I have missed you.

[Deleted]

Myia Destiny Flancker

---

Solen stod højt på himlen på denne ellers så dejlige dag. Sommeren var på vej og det kunne tydeligt mærkes i både naturen og i det Procianske folk. Alle var muntre og rendte rundt og gjorde deres daglige gøremål i den lille landsby som Derek befandt sig ved. hans sad et stykke uden for byen men kunne stadig se dem vrimle rundt som myrer. Det var underligt at kunne befinde sig ude i dagslyset. Det var noget som han ikke havde oplevet i en rum tid efter hånden. Han rettede sig en smule op før han kom på benene. Han havde siddet ned det meste af morgenen. De grønne øjne spejdede rundt. Han havde ledt efter Myia i to dage nu men ej havde han været i stand til at finde hende. Han befandt sig under himmeriget og ude afstand til at komme derop. Han måtte bare vente og håbe på at hun snart ville komme ned. Der var gået tre måneder siden han havde taget afsted. han havde jo lovet hende at han ville komme tilbage. Han håbede dog ikke at hun var træt af at vente på ham endnu.

Han gabte en gang og lukkede øjnene kort. Han kunne så småt begynde at mærke sulten melde sig igen. Det var underligt. Det var næsten som om den var blevet værre efter hans forvandling. Selvom han ikke var helt engel igen så havde dette været godt nok for ham indtil nu. De sidste dage havde sulten hevet og flået i ham. Han havde dog holdt sig til dyr i Procias men fandt at han søgte flere og flere. Han kunne ikke lide. Måske valget om at søge hjælp fra sådan en ung alkymist havde været en skidt ting men hun havde gjort det næsten gratis hvilket han ikke havde sagt nej til. Det havde været smertefuldt og han havde til sidst ikke kunne holde til mere. Det var derfor han var tilbage igen nu.
Hans blik gled kort ind mod skoven. Han vidste af erfaring at der ikke var elver byer i den del af skoven så her følte han sig mere sikker end noget andet sted.

[Myia Destiny Flancker]

Der var gået lang tid, og Myia var kun blevet mere og mere urolig og bange. Tænk hvis der var sket ham noget? Det havde været noget af det, som hun havde været mest bange for, hvad det her angik! Det at lege med Alkymi, var jo kun påvist, var en dum idé! Det havde kostet dyrt, af stort set alle, som havde indgået det, og det var bestemt heller ikke en tanke, som Myia måtte finde særlig tiltalende.
I og med, at hun havde slået rødder i Himmeriget, havde hun tilbragt mere og mere tid deroppe. Zarakiel havde været virkelig god ved hende, og taget sig af hende. At nogen i det hele taget ville, var overhovedet ikke en tanke, som hun var vant til, og selvfølgelig var det noget, som også godt kunne mærkes. Men at lad en tage ens hånd, og føre på vej, var faktisk.. rart. Det var bare en plads, som hun ville ønske, at Derek kunne tage i stedet for.

Det var første gang i flere dage, at Myia søgte til jorden. Nu var hun i forvejen så vant til skuffelsen. Hun søgte efter Derek, men gang på gang var hun endt skuffet, og måtte tage trist tilbage igen, og derfor søgte hun sjældnere og sjældnere derned.
I dag var hun her. Landsbyen havde hun ofte været i, hvor hun var behjælpelig med healing, urter og gode råd. Hendes selvtillid var kommet en smule tilbage, i og med, at det var gået op for hende, at hun rent faktisk også kunne udrette noget. De snehvide vinger trak hun ind til sig, da hun strøg en gammel mand over håndryggen. "Få dig noget hvile.. Så skal det nok blive fint igen," sagde hun denne gang, og med et smil på læben. Hun hjalp andre, og det var sådan, at hun fik tiden til at gå. Der følte hun i hvert fald, at hun kunne gøre en forskel.

[Deleted]

Det havde taget tid. Derek vidste at der måske var gået for lang tid men turen til Dvasias havde været lang i mørket og derefter skulle han også finde en. Det havde endda taget længere tid fordi hun havde været så ung. Han sukkede svagt og rystede på hovedet. Måske han bare skulle holde sig væk. Ville hun overhovedet se ham efter så lang tid? Usikkerhed meldte sig i ham. Han knyttede den ene næve og rystede på hovedet. Nej, han måtte altså holde op med det her. Om ikke andet så ville han se hende igen, blot for at vise hende at han var kommet tilbage efter hende. Ville hun ikke ham så måtte det bare være sådan. Så kunne han altid gå igen.

Han vendte blikket ind mod skoven. Han ville ind for at jage igen. Det var ikke sundt at være i nærheden af mennesker når man var så sulten. Han sendte et sidste blik tilbage mod landsbyen og det fik ham til at stivne. Fra himlen kunne han se en skikkelse søge ned mod byen. De grønne øjne fæstede sig ved den som en kat der jagtede en fugl. Kunne det? Han var nød til at finde ud af det. Sulten blev glemt for en kort stund som han med faste skridt søgte mod byen igen.
Hans skridt nærmede sig der var skikkelsen var forsvundet mellem husene. Han kunne mærke hvordan hans hjerte måtte hamre. Kunne det virkelig være hende? Han vidste ikke om hun overhovedet befandt sig på jorden længere. Om ikke andet var det en engel som kunne bringe en besked til Myia hvis det skulle komme dertil. Han rundede et hjørne og måtte stoppe op med det samme. Synet som mødte ham fik et kærligt smil til at brede sig på hans læber. Den gamle mand blev hjulpet af inden ringere end Myia. Det kære væsen som hun var. Hjertet begyndte at slå mere fast mod hans bryst. Nu måtte det briste eller bære. Han trådte en smule tættere på hende og lod hovedet falde let på sned. "Jeg har savnet dig," var det eneste som han kunne få over sine læber til at starte med. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Hvad han ikke ville gøre for bare at kunne tage fat i hende og kramme hende ind til sig. Han havde virkelig savnet hendes nærvær så længe nu!

[Myia Destiny Flancker]

Mens Myia alligevel gik og ventede på at Derek ville dukke op, kunne hun lige så godt forsøge at få det ud af det, som hun nu kunne. Det var ikke ting, som kom af ingenting, kunne man sige.. Det var hårdt for hende at vente, og særligt fordi hun ikke vidste, om hun nogensinde ville få ham tilbage igen. Hun kunne selvfølgelig kun håbe på det, men.. ville det nogensinde forekomme?
Iklædt hvidt, og med de snehvide vinger, var der stadig mange som mistroede Myia for værende noget andet, og særligt fordi at hun havde det mørke hår. Zarakiel havde lært hende, at hun var unik, som hun var, og derfor gjorde det heller ikke så ondt mere, som det havde gjort tidligere. Hun havde i hvert fald lært at leve med det, hvilket nok var det vigtigste af det hele.

Særligt denne landsby, var en, som Myia havde fået et særlig godt forhold til, og selvfølgelig kunne det mærkes på beboerne også. De stolede på hende i hvert fald. Siden de mørke væsner var jaget ud over grænsen, så var der kommet en helt anden fred her, og selv hun måtte jo nyde af den, selvom hun vidste, at det ikke var alle mørke væsner, som bar det onde i sig.
Hånden trykkede hun let om, som manden takkede hende endnu en gang. Hun var beskeden.. hun var slet ikke god til alt den ros, som hun fik her. "Så gå hjem.. Og få dig noget hvile, Hr."sagde hun denne gang, og slap ham derfra. Hun vendte sig denne gang om, hvor hendes blik faldt på en skikkelse.. En skikkelse, som for hende, var så utrolig velkendt! Her begyndte hendes hjerte at hamre.. Stod han der? Midt i dagslys? "Derek.." sagde hun denne gang. Uden at tænke mere over det, satte hun i løb. Armene slog hun omkring hans nakke. Han var kommet hjem og tilbage til hende! Ligesom han havde lovet!

[Deleted]

Tid var relativer. Den gik som altid og dog kunne et individ føle at den gik hurtigt eller langsomt. For Derek havde tiden været ulidelig. Ikke fordi han skulle vente men fordi selve forvandlingen havde været hård for hans krop. Det havde været en tortur uden lige og det kunne mærkes at det havde været en ung alkymist som havde sat sine fingre i ham. Dog var målet nået en smule. Det var bare den forbandede sult som jog i ham nu! han hadet det. Lysten til at fortære levende væsner var på ingen måde noget som han kunne lide men det var det hele værd hvis han kunne bruge dagen sammen med Myia i solen. For det ville han leve med en hver skavank.

Hun stod der, foran ham. Han kunne næsten ikke tro det. At hendes hår var mørkt hvilket fik folk til ikke at stole på hende var slet ikke noget som Derek havde tænkt over. Selv havde han jo stået i samme situation men aldrig sandet at det havde været et problem. Dog så det ud til at folket i denne by tog godt imod hende hvilket var noget som faldt i hans gode jord. Hun slap manden og hans blik fæstede sig ved hendes skikkelse. Hans navn som hun måtte ytre fik det til at sitre i hans indre. Ej gik der længe før han mærkede hendes krop mod sin egen. Automatisk greb han om hende og trykkede hende ind til sig. Han næsten løftede hendes op i sine armen blot for at få hende det tættere på sig. "Undskyld det tog mig så længe tid at komme hjem" hviskede han stille og lod de grønne øjne hvile på hendes skikkelse. Han var oprigtigt ked af at det havde taget ham så lang tid men nu var han her. Det var jo det som han havde lovet hende.

[Myia Destiny Flancker]

Ventetiden var næsten som glemt for Myia i øjeblikket, da hun havde fået øje på hans skikkelse. Hvor lang tid, havde han været her? Hun havde jo gået og ventet på ham, i det, som havde været en mindre evighed, og selvfølgelig kunne det godt mærkes lige nu!
Armene slog hun direkte omkring hans nakke, hvor hun trykkede sig ind mod ham. Han var der virkelig! Hun kunne dufte ham, og hun kunne mærke ham. Følelsen af det, var helt igennem fantastisk. Der var ikke nogen ord, som kunne beskrive det bedre for hende. Øjnene lukkede hun let. Han var varm.. Det var virkelig utroligt! Var det gået, som han ville have det? Var det rent faktisk virket? "Jeg.. jeg var bange for at.." Hun stoppede sin talestrøm, hvor hun denne gang lod hænderne falde mod hans kinder, som hun denne gang strøg over. "Det.. Det er ligemeget.. Du er kommet hjem." Selvom de ikke var noget særligt, så følte hun alligevel, at hun havde fået et særligt bånd til ham, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes nu. At høre ham betegne det her som sit 'hjem', var næsten det bedste af det hele! Så han var denne gang, kommet for at blive? "Det er virkelig godt at se dig igen," sagde hun denne gang med et glad smil på læben. Hun var virkelig glad for at det var gået så godt, at han var kommet hjem til hende! Igen følte hun, at hun kunne slappe af. Som var en byrde blevet fjernet fra hendes skuldre. Igen lagde hun armene om hans nakke, hvor hun trykkede sig ind mod hans krop igen. Hvor var det bare dejligt!

[Deleted]

Armene gled om hendes skikkelse med det samme. Han havde savnet at have hende så tæt på sig. Hendes væsen tiltalte ham, ikke kun fordi han nød smagen af hendes blod men bare hende i det hele taget. Stadig så havde hun den beroligende effekt på ham som hun havde haft det efter den første gang han havde smagt hendes blod. Smagen prikkede stadig hans smagsløg, især nu hvor han igen var hende så nær.
Øjnene lod han let glide i som han blot nød øjeblikket. Han vidste at der stod folk og kiggede på dem men han var ligeglad. Lige nu var hun den eneste som han kunne tænke på. Hendes ord som hun stoppede fik ham til at lade hovedet søge let på sned. Han vidste at hun havde været bange, det havde han også selv men det var nok det hele værd i denne ende.
Han sendte hende et varmt smil og lod den ene hånd søge op til hendes kind. "Jeg lovede at jeg ville komme tilbage til dig Myia. Det er noget som jeg agter at holde ligegyldigt hvad" sagde han roligt og strøg hende over kinden. Hvor var det dejligt endnu en gang at være her sammen med hende. Han kunne virkelig ikke andet end at nyde dette øjeblik som, for hans skyld, kunne vare evigt. Han var kommet for at blive i Procias. Selvom han vidste at han ikke kunne være ved hendes side så var det lige meget. Procias var hans hjem i så mange år og dog havde han fundet ud at det ikke var et land der var hans hvilested men dog der hvor de mennesker som han holdt af var. For nu var det hende og han håbede inderligt at det ville forblive sådan. "Det er også godt at se dig igen. Desværre kan jeg ikke søge med dig til himmels. Jeg har ej mine vinger men om ikke andet vil jeg blive hernede og vente på at se dig når du kommer ned." Han sendte hende et lille smil. Uden ret meget tøven lænede han sig lidt frem og placerede et stjålent kys mod hendes læber. Han havde absolut ikke glemt hvad de delte lige før han var søgt væk.

[Myia Destiny Flancker]

Aldrig havde Myia været så lettet, som det hun var i øjeblikket. Han var kommet hjem, og selvfølgelig, var det også det vigtigste af det hele. Hun rystede på hovedet. Det var slet ikke nu, at hun skulle være negativ og ked af det. Hun burde være lykkelig! Og af hvad hun kunne se, så havde det hele også virket efter omstændighederne, hvilket selvfølgelig var det bedste af det hele. At han kunne vandre i solens lys, og være sammen med hende.. kunne det overhovedet blive bedre?
"Jeg frygtede for en stund at.. Ja, at du ikke kom efter mig," sagde Myia oprigtigt. Tårerne meldte sig i hendes øjne. Det var tårer af glæde, over at han nu var kommet hjem til hende igen. Det var her han skulle blive. Himmeriget var vel også det sted, som hun skulle forlade permanent nu? Hun ville ikke være der, hvis han ikke kunne!

Øjnene lukkede hun denne gang let, som han strøg hendes kind. Det føles virkelig dejligt. "Du er varm, Derek," sagde hun denne gang med en tydelig lettet stemme. Det kunne da heller ikke blive bedre, kunne man sige! Hun trak vejret dybt, inden hun denne gang lagde sig ind mod hans skikkelse igen. Armene trygt hvilende omkring hans krop, hvor hun kunne holde sig helt tæt ind mod ham. "Jeg bliver selvfølgelig hernede, når du er her." afsluttede hun denne gang. Hun ville bestemt ikke lade ham være selv! Kysset, som han dog tildelte hendes læber, slog hende nærmest helt ud. Hun stivnede helt, hvor hun næsten følte hjertet gå i stå. Han.. kyssede hende? Hun hævede blikket forsigtigt mod ham igen. Hænderne lagde hun mod hans kinder, som hun strøg let over. Her lænede hun sig frem, og kyssede denne gang ham. Hun havde nemlig ingen intentioner om at skulle forlade ham! Ikke nu hvor han endelig var kommet hjem og tilbage til hende igen! Nu ville hun bare gerne være sammen med ham.

[Deleted]

At mærke hendes lettelse var virkelig noget som Derek kunne lide. Han vidste at hun sikkert havde frygtet at han ikke ville finde tilbage til hende hvis overhovedet overleve. Det var rart at kunne vise hende at han kunne holde ord. Selvom forvandlingen ikke havde virket så var han kommet tilbage til hende, omend under andre omstændigheder end disse. Det var svært for ham. Han var sig selv og så alligevel ikke helt. Blikket hvilede på hendes skikkelse som han stod der og betragede hendes glæde. Han kunne ikke lade være med at smile en smule.
Som hun snakkede bemærkede han tårerne som endte med at træde frem i hendes øjne. Hun var så kær. "Jeg er ked af at du sad med den frygt. Jeg vil altid gøre mit aller bedste for at holde de ord som jeg skænker dig. Det håber jeg at du vil tro på" sagde han mildt. De grønne øjne gled kort rundt på folkene som stod og betragede dem. Han havde egentlig ikke lyst til at være til skue men dog så var det ligegyldigt så længe hun var her hos ham.

Han lagde hænderne mod hendes kinder og strøg dem så vel som at fjerne hendes tårer. Ej skulle hun stå det og græde selvom han godt kunne fornemme at det ikke var fordi hun var ked af det. Hendes konstatering fik ham til at grine kort. "Det er jeg. Og mit hjerte banker i mit bryst igen" sagde han mildt før han lod armene falde tilbage om hendes liv sådan så han kunne trykke hende ind til sig igen. At hun gerne ville blive hernede sammen med ham fik virkelig en glæde frem i hans indre som han slet ikke havde forventet. Han mærkede varmen melde sig i hele hans krop og glide mod hans kinder. Det var meget at hun ville opgive tilværelsen i himlen for at kunne være ved ham. Det vidste han udemærket godt. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Han var bare glad, helt og aldeles glad for at se hende og for at høre hendes ord. Kysset som han havde skænket hende var også for at vise hende at han ikke havde glemt hvad de havde delt inden hans rejse. At hun så, derimod, valgte at skænke ham et ligeså havde han ikke regnet med. De stærke armen trykkede hende tættere ind til sig som han gengældte kysset uden tøven. Hun formåede virkelig at slå benene væk under ham!
Han valgte efter lidt tid at bryde deres læber igen. Han sendte hende et lille smil. "Når du er færdig her i byen idag så vil jeg meget gerne have lov til at gå en tur med dig i området. Hvad siger du til det?" spurgte han mildt og betragede hende smilende.

[Myia Destiny Flancker]

Derek havde aldrig svigtet hende, og selvfølgelig var det noget, som betød utrolig meget for hende. Nu var han endelig kommet tilbage til hende igen, og derfor var hun også i stand til at kunne give slip på den frygt, som hun konstant havde måtte gå rundt med. Den var faktisk utrolig ubehagelig, så det alene, var heller ikke noget som sagde så lidt. "Jeg.. jeg frygtede det virkelig," begyndte hun. Tårerne lod hun hurtigt forsvinde igen. Der var slet ikke nogen grund til at græde nu! Og da slet ikke overfor ham. Hånden hævede hun i stedet, og strøg den over hans kind. Det var jo ikke småting, som han havde leget med, kunne man sige, og selvfølgelig var det med til at gøre hende ked af det. "Men det virkede.. Det er det vigtigste.. Og du er varm.." Det var næsten det bedste. Nu slap hun for at sidde med en desperat drøm om, at skulle varme ham, fordi at han havde været så frygtelig kold.

Tårerne stoppede, som han strøg hendes kinder. For hende, var det bare frygtelig rart, ikke at være alene om tingene, som hun havde været frem til nu. Hun ville bare gerne være sammen med ham. Hånden søgte til hans bryst. Hjertet hamrede og bankede. For hende, var det betryggende. "Så er de ting, ligesom de skal være," sagde hun denne gang. Hovedet lagde hun tæt ved hans hals, så hun kunne gemme sig lidt i hans stærke arme.
Her ville hun gerne blive. Hvis det betød, at hun atter skulle søge permanent til jorden, så gjorde hun det! Hun havde nemlig ikke tænkt sig, at gå nogen steder nu! Langsomt hævede hun blikket mod ham. "Lad os gøre det nu," bad hun stille. "Jeg har ikke noget fast at foretage mig. Jeg er bare en hjælpende hånd, til de, som har brug for det," forklarede hun denne gang med et stille smil.

[Deleted]

Derek klemte hende blidt ind mod sig og kyssede hendes pande. Han ville gøre alt i sin magt for at holde sig ord til hende selvom han vidste at det ikke altid var muligt. Der ville være ting han ikke kunne holde, det var ham bare heldigt at dette ikke havde været en af dem. Han var kommet tilbage, han var kommet hjem og det var det vigtigste. Roligt betragtede han hende ved hendes ord. Det havde virket, sådan da. Han var nød til at fortælle hende det men ikke her og da slet ikke nu. Det måtte vente til de var alene. "Det virkede og jeg er hjemme hos dig igen. Det er her jeg allerhelst vil være" lød det blidt fra ham. Han kunne virkelig ikke beskrive hvor glad han var lige nu. Det hele virkede som om det nok skulle flaske sig for en gangs skyld!

Han strøg hendes kinder roligt. Ikke ønskede han at hun skulle græde længere. Han skulle nok sørge for at hun ikke var ked af det længere. Hånden mod hans bryst fik det til helt at sitre. Det var svært for ham at lade være. Smilet forblev på hans læber som hun snakkede. Hun havde ikke noget fast? Jamen så kunne de da bare søge afsted nu. Han strøg hendes kind endnu en gang før han slap hendes skikkelse. "Hvis du er sikker" sagde han roligt. Han greb blidt om hendes hånd og begyndte at føre hende med sig ud af byen. Han ville have hende for sig selv. Der var virkelig ting som han var nød til at fortælle hende og så ønskede han virkelig ikke at have resten af den lille by's øjne plantet på dem. Han fandt det utrolig ubehageligt. Blikket gled til hendes skikkelse igen som de gik og kom længere og længere ud af byen. Tydeligt kunne han mærke hvor meget bedre han havde det nu hvor hun endnu en gang var ved hans side.

[Myia Destiny Flancker]

Myia kunne slet ikke huske hvornår hun havde været så glad, som hun var i øjeblikket. Selvom hun havde ventet på, at han ville komme hjem i en mindre evighed, for det havde godt nok føles sådan, så havde hun ventet i ren og skær spænding. Det var heller ikke ligefrem noget, som hun kunne skjule for ham. Myia var nemlig meget tydelig, hvad angik hendes tanker og følelser, og dette ændrede nok heller ikke nogen ting hvad det angik, kunne man sige. Hun grinte let. "Det gjorde du, ja. Jeg har også ventet på, at du ville komme hjem til mig igen," sagde hun denne gang. Det var helt underligt at sige det, men han gjorde hende jo rigtig, rigtig glad, og derfor kunne hun jo heller ikke ligefrem beskrive, hvordan det fik hende til at føle sig.

At der var ting, som han gerne ville fortælle hende, var slet ikke en tanke, som slog hende i det hele taget. Hvorfor skulle det da også det? Hun smilede for sig selv og nikkede. De kunne sagtens tage af sted nu. Hun havde slet ikke travlt, hvor hun derimod blot ønskede at tilbringe den tid sammen med ham, som hun nu havde. Ikke at der skulle være nogen tvivl der. Han var nemlig den mand, som gjorde hende glad. "Lad os det," sagde hun denne gang, inden hun tog omkring hans hånd, og lod ham føre hende på vej. At komme væk fra de mange blikke, havde hun nu heller ikke ligefrem noget imod. Hun kunne ikke lide, når der var så mange, der kiggede efter dem.

[Deleted]

Ikke nok med at han havde fået noget af engleracen tilbage igen så havde han ligeså fundet en kvinde som han kunne sige gjorde ham glad. Det var underligt. Hun huskede ikke hvornår han sidst havde følt sig så lykkelig. End ikke den gang med Lisa havde han været så glad som han havde været det nu. Aldrig havde han drømt om at noget havde kunnet overgå hende men Myia var bare så fantastisk. Han kunne ikke andet end at nyde hvert eneste sekund han var sammen med hende. Det var en helt ny følelse men dog en som han havde savnet så længe. "Jeg er glad for at du ventede på mig" sagde han ærligt og strøg hende over kinden. Han var lykkelig.

At hun så gerne ville med ud og gå nu gjorde ham ingen ting. Han tog hendes hånd og førte hende blidt ud af byen. Ikke at han kendte området særlig godt men dog alligevel godt nok til at kunne tage hende med et sted hvor der ikke ville være nogen andre mennesker. Det hele var ikke gået som han havde ønsker det og han var nød til at fortælle hende det. Ikke at han ønskede at holde det hemmeligt for hende mere. Det var underligt. Han sad med sulten og dog så manglede han ikke blodet for at overleve. Han kunne bare have det, han krævede det så meget mere end han havde gjort det før. Han sendte hende et lille smil som han førte hende helt ud af byen og videre hen mod det lille skovområde som lå i nærheden. Her førte han hende ind gemmen træerne til en lille lysning hvor der ikke var andre og det eneste man kunne høre var lydene i skoven. Han stoppede op og sendte hende et smil. "Jeg har glædet mig til at have dig for mig selv igen" indrømmede han med en svag rødmen før han lod armene søge om hendes skikkelse igen. Hun duftede så godt!

[Myia Destiny Flancker]

Det handlede i hvert fald om at nyde hinanden, også i Myia øjne. De havde endelig fået hinanden igen, og for hende, var det uden tvivl også det vigtigste. Hun smilede tydeligt tilfredst for sig selv, hvilket hun heller ikke kunne lade være med. Det her måtte være lykke. Det var jo lige før, at der ikke var noget, som kunne gå galt mere. Det var i hvert fald sådan, at hun følte det lige nu. "Jeg kunne aldrig drømme om andet," sagde hun denne gang. Det var jo trods alt ham som gjorde hende glad, og det var det, som for hende, var det største og vigtigste lige nu.

Myia tog uden tøven i Dereks hånd, og lod ham føre hende på vej. Det handlede udelukkende om at nyde hinanden, mens de nu havde muligheden for at gøre det. Alene det var ikke noget som sagde så lidt. Overfor en mand som ham, følte hun også, at hun kunne være åben, modtagelig og samtidig være sig selv. Det føles virkelig godt. Nu havde de hinanden igen. Var det ikke sådan, at det skulle være? "Jeg har savnet at være sammen og omkring dig," sagde hun denne gang. Hun rødmede igen. Den røde farve steg tydeligt op i hendes kinder, uden at hun egentlig kunne gøre for det. Som var det bare så naturligt, at det gjorde det ved hende, når hun var omkring ham. Hun vendte blikket forlegent ned mod jorden. "Jeg vil gerne.. have at vi finder et sted hvor vi kan være.. Sammen," sagde hun denne gang. Hendes inderste ønske lige nu.

[Deleted]

Derek var glad, det var der virkelig ingen tvivl om. Det bedste ved det hele var at hun havde valgt at vente på ham, også selvom han havde været væk i nogle måneder. Hans forvandling havde ikke været helt igennem god. Han vidste at han havde nogle problemer som hun stadig skulle kende til. Han var ikke helt en engel og han vidste ikke om han nogensinde kunne blive det men lige nu var det ikke vigtigt. Lige nu var det kun hende som var vigtig.

Han førte hende ud af byen og væk fra folks øjne. Han ville gerne have hende for sig selv, det var der ingen tvivl om. Han ville nyde hende og bare snakke med hende. Det føltes næsten som om de havde været adskilt i en evighed og det var noget han ikke kunne lide. Han førte hende ind i skovbrynet hvor de kunne være alene og her lod han armene endnu en gang søge om hendes skikkelse. Han havde virkelig savnet hende. Hendes ord tydede på at det var gengældt hvilket fik ham til at smile. Han trykkede hende blidt ind til sig og lukkede øjnene i nydelse. "Jeg har også savnet at være omkring dig" sagde han blidt og åbnede øjnene igen. Blikket hvilede på hendes skikkelse som hun endnu en gang blev generet og vendte blikket mod jorden. Hendes ord var slet ikke ord som han havde regnet med at skulle høre fra hende og dog så både varmede de og gjorde ham glad. Han løftede den ene hånd til under hendes hage og løftede så blidt hendes hoved sådan så han kunne kigge hende i øjnene. "Det vil jeg meget gerne. Jeg ville nyde at have et sted sammen med dig" sagde han uden tøven og sendte hende et kærligt smil. Han mente virkelig hvert et ord han skænkede hende. Han ønskede virkelig at tilbringe mere tid sammen med hende.