Lets make an alliance..!

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ikke støttede Kieran tankegangen i hverken Procias eller Dvasias, hvilket skam også var grunden til, at han holdt sig i Manjarno, og rejste frem og tilbage. Han lod hovedet søge på sned. "Det ville gøre en stor forskel," sagde han oprigtigt, og stadig uden at rokke sig væk fra stedet. "Det kunne være med til at sprede budskabet og måske give os en mulighed, for et bedre sted at være," tilføjede han denne gang. Han selv brød sig på ingen måder om at stå der, hvor han gjorde lige nu, og særligt fordi, at han ikke havde nogen anelse om, hvad han kunne forvente sig af dette. De kommunikerede.. Der var så mange ting, som indikerede det, og hvad de snakket om, var ukendt og uvis for ham, og dette gjorde ham samtidig også temmelig urolig og usikker. Det viste sig dog på ingen måder i hans ansigt.
Dvasias og Procias, var begge i besiddelse af tanker og forestillinger, som Kieran slet ikke var enig i. Nu kunne han ganske vidst ikke huske sine år i Procias, for han havde heller ikke været særlig gammel. Det var vel under Salvatores ledelse af racen af magikere, at hans moder havde måtte lade livet? Hvilket også gjorde, at han heller ikke var meget for landets konge. "Deres tankegang huer mig ikke, hvilket også er grunden til at jeg valgte at slå mig ned i Manjarno. Dvasias står for vold, og Procias har en tendens til at hæve sig over alle.. både mørke væsner, men også blandingsracer." Han rystede kort på hovedet. Ikke var det en tanke, som faldt i hans smag.. Han ønskede at gøre noget ved det.. Men han havde brug for den mulighed, som bare ikke var dukket op endnu.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

At Visenya og Vhagar kommunikerede med hinanden var mere eller mindre end selvfølge. De var trods alt rytter og drage. De var en enhed. Ganske belejligt var det også i en stund som denne. Lige nu kunne de for eksempel diskutere med hinanden og planlægge, uden at Kieran anede uråd om noget. Intet sagde hun, som Kieran talte om, at det ville hjælpe ham og hans sag, hvis de ingen vagter og soldater stødte ind i, samt at han ikke var meget for tankegangen i både Procias og Dvasias. Det grønne blik vente hun først nu tydeligt mod Vhagar, som et tegn på, at de konverserede med hinanden. #Jeg giver det er forsøg. Det kan måske vise sig, at dette er den eneste reelle chance, som vi får,# endte hun endelig med at sige i hans sind. Vhagar kiggede på hende med sit mørke blik. Hun kunne fornemme, hvor opdelt han var.. Om det var negativt eller positivt for dem at røbe deres intentioner, men også, at han var tilfreds ved tanken om, at han kunne spise Kieran, hvis han handlede forkert. #Som du vil..# Det store hoved vendte sig igen mod Kieran. Klar til at agere ud fra hans reaktion. Visenya vendte ligeså sit grønne blik mod Kieran. ”Hvad hvis vi kan hjælpe hinanden?” startede hun ud. Sin egen puls måtte hun alligevel mærke, hvordan det steg en anelse. Fattet forholdt hun sig dog udadtil. ”Vhagar og jeg ønsker at vende hjem. Hjem til Ityrial.. men det eneste sted, hvor så stort et væsen kan være, er på Neutraniums grund. De og Deres gruppe ønsker fri passage her i landet, hvor I ikke behøver at frygte for jer selv og jeres opgave. Vi kunne hjælpe hinanden..” Ordene derfra lod hun hænge i luften. Nu var det op til Kieran.. og Vhagar, hvis han svarede det forkerte.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran brød sig bestemt ikke om, at være så ukendt med, hvad der foregik mellem dem, og det erkendte han gerne. Faktisk var det en tanke, som gjorde ham en smule mere urolig, end hvad godt var, selvom det ikke var noget, som man kunne se på ham. Hvad kunne han forvente sig af dette? Frygten for at blive spist, var selvfølgelig til stede, da det heller ikke var hver eneste dag, at man stod ansigt til ansigt med så stort og prægtigt et væsen, og rent faktisk overlevede det! Drager havde allerede et temmelig negativt ry. Nu var han blot spændt på, om denne drage, skulle vise sig, at blive den drage, som ville få andre tanker til at slå ham.
Svagt kneb Kieran øjnene sammen. Soldaterne og vagterne gjorde det ikke nemt for Kieran, hvad angik hans opgave, så der havde han talt sandt. Faktisk havde han ikke gjort noget andet, end at skænke hende sandhederne, som hun ellers havde fortjent dem. Ordene rungede i hans øjne. "Og hvordan skal det forstås?" spurgte han denne gang. At de selv var drevet fra hus og hjem, og sikkert også familie, var selvfølgelig en skam. Her lod han skuldrene falde bare en anelse. Mulighederne kunne han se, og det var noget som han havde søgt efter. Skulle dette rent faktisk vise sig, at blive den mulighed, som han havde søgt efter? "Hvordan kan jeg være til hjælp?" spurgte ha denne gang. Frygtløst, søgte han denne gang tættere på hende og dragen. Endnu uden at gøre noget. "Hvis det er til gavn for min gruppe og jeg, er jeg mere end villig til at overveje det," fortalte han denne gang. De boede koldt og mørkt.. De havde selv brug for luften og muligheden for at bevæge sig frit. Denne havde de ikke nu. Skulle hun være den mulighed?

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Det var et sats Visenya tog, som hun indlod Kieran i sine planer. Derfor håbede hun også, at han ville vise sig at være hendes sats værdig. Det kunne nemlig koste hende. Overordnet fortalte hun ham om sine planer, og ikke syntes han helt afskrækket. Han spurgte trods alt ind. Han sagde endvidere, at det kunne komme på tale, hvis det gavnede ham, og hans folk. Nu nærmede han sig hende endda også.. noget Vhagar til gengæld ikke støttede op omkring. Advarende førte han sit hoved ind mellem Visenya og Kieran, hvor han brummede dybt, og viste tænder af Kieran. Alt dette var ikke ens betydning med, at den tobenede havde fået tilladelse til at komme hans rytter tæt! Visenya tog en indånding, som Vhagar igen lagde sit hoved ned. Hvordan Kieran kunne hjælpe? ”Ityrial er som sagt vores hjemby, men det eneste sted, hvor der vil være plads til en drage, er som sagt i Neutranium.. og der er der allerede nogen, som har residens.. Vi har derfor brug for, at der er nogen der støtter op om vores nye tilstedeværelse. Til gengæld vil I have min velvilje for jeres sag, samt en bolig der er stor nok til at rumme jer,” sagde hun, hvor hun måtte sikker og med en gnist af opildenhed. Hun skulle trods alt også tale sin sag, som var den værd at støtte. Af betydning var det nemlig for hende at komme hjem. Hun ønskede nemlig ikke at leve med en sæk på ryggen og evigt i luften. Hun ønskede at komme hjem. Dertil, hvor hun var blevet født, hvor hun var opvokset, og hvor hendes forældre havde levet, og i det ønske ønskede hun også at havde Vhagar med sig. Derfor måtte hun samtidig stilne højt.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hurtigt måtte Kieran stoppe op igen, da dragen lagde sit hoved ned mellem dem. Ikke var det fordi at han ville komme på tværs af dem, og ej heller ønskede han at gøre noget ved hans rytter. Han knyttede let den ene hånd. Han var jo ikke ligefrem ude på at gøre noget som helst, og særligt ikke i en stund som dette. Hans blik faldt denne gang på dragen igen. Hvis de skulle hjælpe hinanden, så var det da mindst lige så vigtigt, at han rent faktisk formåede at komme det tættere på hende, uden at de behøvede at gå rundt og være bange for at han ville gøre noget. "Ikke er jeg ude på at gøre nogen noget," sagde han denne gang, med en fortsat rolig stemme. Han bed tænderne svagt sammen, inden han atter så mod Visenya. Han trak vejret dybt. "Jeg er villig til at tale, hvis det giver os en mulighed, for atter at komme frem, så er jeg klar til at finde en mulighed, som kommer begge parter til gode." Desuden havde Salvatore taget hans moders liv, og et sted, så ønskede han vel sin hævn, som enhver anden ville have ønsket det i samme sted? Ikke fordi at han selv ønskede at udføre den, hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Han trak vejret dybt. Det krævede virkelig også at han slog koldt vand i blodet. "Det lyder for mig, som du allerede har en ide," sagde han denne gang, som en opfordring til at hun skulle fortælle. Denne gang bakkede han et skridt væk. De tænder, ville han bestemt ikke alt for tæt på, og dragen synes allerede, at være fristet til at sluge ham hel.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Ikke brød Vhagar sig om, at den tobenede forsøgte sig at nærme hans rytter.. og da slet ikke, når det var et hankønsvæsen! Derfor holdt han også sit sorte blik på Kieran, imens hans hoved lå mellem dem. Selv fokuserede Visenya ikke på Vhagar, som hendes opmærksomhed for nu gik til Kieran. Dette var nemlig vigtigt for hende, og for Vhagar. Også selvom, at han forholdt sig skeptisk over for Kieran. ”Hvis I hjælper mig, hjælper jeg jer med at finde en bolig der er rummelig nok til jer alle, samt sørger for, at I har fri passage til at prædike jeres sag. Det er nemlig en sag der bør høres. Undertrykkelse er en grim ting, og burde aldrig finde sted,” sagde hun direkte. Var der da også andet end det, som han ønskede sig? Som han sagde, at det lød til, at hun allerede havde en ide, måtte hun kort tænke sig om. Det var denne del der skulle lykkedes for, at det kunne fungere. ”Jeg har brug for at kunne komme ind på selve slottet. Dette skal jeg gøre uden at have Vhagar i nærheden, da en drage kun vil antyde, at de er under angreb.. Derfor har jeg brug for, at der er en anden ved min side,” endte hun med at sige til Vhagars store utilfredshed. Han brummede svagt. #Jeg bryder mig ikke om det.. Det er for risikabelt,# rungede hans stemme utilfredst i hendes hoved. #Det er for risikabelt at tage dig med,# affejede hun ham. Ord der fik Vhagar til at brumme utilfredst, alt imens hans skrabede irriteret i jorden under sig med sine klør. #Og hvem skal så med dig? Blåøje der?# Det var selvfølgelig spørgsmålet. Derfor så Visenya også afventende på Kieran. Det var ham hun havde snakken med, og ham der også virkede positivt indstillet for det.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ikke brød dragen sig om hans tilstedeværelse, og derfor valgte Kieran også at bakke lidt igen. Igen, fordi at han ikke ønskede at ende i dragens gab. Uanset hvad det var, som hun ønskede for sit liv, og for sin drage ikke mindst, ville ikke han hjælpe, om det ikke var noget, som kom hans familie til gode. Hans familie i den betegnelse af den gruppe, som han havde skjult her i ruinerne. Gad vide, om de overhovedet havde bidt sig mærke i, at der var en kæmpe drage lige over hovedet på dem? Han blev denne gang stående. "Jeg kan kun give dig ret," pointerede han denne gang, som han sænkede hovedet en anelse. Undertrykkelse, var på alle måder en meget grum ting, og selvfølgelig ønskede han det ude af verden, og gerne så hurtigt som muligt. "Vi kræver ikke meget.. Blot tag over hovedet, og en tryg tilværelse, uden at skulle se sig over skulderen. Mange af dem, som jeg i forvejen huser, har lidt under undertrykkelsen, eller hvad der er værre," fortalte han denne gang. Hårdt var det altid at komme ind som ny, men man blev hurtigt taget vel imod, og betegnet som en familie, hvor alle hjalp hinanden. Det i sig selv, var noget, som Kieran var gået meget op i, og det ville han aldrig stoppe med.
Hun havde brug for en anden end sin drage ved sin side? Umiddelbart, lød det til at der lå en hentydning skjult i disse ord. Han lod denne gang hovedet søge på sned. Han trak denne gang kort på smilebåndet. Ikke at det var en tanke, som han havde noget imod. Ikke det fjerneste. "Ønsker du at jeg skal tage med?" spurgte han denne gang. Afvisende overfor det, var han trods alt heller ikke. Derimod var det noget, som vækkede en vis form for nysgerrighed.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Undertrykt havde Visenya følt sig i adskillige år, men ikke mere.. Aldrig mere! Derfor var hun også af den mening, at Kierans sag var ærlig. Det var trods alt, hvad hun havde kæmpet imod de første år af sit liv. Det havde dog ikke været undertrykkelse fra udefrakommende, men derimod fra sin egen broder. Dette var dog ikke viden, som hun agtede at dele med Kieran. Ikke som han havde delt sin moders historie med hende. Hun betragtede ham med et nøje blik. ”Og hvis vi hjælper hinanden, vil det kunne hjælpe dit folk, og det vil kunne hjælpe mig hjem igen,” endte hun sigende med at sige, som var det en sag, som var værd at kæmpe for. Kunne man også være i tvivl om det? Hans folk og ham selv ville bo i et sikkert hjem, samt ikke blive jaget væk, når folk så dem på gaden. Hun selv ville kunne komme tilbage til sin hjemby igen, uden at hun skulle undvære sin partner. Hun betragtede hans træk, idet han smilte, som han spurgte, om han skulle følge hende ind til Ityrial og ind på Neutranium. ”Hvis du tør lade det ske, hvad der skal gøres, så ja. Så må du med glæde følge mig ind på slottet,” endte hun med at sige. Drastiske handlinger måtte hun ty til, når hun kom ind på Neutranium, og det skulle han være forberedt på, som han skulle acceptere det. Problematisk ville det nemlig være, hvis han bakkede ud, når hun gik i gang.. For det hun skulle gøre var det nemlig bedst, hvis hun havde nogen folk på sin side, når det var gjort. Tilfredse ville alle formentligt ikke være, men forhåbentligt ville de kunne se hendes metoder for fremtiden.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Undertrykkelsen var desværre noget, som ramte alt for mange. Kieran havde mærket den på egen krop, men havde heldigvis været for lille til, at han kunne huske den. Han var smidt ud af Procias i en alder af 4 år, og endda af den selv samme mand, som kaldte sig for konge af Manjarno, så monstro at han alligevel var lidt fristet til at søge en form for hævn uanset? Han kneb øjnene let sammen. Han ville elske det.. Vise den mand, hvad han var blevet til, også selvom han ikke var ude på at slå ihjel. Det ønskede han på ingen måde. Vigtigst for ham, var det nemlig at alle som han husede her i ruinerne, ville få sig et godt og trygt sted at være. Det var virkelig det vigtigste for ham lige nu. "Det vil betyde meget for mig," sagde han denne gang med en rolig stemme. Hvis det betød, at de rent faktisk kunne komme lidt ud herfra, ville det være helt fantastisk. Ikke nogen tvivl om det!
At det var ham, som hun ville have med til Neutranium, vidste han ikke rigtigt, hvordan han skulle håndtere. Nu havde han levet hele livet på gaden, hvor alt, var en kamp om tilværelsen og overlevelsen, så han var bestemt ikke ny indenfor brug af magi, og særligt, hvis det var i forsvar i hvert fald. "Med forlov.. Så vil jeg gerne snakke det mere igennem, uden at det behøver at være her i det åbne." sagde han denne gang. Dragen ville måske ikke synes om det.. Men han ville gerne snakke med Visenya om det.. Og samtidig vise hende hvor han holdt til, og hvor meget det betød for rigtig mange.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Tanken om, at Visenya og Vhagar måske havde alle midlerne til at vende hjem nu, satte uden tvivl en iver i Visenya. Ityrial var en smuk by, og at kunne vende hjem igen var en tanke der end ikke kunne beskrives. Forvist havde hun følt sig i så mange år, og derfor var tanken om et hjem i sin fødeby utroligt kærkommen.
Som Kieran sagde, at han ikke ønskede at snakke mere ude i det åbne, så Visenya sig omkring. Synd var det at sige, at der var meget læ her. Der var kun et par halve vægge, og hvis der var noget tag, ville hun næppe turde stille sig under det. ”Herude er der ikke meget andet end det åbne,” pointerede hun ærligt. Hun kiggede opmærksomt på ham igen. Ikke ønskede hun at gå et andet sted hen, som hun ønskede at ordne det nu. Her. Hun havde ventet år på at komme hjem, og at vente på, at man havde fire vægge omkring sig virkede derfor noget irrelevant. ”Vid dig tryg ved, at Vhagar vil opdage det, hvis der skulle komme nogen.” Hun kiggede bag ham, hvor hun hævede hånden. Frost kom der fra hendes hånd og om bag ham. Langsomt formede en stol sig af det pure is. Hun gjorde gestus til pladsen bag ham. ”Tag endelig plads.” I mellemtiden lagde Vhagar sig ned, hvor han strakte sit ene forben frem. Dette valgte Visenya selv at tage plads på, alt imens Kieran havde hendes opmærksomhed. ”Hvad ønsker du at drøfte?” spurgte hun opfordrende, som det var ham der havde indledt, at han ønskede at tale nærmere med hende om det der skulle til at hænde.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Tanken om, at der rent faktisk kunne forekomme noget, som kunne hjælpe ham, og den flok væsner, som han husede her i ruinerne, var da uden tvivl noget, som fangede Kierans storslåede interesse. Det var nu for alvor, at der skete ting og sager, og kunne han være behjælpelig i den forstand, så gjorde han det gerne! "Hvilket jeg ved," endte han dog med at sige, som han atter vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Han var nu frygtelig nysgerrig på, hvad de kunne finde ud af.. Om det som de kunne finde ud af, var noget som kunne bruges på sigt. Det var i hvert fald sådan at han havde det med tingene.
Dragen lagde sig ned og hun fremanede en stol af is. Skulle han sætte sig? Alt taget i betragtning, lød det virkelig til at være en meget kold fornøjelse. Han endte dog med at sætte sig i stedet for. "Det er ikke det oplagte sted at tage denne snak, må jeg sige.. Men nu.." Han blev siddende. Hver en bevægelse dragen foretog sig, holdt han øje med. Han ville jo stadig gerne undgå at ende i gabet på den, og som et enkelt mellemmåltid. Han vendte blikket mod hende igen. Hun virkede da til at være ganske komfortabel ved dette. "Alt af muligheder, ønsker og mål. Jeg vil vide mig sikker på, at det som planlægges, gøres korrekt," sagde han denne gang. Voldelig anlagt, var han ikke ligefrem, selvom han havde anlæg for det. Han forsøgte jo bare såvidt muligt at holde det nærmere nul, som muligt.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Advarende brummede Vhagar og viste tænder af Kieran, som manden valgte at betvivle deres handlinger. Det var uden tvivl ment som et tegn på, at den tobenede skulle acceptere sine omstændigheder. De ville blive her, og hvis der skulle dukke andre interessenter op, skulle den store drage nok få sit mellemmåltid. Rådyr, køer, mennesker.. Det kunne alt sammen komme ud på et. ”Stedet her er sikkert,” afværgede hun ham sikkert. Hun stolede om end på sin kære følgesvend. Der var også en grund til, at de ikke var blevet opdaget endnu. Kieran havde selv sagt, at han aldrig før havde hørt om hende og Vhagar. Hun betragtede tænksomt Kieran, alt imens hun henslængte sit ene ben over det andet, og lagde sine hænder i skødet. ”Vi to vil søge ind på slottet. Imens vil Vhagar og dit folk vente udenfor. En drage og en større forsamling vil vække al for megen unødvendig opsigt,” begyndte hun. #Er det klogt at fortælle den tobenede så meget?# lød Vhagars stemme i hendes hoved. #Har vi et valg?# Intet svar lød tilbage. Kun en irritabel brummen, og hans følelsesmæssige modvilje. ”Vi vil søge om en audiens hos kongeparret. Når vi står ved tronen for kongen og dronning, vil jeg fryse dem og stedet. Jeg vil lade mine kræfter omfavne stedet, så alle bliver bekendt med, hvad der er sket. Når det sker kan Vhagar og dit folk komme ind.” Det var sådan det måtte gøres. Hun ville hjem, og hun kunne kun vende hjem, hvis hun kunne være ved Neutranium. Problemet kunne hun derfor ikke se i det, da det bare var det der måtte gøres. Enig i det var Vhagar.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Fast vendte Kieran blikket mod dragen igen, da denne begyndte at vise tænder af ham igen. Han ønskede trods alt kun sit eget velbefindende, da det var ham, som stod med ansvaret for alle her. Og det var sådan, at han havde det med tingene. Hans blik faldt til Visenya igen. Hun virkede i hvert fald til, at have en plan med alt dette, og det var en af slagsen, som han var nysgerrig på. "Det håber jeg," sagde han denne gang. Ikke kunne man stole på nogen, og særligt ikke heromkring. Selvom det var det sted, som han for start, havde valgt, at de skulle slå sig ned på.
Armene lod Kieran søge over kors, mens han lyttede. Alt taget i betragtning, så lød det ganske.. nemt, faktisk. Han var enig i, at en drage, ikke ville kunne søge over byerne, uden at pådrage sig opmærksomhed, og det var også det, som han naturligvis bed sig fast i. "Sådan som du får det fremstillet, er det næsten.. nemt. Jeg kan af navn, ikke søge en audiens. Kongen er kendt med mig," sagde han denne gang. Hans blik faldt til dem begge. At de indbyrdes kunne finde ud af noget, ville passe ham fint. "Du har tænkt dig, at fryse dem? Det er muligvis en mulighed ved landets dronning, men om det er muligt med kongen.. Han er en stærk og kraftig magiker." Hans blik faldt til dem begge.. Dragen særligt. Han var på ingen måder tryg ved dens nærhed. Men for nu lod han det gå. Det var vigtigt for ham, at de fandt en løsning, som de begge kunne leve med.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya betragtede Kiearan, som han sad over for hende og talte. Det var ikke just små ting, som de diskuterede, som det derimod var et oprør. Et oprør mod den nuværende regering, som Visenya ville skabe et land, som ikke før var set. Et land af frost og kulde, og hvor hun var velkommen, samt dem der havde følt sig undertrykt. Frihed ønskede hun, som hun ønskede, at folk var frie til at gøre, hvad de lystede. Så længe at ingen blev undertrykt, og så længe kriminalitet ikke foregik. ”Kender han dit navn, eller kender han dit ansigt? Hvis det blot et navnet, kan du oplyse et andet,” kommenterede hun. Problematisk var det, hvis kongen var bekendt med Kierans ansigt, da det ville betyde, at han ikke ville kunne gå med hende ind. Hvis han ikke gik med hende, ville hun selv være i mindre sikkerhed. Hun kunne nemlig ikke både fryse kongeparret, og beskytte sig mod mulige vagter, hvis de forsøgte at angribe hende. Hun tog en dyb indånding, da Kieran dernæst sagde, at man ikke bare kunne fryse kongen på grund af hans magiske styrke. #..Den tobenede kunne have en pointe,# lød Vhagars stemme i hendes sind. ”Og hvad er dit forslag, hvis du ikke anser mit for at være en mulighed,” opfordrede hun ham sigende. Salvatore skulle slås ud, hvis hun skulle kunne sikre sig selv. Farligt var det også, hvis man blot jog ham på flugt, da det kunne betyde, at folk ville følge ham, eller at han konstant ville modarbejde hende. Derfor fandt hun det personligt bedst, hvis det kunne lade sig gøre at fryse både kongen og dronningen ned. Istemmende brummede Vhagar.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kendt af navn, var Kieran måske, men derimod måtte han sige, at han var lidt kendt med Salvatore, og derfor vidste han også, at det ville blive en kæmpe mundfuld at skulle sluge. Han betragtede dem begge med en meget sigende og indgående mine. Han kunne i hvert fald ikke undgå det. Han kneb øjnene svagt sammen. "Kun ved navn ganske vidst. Ikke er jeg den 4 årige dreng, som han i sin tid, førte over den procianske mur," fortalte han denne gang. Salvatore havde gjort det, udelukkende i et forsøg på at ende hans liv. Det havde da heldigvis ikke haft sin virkning eller effekt, og det var det, som han havde det mere end fint med, hvis han selv skulle sige det.
Han havde måske en pointe, men det var stadig en problematik som skulle løses. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Hvor godt, er du kendt med urter og gifte?" spurgte han denne gang direkte, hvor et smil nu heller ikke var til at tage fejl af på hans læber. Han nød uden tvivl tanken om dette. Ikke var han ude på at slå ihjel. Det var ikke en tanke som slog ham, og ikke var det noget, som han var det mindste interesseret i. Han frygtede vel mere, at han ville blive for fristet og lokket af det på sigt? "Jeg har lært meget i min tid kravlende på jorden her.. Sat i Manjarno, dømt til at dø.. Et liv han ikke selv kunne tage. Jeg har mødt meget, og de har delt deres lærdom med mig. Det kræver bare, at man kan få det i ham," tilføjede han denne gang. Han var da åben for muligheden.