Lets make an alliance..!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

”Hvis Salvatore kun kender dig ved navn og af barndomsansigt, ser jeg ingen grund til, at du ikke skulle tage med mig. Du kan kalde dig ved et andet navn, og dit ydre.. Det burde have ændret sig markant siden dengang,” endte Visenya med at fastholde. Hvis han stadig fastholdt, at han ikke kunne komme med hende, tænkte hun, at han slet ikke kunne være en del af planerne, og hvis det var sådan, ja.. Så havde hun talt over sig, og så måtte han gøres noget ved. Som han spurgte hende om, hvad hun kendte til urter og gifte, rystede hun svagt på hovedet. ”Intet,” indrømmede hun. Havde han da selv en tanke omkring det? Hun kiggede opmærksomt på ham. Det handlede om at få urterne eller giften i Salvatore, men videre let virkede det ikke, da han som sagt var en konge. Hun tog en indånding. ”Kan du sende en fra dit folk ind på slottet? Få vedkommende til at udgive sig for at være tjener, og så putte substansen i hans drikkevand? På den måde vil vi allerede have taget sig af kongen, inden vi overhovedet kommer,” sagde hun endelig. Hvis han havde noget på sig, lød det som en reel mulighed. Dronningen burde hun nemlig selv kunne tage sig af. Det var blot at fryse hende fast, så hun dernæst kunne fryse resten af slottet. På den måde kunne hun endda samtidig fryse kongen ned. Smart forekom det hende. Selv håbede hun blot, at tjenestestablen ikke ville vende sig imod hende, da hun fandt det bedst at have dem på sin side, fremfor også at skulle fryse dem ned.

[Kieran Pamariaz Acheron]

"Hvilket ikke vil være et problem for mig. Jeg ønsker bare at få det hele tilrettelagt," fortalte Kieran denne gang. At de i øjeblikket sad overfor hinanden og snakkede om en konspiration mod kongehuset, var for Kieran meget underlig. Han rynkede svagt på næsen. Normalt var det her noget, som han ville tage alverdens afstand til, også mest for sin egen skyld, men det var heller ikke noget, som kom af ingenting, kunne man sige. Armene lod han denne gang søge over kors. Stolen var virkelig kold at sidde på, men han lod det være for nu. Selv hans tøj, skulle nok også blive tør igen, når det kom dertil.
Gifte kunne være en fordel, hvad angik Salvatore. Han var stærk magisk, og derfor tvivlede han ærlig talt på, at noget så simpelt som is, ville være i stand til at holde ham i særlig lang tid. De skulle svække ham. Det var de simpelthen nødt til, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han sukkede let. Han var ikke meget for at blande andre ind i det. "Jeg kan forhøre mig. Jeg ved, at en række af dem, i forvejen er kendt med alkymi, samt blanding af urter og gifte." Han.. frydede sig næsten ved tanken om, at se Salvatore svag. "Men jeg må sige.. det ville være mig en fryd, at se Salvatore falde," sagde han denne gang. Han forsøgte såvidt muligt, at tage afstand til det med at slå ihjel, men her..? Han ville elske det.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

”Og det hele vil blive tilrettelagt,” forsikrede Visenya ham om. Små sager var disse ikke, og derfor skulle alt det mulige tilrettelægges grundigt. Det var nemlig på ingen måde i Visenyas interesse at blive fanget! Ikke på vilkår! Hun agtede ikke at dø på denne ekspedition, og samtidig koste sin drage livet. At Kieran midt i samtalen sad og frøs, bemærkede hun end ikke. Ej heller tænkte hun over det. Is påvirkede trods alt ikke hende, som det derimod styrkede hende. Hendes blik hvilede på ham. ”Nuvel.. Jeg satser på dine mænds kyndighed,” sagde hun. Eftersom det var Kieran selv der havde kommet på ideen om gift, regnede hun også med, at han fuldførte den opgave. Særligt når det var en vigtig proces der skulle lykkes. Selv skulle hun nok klare det store og endelige, men forberedelserne dertil måtte han godt hjælpe med. Igen kunne hun nemlig ikke enekvinde klare denne opgave. Ej heller skønt hun havde Vhagar ved sin side. Stærk var Vhagar måske, men at stå imod en magiker, en drage og alle Neutraniums vagter, kunne han ikke på en gang og alene. At Kieran dertil sagde, at han ville fryde sig over Salvatores fald, var ikke nødvendigvis en fryd, som hun ville dele med ham. ”Salvatore kan leve, hvis han kan indordne sig i min verden, eller han kan dø i sin gamle,” sagde hun stilfærdigt. Det var enten eller. Hun kunne ikke have, at en så stærk person kunne sætte sig imod hende, og koste hende det, som hun forsøgte at opbygge. Ikke ville hun miste det hjem, som hun agtede at få!

[Kieran Pamariaz Acheron]

"Godt," endte Kieran denne gang med at sige, hvor han nikkede afmålt mod hende. Han ville nemlig gerne sikre sig, at dette var noget, som blev gjort på den rigtige måde. Det var vel heller ikke underligt, at han ønskede det? Det var virkelig.. Knald eller fald, hvis det skulle vise sig at gå såvidt, og derfor ville han jo gerne sikre sig, at det blev gjort ordentligt i stedet for det andet. Koldt var det at sidde der, hvor han sad nu, men han overlevede det da. Han skulle nok få ført ideen frem for hans gruppe i ruinerne, for det var stadig vigtigt for ham, at dette ville blive gjort ordentligt. Også for alle parter. "Dem kan du trygt regne med," forsikrede han denne gang, hvor han igen nikkede mod hende igen. Den store drage, var nu stadig et væsen, som han holdt øje med. Ikke at det var et væsen, som han brød sig om, at komme alt for tæt på, om han ellers kunne blive fri for det. Sådan havde han det i hvert fald. Salvatore var nu og da, også bare en mand, som han ønskede bort. Det alene, ar heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Lige hvad angik den mand, ønskede han rent faktisk at slå ihjel. Den mand havde gjort ham ondt.. såvel som hans moder, for den sags skyld. "Døden ender det nok mest sandsynligt med," sagde han denne gang. Et morderisk blik meldte sig i hans øjne. Var det underligt, at han frydede sig over dette?

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Tilfredsheden mærkede Visenya ulme i sig. Planen var endelig begyndt at tage form, og der var virkelig en reel chance for, at dette kunne lykkes! Selv kunne hun også mærke, hvordan spændingen fyldte Vhagar. Deres følelser gled nemlig ind over hinanden, som var de ét. Betryggende var det, og derfor var det værste ved planen også, at de skulle holde sig adskilt for nogen timer, når hun og Kieran søgte ind i byen og slottet. Et pænt stykke væk måtte Vhagar nemlig befinde sig, da det ikke var til at skjule en fuldvoksen drage. At Kieran holdt ved, at Salvatore – Manjarnos nuværende konge – måtte dø, endte hun med at nikke til. ”Hvis det er, hvad det kræver,” sagde hun. Hun havde brug for Kieran og hans folks støtte. Derudover skulle hun sikre sig, at det gamle regentpar ikke kom tilbage efter deres trone. Derfor måtte det blive, som det blev. Hendes hoved faldt på skrå, som hun bemærkede en svag skælven i hans krop. Han frøs? Ikke vidste hun, hvordan det måtte være at fryse, men hun vidste, at folk skælvede en anelse, når de gjorde det. Hvis det var slemt, kunne de tilmed lægge armene om sig selv, og blive blå om læberne. ”Du fryser,” konstaterede hun. Ikke at hun kunne hjælpe.. Hun og Vhagar kunne kun kreere is. Hendes broder havde derimod været ilddæmon. En følelse hun ikke just ville glemme, som han havde svedet hende, når han var blevet vred på hende. ”Hvis du føler, at du er tryg ved planerne, vil jeg lade dig søge hjem igen. Du har også en masse der skal videreformidles til dit folk,” sagde hun roligt. Han skulle genfortælle deres samtale til sit folk, måske overbevise nogen, og sætte andre i gang.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Var det her virkelig vejen frem? Kieran måtte jo sande, at dette var noget, som han fandt meget spændende. Rigtig spændende faktisk! Hovedet lod han denne gang søge en kende på sned. Det var sådan de gjorde det.. Han håbede virkelig, at det ville være muligt for dem, at ende Salvatores liv. Hvis der var nogen, som gjorde ham vred, så var det da uden tvivl den mand. Den mand havde nemlig kostet ham alt, også selvom han virkelig forsøgte at bide den smerte i sig, som han havde været udsat for. "Det er, hvad det kræver," sagde han denne gang. Selv skulle han nok nævne det for hans familie i lejren. Det var jo hvad de var for ham. De var som en stor og lykkelig familie, og det var heller ikke noget, som han ønskede at ødelægge.
Koldt var det uden tvivl for Kieran at sidde på stolen af is. Han kunne jo trods alt godt fryse. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "For mig, er det koldt at sidde på is.." Denne gang rejste han sig op. De havde vel ikke rigtigt mere at snakke om lige nu? Giften skulle han i hvert fald diskutere med hende. "Jeg vil søge hjem, og nævne det for dem. I det tilfælde, så tror jeg vi er færdige her. Mød mig her igen om 7 dage, på samme tid. Så kan vi sætte det hele i værk." sagde han denne gang. Han nikkede denne gang afmålt i retningen af hende. Jo før jo bedre, og lang tid, kunne det trods alt ikke tage at få stablet det på benene, som nu skulle laves. "Til vi ses igen, Visenya," afsluttede han denne gang, inden han kort nikkede mod hende, vendte om på hælen og søgte derfra. Hurtigt.. Den drage brød han sig stadig ikke om.

//Out

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Denjarna og Salvatore måtte lade livet. Det var således, at det måtte være. Heldigvis for Visenya, kunne isdæmonen i hende slukke for de følelser, der normalt overtog en, når man talte om død og mord. Hun kunne lukke af, så hun intet mærkede, men blot så det store formål med det. Som Kieran rejste sig i takt med, at han sagde, at det var koldt, gjorde hun automatisk det samme. På den måde fortsatte de med at være i samme øjenhøjde.. eller han var selvfølgelig en smule højere, end hvad hun var i oprejst tilstand. ”Det er besynderligt.. For mig har der altid bare hersket normalitet og varme. Aldrig kulde og varme,” sagde hun ærligt i en eftertænksom tone. Kulde kendte hun nemlig ikke til. I hvert fald ikke kulde som i at fryse. Hun mærkede derimod kulden som noget trygt og rart. At de skulle mødes på denne plads igen om 7 dage, fik hende til nikke. ”Vi vil være her,” istemte hun. #Det vil vi,# kunne hun høre Vhagars stemme brumme i sit hoved, alt imens for Kieran brummede dæmpet. Som Kieran gjorde mine til at gå, vendte Visenya sig selv imod Vhagar. Her trådte hun vant op på han forben, inden hun kravlede videre op på hans ryg. Der satte hun sig på sin sædvanlige plads, foran vingerne og bag en halspig, som hun kunne lukke sine fingrer om. #Før os tilbage på himlen,# lød Visenyas stemme varmt, som Kierans afstand til dem var blevet passende. Tilfredst brølede Vhagar, så han helt fik jorden til at runge, inden han slog ud med vingerne. Et par kraftige vingeslag tog det dem kun for, at de befandt sig i luften.

// Out