I looking for you

[Kieran Pamariaz Acheron]

Begge havde de oplevet noget hårdt og noget svært, af hvad Kieran kunne fornemme. Han havde dog lært at leve med det, som han havde gjort, og hvad han havde oplevet. Måske, at det var det, som hun skulle til at lære nu? Det var jo alligevel en temmelig grum historie, som hun formåede at dele med ham lige i øjeblikket. At hun så var den som havde slået hendes mand ihjel.. vidste han ikke helt hvordan han skulle håndtere. Naturligvis vidste han, at man kunne komme ud for situationer, hvor man ville komme til at gøre noget, som slet ikke var meningen. Var det også, hvad der var sket her? "Det gør mig ondt," sagde han oprigtigt. Han var naturligvis imponeret over, at hun stolede nok på ham, til at fortælle ham denne historie, og af hjerte, kunne han ikke drømme om at give den videre til nogen.
"Der er ingen, som vil kunne lave om på sin fortid, uanset hvor meget man ville ønske, at man kunne. Jeg forstod heller ikke, at min mor var død, da den høje mand, satte mig til at søge efter hende," fortsatte han denne gang, også fordi at det jo var ord, som han mente. Han vendte blikket mod hende igen. "Jeg dømmer ikke nogen.. Der kan ske ting, som gør, at man handler, som man har gjort. Jeg vil byde dig velkommen i vores lille samfund.. Men der er regler, som skal læres.. Og vi skal finde et sted for dig at være, udenfor solens timer," sagde han denne gang. Det gav dem faktisk heller ikke særlig meget tid, gjorde det?

[Valkyia Thea Thilo]

Valkyia " jeg er ked af høre det med din mor det har måtte være en frygtelig oplevede og meget tidlig alder at stå allene i en stor og fremmede farlig verde " sagde hun med følen og så på ham " tak fordi de ikke dømmer mig, jeg ved de har hørt magen ting, men jeg kan godt sætte mig ind i man måske ville være noget på påpasselig over for en morder" hun fik en klup i halsen og så ned i jorden det var jo det hun havde været var hun kunne jo ikke løbe fra fortiden. Hun så sig selv sådan og det gjore ondt, det var svært for hende at acepter de ting hun havde gjort, og hun fortyder dem, hverdag ligger de som Margit i hende hverdag bliver hun minde om hendes fortid på den ene eller anden måde.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Alle kunne de være tvunget til handlinger og tanker, som slet ikke var meningen, men at man gjorde det alligevel. Hun havde slået sin mand ihjel, men var det i en form for blodrus? Nu havde Kieran selv holdt lidt af hvert i lejren her, og var derfor blevet fortalt den ene grumme fortælling efter den anden, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Det var nu bare sådan, at det måtte være i den anden ende. "Jeg har klaret mig på trods af det," sagde han denne gang. Det havde ikke været nemt, og det havde været tæt på at koste ham livet mere end en gang.
"Sådan må du ikke beskrive dig selv." Han blev siddende i hug foran hende, og betragtede hendes blik. Egentlig en ganske smuk kvinde, hvis han selv skulle sige det. Han kunne i hvert fald godt lide det. "Der er plads til alle, bare man berettiger om hvem man er, hvad der er sket, og hvorfor man har et ønske om at være en del af den familie, som vi har herude. Vi har alle vores grunde til at være påpasselige. Verdenen er et farligt sted." Hånden lagde han fortrøstningsfuldt mod hendes knæ. Han forsøgte da at forholde sig optimistisk og åben for hende.

[Valkyia Thea Thilo]

Val så på hans hånd da han lage den på hendes knæ. Hun fiknet lille smil på sine læber " de er en god mand Kieran, det kunne være ret med flere mænd som dem, de en mand som kan lede og lytte, det er det der skal til for. At styre et rige, din mistænksom er en styrke og vis de vil sender nogen mænd efter mig i skjul for at se om jeg nu også er på jeres side, er det forståligt, selv det nok kan være lidt vanskelig med sådan en som jeg, da jeg nok ret hurtig ville kunne opsiver at jeg bliver skygget" sagde hun. Helt ærligt og hun forstod has på passelighed. Et oprør var ikke ufarligt og heler. Ikke sikkert det viste hun udemærket

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var nødt til at være påpasselig, men af den grund, var det umuligt for ham, at klappe i, selvom det til tider, havde været det mest brugbare i den forstand. Lige her, kunne han bare ikke. Det ar en grum historie, som hun bar med sig, og derfor følte han vel også for at åbne sine døre for hende? Hånden lod han hvile mod hendes knæ, hvilket var mere en venlig gestus, end det var noget andet. Umiddelbart var det jo ikke fordi at han gjorde noget udover, hvad han burde. "Jeg gør bare, hvad jeg finder nødvendigt," sagde han denne gang. Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på tingene om ikke andet. "Vi er alle blevet skygget i den ene eller den anden forstand. Grotesk som det end lyder, men dog, så er det sandt.. Her er vi en familie, og alle gør vi vores del af arbejdet, for at få det til at fungere," sagde han denne gang. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Selv på trods af det mørke i hans hjerte, forsøgte han at forholde sig optimistisk. "I den forbindelse, er der ikke meget andet at gøre, end at byde dig velkommen til familien," afsluttede han denne gang. Smilet forblev på hans læber.

[Valkyia Thea Thilo]

Val lage en venlig hånd på hans skylder " dette er mig en stor lre Kieran og det glæder mig dette betyder meget" hun smiller og selvom hun praktisk talt er død gik smillet op i hende øjne det. Gav næmest et vramt glimt i hendes øjne. " jeg vil tjæne dem og hjælpe folket. Jeg vil nok komme. Til at virke som en dominerende type men det liger i mit at styre som jeg har fortalt" sagde hun ærligt " jeg har levet i magen år i skjul på flugt fra vampyre jæger, jeg har lært at livet ikke saveres på et sølvfad længe, og jeg savner det enlige ikke jeg nyder at gøre ting selv, at tag mine engen valg. Men jeg ved jeg kan opføre mig som en højrøvet skid men det nok ikke noget jeg komme af med , pluds folk lære rimlig hurtig at man ikke kan dominerende mig, jeg er en stædig en der. Der har sine holdning og meninger. Jeg er ikke en man kan sno om en lille finger " sagde hun.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran smilede let til hende. Selvom hun havde sine problematikker at slås med - hvilket de jo alle sammen havde, bad han til at de ville være i stand til at hjælpe hinanden. Det var vel det, som var ham det vigtigste? Og så lang tid, at hun gjorde plads til at han kunne lede, som han var ment til at gøre, så passede det ham selv mere end fint! "Iblandt os, skal du ej være bange for vampyrerjægerne," sagde han denne gang. For ham, var det nemlig vigtigt, at hun vidste, hvad det her betød, også for sig selv.
Hun havde været vant til at lede, og her skulle hun vige for ham, for han accepterede på ingen måde, at hans ledelse blev udfordret, eller udset med en mistillid. Det var vigtigt, at det hele fungerede, og særligt fordi at det var et sted for væsner, som havde været så meget igennem, og det var det, som han selv ønskede at gøre noget med. Særligt nu, hvor han havde muligheden for at gøre det. Et kort smil passerede denne gang hans læber, inden han gjorde tegn til at rejse sig. De kunne jo fortsætte deres vandring i stedet for. "Fortæl mig mere om dig," opfordrede han denne gang. Nu havde de den grumme historie lagt på bordet. Han ville jo også gerne høre resten, og høre lidt mere om hende, så han også vidste mere om hvad han lukkede ind i det samfund, som han kaldte for sin familie.

[Valkyia Thea Thilo]

Valkyia smiller venligt og kommer med lidt leende hun trakker på skylderne " tja hvad ønsker de at hvide, jeg vokset op med tjæneste folk. Den hele mit liv som ikke ja du ved, det som jeg er nu. Jeg har levet et liv et som magen ville kalde et luxus liv, hvilket jeg ved nu at ja det var et Luksus liv, men et kedligt liv. Æ" hun holte en pause " da jeg var barn. Var jeg nærmest isoleret fra veden uden for det ghos. Jeg levede på. Jeg viste igen ting om hvad der forgik om omkring mig ude for ghoset. Jeg har lært meget siden hen"

[Kieran Pamariaz Acheron]

Valkyia var af en velstand, hvilket efterhånden tydeligt måtte gå op for Kieran denne gang. Det var ikke fordi at han sagde noget til det nu. Han selv ønskede naturligvis bare at vide, hvad han lukkede ind i sit lille samfund. "Noget siger mig, at jeg i øjeblikket, sidder i selskab med en kvinde, der er vokset op med en guldske i munden?" spurgte han denne gang. Det lød virkelig til at være noget stort. Noget rigtig stort hun måtte komme fra, og derfor forstod han ikke rigtigt, hvorfor hun var kommet til ham. Det var i hvert fald lidt det, som han var præget af lige nu.
Et kort smil passerede denne gang Kierans læber, som han denne gang lod hovedet søge på sned. "Jeg byder dig velkommen i byen her, Valkya. Vi skal nok også få tingene tilrettelagt, så bedst muligt, så selv en vampyr som dig, kan være der," sagde han denne gang. Han nikkede anerkendende mod hende. Jo flere, jo bedre.. Og de kunne jo alle sammen bidrage med noget, hvilket var det vigtigste for ham.

[Valkyia Thea Thilo]

Val smiller hun kan se hand underlig hun ligger en på hans kind " ja det korakt jeg født med en guld ske i muden" hun le lidt " klad mig val eller Thea for nu af det lyder ikke så fisse fornemt, så passer jeg også beder ind." hun ser på ham med hendes venlige øjne " jeg villig til at arbejde ud over jage er jeg god til at lave tøj og jeg også rimmlige god til at lave spione undercover arbejde vis de kunne bruge det. Tja et hint jeg ville godt kunne komme nemt ind på de mere høj røvet med min baggrund jeg tilpasser mig gerneske hurtigt" sagde hun

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hun var virkelig født med de mange finesser, som Kieran pludselig havde en fornemmelse af, at hun var født med? Et sted var det heller ikke fordi at det var noget, som kom bag på ham som sådan. "Jeg havde mine anelser.. Thea," sagde han denne gang. Det var nu heller ikke fordi at han havde noget imod det, for det havde han ikke. Bare hun ville være i stand til at underlægge sig ham, så havde han ikke nogen problemer med noget af det, hvis han skulle sige tingene helt ærligt. Og særligt, som de stod lige nu, så var det jo præcist hvad han forlangede af hende.
Det var mange egenskaber hun var i besiddelse af, og bestemt ikke alle af slagsen, som han havde forventet, at skulle høre fra en af hendes stand. "Dine egenskaber er meget kærkomne.. Nu hvor vi går en kold tid i møde, er der mange, som skal have ordentlige klæder.. Blodet skal du få af dyrene, hvor andre kan få gavn af kødet.." Han nikkede, hvor han denne gang rejste sig op. "Vi skal have dig indlogeret," tilføjede han denne gang. Hun ville være dum at forkaste. Han kunne uden tvivl gøre brug af hende her i lejren.

[Valkyia Thea Thilo]

Val ser på ham og smiler og rejser sig ratter lidt på hendes tøj det mere en dårlig vane ind noget andet. Hun er ikke en kvinde der bange for at blive beskidt" jeg se frem til et godt sammen arbejde med dem, og hvem ved måske jeg så heldig at finde mig en ny familie som jeg kan føle mig tilpas i " det gjore undt et sted inde i hun havde ikke fundt et hjem hun følte sig tilpas i ikke egter det med hendes mand. Som er forfærtlig mangen år siden . hun kigger rundt forsøger at ligge smærte bag sig. Det undligt at en sorg kan mærkes så voldsomt når man på sin vis er død men det kan den åbenbart. Men hun havde nu alt i sin levede tid været en følsom stedig med et godt hjerte. " det kunne nu være ret at føle at man er hjemme fordi man føler man høre til." hun så på ham og frem brang et lille sødt smil på hendes læber

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var selvfølgelig åben og modtagelig for Valkyia, og særligt fordi at hun havde givet ham så meget igen. Det var faktisk rart, at der var nogen, som var så åben overfor ham. Det var heller ikke ligefrem noget, som man mødte særlig ofte. Her forventede han bare, at alle var ærlige, da det var en vigtig forudsætning for, at de alle sammen, ville have det godt. "Enhver som ønsker at have et sted at være, og som ønsker et sted hvor de er velkomne, kan søge til os," sagde han denne gang. Mod den forudsætning, at man selvfølgelig ikke var bange for at blive beskidt, og skulle tage sin andel af arbejdet, for det var jo heller ikke noget, som kom ud af ingenting, kunne man sige.
Kieran sendte hende denne gang et smil. Måske hun ville kunne finde og etablere sin egen familie. Han selv var glad på andres vegne, når de gjorde det. Så heldig havde han dog heller ikke været endnu. Det var ikke en lykke, som var kommet til ham endnu, kunne man sige. "Mon ikke der er en mand til dig derude," sagde han denne gang. Han gjorde tegn til, at de kunne søge tilbage mod lejren. Han havde snakket med hende om, hvad han havde haft brug for at snakke med hende om.

[Valkyia Thea Thilo]

val kunne mærke sorgen klamme sorte hånd klæmme hende inde fra da han nævnte der var en mand til hende. Hun kommer til at sige hårdt og vred selvom hun enlig ikke var vred. Men hun havede ikke haft en mand i flere år 100et hun havde kun haft en mand, vor hun selv var skyld i at døden skildte dem. " Jeg har ikke brug for en mand i mit liv jeg klare mig gænske ude mærket uden!".
Det at hun viste hun havede slået sin mand ihjæl udhel eller aj, hun havede været bange for at kaste sin kærlighed over på en anden siden da. Ander ville nok havede kommet hvider men ikke val. For hende var det et marigt der hjæmsøgte hende dagligt. En ting hun aldig ville tilgive sig selv for. Hun begynte at gå hun så ikke på ham . m

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran vendte sig denne gang mod hende, da hun nærmest.. råbte af ham? Det var da overhovedet ikke meningen eller nødvendigt i hans øjne. Han bed tænderne svagt sammen. Enhver havde brug for en.. Han havde jo selv ikke fundet en selv, men han havde også været meget påpasselig med det, udelukkende med den plads, som han havde indtaget her i det lille samfund, som var etableret her i ruinerne. Det af den grund, var farligt, og det var ikke en risiko, som han ønskede, at nogen ellers, skulle tage på sig.
"Det der er absolut ikke nødvendigt," sagde han denne gang. Han rystede denne gang på hovedet, idet at de meget hurtigt nåede tilbage til lejren, og hvor folk atter vendte sig mod dem, og hende særligt. Hun var jo trods alt ny på stedet, men Kieran havde nu godkendt og anerkendt hende, som en ny del af lejren. "Nuvel.. Vi skal have dig inlogeret," sagde han denne gang. Han passerede de første på vejen, som han nikkede mod. Hun måtte blive der. Det var et valg, som han allerede havde taget.