There will be blood!

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall Lupita Vivar - Kimeya Marvalo

---

"Herind.." Den bagerste mand, skubbede voldsomt til Cale og Mydall, for at få dem frem. Gangene var gjort ordentlige efter at slottet havde været under angreb og warlockerne havde fået overtaget landet. Det var smukt. Helt idyllisk. I hvert fald i deres øjne.
Cale fik næsten overbalance, da han blev skubbet til, selvom han vejede langt mere, end hvad de gjorde.  Det sagde nok bare lidt om hans foreløbige situation, om ikke andet. Han bed tænderne svagt sammen, hvor de store døre blev åbnet ind til Tronesalen. 

Cale sagde stadig ikke så meget som et ord, da de blev ført henover gulvet, som tydeligt lød under deres hove. Det var her, at Cale for alvor blev urolig, for han vidste jo godt nu, at de var totalt omringet af warlocker, og den tanke, kunne han bestemt heller ikke lide. Hans næve lukkede han mere skælvende om hendes hånd. Han ville beskytte hende med alt hvad han havde!
I tronestolen, kunne de se en mandlig skikkelse. Cale var stadig ikke meget kendt med hvad det var for noget, eller hvem han var for den sags skyld, men han måtte jo sande, at han bare lystede at komme derfra, og gerne så hurtigt som muligt. Hans blik faldt kort til Mydall, idet at de stoppede op, ikke langt fra stolen.
"Knæl.." stemmen lød ved siden af ham, hvor en warlock hævede en magisk pisk, og slog Cale bag på forbenene. Her var hans ben tvunget sammen, hvor han faldt ned på dem, så det lignede han knælede. Han prustede svagt. Det gjorde ondt, og tanken var uden tvivl også voldsomt frustrerede!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall fuldt med selv om hun bestemt ikke ville. Hun mærke de skubbe men i forhold til cale kunne hun beder stå fast mod det, hun fuldt dog med og søger for at holde godt om cale så han ikke faldt, da hun mærke han var ved og miste balance da de blev skubbe. Slotte var noget der fik mydall til og synke en klump hun hade ikke set noget ligene bygge stilen var anderledes ind på øen, men også atmosfæren i rummet skræmt hende. Hun klemt om Cales hånd som han klemt om hendes. Hun ryste på den anden hånd hun var virkelig bange. Hun var stoppe med og græde men øjne og kinderne bar stadig tegne på hun hade grædt.

Mydall hade være stille lige som cale, hun ture ikke sig mere. Hun kunne fornemme de var omringe af warlocks. Dette skræmt hende utrolig meget og alt skreg i hende for og finde en flugt vej. Hun forsatte hen over gulvet man tydelig kunne høre under hendes Hove. Hendes højre ben gjord virkelig ondt vis ikke var det hævet lidt op fordi hun hade brugt det selv om hun ikke Burde. Hun kunne se en mand side i en stole, hun antog at han var den der ville snakke med dem. Hun stoppe op da manden for and dem stoppe. Da cale så blev piske over bagbenet mens de blev bedt om og knæle gispe hun forskrækket og skyndt sig selv ned, så det Line hun knæle blot for at komme ned til cale og tage sig af ham. Hvorfor skulle de nu til og behandle ham sådan! De hade slet ikke fået lov til selv og komme ned i denne stilling de blev tvunget på stedet.

[Kimeya Marvalo]

Imandra var overtaget, og Kimeya kunne ikke være andet end storslået tilfreds med den måde, det hele var foregået på. Det var en indbydelsesrig dag, også for Kimeya. I øjeblikket sad han i tronestolen midt i den store sal. Han havde væltet Sephirans familie, og nu sad han selv som konge af et land, som han vidste, at han kunne styre og kontrollere. For nu, handlede det om at få de andre racer ud af landet, så dette land kunne blive warlock-domineret, for det var præcist, hvad han ville have.
I takt med at dørene gik op, og de to kentaure som kom ind, trak han tydeligt tilfredst på smilebåndet denne gang. Han rejste sig op, som den mandlige kentaur blev tvunget ned i sine forben, som blev han tvunget til at knæle. Lige præcis, som han gerne ville have det. "Rygterne har gået langt, om jer to," sagde han denne gang, idet han roligt trådte frem. Dumt ville det være, at gøre noget ved ham eller andre her omkring, for stedet vrimlede med warlocks. Selvom hans moder var død under angrebet på stedet her, var hans udkårne, såvel som hans fader på stedet.
Hænderne foldede han bag på ryggen. Han stoppede op, ikke langt fra dem, hvor han betragtede sig af dem begge to i stedet for. "Tayevania.. Ikke sandt?" spurgte han denne gang. De måtte være derfra. Det var jo faktisk kun tilknyttet det sted, at han havde set dem, eller noget som tydede på at de ville have været der.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale blev siddende i knæl, da de var hårdt nok, at komme op igen. Han var faktisk slet ikke interesseret i at give dem, hvad de ville have nu, men andet ville nok også være dumt. Han bed tænderne sammen. At svare for sig, ville han nok ikke komme til, for han havde ondt i halsen, og bare tanken om at tale for sig, fik han sig ikke til. Synet af Kimeyas skikkelse behagede ham dog heller ikke. Manden virkede mørk og nærmest ligeglad med, hvilken behandling, de var blevet udsat for, og det var næsten det, som for ham, var det værste. Han ville heller ikke have, at Mydall skulle stå model til mere. Et sted vel fordi at han frygtede for, at hun ville vende ham rygge på et tidspunkt, fordi at det blev for meget for hende.
Cale lukkede øjnene denne gang, hvor han forsøgte at tvinge sig op på benene igen. Det andet var hårdt nok, som det måtte være i forvejen. Det handlede udelukkende om at vise sig stærk. De var ganske vidst fra Tayevania.. Og han var tildels stolt af det. "J-ja.. Tayevania.." endte han denne gang. Han forsøgte så vidt muligt, at få ordene sagt, selvom det virkelig var hårdt, ovenpå den behandling, som han havde været udsat for, og særligt fordi at det havde været på den måde, som det nu havde været. Tænk.. han havde været så tæt på at miste livet, og endda for øjnene af hende! Han forsøgte at rette sig op, selvom hans krop virkelig føles, som ville den give efter. Han havde ingen energi.

[Mydall Lupita Vivar]

At komme ned i en knæle var ikke slemt for mydall men hun kunne se cale hade det værre med det. hun holdt forsat om ham med en arm og holdt forsat hans hånd med den anden. Hun så dog mod manden som nu snakke, og begyndt og bevæge sig mod dem. Hun bed sig i læben, manden gave ikke et godt indtryk på hende. Han så ud til og more sig over det her, og der lå en mørk aura om ham også. At cale var bange for hun ville vende ham ryggen kendt hun ikke til, men det var også noget hun aldrig ville gøre. Hun ville være hos ham til den bitter ende vis de var så uheldig at det gik den vej.


Hun så mod cale da han forsøgt og komme på bene, mydall tøve ikke med og hjælpe cale op og stå og igen at støtte ham så godt hun kunne.. at han snakke var hun ikke meget for, hans hals var ikke komme sig efter den behandling. ”ikke snakke.. du skal hvile stemmen” hviske hun i en bøn til ham, mens hun forsat holdt om ham. cale mangle tydeligvis energi han hade brug for hvile, mad og drikke til og komme sig over denne omgang. Mydall holdt øjne på cale, hun ture tildels ikke se på Kimeya for and dem. Han var skræmmenden, og hun følt sig ned stirret. For først gang nogle sinde, ville hun ønske hun kunne dække hendes krop mere ind den læder hun hade rundt om bryste der dække den mindstes del af hendes bryst, og som trykke dem lidt mod kroppen og sammen. Hun trykke sig forsigtig ind til cale, hun vist godt han ikke hade styrken til og passe på hende lig nu så hun måtte passe på sig selv og ham lig nu.

[Kimeya Marvalo]

De havde det mildest talt af helvede til, selvom dette ikke var noget, som vedkom Kimeya på nogen måde. Pointen var at mændene havde fundet dem, og bragt dem hertil. Faktisk også betydeligt hurtigere end hvad han egentlig lige havde regnet med. Hænderne foldede han derfor roligt over ryggen, som han skød brystet en smule frem. "Hvad har I gjort ved ham?" spurgte han kortfattet, inden han drejede blikket mod de mænd, som han havde sendt ud efter dem.
"Kun hvad der var nødvendigt, min Lord," svarede manden ydmygt, inden han kort sænkede blikket. Kimeya var en mørk og farlig mand, og han gjorde også, hvad han følte for, uden at tænke på konsekvenserne af det. Kimeya trak kort, men tilfredst på smilebåndet. Nuvel.. Manden var jo ikke død endnu, så det havde jo trods alt været ganske fint. Han blev denne gang stående, og med blikket vendt mod dem begge igen. "I er langt hjemmefra. Der er et helt hav som skiller Tayevania fra Imandra," sagde han denne gang. Selv vidste han at Sephiran havde haft kontakter med Demarcus på øen.. Så meget havde han da fået med, inden manden selv havde smidt ham ud af rådet.. Måske det var den vej? Han trak vejret dybt. "I vil gerne hjem..? Ikke sandt?" afsluttede han denne gang. Faktisk var han ikke i tvivl om, at de gerne ville hjem.

[Cale Joseia Nightgale]

Hvad Cale dog ikke ville give for, at kunne beskytte Mydall lige nu. Men det var svært. Han kunne knapt stå på sine ben, og det var også noget, som uden tvivl var med til at gøre det værre. Han kunne knapt stå på benene, og overfor en mand, som han vidste, at han på ingen måder kunne slå. Og han kunne ikke engang snakke? Han havde det virkelig af helvede til med alt dette, og dette var heller ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for ham. Han rystede denne gang på hovedet, som han hævede hånden, og strøg den over Mydalls kind. Han sendte hende et tydeligt træt smil.
Alt taget i betragtning.. Var det her så overhovedet nødvendigt at det skulle blive så voldsomt, som det nu var endt med at blive? Det var svært for ham i det hele taget at forstå. Han ville bare gerne have et sted at være, hvor han kunne være i trygge hænder sammen med Mydall. Var det overhovedet underligt, at det forholdt sig sådan? Han sænkede hovedet, også selvom det kun var kort, da manden nævnte Tayevania, og om de ville hjem. Han ville gøre alt hvad han kunne, for at komme hjem! An nikkede denne gang, hvor han lod ordet være til Mydall i stedet. Hun kunne vel godt snakke på deres begges vegne, hvad angik det? Begge ønskede de jo desperat at få sig et sted, hvor de kunne være sammen, uden at der skulle ske alverdens ting.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall holdt forsat godt om cale, hun kunne mærke hans ben ryste og det bekymre hende virkelig han hade det så slemt. Hun så mod manden som Kimeya snakke til, hvad de var nød til! De hade intet gjort for og blive lagt i reb ud over og sig nej til og ville møde denne konge de snakke om. Og de hade for den sags skyld selv være uden om at mydall hade tramp den ene af dem ned, fordi de netop hade tye til sådan ufin metode. Hun så på cale som han strøg hende over kinden, hans trætte smile fik hende til og smile svagt. Hvor ville hun gerne lade ham ligge ned og hvile men her inde ture hun ikke, tænk vis de gjord ham noget så snart de prøve og slappe lidt af eller få hvile.


Hun så på Kimeya som han snakke til dem, hun vist da godt der var et have mellem her og Tayevania men nu var det heller ikke just et valg cale hade tage da han kom her til, og mydall var kun komme for at få ham med sig hjem. Hun så forsigtig mod manden som han spurt om de gerne ville hjem, hun kunne mærke hendes stemme forsvandt. men hun vist hun burte svar ham, ”J-Ja.. meget gerne.. vi.. jeg hade søger for transport tilbage.. men.. vi blev forsinket ” kom det stille fra hende, dog så det kunne høres. Hun trykke sig ind til cale, hun hade det virkelig skidt lig nu. ikke som cale der hade være udsat for fysisk overgreb men hun følt sig mental angrebet, hun var hunderad, ked af det og vred på samme tid. Der sket alt for meget omkring hende selv om alt lig nu forholdt sig rolig, og hendes bekymring for cale fyldt mere ind noget andet i hendes hoved.

[Kimeya Marvalo]

Der var gjort det nødvendige, men selv han viste, at der måtte være sket betydeligt mere end det alene. Han selv forholdt sig ganske rolig. Han stolede nu mere på sine egne mænd, end han stolede på udefrakommende, og det var nu heller ikke ligefrem nogen hemmelighed.
Manden havde tydeligvis ondt. Nu var det heller ikke fordi at Kimeya kunne tage sig af det. Hans moders død, gemte han lidt bag alt dette, og han havde uden tvivl også tænkt sig, at fortsætte med det, også mest for sin egen skyld. Han lod hovedet søge på sned. "I er kommet langvejs fra.." Kentaure havde han hørt om, men aldrig fået lov til at se så tæt på, som han gjorde lige i øjeblikket, og selvfølgelig var det også med til at vække hans egen fascination af de væsner, som han vidste, havde været på øen.

Kimeya trådte denne gang tættere på dem, hvor han stillede sig helt tæt på Mydall denne gang. De mørke øjne stirrede direkte i hendes. Han trak kort, men nærmest kynisk på smilebåndet denne gang. "I blev forsinket, siger du?" Han trak morende på smilebåndet. To kentaure.. Han måtte jo erkende, at han ikke var meget for alt lade dem gå.
"Og hvad så, hvis jeg ikke ønsker at lade jer gå?" spurgte han denne gang. Armene lod han falde over kors. De kunne intet gøre, og det ville også være frygtelig dumt af dem, at prøve i det hele taget.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale brød sig meget lidt om denne situation, og Kimeya.. Han var en grum mand. Det var det første, som egentlig slog ham lige nu. Hans blik faldt derfor til hans skikkelse, da han kom tættere på. Her strammede han automatisk grebet mere om Mydall. Kun fordi at han ikke ønskede, at noget skulle ske med hende. Det var faktisk det sidste, som han ønskede sig lige nu. Han bed tænderne svagt sammen. Han ville ønske, at han kunne give manden svar på tiltale. Det var bare ikke ting, som kom af sig selv, og særligt ikke med det, som de lige havde været igennem. Det kunne jo have kostet ham livet!
Kimeya ville ikke lade dem gå. Cale sænkede blikket denne gang. Et sted fordi at vrede også meldte sig, for han ville ikke tilbage i fangenskab igen! Han var ikke bare den hest, hvis krop han halvvejs måtte bære med sig nu! Han trak vejret dybt. "Lad os gå," endte han denne gang. Hans stemme var yderst anstrengt, og han kunne heller ikke lade være. Ikke nu hvor han stod i en situation som denne. Han tog et skridt frem, mest for at få Kimeya til at træde tilbage, for han var for tæt på. Og et liv tilbage i fangenskab, var overhovedet ikke noget, som ville komme på tale! Som i overhovedet faktisk. Han kunne ikke klare den tanke, om at skulle underlægge sig det en gang til!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall mærke cale stramme grbet om hende, hun stramme selv sit greb om cale ren automatisk. Hun holdt blikke mod Kimeya, hun tur nærmest ikke se væk i frygt for noget ville ske vis hun kigge væk for længe. Hun så på ham som han snakke igen, og nikke svagt. De var jo komme lang vejs fra det var bestemt ikke løgn, men de var jo ikke komme der til for og blive, hun var komme for at finde og bring cale hjem og hun ville selv bare gerne hjem igen til øen og være i fred og ro! Var det så meget og forlange.



Hun mærke hjerte næsten gå i stå som Kimeya kom tætter på, faktisk helt hen til hende. Hun brød sig bestemt ikke at han nærmest stod op i ansigt af hende, han var alt for tæt på hende! Hun kunne dog ikke bare bakke væk, hun måtte blive og passe på cale og sikker sig de ikke gjord ham noget. Hun snak en klump som Kimeya snakke til hende, ”j-ja… min.. kæreste var såret... jeg ville rejse før han var komme sig nok..” kom det igen i den stille og tydelig skræmt stemme, hun kunne ikke lig det smile det varsel hun dårlig ting! Hun mærke håbet synke ned i maven da han sag han ikke ønske og lade dem gå, hun holdt fast i cale og hørt ham snakke. Han burte virkelig ikke snakke! Hun var dog enig med ham og så mod Kimeya og prøve og holde frygten inde og tåren tilbage der bygge sig op kunne hun mærke, ”Vi vil bare gerne hjem” bad hun og knuge om cales hånd mens hendes fri hånd ryste fordi hun var så bange.

[Kimeya Marvalo]

De var bange for ham, og var det overhovedet underligt? Kimeya betragtede sig af dem begge. Meget nøje og meget indgående. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Langsomt lod han hovedet søge mod den anden skulder i stedet for. Han trak derfra på smilebåndet. De vidste nok begge to, at det var dumt at gøre noget som helst, og var det underligt, hvis det var noget, som han havde tænkt sig at udnytte? Nu hvor han havde muligheden for det i stedet for?
Ikke havde han tænkt sig, at lade dem søge nogen steder hen, og særligt, hvis han var manden, som kunne undgå det i den anden ende. Han lod armene søge over kors, hvor han blev stående, selv frem til Cale trådte frem. Her trådte Kimeya et lille skridt tilbage. Her blev han dog stående. "Pas på," advarede han denne gang. Selvom Cale måske var svag, så skulle han bestemt heller ikke komme her, og tro at han var noget. Det ville han på ingen måder, få det mindste ud af. "Jeg kan benytte jer og jeres kompetencer. I kan læse stjerner, ikke sandt? Desuden.. Hvad vil være bedre i strid, end en hest, som selv har arme som kan bære våben?" spurgte han denne gang. Her henvendte han sig til Cale i stedet for. Det var nok ikke ligefrem, hvad man kunne forvente eller ønske af en kvinde, og der var Kimeya heller ikke noget undtag. Kvinderne skulle beskyttes. Og det var tydeligt, at det var hvad Cale måtte forsøge på.

[Cale Joseia Nightgale]

Tydeligt var det for Cale, at Kimeya på ingen måde, ville lade dem søge hjem, hvilket var en tanke, som gjorde ham vred et eller andet sted, og han kunne slet ikke have det. Svagt bed han tænderne sammen. Han burde ikke snakke, men han gjorde det nu alligevel. Han havde det fint med at Kimeya bakkede en smule bagud, da han slet ikke ønskede, at den mand, skulle komme ham og Mydall alt for nær, og særligt, når han kun var ude på at gøre dem ondt. Ikke at det var noget, som han kunne gøre særlig meget ved,men han var jo nødt til at forsøge sig med det på en eller anden måde.
Jo mere Kimeya sagde, jo mere bleg måtte Cale blive. Ikke havde han tænkt sig, at blive en arbejdshingst, til mandens glæde og fornøjelse! Han var ikke bare en hest, men derimod et eget tænkende individ, som ikke havde tænkt sig, at give sig på den front. "Jeg ønsker ikke at arbejde for dig," endte han denne gang mere sammenbidt end tidligere. Det tog uden tvivl på hans kræfter og på hans energi, at snakke, men han følte et sted også, at han var nødt til det. De ønskede blot at komme hjem, og hvorfor var det, at det ikke var noget, som de ville få lov til? Det var en tanke, som uden tvivl gjorde ham utrolig irriteret, og et sted også ked af det. "Vi vil hjem," forsøgte han igen. Kunne den mand da ikke bare forstå det?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var bange, noget så frygtelig bange. Den mand skreg af fare og ubehag hun stole bestemt ikke på ham det mindste, hun knuge sig ind til cale han var det eneste der holde hendes mod oppe for ham måtte hun beskytte nu han var så svækket. Hun så på Kimeya som han tråde et skridt til bage, hvilke var et sted beder ind hvor han hade stået for et sekund siden for hun kunne ikke lig han var så tæt på dem.

Som han dog snakke måtte hvad lidt farve der var i mydalls lyse hud forsvinde, nej det måtte han ikke! Han måtte ikke gøre cale til slave igen! han var ikke en normal hest! Han var ikke et arbejdes dyr! Og hun vist hverken cale eller hende ville tyde stjerner for ham, hun ville i vært fald ikke. ”Det må de ikke gør mod ham! jeg ber dem! Vi vil bare gerne hjem!” bad mydall med en stemme der endt med og knække i ren rædsel. Hendes bagben trampe en smule uroligt men hun blev ståenden hvor hun var, hun vendt blikke mod cale som han snakke. Han burte virkelig ikke snakke! Han skulle spar på kræfterne ”du må ikke snak for meget! Du skal spar på kræfterne” hviske hun til ham tydeligvis bange og bekymret mens hun forsat holdt ham oppe, selv om hun kunne se cale selv prøve og stå frem selv om han slet ikke hade kræfterne til det. hun så igen mod kimeya, hun frygt hvad han mund hade af planer for hende, for hun kunne nok gør samme opgaver som cale men selvfølgelig hade hun ikke nær så mange muskler men stadig.. hun grue ved tanken, hun ville et sted slet ikke vide hvad planer han ville brug hende til og trykke sig bare ind til cale mens hun forsat støtte ham.

[Kimeya Marvalo]

Det ville jo være komplet idioti at lade dem gå. Begge var de i besiddelse af evner, som ville komme Kimeya utrolig stærkt til gode, og det var også, hvad han havde tænkt sig, at gøre. Ingen tvivl om det. Han blev denne gang stående, selvom de tydeligvis slet ikke ønskede, at have ham alt for tæt på, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at lade dem søge nogen steder hen. De var begge i besiddelse af kompetencer, som han særligt godt kunne bruge, og det havde hantænkt sig, at udnytte i den forstand, at han nu kunne det.
De ønskede ikke at arbejde for ham..? Et kort, men tilfredst smil passerede hans læber. "Ligner jeg en mand, som giver jer noget andet valg?" spurgte han denne gang. At sende dem til Tayevania, og vise sig som en god og en blød mand, var på ingen måder noget, som kom på tale, og særligt ikke i den tid, at der var kompetencer og lignende, som han rent faktisk var i stand til at udnytte, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Et kort smil passerede denne gang hans læber igen, inden han vendte blikket mod kvinden ved Cales side. "Jeg har ikke tænkt mig, at sende jer hjem.. Ikke før jeg er tilfreds med, hvad I har givet mig," sagde han denne gang. Forstod de det ikke? Han havde ikke tænkt sig, at gøre dem noget ondt.. Hende om ikke andet.. Cale var nok en anden sag, hvis han ville rive ham med i kamp og strid igen. Han fortrød det ikke.. Han havde før set liv passere.