There will be blood!

[Cale Joseia Nightgale]

Der var slet ikke nogen grund til at tage det så tungt. Overhovedet ikke. Han vidste, at hun håndterede presset dårligt, for det var jo tydeligt, at hun slet ikke kunne det. Der var han nok mere vant til det. Han forsøgte da i det mindste, for han ville ikke se hende køre sådan op. "Det hele skal nok gå," forsikrede han hende. Det var vel bare at gøre et forsøg? Selvom han vidste, at det var svært. Kimeya havde da heller ikke nogen anelse om, hvor meget han egentlig krævede af hende, når det kom til det her!

Han lagde sig ned ved siden af hende. Hun havde vist ham så meget, og derfor ville han også gøre, hvad han kunne, for at passe på hende. Det skulle ærlig talt bare mangle! Han trak let på smilebåndet. Tilbage i cellen.. men de havde da hinanden, hvilket for ham, var noget af det vigtigste. "Du lærte mig det," fortalte han denne gang. Med det liv, som han havde haft, var der nemlig ekstremt mange ting, som han havde misset. Og det var jo dem, som hun præsenterede for ham nu.
Armen lagde han om hende. "Det ved jeg, at jeg har," sagde han denne gang. Kimeya kunne lige vove på andet! Og i forvejen var det hårdt for ham, at se hende på den måde. Det gjorde ham faktisk ked af det, at se hende på den måde, og vide, at han intet kunne gøre for at passe på hende. Hovedet lænede han ind mod hendes. Kimeya var krævende. Han håbede selvfølgelig at hun kunne.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall vist godt nu hun ikke skulle tage det her så tungt, men det var virkelig svært da hun slet ikke var vantil og blive udsat for denne slags ting. Det var virkelig hårdt for hende og skulle tage i mod den slags behandling, der hade cale mere erfaring ind hende. Hun så på ham, han hade jo ret det hele skulle nok gå så hun nikke bare stille og med givende til det han sag, og forsøgt bare og falde helt til ro selv om det var rigtig svært.



Mydall lage sig ned på det kolde gulv, hun hadet virkelig det kolde gulv. Hun så på ham som han lage sig ved hende, og smile bare blidt til ham, hun var glad for at hun i det mindste hade ham. ”mh og har virkelig tage ved lære.. men betyder ikke vi ikke stadig skal øve lidt” hun lo blidt, og så på ham for hun nød de kys hun fik. Hun fik jo ikke mange kys men dem hun fik nød hun til fulde, men hun vist jo godt han ikke var den helt stor følesomme fyr så det med hun fik få kys var fint, for så var de bare så meget beder. Hun så på ham som han lage armen om hende, og sukke stille og trykke sig bare blidt ind til ham. ”det ved jeg.. og jeg glad for du er her” sag hun stille, og lukke bare øjne mens hun nød og ligge der sammen med ham og hans arme om hende. Hun frygt virkelig den her aften, for hvad vis kimeyas stjerner sag noget slemt? Hvad vis han ikke kunne lig det ville han så gør dem noget? Hun ane det ikke men hun måtte bare prøve og opfylde hans krave så de forhåbentlig kunne komme hjem og få det liv som de gerne ville have.

[Cale Joseia Nightgale]

Om det ville gå i den ene eller den anden retning, var endnu for tidligt at sige. Cale kunne bare ikke se andre alternativer, end at tage det med ro, for det skulle vel nok gå før eller siden? Kimeya ville blive træt af at holde dem der, og det var det, som han i øjeblikket, forsøgte at trøste sig en smule med. De var jo uanset ikke nogen væsner af gavn for ham, og af hvad Cale vidste, så havde manden ikke nogen Arena eller noget lignende. De ville jo slet ikke have nogen nytte af dem jo.

At være omsorgsfuld og det, var noget som Mydall havde lært ham. Det var i hvert fald ikke ting, som var kommet af sig selv, kunne man sige. Han kunne ikke huske, hvornår, eller om han overhovedet havde oplevet det før. Ikke før han havde mødt hende om ikke andet. "Du er lidt hård ved mig, synes jeg," sagde han denne gang morende. Han lagde sig ned ved siden af hende. Om ikke andet, så var hun da faldet lidt til ro igen, hvilket naturligvis var en glæde for ham. Det var slet ikke meningen, at hun skulle køre sådan op.
Armene forblev denne gang liggende omkring hendes krop, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig i stedet for. For ham, var det nemlig vigtigt, at hun havde det godt, og derfor forsøgte han såvidt muligt, at give hende den følelse af tryghed, som hun så længe havde søgt efter.
"Jeg er her, og jeg går ingen steder. Ikke før den mand sætter os fri," endte han denne gang. Han savnede pludselig livet på Tayevania, også selvom det havde været kaotisk. Lige nu ville han bare gerne have hende med sig væk derfra! "Bare tyd dem i aften.. Og så må vi se hvad der sker," tilføjede han denne gang. De måtte vente.. Der var ikke rigtigt noget andet at gøre.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var en omsorgsfuld kvinde, eller hun prøve og være det så godt hun kunne. Men det var ikke nemt og være omsorgs fuld når man blev behandle på denne måde, det var i vært fald svært og holde sig positiv og holde fokus på og skulle være den der tog sig af en anden, her klar cale det meget beder. Hun så på ham som han snakke, og måtte små le som han snakke. ”jeg er da ikke hård ved dig.. jeg siger bare jeg meget gerne vil øve kys med dig” hun smile og så op mod ham, og kysse ham blidt på kinden hun ville tage de kys hun kunne få, for hun elskede bare hans kys de gjord bare alt beder. Hun så ham som han lage sig hos hende og hold om hende, det fik hende til og falde mere til ro med ham hos sig. Mydall så på ham og smile bare ved hans ord, ”det godt jeg har dig cale” hun smile bare, hun ønske virkelig de var på Tayevania. Der ville de lige nu være i gang med og få et liv på bene sammen, hvem ved måske ville der være sket mere? Det var ikke til og sig. Hun så på ham som han snakke igen, hun nikke ganske roligt ”ja..skal jeg nok” sag hun stille og så på ham, hun lag hovedet ind mod hans krop, og lukke bare øjne mens hun nød og han holdt om hende, hun ane ikke hvor længe hun bare lå der og nød og være der hos ham, ind til hun syntes hun hørt lyden af døren der gik op igen. hun kigge i retningen af lyden og trykke sig en smule ind til cale, mens hun vente på og se hvem der mund vare komme ind af døren.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall kom af vilkår, som slet ikke var nogen i nærheden af dem, som Cale måtte komme af, og det vidste han godt. Det var her, han var lidt mere på hjemmebane, og det kunne i hvert fald godt mærkes, så det alene, var heller ikke noget, som sagde så lidt. Han var overbevist om, at det hele nok skulle gå. Det var heller ikke nyt for ham at sidde i den her situation, men det var derimod nyt for ham, at hjælpe en anden igennem det. "Du har virkelig lært mig meget." sagde han denne gang. At kysse med hende, og være omsorgsfuld med hende, var en tanke, som hun kunne lide. Det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Nu var hun langt mere rolig, hvilket selvfølgelig var noget, som betød meget for ham. Let lukkede han øjnene denne gang, hvor han samtidig lagde hovedet tæt ind mod hendes eget. Han tog imod hendes kys til kinden. "Er det nu ikke dig, som rammer lidt ved siden af..?" spurgte han denne gang. Stemningen var i hvert fald løftet lidt, og det var noget, som han samtidig også godt kunne lide. Det var i hvert fald ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han vendte sig mod hende, hvor han denne gang lod hånden stryge henover hendes kind. Han plantede et kys mod hendes læber i stedet for. "Meget bedre," sagde han denne gang. Han sendte hende denne gang et varmt og kærligt smil. Det derimod, havde hun jo også lært ham.

[Mydall Lupita Vivar]

Mange ting var anderledes for mydall i forhold til cale, de kom jo fra vidt forskellig liv men de var af samme race. Selv om cale hade levet et hårdt og grimt liv ind til nu, hade det give ham nogle ting med er gjord han klar det her beder ind hun gjord, men det gavne hende i form af han kunne få hende til og falde til ro, hvor hun kunne give ham et positivt svar når han ikke hade det så godt. Hun så på ham, som han snakke og smile bare blidt til ham, ”det jeg glad for” sag hun stille. At kysse og vise omsorg var hendes ting, det lå i hende tros den mangle omsorg midt i hendes barndom, men hun hade lært nok til og huske det og passe på den del af hende så hun kunne give det videre, til cale i dette tilfælde. Hun så på ham, hans arm om hende og hans hoved tæt mod hende fik hende til og slappe helt af, og trække vejre dybt. Hun kysse blidt hans kind, hun kunne jo heller ikke lade være. Hun så på ham som han snakke og måtte le da han brugt de samme ord mod hende som hun hade sagt til ham for kort tid siden, ”hov du har minsandten ret jeg ramt helt ved siden af” hun smile kærligt til ham, hun kunne heller ikke lade være. Hun så på ham, det var rart stemning var løft lidt det gjord det hele til og bære. Hun smile som han strøg hende over kinden, selv om hans hænder var grove var det nu dejligt når han rørt hende. Hun nød kysset mod hendes læber og sukke bare stille, ”mmh ja meget beder” sukke hun svagt og smile bare kærligt il ham. hans eget kærlig og varm smile klædt ham virkelig, hun nød hun hade haft den effekt på ham, det hade dog tage sin tid og lære ham om og vise denne form for følelser men hun hade tiden og hun elskede ham mere ind noget andet, hun ville ham kun det bedste så hun hade god tålmodighed over for ham. hun lukke øjne og holdt sig tæt ind til ham, både for at få varmen men også for og beholde trygheden og nyde dette kærlig øjeblik de hade for dem selv, i denne usle celle inden hun ville blive hente op igen uden at få ham med sig. ”jeg elsker dig” hviske hun stille med øjne lukke og hovedet blidt mod hans hals mens hun hade lag hænderne på hans arm og strøg dem kærligt.

[Cale Joseia Nightgale]

De gav hinanden virkelig mange ting, og det var det, som selv Cale forsøgte at klamre sig fast til. For ham, betød det nemlig en verden til forskel, at de rent faktisk var i stand til at give hinanden det her, og det kunne i hvert fald godt mærkes lige nu. Han lagde hovedet tæt ind til hendes. Han havde haft et hårdt liv, men formåede alligevel at finde den form for ro, som hun havde svært ved at finde lige nu. Det var jo heller ikke underligt. Det at kæmpe for sit liv stort set hver eneste dag, havde han jo gjort i mange år, før hun var dukket op, og var blevet en del af hans liv.. Og nu sad de her. Han følte lidt, at han blev kastet frem og tilbage, men alligevel endte i det samme. Nu havde de hinanden, og det var det vigtigste. "Og derfor lover jeg dig, at vi nok skal komme ud herfra," sagde han denne gang. Om han så selv skulle sørge for det, så gjorde han det!
Hun havde ramt ved siden af. Et sted nød han i sandhed, at se hende smile og grine, og rent faktisk have det godt, for det kom jo heller ikke ud af ingenting. Med andre ord, så var han vel heller ikke helt ved siden af, hvad angik det her, var han? "Jeg vil jo heller ikke nøjes," sagde han denne gang. Han kyssede hendes læber. Og her kunne han kun være enig med hende - det var meget bedre!

Hvornår Kimeya havde tænkt sig, at hente hende igen, vidste han ikke, men selv natten ville nok snart være over dem. Det var svært for Cale at sige. Der var jo intet vindue, eller noget som helst, som indikerede det mindste! Han følte varmen ved hendes ord. Han var elsket ved nogen, og det var virkelig det, som gjorde en verden til forskel hos ham! Øjnene lukkede han, som han kyssede hendes pande. Han kunne ikke, og han ønskede ikke at undvære hende for noget som helst i den her verden. "Jeg elsker også dig, Mydall," sagde han denne gang. Ordene som var blevet ham så naturlige at tage til sig. Og igen på grund af hende. Alt det gode, so hun havde givet ham med. Det var jo helt fantastisk!

[Mydall Lupita Vivar]

De berige virkelig hinanden med mange ting, cale vist hende hvordan man tyde stjerner beder og hvordan man skulle stå fast og være modig, han var virkelig en helt i hendes øjne, hun forstod slet ikke hun hade kunne leve uden ham før i tiden for lige nu følt det som hun slet ikke kunne undvære ham. hun nød hans hoved tæt mod hendes, det var bare dejligt og ligge tæt sammen på denne måde, det skabt helt sådan en særlig varm der føltes som den kunne beskytte dem mod alt. Hun trak vejre dybt, den ro han gav hende var virkelig fantastisk. Hun så mod ham som han lovede at de ville komme ud af denne grimme knibe, hun stile på ham så hun var sikker på når han sag det sådan så betød det virkelig også at det ville ske, ”når du siger det.. så tror jeg på det.. vi skal nok komme ud” sag hun bare ganske stille.

Hun hade ganske rigtig ramt ved siden af, noget hun hade gjort helt ubevist men at han så var så hurtig og lave samme kommenart som hende more hende ganske godt. Hun smile bare og så på ham, som han snakke til hende, ”du skal bestemt heller ikke nøjes ” sag hun blidt, som hun gengældt det kys han skænke hendes læber, hvor hun dog nød hans kys! Det var helt uhyggeligt hvor meget hun enlig nød dem.
Hvornår hun ville blive hente var ikke til og sige, de kunne jo ikke se uden for da der ingen vinduer eller anden form for sol lys der kunne trænge ind til dem. Hun håbe bare der var længe i nu, selv om hun tvivle på det. hun ville virkelig bare heller være her hos cale, men hun vist hun for deres skyld måtte der op når tiden kom. Hun holdt øjnene lukke og hvile sig bare mod cale mens hun nød hans arme om hende. Kysse på hendes panden fik hende til og smile, hun nøs hans omsorg for hende og hans ord varme hende helt ud i hovene på hendes ben, hun elskede og hør ham sig det, det var bare dejligt og hun følt sig virkelig elskede når han sag det. hun slappe af så godt hun kunne, og hun aner ikke hvor længe de lå der men der gik da nogen tid inden hun hørt døren til kælderen blive åbne på ny, hvilke fik hende til og åbne øjne hun kunne mærke hun svagt hade være døsse hen så der gik lidt før hun rigtig registrere hvad der skete omkring dem.

[Cale Joseia Nightgale]

De supplerede hinanden virkelig godt, hvilket Cale uden tvivl var meget glad for. Alene det, var i hvert fald heller ikke noget, som sagde så lidt. Lige nu forsøgte han at finde sin egen form for ro. For selvom han kunne vise den udadtil, var det ikke ensbetydende med, at det var noget, som han følte i krop, sind og sjæl, for det var det på ingen måder i det her tilfælde. Armene lod han hvile om hende. Alt for at holde hende tryg og sikker. For nu, var det nemlig også det, som havde den største betydning for ham, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Jeg lover dig, at vi nok skal komme ud herfra," forsikrede han hende denne gang, idet han atter vendte blikket mod hendes skikkelse.
Frem til de havde mødtes, havde de måtte undvære hinanden. I dag, kunne Cale heller ikke se, hvordan han havde formået at holde det ud, men hvad.. Nu var de her, og de havde hinanden, og med det, så var han alligevel overbevist om, at det hele nok skulle gå. Før eller siden, ville de atter genvinde deres frihed et sted derude.

Hvor længe de sad og ventede på at Mydall atter ville blive hentet, vidste Cale end ikke. Det eneste, som han vidste, var at han ville vogte over hende i den forstand, at det nu var ham en nødvendighed og en mulighed. Hånden strøg han roligt over hendes menneskelige ryg, idet han let vuggede hende frem og tilbage. Det var nok ham, som følte sig lidt magtesløs i øjeblikket, og han måtte jo indrømme, at han faktisk havde svært ved det.
I det at døren atter gik op, vidste Cale jo et sted godt, hvad klokken havde slået. Var det allerede ved at være tid igen? Han drejede hovedet, da to warlocker - de samme fra tidligere, stod i døren igen. "Så vågner vi op, snuske," sagde den ene. Han begyndte at le. En tanke, som gjorde Cale direkte vred.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var virkelig glad for hun hade ham, de passe fint sammen. Være i sær hade det noget som de kunne byde ind med til den anden, og sammen var de stærke. Hun var virkelig taknemlig for hendes stjerner hade ført hende til cale, for i dag kunne hun ikke se hvordan hun kunne undvære ham i sit liv. At cale ikke var rolige i krop og sind og sjæl kunne hun ikke mærke på ham, hun følt selv mere ro i sindet og kroppen men i hendes sjæl frygt hun stadig den kommenene stjernetydning, hun så mod ham som han snakke til hende. Hans ord gjord hende tryg, for hun stole på været et ord han sag. Hun trak vejre dybt og nød virkelig bare og ligge her med ham, mens han passe på hende på denne måde.
Frem til de hade mødes hade hun være meget alene, bare passe sig selv og den hule hun hade levet i. men så kom cale ind i billede, og selv om de hade oplevet ikke så lidt så hade de holdt sammen. Og hun hade nok være noget stædig, i forhold til og blive ved med og opsøge ham og udsætte dem begge for fare ved og blive ved med og komme. Men hun var glad for hun hade gjort det, for hun hade fundet manden i sit liv og hun ville ikke undvære ham for noget.


Hvor længe de lå der i hinandens arme, vist hun ikke men hun hade nydte det. hans hænder der strøg hende over hendes menneske krop, hade være dejlig beroligende og afslappende. Men nu døren gik op, og hun hørt fodtrin åbne hun øjne, hun mærke uroen med den samme fylde hendes mave op. Hun trak vejre dybt som den ene warlock snakke til hende, hvor hun hadet de to! Hun så på cale, og sendt ham et lille opløftende smile inden hun skænke hans kind et kys. Med lidt besvær kom hun ud af hans arm og op og stå, hun så mod de to warlocker der vente på hende, hun gik roligt hen til døren og vente enlig bare de lukke hende ud og før hende mod haven så hun kunne få tydet de stjerner for den gale konge.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var bestemt ikke meget for at lade Mydall gå, men hvad andet valg havde han? I takt med, at hun rejste sig, gjorde han det samme. Hvad han dog ikke ville gøre, for at passe på hende. Hun var virkelig det mest betydningsfulde og vigtige i hans liv, og derfor ville han selvfølgelig gøre, hvad han kunne, for at beskytte og passe på hende. Det var vel heller ikke så underligt igen, var det?

Warlockerne låste døren op, for at føre Mydall ud. Før Cale overhovedet kunne nå at gøre noget som helst, var døren lukket og låst igen. Han stillede sig tæt ved tremmerne, hvor han denne gang stirrede efter dem. Han behøvede ikke at sige ord. At befinde sig i en celle, var i forvejen en form for hverdag for ham, for det havde jo været sådan i rigtig mange år nu. Han kunne i hvert fald ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. I den forstand han kunne, holdt han nemlig et skarpt øje med hvad de foretog sig, i den forstand, at det nu var dem menneskelig muligt.
Den ene warlock klaskede Mydall bagi. "Bevæg dig, kræ," vrissede han. Cale tog denne gang hurtigt i tremmerne, som han ruskede kraftigt i. Ikke fandt han sig i dette! De grinte, inden de atter førte Mydall med sig. Ude var det mørkt nu. Kimeya stod ude på slotspladsen og afventede, at de ville komme op med hende. Ude var det koldt. Det var rigtig, rigtig koldt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var heller ikke meget for at gå fra cale, men hun skulle vis hun ville sikker sig at cale ikke kom til skade og de gerne skulle komme hjem. hun så på ham som de rejst sig, hun ville ønske hun kunne tage ham med sig men det hade Kimeya ikke give hende lov til den gal mand. hun så på ham og smile svagt, et sted med håbe om det berolig ham lidt at hun selv ikke var helt vildt i panik som før.

hun stod roligt ved døren der bleven åbne og hun ganske roligt gik ud, hvor hun hørt døren blive lukke med det samme hendes bagparti kom med ud. hun så mod cale som han kom til tremmerne og måtte være gået i stå, som warlocken klaske hende bagi dette fik hende til og spar i chok bag ud mod warlocken. hun sendt ham et dræbene blik gjord han det bare en gang til ville hun personlig stampe ham ihjel det kunne han bide sig sikker på, hun stoppe sin sparken efter og have forsøgt og ramme warlockene et par gang blot for at marker hun ikke fandt sig i det. inden hun roligt begyndt og gå, mens lyden fra tremmerne som cale ruske i gav genlyd i hendes øre, hvor ville hun bare gerne hjem nu. hun fuldt roligt med uden for, hun gøs svagt hun var virkelig ikke helt vild med fast landes vejre forhold, hun lage armen om sig da hun frøs meget, hun hade jo kun den læder top på der dække hendes bryst og ikke andet. hun så ikke på kimeya hendes øjne søgt straks mod himlen, hvor stjernerne vente på og blive tydet. hun gik lidt væk så der var en beder afstand mellem hende og kimeya mens øjne gled frem og tilbage, mens hun gjord hvad hun kunne for og tyde hans stjerner og ikke hendes egne selv om de var mere tydelig for hende ind hans var.

[Kimeya Marvalo]

Endelig var natten kommet. Det var sågar en stjerneklar aften, hvilket var noget som passede Kimeya mere end udmærket! Selv var han klædt efter vejret. Hvad det angik, tog han sig faktisk ikke særlig meget af hans såkaldte 'gæst', hvis det var, hvad man kunne kalde Mydall. Han vidste jo, at hun var der mod sin vilje, og hendes kæreste med. Dog var han en mand af ord. Såfremt at hun gav ham, hvad han ville have om ikke andet, så det kom lidt ud på det i den anden ende, kunne man sige. Og det var det, som han handlede og reagerede ud efter i øjeblikket.
Langsomt drejede han blikket, da lyden af warlockernes stemmer, endnu en gang måtte melde sig. Endelig, og de havde sågar fået hende med sig frivilligt. Så kunne det jo heller ikke ligefrem blive bedre! Et kort, men tilfredst smil måtte derfor alligevel melde sig på hans mundvig. "Jeg begyndte at blive urolig for, om du havde glemt vores aftale," sagde han denne gang.

Kimeya forhold sig rolig, da han heller ikke havde nogen grund til at gøre andet. Selvom de kunne vise sig som meget brugbare at have her på slottet, var han faktisk en mand af ord. Han hævede igen blikket mod himlen. Denne gang var det nemlig hans tur til at være spændt. Hvad mon der ville være at spotte og læse i dem? "Fortæl mig hvad du ser," sagde han denne gang. Ikke var han en mand, som spildte tiden, hvor han derimod bare gerne ville have dette gjort, og det kunne heller ikke gå hurtigt nok for hans vedkommende. Her vendte han blikket mod hende. Afventende. Han ønskede blot at vide, hvad der stod beskrevet.

[Mydall Lupita Vivar]

Det var nu godt der var stjerneklart men der var bare pisse koldt! Og det var jo ikke fordi Kimeya hade søger for hun hade noget og holde sig varm med, det her skulle overståes så hun kunne komme ind og blive varm igen. hun kom rolig uden for, hun hade pænt fuldt med efter hun hade sparke ud efter den warlock der hade klaske hende bagi, øjne var med det samme søgt til himlen det faldt hende naturlig og drage hende blot. Roligt gik hun lidt længer ud i haven mens hun kigge der op, hun hørt godt Kimeya snakke til hende men der gik lidt før hun svar da hun hade travlt med og tyde stjerneren ”jeg holder min aftaler når jeg har en” svar hun roligt mens hun holdt øjne mod himlen.


Det var virkelig ikke nemt for hende, hun var ikke vand til og tyde andres stjerner. Men hun gjorde sit bedste lig som cale hade sagt hun skulle. Hun bevæge sig kun lidt mens hun læst, forsøgt og forstå hvad de mente men hun kendt ikke denne verden og dens væsner så noget af det gave ikke mening for hende. ”jeg ser… et jern greb om landet her.. men der vil vær modstand.. behåret væsner vil forsætte med og stritte i mod, men.. der er en uro blandt dem.. det skaber uro hos væsnerne.. ” starte hun og kigge videre for at se om hun mangle noget, ”jeg ser en vedholdene magt.. de vil for nu, vær den der styr dette land de kalder deres.. mere kan jeg ikke se” hun så mod Kimeya, hun hade tydet det hun kunne og hun håbe dette var som han ønske og han nu ville holde ord og sende dem hjem hvor de hørt til, hun forstod ikke hvad stjernerne sag og hun var enlig ligeglad hun ville bare gerne ind eller væk hvad end kom først for hun ryste af kulde og hendes læber begyndt og blive blålig.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke kendt som værende en omsorgsfuld mand, og derfor kunne han heller ikke se nogen grund til at skulle give hende det, som skulle til, for at hun fandt varmen. Som et pelsbeklædt væsen, var det vel også noget, som kom lidt af sig selv? Det var umiddelbart det, som han gik ud fra, også selvom han vidste at kentaurerne var fra virkelig varme strøg i forhold til det her. Hans blik faldt til hendes skikkelse igen. Denne gang med en langt større tilfredshed, end hvad han havde gjort frem til nu. "Jeg kan lide klingen af det," tilkendegav han denne gang. Så lang tid, at hun overholdt sin andel af aftalen, kunne han ikke se nogen grund til ikke at skulle holde sin.

Kimeya vendte blikket op mod himlen, i takt med at hun begyndte at tyde. Uden tvivl var han fascineret af, hvordan de kunne læse den slags i stjernerne. Umiddelbart måtte han være storslået tilfreds med, hvad hun kunne fortælle ham. Han ville lede i et jerngreb! Det passede ham fint! De pelsede væsner.. varulvene? Ja, de havde jo forvoldt ham problemer siden dag ét, og han kunne stadig ikke komme tæt nok på dem, til at fjerne dem fra skovene her. En tanke, som rent faktisk irriterede ham!
Et tydeligt og tilfredst smil måtte denne gang brede sig på hans læber, som han vendte blikket mod hende. "Er du sikker på, at det er noget som du kan læse, og ikke bare noget, som du fortæller mig?" spurgte han denne gang med en mere kortfattet stemme. Ikke fandt han sig i at blive holdt for nar. Tvært imod.. Den tanke, gjorde ham kun langt mere arrig, end hvad han havde udvist til nu.