There will be blood!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var sikker på at så længe de hade hinanden så skulle det nok få, og det var vel ikke en dårlig tanke vel? Hun ville i vært fald altid holde sig i nærheden af ham, for hun var kun stærk så længe hun var ved hans side. Uden ham ville hun føle sig svagt og magtes løs. Hun så på ham som han snakke ”det skal jeg nok” svar hun da han bad hende om holde fast i den tanke, hun smile svagt og kysse ham blot blidt på kinden.



At skændes hjalp ingen af dem, det gjord bare det hele svære og holde ud og gjord det svær og tænke klart og finde en løsning. Hun sukke bare som hun kom op og stå og gik hen til tremmerne og kigge ud på gangen, hun brød sig ikke om stedet her, der var koldt, mørkt og her lugt skrækkeligt. Hun så mod ham som han snakke, hun vist godt han skulle hvile men lig på gulvet ”du kunne også have lagt dig op af min krop den er varmer ” sag hun stille og så igen ud på gangen.
”det kan godt være jeg fortjener beder.. men jeg vælger selv hvor jeg vil være, og det er hos dig at det betyder jeg må leve bag tremmer, og bruges til hvad end de nu kan finde på.. så gør jeg det og du får mig ikke til og rejse! Den er ikke længer” hendes tone var bestemt og fast, hun brød sig ikke om han brugt den fast tone over for hende, hun hade aldrig hørt ham snakke sådan til hende før. Hun så ned og følt sig bare sårt, ville han virkelig så gerne af med hende? ”sov nu.. jeg bliver oppe og holder øje” mumle hun stille, mens hun kort tørt øjne for de tår der presser på. Hun kunne ikke lig og skændes eller være sådan på tværs men hun ville bare ikke skilles fra ham, hvorfor var det så svært for ham og forstå!

[Cale Joseia Nightgale]

Cale sukkede svagt. Det var slet ikke fordi at han ønskede at diskutere med hende, eller noget lignende. Det var i hvert fald ikke hans hensigt med dette. Han ønskede bare ikke, at hun skulle holdes her, og særligt ikke, hvis han ellers kunne blive fri. Mydall fortjente at være fri, og ikke at sidde bag tremmer, som han nu selv havde gjort mesteparten af sit liv. Det var i hvert fald sådan, at han havde det med det hele. Det var en tanke, som gjorde ondt, men derimod en af slagsen, som han bare måtte leve med.
"Du fortjener ikke at være bag lås og slå," fastholdt han denne gang, med en mere kortfattet stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere, for den tanke, var faktisk kun ved at irritere ham. Han ville bare gerne have lov til at passe på hende, og det var jo heller ikke ligefrem ting, som kom af ingenting.

Cale hævede hovedet en anelse. Han var virkelig træt. Efter alt det, som var sket aftenen forinden, og det, som nu også skete.. Så blev det bare ikke nemmere af den grund. Han lagde sig denne gang mere ned tæt ved hende i stedet for. Han ville jo heller ikke mase hende, hvis han kunne undgå det. Han var jo en del tungere end hvad hun var, og skulle det blive nødvendigt, var han jo også den stærke af dem. "Væk mig ved det mindste," bad han. Nej, han var slet ikke komfortabel med det her!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall akte ikke og lade den her gå, hun blev hos ham om han kunne lig det eller ej! Nogle skulle være hos ham og sikker sig han kom igennem det her, og hun ville ikke kunne klar og efterlad ham. hun vist godt cale ønske hende fri det hade han alle dage gjort siden hun mødt ham, hvor hun blot ønske at være ham nære i tykt og tyndt til den dag hendes hjerte stoppe med og slog. Hun så på ham kort som han snakke med den kortfatte stemme, ”nej.. jeg fortjener og være ved din side.. og så er den ikke længer” sag hun mens hun kigge ned af gangen som hun ikke kunne se helt vildt godt i mørket, hun trak vejre tungt og fjerne et par tår fra øjnene det var virkelig træls det her, hun ønske ikke de skulle diskuter eller tæt på og skændes nærmer men han ville bare ikke lade hende gør det hun ville og det var træls!



Hun så bare ud mod gangen inden hun fik lagt sig ned igen, og mærke så han lage sig mere op af hende som hun hade bedt ham om, hun vist han var tunger ind hende men han skulle ikke frys på det gulv så længe hun var her, ”skal jeg nok, læg dig bare mere op af mig så du ikke fryser, jeg klar mig, og ingen men” svar hun bare kortfatte mens hun holdt skarpt øje med om der kom nogle, mens han hvile sig for han hade brug for søvn nu og det skulle han også have lov og få.
hvor længe cale sove ane hun ikke, men det var længe for hun var selv endt med og døsse hen men ved den mindste lyde åbne hun øjne. hun slog dog øjnene op da hun syntes og høre noget "cale.. cale! jeg tror der kommer nogler" hviske hun stille mod hans øre, og lag håndens på hans skulder og ruske i ham. han hade fået en del timer nu plus hendes selv, så hun ane ikke om de var komme til en ny dag eller om det stadig var den samme dag, her nede hade hun igen tidsfornemmelse.  

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var for træt til at tage de mange debatter og de mange diskussioner med hende, og det stod han gerne fast ved. Han ville hende jo bare det bedste, og selvfølgelig var det en frustration uden lige, at han bare ikke lod til at få lov til det. Han elskede hende. Han var ikke bange for at indrømme det, men at sige de ord højt.. Det var faktisk sværere for ham, end hvad han lige ville og havde forventet at det ville være. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Det var for hendes skyld, at han gjorde det her. Det var jo ikke ting, som kom ud af ingenting, og det stod han da hellere end gerne fast ved. "Du er virkelig noget af det mest stædige, som jeg har mødt," sagde han denne gang. Han lod den ligge for nu om ikke andet. Han var for træt til at fortsætte den med hende.

Cale måtte efter temmelig kort tid, alligevel give efter for den søvn, som hans krop så desperat forsøgte og ønskede at efterkomme, og særligt på denne her måde. Hvor længe han måtte være væk, vidste han ikke. Det var bare rart at ligge der sammen med hende, og kunne mærke hende tæt på, selvom det på ingen måder, var meningen, at han skulle glide så langt væk, som han nu havde gjort det alligevel.
Det var først, da hun begyndte at ruske i ham, at han slog øjnene op igen. Han blinkede let med øjnene denne gang. Kom der nogen? Der hævede han blikket igen. Lyden af en dør, som gik op, var det næste. Han kneb øjnene svagt sammen. "Mydall.." Han lagde hånden mere mod hende, som et tegn til at hun skulle søge bag. Han tog nemlig ikke nogen chancer. Han var træt.. havde ikke magi eller noget lignende, at støtte sig op af.. Men han ville beskytte hende for enhver pris.

[Mydall Lupita Vivar]

Han var træt det vide mydall godt, men det betød ikke hun agte og lade ham vinde denne diskussion hun forlod ham ikke og det var det. hun så på ham som han snakke igen, ”det du sandelig også kære, sov nu du har brug for det” hun så på ham og lod hånden blid stryg ham over håret, hvor end meget de endt med og diskuter eller skændes kunne hun ikke forblive vred på ham. hun så ud af tremmerne igen mens hun lod ham ligge sig tilrette op af hende og holdt ellers nøje øje med alt der skete, selv om der ikke sket noget og hun der for endt med og døse hen.



Da lyden af en dør der gik op fange hendes øre, var hun ikke sen til og vække cale. han hade fået nogle timer, ikke helt så mange som hun ønske og vist han burt få men han burt have fået lidt energi nu, hun ruske let i ham mens hun snakke til ham. hun så på ham som han slog øjnene op, hun så på ham hun nikke og lod ham kom oppe og stå før hun rejste sig og gik så langt bag ud i cellen hun kunne mens hun lod cale være den der stod forrest, hun lytte intenst i mod der de hade hørt døren, hun mærke hjerte pumpe som en gal og hun mærke hendes hænder ryste i ren frygt for om de nu kom og tog dem eller om de tog cale fordi han skulle ud og gør noget for dem, hun så på ham hun ville ikke have de tog ham hun ville have han blev her hos hende hun tog om sin hænder og prøve og holde dem i ro mens hun lytte intenst til flere lyde der kom.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var træt, og derfor gav han sig egentlig bare hen til den søvn, som han nu, så desperat havde brug for, og derfor sov han også. Det var egentlig næsten uhyggeligt, hvor hurtigt han var kommet dertil, hvor han var blevet så træt, at han rent faktisk sov tungt, hvilket på ingen måder, var noget som lignede ham. Han havde nu ikke noget imod det som sådan. Hun var der, og det var faktisk det, som han bedst kunne lide. Han havde brug for hende, og han var blevet afhængig af hende. Han havde brug for, at hun rent faktisk var der.

Han blev vækket af hendes rusken denne gang. Han havde på ingen måder sovet nok, men hvad... han var måske heldig, at kunne få resten af timerne på et andet tidspunkt. Han bed sig svagt i læben denne gang.
To warlocks søgte hen mod dem. Her stillede de sig foran cellen igen. De grinte af dem. Cale havde lagt hånden ud mod siden, for lidt at holde hende bag sig. Selvom han vidste, at det var frygtelig, frygtelig lidt, at han kunne gøre mod dem, så ville han til enhver tid, gøre hvad han kunne, for at passe på hende. "Forsvind herfra..!" vrissede han mere sammenbidt end tidligere. Warlockerne kiggede på ham. "Det gør vi... Når din dame går med os," sagde den ene med et kynisk smil på læben. Det gjorde Cale urolig.. Han rystede kraftigt og afvisende på hovedet. Det ville han slet ikke høre tale om!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hade selv sove sammen med cale, der var dog gået lidt inden hun var falden i søvn. Hun hade holdt øje med gangen men da der ikke var sket noget utrolig længe så hade hun mærke øjne glid i og søvn snuppe hende. Hun hade dog ikke sov særlig tungt for være en lille lyd der ramt hendes øre hade fået hende til og vågne, hun var temmelig paranoid men igen de blev hold fanget i denne celle i en uhyggelig kælder. Hun hade dog fået et par timer ind til lyden af døren hade ramt hendes øre og vække hende permanet.



Hun var komme med besvær op og stå, hendes forben gjord stadig ondt men det var da falde lidt ned. Hun bakke bag ud i cellen så langt hun kunne mens hun kunne høre fodtrin komme nærmer. Som de to warlocks hen til cellen og stod og grine af dem på den anden side følt mydall hendes mave skrumpe ind.

Som de sag at de ville have mydall med sig begyndt hun virkelig og panikke ”h-hvor skal jeg hen?” spurt hun selv om hun ikke hade nogle intentioner om at gå med de to, det kynisk smile gjord det ikke beder ville de mund gør hende ond? Hvad skulle hun bruges til. Hun knuge om sin ryste hænder mens hun blev bagerst i cellen bag cale, og ville bestemt ikke med de to warlocks.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale brød sig slet ikke om tanken, om at de ville have Mydall med sig. Det var jo hans job, og det var meningen, at han var den, som skulle passe på hende, og det alene, var heller ikke noget, som nogen skulle forhindre ham i at gøre. Ikke at der var nogen tvivl om det. Tænderne bed han svagt sammen. "Hun skal ingen steder," vrissede han denne gang. Dette var noget, som han stod fast på. Han ville beskytte hende, og det var den opgave, som han skulle gøre!
Warlockerne begyndte at grine. "Hvem er I at sætte jer op mod os? I kan intet gøre imod os." pointerede den ene warlock med en hånlig latter. Det gjorde Cale vred, men også ked af det. Her kæmpede han sig op på benene igen, også selvom han måske slet ikke burde. Han kunne i hvert fald ikke gøre noget ved det nu.
"I.. I får hende ikke! Hun bliver her..!" endte han denne gang. Han så hende langt hellere her sammen med ham, end han ville lade hende søge med dem. Særligt fordi at han ikke vidste, hvad han skulle forvente.
Cale stillede sig bevidst foran Mydall. Her ville han have hende til at være. Han ønskede nemlig ikke, at noget skulle ske hende. "Hun går ingen steder uden mig.." fastholdt han denne gang. Warlockerne så på hinanden skiftevis, inden de begge skabte en magisk kugle, de lå og gnistrede i hånden. "Tving os ikke til at sige det igen," advarede de.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall blev i hjørnet af cellen hun hade fået presset sin ende mod, mens hun så på de to warlocks som stod og grine da cale sag hun ingen steder skulle hen. Hvorfor ville de ikke sig hvor hun skulle hen? Hvad ville de dog med hende? Hun så på dem som de snakke, de hade jo ret de hade ingen våben og ingen magi de kunne ikke vinde over dem i fair kamp, de hade ingen mulighed for at overraske dem eller på anden måde sætte fælder så det var jo håbløs. Hun så på cale som han kæmpe sig op og stå, hun ville godt gå hen til ham og støtte ham men han bloker hendes vej med hans krop og armen så hun blev angst ståenden hvor hun var.

Hun så på cale som han snakke om hun ikke gik ude ham, og det var sandt hun gik ingen steder uden cale var hos hende. Han var hendes beskytter, selv når han dårlig nok kunne stå eller passe på sig selv. Og hun var hans beskytter, og hun ville passe på ham. som de to warlocks skabe to magisk kugler blev mydall for alvor bange sådan en hade hun jo op levet før, og det hade resulter i hun var vælte. Hun hade fornemmet tryk bølgen fra sådan en kugle og hun ønske ikke og vide hvordan det føltes og mærke en dirket ”cale!.. det nytter ikke.. ” bad hun og kom forbi hans krop og op på siden af ham, ”jeg vil ikke have de ender med og skad dig.. jeg går med dem, så sker der ikke dig noget” hviske hun til ham og så på ham med bedene øjne, hun ville heller gå med inde og risiker de måske skade cale meget mere, eller måske helt dræbt ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale følte sig fuldkommen magtesløs, i og med, at det var umuligt for ham, at beskytte og passe på Mydall, og det var en tanke, som virkelig gjorde ondt på ham. Han kunne virkelig ikke have den. Svagt bed han denne gang sig selv i læben. Han rettede sig op, selv da de fremanede deres lysende og gnistrende kugler. Magi.. Han hadede det koncept! Der var jo ikke just nogen fra øen, som kunne gøre brug af den slags.
At Mydall pludselig synes at skifte mening, var et sted en tanke, som efterlod ham med intet andet end ren og skær panik. Han ville ikke se dem tage hende fra mig! Særligt når han ikke vidste, hvad det ville ende med. Han rystede på hovedet. Han ville slet ikke høre tale om det, og det var overhovedet ikke noget, som ville komme på tale for hans vedkommende!
"De får ikke lov til at tage dig med.." afveg han denne gang. Warlockerne frydede sig en kende for meget over dette. Særligt fordi at det synes, at hun var ved at give efter, hvilket også var til det bedre, kunne man sige. "Din dame er af den fornuftige kaliber," sagde de denne gang. Cale bed tænderne sammen. Var hun den fornuftige? Han ville jo for helvede bare passe på hende! "Forsvind herfra..!" endte han denne gang igen. Han så fast mod deres skikkelse, inden han rejste sig på bagbenene, og hamrede forbenene direkte ind i tremmerne, så der lød et ordentligt 'gonk'. De skulle slet ikke have lov til at tage hende fra ham!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, som hun forslog og gå med de to warlocks, hun ønske ikke han skulle komme noget til men hun hade heller ikke lyst til og gå fra cale. hun så på ham som han ryste hoved, nu var det ham der var den stædig her. Hun så på ham som hun lag en hånden forsigtig på hans ryg ”men jeg vil ikke se dig komme mere til skade..” hun så på ham med bedene øjne, hun ønske ikke og være skylde i han kom til skade. Hun så på de to warlocke der stod og more sig over det her, som de snakke om hun var i den fornuftig kaliber rynke hun på næsen. Hun var bestemt ikke ved og give efter de hade fået en slem tid med hende vis hun var gået med dem, hun så på cale som han rejste sig på bag bene og sammer dem mod tremmerne, det rung helt i hele kældrene ved lyden, mydall holdt sig kort for øren til lyden død ud, hun så på cale og var nu glad for han var der til og passe på hende hun så mod de to warlocke ”jeg går ikke med, så skrid!” vrisse hun, og vendt røven til dem og som cale spark hun dog bag ud i steden for så hovne hammer ind i trammerne og et nyt ’gonk’ runge gennem rummet inden hun gik om bag cale igen for at igen at holde sig sikker bag ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Her var Cale nemlig den stædige, for han ønskede på ingen måder, at de skulle tage hende fra ham, og særligt, når det var på denne her måde, så kom det overhovedet ikke til at ske på noget tidspunkt. Aldrig nogensinde! "De får ikke lov til at gøre dig noget." endte han denne gang. De havde kun hinanden på dette gudsforladte sted, hvilket også var grunden til at han nu gjorde, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Cale rejste sig på bagbenene og hamrede forbenene ind mod tremmerne, så det rungede i hele kælderen. Han var ligeglad. De skulle bare ikke have lov til at tage hende! Han fandt sig på ingen måder i at de skulle tage hende fra ham! Warlockerne holdt sig denne gang for ørene. De gnistrende kugler, forsvandt igen, så de netop kunne holde sig for ørene.
Mydall fulgte trop denne gang. Det var noget som passede Cale mere end fint! Igen sikrede han sig, at hun kom om bag på ham. Han blev hellere siddende i cellen sammen med hende, hvis det betød, at hun ville blive her ved ham. Warlockerne vendte sig endnu en gang mod dem i stedet for. "Hun kan gå med.. eller I kan dø begge to," sagde den ene warlock truende igen. Cale bed tænderne sammen. Han var ikke meget for at lade hende søge nogen steder!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som cale igen fast slog for hende at de ikke fik lov og gør hende noget. Hun så på ham inde i smile hun, det var virkelig godt at hun hade cale til og passe på sig for hun kunne slet ikke undvære ham. hun så på ham som han hade hammer forben ind i tremmerne så det runge i hele kælderne, hun fik selv ondt i øren og endt med og selv og holde for øren, som hun gjord det samme og sparke til tremmerne med bagbene. Hun fryde sig over at warlocksene ikke kunne klar larmen fra tremmerne og deres magisk kugler forsvandt igen. hun søgt om cale og så mod de to warlocks. Hun bed dog tænderne sammen som den ene af dem true med og dræbe dem begge vis hun ikke gik med. Det måtte de ikke gør! Det hade de ikke lov til! Hun så skæmt på dem og lag en hånd mod cales heste krop, hun ville ikke væk fra ham men hun ville heller ikke risker hans død bare for at red sig eget skind, og selv vis de dræbt cale først kunne de jo der efter tvinge hende væk. hun så på cale, og valgt og gå op på hans side igen, ”jeg kan ikke lad dem dræb dig…”   hviske hun stille og så på ham tydeligvis skræmt fra hvid og sans, men også med en sorg for hun ønske ikke og skilles fra ham men hun var jo nød til og passe på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale ønskede på ingen måder, at noget skulle ske med Mydall, og særligt nu! Hun var en kvinde, som betød uendelig meget for ham, og derfor ønskede han slet ikke, at noget skulle ske hende. Tog de hende med, kunne han jo ikke være der.. han kunne ikke passe på hende, og det havde han virkelig svært ved. Han bed tænderne fast sammen, ved deres trusler. Det ville de altid kunne bruge mod dem, og det i sig selv, var heller ikke en tanke, som han kunne lide! I det hele taget!
"Jeg er bange for, at de vil gøre dig ondt." Hans blik faldt denne gang til hendes skikkelse igen, inden han så tilbage mod dem. Det kunne han slet ikke lide! Overhovedet ikke. Han bed tænderne fast sammen, inden han så tilbage på warlockerne, som stod igen med deres tilfredse smil på læben. Det var bare ikke meningen, at de skulle kunne gøre brug af det, på den her måde.
"Vær nu den fornuftige," sagde warlocken denne gang. Cale bed tænderne kraftigt sammen. Han var virkelig ikke meget for det. Han svor, at slå dem ihjel, hvis de krummede et hår på hendes hoved! Den kvinde var unik.. Han ville jo ikke have, at noget skulle ske med hende! "Jeg sværger, hvis I rører ved hende.." advarede han denne gang. Han skulede denne gang dræbende mod dem.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var selv bange, men hun kunne jo ikke gør andet ind og følge med for at sikker sig cale ikke kom galt af sted. Mydall så på cale som han snakke til hende, hun gik op på siden af ham og tog blidt om hans arm "er jeg også... Men jeg vil ikke have de gør dig ondt.." Sag hun stille og så på ham og klemt blidt om hans arm. Hun så på de to warlocks der vente på hende, hun hade virkelig ikke lyst til og gå med hun var hundered for hvad de mund ville gør ved hende og hvor de ville føre hende hen, og om hun ville se cale igen. Hun lytte som cale vrisse af de to warlocks det gjord hende intet, hun så på ham og kysse cale på kinden ganske blidt men kort "jeg kommer igen bare rolig" hviske hun og prøve og være optimistisk om det, inden hun gik hen til celle døren og vente på de lukke op og ville før hende hvor end det var hun skulle hen "hvor skal jeg han?" Spurt hun ligeud mens hun så på de to warlocks.