Lets make an alliance..!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Besynderligt var det måske for Kieran at forstå, at en drage kunne holde sig skjult for omverdenen, men selv havde Visenya levet størstedelen af sit liv med det, og derfor fandt hun det ikke så besynderligt igen. Det var dog ikke noget, som hun videre ville oplyse ham om. Dum var hun ikke, og derfor ville hun ikke frit røbe sine og Vhagars hemmeligheder. Vhagar var også den eneste, som hun havde, så hun kunne ikke blot risikere ham. ”Et skjul kan ikke forblive et skjul, hvis man røber sit gemmested,” afslog hun ham høfligt. Det var længe siden, at hun havde lært at tale korrekt. Derfor vidste hun, hvordan hun kunne afvise, uden at hun virkede kynisk. Sjovt var det næsten, da det andet ellers burde ligge til hendes isdæmon. Det var dog bare sådan, at hun havde lært at klare sig.
Aggressivt og truende agerede Vhagar over for Kieran, idet han fortalte dem sit navn. Han ville også gøre alt for at beskytte Visenya, og den mand bar på et mørkt navn! Selv trådte Visenya et skridt tilbage, som hendes følgeskab reagerede så stærkt på Kierans navn. Sindssyg.. Sjæletager.. En utrolig viden havde dragerne, og derfor satte hun end ikke spørgsmålstegn ved det. Vhagar skrabede i jorden med kløerne. #Pamariaz er et galehus for kvinder, og Acheron er sjælefortabte mænd,# advarede han hende. Hun stirrede frem for sig. Så Kierans moder var sindssyg, og hans fader var en sjæleløs mand? Jaså.. Stærk holdt hun sin positur, som hun stod rankt og med blikket fremad. ”Han fortæller mig, at du bær på et forfærdeligt mørke,” forklarede hun ham ærligt. Halen svirpede Vhagar endnu med, alt imens han blottede sine tænder for den umiddelbare trussel. Han ville kunne snuppe ham i en mundfuld. Selv hvis han skulle vælge at flygte.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Den høflige afvisning, tog Kieran nu til sig. Ikke at han havde forventet sig andet. Hvem ville dog fortælle om deres hemmeligheder, bare sådan uden videre? Han stirrede denne gang mere på dragen, som han uden tvivl mente, havde fået en lidt for voldsom stand overfor ham. Hesten var svær at holde på plads, og særligt fordi at den selv også måtte være bange for dette. Han bed tænderne svagt sammen. Ikke ønskede han at blive dømt på sine forældre, da han ikke havde haft noget med sin fader at gøre, og hans moders liv var blevet taget, som et led i kampen mellem lyset og mørket. Et tab, som havde fået ham til at handle og reagere på den måde, som han nu gjorde. "Sch.." sagde han denne gang, hvor han igen rev en smule i tøjlerne, for at få mere skik på kræet ved hans side. Svært var det dog!
Bar han på et mørke? Tydeligt var det, at disse individer slet ikke var kendt med ham, men han forventede sig nu heller ikke ligefrem noget andet, kunne man sige. Han havde jo kun sine forældres navn, som mange i forvejen kendte ham på. Hans navne var nemlig ikke ukendte. Han bed tænderne sammen igen, hvor han denne gang gav hesten mere løse tøjler. "Jeg er ikke ude på at gøre nogen af jer ondt.. Få din drage til at trække sig lidt,"[/color] bad han denne gang. Han havde jo heller ikke gjort dem noget. Han havde ikke gjort nogen træk til at ville gøre brug af magi på nogen måde, mod nogen af disse. "Jeg lover.. Om jeg gør noget, må Deres drage æde mig," afsluttede han denne gang. En mand af ord, var han trods alt.[/font]

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Vhagar reagerede, som navnene for ham ikke var nye. Berettiget fandt Visenya nu også reaktionen, hvis Kieran var, hvad Vhagar beskrev ham til at være. At være i familie med sindssyge og sjæleløse, kunne på ingen måde være en brugbar ting! Hesten gjorde hun intet for at hjælpe ham med denne her gang. Besværlig syntes den helt at have med at gøre, som den i al denne tid ikke havde forsøgt på andet end at flygte. Hun kiggede direkte på Kieran. ”En drage er ingen slave. De kan selv forsøge at tale til ham,” sagde hun direkte, alt imens Vhagar brummede af ham. Halen der konstant svirpede hen over jorden viste kun, hvor irritabel han var. Bedre blev det ej heller af, at han blev talt til, som var han et sølle dyr! Et simpelt væsen, som det han forsøgte at tøjle ved sin side. Selv var han fristet til at bide ham midt over og sluge hesten helt.. Forbandet irriterende var den med dens vrinsken. Visenya kiggede mod Vhagar, som Kieran lovede hende intet at gøre. Hånden lagde hun på hans kæmpemæssige lår. #Spis ham, hvis han prøver på noget,# lød det kortfattet fra hende til ham. Nu måtte det vise sig om Kieran holdt ord.. Hvis ikke, så stod hun med fordelen. Utilfredst knurrede Vhagar af Kieran, men alligevel lod han sig glide ned på jorden. #Jeg kan spise kræet og bruge den tobenede som tandstik,# brummede han utilfredst. Derfor holdt han også tænderne fremme, skønt han nu lå ned igen. Det grønne blik vendte Visenya derfra imod Kieran igen. ”Hvad har De at sige til hans ord? Han fortæller, at Deres navn stammer fra sindssyge kvinder og sjæleløse mænd. Ikke just en ideel kombination,” lød det sigende fra hende. I hvert fald ikke en kombination, som hun brød sig om. Det fik hende til at mindes sin afdøde broder. En sjæl havde han dog haft. Sort havde den bare været.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hesten var Kieran denne gang nødsaget til at slippe, hvis han ikke selv ønskede at blive trampet ned, af en panisk hest, som desperat ønskede at komme fri af stedet. Ikke at Kieran ikke kunne forstå den, for det kunne han udmærket godt. At stå der i selskab af en kæmpe drage, som var i stand til at spise ham i en mundfuld, om det var hvad den ville, var bestemt heller ikke behageligt for ham! Tvært imod. Han blev stående, da hesten stormet af sted. Forhåbentlig søgte den hjemover! Han rystede på hovedet.. Hvis det store bæst nu havde kostet ham en halv gris, så...! Han vendte blikket mod dem igen. "Jeg har blot en sjov fornemmelse af, at dette væsen, ikke vil lytte til mig," sagde han denne gang. Tog han da fejl? Siden den havde reageret så voldsomt, som den nu havde, hvilket et sted heller ikke forundrede ham.
Kieran rystede denne gang på hovedet. Atter blev han dømt på sit navn, også selvom han ikke havde noget med nogen af dem at gøre. "Det er ikke første gang," sagde han denne gang. Ville de tro det, hvis han sagde det? Han bar mørket i sit hjerte, selvom han dagligt kæmpede imod det. Et barn valgte aldrig sine forældre. I det tilfælde, ville han aldrig have valgt nogen af dem, som han var endt op med. "Ej er det en god kombi, hvilket jeg gerne erkender. Dog vil jeg ikke dømmes på mine forældre. Intet har jeg med Pamariaz eller Acheron at gøre," forsikrede han. Aldrig havde han sat sin fod i Acheron Landssted og aldrig havde han været en del af samfundet i Mørkets Cirkel. Og ikke havde han tænkt sig at gøre det.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Intet gjorde Visenya denne her gang, som Kierans hest stak af. Hun havde hjulpet den ene gang, men nu måtte det være op til ham selv. Hvad skulle hun også gøre? Han havde bedt om at få sin hest fri, og hun havde lavet et mellemrum i isen. Selve hesten kunne hun ikke tale til, og derfor kunne hun ikke bede den om at slappe af. ”Hvis han føler, at vi er truet, vil han reagere, ja,” sagde hun ærligt. Som de talte, hvilede Vhagars sorte øjne ubarmhjertigt på Kieran. Ikke skulle han tro, at det var så simpelt. Visenya selv var et mindre faretruende syn. Hun var dog ej heller større end et hus, med skæl og vinger, og med tænder og et gab der kunne sluge en mand levende. Hun betragtede sig af ham. Han ville ikke dømmes på sinde forældre? Nej.. Hun ville ej heller dømmes på sin broder. Selv hun vidste, hvor stor en forskel der kunne være på familie. Viserion havde været … gal. ”Og hvordan vil De i så fald dømmes?” endte hun roligt med at spørge ham. Nu sagde han det trods alt selv. Mystisk måtte han et sted forekomme hende.. Han var en Pamariaz og en Acheron. Åbenbart et afkom af en sindssyg og sjæleløs familie. Han var ikke langt hjemmefra, men ingen huse var der i nærheden, altså, måtte han være hjemløs. Han havde en hest med et dødt dyr på sig – vel hans middagsmad? – men ikke var han interesseret i at fange det løbske dyr. Mærkværdigt forekom det sidste hende for, hvis han var hjemløs, ville hesten ikke have noget sted at løbe til.. Medmindre han havde en fast lille lejr, og at hesten var umådeligt trænet og hjemvant.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hesten løb, hvor Kieran denne gang, ikke kunne gøre noget for at stoppe den. Ikke uden at blive trampet ned. Hesten var heldigvis kendt på egnen, så man kunne vel håbe på, at den ville løbe hjem? At den så kom hjem uden rytter, ville nok få alarmen til at runge blandt oprørerne. Han bed tænderne svagt sammen denne gang. Ikke brød han sig om denne konfrontation, hvor det derimod stadig var meget lidt, som han kunne gøre ved denne. Den store drage, kunne æde ham, om den ville, hvilket ikke ligefrem var særlig betryggende for ham! Han bed tænderne svagt sammen denne gang. "Jeg sværger ved min moders grav, at jeg intet ondt ønsker nogen af jer," sagde han denne gang. Han stirrede denne gang fast i retningen af dem begge.
Kieran lod begge hænderne falde ned mod sin side i stedet for. Ikke gjorde han noget som helst, da han helst gerne undgik at ende i dragens gab! De tænder ville han helst ikke for tæt på, hvis det var noget, som han ellers kunne undgå. Også mest for sin egen del. Øjnene kneb han denne gang mere sammen, hvor han let knyttede næverne igen. "Jeg ønsker at blive dømt som et enkelt individ, og mere på hvad jeg har gjort, end hvad mine forældre stod bag," sagde han denne gang. Ikke havde han noget med Pamariaz eller Acheron at gøre, og derfor ønskede han bestemt ikke at blive dømt ud fra dette. Han selv, havde helt andre ting at foretage sig, end at rende rundt som en galning uden sjæl. Han havde faktisk sin i sin fulde besiddelse.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

”Siden De ikke vil sammenlignes med Deres familie, hvordan kan jeg så stole på Dem, når De sværger på Deres moders grav?” spurgte hun ham med et løftet bryn. Ikke var det fordi, at hun ville træde på hans moders grav.. men hvordan kunne det være positivt at give et løfte på den, når han ikke ville mindes sin familie? Vhagar syntes også at være enig med hende i det. #Lad det være overstået, og lad mig lukke munden på ham..# Visenya lukkede kort øjnene i. Selv mente hun endnu ikke, at den eneste løsning var at æde Kieran. Dog holdt hun også ved, at der var noget ved ham. Der var meget, som ikke gav mening. Hendes blik faldt tilbage på Kieran. Hun kunne dømme ham for sine egne handlinger.. men det krævede, at hun vidste mere om ham. For nu havde hun kun hans navn, og den viden, at hun boede tæt på. ”Så fortæl mig, hvem du er, og hvad du har gjort, hvis jeg skal se dig i noget andet lys,” endte hun med at opfordre ham. Det kunne ikke være et problem, siden det var, hvad han ønskede. Afventende kiggede hun på ham. Hvad hans historie var, vidste hun ikke. Den kunne være mangt og meget. Hendes egen var vel heller ikke til at gætte? En kvinde fra fattige kår, hvor hendes forældre havde gået bort, dengang hun endnu havde været en lille pige? At hendes broder havde været en ondskabsfuld tyran, og at Vhagar til sidst havde myrdet ham? At hun og Vhagar havde levet alene og i samhørighed siden da? Afventende kiggede hun på ham. Egentligt også spændt på at høre, hvad han havde at fortælle hende. Igen vidste hun jo så lidt om ham.

[Kieran Pamariaz Acheron]

"Min moder mistede livet på baggrund af omstændigheder, som end ikke hun, har været herre over," forklarede Kieran denne gang. Ikke var det nogen hemmelighed, at han virkelig havde elsket sin mor, selvom tiden med hende, havde været knap.. Udelukkende på grund af de grusomme fordomme, som måtte være i et land som Procias. "En Pamariaz ganske vidst, men ej kendt som værende den kvinde, som De har hørt om," sagde han denne gang. Han stod ved, at han var den, som han var. Han var søn af de mennesker, og en del af de slægter, men det ændrede bestemt ikke på, at han levede sit eget liv, som han også var en herre over, og ikke havde han tænkt sig, at lade nogen dømme ham på baggrund af, hvad nogen anden havde gjort i deres navn.
Dragen gjorde endnu Kieran urolig, og det var vel heller ikke underligt, var det? Han kneb øjnene let sammen, som han denne gang knyttede næverne let. Han blev stånede, og med en afstand til dette væsen, da han stadig ikke lystede at ende i gabet på denne. Han trak vejret dybt. Her handlede et om at slå koldt vand i blodet, og ikke udvise nogen former for frygt. Det var nemlig ikke noget, som ville gavne nogen. Hvad han havde gjort, som gjorde det værd for hende, at se ham i et andet lys? Det var jo ene og alene om til hende, at bedømme om det var 'godt' nok i den forstand. "De er mig en krævende kvinde, Visenya," begyndte han denne gang. Et kort smil passerede hans læber. "Jeg er en forkæmper," svarede han denne gang. "En forkæmper for et liv, og en verden, hvor alle kan være, uden at skulle se sig over skulderen. Som sagt, mistede min moder livet i en fordomskamp.. Ment for at tage mit liv med," fortalte han. Han var jo sat på gaden af procianerne, velvidende om, at en lille dreng, ikke kunne klare sig selv. Nu kunne han kun være glad for, at han havde vist sig, at være stærkere end det.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya betragtede sig af Kieran. Hans moder var gået bort af årsager, som hun ikke havde været herre over.. Man kunne sige det samme om hendes egen moder. En sygdom havde taget hende, og for det havde hendes fader drukket sig til en tidlig grav. Efterladt hende i sin broders varetægt.. Det havde bestemt ikke været en dans på roser. ”Det gør mig ondt med Deres moder,” sagde hun ærligt. ”.. Også jeg har mistet en moder alt for tidligt.” Ikke så hun over på Vhagar, men alligevel gik hendes tanker til ham. #Ved du, hvem der kan være hans moder?# Vhagar fjernede ej heller blikket fra Kieran. Dette var dog af andre årsager, som han endnu forsøgte at ransagde ham. #Nej.. Der finds flere Pamariaz-kvinder.# Ikke hjalp det Visenya, som det jo kunne bunde i … hvem som helst. Svagt måtte hun trække på smilebåndet, som Kieran dømte hende som krævende. Krævende.. Hun ville nærmere sige målbevidst, og dette spørgsmål fandt hun kun sin ret i og med, at han selv havde indledt det. Derfor skulle man heller aldrig begynde på noget, hvis ikke man var villig til at ende det. Nysgerrigt søgte hendes hoved på sned. En forkæmper? For hvad? ”Og hvilken kamp kæmper du? Og har den båret frugt endnu?” spurgte hun uddybende ind. Selv kæmpede hun for at vende hjem. Forholdsvist tæt på byen var hun, men det var ikke ens betydning med, at hun var tæt på målet. Desværre.. Ligetil var det nemlig ikke, når den eneste plads til hende og Vhagar var på selveste Neutranium. Der sad regentparret, for ikke at sige hæren, samt en anden drage. Hun agtede dog, at de fandt hjem igen. Det var nemlig i Ityrial, at de hørte til.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Dragen forholdt sig rolig, og derfor gjorde Kieran det samme. Det var også derfor at han ikke rokkede sig ud af stedet, mere i frygten for, at den store drage, skulle ende med at betegne det som truende, og rent faktisk ende med at æde ham. Det var jo heller ikke just noget, som han ønskede sig. "Det gør mig ondt," sagde han denne gang. Forældrene skulle ganske vidst i graven først, men det var ikke meningen, at det skulle ske for tidligt.
Hvad der foregik i dragens tanker.. Og hendes for den sags skyld, var ukendt for Kieran, og derfor holdt han sig ganske rolig på stedet. Dette var nemlig ikke noget, som han ønskede at komme på tværs af. De tænder var stadig for voldsommme, til at han ville for tæt på. Om det havde båret frugt? Nej.. Det kunne man desværre ikke sige, at det havde, selvom han ville ønske, at han kunne sige det. Han rystede på hovedet. "Desværre nej," begyndte han. Han blev stående og betragtede sig af dem begge. "Min moder døde for sit mørke hjerte i lyset.. Jeg ønsker de fordomme borte." sagde han denne gang. Hans moders død, havde ærligt, været en drivkraft for ham, og ikke en, som han havde mistet, selv på trods af det ellers hårde liv, som han havde haft. Det havde været med til at forme ham, og i dag, kunne han kun være stolt af det. Igen lod han blikket falde mod dragen. "Så selvom jeg bærer Theodore Acheron og Narcissa Pamariaz's navne, er jeg ikke i nærheden af dem.. Jeg er min egen." sagde han denne gang. Mon den drage kunne lade de parader falde bare en smule?

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Døden kunne man ikke ændre på, og gudskelov for det. Sine forældre havde Visenya ganske vidst intet imod at se igen, men hendes broder derimod.. Han havde det bedst, hvor han var nu. Alene efterlod det ganske vidst hende og Vhagar, men kun at være de to var bedre end at være tre, hvor den tredje var en tyran. Brynene rynkede hun en anelse på, som Kieran sagde, at han var en forkæmper, men at han ingen succes havde haft med det endnu. Dog kunne hun næsten sige det samme om sig selv. Hun ønskede at komme hjem, men ikke var hun der endnu. ”Hvad mangler De for, at Deres sag kan lykkedes?” endte hun med at spørge. At det så skulle vise sig, at han forsøgte at fjerne hadet mellem lyset og mørket, måtte være en noget stor opgave, som han havde givet sig i kast med. ”..Men jeg må sige, at det er noget af en opgave, som De har givet Dem i kast med,” sagde hun stille, inden hun tilføjede. ”..Men det er en værdig mission..” #Bestemt.. Hvis den tobenede taler sandt.# Visenya lystede helt at smile opgivende, men ikke gjorde hun det. Det behøvede Kieran ikke at opdage. En ting var dog sikkert.. Vhagar var meget skeptisk over for Kieran. At Kieran ikke ønskede at blive sammenlignet med sine forældre, fandt hun dog sjovt. Han talte nemlig, som var det tragisk, hvad der havde hændt hans moder, men at han stadig ikke ønskede at være som hende. ”Hvorfor oprette en sag for en person, som De end ikke så op til?” spurgte hun ham undrende, da hun ikke kunne forstod det. Det forekom hende ganske tvetydigt. I den sidste ende måtte han dog selv om det.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var klar over, at hans mål, ikke var noget, som han nåede som ingenting, og at det ville komme med tiden. Det handlede om at se mulighederne når de dukkede op, men lige nu, så dukkede de bare ikke op, og det var der udfordringen lå. Dog synes det, at han havde fanget hendes interesse. Det var en stor opgave, og desværre ikke noget, som man bare gjorde over natten. "Muligheder og det rette øjeblik.. Muligheder, som man i forvejen forsøger at rive fra mig," sagde han denne gang, som han atter lod de blå øjne falde til hendes skikkelse. For ham, var det nemlig vigtigt, at hun forstod, at han ikke var ude på at gøre nogen noget. Han var bestemt ikke den som slog først. Faktisk var han aldrig den mand, som slog først, og han gjorde det kun, hvis han virkelig havde en grund til det.
Armene lod Kieran denne gang falde over kors. De kunne snakke indbyrdes.. Så meget vidste han, for det havde han hørt, men hvad de snakket om, vidste han ikke. Troede de på ham? Det lød måske meget fint lige nu, og han vidste godt, at det var et kald, som sikkert også ville ende med at koste ham livet. Han var ganske vidst selv en renracet warlock, men dog i stand til at bruge hovedet bare en smule. "Hun mistede livet i lyset på grund af sit mørke hjerte," sagde han oprigtigt. I dag, havde han nemlig intet problem med at snakke om det. "Som så mange andre.. Jeg ønsker det had borte," sagde han oprigtigt. Hadet og vreden var selv en naturlig del af ham, som han kæmpede med dagligt. Han ville gå frem som et godt eksempel.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya tænkte over hans ord, og de muligheder, som han talte om. Svært var det dog at forstå, når han ikke fortalte hende præcist, hvilke muligheder der var forsøgt revet fra ham. Muligheder var nemlig et meget vagt ord. ”Hvilke muligheder er der blevet revet fra Dem?” spurgte hun uddybende. Det ville uden tvivl være lettere, hvis han talte mere åbent om det. Som det stod til nu, skulle hun nemlig blive ved med at spørge ind til det hele. At han ville kæmpe for forholdet mellem lyset og mørket, var bestemt ikke en lille sag. Hun havde ganske vidst holdt sig meget på sidelinjen indtil nu, men stadig vidste hun, hvad der foregik i landende. Procias der havde forvist alle mørkevæsner. Selv ville hun for eksempel ikke kunne få adgang til det land. Dvasias der udnyttede lysets væsner. Ja, ingen af modellerne støttede hun op om. Hun ville i hvert fald ikke kunne leve i nogen af de lande. Også selvom, at hendes race blev betegnet som mørk, og egentligt hørte ind under Dvasias.. Grundet sin broders ondskab, kunne hun bare aldrig støtte op omkring en sådan mentalitet. ”Det er en ærlig sag.. Er der flere der kæmper den med Dem, eller står De alene?” spurgte hun interesseret. Måske var der noget brugbart i det, og måske var der ikke.. #Hvor vil du hen med det, du lille?# spurgte Vhagar nysgerrigt, hvor han vendte det store hoved mod hende. Blikket gengældte Visenya dog ikke, som hun holdt det målbevist på Kieran. Han behøvede ikke at føle, at hun og Vhagar drog nogle samtaler imens. #Det afhænger af de svar han giver..# Var hans aktion et stort foretagende, eller var det i virkeligheden bare ham?

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var ikke særlig interesseret i at fortælle denne kvinde for meget, da det i princippet kunne bruges imod ham, og de andre for den sags skyld, og derfor var han langt mere påpasselig, end hvad han havde været frem til nu. Og det var der, at han måtte være påpasselig, da han heller ikke ønskede at det hele skulle falde til jorden, for det havde været en kamp nu. En kamp, som han bestemt ikke så sig færdig med. Den var kun lige startet. "Mulighederne for at bringe ordet ud, er svært.. Soldater og vagter patruljere oftere og oftere, og uroen gør det ikke nemmere," sagde han denne gang. "Desuden er det svært at skaffe mad til dem alle.. Hesten løb nu, med en halv gris, som jeg skulle have med hjem," tilføjede han denne gang. Han håbede virkelig, at den havde fundet vejen hjem, og ikke ar løbet i alle mulige andre retninger.
Dragen slap ham denne gang med blikket. Var det underligt, at det var noget, som gjorde ham en smule mere rolig, forhold til, hvad det havde været frem til nu? Han sukkede næsten lettet, for et ganske kort øjeblik. Han holdt dog endnu et skarpt øje med dem begge. Han lod hovedet søge på sned. "Vi er flere," sagde han denne gang. Han ledte ganske vidst det hele, og var den, som stod med det overordnede ansvar, men det var også ham, som løb den store chance, og han elskede det.. Og han gjorde det gerne. "Mange flere. Det er en generel oplevelse mange har, og ingen taler deres sag," sagde han denne gang, inden han atter hævede blikket mod dem igen. Hvad tænkte de mon? Troede de på ham?

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Tavst betragtede Visenya ham, imens tankerne florerede i hendes sind. Tanker, som Vhagar også begyndte at blive indsluset i, som de blot kørte rundt i hendes sind. ”..Hvis vagterne og soldaterne ikke var der, eller hvis de var på jeres side, ville det så gøre en forskel?” spurgte hun ind. Det kunne vel være en mulighed? Hvis de altså samarbejdede. #Er du sikker på, at den tobenede er til at stole på? Han kan blive stødt over dine hensigter..# Selv var Visenya udmærket klar over, at Kieran kunne blive stødt. Hvis han blev det, var der dog kun en ting at gøre.. Hun måtte jo først og fremmest sikre sig selv og Vhagar. #..Hvis han bliver stødt, så dræb ham,# konkluderede hun kortfattet. En kortfattet konklusion der alligevel kunne bevise isdæmonen i hende. Hun nikkede let med hovedet, som Kieran sagde, at de var flere og ikke kun ham. Det var godt.. Hvis han da ikke ville føle sig stødt over hende. Selv stod hun nemlig alene, men hvis hun havde flere med sig, så kunne hun måske sikre sine egne drømme. Drømmen om at vende hjem. ”Der har altid været forskel på lyset og mørket, og i perioder bliver det tydeligere. I Procias mener de, at kun ”lysets” racer er værdige, og at alle andre skal fordrives. I Dvasias nyder de overgreb og vold på hinanden,” sagde hun sigende. Ikke var det tankegange, som hun støttede op omkring. Slet ikke den, hvor man nød og opfordrede til vold. Dog mente hun også, at Procias havde handlet forkert. Hvis man var mørkevæsen, men hvis man ingen lyst havde for vold og overgreb, så burde der ikke være nogen årsag for udsmidning. At der derfor var nogen, som var imod den slags, kunne selvfølgelig kun være en positiv ting.