegn til at hun skulle rejse sig op. "På dine fødder. Inden andre får den idé at de skal knæle for mig." ... "Og tag den her på." I mellemtiden han havde trukket sin frakke af sine skuldre, og rakte den nu til hende. Hendes tøj var... laset.. for at sige det mildt. Han ville nødigt at hendes afslørende klæder skulle friste flere gemene mænd, som ikke kunne holde fingrene for dem selv. Finnegan gav hende ikke meget tid til at reagere eller svare, inden han så vendte blikket ned mod hendes bare tæer. Generelt så hun ikke ud til at være i særlig god stand, eller helbred, for den sags skyld. "Kan du gå?" ... "Vi har lang vej, inden vi kan forlade det her forbandede land..."

[Leonore Salvorique De Lochér]

Fuldstændig fanget og præget af, hvad der nu skete foran hende, kunne Leonore ikke undgå at takke ham. Dette var en stor ting for hende. I udgangspunktet, havde hu jo kun været vant til at have sin familie, og ikke alt mulig andet.. Nu stod hun her med en fremmed mand, som i princippet faktisk lignede den forhenværende konge af Procias. Var det virkelig Gabriel Nicomendes, som var kommet hende til undsætning? Det var umiddelbart hendes første indskydelse, og selv i hendes øjne, var han stadig en royal mand, og derfor skulle han tiltales efter det.

Tanken om, at hun rent faktisk skulle stå overfor en royal mand, og særligt en af Gabriels stand, ramte hende uden tvivl også! Derfor sænkede hun hovedet for ham, inden hun gled ned på knæ overfor ham i stedet for. Hun var adelig.. Eller havde været. Hun kunne faktisk ikke rigtigt fundet ud af det mere, og særligt efter at warlockerne var kommet til landet, og havde taget det hele. Det hele var jo et kæmpe kaos nu! "Engang bar mine forældre en adelig titel.. vad det lader mig, ved jeg faktisk ikke," fortalte hun oprigtigt. Hun blev siddende, inden hun forsigtigt hævede blikket mod ham igen. Han ville ikke have, at hun skule sidde der?
"De kan ikke bare være en kaptajn, Deres Majestæt.." forsøgte hun igen. Det var vel Gabriel hun stod overfor, var det ikke? Pludselig følte hun en vis fornemmelse af uro, som hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved.
Frakken tog hun denne gang om sig, da han rakte hende den. "Er De sikker..?" spurgte hun denne gang. Hendes blik faldt derfor til hans skikkelse igen. Hun var nok mere chokeret over det, som var sket, end hvad hun var skadet. Derfor kunne hun vel godt gå? Hun nikkede denne gang. "Det.. det kan jeg godt."..."... Men hvor vil De have mig med hen?" spurgte hun denne gang med en langt mere usikker stemme, end hvad hun havde gjort tidligere. Frakken lukkede hun denne gang mere omkring hendes spinkle krop. Stor var hun jo heller ikke ligefrem, hvilket nok i forvejen også gjorde hende langt mere udsat, end hvad mange andre ville have været. Hun blev stående lige hvor hun stod. Ville han tage hende med væk herfra? Hun ville elske at komme væk herfra. Imandra var på ingen måder sikkert mere! Men det var bestemt ikke for enhver pris.

[Deleted]

Finnegan var 31 år. Hvis han var modnet, var han det i hvert fald nu. Men i efterhånden flere år, havde han stødt på nogle få personligheder, der gjorde nærmest ligesom pigen gjorde det. Talte til ham som var han royal, og kaldte ham navne som Nicomendes eller Gabriel. Selvfølgelig var han da ved at forstå, at han måtte ligne denne person frygteligt meget. Men han var dog alligevel overrasket når det skete. Som han så ud; Med sine bukser og sin vest af læder. En skjorte, og frakken han nu havde givet hende, samt et utal af harnisker - så tvivlede han skam på at han lignede en typisk royal. Tøjet var endda slidt og mærket af vind og vejr, saltvand, blod, og hårdt slid og slæb. Men det akavede lå nu ikke i hvad hun kaldte ham, men nærmere hvordan hun opførte sig. Nede på knæ og det hele? Hvad ville hans besætning ikke sige, hvis de havde været der til at se en sådan letpåklædt og øjeskøn ung pige, ærbødigt på knæ foran ham? Han ville aldrig høre nogen ende på det!

Finnegan var allerede mentalt på vej mod skibet igen, hvilket hans mænd nok også måtte være omkring nu. Så han så sig omkring, og kiggede i retningen af hvor de end skulle hen. Egentlig gik han automatisk ud fra at denne by og dette land, ikke var et sted hun gad at være længere. "Jeg er ikke Deres Majestæt.." Lød det så fra ham hurtigt, da hun sagde det igen. Irriteret eller arrig var han langt fra, men det skulle dog alligevel gøres klart. Han stoppede derfor op, og vendte sig mod hende, som hun stod i hendes spinkle skikkelse, og foldede frakken omkring sig. Han lagde sine hænder på hvert af hendes skulder. Han var trods alt en del højere og større end hende, så for at have jævnt øjenkontakt, krummede han ryggen og bøjede knæene blot en lille smule. "Jeg er Finnegan Morningstar, og jeg er Kaptajn af skibet Taurus." ... "Skibet har kastet anker ved Peula's kyst, omtrent en halv dags gang herfra, eller mindre." Han blev atter opmærksom på sine omgivelser, efter at have sendt hende et venligt og overbærende lille smil, og rettede sig op. "Og når vi er ombord, tager vi langt væk herfra." Med den ene skulder vendt mod hende, vendte han så atter blikket ned mod hende, med et let hævet øjenbryn. "Er du klar til at forlade dette sted?" Det var næsten retorisk formet, da han ikke regnede med hun havde megen appetit for en by der lod hende falde til en sådan stand som hun var i nu. Kort tænkte han endda også på de forældre hun kort havde nævnt. Men Egentlig gik han ud fra at de var døde. Eller indså måske at de ikke ville have tid til at finde dem i dette virvar. "Følg mig." Sagde han så endelig, og begyndte at gå. Finnegan åbnede ligeledes også sin ene hånd mod hende, og gav hende derved muligheden for at tage hans hånd, som de fandt deres vej ud af Byen.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Lighederne med Gabriel var virkelig storslået, hvilket også var grunden til, at Leonore handlede og reagerede på de måder, som hun nu gjorde. Ganske enkelt ved at tiltale ham ved de titler, som hun da gik ud fra, var hans at bære. Ganske vidst havde han forladt tronen i Procias, hvilket alle vidste, men af den grund, så var det endnu en titel, som man bar resten af sit liv. Hvorfor var det, at han ikke ville tiltales på den måde? Hun vendte blikket forvirret mod ham. Det havde hun da overhovedet ikke regnet med. "Jeg er bange for, at jeg ikke helt forstår," begyndte hun denne gang. Det var muligt, at han ikke var i de kongelige klæder, som man nok havde forventet, at finde en konge i, men hvis han var på disse kanter, uden at burde være det, gav det jo også fin mening, at han søgte et skjul, og måske ikke ønskede at blive genkendt? Det kunne godt være, at det måske var sådan, at tingene egentlig hang sammen.

Han var måske på vej mod skibet, men det var ikke ensbetydende med, at hun var det samme. Særligt ikke, som det var lige i øjeblikket. Hendes blik faldt til ham. Ikke Deres Majestæt? Det forvirrede hende lidt. For han var vel Gabriel, var han ikke? De store næver om hendes skuldre, fik hende til at hæve blikket mod ham. Jo mere han fortalte, jo mere forvirret blev hun. Morningstar? Det var jo hvad Gabriel var født som! Troede han virkelig, at hun var dum? Eller var det bare meningen? "Jamen, jeg forstår ikke.." Hun sænkede hovedet. Var det fordi, at han ikke ønskede at blive opdaget?
Leonore endte dog blot med at nikke. Jo hurtigere hun kunne komme herfra, jo bedre blev det uden tvivl også. Der varj o heller ikke ligefrem nogen til at håndtere hende ellers. Hendes familie var som spredt for vilde vinde, og der var ingen, som kunne vide sig sikker mere. "Men hvor tager vi hen..?" spurgte hun denne gang. Langsomt søgte hun hen mod ham. Han var jo ikke just farlig som sådan. Hun ville gerne vide det, også mest for sin egen skyld. Det hele handlede jo også om, at hun skulle være i trygge hænder og i sikkerhed. Det kom jo heller ikke ligefrem af sig selv. De mørke øjne faldt til hans skikkele. En flot mand.. Han måtte være Gabriel. Det var det eneste, som egentlig gav mening for hende. Hun søgte efter, selvom hendes instinkter var på stilke. Tænk hvis de kom efter hende igen? Det ønskede hun jo trods alt heller ikke!

[Deleted]

Uden Finnegans viden omkring det, var de mænd han havde taget med til byen, i fuld gang med at føre mennesker, slaver, og andre dårligt stillede mod byens sydlige port. Flere små brande var opstået, og nogle havde organiseret sig i mindre bander. Både de som var for og imod denne erklæring fra Imandras åbenbart nye leder. Tanken om hvilken arrogance det måtte kræve, at sådan kræve sit eget land og ligeledes kræve afskeden af så mange af dets indbyggere, efterlod Finnegan med en kvalmende følelse. Hvis han kunne gøre mere end han allerede gjorde, ville han gøre det. Men det måske mest bedrøvende ved at være menneske, var netop at indrømme at man ikke var andet end netop dét. Han kunne ikke redde hele verden, eller ændre den i samme grad som ambitiøse og ondsindede magiske væsner. Til dem, var han sikkert blot endnu et insekt under deres hæle, og det var en opfattelse han nok ikke kunne gøre meget for at ændre. Han vidste, til hans egen skuffelse, at han nok aldrig ville byde sig som en større trussel. Men vidste derimod at han kunne gøre en forskel for andre. Og det var så og sige godt nok for ham.
Finnegan var derfor fast besluttet på at fylde så mange på sit skib som muligt, og komme langt væk. At denne pige i stedet syntes fast besluttet på at løse mysteriet om hans identitet. Eller hendes opfattelse af det samme. Var blot en anelse irriterende. Og hendes uvidenhed eller forvirring, var ikke just videre charmerende. Men selv hvis hun skulle vise sig at være en lænke om hans ankel, ville han fortsætte, uden tøven. "Hør. Jeg vil forsøge at overbevise dig senere, ikke? Indtil da, er der endnu noget vej at gå." Der ville nok være mere af tid til at forklare ombord på skibet, end der var af tid i denne by. Han regnede ikke med at der ville gå meget længere, inden situationen i denne by ville blive værre. Og han selv og hans besætning, ville ikke kunne befinde sig længe i byen, inden deres aktiviteter ville blive opdaget af alt for nysgerrige sjæle.

Finnegan fortsatte, og holdte ligeledes øje med om hvorvidt hun fulgte med, og hvor hun var henne. Han var ikke videre tryg ved tanken om at lade hende ude af sit syn. Han havde reddet hende fra de to mænd, og i hans optik var han derfor også nu ansvarlig for hende. "Mit skib har kurs mod Ithanae, i Tayevania. Men først Tager vi til Cetuil i Manjarno, og Catalena i Procias. Og du vil være velkommen til at forlade os hvor end du skulle ønske det, eller tage med til Tayevania." Forklarede han roligt, og holdte ligeledes øje med omgivelserne. Der var stadig et kort stykke vej mod byens sydlige ende, og inden da var der endnu urolighederne at bekymre sig om.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Hvorfor alt det her skete i Imandra, var der nok ikke rigtigt nogen som vidste. Det var kommet direkte fra den ene dag til den anden, og så havde Kimeya efterfølgende krævet og forlanget at alle ikke-warlocker, skulle forlade det. Det efterlod dem lidt i den situation, og det i sig selv, var overhovedet ikke noget, som faldt i særlig god jord ved nogen som helst.
Spørgsmålet om hendes redningsmands identitet, ville hun selvfølgelig ikke slippe, bare sådan uden videre. For alt hvad hun vidste, var det en gammel konge, som hun stod overfor. Han bar i hvert fald mandens fødselsnavn, hvilket var det, som forundrede hende mest! Hendes blik faldt til ham. Han ville altså have hende med? "Okay," sagde hun denne gang. Umiddelbart måtte hun jo i denne forbindelse, gå ud fra, at det var fordi at han ikke ville afsløres? I den forbindelse, var det måske et andet navn, som han skulle eller burde have præsenteret sig med. I den forbindelse, gav det jo meget god mening for hende. 

At han ville have hende med ombord og væk herfra, var næsten mere fristende end noget andet lige nu! Det brændte.. folk råbte og skreg, og folk flygtet fra landet her. Der var selvfølgelig de få, som valgte at bliv.. Guds nåde være med dem. Kimeya var ikke en sjov mand at kaste sig i krig med. Hun vidste det jo. Manden var hendes faders bror, så lige hvad det angik, var der heller ikke ligefrem nogen familiestolthed til overs.
Hendes blik faldt omgående til ham igen, da han fortalte hvor han ville lægge turen forbi. Tayevania? Det sted havde hun været på tidligere. Det var ikke et sted hun ville igen! "... Tayevania? H-hvad ønsker du af det sted?" spurgte hun denne gang. Lyden af kraftige slag, lød ikke langt omkring dem, hvilket fik hende til at træde helt op bag ham. Okay.. hun så heller ikke nogen vinger.. Var det overhovedet Gabriel, eller var det en anden mand, som hun stod overfor?
"Jeg ønsker bare at komme herfra.." tilføjede hun, da hun lukkede hans frakke mere om sig. Denne gang var hun helt oppe bag ham. Det var grusomt og forfærdeligt! Hele hendes hjemland faldt jo direkte i ruiner nu! Hun kunne se folk skrige og forsøge at komme af sted med deres familie og vigtigste ejendele. Magien blev kastet tydeligt omkring dem, hvilket gjorde hende urolig. "Der er flere der!" Det var ikke forfærdelig langt fra dem. Automatisk lukkede Leonore sine hænder om hans ene underarm. "De kommer.." endte hun denne gang. Hun ville ikke ud i flere sammenstød! Og da slet ikke med warlockerne!

[Deleted]

Finnegan gjorde hvad han kunne for at holde sig selv opdateret på de forskellige nyheder fra Fastlandet. Hvor en masse andre Tayevanier helst bare vendte et blindt øje til, gjorde han jo netop det modsatte. Men Finnegan var nu alligevel ikke iblandt de mest vigtige personligheder. Så meget turde han da indrømme, til trods for hvilken skade det end måtte gøre mod hans stolthed. Han var vokset op på en vingård, forældrene var handelsmænd, han havde været i den Procianske flåde, en slave i flere år, og nu en kaptajn af sit eget skib og besætning. For langt de fleste personer i denne verden, ville det ikke overraske ham at han var ubetydelig. Men for andre, var han hvad adskilte dem fra den sikre død. Og dét alene, var nok til at håndtere hans egen status i livet. Ambitioner havde han skam, men realisme var desværre også en større del af verdensbilledet, især for et Menneske. Såvel som erkende sin egen ubetydelighed, så og sige.
"Tayevania er mit hjem." Svarede han hende roligt, og bed som sådan ikke mærke i hvilken usikkerhed der end måtte ligge i hendes tone. Han vidste jo ikke hvem hun var, eller hvad hun havde oplevet. Eller hvilket forhold hun havde til Tayevania. Og så var der vel ikke anden forklaring at komme med? Tayevania var hans hjem. Havet var måske hans vugge, og han boede måske i kaptajnens kahyt. Men den lille ø syd for fastlandet, var i høj grad hans hjem, og hvor han følte han hørte hjemme. Finnegan rundede et hjørne, og fornemmede hvordan hun syntes at gemme sig i hans skygge, lige bag ham. Så vidste han i det mindste hvor han havde hende. "Hold dig til mig, og så kommer du langt væk herfra." Som de to rundede hjørnet, kunne byens sydlige udgang også ses. Ligeledes fik Finnegan øje på en stor del af hans mænd, som også var på vej ud af byen. Det var i dette øjeblik han også hørte de knap så fjerne stemmer, og mærkede hvorledes pigen tog om hans underarm. I det samme førte han hende rundt om hjørnet, og placerede hende med ryggen mod væggen. Endnu engang havde hans hænder fundet vej til hendes skuldre og overarme. "Et øjeblik." Blev der sagt, ganske roligt, og ikke uden et næsten muntert og hemmelighedsfuldt smil over hans læber.
Han efterlod hende der, og tog blot nogle få skridt væk fra hende, så han igen krydsede hjørnet af bygningen. Dog var han endnu indenfor hendes synsfælt, og den eneste af de to som banden af Warlocks kunne spotte. "I forbandede Warlocks..." Mumlede han en smule harskt for sig selv, som han rakte ned til sit bælte. Hægtet til hans bælte var der adskillige poser og underlige genstande. Han fandt en lille kugle frem derfra. Dog med en revne i midten, som bestod den af to dele. Et lille smil hvilede endnu over hans læber, som han drejede på den øverste halvdel af kuglen, til lyden af mekanismen deri. Som om han trak op i et gammelt ur. En kugle, der indeholdte to forskellige alkymiske eliksirer. Hver i sin del af kuglens halvdele. Han gik en smule ned i knæ, og rullede den mod gruppen der nærmede sig hastigt. En af disse warlocks viftede excentrisk med sine hænder, og hvad der syntes en kugle af blåt lys, fløj nu i stor hast mod Finnegan, idet han rejste sig op igen. Men det blålige lys syntes at stoppe lige foran ham, som blev det opløst i sig selv.. Hvilket blot resulterede i et næsten hånende smil fra Finnegan, inden han denne gang løb mod pigen, greb hendes hånd, og begyndte at sætte i et let løb mod udgangen af byen. Han ville risikere at nogen stoppede eller udfordrede ham selv og hans følge. Så kuglen var en nyttefuld mekanisme. To eliksirer som efter den mekaniske timer, ville blandes. Hvilket ville skabe en giftig sky af grønlig røg. Flere af dem ville dø, inden de blev klogere. Når man havde magi i sine hule hænder, faldt det sjældent én ind at der fandtes andre og mere opfindsomme kræfter i denne verden.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore forstod ikke rigtigt, hvad der egentlig foregik. Det hele var et kaos i hendes hoved, som det var et kaos i hendes omgivelser. Engang havde Imandra været et sted smukt som intet andet, og så langt fremme i udvikling, i forhold til, hvad de øvrige lande, var kendt for at være. Og nu var det hele ødelagt.. Og han forvirrede hende, da det var en anden mand, som hun forbandt ham med.
Her sænkede hun blikket igen. Okay.. Så det kunne han altså ikke være. "Du er altså ikke Gabriel?" spurgte hun denne gang. Her trådte hun helt op bag ved ham. Her kunne hun skjule sig lidt i hans skygge. Han var både højere og bredere end hvad hun var, så det i hendes øjne, havde uden tvivl også en fordel. Men tanken om Tayevania..? Det var bestemt ikke en, som faldt i hendes gode jord, for hun havde været der engang, og hun ønskede ikke at fortsætte med det! Øjnene endte tårefyldte. Hvorfor skulle det hele være så svært lige nu?

Svagt stivnede Leonore, da Fennigan tog om hende, og denne gang trykkede hende op af væggen, og bad hende om at blive. Hun havde ikke ligefrem lyst til at stå der, når hun nu kunne høre, at de var på vej, og at de var blevet opdaget. Det ønskede hun jo på ingen måde. "Jamen.. N-nej.." forsøgte hun denne gang med en mere febrilsk stemme. Panikken meldte sig for alvor, men hun blev stående.. Skulle hun bare stå og vente på, at de fandt dem?
Magi, var ikke umiddelbart noget, som hun kunne fornemme ved denne mand, så hvad kunne han overhovedet! Her holdt hun meget nøje øje med ham. Ikke fordi at hun havde meget andet valg. Han havde jo også bedt hende om at blive stående fuldkommen stille.
Warlockerne trådte hurtigt frem. De grinte. Et menneske.. Et sølle menneske. "Hvor er hun, stump?" spurgte en høj og bredskulderet mand. Leonore lukkede øjnene. Hun ville bare gerne væk herfra, og gerne så hurtigt som muligt. "Slå ham ihjel," kom ordren. Denne gjorde Leonore direkte bleg. Det var der slet ikke nogen grund til! Den lille kugle, som han smed ud foran de mange warlocks, fik dem kun til at grine endnu højere. "Skulle det stoppe os? FANG DEM!" udbrød han denne gang. Lenore stod og skælvede. Hun havde engang været så tryg og så sikker i sit liv, og det hele krakkelerede virkelig bare! "De kommer.. De kommer.." Han tog hendes hånd, og satte i løb væk fra stedet. Hvad pokker var det der skete? Hun så sig kort over skulderen, idet at den grønne røg hurtigt steg til vejrs. Warlockerne kom ikke særlig langt, før deres ben begyndte at give efter under dem, og de faldt til jorden. Her løb Leonore blot.. Alt hvad hendes ben kunne bære hende. "Jamen h-hvad var det?" spurgte hun uroligt. Kunne hun overhovedet stole på ham? Hun rystede tankerne ud af hovedet, mens hun bare løb. Hendes egne ben truet til sidst med at knække sammen under hende. Hun kørte udelukkende på adrenalin.

[Deleted]

Pigen virkede ikke vildt forsvarsløs, men med hendes reaktion til at han efterlod hende, fik han det næsten dårligt med det. Finnegan vidste dog at han ville vende tilbage til hende. For til trods for alverdens fordele et magisk væsen skulle have mod et almindeligt menneske som ham selv, så var han en selvsikker mand. Han havde tiltro til sine remedier, og sine egne evner. Så selv en flok warlocks, var ikke nær nok til at skræmme livet af ham. Men han ville da hellere foretrække at leve til næste dag, frem for at dø denne. Så han satte i et løb der tilpassede sig hendes fart. Derved gjorde han det muligt at følge trop, og så undgik han at slæbe hende efter sig. "Gift. Et trick en gammel mand lærte mig engang." Svarede han hende, en anelse beskæftiget med at løbe, og samtidig holdte fast i hende.
De to løb mod den sydlige port. Der var ingen vagter, da de uden tvivl måtte være beskæftiget af deres nye ledelse og alt det kaos. Til gengæld var Finnegans mænd i færd med at føre mange mennesker og andre racer, ud af porten. De blev ledt ud af porten i hast, men stadig nænsomt, da nogle af dem var mødre med deres børn, eller ældre der bare på et portræt af deres børn. Finnegan satte farten ned, som de nåede porten, indtil han så stoppede helt. På den anden side af porten, stod der to ladvogne, hver ført af to heste, som de havde lånt fra et landsted tæt på hvor skibet havde kastet anker. Nogle af dem de havde med, ville ikke være i stand til at gå den lange vej til skibet.

Endnu med et tag om pigens hånd, gik han igennem porten, og betragtede hvad der skete. De som ikke kunne gå, blev hjulpet op i vognene, og de få egendele de havde taget med sig, ligeså. Finnegan stoppede så op ved en af vognene, og vendte sig mod pigen. Uden egentlig at sige noget, tog han fat i hendes sider, under hendes arme, og løftede hende op i en af vognene. Hun havde bare fødder, og hun var måske ikke meget fysisk skadet, men lidt hvile kunne hun vel nok bruge. "Prøv at hvile dig, inden vi når til skibet." Sagde han som han slap hende, og placerede hende i enden af vognen. I det samme vendte han sig mod porten, og som næsten alle var ved at være smidt i vognene, eller klar til at gå, viftede Finnegan kort med hånden mod en af sine besætningsmedlemmer. En kvinde. Hun så noget så hårdkogt ud, og med en rynket næse og nogle små ar i ansigtet. "Vælt den." Lød det fra Finnegan, og i det samme nikkede kvinden, for derefter at vifte en smule med sine hænder. Murværket i den lille port begyndte krakelere, og inden længe væltede porten. Det ville uden tvivl hjælpe med at dække deres flugt fra denne gudsforladte by. Finnegan gik derefter frem mod fronten af deres lille karavane igen, men stoppede dog op lidt efter at have passeret pigen på vognen. Han tog nogle skridt bagud, og vendte blikket mod hende. "Jeg fik vidst ikke fat i dit navn?" Spurgte han så med et beroligende smil, hvorefter vognen begyndte at bevæge sig, og han ligeså.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Af race, var Leonore ikke just forsvarsløs eller ufarlig, men hun havde aldrig lært at bruge det i en situation som denne. Selvfølgelig kunne det godt mærkes, og det var med til at gøre hende usikker. Selv nu hvor hun var på nøgne fødder, bed hun sig slet ikke i den smerte, som var ved hvert skridt hun tog. Hånden lukkede sig omkring hans, bare for at have et eller andet, at holde fast i. "J-jamen.. jamen jeg.." sagde hun denne gang. Hun forstod det ikke rigtigt. Magien var en ting, men.. gift? Det havde hun aldrig rigtigt set i praksis på den måde.
Leonore måtte i denne omgang, kun stole på denne mand. Han var ikke kongen af Procias. Eller den forhenværende om ikke andet. Hun fulgte ham med til den sydlige port. Det var væk fra slummen og det gale kvarter, som hun i forvejen havde færdes i. Og nu ville hun bare gerne væk derfra, og gerne så hurtigt som muligt. Også mest for sin egen skyld faktisk. Det var egentlig overraskende mange mennesker, som i forvejen var på stedet her. Hun så sig om. Mange af dem, havde hun set i de større byer. Var de virkelig alle sammen drevet fra hus og hjem? Det var jo grusomt. Det var jo helt forfærdeligt! "Alle sammen. De er her alle sammen.." endte hun denne gang.

Leonore søgte ned mod vognen sammen med ham. Hun mærkede først nu smerten under sine fødder, som i forvejen var virkelig slidte og ømme ovenpå alt det her. Hun stivnede svagt, da han tog om hende, og løftede hende op på kanten, som vejede hun absolut ingenting. Her sad hun nu placeret sammen med så mange andre. Han reddede dem alle? Han var en god mand.. Var han nu sikker på, at han ikke var Gabriel? Hendes blik faldt derfor til hans skikkelse igen. Et svagt smil passerede hendes læber, hvor hun denne gang trak hans frakke mere om sig. Det var rart at have noget at gemme sig mere bag. Særligt ovenpå det, som var sket for hende.
"Mit navn..?" Det gibbede helt i hende, da vogne pludselig begyndte at køre. Hun satte hænderne mod kanten, for ikke at ende med at falde af. Det ønskede hun heller ikke. "Leonore Salvorique De Lochér," sagde hun denne gang. Hun sendte ham denne gang et varmt smil. Fødderne gled let over hinden. Hun havde småsten samlet under dem, og det gjorde ondt. Det blødte også. Hun havde faktisk fået ekstremt ømme fødder ovenpå dette.