There will be blood!

[Cale Joseia Nightgale]

Oprigtigt måtte Cale jo sige, at han var bekymret for Mydall, mere end hvad han måtte være for sig selv. Det kunne han ikke undgå. Han sukkede dæmpet, hvor han denne gang lod armen søge omkring hende, for at skænke hende den trøst. Nu kunne han da gøre det igen, da han havde fået pusten. "Vi er endt her ja.. Men vi skal nok komme derfra." sagde han denne gang. Det vigtigste for ham, var egentlig at komme fra det her, og meget gerne med hende ved sin side, selvom det krævede, at han skulle.. springe ind i hæren, som en anden kamphest? Var det virkelig det, som manden ville have, at han skulle gøre?

Cale lod blikket falde en smule. Han var efterhånden ved at være træt. Han rystede på hovedet. "Forhåbentlig ingenting.." begyndte han denne gang, som han atter vendte blikket mod hende. Han ønskede slet ikke, at Kimeya eller nogen anden, skulle have lov til at gøre hende noget som helst! Bare alene den tanke om det, var helt igennem forfærdelig, og en, som han slet ikke kunne have med at gøre i den anden ende. Han sukkede tungt. "Jeg gør hvad han beder mig om, hvis det holder dig i sikkerhed.. Forhåbentlig vil han slippe os," endte han denne gang. Selvfølgelig var han træt af at det skulle være på denne her måde, og lige lidt, kunne han gøre ved det nu. Han plantede et kys mod hendes kind. "Undskyld," endte han denne gang. Han kunne ikke lide at se hende på den her måde.

[Mydall Lupita Vivar]

♣Mydalls tanker, eller dem hun kunne holde ud og have lå hos cale og denne uheldig situation de var havnet i. i steden for at være komme hjem var de havnet i fangeskab, cale kendt ganske vist til dette men mydall hade aldrig være fange før og at miste sin frihed på denne måde var, brutalt.. nærmest et overgreb på hende, og det føltes rædsomt, hun så på ham som hans arm søgt om hende. Den tryghed hun fandt i de arm var ikke bleven minder, og hun hade brug for den mere ind noget andet. ”tror du.. virkelig vi kommer her fra?” spurt hun stille, selv tvivle hun en del, i sær vis cale skulle bruges i kamp han ville altid være under opsyn.. hvordan skulle de dog slippe væk fra dette, og hvad med hende? Skulle hun bare være i denne celle mens cale blev sendt ud mod en mulig død.



Mydall holdt hovedet mod hans bryst, hun var virkelig træt og hun ville bare gerne sove men hun tur ikke. Som han svar hende, brød hun sig ikke om svart. Hade han slet ingen ideer om hvad de kunne forlang af en kentaur kvinde? Eller ønske han ikke og sige de tanker? Hun orke ikke og tænke på det. hun håbe bare han hade ret, for hun var ikke sikker på hun kunne leve op til hvad end krage der måtte blive sat hende. Hun lukke øjne som han sag han ville gør som der blev bed ham om, hun vist godt han kendt beder til denne slags ting ind hende men hvordan kunne han bare bøje sig så nemt? Hun sukke lydløst ”jeg tror aldrig de slipper os” sag hun stille, hende der ellers pleje og være den optimistisk af de to var for nu den der var mest negativ og deprimer. Hun mærke kysset på hendes inde og fik øjne op og så op mod ham, ”nej.. jeg undskylder” sag hun stille og fik svagt kysse ham på bryst, inden hun igen lukke øjne og lod hovedet være mod hans bryst ”jeg er så træt cale..” sag hun ganske stille før hun gav efter for hovedpinen og var ude som et lys.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde allerede gjort sig frygtelig mange tanker omkring det her, og den ene var mere skummel og uhyggelig end den anden. Han kunne i hvert fald ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Han kunne vel bare tigge og bede til, at de engang ville få deres frihed. At få den frarøvet, var ikke just fremmed for ham. Det var nu også sket mere end en gang. Nu kunne han derimod bare fortryde, at de intet havde gjort, for at komme herfra hurtigere. Det havde været dem til bedre gavn end det her. "Jeg beder til at dagen vil komme.. De har ikke nogen grund til at holde på os her." Måske at han kunne gøre gavn nu, men hvis Kimeya ville have noget af ham, ville han kræve noget i gengæld. Mest og vigtigst af alt, var Mydalls frihed. Hendes om ikke andet. Han rystede på hovedet. "Ærligt? Nej.. Ikke andet end.. ja.. Et ridedyr," sagde han denne gang. Hvad væsnerne fra fastlandet kunne finde på, havde han ingen anelse om.

Tanken gjorde Cale trist. Selvom han selv var træt og udmattet, var han så meget oppe at ringe, at han på ingen måder, var i stand til at finde ro lige nu. Øjnene lukkede han let, som hun denne gang gled mere og mere væk. Hun var træt.. Han forstod hende godt, og her, ønskede han derimod også bare at have lov til at passe på hende. For ham, var det også det vigtigste. "Bare sov.. Jeg passer på," sagde han denne gang. Hånden førte han op til hendes hår, som han strøg let over, idet at hun denne gang gled helt væk. Han lukkede øjnene let. Han følte nærmest for at græde i ren afmagt, hvilket heller ikke ligefrem lignede ham. Han var bare forbandet frustreret over alt dette! Dog lod han hende ligge. Han agtet at passe på hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall ville sikkert også have gjort sig mange tanker, vis ikke det var fordi hun hade sådan en hoved pine og en bule der presse på i bag hovedet efterhånden, hun lå bare ind til ham. det hele var virkelig bare noget lort bogstavlig tagt, nu lå de her i en celle gud ved hvor. Uden og vide hvad det var de ville gør ved dem, eller mere hende for cale hade de jo forlagt noget af nu mangle hun bare. Hun så svagt op mod ham da han snakke, ”jo de har.. de ser os som arbejdes dyr.. de vil altid finde noget vi kan bruges til” hun sukke og føle sig virkelig bare af magtet og yderst trist, de skulle jo tilbage til øen.. skabe sig et liv sammen, og nu var de havnet her hvor de ikke en gang kunne tyde stjernerne og se hvad de sag om deres fremtid.

Hvad en de måtte kræve af mydall var hun uvist om og det plage hende, hun kunne ikke lig og leve i denne uvished og ikke vide hvad de ville gør ved hende, mens cale blev brugt til krig og træk dyr. Hun lukke øjne det hele vare bare noget møg.



Mydall lå forsat op af cale, mens hun bare gled længer og længer væk. for til sidste og falde hen i en dyb men ubevist søvn. Hun orke ikke og holde sig vågen mere, hendes hoved dunke meget og hun kunne ikke holde det ud. Hun nusse sig bare ind til ham svagt, inden hun sov tungt nok. Hun ane ikke hvor længe hun mund sov, men hun vågne en del timer sener. Hendes hoved dunke ikke så meget mere, og hun følt sig beder til pas. Hun gippe med øjne som hun fik dem op og så rundt, nå ja de var bleven tage som fanger. Hun sukke og så op mod cale som hun stadig lå op af, hun smile svagt det var i det mindste altid noget at hun hade ham hos sig. Hendes arm der før hade ligge om ham var gledet ned under hendes søvn, hun fik armen om ham og trykke sig blidt ind til ham mens hun lytte intens efter om nogle måske var på vej, eller der kom lyd fra de andre fanger i som hun hade opdage på vejen ned var her, men som intet hade sagt til dem da de var komme der nede.

[Cale Joseia Nightgale]

Her ville de bare blive behandlet som dyr, hvilket var noget, som Cale virkelig havde svært ved. Alt taget i betragtning, så var det hårdt. Han ville ikke.. Og særligt ikke, når det gik udover hende, for det var næsten det, som var værst for ham lig nu. Han rystede denne gang på hovedet, hvor han vendte blikket mod hende. "Jeg skal nok komme på noget," sagde han denne gang. Lige nu, var det bare begrænset, hvad han kunne gøre.. men han ville, og han skulle nok også få det gjort! Bare vent!

At hun gled mere og mere væk, sagde Cale nu intet til. For ham derimod, var det rart, at hun da i det mindste var tryg nok ved ham. Han strøg hendes side ganske let, hvor han også lod hende sove. Selvom han selv var så træt, at han kunne sove, så gjorde han det ikke, da han agtet at passe på hende.
Hvor længe hun dertil var væk, vidste han ikke. Han lod hende derfor få tiden, som hun havde brug for, hvor det var hende som han ville passe på. Han trak kort på smilebåndet, da hun trykkede sig tættere ind mod ham. Han sænkede hovedet mod hende igen. Hånden hævede han denne gang, for at stryge den over hendes kind. Dette gjorde han med næsten forsigtighed. "Hvordan har du det?" spurgte han denne gang. Efter det slag, som hun havde fået i hovedet, så ville han jo gerne sikre sig ,at hun havde det godt.

[Mydall Lupita Vivar]

De ville blive behandle som dyr det vist mydall godt, og det blev de allerede sådan som de var bleven jagt og slog og gente rundt med, og mydall brød sig ikke om det. hun ville sådan ønske de var hjemme, på øen hvor de ville have være i sikkerhed.. hvor de bare kunne være normale fri kenatur, hvorfor skulle de hele tiden være så uheldig? Kunne de da aldrig bare have lidt held længer ind et par uger? Det kunne bare ikke passe det skulle være så uretfærdig.



Mydall var hurtig væk, men det var både en combi af slaget i hovedet og hans tryghed som fik hende til og være sikker nok på og sove. Hun sov bare tungt mens han strøg hende langs side og ellers bare holdt om hende mens han selv holdt sig vågen. Mydall så op mod ham da hun vågne, hun mærke hans strøg hende over kinden og sukke lydløst. Hun hade sådan håbe på det hele var et ondt mareridtet, og de ville være i stalden når hun vågne. ”beder.. hvad med dig?” hun kendt jo ikke til han ikke hade hvilet, hun fik rette sig lidt op men hun lå stadig ind til ham for hun ville helst ikke væk fra hans favne. Hun så rundt i cellen, nu hvor hun kunne fokuser beder tog hun et nærmer kigge på cellen og hun brød sig ikke om det. hun savne solen og frisk luft og jord under hovene! Det her fik hende til og føle sig fanget i en alt for lille boks, og et sted næsten som hun blev kvalt et sted. hun sukke og så på cale, og lod en hånd stryg ham blidt på ryggen og holdt hovedet mod hans bryst/hals og nød bare hans varme da gulvet bestemt ikke gjord meget for hende. 

[Cale Joseia Nightgale]

Cale bad til, at han på en eller anden måde, ville være i stand til at få hende ud herfra. Den frihed, som hun altid havde haft, var selvfølgelig en af slagsen, som hun skulle have lov til at beholde. Han lukkede øjnene, kun for et kort øjeblik. Det var åbenbart ikke hans lod, at skulle være fri. Og efterhånden, var det noget, som han egentlig bare havde lært at leve med. Det var bare ikke noget, som skulle, eller måtte gå udover hende. Det var jo slet ikke hans mening.

Nu hvor hun var ved at vågne lidt igen, var det hende, som atter måtte få hans storslåede opmærksomhed. Han var træt nu, men egentlig.. havde han det fint. Nu var han i forvejen vant til at sidde bag lås og slå, for det havde han gjort mesteparten af sit liv nu, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes nu. En tanke som også gjorde ham trist. Det var jo slet ikke meningen, at tingene skulle forløbe sig på denne her måde, men det gjorde de jo nu alligevel. "Det kunne være bedre.. men.. jeg er okay," sagde han denne gang. Efter hans nærdødsoplevelse dagen i forvejen, så skulle der også meget til at slå den. Han sendte hende et træt smil. Han havde jo slet ikke sovet endnu. "Jeg vil forhandle med ham," sagde han denne gang. Han ville forhandle med Kimeya om hendes frihed. Særligt hendes.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som hun var vågne, det hele var virkelig bare noget rod. De var konstant uheldig, enten var de adskillet af mure eller tremmer og nu var de sammen men begge fange af en eller anden sindssyg konge! Det var dybt fusterene.. det eneste positive var at de var sammen, og ikke adskilt i vær sin celle for det var hun ikke sikker på hun kunne håndtere. Hun så på ham, og som han sendt hende et træt smile gik det op for hende at han ikke hade sovet. ”cale..du har ikke sovet.. ” hun så på ham, som hun vendt sin bekymring mod ham. hvorfor hade han ikke sove! Han hade vær ved og falde om dagen før og så hade han ikke sovet! Hun så på ham og fik rette sig op, men holdt stadig om ham ”du skal hvile dig cale.. kom.. jeg skal nok holde øje i mens du hviler” hun så på ham og strøg ham over kinden som han sag han ville forhandle, ”Forhandle? Hvordan vil du bær dig ad med det? hvad har vi og forhandle med over for sådan en mand som ham?” spurt hun underne og så på ham, hun kunne ikke selv se hvad pokker de dog skulle kunne forhandle med de eje jo intet over hovedet.

[Cale Joseia Nightgale]

Nej, selvfølgelig havde Cale ikke sovet. Han ville jo gerne passe på hende. Det havde reelt set, været det vigtigste for ham, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme. Han sukkede tungt. Det var ikke nu, at hun skulle rende rundt og være bekymret for ham, for det gjorde ikke nogen forskel. "Jeg har klaret mig," forsikrede han hende denne gang om. Jovist var han træt. Han var mere end bare træt, men at lægge sig til, når alt var så kaotisk? Det var overhovedet ikke noget som kom til at ske!
Hun var så god ved ham. Han kunne stadig ikke begribe, at han havde været så heldig. "Jeg skal nok," lovede han denne gang. At holde sig vågen for tid og evighed, kunne han jo trods alt heller ikke. Uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne, så var det jo helt igennem umuligt for ham at gøre på sigt.

Cale sænkede hovedet. Han ville forhandle sig frem til hendes frihed. For ham, var det nemlig vigtigt, at hun i det mindste havde det godt. Nu var han så vant til et liv i fangenskab alligevel.. Det gjorde nok ikke rigtigt nogen forskel. "Mine evner i kamp og strid.. Du skal ikke være her," sagde han denne gang. Det sidste sted hun hørte hjemme, var i en celle!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, og han kunne lig det eller ej så bekymre hun sig for ham og hun nægte og stoppe med og bekymer sig for ham, han betød alt for hende. Hun så på ham og kunne bestemt ikke lig at han ikke hade sjovt, ”det kan godt være du klar dig.. men sov skal du.. du har brug for det” hun så på ham og strøg ham blidt over kinden. Hun så bare på ham, han så skrækkelig ud han burt virkelig hvile sig få noget søvn mens der stadig var ’ro’ omkring dem, hun holdt sig tæt ind til ham både som støtte for ham men også for at finde tryghed til sig selv. Hun var stadig bang, noget så frygtelig bange hun ville ikke være der men hun tog heller ikke der fra uden cale ikke på vilkår.



Hun så på ham som han sænke hovedet, dette kunne kun betyde noget skidt. hun så på ham, som han sag hvad hans evner var og hun ikke skulle vær der. ville han forhandle hende fri og selv blive!? ”Nej.. vi bør ikke være her” sag hun stille og så på ham, ikke på vilkår hun ville lade ham sende hende hjem uden ham ”nul niks.. enten tager vi hjem sammen.. eller også bliver vi her sammen.. jeg rejser ikke fra dig.. hør du mig..” hendes stemme knække, bare tanken om og efterlade ham her mens hun var på øen, det slog hende næsten ihjel hun ville ikke overleve alene uden ham. hun ville ikke kunne finde den samme tryghed eller kærlighed andre steder ind hos ham og det vist han godt!

[Cale Joseia Nightgale]

De bekymrede sig om hinanden. Mydall havde dertil også vist ham, at følelser ikke var en slem til. Han havde jo ikke følt noget i rigtig lang tid.. Ikke for nogen i hvert fald, hvor han også bare have kæmpet for sin egen overlevelses skyld. Det havde ikke været nemt.. Men han var kommet fra det, og det var det, som han i dag, også var mest glad for. "Jeg skal nok," lovede han denne gang. Han var nødt til at hvile.. Særligt efter det, som de havde været igennem. "Du passer jo så godt på mig," tilføjede han denne gang. For ham, var det faktisk også noget, som gjorde en verden til forskel. Han følte sig virkelig, virkelig heldig. Kunne det overhovedet blive bedre?

Cale agtede at forhandel sig frem til hendes frihed om ikke andet. Han rystede på hovedet. Han følte da i det mindste, at han var nødt til at forsøge. "Hold nu op, Mydall.. En celle har været mit liv, næsten hele vejen.. Du hører ikke til på et sted som det her." Det varmede at hun ikke ville tage af sted uden ham, men noget måtte de gøre. "Lad mig forsøge at forhandle lænkerne af," sagde han denne gang. Han ønskede hende jo blot det bedste.. Og det kom jo ikke ud af ingenting, desværre. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. For hendes skyld.. Han ville jo bare gerne have lov til at passe på hende. Og lige nu, var han også for træt til at tage et skænderi med hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun bekymre sig om ham det faldt hende naturlig for pokker han var hendes et og alt, hendes udkårenden og hun ville gør alt for ham, og det håbe hun han vist. Hun så på ham som han love han nok skulle hvile, dette berolig hende noget mere ”godt.. vi kan ikke have du bliver syg af udmattelse” hun så på ham og strøg ham over kinden, hun smile blidt til ham ”hey.. hvad har man ellers ens kæreste til” hun smile blidt til ham og kysse ham på panden, mens hun nusse ham på blidt på ryggen. Han skulle samle kræfter han ville få brug for dem, det ville hun sikkert også men det var vigtiger han fik samle styrk igen efter den voldsomme oplevelse dagen for før.



Hun så på ham som han ryste på hovedet og begyndt og snakke, ”Jeg sag Nej!” understrege hun i en mere bidene tone, hun ville ikke bide af ham det var noget hun aldrig hade gjort før. ”du får mig ikke til og rejse.. ikke uden dig” sag hun og så på ham, ”forhandle det du vil.. men jeg bliver her.. lig her hos dig til vi begge to kan forlade det her sted, og tage hjem..” hun mærke hun fik våde øjne, og hun endt med og kigge væk fra ham, hun ville ikke væk fra ham, og han skulle ikke tro hun ville rejes så let fra ham. de kom til og tvinge hende væk vis hun skulle rejse uden ham! hun fik en hånd til sig og gned sin øjne, ”du skal hvile nu..” sag hun stille for ikke hendes stemme skulle knække, hun trak vejre dybt og holdt blikket væk fra ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Fanden tage en kvindes stædighed. Cale kunne godt mærke, at det ikke var nu, at han ville komme nogen vegne med det. Oprigtigt havde han nok heller ikke ligefrem regnet med andet, men her var de nu.. Og det var derfor også svært at gøre det ved det, kunne man sige. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. Hvile skulle han nok finde. "Du er alt, jeg kunne drømme om," sagde han denne gang. Det var jo også derfor, at han så gerne ville have lov til at passe på hende. Han ønskede jo på ingen måde, at der skulle ske noget som helst med hende.

Cale sukkede denne gang. Tænderne bed han kraftigt sammen, inden han sank mere og mere sammen. Han var træt, og han ønskede på ingen måde at diskutere med hende. "Lad mig nu bare få lov til at passe på dig!" endte han denne gang. Han slap hende, for i stedet at glide mere ned på det kolde gulv i stedet for. Han rystede denne gang på hovedet. "Du skal ikke være her, og længere er den ikke." fastholdt han denne gang. Han strakte sine ben denne gang. Mærket havde han endnu om halsen. "Du skal bare ikke være her, okay?" endte han denne gang. Hans blik søgte hendes igen. Det andet gjorde ham altså bare træt nu.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, mens hun stadig holdt om ham og nød bare og holde om ham. hun ville bare gerne passe på ham og være ved hans side, det var det man gjord som kærester! Det burt ikke være svær og forstå. Hun smile blidt til ham ”og du alt jeg kan drømme om” sag hun roligt til ham, og strøg ham over kinden mens hun så på ham og bare ønske og blive hos ham og være sikker på han kom godt igennem dette mareridtet.

Mydall så på ham, ja hun var skide stædig og hun akte ikke og ænder det på noget tidspunkt. Hun så på ham, hun mærke han sank mere og mere sammen og det gjord det svært og holde ham oppe. ”ved og sende mig væk! Niks nul!” fast holdt hun, ja hun ville komme væk her fra men på øen hvem skulle så passe på hende? Hvem skulle passe på ham? hun så på ham som han slap hende og bare lage sig ned på det kolde gulv ”cale du bliver syg af og ligge på det gulv” hun så på ham og sukke stille.
Hun så på ham som han fast holdt hun ikke skulle være der, hun sukke fusteret ”du kommer til og slæbe mig væk.. jeg rejser ingen steder uden dig” hun kom op og stå igen, hun så ikke på ham. hun kom med besvær op og stå hendes forben dunke, hun gik hen til tremmerne og kigge ud. Hun var ked af det, hun følt han bare ville have hende væk og slet ikke og ville med hende eller have hun var hos ham. hun vist jo godt han bare ville hende det bedste men hun ville ikke rejse, om så hun skulle lade sig slæb væk der fra så gik hun ingen steder.

[Cale Joseia Nightgale]

Så lang tid, at de havde det godt med hinanden, var det vel ikke skidt, var det? Selvom han var bange for den betydning, som hun nu havde fået for ham, så kunne han ikke gøre særlig meget ved det, som sådan. "Hold fast i den tanke," bad han denne gang. Oprigtigt, var det faktisk også noget, som gjorde en verden til forskel for hans vedkommende.

At skændes, var ærlig talt det sidste, som han ønskede sig, men her var det tilsyneladende, så godt som umuligt, ikke at gøre det. Han sukkede dæmpet, hvor han denne gang lagde sig ned på det kolde gulv. Indvendig følte han virkelig, at han var nødt til at gøre det her, også for hendes skyld. Han ønskede jo for pokker ikke, at hun skulle være fanget på den måde, som hun nu var. Han kunne i hvert fald ikke gøre særlig meget ved det. "Jeg er træt. Mydall.. Jeg er nødt til at ligge her." Det var heller ikke noget, som havde taget hans liv på øen endnu. Han vendte blikket mod hende. Den stædighed der.. det var et sted forventet, og et sted, var det også en tanke, som han godt kunne lide. At han havde så stor en betydning for hende, at hun ikke kunne lade være, og at hun ville blive her. "Du fortjener bedre end at sidde bag tremmerne i en celle," sagde han denne gang med en betydeligt mere fast tone, end hvad han havde gjort brug af hidtil.