There will be blood!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall gjord sit bedste for og tyde disse stjerner i denne kulde, men kulden gjord det ikke nemt og holde fokus. Men det gik vist lig, hun kigge bare op mens han snakke. Det var da altid noget han kunne lig klangen af det hun fortalt ham, det kunne jo kun være godt for så kunne det jo være han ville holde sit ord ikke? Hun vil bare gerne hjem sammen med cale og hun kunne slet ikke vente med og høre at de ren faktisk måtte tage hjem igen.

Hun hade tydet stjerneren så godt hun kunne, og det hun hade set gav ikke mening for hende men så måtte kimeya vel forstå hvad nogle af tingen var. hun så roligt mod ham da hun hade sikker sig at hun hade tydet det hele, hun frøs som bare pokker og lag armen om sig og forsøgt og genfinde bare en smule varme selv om det ikke rigtig lykkes for hende. ”det er som jeg sag, de vil styr landet her i jern næve.. og der er en uro hos de pels væsner som gør dem letter sårbar, jeg kan ikke tyde andet eller se noget tydeligere det er ikke alt man kan læse i stjerneren eller alt der kan forstås så let” hun så på ham, hun holdt ham bestemt ikke for nar, hun hade sagt var det hun så og så måtte han selv vælge om han ville tro hende hun forholdt sig dog i ro og afvent at han ville give sit ord og sende dem hjem igen.

[Kimeya Marvalo]

Så lang tid, at Kimeya ikke blev holdt for nar, var det fint nok for ham. Måske at det her ikke var så tosset alligevel? Det var sådan, at han havde det med tingene, og da særligt nu, kunne man sige. Han vendte blikket kort i retningen af himlen over dem. Varulvene ville få problemer.. Amen altså! Kunne det overhovedet blive bedre nu? Og med en warlock på toppen her i landet, så kunne det jo heller ikke være nogen andre end ham. Så var han da storslået tilfreds med det hele! Han kunne i hvert fald ikke være andet da!
"Hent ham den anden," beordrede han denne gang. En aftale var jo en aftale. Selvom han nok ikke ville give dem fri af sin frie vilje, så var han en mand, som holdt ord. Men hvorvidt om andre ønskede at lade dem være, var jo straks en helt anden sag, kunne man jo sige. Han vendte blikket mod hende igen. Han var uden tvivl storslået tilfreds med, hvad han havde set så langt. Ikke at der skulle herskes nogen tvivl om det.
Igen vendte Kimeya sig mod hende. Var det virkelig så svært, at give ham, hvad han gerne ville, når det var noget så sølle og simpel som det her? Han lod hovedet søge på sned denne gang, hvor et kort træk alligevel måtte finde vejen til hans mundvig. "Jeg er tilfreds.." afsluttede han denne gang. Warlockerne var allerede længe smuttet ned for at hente Cale. Som han havde lovet trods alt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hade give ham det han bade om, hun hade tydet hans stjerner efter bedste evne så nu måtte hun se om han ville holde ord. Hun så på ham, som han beordre de hente cale dette fik hende til og være mere ´på dupperne, hade han virkelig tænkt sig og lade dem gå? Ville han virkelig holde ord? De kunne tage hjem? Hun mærke spænding og nervøsiteten vokse i hendes mave. Men hun stod helt stille mens hun forsøgt og holde varmen for der var pisse koldt! Hun så på Kimeya som han nærmest smile? nej hun måtte have set forkert. hun så på ham som han sag han var tilfreds, ”er glad for de tilfreds” svar hun ganske roligt mens hun kigge efter den vej af hvor de to warlocks var gået, og vente bare på hun hørt lyden af cales hove så var hun sikker på han virkelig blev hente så ville hun være mere rolig i sær når han ville stå ved hendes side igen. det var virkelig helt underligt at de faktisk stod til og kunne rejse hjem, om det så lykkes for dem at nå til skibene og ren faktisk til søs måtte de se på men for nu skulle de bare væk her fra, selv om mørket ikke just ville være nemt og se for dem men de måtte klar det så de kunne komme væk der fra.

[Kimeya Marvalo]

Hvis det hun havde tydet og tolket, var korrekt, så var Kimeya tilfreds, og som en mand af ord, som han jo var, så hvorfor ikke? Uanset kunne han ikke bruge nogen, som var ham imod. Det eneste, som han kunne sige var jo, at de ville få svært ved klare sig derude, og det var også lidt det, som han reagerede på i øjeblikket.
Manden kunne faktisk godt smile, og det var det, som han samtidig agtet at vise i dag. Hans blik hvilede på hende, som han havde beordret warlockerne om at hente Cale. Mandens navn havde han jo allerede nu lykkelig glemt alt om, så det var jo egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han tog det slet ikke særlig tungt lige nu. "Hvis det er sandt, hvad du fortæller mig, så er jeg," sagde han denne gang. Hans blik faldt kort til warlockerne idet at de var nede for at hente ham. Cale kunne han desværre godt bruge, men havde en sjov tendens til at tro, at manden ville være knap så medvillig, om han vidste, at Mydall var sat fri. Hun havde tjent sit formål hos ham i øjeblikket. "Han kommer snart op," sagde han denne gang. Han foldede atter hænderne over ryggen, hvor han denne gang valgte at blive stående. Han vendte atter blikket op mod månen og de mange stjerner. At de væsner overhovedet var i stand til at tyde dem, var ikke til at fatte. Han fandt den tanke ekstrem fascinerende.

[Cale Joseia Nightgale]

Uvidende om, hvad der foregik deroppe, var Cale endnu en gang blevet meget urolig. Han gik frem og tilbage i cellen, frem til warlockerne endelig dukkede op, for at hente ham. At han skulle hentes, var i forvejen en tanke, som gjorde ham ekstrem skeptisk, for.. hvad ville Kimeya nu ham? Det var jo Mydall, som frem til nu, havde haft noget, der mindede om en betydning af den ene eller den anden grad, så hvorfor lige ham pludselig?
Celledøren blev denne gang tvunget op, og Cale trådte ud. "Hvad vil I mig?" spurgte han koldt denne gang. De grinte. "Du skal da op til din dame.. Kongens ordre," svarede den ene denne gang. Bare at vide, at Mydall var blandet ind i dette, gjorde også, at han straks var mere medgørlig. Han ville jo gerne op til hende.. Uanset hvor og hvordan, så skulle han bare op til hende, og det kunne heller ikke gå hurtigt nok nu!
Cale blev derfor ført ud af døren, og ud af kælderen. Han fulgte dem næsten lystigt, som en anden hund ,til de kom udenfor. For satan hvor var her koldt! Det første, som han fik øje på, var Mydall. Han satte derfor farten op, for at nå hende. Bare det at være ude og i det fri, og se hende. Det var jo en lettelse uden lige! "Mydall.." endte han denne gang med en mere lettet stemme.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall forholdt sig roligt, det var hun nød til for nu hang det hele i at Kimeya blev ved med og være i et vel godt humør. Hun skulle bare nu høre orden at de måtte gå, have cale hos sig og så var det ellers fuld galop her fra! Det var helt sikkert. Hun stod bare og så efter de to warlocks der skulle hente cale op til dem, hun kunne næsten ikke vente på han kom, hun ville se ham så hun var sikker på han virkelig var hente op til hende og de ikke hade gjort ham noget. Hun så dog på Kimeya som han snakke om det hun hade set var sandt ”det så sandt som jeg har 4 ben” svar hun ganske roligt, jo vist stjerneren kunne ænder sig vis der skete ændringer rundt omkring som kunne påvirke dem hun hade tydet var med i hans stjerner. Hun så der efter hvor cale gerne skulle komme op, hun kunne ikke holde ud og vente plus kulden gjord efterhånden ondt i hendes bar hud og hendes læber var blå mere eller minder, kun hendes heste krop holdt hende bare nogle lund varm fordi hun hade pels.

Da hun så cale komme til syne var hun noget så lette, han var okay! Guskelove så hade kimeya holdt ord ind til videre, ”Cale..” sag hun selv i en lette stemme som hun skyndt sig og gå ham i møde, hun trykke sig ind til ham både for og håbe på lidt varme men også for at holde ham varm, der var jo pisse kold uden for! Hun trykke sig ind til cale ”jeg gjord det.. jeg fik tydet dem” hviske hun ganske stille til cale så kun han kunne høre det, mens hun bare følt roen sænke sig i hende nu hvor han enlig var ud hos hende i det fri, nu mangle de bare og høre at de faktisk måtte rejse.

[Kimeya Marvalo]

Kærlighed.. det var og blev en virkelig mærkelig sag, selv for ham. Han havde jo heller ikke ligefrem selv haft heldet med sig, hvad det angik, kunne man sige, og selvfølgelig kunne det også mærkes i hans personlighed. Han var kold.. kynisk, og gjorde, hvad han lystede, når han lystede det, og guds nåde trøste den, som forsøgte at fortælle ham andet. Et kort, men tilfredst smil passerede denne gang hans læber. Så sandt, som hun havde fire ben.. Så havde han også hørt den med. "Den må være fra Tayevania," sagde han denne gang. Et par gange, havde han jo været forbi øen.. Ikke just et sted, som sagde ham særlig meget, og det ville det nok heller aldrig komme til.
Han nåede selv kun lige at dreje hovedet, da lyden af de løbende hove meldte sig for ham. Mydall, som løb Cale i møde, som omvendt. Den unge kærlighed. Hvor stærk den kunne være, og dog så skrøbelig på samme tid. Den ville være så nem at ødelægge. Der skulle virkelig ikke meget til. Han vendte sig denne gang mod dem. Selvom de måske frøs, så var det ikke noget, som han havde tænkt sig, at afhjælpe dem med. Særligt ikke, hvis det var noget, som ellers kunne undgås i den anden ende. Han vendte blikket mod de øvrige warlocker, som egentlig bare holdt sig i baggrunden. De heste og de bagben, ville de tydeligvis ikke for tæt på. Her blev Kimeya stående for en stund. Trods alt.. så havde han skænket dem et ord. Og hvem vidste.. Han kunen jo være den mand ,som skule opretholde det.

[Cale Joseia Nightgale]

Jo hurtigere Cale kunne komme tilbage til Mydall, des bedre ville det uden tvivl også blive, og særligt også i det her tilfælde. Han ønskede nemlig ikke at skulle undvære hende mere end hvad godt måtte være i den anden ende. Ingen tvivl om det. Han var derfor hurtigt henne ved hende, hvor han slet ikke tog sig af de warlocker, som måtte være omkring dem. Vigtigst af alt for ham, var nemlig, at Mydall havde det godt, og ud fra, hvad han kunne se, så havde hun rent faktisk formået at give, Kimeya hvad han gerne ville have?
"Jeg vidste at du kunne," sagde han denne gang. Han slog armene om hende, da de nærmest endte med at stå der sammen. Hvorvidt om det jo så var en god eller en dårlig ting, havde han ikke rigtigt fundet ud af endnu. Hans blik faldt fra hende og til Kimeya, som egentlig bare stod og kiggede på dem. Han vidste stadig ikke helt hvad han skulle sige til manden, eller om det var en, som han rent faktisk stolede på. Det kunne han ikke rigtigt finde ud af.
"Han har vel ikke gjort dig noget?" Denne gang vendte han atter blikket mod Mydall, som stod der trygt og godt i hans arme, ligesom han gerne ville have det. Hånden hævede han, hvor han kort strøg den over hendes kind. Uden tvivl, så var han rigtig stolt af hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall vist hvad hun hade læst i stjernerne selv om hun ikke forstod helt den del med behåret væsner, men det var også lig meget. Hun hade sagt det hun læst og så var det bare sådan det var! om han troede på det var så op til Kimeya for hun vist at det hun hade set var sandt. Hun så bare på hvor cale gerne skulle komme frem, og da han enlig kom var hun lette.. så utrolig lette! Hun hade ikke tøve med og søg i hans arm, det var der hun ville være og der hun hørt til. At kimeya ikke sag noget bekymer hende dog, hvorfor sag han ikke noget? Hade han skift mening? Ville han forlange mere af dem? Hun ture ikke tænke tanken, hun så dog på cale da han snakke til hende og smile bare et lille smile til ham, ”du fik ret” sag hun stille for han hade jo ret i at hun godt kunne klar det, selv om det hade kræve noget at se forbi hendes egne stjerner og så tyde kimeya’s. hun trykke sig ind til cale, hun elskede og være der i hans arm her var hun sikke og tryg i hendes opfattelse. Hun så på ham som han strøg hende over kinden, og spurt om kimeya hade gjort ham noget ”nej kære han har ikke gjort mig noget” sag hun ganske roligt, for det hade kimeya ikke men den ene warlock hade men hun ville ikke nævne det nu i vært fald. Hun så på cale og dreje ansigt lidt og kysse blidt hans hånd, inden hun så på Kimeya ”jeg holdt min del af aftalen… vil de holde deres? Må vi tage hjem?” spurt hun så ganske roligt og faktisk høfligt for hun ville sikker sig at det fik lov og gå og betød det at hun måtte være venlig over for den mand så måtte hun gøre det.

[Kimeya Marvalo]

Mydall havde rent faktisk været i stand til at tyde stjernerne, hvilket var noget som stillede Kimeya så tilfreds, som noget overhovedet kunne blive. Han sagde i hvert fald ikke noget til det, og han fandt det rart. Særligt med det, som hun havde været i stand til at fortælle ham. For ham, gav det hele jo mening, og det var det, som egentlig passede ham fint. Det var ikke alt muligt med at han skulle til at tænke tingene igennem.
Og her stod han nu, og betragtede sig af det kære par, som stod der foran ham. Var det underligt, at det var noget, som han i bund og grund, egentlig havde det fint med, når det endelig var i den anden ende? Han trak denne gang på smilebåndet. Så høflig, som Mydall pludselig kunne blive. Selv var han jo ikke et sekund i tvivl om, hvad det var hun gerne ville opnå med dette. Hvem vidste..? Måske at han fik noget ud af, at give dem det? Han var jo kendt for sin egoisme. Særligt her på fastlandet om ikke andet. "I vil gerne hjem? Ikke sandt?" Han trak kort på den ene mundvig. Igen, var det komplet dumt af ham, at tvinge dem til at blive. Det ville der jo intet godt komme ud af, kunne man sige. "Så forsvind herfra," endte han denne gang. Han vendte igen blikket den anden vej. Af Mydall, havde han fået hvad han gerne ville have. Knap så meget af Cale, men hvad... Han kunne jo ikke bruge en mand på marken, som ikke ville kæmpe under hans navn.

[Cale Joseia Nightgale]

Ikke var Cale i stand til at se så meget som en skramme på Mydall, hvilket for ham, var virkelig lettende. Det var hurtigt noget, som fik ham til at slappe af. Ikke ønskede han, at der skulle ske noget med hende, og det var jo tydeligt. Hun var nemlig den kvinde, som i hans liv, havde den største betydning, og værst af det hele, var det for ham, at han ikke var i stand til at passe på hende hele tiden. Han havde været grovt udnyttet i den forstand, og han kunne slet ikke klare, at det var på den måde! Slet ikke!
Manden ville lade dem gå? Bad dem om at forsvinde? Det var på ingen måder noget, som Cale havde noget imod, for jo hurtigere, de kunne komme derfra, jo bedre ville han have det! Selvom han stadig var ked af, at han ikke havde formået at tage en ordentlig afsked med Noelle, så.. måtte det være sådan, at det var i den anden ende. "Kom, Mydall.." bad han denne gang. Han ville jo gerne af sted, og helst gerne inden at manden endte med at fortryde, at han havde ladet dem gå. Hvor de skulle tage hen, vidste han ikke endnu.. Tog de til Tayevania? Det ville han umiddelbart gå ud fra, og særligt hvis denne Demarcus havde lovet dem tryghed og sikkerhed. Han tog denne gang om hendes hænder, mens han skarpt holdt øje med de mange warlocks. Dette var på ingen måder noget, som faldt i hans gode jord. Tvært imod. Han brød sig slet ikke om denne situation. Han begyndte derfor at trække hende lidt med sig.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hade give kimeya det han ønske af hende, og virke da tilfreds så hun had jongler sin del af aftalen, men nu måtte de jo se om han ville holde hans del og lade dem gå, hun trykke sig ind til cale, han var virkelig hendes holdepunkt her i live, hun mærke hvordan roen hade sænke sig i hende nu han holdt om hende på denne måde, det var en vidunderlig følelse. Hun så på kimeya da han snakke til dem, hun nikke roligt da han spurt om de ønske og komme hjem, for det var jo det deres mål hade være, og kunne rejse tilbage til øen og leve i fred og ro væk fra denne skøre verden som var på fastlandet. Hun var dog tos han hade lovet dem det, overrasket da han bad dem forsvinde. Han lod dem faktisk gå? Virkelig gå eller mere forsvinde faktisk. Hun var overrasket så der gik lidt inden hun hørt Cales ord. Øjnene rette hun mod cale da han bad hende komme, "j-ja" kom det fra hende inden hun mærke han begyndt og trække i hendes hånd, hun begyndt og følge roligt med ham, hendes ben tænketank da hun stadig skulle tykke på at de faktisk var fri, men hendes ben begyndt hurtig og samle fart og hun kom til sidste helt op på siden af cale, og holdt fast i hans hånd mens hun bare kigge i den retning de gik, hun ture ikke se sig om eller tilbage i frygt for at det ville udløse af det ville blive tage igen og det ønske hun bestemt ikke

[Cale Joseia Nightgale]

Manden lod dem rent faktisk gå. Det var nok det mest lettende som Cale kunne høre lige i øjeblikket, og det var han uden tvivl også stærkt påvirket af lige nu. Han sukkede let.. Manden bad dem jo direkte om bare at forsvinde.. Det gjorde de da glædeligt! Nu skulle han jo så bare have Mydall med sig. Det var en frihed, som Cale havde længtes længe efter. Og særligt, hvis han havde hende ved sin side.
I forvejen vidste han jo, at de var jagtede væsner. Åbenbart grundet deres evner og talenter. Kimeya var jo kendt med dem af en grund. Hvorfra var Cale næsten bange for at finde ud af. "Kom," bad han denne gang, hvor han let trak i hendes hånd, for at få hende med sig.
Tanken om at komme tilbage til øen, vidste Cale stadig ikke hvordan han havde det med. Igen havde han jo heller ikke snakket med Demarcus endnu, og vidste derfor heller ikke, om det var en mand vis ord, man rent faktisk kunne stole på. Det var i hvert fald det, som han reagerede på lige nu. "Vi skal væk." afsluttede han. Denne gang kastede han et sidste blik mod Kimeya og de øvrige warlocks, som bare.. stod der. Var der virkelig ikke nogen efter dem lige nu? Han nød den tanke! Og med den tanke in mente, og med Mydall ved hånden, søgte de ud og forlod straks Det Mørke Morgengry.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Hvordan de ville klare sig derude, var uvist for Kimeya, og dog kunne han ikke være mere ligeglad. Han havde lige præcis fået det at vide, som var relevant for ham at vide, og ting, som gjorde ham glad at høre ikke mindst. Det var i hvert fald hvad han kunne mærke lige nu.
Derfor blev han stående og så mod dem. Det virkede ikke rigtigt som Mydall rent faktisk troede på, at han lod dem gå lige nu? Hvad mere skulle han bruge dem til? Han vidste, at de uanset ikke ville kæmpe under hans navn, så derfor ville han hellere så det frø af.. tilfredshed. Han havde holdt hvad han havde lovet, og det var jo trods alt også et skridt på vejen.
Kimeya vendte blikket bort og mod himlen igen, da de forlod stedet. Warlockerne blev stående, som afventede de en ordre. "..Herre?" spurgte den ene. Her fangede han hurtigt Kimeyas opmærksomhed. "De kommer ikke langt," afsluttede han denne gang. Det var koldt derude, og ærligt.. Hvordan ville de komme videre herfra? Der var langt til Tayevania, og det var desuden forbandet koldt derude. Warlockerne grinte denne gang, inden de alle sammen valgte at trække sig lidt derfra, for selv at komme ind. Det var jo heller ikke et mildt vejr at befinde sig ude i.

//Out

[Mydall Lupita Vivar]

De var virkelig fri? Sådan rigtig fri nu? det var virkelig helt uvirkelig at kimeya ren faktisk holdt sit ord, det hade hun ikke forvente over hovedet af en mand som ham. lig fra de mødt ham første gang for ikke længe siden hade hun ikke set ham, som en mand der gik op i og holde ord eller have nogle form for barmhjertighed over for andre ind ham selv og disse warlocks som de kaldt sig. Hun så mod kimeya hun tur næsten ikke se væk, frygten for han måske angreb vis hun kigge væk var stor. Dog da hun hørt cales stemme fik hun øjnene vendt mod ham, hun fuldt med ham som han trak i hende. Hun var stadig lidt i chok så hun gik ikke så hurtig. Dog som han afslut med de måtte væk nikke hun, han hade ret de måtte væk og hun måtte tage sig sammen. Hun holdt fast i hans hånd og fuldt med ham, kulden var virkelig grim hun frøs virkelig meget hvor langt de ville nå vist hun ikke, hun kunne dårlig nok se hvor de gik så hvordan de skulle finde til havne vist hun ikke men de skulle nok finde hjem igen, sammen..

//Out