There will be blood!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han kigge på hende, hun hade på intet tidspunkt tænkt sig og være nem og arbejde med med minder han behandle dem beder, i sær med hensyn til kælderen for det var ikke særlig god leve vilkår. hun kunne godt samarbejde vis hun syntes samarbejde gav noget godt med sig, og han hade jo ikke sagt hvad de ville få ud af at hun tydet hans stjerner, vis hun da overhovedet kunne. "vis jeg kan læse dem" svar hun for hun vist jo ikke om hun kunne det måtte hun høre cale om.

mydall var stædig det vist cale bedste af alle, men kimeya kendt hende jo ikke men han burt nok have opdage nu hun kunne vær temmelig stædig. hun så roligt på ham, han kunne himle nok så meget med øjnene det rørt hende ikke. "det gør vi skam også, men jeg vil heller være nede i cellen med cale ind og være udenfor" hun ville til vær en tid vælge cale frem for alt andet, hun ville være nær ham og passe på ham, som han passe på hende. "jeg tvivler på du giver os det vi vil have... " kom det bare fra hende, de ville have deres frihed og det vist hun de ikke fik på noget tidspunkt. hun gik tilbage mod cellen hun måtte høre cale om det var rigtig at hun ville kunne tyde kimeyas stjerner ellers ville den kommenden aften blive temmelig træls når hun stod der og skulle tyde den mands stjenere og så ikke kunne, hun var jo ikke særlig god til og finde ud af hvad hendes egen sag til tider.

[Kimeya Marvalo]

Mydall havde tilsyneladende slet ikke tænkt sig, at gøre det nemt for ham, men hvad.. Det måtte jo blive hendes tab. Gav man Kimeya hvad han gerne ville have, så var han straks mere medgørlig. Et sted kunne man vel betragte det lidt som forhandling med et barn? Var barnet glad, var hele verden glad.. Og her var han under ingen omstændigheder tilfreds med noget som helst. "Det vil du," sagde han denne gang. Han skulle tidsnok sikre sig, at hun ville komme til det. Igen fordi at han ikke tolerede noget andet. Et næsten kynisk smil bredte sig denne gang på hans læber. Han havde sine metoder hvorpå at han kunne få tingene, som han gerne ville have dem, og det skulle hun nok finde ud af.

Kentaure havde det bedst udendørs.. Og hvorfor var det så helt præcist, at hun ikke ville ud? Var det på grund af kæresten som sad nede i kælderen? Uden tvivl, var det et af hendes største svage punkter, og han måtte jo indrømme, at han elskede at vide det. Han sænkede hovedet en smule. "Du elsker ham.. Gør du ikke?" spurgte han denne gang med en mere kortfattet stemme, end hvad han tidligere havde gjort. Det var muligt, at hun var stædig.. men han kunne være det samme. Ingen tvivl om det! "Fortæl mig, hvad det er I vil have.." sagde han denne gang. Hvem vidste.. måske at han ville give dem det, hvis de gav ham, hvad han ville have?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall skulle skam nok forsøg og opfylde hans krave, hun tur næsten ikke andet i frygt for han ville gøre noget ved cale. men hun ville ikke lade sig huns med, ville han have noget kunne han spørger om det og udvise mere respekt for hende og den race hun var for hun var ikke en hest, og ikke et dyr man bare kunne kommander med. Hun fnøs bare som han fast holdet hun ville, ja nu måtte de jo se for det var ikke sikkert hun kunne tyde hans stjerner men så kunne hun vel få lov og se hendes egne og se om dette mareridtet snart var slut.


Cale var den eneste grund til hun ikke ville ud, eller faktisk noget andet. hun hade brug for ham, han betød alt for hende og hun ville være der og passe på ham. cale var hendes største svaghed, det vist hun godt selv og hun vist at kimeya åbenlyst hade regne den ud, i sær da han spurt ind til om hun elskede ham. hun var på vej væk, men stoppe roligt. Hun dreje i kroppen og så tilbage på ham, mens hun tog lidt af den næsten hvide blondt hår om bag øret da det dække for hendes ene øje. ”og hvad vis jeg gør?” svar hun og så bare på ham. han kunne lig våge på og lægge hånd på cale, hun vist slet ikke hvad hun skulle gør vis han kom noget til på grund af kimeya eller fordi hun hade dumme sig. Som han spurt om hvad de ville have, blev hun vred men holdt det inde. Det burt han jo vide, de hade begge trylle om og få lov og rejse hjem. ”Vi vil have vores frihed tilbage.. så jeg kan tage cale med tilbage til øen, har en aftale med en handels mand som jeg akter og holde” hun så på kimeya, hun hade jo lovet Demarcus at hun ville få hende selv og cale med tilbage, hvor de så skulle arbejde for ham og han hade lovet dem beskyttelse så de kunne leve i fred og ro sammen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var uden tvivl en krævende mand, og det ville være dumt af hende, ikke at give ham, hvad han gerne ville have, nu hvor han gerne ville have det. Han kneb øjnene let og fast sammen. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at give sig efter for deres ønske, og deres krav, hvis det var noget, som han ellers kunne undgå i den anden ende. Armene lod han falde over kors. Hun fnøs.. Han var ligeglad. Han skulle tidsnok få tingene, som han meget gerne ville have dem.
Med det liv, som Kimeya nu havde foran sig, var det bare vigtigt for ham, at finde ud af, om det ville være en sti, som han kunne fortsætte på, eller om det var dumt. Derfor håbede han da, at hun ville kunne give ham de svar, som han nu måtte søge. Det var jo heller ikke ting, som kom ud af ingenting trods alt.

Kimeya var ikke i tvivl om at Mydall i sandhed måtte elske Cale, og det var jo det, som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at det var muligt for ham. Han trak denne gang på smilebåndet. Et morende smil. Han nød vel også lidt, at han kunne udnytte det lidt. "I det tilfælde, burde du vide, at det ville være yderst klogt, at skænke mig, hvad jeg gerne vil have," sagde han denne gang. Han lod hovedet søge på sned. Cale ville være det, som han kunne ramme, og det var det, som han havde tænkt sig at ramme.
Jeg er en gavmild mand, Mydall.. Det ville give jer begge godt, at give mig, hvad jeg gerne vil have," sagde han denne gang, og med en yderst sigende mine. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Armene lod han denne gang søge ned langs hans skikkelse igen. "Giv mig hvad jeg vil have.. Så skal jeg give jer hvad I ønsker," sagde han denne gang. Han kunne godt være en mand af ord.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall kunne være stædig eller retter hun var en stædig kvinde, og hun hade svært ved og lære at man ind i mellem måtte pakke den stædighed væk. hun var bange for kimeya men mest når der var flere af hans slags omkring ham, lig nu var han blot en mand med en forband magi som hun hade langt væk. hun måtte passe på for han var mere farlig ind noget andet væsen hun kendt eller hade mødet og det var ganske få hun hade mødt i sit liv. Hvad han ville brug hendes mulig forudsigelse til kendt hun ikke til, og det var enlig ligeglad hun ville bare gerne have det overstået og være sammen med cale igen, og prøve og finde ud af hvordan de dog kunne komme væk her fra i et stykke så de kunne rejse hjem og leve et fredelig liv sammen på øen.



Hun så mod Kimeya som han hade snakke til hende igen, som han snakke vokse vreden i hende og det var tydelig og se hvordan vreden slog gnister i de ellers rolig øjnene, ”du våger på og rør ham!” snerre hun arrigt som hun stampe hårdt med det ene forben ned i gulvet så det rung i rummet. Hun hade regne ud hvad han ville vis ikke hun gav ham det han ville have, han ville brug cale mod hende det svin! Hun fnøs vred mens hun blev ståenden og knytte hænderne stramt mens hun holdt armen over kors. At han stod der og sag han ville give dem det som de ønske vis de opfyldt hans krave, ”hvorfor skulle jeg tro på et ord af de siger?” snerre hun for hun stole ikke på ham, og hun troede ikke på han kunne holde sit ord han hade bestemt ikke tænkt dem og lade dem rejse ”du vil ikke give os det vi ønsker.. du kunne ikke være mere lig glad med det vi ønsker os.. men du skal nok få det du vil have.. for nu” hun vant ryggen til ham og forlod salen, og søgt mod kælderen hun hade brug for at komme væk fra ham inden hun blev for vred til og styr sig, og hun hade brug for at komme ned til cale og søg hans støtte og visdom lig nu for hun følt sig i vild red.

[Kimeya Marvalo]

Det kunne godt være, at kvinden foran ham, var stædig, men det var en kamp, som Kimeya var mere end villig til at tage op med hende, for han kunne uden tvivl være det samme, hvis det betød, at han fik det ud af det, som han gerne ville have, og han ville stadig elske, at kunne få lov til det! Hans blik hvilede intenst og fast på hendes skikkelse. Om han kunne finde på at røre ved Cale? Hvis det betød, at han fik det, som han gerne ville have, så var der jo snart ikke det, som han ikke kunne finde på at gøre ved dem! De besad en sjælden evne, som man ikke kom i nærheden af på fastlandet normalt, og derfor kunne han heller ikke give slip på det. Det var også det, som kunne mærkes nu. Ingen tvivl om det.

"Du kan tro, at jeg kan!" vrissede Kimeya denne gang med en mere fast tone, end hvad han tidligere havde gjort brug af. Det kunne mærkes at det var en mand, som betød uendelig meget for hende, og dum ville han da være, hvis han ikke udnyttede det bare lidt til sin egen fordel. det var i hvert fald, hvad han havde tænkt sig at gøre i den forstand, at det nu var ham overhovedet muligt! Hans blik faldt intenst til hendes skikkelse. Hun stolede ikke på, at han ville give dem hvad de gerne ville have? "Jeg giver jer chancen til at komme tilbage til jeres forbandede ø, hvis det er hvad I vil. Mydall.. Du gør klogt i at give mig, hvad jeg vil have," sagde han denne gang efter hende. Vagterne fulgte hende tæt i ryggen, på hendes færd ned mod kælderen. For hendes skyld, håbede han blot, at hun ville give ham, hvad han ville have. Det andet ville uden tvivl komme til at gøre ondt -på dem begge to.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var stædig, det kunne cale helt sikkert skrive under på og det var nok ikke noget der sådan ænder sig med minder hun blev tvunget til det. i vært fald ville dette blive en kamp mellem hende og kimeya for hun ville ikke give sig og det vist hun han heller ikke vilde, men dybest inde i sig selv vist hun godt hun ikke kunne vinde denne kamp. Han hade mere magt ind hende, og hans magi gjord ham en farlig mand over for hende der kun kunne brug sin hove og ellers en bue vis hun hade haft en. Hun blev ståenden mens hun stirre hadefuldt på ham, han kunne lig våge på og rør cale for så bad han virkelig selv om og blive trampet fald.

Hun fnøs hissig som han sag han godt kunne finde på og rør cale, *rør ham og jeg skal personlig trampe sin hjerte ud af dit kranie!* tænke hun hissigt men holdt det inde, hun ture ikke sig det højt hun ville ikke risiker han gjord cale ondt fordi hun hade true deres til fange tager. Hun tramp blot vredt i gulvet, lig glad med hvor meget det måtte larme og om der blev efterlad mærker også. Hun så bare koldt på ham, hun stole ikke det mindste på ham for hun hade på ingen måder give hende grund til og stole på ham. som han snakke kneb hun bare øjne sammen som hun ellers vendt ham ryggen, ”så får vi vel og se om du holder ord efter i aften…” kom det koldt fra hende som hun roligt gik tilbage mod kælderen og cellen hvor cale forhåbentlig stadig var. at vagterne fuldt hende tæt i ryggen lod hun ikke påvirke sig men gik pænt helt ned til cellen og vente på at hun blev lukke ind, inden hun gik ind i cellen på ny. Nu hvor hun var væk fra kimeya mærke hun frygten rigtig tage fat i hende, og hendes hænder begyndt og ryste kraftig mens hun selv trak vejre en smule hurtigere mens hun læne hele den stor krop op af væggen lig ved celle døren og lukke bare øjne mens hun forsøgt og finde ro igen.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale gik nærmest rundt i cirkler om sig selv i bekymring. Ikke brød han sig om, at hans udkårne, skulle være i selskab med Kimeya, udelukkende fordi at han ikke kunne vide, hvad manden ville gøre ved hende, og det var en tanke, som faktisk gjorde ham bange og bekymret. Han kunne i hvert fald ikke lide den!
Det var først, da der lød lyden af hove, at han stoppede op ved tremmerne igen. Her fik han så derimod også øje på hende. Af hvad han kunne se, var der ikke sket hende noget, hvilket naturligvis lettede ham! Men samtidig også fik en lang række andre spørgsmål til at stille sig i hans krop og sind: Hvad var det helt præcist Kimeya havde ønsket af hende i så fald?

"Mydall.." forsøgte han denne gang. Han trak sig væk fra tremmerne, da warlockerne trådte frem, og lukkede hende ind. At hun begyndte at ryste, så han jo også. Han kunne ikke lide det. Han søgte hende, hvor han tog omkring hendes hænder. Et sted gjorde det ham vred, at se hende på den måde, for det var på ingen måder retfærdigt! "Hvad skete der?" spurgte han denne gang. Enten var hun vred, siden hun rystede sådan, ellers var hun bange? En blanding måske? Uanset hvad, kunne han bestemt ikke lide, at se hende på den måde, og vide,a t det var en warlock, som var skyld i dette!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var glad for enlig og få lov til og komme tilbage til cellen, mødet med kimeya hade virkelig være skræmmenden også selv om hun ikke hade vist det til Kimeya, men det hade virkelig være skræmmenden for hende. Lyden af hendes egne hove gav genlyd i kælderen men det rørt hende ikke, hun tænkt bare på og komme ind i cellen og ind i sikkerhed til cale. hun forsatte hen til celle døren, hun reager ikke på cale sag hendes navne men gik roligt ind da der blev åbne. Hun læne sig der efter op af den kolde væg og ryste bare skræmt mens hun prøve og få kontrol over sin frygt og vred som brusse igennem hendes krop lig nu.


Da cale tog om hendes hænder kigge hun op mod ham, hun faldt roligt mere til ro som han hade om hendes hænder. Hun så ham i øjnene, og valgt og vendt sig og trykke sig ind til hans overkrop mens hun trak vejre dybt. Hun var lette over ingen hade rørt cale mens hun hade vær væk, det var virkelig beroligene og vide han var okay. Hun hørt godt hans ord men der gik lidt, ”vi…snakke..” sag hun først hun skulle lig have det hele på plads i hoved. hun brugt lidt tid inden hun rette sig lidt op og så cale i øjnene, ”han ville hør om vi kunne tyde ens fremtid i stjernerne.. jeg sag vi kunne… og nu.. er jeg blev bedt om og tyde hans fremtid i stjernerne.. men jeg ved ikke om jeg kan..” hun så på ham, ”og gør jeg det ikke… så.. så vil han gør dig noget.. ” hun mærke tåren presse på i hendes øjne som var bleven blanke mens hun talt, ”han siger han vil sende os hjem vis vi giver ham det han ber om.. men jeg stoler ikke på ham.. men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gør.. jeg vil bare gerne væk her fra..” hun snøft og lukke øjne og kigge ned, og ryste bare skræmt mens hun holdt sig tæt ind til cale.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste ikke hvad der var foregået deroppe, men det var uden tvivl noget, som havde gjort kraftigt indtryk på hende. Og det var i hvert fald ikke ment som noget positivt, sådan som hun tog tingene lige nu. Faktisk var det noget, som alt sammen gjorde ham ked af det, og vred, for han vidste, at det var meget lidt, som han kunne gøre ved det lige nu.
Let trykkede han omkring hendes hænder, da warlockerne lukkede hende ind i cellen, og låste efter hende. Der havde ikke været nogen nede ved ham. Igen, var det nok fordi at det var meget begrænset, hvad han kunne gøre i en celle som denne her. At tyde stjernerne kunne de, men at tyde andres, var svært. Han bed tænderne svagt sammen. Et sted også fordi at det gjorde ham vred at vide, at det havde været det, som hun havde været udsat for, på denne groteske måde!
"Så han vil have dig til at tyde hans stjerner for ham i aften?" Lige nu ville han bare gerne tilbage til Tayevania. Det var jo lige før, at livet som en slave var mere givende der, end hvad det var her. Han sukkede dæmpet, hvor han lod armene søge omkring hende, da hun søgte helt tæt ind mod ham. Meget plads havde de heller ikke ligefrem, så de måtte forsøge at få det til, så godt som det nu var dem overhovedet muligt. "Det hele skal nok gå.. Tyd dem i aften.. Så må vi se, om han er en mand af ord, eller om det er tomme løfter," endte han denne gang. Jamen hvad skulle han da sige? Han ville jo så gerne bare sikre sig hendes velbefindende.. og det kunne han ikke, hvis hun ikke sikrede sig hans. Hvor frustrerende var det ikke lige?

[Mydall Lupita Vivar]

Det der var sket oppe i tron salen hade i sig selv ikke være slemt, men det var mere de ting som der var bleven påkræve af hende og hvad der ville ske vis hun ikke opfyldt de krav. Hun ryste stadig men hun var falde noget mere til ro nu hvor hun stod sammen med cale igen, og han holdt om hende der var virkelig intet beder ind det syntes hun.

Hun trykke sig blidt ind til ham, mens han holdt om hendes hænder og trak bare vejre dybt. Hun så mod ham som han begyndt og snakke, hun kunne fornemme cale også var påvirke af det hun hade sagt omkring det der var sket. Hun så på ham og nikke ”ja.. men jeg ved ikke om jeg kan tyde dem… jeg har aldrig tydet andres før.. og jeg har før prøve jeg ikke forstod hvad det var som stod i min stjerner..” hun var virkelig ikke den bedste til og tyde stjerner og det var helt skamligt når man tænkt på hendes race gik meget op i og følge stjernerne og deres guidens. Hun så på ham, som han sukke og lod ham holde om hende mens hun lytte til det han sag. ”hvad vis jeg ikke kan tyde dem.. gå vil han jo gør dig fortræd.. jeg bange cale, jeg vil så nødig vær skyld i du kommer noget til” sag hun stille, mens hun mærke tåren begynde og trille ned fra hendes kinder. Det hele var bare så frustrerende, vis ikke hun sikker sig og gør denne stjerne tydning ordentlig ville de gå ud over gale, og det ville være hendes skyld alt sammen og hun ville være plage af det for altid. hun trykke sig bare ind til ham, hvordan pokker skulle hun klar denne kommende aften? Og hvor længe var der mund til inden hun ville blive bragt ud så hun kunne se på stjernerne.

[Cale Joseia Nightgale]

At tyde stjerner var en massiv kunst i sig selv, hvilket Cale udmærket godt vidste. Det var jo bare desværre ikke altid, at de sagde noget brugbart i den forstand, og det var vel også det, som hun skulle lære nu? Han sukkede svagt. Han havde nu troen på hende, og særligt hvis hun gjorde et forsøg, så var det vel i princippet også okay? Det ville han i hvert fald mene!
Det var slet ikke meningen, at hun skulle blive så ked af det, som hun var lige nu. Tvært imod faktisk! Han vidste bare ikke helt hvordan han skulle afhjælpe dette, og det var det, som gjorde det ekstra svært for ham.
"Tyd hvad du kan se, og så må han jo tolke det, som han vil," sagde han denne gang. At hun stod der, og blev helt ked af det, var jo på ingen måder hans mening. Det var en tanke, som rent faktisk måtte gøre ham temmelig sur! Han hævede hånden, som han strøg over hendes kind, for at fjerne de faldende tårer. Det var virkelig ikke meningen, at hun skulle stå her og græde. "Jeg ved godt, at det er svært.. Bare fortæl ham, hvad du kan se.. Så er vi snart på vej hjem," sagde han denne gang. Han lænede sig forsigtigt frem og kyssede hendes pande. Måske at de bare skulle lægge sig til igen? Hun var så opkørt, at det måske var en nødvendighed. Han blev vred.. Bare tanken om at Kimeya havde truet hende på den måde, var slet ikke noget, som faldt i hans gode bog!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall kunne tyde sin egne stjerner ikke altid lig godt, men for det meste kunne hun. men en andens var jo en anden sag, og hun frygt hun kom til og tyde sin egne i steden for kimeyas stjerner, og der ved skabe en være ballade og risiker clae kom til skade. Hun trykke sig ind til cale, at være tit på ham braget en ro over hende som hun kun fik med ham hos sig. Hun snøft og holdt sig bare ind til ham, mens han snakke til hende. Han hade jo ret hun måtte bare tyde det hun kunne og så måtte det vel være nok ikke? Hun håbe det ville være nok hun ville ikke have cale kom til skade på grund af hende. Hun trak vejre dybt som han strøg hende over kinden, og mærke han fjerne de tåre der trille ned af hendes kinder, det var dejlig hun hade ham hun tur ikke tænke på hvordan det hele ville være endt uden ham.

Hun så på ham og nikke, ”okay.. okay skal nok gøre et forsøg” hun så på ham, som han lænde sig frem og kysse hendes panden, hun så på ham og smile lidt og lo ”ramt du ikke lidt forkert?” hun så på ham og pege på sin læber mens hun små smile, og hade det lidt beder nu hun hade fået lukke det hele lidt ud, hun sukke og så på ham. hun ture ikke tænke på hvornår det blev aften, hun burt nok hvile inden hun skulle ud og se på stjernerne for første gang siden de blev tager til fange enlig. Hun så på cale og smile bare svagt, slet ikke som hun pleje og gøre. Hun gik mere ind i midten af cellen inden hun fik lagt sig ned, men holdt hendes menneske krop oppe fra jorden, hun hadet virkelig den her kold og klamme celle hun frøs her nede hun var slet ikke klædt på til det her, men hun følt efterhånden ikke kulden så slemt mere, men den var der stadig.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste godt, at det var svært, men hun kunne godt. Det var han slet ikke i tvivl om. Overhovedet ikke faktisk. Han lagde hånden mod hendes kind, som han denne gang strøg ganske let henover. Han kunne jo heller ikke lade være nu. Der var slet ikke nogen grund til at fare sådan op i en spids, for det hele skulle nok løse sig. Og nu havde han været tilknyttet kamparenaer og alt muligt. Han var den rolige af dem. Det her virkede bare for ham, som skræmmende velkendt. Han kunne i hvert fald ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu.
"Bare gør et forsøg. Jeg ved nemlig godt, at du kan," fortalte han denne gang. Han betragtede hende roligt. Han kunne ganske vidst ikke hjælpe hende hvad det angik, men hun kunne jo bare forsøge at gøre det bedst muligt. Det var jo desværre heller ikke ting, som bare kom af sig selv, kunne man sige.

Et stille smil passerede denne gang hans læber. "Så lad mig gøre det lidt om," bad han denne gang, inden han lagde hånden under hendes hage, hævede hendes blik op mod sig, hvor han kyssede hende på læberne i stedet for. Han var overbevist om, at de nok skulle komme derfra før eller siden. Han vidste det bare!
Som hun lagde sig ned, gjorde han det samme. Han lagde sign ed ved siden af hende i stedet for. Det hele skulle nok gå. Det var han overbevist om. Det var han nødt til at sige til sig selv, at det ville. "Bare slap af, og gør dit bedste.. Det skal nok gå," bad han denne gang. Han ville jo også bare gerne have lov til at passe på hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall trak vejre dybt hun måtte virkelig få ro på sig selv, men det var svært med den trussel hængene over ens hoved hun så på cale som han strøg hende over kinden, hun kunne godt lig det. det føltes som han strøg hendes bekymringer væk fra hende og det var dejligt, han var tydeligvis den mere rolig af de to. Mydall hade ikke mange erfaringer med og være under denne slags presse eller behandling så det var rart at have cale der var mere erfaren med sig. Hun så på ham som han svar hende, og smile lidt til ham ”okay jeg skal nok forsøg” hun så op ham og smile lidt, og nød bare hans hånd på sin kind.



Hun så på ham som smilede og sag han ville gør det lidt om, hun lo svagt og lod ham lægge hånden under hendes hag og hæve hendes blik. Hun så ham ind i øjnene inden hun lukke øjne og gengældt kysset han nu placer på hendes læber. Hun nød det virkelig meget, og kysset gjord hende i beder humør. Hun så roligt på ham da han brød det og sukke lydløst ”du er bleven temmelig god til det med kys må jeg sig” hun så på ham og smile mere normalt til ham nu.

Hun lage sig roligt ned, hun trængt virkelig til ro lig nu. hun så på ham som han lage sig ved siden af hende, hun smile bare blidt til ham og læne sig en smule ind til ham, ”jeg håber du har ret kære” sag hun stille og så på ham, inden hun lukke øjne bare for at hvile lidt inden hun ville blive hente på ny og tage med uden for til og tyde stjernerne.