There will be blood!

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var på ingen måder tryg ved disse omstændigheder, og det var udelukkende fordi, at han ikke kunne være omkring hende. Det var faktisk virkelig ubehageligt, og det gjorde ondt. Ikke at der var nogen tvivl om det. han bed tænderne kraftigt sammen. "Lad dem ikke gøre dig noget.." bad han denne gang, inden han atter vendte blikket mod hende igen. Kysset tog han imod til hans kind, inden han så mod dem, da hun trådte frem og ventede på, at celledøren blev åbnet.
Cale var træt, og han havde slet ikke energien til dette, men det var meget lidt, som han kunne gøre ved det lige nu, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Den ene warlock trådte denne gang frem, for at få celledøren op, hvor den anden gjorde tegn til at hun skulle træde ud, mens den som stod vd døren, holdt øje med Cale.
Cale var fristet til bare at brase igennem døren og slå dem ihjel, men frygten for, hvad der ville ske med hende, var det som stod stærkest i ham, og han ønskede på ingen måder, at noget skulle ske hende. Han vendte blikket væk, da de lukkede celledøren igen, og førte hende med sig. "Kongen ønsker at tale med dig." sagde warlocken denne gang.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall brød sig bestemt heller ikke om det, og hun var meget utryg men hun måtte gør det der var bedst for at undgå cale kom til skade for det ønske hun bestemt ikke, hun så på ham som han snakke til hende. Hun prøve og smile opmunderne til ham ”bare rolig, de får ikke et ben til jorden vis de prøver” hviske hun stille til ham, inden hun kysse ham på kinden inden hun søgt mod celle døren.

Hun så på den ene warlocks der åbne celledøren, og den anden der gjord tegne til hun skulle følge med. I det mindste opført de sig da mere pænt ind sidste, hun tråde roligt ud af cellen, og begyndt og følge med warlocken der gik for and hende, hun så kort tilbage mod cale der stadig var i cellen. Hun ville ønske han kunne komme med hende, men han skulle hvile og hun kunne godt passe på sig selv. Da hun fik og vide at det var kongen der ville tale med hende, følt hun hjerte næsten stoppe. Hun var bestemt ikke tryg ved og skulle snakke med den gal mand alene! Hun var sikker på det her handle om hendes udbrud for hvor længe var det side? Hun hade jo sove to gang nu så hun ane ikke hvad dag de var komme til, hun gik dog roligt videre mens hun i sit stille sind begyndt og be til cale ville slippe væk og få et godt liv når hun en gang var væk for hun var sikker på at hun skulle dø nu.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale brød sig på ingen måder om dette, og det var vel tydeligt? Nu hvor han vidste at det var hende, som de ville have med, så gjorde det ham bange og usikker, for han ville jo gerne passe på hende. Dette var en situation, som han selv, ikke havde nogen kontrol over, og han måtte jo sande, at det virkelig var ubehageligt, at det var på den måde. Han bed tænderne svagt sammen. "Pas nu bare på," bad han denne gang. Det gjorde ham faktisk bange og usikker, og det kunne han bestemt ikke lide!

Foreløbig opførte warlockerne sig måske pænt, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at Cale slet ikke stolede på dem! Han skulede dræbende mod dem, som de førte Mydall ud af cellen i stedet for. At Kimeya ville se hende igen, vækkede alle former for alarmer. I takt med, at de førte hende væk, gik han op til tremmerne, for at følge dem med blikket.. frem til han blev efterladt i mørket.
Warlockerne frydede sig uden tvivl over dette. Så lang tid, at de opførte sig, så det ud til at selv hestene gjorde som de ønskede. "Pas på.. Han bider ikke særlig tit," kommenterede den ene warlock. Den anden grinte. De førte Mydall op til tronesalen igen. Her slog de dørene op. Kimeya ville sidde på tronestolen og afvente hende. Her gjorde de blot tegn til at hun skulle søge ind.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun forstod hans bekymring for hun var selv skide bange for hvad der nu skulle ske med hende, "jeg skal nok passe på" sag hun stille og så på ham inden hun gik til celle døren og blev lukket ud, hun lag armen let omkring sin bar mave mens hun fuldt med de to warlocks der tydeligvis nød dette alt for meget til hun følt sig tryg. Men nu gik hun med og så måtte hun håbe at hvad end det var hun skulle at det ikke ville være så slemt og hun snart ville være tilbage hos cale igen.

Hun fuldt roligt med, ar skulle mødes med den gal konge igen var det sidste hun ønske men hun kunne ikke gør andet ind og følge med, alt andet ville kost hende livet på stedet. Hun så kort tilbage mod cale som hun kunne se stod og så efter dem. Men snart forsvandt han ud af hendes synsvinkel omhuen vendt blikke frem igen. Hun bad i sit stille sind, mens hun holdt om maven ganske let, mens hun fuldt med tilbage til tronsalen hvor hun var vente. Hun så på de to warlocks som den ene snakke, hun fnøs svagt men gik roligt frem mod trone, mere sikker ind da hende og cale kom første gang, hun stoppe på god afstand af trone men stadig så hun kunne se ham og hør han snakke når en gang han begyndt og snakke, hun stod rolig mens hun holdt om maven for at undgå hendes hænder begyndt og ryste.

[Kimeya Marvalo]

Nu havde kentaurerne fået en nat til at hvile og forhåbentlig tænke over tingene. Det som Kimeya dog havde set, var at det var den kvindelige udgave, som var den mere fornuftige, så var det nemlig hende, som han havde tænkt sig, at søge til først.
Da dørene blev åbnet, og hun denne gang blev vist indenfor, havde Kimeya taget pladsen på tronen igen. Her sad han og spejdede ud over den store sal. Bevidst i anledning af dette, havde han bedt vagterne om at søge bort, så han denne gang havde hende på egen hånd. "Jeg håber, at I har fået sovet.." sagde han denne gang. Hænderne lagde han mod armlænet, inden han denne gang, valgte at skubbe sig op på benene igen. Hans blik hvilede på hendes skikkelse.
Det var endnu mærkværdigt at have dem rendende her. Men begge var de i stand til at give ham noget, som han gerne ville have, og det var det som han gerne ville understrege for dem. Det krævede dog bare, at de ønskede at lytte til ham først. Med rolige og afmålte skridt, søgte han ned i retningen af hendes skikkelse. Hans mine forblev denne gang intetsigende, mens han betragtede sig af hende. Hvis hun ikke gjorde noget, var der heller ikke nogen grund til at være bange for ham.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall fuldt roligt med til tron salen, hun kunne se kimeya side på trone. synet af ham skræmt hende og gjord hende dårlig på samme tid, hun holdt dog et rolig ansigt. hun kunne se vagterne var borte fra rummet hvilke under hende, efter det udbrud hun hade haft hade hun forvente en masse vagter. hun så på ham som han snakke til hende, "så godt man nu kan på et iskold gulv i en mørk kold kælder" kom det køligt fra hende, hun var bestemt ikke tilfreds med forholdene nede i kælderen, og slet ikke når cale hade brug for ordenlig søvn det fik man bestemt ikke sådan et sted som en kælder. hun så på ham som han kom op og stå, hun holdt armen om sin mave mens hun så på ham komme nærmer. hun holdt nøje øje med ham, vis han kom for tæt ville hun bakke lidt væk for hun ville bestemt ikke have ham i for tæt på hende, hun så på ham mens hun ellers vente på hvad han ville snakke med hende om, for hun hade jo fået og vide at han hade ønske og tale med hende så han kunne bare spytte ud, så hun kunne svar og komme tilbage til cale nede i cellen.

[Kimeya Marvalo]

At skille det elskende par fra hinanden, var Kimeya fuldstændig ligeglad med i en stund som denne. Han kunne virkelig ikke være mere ligeglad nu. Han smilede tydeligt tilfredst ved hendes ord. "Godt," sagde han denne gang. Selvom hun havde været den, som havde gjort mest fysisk modstand, da Cale havde været mere medgørlig, så var det nu alligevel hende, som han agtet at snakke med. Måske fordi at det var der, at han havde størst chance og mulighed for at gøre noget ved dette, og det var den tanke, som rent faktisk måtte falde i hans egen gode bog.
"Jeg går ikke ud fra, at du ved, hvorfor du er her?" fortsatte han denne gang. Ikke havde han tænkt sig, at lade dem gå lige med det samme i hvert fald. De var i besiddelse af evner, som ikke just var kendt for værende normale her på stedet. "Jeg hører rygter om jer og jeres slags.. Er det sandt, at I kan læse stjernerne?" spurgte han denne gang. Nysgerrig som han var, ville han jo gerne vide det. Igen.. Cale var god på slagmarken, hvor han uden tvivl også havde tænkt sig, at drage nytte af ham, men selv Mydall kunne vise sig, at blive meget brugbar for ham i samme henseende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall ville bare gerne tilbage til cale igen, og det kunne næsten gå får langsomt. Hun så på ham som han sag godt til det hun sag, hvor hun dog hadet den mand. Det var bestemt ikke godt de levede ikke just under værdig forhold. Hun stod dog stille og så på ham, som han igen snakke til hende. ”nej jeg ved ikke hvorfor jeg er her” svar hun bare tone løst og så på ham mens hun vente på og få at vide hvad han dog ville have fra hende, hun så på ham som han snakke om rygterne der gik om deres race, hun rynke på næsen ”ja vi kan læse stjernen og tyde hvad der venter Os” hun så på ham, og hade en fornæmmelse af at han ønske de skulle tyde stjerneren for ham. hun hade dog aldrig kunne prøve og tyde dem for andre ind hende selv så hun tvivle på hun kunne tyde andres fremtid ind hendes egen, hun hade ikke kunne tyde cales selv når han stod ved siden af ham så det ville jo ikke gavne kimeya vis ikke de kunne tyde andres fremtid ind deres, og det var ikke altid stjerne gave mening for hende eller sag særlig meget om hvad der måtte ske for hende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en virkelig kold mand, hvad angik det her, og det var heller ikke ligefrem nogen hemmelighed. Et kort, men yderst koldt blik hvilede på Mydall. I bund og grund, var hun en kvinde som han havde nemmere ved at håndtere, end en hidsig mand, som kun tænkte på, at forsvare de kvinder, som han nu havde omkring sig. Kimeya kendte til fornemmelsen.. Det var vel også derfor, at han ønskede at gøre det her? Nu hvor han langt om længe havde muligheden for at gøre noget ved det?
"I bund og grund, kan I bare handle, som I vil.. det vil blot få konsekvenser." fortalte han denne gang med en mere kortfattet stemme. Armene lagde han denne gang over kors. Hun var rent faktisk i stand til at læse stjernerne? Så det var ikke helt forkert det, som han havde hørt? En tanke, som uden tvivl passede ham rigtig, rigtig fint, hvis han selv skulle sige det. "I aften.." begyndte han denne gang. Han ville jo gerne vide, om han ville drage nogen succes med det, som han nu havde gang i. Han kneb øjnene svagt sammen. "Vil jeg have, at du er fuldstændig ærlig overfor mig og fortæller mig, hvad mine stjerner fortæller," sagde han denne gang. Han ville vide det, og det var faktisk også vigtigt for ham.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod roligt og så på Kimeya som stod og kigge på hende, hun brød sig virkelig ikke om den mand og ej heller hun stod alene over for ham. hun mangle cale hos sig, uden ham følt hun sig forsvarsløs og utryg han var jo hendes beskyttelse og hendes elskede og det var svært og undvære ham. hun så på ham som han snakke, hvad pokker mente han med det? ”vi lever som alle andre.. vi har bare muligheden for og få små intes om hvad vores fremtid bringer os alt efter hvad veje vil vælger og følge gennem live” svar hun roligt og så på ham. hun tur ikke sige noget der ikke passe for hun ville helst ikke finde ud af hvad der skete vis hun gjord. Hun så på ham, som han snakke igen. tyde hans stjerner? Hun hade ikke til nogle tid kunne tyde andres stjerner ind hendes egen, hvordan skulle hun kunne tyde hans? ”det kan godt være jeg ikke kan opfylde det de kræver” starte hun og så på ham ”Jeg har ind nu ikke prøve og tyde andres stjerner ind min egen.. jeg har ind ikke kunne tyde cales stjerner… plus jeg ikke finder min stjernetydnings evner lig så god som hans” det var sandt, tit forstod hun ikke helt hvad hendes stjerner ville sig til hende, hun fandt dem enten utydelig, forvirrende eller kaotisk, selv om dette lå til hendes race og læse stjerner så var hun virkelig dårlig til det syntes hun selv, og det var noget hun skamme sig over men hun hade aldrig være som de andre kentaur hun gik ikke 100% op i og læse stjerner hun hade være en jæger og hade mest fokuser på og jage og tjene lidt på det, og ellers nyde det fri liv. ”men vis de virkelig vil have jeg skal… skal jeg nok gør et forsøg, men jeg ville fortrække vis cale hun være med og bekræft om vi tyder det samme” hun så roligt på ham, hun forvente ikke han ville opfylde dette ønske men det måtte han selv om for hun ville ikke kunne love ham at hun kunne tyde noget brugbart til ham.

[Kimeya Marvalo]

Et sted var det sødt, at Mydall vovede at gøre krav på noget, som han bad hende om at gøre.. Stillede hun nu krav til ham? Det var på ingen måder noget, som han måtte finde sig i, og ærligt, så var det heller ikke omstændigheder, som han var særlig interesseret i. Hans blik understregede det alvor, som han følte i krop og sind. "Jeg spurgte ikke om lov.. Jeg bad dig om at gøre det," startede han denne gang ud med at sige. Det andet var faktisk med til at gøre ham en smule hidsig, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det denne gang.
Hun ville have Cale med, hvis det skulle gøres? Kunne hun virkelig kun præstere at tyde sine egne? Et sted måtte han jo erkende, at det var en tanke, som rent faktisk også måtte skuffe ham en hel del. "Det er meget du kommer og kræver af mig, Mydall.. Jeg beder dig om noget, og så forventer jeg at det bliver gjort!" vrissede han denne gang med en fast og sammenbidt stemme. Denne gang hævede han også stemmen samtidig, for det irriterede ham virkelig! Ikke at der var nogen tvivl om det. Han lod armene glide over kors, men uden at fjerne blikket fra hendes. Han lod hovedet søge på sned denne gang. "Jeg forventer at du vil gøre dig et forsøg ved mørkets frembrud i aften, Mydall.." Han betragtede hende med en yderst kortfattet. Han accepterede intet mindre end det her.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall regne ikke med at hendes ønske ville blive opfyldt, hun var jo ikke dum men hun hade da tænkt sig og prøve. Hun stod helt roligt som hun kunne se han bestemt ikke brød sig om hendes krav, dette kom heller ikke bag på hende. Hun så på ham som han starte sin snakken, hun fnøs blot til og starte med men blev roligt ståenden. Hun hade aldrig kunne tyde andres, selv ikke cales så hun hade aldrig øve sig på og prøve og opnå den færdighed, plus hun hade kun haft brug for sin egne stjerner så der hade ikke være grund til og tyde andres eller lære og tyde andres. Hun fnøs igen som han vrissede af hende, syntes han det hun bad om var meget hvor ynkelig, vis han ikke kunne klar sådan en lille ting hvad kunne han så? Fast lande var virkelig ynkelig og ugæstfri hvor hun dog savne og være hjemme på øen lig nu. hun så bare på ham, han kunne være nok så sur men hun lod det ikke bide på sig, ”nuvel jeg skal forsøg men jeg vil intet love noget som helst omkring det, så de skal ikke blive vred vis jeg ikke kan tyde noget som helst” svar hun koldt igen mens hun bare så på ham med et neutral ansigt, og selv hade armen over kors ”var der mere de ville forlang? Eller kan jeg gå tilbage til min celle? ” spurt hun bare lig ud og vente ellers på han svar, hun ville gerne tilbage til cale og være hos ham ind og være et sekundet længer ind nødvendig med denne gale mand.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at han i øjeblikket var den som stod i en situation, hvortil at han kunne kræve og forlange, og det havde han så sandelig heller ikke tænkt sig at ødelægge, hvis han da ellers kunne undgå det. Denne kvinde stod overhovedet ikke i en situation, hvortil hun kunne kræve alverdens af ham. Han kneb øjnene svagt sammen, som han denne gang lod armene søge over kors. "Det var ikke nogen venlig forespørgsel, Mydall," sagde han denne gang, hvor han betragtede hende med en meget sigende mine. Han rystede denne gang kort på hovedet. Han kunne være venlig - hvis han ville, og hvis han havde haft en grund til det. Det ville han desværre ikke påstå, at han havde her om ikke andet.
Han vendte blikket direkte mod hende igen. "Jeg havde overvejet at lade dig tage en vandring igennem haven.. og se hvad vi kunne byde på her.. Men siden du opfører dig sådan.. Så ja.. Så kan du få lov til at komme tilbage i cellen," sagde han denne gang. Gav man ham, hvad han ville have, kunne han sagtens opføre sig, hvis det skulle være det. Det krævede naturligvis bare, at nogen viste ham det i den anden ende.. Og den medgørlighed, havde han ikke ligefrem set noget af endnu. En skam naturligvis. Han agtet at få de kentaurere over på sin side.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall blev ståenden, hvor hun var med armen over kors. Hun forvente intet af den mand, hun stole ikke på ham og hun brød sig bestemt ikke om ham på nogle måder. Hun så helst ham død men de tanker holdt hun for sig selv, og fokuser på og holde sig i nærheden af cale. at han ikke mente at hendes forespørgsel var venlig rage hende enlig en blomst, han kommander med hende og så forvente han hun spurt pænt? Niks sådan lege hun ikke, ”jeg spøger ikke venlig med minder jeg selv bliver venlig spurt” svar hun køligt og så bare på ham, så længe hun var alene med ham var hun enlig ikke så bange men hade han være omgive af alle de warlocks som før hade hun være mere forsigtig.

Hun så på ham som han så mod hende igen, en vandring i have hvad var hun en hund? Hun fnøs ”deres have har intet jeg søger.. så det passer mig fint ikke og komme ud” svar hun bar, hun ville heller være i cellen hos cale ind og vandre rundt i hans have som en anden hund. Han så dem jo bare som dyr, og det nægte hun og lege med på. At han kunne opfør sig mere venlig vis man gav ham hvad men ville kendt mydall ikke til og hun tvivle enlig også på det. hun gav ham kun et kort buk, hun nære ingen respekt for ham ikke efter den måde de var bleven behandle på og stadig blev det, han ville for pokker brug cale som kamp dyr/rid dyr og det var noget der gjord hende galt, i det mindste hade han ikke sagt hun skulle være avles dyr som hun frygt det var da altid noget. Hun rette sig op og begyndt selv og søg mod kældrene og cellen hvor cale ville være i, hun huske godt vejen der til og hun agte ikke og gå andre steder hen ind ned i kældrene ned til ham.

[Kimeya Marvalo]

Denne kvinde, var uden tvivl det sværere at håndtere, men hvad kunne han da gøre ved det? Han rystede denne gang på hovedet. Det irriterede ham da uden tvivl, at hun ikke bare var en smule medgørlig i denne situation, og særligt fordi, at han selv ville mene, at det han gjorde for hende, og med hende, var ganske udmærket, alt taget i betragtning. "Udmærket. I så fald, forventer jeg, at mine stjerner bliver tydet i aften," sagde han denne gang. Det var vel heller ikke fordi at det var så svært at forstå var det?

Mydall var stædig som et æsel, og det var tydeligt. Ikke underligt, når hun var i familie med dem! Han himlede kort med øjnene. Han havde netop givet hende muligheden for at komme ud for at trække noget luft, men hvad.. det måtte hun jo selv om. "Jeg troede ellers at du og din slags, elskede at komme udenfor og trække den friske luft.. I dur ikke til at sidde bag tremmer, gør I?" spurgte han denne gang med et smil på læben. Han måtte dog ærligt indrømme, at han fandt denne tanke morende, og det var han heller ikke bange for at stå ved. Han kneb øjnene sammen. Magen til frækhed. Der var ikke noget andet ved det, end det. Han rystede dog på hovedet. "Giv mig hvad jeg vil have.. Og jeg giver jer, hvad I vil have," sagde han denne gang. Måske det gik op for hende, før eller siden, at de rent faktisk var på samme side, hvad det her angik?