Until the end..

[Lionell Marvalo]

Irina Lucille Marvalo

---

Imandra, New Dale og Det Mørke Morgengry, var indtaget, og her sad Lionell. Han vidste, at Kimeya fejrede i den store tronesal med de warlocks som var kommet vel igennem det, og her sad han sammen med sin hustru. Under normale omstændigheder, havde han nok været så pisse egoistisk, og valgt at deltage i det.
I stedet, havde han valgt at sætte sig ved hans hustru, som han havde fået lagt i en seng oppe på de øvre etager, hvor der var fred og ro. Hele slottet var jo trods alt blevet gennemsøgt for vagter og soldater af alverdens slags, efter Tiyanna og Sephiran. Han havde fået hendes klæder af, og lagt et klæde under hende, velvidende om, at hun blødte igennem. Var det underligt, at dette vækkede en vis følelse af frustration i ham? Så stærk, som hun havde været og altid havde været, og så var det hende, som skulle ligge der? Hans mine forblev kold og ligegyldig, selvom det var noget helt andet i det indre.

Endnu en gang dyppede Lionell kluden i det varme vand, inden han vaskede hendes sår rent. Ikke så meget, som et eneste ord, forlod denne gang hans læber. Han gjorde sig mange tanker.. Gud hvor han gjorde sig mange tanker denne gang. Han bed tænderne svagt sammen. Festlighederne kunne man høre nedenunder, og her sad han. Var det underligt, at han følte sig tilsidesat, og med følelsen af værende en barnepige for hans egen hustru? Selvom han ikke ønskede at miste hende til dette, så var han allerede indstillet på, at det var det, som ville komme til at ske. "Det ligner ikke dig, at være uforsigtig," pointerede han denne gang, uden at vise det mindste form af følelse, foruden den utilfredshed, som det hele også var en blanding af. Den lille skål og kluden lagde han denne gang til side.

[Irina Lucille Marvalo]

Det der skulle have været præget af sejr og festligheder var blevet til et sandt mareridt. Der var altid en risiko ved at leve et liv som de havde gjort, og det var under det, at Irina nu led. Lionell havde meget imod hendes vilje, fulgt hende op i sengen hvor hun nu lå som gud havde skabt hende i sin tid. De kunne begge høre hvordan festlighederne tog til, der var ingen der bekymrede sig om hendes tilstand, hvilket ikke burde komme af på hende. Svedperler havde samlet sig på hendes krop, skønt hun ikke var tildækket og her heller ikke ligefrem var varmt. Hendes krop skælvede og var bleg, den kæmpede inderligt for at komme igennem dette, men såret stoppede ikke med at bløde, heller ikke selvom Lionell gang på gang vaskede det. "D-det n-nytter int-intet," fremstammede hun og slap et lille støn. Det var hårdt, hun var fristet til bare at lukke øjnene, den eneste grund til at hun ikke gjorde det, var fordi at Lionell ikke skulle have glæden af at se hende så svag. Ej forstod hun hvad han lavede her, når der var både alkohol og formentlig også sejrssøgende kvinder, der kunne holde ham varm.

De vidste begge to hvilken vej dette ville gå. Hun havde tabt en stor mængde blod, hvilket hun mærkede nu. Hun var udmattet og svimmel, men nægtede samtidig at give op. "N-nok k-kan jeg me-meget m-m-men jeg ha-har ikke øjne i n-nakken," svarede hun lidt spydigt trods det manglede hendes normale kraft. Andre ægtepar ville få det bedste ud af det sidste øjeblik de havde sammen, de ville holde om hinanden, lade deres læber sammensmelte men ikke Irina og Lionell, nej hun gik ud fra at tanken om at miste hende gjorde ham direkte lykkelig, for så ville han endelig blive fri af sine bånd. "S-stop d-det hj-hjælper i-intet," bad hun igen og forsøgte at skubbe hans hånd bort.

[Lionell Marvalo]

Tanken om alt det, som skete nedenunder, var selvfølgelig en tanke, som vakte Lionells frustration. Her sad han, sammen med en kvinde, som han vidste ville dø af det her.. De sår var ikke holdt op med at bløde, og han sad jo og så, hvordan hun blev svagere og svagere. Det gjorde ondt, selvom han nok ikke nødvendigt viste det, men han kunne jo godt mærke det. Han ville bare ikke give hende den glæde over, at se ham gøre sig de tanker. "Vær du glad for, at jeg gider sidde her," bed han af hende. Der var ikke den samme glæde ved tingene, som der engang havde været.. Eller havde den nogensinde været der? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det. Han havde jo heller ikke siddet i en lignende situation som det her tidligere.
Lionell trak vejret dybt. Han havde kun pådraget sig et sår til skulderen, som stadig spændte helt af helvede til, men hvad var det da i sammenligning med hendes? Det var jo ingenting. Her forsøgte han, og igen blev han afvist. Det var da hånden faldt direkte mod hans, at han denne gang vendte blikket mod hende. Han forsøgte for helvede.. Men hun gav ham heller ikke lov til noget som helst. "For en gangs skyld, Irina.." Han trak hånden til sig, for at fjerne hendes i stedet for. Dynen tog han om, kun for at lægge den tæt op af hende. Et sted for at give hende følelsen af at være dækket, uden egentlig at være det. "Jeg kunne hygge mig med vores søn.. fejre at vi fik det hele.. Jeg sidder her ved min hustru," endte han denne gang. Her var det vel en nødvendighed et sted? Han ville ikke lade hende ligge der selv. Ikke når han vidste, hvordan det endte.

[Irina Lucille Marvalo]

Der var ingen frygt at spore i hendes blik, ej heller selvom hun vidste hvad der skulle ske. Det ændrede dog ikke på hvad hun følte i det indre, både angst og uro, der nok primært var forsaget af tanken om alt det hun ikke havde nået og ikke ville nå fremover. Det var hårdt for hende at holde sig vågen, man kunne næsten fornemme hvordan hendes øjne somme tider gled i, inden hun spærrede dem op igen af ren og skær stædighed. Hun skævede op mod ham med et lidt advarende glimt. "G-gå du b-bare ned og fe-fest med d-de andre," opfordrede hun og håbede at han for alt i verden ikke ville gøre det. De havde lovet hinanden til døden ville skille dem, og det sidste hun ville var at ligge her og forbløde på egen hånd, mens han allerede var i søgen efter hendes erstatning. Hendes mørke øjne mødte hans mens hun holdt hans hånd væk fra såret. Der var ingen idé i at fortsætte de desperate strøg hen over såret, ikke når de begge vidste at hun ville glide væk inden natten var omme.
Dynen afgav en smule varme men mest af alt, så fik den hende til at føle sig en lille smule beskyttet, naivt som det end var. "Hold d-dig en-endelig i-i-ikke tilbage for m-min skyld," svarede hun og lod blikket falde ned af sig, for at se blodet løbe over hendes maveskind og ned over hendes side. Hvis han virkelig ikke ønskede at sidde ved hende, så var det jo hans sag, hun kunne ikke få sig selv til at tigge og bede. "V-vi ved b-begge hvordan d-det her e-ender. Når j-jeg er v-væk m-må du t-tage Cressida ind, og s-sikre dig a-at hun for-fortsætter sit n-nuværende," bad hun og tog en dyb indånding. Det var anstrengende og måske også et højest upassende tidspunkt at snakke forretning, men det var nødvendigt, derudover havde Cressida mere eller mindre altid kun haft hende, og hvor dårlig hun end var til at vise det, så var hun hendes eneste barn og hun ville hade at noget hændte hende.

[Lionell Marvalo]

Til døden dem skiller.. Det var hvad de havde lovet hinanden, og det var ord, som selv Lionell vidste, at han kunne leve op til. Derfor blev han stædigt siddende. Den kamp, skulle hun heller ikke have lov til at vinde over ham, fordi at hun måske ville have, at han skulle søge nogen steder hen. Det ville overhovedet ikke komme på tale. "Ønsker du da, at jeg skal gå?" spurgte han denne gang. Han ville høre hende sige det.. For en gangs skyld, ønskede han at høre hende sige, at hun faktisk ønskede ham der, i stedet for konstant at sende ham væk, som hun nu havde gjort så meget, alt for mange gange før.
Dynen lagde han tæt ved hende. Han vidste ikke helt, om han skulle give hende den på, eller hvad han skulle. Hun badede i sved, men frøs samtidig. Han havde jo heller ikke ligefrem siddet i en lignende situation tidligere. Han bed tænderne svagt sammen. "Jeg ved udmærket godt hvordan det her ender, Irina," bed han nærmest af hende. Det gjorde ham selvfølgelig trist. Ligesom alle hendes mange og konstante afvisninger af ham, men for fanden. Han kunne jo ikke gøre noget ved det nu. Igen dyppede han kludens ene hjørne i vandet, og tørrede forsigtigt det blod væk, som flød nedover hendes mave og ned i lagnet i stedet for. "For en gangs skyld, så drop de spydigheder, og lad mig i det mindste sidde her..!" endte han mere sammenbidt. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at miste sin hustru. Og da særligt ikke på denne her måde! Han lagde kluden fra sig igen. HAn vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sine hænder.. Eller sig selv, for den sags skyld.

[Irina Lucille Marvalo]

Det ville være et kæmpe slag på hendes stolthed at skulle ligge her selv. Nok vidste hun udmærket at hun ikke var synderlig velset i familien, for ikke at sige direkte hadet, men hvad de naturligvis ikke indså, var at hun kæmpede for at holde den sammen. Det ville næsten såre stoltheden ligeså meget at skulle bede ham om at blive, men somme tider måtte selv en kvinde som hende æde den, og måske det var fair nok på hendes dødsleje? "Nej," svarede hun kortfattet. Det sagde jo det hele. Hun hævede sit mørke blik til hans, og bevarede en så stolt mine som muligt. "Men der e-er in-ingen som b-beder dig o-om at g-gå glip af festen," pointerede hun. Han skulle bestemt ikke få det til at lyde som tvang hun ham til at sidde der, også selvom hun selvfølgelig gerne ville have sin mand ved sig på et tidspunkt som dette, uanset hvor meget de måtte afsky hinanden.
Det var koldt men hendes krop var fugtig, kæmpede for at bevarer temperaturen. For hvert øjeblik der gik, blev det sværere for hende at holde sine øjne åbne. Hvilken sølle måde at gå i graven på. Hun så op og nikkede stille. "Så lo-lov mig a-at du t-tager hende ind," gentog hun med et lidt sigende blik. Cressida var deres eneste fælles barn og hun var en pige hvilket havde bragt hende stor skam og nedværdigelse ved Lionell, men hun nærede varme følelser for hende som en mor gjorde for sit barn. Hun rystede opgivende på hovedet da han fortsætte med at tørre hende af. Det ville kun fortsætte. Det kom bag på hende at han reagerede så.. insisterende. Han havde fået det til at lyde som om det var hendes tvang af ham at han sad her, og nu bad han hende om lov? "F-fint. Men s-s l-læg da f-for guds s-skyld den k-klud væk og l-læg dig v-v-ved mit i ste-stedet," hun lukkede kort sine øjne for at genvinde lidt energi. Hvis det her var det endelige, så var det på tide at begrave stridsøksen og hvilken kvinde drømte ikke om at dø i sin mands arme?

[Lionell Marvalo]

Der var ingen, som bad ham om at gå glip af festen, men skulle han være helt ærlig.. så kunne han ikke se nogen grund til at skulle forlade den nu. Hans blik faldt til hende, som hun alligevel måtte erkende, at hun gerne ville have ham der. Godt.. Var det virkelig så svært at indrømme? Han ville ikke lade hende gå i døden alene. "Så vær du kun tilfreds med, at jeg denne gang, vælger at prioritere min hustru over festlighederne, som foregår nedenunder, ikke?" endte han denne gang. Hun var kommet så slemt til skade.. kunne hun for en gangs skyld, ikke bare opføre sig ud fra det?
Lionell var på ingen måder, en kærlig og omsorgsfuld mand. Ikke foruden, når han nød at ligge i sengen med den kvinde, som han nu havde valgt for natten, når nu hans egen hustru ikke lod ham gøre det. Han lagde blot kluden til side. "Hvad har Cressida med det her at gøre, Irina?" spurgte han denne gang. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Fik han rent faktisk lov til at ligge ved siden af hende? Det var i så fald første gang i guderne måtte vide hvor lang tid. "Imponerende, at du kan på dit dødsleje," endte han denne gang. Han satte skålen og kluden helt fra sig, inden han denne gang trak sig op, og lagde sig ved siden af. Til døden dem skilte.. Selv måtte han sande, at han lige nu, overhovedet ikke var fristet til at skulle erstatte hende med noget andet. Her lå han så.. hvad skulle han overhovedet gøre af sig selv?

[Irina Lucille Marvalo]

Det var frygtelig svært for hende at lukke ham ind, selv efter så mange års ægteskab der nu ville slutte på ganske naturligvis. Hvem skulle have troet det? Og ikke engang for hans hånd. Mange gange havde Irina pralet med at han kunne tage hendes liv og gøre hende lykkelig, men nu hvor blodet strømmede og hun langsomt blev svagere, så var sagen en helt anden. "J-jeg føler mig s-så be-beæret," trods hendes stammen kunne man tydeligt høre ironien. Han mente at hun burde føle sig heldig? For alle andre var det en selvfølge af hustruen kom før festerne, men for dem var det en sjældenhed og faktisk var hun kun lykkelig for at han kunne se sig ud af at undvære morskaben for en enkelt nat, og i stedet tilbringe tiden med hende.
"H-hun er v-vores da-datter," svarede hun som besvarede det hele hans spørgsmål. Lionell havde aldrig vedkendt sig deres datter, men hun udførte et stort stykke arbejde, hun fortjente respekt og anerkendelse også selvom hun var en kvinde. Hendes tunge øjenlåg gled i, mens det rumsterede lidt i sengen som følge af at han lagde sig op til hende. Snart ville det være overstået, men indtil da kunne hun tillade sig selv måske at give en smule slip. "Shh i-inden jeg skif-skifter mening," Hun spærrede øjnene op igen og lod hovedet falde en smule ind til ham.
Det var stoppet med at gøre ondt, i stedet var hun bare træt og svimmel, det hele kørte rundt. Der var ingen åbenlys frygt at se, men hun holdt så vidt muligt øjnene åben, så hun ikke ville falde hen nu hvor hans arme ar beskyttende omkring det.

[Lionell Marvalo]

De havde været gift i frygtelig mange år, men ingen af dem, havde været i stand til at nyde af det. Ville den dag, overhovedet komme? Det her, var det sidste, og han vidste det. Hun vidste det, og det var næsten det, som for hans vedkommende, var det værste. Han vidste oprigtigt, ikke hvordan han skulle reagere. "Det burde du," sagde han denne gang, da han lagde sig ned ved siden af hende. I første omgang, måtte han tage sig selv i at nyde det. Det var jo heller ikke hver dag, at han fik lov til at gøre det, i og med, at hun aldrig havde ladet ham tage pladsen ved siden af hende, og nu lå han altså her. Hans blik faldt til hende. Cressida var deres datter, men aldrig rigtigt en kvinde, som han havde haft noget med at gøre.
"Så hvad forlanger du af mig?" spurgte han denne gang, da han vendte blikket mod hende igen. Hun lagde sig ind mod ham? Armen møvede han let om hende, hvor han denne gang trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Hun blev svagere og svagere, og det var så tydeligt. Han kunne bestemt ikke lide det. hun plejede at være så stærk.. Stærkere end det her. Han rystede kort på hovedet, hvor han denne gang plantede et let kys mod hendes pande. Det var bestemt ikke på den her måde, at han havde regnet med, at det hele skulle ende. Overhovedet ikke. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. "Spar på kræfterne," endte han denne gang. Han ønskede bestemt ikke at se hende på den måde.. og ikke skulle hun gennemgå det hele alene. Han ville være ved hende til det sidste.

[Irina Lucille Marvalo]

Enhver gjorde sig vel forstillinger om hvordan de ønskede at dø, og hendes havde bestemt involveret tilstedeværelsen af hendes mand. Til det sidste ønskede hun oprigtigt et fredeligt øjeblik, hvor hun ikke skulle føle den afsky vendt mod ham. Hun burde måske sætte større pris på ham, men samtidig burde en kvinde kunne forvente at blive prioriteret over festligheder, særligt på et tidspunkt som dette. Hun kunne møre hvordan omgivelserne bevægede sig længere og længere væk, de møbler der havde været var bare skygger for hendes øjne, det eneste hun faktisk følte var den arm han lagde omkring hende, og som holdt hende tryg ind til ham. "B-bare v-vær den f-far du a-a-aldrig var," fremstammede hun med en stemme der havde mistet alt kraft og energi og nu kun var en træt hvisken, for andet orkede hun ikke.
Normalt var hun så stærk, nu kunne hun end ikke løfte en finger. Faktisk kunne hun ikke engang mærke sig selv mere, hendes krop var ikke længere tung, hun følte sig svævende og uden smerter, hvilket i det mindste var godt. "D-du må s-stå f-frem n-nu Lionell.. V-vær den m-mand jeg i-inderst i-i-inde ved a-at du er," bad hun dæmpet. Nu havde hun opgivet kampen om at holde øjnene åbne. Der var et kort øjeblik hvor hun havde elsket ham for den stærke mand han var.. tryllebindende, selvom de følelser var gledet langt bort, så vidste hun at han stadig kunne være den mand. Hun trak vejret tungt, forsøgte at fylde lungerne med luft, men det føltes som om de hurtigere og hurtigere blev tomme. Hendes krop blev slap, faldt ind til hans og helt uden at bemærke det forsvandt alt andet end følelsen af ham og det sortnede for hendes blik. Hendes vilde, stædige hjerte mistede dets kraft og stoppede til sidst med at slå, og med et sidste åndedrag var hendes kolde, blege krop, endelig blevet fri af dets smerte.

//Out

[Lionell Marvalo]

Til det sidste, ønskede Lionell faktisk heller ikke, at Irina skulle ligge alene, og nu lå han nu her sammen med hende. Tanken om at han skulle være som en far for deres datter, vidste han ikke helt, hvad han synes om. Han kunne ikke fordrage den pige.. Selvom hun var, hvad de havde formået at præstere at lave sammen. Det hele havde vel bare været dømt til at være en fiasko i forvejen? "Det er virkelig meget at bede mig om." Han havde aldrig været en far for den pige, og det vidste han oprigtigt heller ikke, om han nogensinde ville komme til, hvis han skulle være helt ærlig.
Hun blev mere og mere slap. Lionell bed det i sig for nu. Han kunne reagere, når hun ikke længere var der. Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på det. Han skulle frem, hvilket han udmærket godt vidste, men for nu, ville han lade deres søn brilliere lidt for en gangs skyld. "Tror du ikke på, at jeg kan, Irina? Jeg skal frem.. En skam, du ikke er der til at se det.." endte han denne gang. Han mente det dog. Den mand, som han engang havde været, skulle han nok blive igen. Her blev hun slap.. Han kunne mærke det. Hun lå mere tungt, og hun sagde ikke så meget som en lyd.. Han hævede hånden, som han lagde mod hendes kind. Hovedet trak han denne gang, for at betragte sig af hende. Hun var væk.. Øjnene lukkede han let, inden han lænede sig frem, og plantede et kys mod hendes pande igen. Langsomt trak han sig væk, og lagde hende denne gang ordentligt i sengen i stedet for. Dynen lagde han over hende. "Sov godt," afsluttede han denne gang. Han forlod hende, og søgte ned i stedet for. Ikke for at deltage i festlighederne, men derimod at rippe dem for flasker, som han satte sig med i pejsestuen. Hans hustru var jo død.

//Out